Horton 2009 STORT VAND - tæt på - Dansk Kano Ekspeditions Klub

HORTON RIVER 2009 fortsat...
The wilderness work horse” og fik firmaet til at sende to
af slagsen til Chicago.
TUREN UD
Mona fløj med Air Canada til Edmonton via London,
mens drengene og jeg tog en SAS maskine til Chicago.
Da vi landede, var der to og en halv time til, vi skulle videre
med United Airways flyet mod Edmonton, og det
var selvfølgelig i den anden ende af lufthavnen. I O’Hare
skal alt bagage udpeges, også selv om det er tjekket
ind til slut destinationen. Jeg havde på fornemmelsen, at
fire blå tønder fyldt med campinggrej godt kunne virke
lidt suspekte ved x-ray screeningen, og da jeg for alt i
verden ikke ville risikere, at de ikke kom med vores næste
fly, så insisterede jeg på, at jeg ville følge dem igennem
sikkerhedstjekket. Og det fik jeg lov til. Da tønderne
var kommet godt igennem, spurtede drengene og jeg så
med ca. 25 kg håndbagage hver i zig-zak mellem overvægtige
amerikanere tværs gennem verdens næststørste
lufthavn. Da vi sveddryppende nåede frem til United
check in stod en flink mand klar med vores to foldekanoer
,og lidt efter var vi på vej mod Edmonton. Helt perfekt.
Men da vi landede tirsdag aften, var der ingen blå tønder.
Fandens også, det var lige det, der ikke måtte ske.
Lidt slukørede tager vi ind på Go Backpackers Hostel,
hvor Mona var kommet 5 timer forinden. Onsdag morgen
ringer jeg United, hvor en høflig dame oplyser, at bagagen
er blevet lokaliseret i Minneapolis. De lover at sende
den med næste fly. Vi tager ud i Mountain Equipment
Co-op, et sandt slaraffenland for udstyrsfetichister. Her
køber vi padler og lidt andet udstyr. Og så prøvesamler
vi den ene af kanoerne hjemme på vandrehjemmet. Det
viser sig heldigvis at være ret let. Torsdag morgen er vores
fire tønder stadig ikke kommet. Nå, heldigvis er Edmonton
jo en spændende by. Vi beslutter at bruge dagen
i West Edmonton Mall, der for et par år siden var
verdens største indkøbscenter, nu er der et par i Kina og
Dubai, der er større. Men det indendørs vandland er stadig
verdens største, og det var drengene helt vilde med.
Fredag morgen er jeg ved at blive lidt utålmodig. Da jeg
ringer til United, ved de pludselig slet ikke, hvor tønderne
er. Jeg prøver at forklare, at der er tale om meget let
genkendelig bagage, og selv i et stort rum med tusinder
af sorte kufferter og golftasker vil fire blå tønder skrige i
øjnene. Jeg forsøger at få et direkte nummer til Minneapolis,,
men det fortæller den høflige dame at hun ikke
må give mig. Hun taler ikke helt Harvard engelsk, og da
22
jeg spørger, hvor hun sidder, lyder svaret ” Manila, Philippines
Sir”. United har simpelthen lavet et ”Call center”
derude. Skidesmart, på den måde kan de i Minneapolis,
Edmonton og alle andre nordamerikanske byer slippe for
at tale med ophidsede passagerer, der gerne vil forenes
med deres bagage. Lørdag morgen, stadig ingen bagage.
Vi tager ud og ser Royal Alberta Museum. Foruden
en imponerende etnografisk udstilling om indianerne har
museet også lige modtaget udstillingen ”Wildlife Photographer
2008”. Her kan man se de bedste billeder fra
verdens mest prestigefyldte fotokonkurrence, der hvert
år bliver arrangeret af BBC Wildlife Magazine og Naturhistorisk
Museum i London. Fint med lidt inspiration inden
man skal ud i vildmarken med kameraet. På vej tilbage til
vores vandrehjem snakker vi vores situation lidt igennem
og bliver enige om, at vi samme eftermiddag vil tage ud
og købe fire nye tønder og det grej, der nu mangler, og
så ellers bare se at komme videre. Men da vi kommer tilbage
til vandrehjemmet lidt over middag, kan de fortælle,
at United lige har ringet fra lufthavnen i Edmonton, at vores
tønder er kommet. De vil blive bragt til vandrehjemmet
imellem kl. 14 og 18. First Air har et fly til Yellowknife
kl. 1730. Jeg ringer staks til United ( i Manila) og for at
høre, om de ikke kan lade bagagen stå i lufthavnen. De
vil give beskeden videre og ringer lidt senere og siger ,at
alt er ok, de holder tønderne i Edmonton. Vi drøner ud i
lufthavnen. Her får vi at vide, at de lige har sendt deres
chauffør af sted med bl.a. vores bagage. Og nej, der er
ikke mulighed for at ringe til ham. Nu har jeg virkelig lyst
til at slå nogen fra United meget hårdt i maven. Jeg forlanger
at tale med superviseren, og da jeg har forklaret,
hvad vi har været igennem, så ringer hun til chaufføren.
Han siger, han kan være i lufthavnen om en halv time.
Puha, så når vi alligevel vores fly. Vi lander i Yellowknife
lørdag aften. Det var planen, at vi ville proviantere her,