Kvababbelser - Knud Heickendorff

og Jesper.” Han trænger lige til at læne sig lidt ind og mærke duften
af Arne. Min kæreste. Han nyder at smage på ordene. Arne står med
den blå skjorte i den ene hånd og en hvid i den anden, ryster på
hovedet og hænger dem begge tilbage i skabet. Han finder en hvid,
stram T-shirt, som han trækker over hovedet, så han får skubbet
John væk i bevægelsen.
”Hvorfor skal jeg overhovedet med?” spørger han, da hovedet er
kommet gennem halsåbningen. John griber også ud efter en hvid
T-shirt:
”Hvad mener du? Selvfølgelig skal du da med! Er den her ikke
meget pæn?”
”Nej, kan du ikke godt finde noget andet? Jeg gider altså ikke, vi
skal rende rundt i det samme tøj og ligne sådan et pænt ægtepar! Og
hvorfor er det nu pludselig blevet en selvfølge? Det er da dig, der
kender dem?”
I stedet for at svare griber John en blå T-shirt, trækker den hastigt
på og går ind til vinduet i stuen og stiller sig og kigger ned på Nørrebrogade.
Hvad skal han svare? Han vil bare gerne have Arne med
og vise ham frem for de andre; Se: her er min kæreste! Er der nu
noget galt i det? Nede på gaden myldrer fodgængere, cyklister og
biler næsten lige så kaotisk som det mylder, der er i hans hoved. Nu
havde han lige glædet sig sådan. Hvorfor kan Arne ikke se det? Han
skal tvinge sig til ikke at løbe ind og gemme sig under dynen. Arne
kommer hen og stiller sig bag ved ham og lægger armene om ham.
”Selvfølgelig skal jeg nok tage med. Tag det roligt! Jeg tror bare
ikke, det bliver særlig skægt at møde dine frelste ø-lejr-venner. Og
i morgen skal vi ud og besøge din mor, for at det ikke skal være
løgn.”
”Det var da meget rart, hun for en gangs skyld selv foreslog, du
kunne tage med,” siger John og mærker, hvordan dårligt smurte
tandhjul rumler i hans mave og sender små bølger af syre op i hans
hals.
9