www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

More documents

Recommendations

Info

har professor Mensch – en berømt tysk arkæolog – fundet de to brikker, der manglede for at få det billede færdigt, som han har arbejdet på i længere tid. Dette billede består af nogle potteskår, som han har bragt hjem efter nogle udgravninger i udlandet. Lidt senere kommer frk. Schmidt i al hast fra kælderen med den allersidste ”brik”, hvor der står en indskrift, som løser gåden om ansigtets identitet. På det subjektive plan har man på fornemmelsen, at alt dette svarer til en indvendig udviklingsproces hos forfatteren. Et vigtigt element, der indtil da manglede, er nu faldet på plads. For mig at se repræsenterer potteskårs- motivet det arbejde, der har fundet sted i Munks indre i disse år, det hans modstandere kalder hans politiske ”kovending”. Det skal være helt klart, at hverken Mensch eller hans kvindelige assistent, frk. Schmidt, omvender sig til kristendommen. Det er biskop Beugel, der i stykket repræsenterer kristendommen og kirken. Han er en modig modstandsmand; men i en vigtig regibemærkning oplyser Kaj Munk, at ”det er jo det ubegribelige, at han er en lille hjulbenet og snakkesalig Mand”. (s. 35) Dette svarer imidlertid til en tendens i Munks senere skuespil, hvor heltene aldrig er idealiseret, og hvor de til og med har store skavanker. Dette illustrerer udmærket stykkets motto: Guds kraft er ikke afhængig af de mennesker, Gud bruger som redskaber. ”Kald mig kun Nar, men glem saa ikke, det var Narrens Embede at sige Sandheden ved Magtens Hof.” Det er i hans mund, Kaj Munk har lagt den kendte replik: ”Lad dem bare slaa os ihjel Langfredag, vi lurer dem Paaskemorgen.” (s. 36-37) Han 28 ærer føreren, men mener, at han ”som Menneske har Brug for en Kirke til at sige sig, naar han fejler.” (s. 37) Hans våben er ordets forkyndelse: Der spiller mig en Lue herinde bag Tænderne, se, den er rød. Holder I ikke op, skal jeg tænde en Ild over Tysklands Byer og Sletter og Bjerge med den. Vi er Tusinder, vi er Titusinder, Hundredtusinder, der vil løfte vore Hænder imod jer, til I enten bøjer jer eller nagler dem, I – Farisæere, som I engang naglede hans. (s. 39) Det er ikke i biskop Beugel, forvandlingen sker. Fra at være en betingelsesløs beundrer af den tyske fører og som sådan antisemit, bliver professor Mensch et helt andet menneske. Han gifter sig til sidst med sin kvindelige assistent, nægter den udmærkelse føreren vil give ham, og går i eksil. Det gunstige øjeblik – kairos – kommer for ham, når han sætter føreren på prøve og opdager, at denne ikke vil bøje sig for sandheden. Det er i dette ”sandhedsøjeblik”, forvandlingen sker. Han har ganske rigtigt fået kraft ved den overnaturlige udstråling, der udgår af det billede af Jesus, han har rekonstrueret; men denne stærke oplevelse fører ikke til hans omvendelse. Han regner med, at han vil få en søn i sin alderdom, og denne skal blive ”en god Tysker og et sandt Menneske” (s. 54) men – vel at mærke – ikke nogen kristen. Hans brud med det nazistiske styre koster ham landets største udmærkelse, han var ved at modtage fra førerens hånd, og han må desuden forlade landet. Han er derfor en slags martyrfigur og er et typisk eksempel på den proces, en repræsentant
for modstandsånden må gå igennem, før han kan opfylde sit kald. Jeg er først for nylig blevet opmærksom på, at der findes 5 forskellige udkast af skuespillet Niels Ebbesen 20 . Et vigtigt spørgsmål er for mig at se, at før stykket blev trykt i sin endelige form, var det planlagt, at den tyske soldat Vitinghofen og Niels Ebbesens datter, Ruth, ikke bare skulle være forelsket i hinanden men til og med skulle blive gift, lige før soldaten døde. I den endelige version glæder Niels Ebbesen sig til den tid ”da vi og vor Nabo lever Side om Side hinanden til Gavn” (Egelykke og andre Skuespil, MU, s. 260); men netop dette spørgsmål synes at have spillet en meget større rolle i tidligere versioner af stykket. Der er altså al grund til at se nærmere på tekstens tilblivelseshistorie. Det fremgår af udkastene, at Niels Ebbesen var mere ”filosofisk” anlagt end det er tilfældet i den trykte version. Han ser, hvorledes en af hans bondekarle er blevet mishandlet af holstenerne; men hans kommentar er, at ”det er ikke Holstenerne, der har gjort ham til Krøbling [...] Det er Krigen, Gertrud. Det er den, vi skal ramme.” På samme måde nægter han at hjælpe Niels Bugge, der vil rydde grev Gert af vejen. Niels Ebbesen synes, at det er ikke godt at bruge vold. ”I vil dræbe et Menneske, Niels Bugge. Det er efter min Mening slet ikke noget Værd. (Ja) eller rettere, det er forkert, det volder Skade for det, man vil gavne.” Han fortsætter: ”Nej, det er ikke Kroppen, der skal bekæmpes. Det 20 Ricardt Riis har beskæftiget sig intensivt med disse og har påbegyndt en afhandling om dette skuespil. Så vidt jeg kan se, er han specielt optaget af Niels Ebbesens holdningsskift. Han mener bl.a., at det ikke kan have været Munks hensigt at opfordre til væbnet kamp, da han skrev den første version af skuespillet lige efter 9. april. er Aand. Derudefra Voldets Aand, det ondes Aand.” Og når Ove Haase spørger ham, hvordan man bekæmper ånd, svarer han : ”Det onde bekæmper man bedst ved at lade det løbe Linen ud og opløse sig selv. Og hos os er det Splid(en)s og Svagheds Aand; den bekæmper man bedst ved at prøve at vente og holde ud. Kan man (det) gøre det længe nok saa tror jeg, man er forvandlet 21 .” Den slags teoretiske overvejelser er den Niels Ebbesen, vi kender fra stykkets sidste version, slet ikke i stand til at formulere. Han ser ud til at handle mere impulsivt. Det udløsende moment er, at grev Gert pludselig vil indrullere hans folk i den holstenske hær. Det, som fra starten af ligger ham mest på hjertet, er at bevare hjemmene. Hvorom alting er: jeg synes, at man er tilbøjelig til at undervurdere fader Lorents’ rolle. Til trods for sin uværdighed repræsenterer han kristendommen. To gange byder han holstenerne trods. Anden gang bliver han mishandlet af dem. Men det er to rigtige kairos-oplevelser, han har. Guds kraft fuldkommes i hans skrøbelighed. I den for mig at se bedste scene i hele stykket ser man, hvorledes han opmuntrer Niels Ebbesen til at dræbe den kullede greve. Han kommer ham i møde i det rigtige øjeblik og tilskynder ham til at skride til handling. Er det måske det, Kaj Munk fremfor alt ville vise? Når han rækker Niels Ebbesen hostien, kan han ikke give nogen teologisk forklaring på dette ritual; men han finder alligevel ord, der styrker ”helten” i hans forsæt: ”Det er en Hemmelighed, lad os kalde den, at Kristus besøger vort Hjerte.” (s. 248) Både den fordrukne præst 21Håndskrevne manuskripter i Kaj Munk Forskningscentrets arkiv. 29
Page 1 and 2: Munkiana nr. 36 2007 11. årgang ww
Page 3 and 4: Indholdsfortegnelse Formanden har o
Page 5 and 6: Universitet afholdt i april et semi
Page 7 and 8: fællesmenneskelig historie, der r
Page 9 and 10: kan frigøre sig fra tidligere gene
Page 11 and 12: udsprang af en refleksion over live
Page 13 and 14: Sydafrika? 6 ” var det retoriske
Page 15 and 16: finder man i slutningen af Mussolin
Page 17 and 18: har til fælles, at deres respektiv
Page 19 and 20: inden Atlantis naaede sin højeste
Page 21 and 22: Efter at Angelika har givet kansler
Page 23 and 24: egen del - i hvert fald i besættel
Page 25 and 26: længere det varer, at denne Feberk
Page 27: Martyrsind - ikke at de vilde være
Page 31 and 32: nemlig det skrøbelige lerkar, der

www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 36 2007 11. årgang

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?