Horton 2009 STORT VAND - tæt på - Dansk Kano Ekspeditions Klub

Recommendations

Info

HORTON RIVER 2009 fortsat... The wilderness work horse” og fik firmaet til at sende to af slagsen til Chicago. TUREN UD Mona fløj med Air Canada til Edmonton via London, mens drengene og jeg tog en SAS maskine til Chicago. Da vi landede, var der to og en halv time til, vi skulle videre med United Airways flyet mod Edmonton, og det var selvfølgelig i den anden ende af lufthavnen. I O’Hare skal alt bagage udpeges, også selv om det er tjekket ind til slut destinationen. Jeg havde på fornemmelsen, at fire blå tønder fyldt med campinggrej godt kunne virke lidt suspekte ved x-ray screeningen, og da jeg for alt i verden ikke ville risikere, at de ikke kom med vores næste fly, så insisterede jeg på, at jeg ville følge dem igennem sikkerhedstjekket. Og det fik jeg lov til. Da tønderne var kommet godt igennem, spurtede drengene og jeg så med ca. 25 kg håndbagage hver i zig-zak mellem overvægtige amerikanere tværs gennem verdens næststørste lufthavn. Da vi sveddryppende nåede frem til United check in stod en flink mand klar med vores to foldekanoer ,og lidt efter var vi på vej mod Edmonton. Helt perfekt. Men da vi landede tirsdag aften, var der ingen blå tønder. Fandens også, det var lige det, der ikke måtte ske. Lidt slukørede tager vi ind på Go Backpackers Hostel, hvor Mona var kommet 5 timer forinden. Onsdag morgen ringer jeg United, hvor en høflig dame oplyser, at bagagen er blevet lokaliseret i Minneapolis. De lover at sende den med næste fly. Vi tager ud i Mountain Equipment Co-op, et sandt slaraffenland for udstyrsfetichister. Her køber vi padler og lidt andet udstyr. Og så prøvesamler vi den ene af kanoerne hjemme på vandrehjemmet. Det viser sig heldigvis at være ret let. Torsdag morgen er vores fire tønder stadig ikke kommet. Nå, heldigvis er Edmonton jo en spændende by. Vi beslutter at bruge dagen i West Edmonton Mall, der for et par år siden var verdens største indkøbscenter, nu er der et par i Kina og Dubai, der er større. Men det indendørs vandland er stadig verdens største, og det var drengene helt vilde med. Fredag morgen er jeg ved at blive lidt utålmodig. Da jeg ringer til United, ved de pludselig slet ikke, hvor tønderne er. Jeg prøver at forklare, at der er tale om meget let genkendelig bagage, og selv i et stort rum med tusinder af sorte kufferter og golftasker vil fire blå tønder skrige i øjnene. Jeg forsøger at få et direkte nummer til Minneapolis,, men det fortæller den høflige dame at hun ikke må give mig. Hun taler ikke helt Harvard engelsk, og da 22 jeg spørger, hvor hun sidder, lyder svaret ” Manila, Philippines Sir”. United har simpelthen lavet et ”Call center” derude. Skidesmart, på den måde kan de i Minneapolis, Edmonton og alle andre nordamerikanske byer slippe for at tale med ophidsede passagerer, der gerne vil forenes med deres bagage. Lørdag morgen, stadig ingen bagage. Vi tager ud og ser Royal Alberta Museum. Foruden en imponerende etnografisk udstilling om indianerne har museet også lige modtaget udstillingen ”Wildlife Photographer 2008”. Her kan man se de bedste billeder fra verdens mest prestigefyldte fotokonkurrence, der hvert år bliver arrangeret af BBC Wildlife Magazine og Naturhistorisk Museum i London. Fint med lidt inspiration inden man skal ud i vildmarken med kameraet. På vej tilbage til vores vandrehjem snakker vi vores situation lidt igennem og bliver enige om, at vi samme eftermiddag vil tage ud og købe fire nye tønder og det grej, der nu mangler, og så ellers bare se at komme videre. Men da vi kommer tilbage til vandrehjemmet lidt over middag, kan de fortælle, at United lige har ringet fra lufthavnen i Edmonton, at vores tønder er kommet. De vil blive bragt til vandrehjemmet imellem kl. 14 og 18. First Air har et fly til Yellowknife kl. 1730. Jeg ringer staks til United ( i Manila) og for at høre, om de ikke kan lade bagagen stå i lufthavnen. De vil give beskeden videre og ringer lidt senere og siger ,at alt er ok, de holder tønderne i Edmonton. Vi drøner ud i lufthavnen. Her får vi at vide, at de lige har sendt deres chauffør af sted med bl.a. vores bagage. Og nej, der er ikke mulighed for at ringe til ham. Nu har jeg virkelig lyst til at slå nogen fra United meget hårdt i maven. Jeg forlanger at tale med superviseren, og da jeg har forklaret, hvad vi har været igennem, så ringer hun til chaufføren. Han siger, han kan være i lufthavnen om en halv time. Puha, så når vi alligevel vores fly. Vi lander i Yellowknife lørdag aften. Det var planen, at vi ville proviantere her,
men så skal vi blive til mandag, for søndag er der 100 års jubilæum i byen, og alt ville være lukket. Canadian North har et fly videre til Norman Wells søndag morgen, og da vi allerede har mistet meget tid og er utålmodige, beslutter vi at tage det. Det skulle meget snart vise sig at være en dyr beslutning, for da vi senere på dagen står hos den lokale købmand i Norman Wells, er udvalget meget beskedent, men det er priserne bestemt ikke. North Wright Air siger, vi kan flyve ud tidligt næste dag. Men mandag morgen er der tåge i den retning, vi skal. Og det samme gentager sig tirsdag. Onsdag morgen er vejret stadig for dårligt, men det er den 1.juli og dermed Canadas nationaldag, så borgmesteren giver gratis pandekager og lagkage inde i byen. Pludselig kommer piloten fra North Wright Air og siger, tågen er lettet. Vi suser tilbage til deres floatplane base og begynder at læsse vandflyet. Efter en uge med frustrationer over forsinket bagage og dårligt vejr er det skønt endelig at høre PT6 turbinen i vores Pilatus Porter accelerere op i omdrejninger. Det er kun en lille del af Horton Lake, der er isfri, men det er heldigvis nok til, vi kan lande. Mens piloten fortæller, at vi er de første,, der er blevet fløjet ud i år, bakker han den ene ponton op på søbreden så vi kan hoppe tørskoede i land, og da vi har læsset af, ønsker han os god tur og lover, at vi vil blive hentet ude ved Ishavet 28 dage senere. Jeg står og holder mine to teenagedrenge i hånden, mens flyet lidt senere forsvinder i horisonten. Jeg havde glædet mig i mange år til dette øjeblik og stod bare og nød det i fulde drag. GODT BEGYNDT... For at prøve kræfter med søørred fiskeriet ville vi blive ved søen et par dage. Så vi går straks i gang med at stille teltene op og samle vores kanoer. Mens Mona og Christian laver bål, går Frederik og jeg ned til søbredden med hver en fiskestang. I tredje kast har jeg bid. Nu har jeg jo ikke den store lystfisker erfaring, men jeg syntes godt nok,, der blev trukket voldsomt i linen og stangen var bøjet til fuld flex. Fisken kæmper hårdt, men 10 minutter senere kan jeg trække en stor flot søørred op på bredden. Den vejer godt syv kg. ”Så kan I godt sætte risene over”, råber jeg stolt op til Mona og Christian, der allerede har lavet et fint bål. Sikke en start på turen. Vi spiser os mætte i ørred bøffer og kører resten af fisken gennem Mikkels kødhakker, så vi har fiskefrikadeller til frokost næste dag. Så sætter vi os dovne rundt om bålet og nyder stilheden. 23
Page 1 and 2: Kanoliv m e d l e m s b l a d f o r
Page 3 and 4: af Jens Teglers Velkommen til Kanol
Page 5 and 6: DKEKs 20 års jubilæumsfest Takket
Page 7 and 8: lemmer og 11 fartøjer og i dag eft
Page 9 and 10: DKEK'ERE DKEK'ERE►►► ► Stef
Page 11 and 12: 3 og flere 8% 2 20% 1 27% 0 45% Fig
Page 13 and 14: Medlemmerne mener, at Kanoliv er et
Page 15 and 16: Vi skal ikke bruge pengene på et f
Page 17 and 18: ► ► ► H e r k a n d u l æ s
Page 19 and 20: Laila Birch Frederiksdalsvej 61, 2
Page 21: en flod. Det var vigtigt, at den ik
Page 25 and 26: er forbi. Vi spiser hurtigt lidt fr
Page 27 and 28: udvalg ► ► ► FORMANDSBOKSEN F
Page 29 and 30: t Cirka 150 meter nedstrøms for fo
Page 31 and 32: Anmeldelse af bålkogebogen ”Mat
Page 33 and 34: Fremgangsmåde Gryden med vand varm
Page 35 and 36: maj-august 9. januar 25. januar 26.
Page 37 and 38: Ja, i bar nostalgi-rus glemte jeg j
Page 39 and 40: KONKURRENCEN Fotokonkurrencen annon

Horton 2009 STORT VAND - tæt på - Dansk Kano Ekspeditions Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?