Græsarter og -sorter til plænebrug - Turfgrass

1 

Græsarter og -sorter til plænebrug 

Græs er naturens konstante velsignelse og tilgivelse 

for alle de indgreb, menneskene foretager i 

det naturlige miljø. 

I den tempererede vækstzone, herunder også 

danske vækstforhold, omfatter græsserne ca. 100 

arter fordelt på nogle ganske få slægter. Af disse 

ca. 100 arter er der kun nogle få, der anvendes til 

græsetablering, herunder forstået græsplæner til 

forskellige former for idræt, haveplæner, rekreative 

arealer, m.v. Disse arter fordeler sig på flere 

sorter inden for hver art. 

I de seneste år er der udført et intensivt forædlingsarbejde 

for at finde nye arter og sorter, der 

kan anvendes inden for plænegræssektoren. Man 

har især interesseret sig for at finde græsser, der 

har større dyrkningssikkerhed, større slidstyrke 

under de givne forhold, formindskede etablerings- 

og vedligeholdelsesudgifter. Samtidig har 

det været et ønske, at græsserne skulle være vedvarende 

og have et tiltalende udseende. Endvidere 

udføres der i disse år et intensivt arbejde på at 

forbedre de arter og sorter, der i øjeblikket anvendes 

til plænebrug. Man søger at give græsserne 

forbedret genetisk modstand mod sygdomme, 

skadedyr og ukrudt. Man forsøger at give græsserne 

bedre morfologiske og fysiologiske egenskaber 

ved at udvælge græsser med lav og tæt 

bladvækst og dermed bedre plænedannende 

egenskaber og større tolerance mod de forskellige 

faktorer, som påvirker græsserne i uheldig 

retning. 

Enkeltplanter til videre forædling. 

Bestræbelserne går ud på at finde nye eller for 

,bedrede græssorter til sportsbrug, til skyggebrug, 

til anvendelse på vejskråninger, til rabatter, hvor 

salttilførsel kan skabe uheldige vækstvilkår. Samtidig 

må man også lære at sammensætte græsarter 

og -sorter efter de vækstforhold, der findes på 

voksestedet og til det formål, der er tænkt på ved 

græssets etablering. Man må vælge de græsarter 

og -sorter, der har størst persistens, størst slidstyrke 

og længste vækstperiode under de givne 

forhold og til det givne formål. 

Planteforædlernes krav til 

Kvalitetsegenskaber hos græsser til plænebrug 

1. Hurtig spiring og etablering. 

2. Stor skudtæthed (aggressiv mod ukrudt). 

3. Vækst ved stoloner eller rhizomer. 

4. Slidstyrke (planter, skud, bladantal, morfologi, 

cellulose, rodmasse, roddybde). 

5. Genvækst efter slid (vækstpunkt, udløbere). 

6. Lav vertikal vækst, kort maximumshøjde. 

7. God farve og ensartethed. 

8. Resistens eller tolerance mod sygdomme. 

9. Let at klippe. 

10. Ingen eller få frøstængler. 

11. Ingen ophobning af dødt plantemateriale. 

12. Tolerance mod specielle forhold (salt, skygge, 

tørke, oversvømmelse, tunge metaller). 

Parkforvalterens krav til 

Græs til plænebrug med hensyn til pleje og 

pasning 

1. Stor slidstyrke. 

2. God regenerering uden eftersåning. 

3. Lav kl ippefrekvens. 

4. Hurtig etablering. 

5. Stor skudtæthed. 

6. God farve og ensartethed. 

Parkforvalterens største problemer i forbindelse 

med pleje og vedligehold af sportsplæner 

1. Klipningen. 

2. Sliddet. 

3. Komprimering. 

4. Drænering. 

5. Renovering. 

7

E 

Skedehindernes udseende er en værdifuld hjælp til adskillelse 

af hvenearterne. 

A. Hundehvene (A. can/na). 

B. Stortoppet hvene (A. gigantea). 

C. Krybende hvene (A. stolonifera). 

D. Alm. hvene (A. tenuis). 

E. High/and Bent. 

A 

Rødsvingel har ffne, ofte sammenrul/ede blade og stor skudtæthed. 

11

NØGLE TIL BESTEMMELSE AF PLÆNEGRÆSSER 

I BLOMSTERLØS TILSTAND 

Numrene refererer til Numrene pea side 12. 

A Btade smalle, indtil ca. 2 mm brede, 

B. Blade haarfine eller stive børsteformede eller næsten traadformede og da relativt lange. 

C. Bladgrund paa F/ankerne med klapformede Fremspring. Ører (se Nr. 1), der bagtil gaarover i Skedehinden. Blade uden 

skarp Kø'- Bladspidsen ikke kappeformet. 

O. Bladgrund, stærkt led- el/er næsten stilkformet, har som udviklet ofte en lysere Farve end selve Bladet. Gamte 

Bladskeder stive, hindeagtige, længe vedvarende. Blaagrønt eJler graagrønt, tæt tuet Græs. 

Stivbladet Svingel (Nr. 1J. 

OD. Bfadgrund ikke paara/dende udviklet. Gamle Bladskeder bløde, henvisnende. 

E. Blade haarfine. Bladskeder glatte, ikke rødlige. Mørkegrønt, tæt tuet Græs. 

Faare-Svingel (Nr. 2). 

EE. Blade grovere. Bladskeder fint dunhaarede, næsten altid rødlige. Oftest graagrønt Græs med Skuddene i løse 

Tuer eller enkeltvis. 

Rød Svingel (Nr. 3). 

ee. Bladgrund uden ører. Blade med skarp Køl og med kappeformet Spids. Med lange underjordiske Udløbere. 

Former af Eng-Rapgræs (jvf. Nr. 15). 

BB. Blade bløde og bøjelige, ikke børsteformede og ikke paafaldende lange. 

F. Blade stribet-furede paa hele Oversiden. 

G. Bladleje klaplagt. Blade kølede, stærkt glinsende paa Undersiden. Nedre Bladskeder oftest rødlige. Tueformet. 

Almindelig Rajgræs (Nr. 5). 

GG. Bladleje rullet. Blade ikke kølede og ikke paara/dende blanke paa Undersiden. Nedre Bladskeder ikke rødlige. Ofte 

med overjordiske Udløbere. 

Krybende Hvene (Nr. 7). 

FF. Blade kun med 1-2 utydelige Furer langs Bladoversidens Midtlinie. 

H. Blade lige brede fra Grund tif Spids, Spidsen tydeligt kappeformet. Bladskeder oftest rødlige. Skedehinde 

temmelig kort, men tydelig. Undertiden med korte overjordiske Udløbere. 

Almindelig Rapgræs (Nr. 14). 

HH. Blade mere jevnt afsmalnende mod Spidsen, utydeligt kappeformede. Bladskeder ikke rødlige. Skedehinde 

yderst kort. Ingen Udløbere. 

Lund-Rapgræs (Nr. 13), 

AA Blade bredere, over 2 mm brede. 

I. Bladgrund med Tænder (Skedelukke). Blade mere eller mindre tyderigt stribetfurede paa Oversiden. 

J. Skedelukke svagt udviklet, paa svage Skud er Tænderne ofte kun vorteformede. Blade ikke blanke paa Undersiden. 

Nedre Skeder ikke rødlige. Skud enkeltvis, Lange underjordiske Udløbere. 

Kvik (Nr. 9). 

JJ. Skedelukke i Reglen kraftigt udviklet. BJade blanke paa Undersiden. Nedre Skeder oftest rødlige. Skud tueformet 

samlede. 

K, Bladleje klaplagt. Blade, i hvert Fald ved Grunden tydeligt V-formlgt sammenlagte. Skedejukkets Tænder ofte 

tungeformede (dvs. med parallelle Rande). 

Almindelig Rajgræs (Nr. 5). 

KK. Bladleje rullet, Blade ikke sammenlagte. Skedelukkets Tænder oftest jævnt tilspidsede. 

L. Bladgrund noget kraveformet udvidet, Tænder kraftige. Blade i Reglen 6-10 mm brede. De kraftigste Nerver i 

gennemfaldende Lys synlige som lyse Striber lige til Bladets Spids. Skedehinde kort, under 1 mm lang. 

Eng-Svingel (Nr. 4). 

LL. Bladgrund og Tænder mere moderat udviklede, Blade i Reglen 3-B mm. brede. Nerverne mod Bladets Spids ikke 

synlige I gennemfaldende Lys. Skedehinde længere, 1 mm eller derover. 

Italiensk Rajgræs (Nr. 6). 

fl. Bladgrund uden Tænder. 

M. Bladene stribet-furede paa Oversiden. 

N. Bladgrund med Ører, Bladskeder fint dunhaarede. 

Kraftige Skud af Rød Svingel (jvf. Nr. 3). 

NN. Bladgrund uden Ører, Bladskeder glatte. 

O. Blad/eje klaplagt. Blade i det mindste for neden sammenklappende, med Kø/,jævnbrede overen stor Del afderes 

Længde. Skedehinde tyk, ofte grønlig. Tueformet Vækst. 

Kamgræs (Nr. 10). 

00. Bladleje rultet. Blade uden Køl, jævnt tilspidsede næsten fra Grunden. Skedehinden tynd, hvidlig eller farveløs. 

P. Skedehinden lang, oftest spids. Bladgrund i Reglen Ikke paafaldendeskæv. Ofte lange, overjordiske Udløbere. 

13

14 

Krybende Hvene (Nr. 7') 

PP. Skedehinden kort, lige afskaaret. Bladgrund oftest paataldende skæv. Løst tuet. Ingen overjordiske Udløe 

re. 

Almindelig Hvene (Nr. 8). 

MM. Bladene jævne paa Oversiden (bortset fra 1 eller 2 Furer langs Bladets Midtlinie). 

O. Bladleje rulfet. Blade ikke tydeligt kølede. Skedehinden ofte tandet med en særlig kraftig Tand i den ene Rand. 

Bredbladet Græs. De gamle Stubbe i Reglen opsvulmede ved Grunden. 

Timothe (Nr. 11). 

00. Bladleje klaplagt. Blade tydeligt kølede. 

R. Kun 1 Fure paa Bladets Overside i Sammenfoldningsvfnkelen. Bladets Rande og Køl mod Spidsen ru. Blade 

brede, ca. 6-12 mm. Lang, ofte noget flosset Skedehinde. 

Hundegræs (Nr. 12). 

RR. 2 Furer paa Bladets Overside i Sammenfoldningsvinkelen, i Reglen synlige som 2 lyse Linier igennemfaldende 

Lys. Bladrand næppe ru. Blade smaffere. 

S. Enaarig. Nogle at Bladene næsten altid noget tværbølgede. Skedehinde i Reglen lang og spids, men 

varierende. Blade relativt korte og brede. Ingen overjordiske Udløbere. 

Enaarig Rapgræs (Nr. 17). 

SS. Fleraarige. Blade aldrig tværbølgede. 

T. Nedre 8ladskeder rødlige. 2 Slags Skud: 1) Oprette Skud (senere blomstrende) med relativt brede Blade 

og meget lang og spids Skedehinde og 2) Opstigende Skud (ofte paa korte overjordiske Udløbere) med 

relativt smalle Blade og temmelig kort Skedehinde. 

Almindelig Rapgræs (Nr. 14). 

TT. Nedre Bladskeder ikke rødlige. Alle Skud ens. 

U. Ingen underjordiske Udløbere, Skud løst tueformet samlede. Bladskeder kun lidt sammentrykte, 

næsten trinde. Bladpladen ved Grunden pludseligt, næsten hjerteformet, sammentrukken. Bladspi( 

sen kun utydeligt kappeformet Skedehinde yderst kort. Spinkelt Græs. 

Lund-Rapgræs (Nr. L., 

uu. Med underjordiske Udløbere. Bladskeder stærkt sammentrykte, flade. Bladpladen gaar mod Grunden 

mere jævnt over i Bladskeden. Bladspids tydeligt kappeformet. Mere robuste Græsser. 

v. Oftest flere Skud sammen. Skedehinde meget kort, indtil 1 mm, kraftig og ofte grønlig. Blade oftest 

meget lange, i Reglen græsgrønne. Bladgrund, især paa kraftige Skud, stærkt udviklet, tværbølget, 

undertiden randhaaret. 

Eng-Rapgræs (Nr. 15). 

VV. Skud enkeltvis. Skedehinde ca. 1 mm lang ellerlængere, tynd, hvid. Blade ikke paafaldende lange, i 

Reglen noget blaagrønne. Bladgrund ikke tværbølget. 

FJadstraaet Rapgræs (Nr. 16).

80rtsbestemmelse indenfor græsarter til 

plænebrug 

I de sidste 10-15 år har græsforædlingen taget en 

meget dynamisk udvikling. Når man tidligere talte 

om landsorter, eller om frø fra et bestemt oprindelsessted, 

så taler man i dag om sorter indenfor 

de enkelte arter. Konsekvensen af den ændring, 

som forædlingen har taget, medfører, at kun anerkendte 

sorter indenfor bestemte arter må markedsføres. 

Forædlingen er blevet så konsekvent, 

at der nu forædles græs til bestemte formål. Begyndelsen 

var såkaldte høtyper, tidligt blomstrende 

sorter, så kom afgræsningstyperne, sildigt 

blomstrende, bladrige typer, sidst kom deciderede 

sorter til plænebrug, som slet ikke er anerkendt 

til foderbrug, men udelukkende til græsplæner 

med et eller andet bestemt formål, prydplæner, 

parkplæner, sportsplæner, vejskråninger, 

rabatter med mere. Statens Planteavlsudvalg har 

derfor tillige med listen over anerkendte græsser 

til foderbrug også en liste med anerkendte græsser 

til plænebrug. Indenfor visse arter overstiger 

antallet af anerkendte sorter til plænebrug antallet 

af anerkendte græsser til foderbrug. Arsagen til 

denne omstilling er, at indenfor visse arter bruges 

over halvdelen af det producerede frø til plænebrug 

under en eller anden form. 

Ved afprøvning af græssorter til plænebrug 

vurderer man de nye sorter i henhold til nyhed, 

selvstændighed, persistens og homogenitet ved 

hjælp af fastlagte morfologiske og fysiologiske 

kendetegn. Samtidig vurderer man sorterne efter 

deres egnethed til prydplæner sportsplæner og 

egnethed til udsåning på vejskråninger og rabatter. 

Alle disse afprøvninger kræver normalt et tidsrum 

på tre år. Til afklaring af problemet sortsægthed 

varer disse afprøvninger alt for længe og er 

økonomisk uholdbare. Til afklaring af problemet 

er det nødvendigt at have metoder, som indenfor 

det kortest mulige tidsrum giver tilstrækkelige oplysninger 

om en frøprøves sortsægthed. 

Mulige metoder til hurtig bestemmelse af 

sortsægthed kan være: 

1. Laboratorieundersøgelser. F.eks. ploiditrin, 

kromosomtal, fenolfarvning, fluorescens. 

2. Morfologiske undersøgelser af de enkelte frø, 

herunder også vægten af det enkelte frø. 

3. Undersøgelser og fastlæggelse af de sortstypiske 

morfologiske og fysiologiske kendetegn i 

kimplanter og i planter med flere nyudviklede 

blade i en periode op til 8-10 uger efter såning 

og spiring. 

Der skal i det følgende berettes nærmere om 

punkterne 2 og 3. Punkt 2 vil kun omhandle frøvægten. 

2) Undersøgelser af frøvægtens egnethed til 

sortsadskillelse. 

Det har været af interesse at få undersøgt, om 

forædlingen af landsortertil kultursorter ogvidere 

til høtyper og afgræsningstyper har ændret frøstørrelsen 

i de forædlede sorter. Ved at studere 

den foreliggende litteratur over emnet kan man 

drage den slutning, at frøvægten er en arvelig 

egenskab. Samtidig kan man konstatere, at frøvægten 

kun i meget extreme tilfælde kan anvendes 

som sortskendetegn på grund af miljøfaktorenes 

varierende indflydelse på frøvægten. Yderligere 

kan man konstatere, at frøvægten i de sildigt 

blomstrende afgræsningstyper er mindre end 

i de tidligt blomstrende høtyper. 

Frøvægtsundersøgelser i 

rødsvingel 

Rødsvingel kan opdeles i tre underarter. 

1) Rødsvingel med lange udløbere. F. ru bra rubra, 

2n = 56 

2) Rødsvingel med korte udløbere. F. rubra trichopylla 

2n = 42 

3) Rødsvingel uden udløbere. F. rubra commutata, 

2n = 42. 

Tabel 1 

Antal 

prøver 

- ---- 

Tusindkornsvægt 

..fca 

til gennemsn 

192 0.9548-1.5960 1 1.1608 

IRødsvingel m.1. udløbere 

52 

129 

I Rødsvingel m.k. udløbere 

RødsvIngel uden udløbere 

0.7440-1.3235 

0.7237-1.2288 

1.0662 

0.9950 

373 Rødsvingel j almindelighed 0.7237-1.5960 1.0984 

58 Stivbladet svingel 0.5978-0.9422 08410 

32 Fåresvingel 10.3202-0.3545 0.3342 

15

Rødsvingel med lange udløbere er anerkendt til 

foderbrug og ikke til plænebrug. De to andre 

underarter er kun anerkendt til plænebrug. 

Ved undersøgelser af mange frøpartier af rødsvingel 

har man fundet frøvægtene angivet i tabel 

1. 

Af tabel 1 fremgår, at rødsvingel med lange udløbere 

har størst tusindkornsvægt. Lidt lavere i frøvægt 

ligger rødsvingel med korte udløbere, og 

endnu lavere ligger rødsvingel uden udløbere. 

Selvom tusindkornsvægt i den enkelte sort og art 

kan fikseres som arvelig, så er en adskillelse i 

underarter på grundlag af frøvægten ikke mulig. 

Dertil er variationerne i frøvægtene alt for stor. 

Variationsbredden i tusindkornsvægt hos enkelte 

sorter fremgår af tabel 2. 

Tabe/2 

Antal 

prøver 

_. - 

Tusindkornsvægt 

Rødsvingel m. udløbere 1m til gennernsn. 

25 Gracia 1.0468--1.1607 1.1236 

37 Roland 21 0.9548--1.3340 1.1554 

35 Novorubra 1.0745-1.5403 1.1724 

._-""-""----- - 

Rødsvingef u. udløbere 

31 Highlight 0.8538--1.1288 0.9614 

30 Koket (9327-1.0615 1.0039 

36 Rasengold 0.7825-12275 1.0470 

De store variationer i frøvægt indenfor de tre 

grupper rødsvingel og også imellem sorterne indenfor 

de forskellige grupper skyldes flere faktorer. 

De væsentligste faktorer er de klimatiske og 

edafiske, de avlstekniske som f.eks. udsædsmængde, 

gødskning, modningsgrad, lagerbetingelser, 

antal frøstængler, antal småblomster på 

hver stængel, for blot at nævne nogle. 

Lagringstiden har også indflydelse på frøvægten, 

se tabel 3. 

Tabet 3 

Antal Tusindkornsvægt 

prøver gennemsnit 

50 Rødsvingel høst 1973 1.1976 

50 Dette samme parti efter 

et års lagring 1.0829 

For at holde frøvægten konstant må man opbevare 

frøet ved lige høje luftfugtighedsgrader. Ved 

sammenligning af frøvægte må der kalkuleres 

med en bestemt tørstofbasis, som f.eks. kan være 

85 eller 90 %. Omkostninger i denne forbindelse 

står på intet tidspunkt i rimeligt forhold til nytteeffekten 

bortset fra, at tusindkornsvægten som diagnostisk 

værdi er uanvendelig til adskillelse af 

sorter og grupper. 

16 

Adskillelse af stivbladet svingel fra rødsvingel er 

også umulig på basis af tusindkornsvægt. Gan 

vist ligger tusindkornsvægten hos stivbladet SVi"gel 

i gennemsnit tydeligt under den hos rødsvingel, 

men i enkelttilfælde kan det være omvendt. 

Kun fåresvingel adskiller sig tydeligt fra de andre 

grupper. Her kan tusindkornsvægten være et 

brugbart hjælpemiddel, men netop hos fåresvingel 

er dette kendetegn uden større betydning til 

artsidentificering på grund af andre kendetegn, 

der gør adskillelse mulig. 

3) Undersøgelser og fastlæggelse af sortstypiske, 

morfologiske og fysiologiske kendetegn i 

kimplanter og i planter med flere nyudviklede 

blade I en periode op til 8-10 uger efter såning 

og spiring. 

Sortsadskillelsen udføres på basis af typiske kendetegn 

hos de enkelte sorter. De enkelte sorter 

kan variere i en eller flere af kendetegnene i ''') 

færre forskellighedskriterier der findes, di 

større må de være for at man med sikkerhed kan 

adskille sorterne. En sort eller en sortsegenskab 

bl iver mere homogen og bestandig, jo mere intensiv 

forædlingen bliver på den bestemte egenskab 

eller det bestemte kendetegn. Da forædlingen I 

dag går ud på at frembringe sorter med bestemte 

egenskaber til bestemte formål, bliver de selekterende 

egenskaber hovedsagelig af morfologisk eiler 

fysiologisk natur. 

Omtalen af sortsforskelle begrænses her til sorter 

indenfor arterne rødsvingel, engrapgræs, alm. 

ralgræs, timothe og hvene. 

Frøet må såes omhyggeligt i ensartet dybde og 

med ensartet plantebestand, enten i sphagnum 

eller i enhedsjord. 

På bestemte udviklingstrin efter Feekes 

Heyland skalaen bedømmes planterne efter følgende 

karakteristika: 

1) Vækstform 

2) Skudtykkelse 

3) Bladfæstets højde 

4) Bladbredde 

5) Bladfarve 

Vurderingen af de forskellige karaktertræk finder 

sted efter skalaen 1-9, hvor 1 altid er det dårligste, 

tidligste, svageste, 9 er det stærkeste, seneste. De 

tydeligste forskelle fastholdes fotografisk. Optagelserne 

sker i perioden 3-8 uger efter udsåning. 

I arterne raigræs, timothe og hvene kan man i 

etableringsperioden efter spiring finde tydelige 

sortsforskelle I planteudviklingen. 10 dage efter 

udsåning er fodertyperne i raigræs tydeligt krafti-

Frøene dækkes med en strimmel fugtigt filtrerpapir. 

Frøene lægges til spiring i et Jakobsenlignende 

apparat. Når det første løvblad kan ses måles 

koleoptilelængden. 

Til bestemmelse af de øvrige kendetegn. plantes 

spirende frø fra hver frøfraktion ud i små urtepotter. 

Planterne bedømmes efter Feeskes skala 

(se tabel 4). Herved tages planterne ud af potten, 

vaskes og måles. Efter måling udselekteres planterne 

til de forskellige plantedele. 

Koleoptilelængde er længde fra frø til spids af 

koleoptilen. Middelhøjde bestemmes, når planten 

har 3 sideskud. 

Længden af bi rødderne bestemmes også, når 

planten har 3 sideskud. Udløberlængde bestemmes, 

når planten har 2 udløbere. 

Sortadskillelse ved bestemmelse af 

bladarealets størrelse 

Ifølge det foranstående er det endnu ikke lykkedes 

at finde entydige kriterier til adskillelse af alle i 

handelen værende sorter. Der er derfor stadig behov 

for nye kriterier, der også tillader adskillelse af 

hinanden meget nærstående sorter. I en græspopulation 

fremstiller bladarealet en af de allerstørste 

udbytteparametre, bladarealet påvi rker 

også planternes konkurrenceevne. Kendskab til 

bladarealets størrelse i de enkelte sorter kan derfor 

være med til at løse forskellige problemstillinger 

med hensyn til adskillelse af sorter. Der skal 

her berettes om forsøg med bladarealmålinger til 

sortsdifferentieringer. Undersøg elsesterminerne 

Kimpfanter af græsarter med 

varierende frøstørrefse. 

Frøet saet samme dato. 

øverste række fra venstre 

mod højre: Alm. rajgræs, 

Rødsvingel m. ud/øb., Rødsvingel 

u. udløb. Timothe. 

Nederste række fra venstre: 

Engrapgræs, Hvene. 

er fastlagt efter udviklingen i Feekes-Heyland 

skala i hele den vegetative vækstfase. 

Foruden målinger af bladarealet i cm' pr. plante 

bedømmer man også planterne efter 1) bladfarve, 

2) vækstform, 3) bladstilling, 4) skudantal, 5) bladantal, 

6) væksthøjde, 7) længde og bredde af det 

længste blad og 8) af et tilfældigt valgt gennemsnitsblad, 

9) tørstofvægt af bladplader i mg, 10) 

specifik bladareal, dvs. bladareal pr. enhed tørstof 

cm'. . Bladarealet måles fototropisk. 

mg 

Resultaterne viser, at i alle afprøvede arter er 

egenskaber som væksthøjde, længde og bredde 

af det længste blad og af et tilfældigt gennemsnitsblad 

fint anvendelige til sortsadskillelse. 

Egenskaber som skudantal, bladantal og bladenes 

tørstofvægt var nogenlunde tilfredsstillende 

til adskillelse af sorterne. Vækstformen og planternes 

bladstilling og -farve er sortstypiske, men 

den subjektive bedømmelse må betragtes som 

værende en negativ faktor. Derfor kan disse bedømmelser 

kun betragtes som værende vejledende 

i helhedsbedømmelsen. 

Bladarealets størrelse er en signifikant sikker 

faktor til sortsgruppering indenfor de afprøvede 

arter. Fig. 1-4. Differentiering af de enkelte sorter 

indenfor arterne løber forskelligt. Indenfor alm. 

raigræs fig. 1. er det muligt at adskille sorterne i de 

enkelte grupper. Sorterne af engrapgræs forholder 

sig på samme måde indenfor grupperne. Fig. 

2. På grund af større skudantal har plænetyperne 

større bladareal end fodertyperne. 

19

De forekommende afvigelser er dog så tilfældigt 

betinget, at man i hele vækstperioden kan anvende 

bladarealets størrelse til sortsdifferentiering, 

Bladarealet kan udvikle sig uafhængigt af andre 

faktorer, som f.eks. i alm. raigræs, eller være afhængig 

af en række faktorer som f.eks. hos engrapgræs, 

hvor blad arealet er afhægigt af antal 

bladskud og antal blade. Plantetætheden har stor 

indflydelse på udvikling af bladarealet. Med sti- 

22 

gende planteantal dør de ældre blade på grund af 

selvbeskygning. Bladarealets størrelse påvirk 

herved med en ukalkulerbar størrelse. 

Problemerne ved en sortsafprøvning ligger i 

sammenligningen af forsøgsresultater fra forskellige 

forsøgsstationer. Miljøet påvirker planternes 

vækst. Der opstår derfor vekselvirkninger mellem 

sort og sted. Af denne årsag må der laves en vidtgående 

standardisering, således at planterne får 

ensartede vækstforhold.

Almindelig raigræs (Lolium perenne L.) 

Alm. raigræs er vel nok det græs, der her i landet i 

størst omfang anvendes til plænegræs, selvom 

det meget ofte slet ikke passer til det areal, det 

udsås på. 

Alm. raigræs er et af vore allerbedste græsser til 

sportsplæner, men det er ganske afgjort ikke særligt 

egnet til prydplæner. Raigræssets anvendelighed 

til brug omkring boligområder, til parker, 

grønne områder osv. kan også diskuteres, man får 

meget hurtig skabt en vegetation og en græsplæne, 

men den fremtidige vedligeholdelse er en 

faktor, som meget ofte ikke tages i betragtning. 

Morfologi 

Alm. raigræs er et løst til tæt tuet, flerårigt græs 

uden udløbere, 20-90 cm højt. Rodsystemet er 

stort og stærkt grenet med bi rødder, som udgår 

fra de nederste vækstpunkter på bladskuddene. 

De vegetative skud er mere eller mindre oprette, 

spinkle, med intUiVaginal skuddannelse. Bladskederne, 

der er flade, hårløse og røde ved basis, 

bliver efterhånden mere fiberagtige og persistente. 

Skedehinden er kort og auriklerne små. Bladpladerne 

er glatte og hårløse og normalt foldede i 

bladlejet. Bladoversiden har i gennemsnit mindst 

8 rundagtige ribber. Bladundersiden erskinnende 

blank med udpræget skarp køl. Bladsiderne er på 

den nederste halvdel parallelle og spidser derefter 

til mod bladenden. 

Frøstænglerne er slanke med 2-4 forlængede 

internodier. Blomsterstanden et aks med siddende 

avneløse småaks, der i et antal fra 3--10 

sidder kantvis på stængelen. 

Stængeldannelse, stængelantal og blomstring 

er med til at karakterisere arten og sorterne i tidlige, 

halvsildige og sildige sorter. 

Frøene er 5-8 mm lange med gennemsnitsbredde 

på ca. 1,0-1,5 mm. Frøvægten varierer fra 

sort til sort, men er alligevel karakteristisk for de 

forskellige typer. De tidligt blomstrende typer har 

størst frøvægt og de sildigt blomstrende lavest 

frøvægt. 

Frøvægt hos raigræs 

Type Tusindkornsvægt 

Tidligt blomstrende 2,26 g 

Halvsildigt blomstrende 1,91 g 

Sildigt blomstrende 1,70 g 

Raigræs har størst frøvægt af de græsarter, der 

anvendes til plænebrug. 

Planternes udvikling 

4--8 dage efter såning spirer frøet. Af 100 spiredygtige 

frø udvikles der 50-60 planter på lermuldet 

jord og 70-80 planter på sandmuldet jord. Ved 

spiring dannes der 2-3 kraftige kimrødder, som 

har hurtig vertikal og lateral vækst. Da roddannelsen 

tillige er stor, har raigræs de mest tørketolerante 

kimplanter af de græsser, der bruges til 

plænebrug. Selvom hurtig etablering er særdeles 

ønskværdig ved anlæg af ny græsplæne, så kan 

iblanding af raigræs virke uheldig på den senere 

sammensætning af græsarter i græsplænen. De 

meget aggressive kimplanter undertrykker kimplanterne 

af græsarter, som har længere etableringstid, 

især kan eng rapgræs generes meget. 

Resultatet af denne udvikling kan blive, at man får 

en åben og løs græsplæne uden større slidstyrke 

og tørketolerance og fyldt med ukrudt. 

Raigræssets rødder er ret tykke, men har kun 

ringe trækstyrke, og raigræs er derfor ikke særligt 

egnet til skæring af græstørv i renbestand. Rødderne 

har kun begrænset levetid. Rødder, der 

dannes om efteråret, virker normalt kun et par 

måneder. Rødder dannet i forårstiden har en levetid 

på ca. 6-8 måneder. Rodnettets størrelse er 

afhængig af sorten. De tidligt blomstrende har 

mere overfladisk rodsystem end de sildigt blomstrende. 

Fordelingen af rødder i jordprofilen af to forskellige 

raigræssorter ses af følgende tal: 

Horisont (cm) Alm. raigræs (sildig) Alm. raigræs (tidlig) 

% af total vægt 

0-5 

5-10 

10-15 

15-30 

30-45 

45-60 

66,5 

11,7 

6,9 

7,3 

5,7 

1,5 

69,5 

13,1 

7,1 

7,2 

1,8 

0,9 

60-75 

0,4 

0,4 

Den vegetative bladvækst er ligeledes stor, men 

varierer fra sort til sort afhængig af blomstringstidspunktet. 

De vegetative bladskud er næsten altid efter nydannelse 

oprette, men bliver nedliggende med 

fremskridende vækst. Hver bladskud har sit eget 

vækstpunkt, der er ca. 1 cm langt. Vækstpunktet, 

der kan sidde højt eller lavt alt efter sorten, producerer 

blade ved hvert dannet knæ og bladknopper 

i hvert bladhjørne. Internodierne lige over de enkelte 

vækstpunkter forlænges efterhånden, hvorved 

de enkelte bladskuds baser ofte forlænges 

23

Alm. 

rajgræs. 

med op til 2 cm. Den forlængelse kan have stor 

indflydelse på sorternes egnethed som plænegræs. 

For højt siddende vækstpunkt giver dårlig 

klippetoleranee og derved dårligere persistens i 

græsplænen. 

De vegetative bladskud kan under visse forhold 

i uklippet stand opnå en længde på op til 20 cm. 

Under intensiv klipning kan skuddene blive roddannende 

og derved opnå en vis bredningsevne. 

Bladbredden påvirkes af såvel temperatur som 

kvælstofgødning, men bladene er normalt ret 

smalle, ca. 4-6 mm. Bladlængden øges fra det 

første til det syvende blad på hver bladskud. Hvert 

skud har sjældent mere end tre blade ad gangen. 

Antallet af bladskud er afhængig af typer og sorter. 

De bedste sorter til plænebrug har op til 

30-35.000 bladskud pr. m2. De dårligste sorter kun 

10-12.000 bladskud pr. m'. Jo flere bladskud, 

desto større slidstyrke med lavtsiddende vækstpunkter. 

Dannelse af nye blade er afhængig af 

årstiden; i begyndelsen af juni dannes et nyt blad 

hver ca. 11. dag, men i september varer det ca. 20 

dage at danne et nyt blad. Temperaturens indflydelse 

på raigræssets vækst fremgår af følgende 

tabel; 

Temperaturens indflydelse på væksten af alm. raigræs 

Blade efter 10 uger 

Bladskud 

Bladareal l cm 2 

LAl 

Skudvægt mg (tørvægt) 

Rodvægt mg (tørvægt) 

Kulhydrat % tørvægt 

Total kvælstof % 

25"/11 C C 

40.0 

2.4 

34.0 

10.0 

531 

99 

4.6 

4.0 

25"C/25°C 

26.4 

2.0 

17.0 

6.3 

323 

69 

4.8 

4.9 

Raigræs har intravaginal skuddannelse, dette 

medfører, at de enkelte planters bredningsevne er 

24 

Dag/nat tempo 

11°C/11 Q 

C 

19.6 

1.9 

7.6 

2.9 

182 

58 

8.0 

4.5 

frø og 

frøstængel 

af alm. 

rajgræs. 

meget begrænset samtidig med, at regenen; 

tionspotentialet bliver dårligt. 

Der findes et utal af økotyper og forædlede sar' 

ter af alm. raigræs. De morfologiske forskelle mellem 

sorterne er særdeles vanskelige at fastsætte, 

da der er stor fænotypisk forskel inden for genotypen 

efter bl.a. gødskning, klippetæthed og 

hyppighed. 

De tidligt blomstrende sorter er normalt mere 

oprette, højere og har færre bladskud end de sildigere 

blomstrende sorter. 

De tidligt og halvsildigt blomstrende typer har 

ingen større betydning som plænegræs. Disse 

sorter har store frø og er derfor meget mere aggressive 

end de helt sildige sorter, der kan anbefa 

les til plænebrug. Stor frøvægt er kombineret med 

hurtig kimplanteetablering. Tillige har de tidlige 

og halvsildige sorter stor stængeldannelse, der 

medfører, at bladdannelsen går ned, og skudtætheden 

bliver mindre. Herved opstår større mulig" 

hed for indvandring af ukrudt, og slidstyrken fd 

mindskes. 

De tidlige sorter har endvidere højtsiddende 

vækstpunkt, hvilket medfører, at klippetolerancen 

er meget dårlig. Endvidere er tørketolerancen 

meget dårlig på grund af stængeldannelsen, som 

hindrer dannelsen af nye rødder. 

De sorter, som egner sig bedst til plænebrug, 

har meget mindre frø end de tidlige sorter; dette 

medfører, at plænetyperne har langsommere udvikling 

og dermed mindre aggressivitet. Dette 

medfører, at planteudviklingen løber mere harmonisk. 

Plænetyperne har lavere siddende 

vækstpunkter og mere udbredt vækst og dermed 

større klippetolerance. Raigræs starter væksten

tidligt om foråret og har dominerende indflydelse 

på klippefrekvensen til midten af maj måned. 

Genvæksten fra midt i maj til ca. 1. august er ret 

minimal og er meget afhængig af sortstypen. 

De sildigt blomstrende sorter har betydelig 

mindre stængeldannelse og derfor større slidstyrke 

og tørketolerance. Slidstyrke og genvækst i 

sommertiden kan fremmes ved fornuftig planlagt 

vanding og gødskning. 

Udbredelse 

Alm. raigræs forekommer overalt i Danmark. Foretrækker 

mineraljorder i god gødningsstand med 

pH-værdier 6-7. Sået på let sandjord vil raigræs 

hurtigt forsvinde. Raigræs vil gerne have gode 

fugtighedsforhold for at opnå tilstrækkelig effektiv 

rodudvikling; det er imidlertid ikke i stand til at 

klare sig, hvor jorden er kompakt og vandlidende i 

overfladen. Raigræs kræver effektiv dræning for 

at klare sig. Salttolerancen er ret stor, og man ser 

ofte raigræs vokse, hvor saltkoncentrationen er 

0,5 % 

Raigræssets udbredelse har tilsyneladende ingen 

større relation til sommerisothermerne, alligevel 

ligger temperaturen for optimal bladvækst 

ved ca. 20-25", afhængig af planternes alder og 

næringsstand, under 5-6" er der ingen bladvækst. 

Kuldetolerancen er under vore forhold tilfredsstillende, 

men er årsag til mindre anvendelse af raigræs 

i Norge og Sverige. Tillige er raigræs temmelig 

sårbar over for snedække i længere tid. Generelt 

må man sige, at de klimatiske forhold i Danmark 

ikke sætter grænser for anvendelsen af raigræs, 

selvom man kan se vinterskader, hvor lave 

frostgrader forekommer efter en periode med 

gode vækstforhold om efteråret. Sådanne forhold 

bevirker, at vækstpunkterne løftes op og bliver 

ødelagt af senere indtrædende frost. 

Anvendelse 

Alm. raigræs har i mange år indgået som en fast 

komponent i alle frøblandinger til parker, boligområder, 

kirkegårde, offentlige arealer, idrætspladser, 

og i mindre grad til villahaver. 

Det bruges traditionelt, hvor der ønskes en hurtig 

græsetablering, og hvor jorden skal beskyttes 

mod erosion af forskellig art. Raigræs er det bedste 

græs til etablering i forsommertiden, når 

fugtighedsforholdene er dårlige, og når kunstig 

vanding ikke er mulig. Raigræs anvendes aldrig i 

renbestand til vedvarende plæner. Som temporær 

vegetation kan raigræs i renbestand anvendes. 

De sildigtblomstrende sorter eller turftyperne af 

alm. raigræs må anbefales som komponent i frø- 

blandinger til arealer, der er udsat for megen slid, 

herunder især sportspladser, campingpladser og 

legepladser. På golfbanernes teesteder er 

iblanding af raigræs at anbefale. Der bør ikke indblandes 

mere end ca. 30-35 % på vægtbasis, svarende 

til 10-15 % på frøbasis afhængig af raigræssets 

frøvægt. 

Turftyper af raigræs er på grund af den hurtige 

kimplanteudvikling sammen med rødsvingel de 

allerbedste græsser til isåning ved renovering af 

nedslidte sportspladser. Der anvendes en frøblanding 

bestående af 75 % raigræs og 25 % rødsvingel. 

Da kim planterne fra alm. raigræs er meget aggressive 

over for andre græsarters kimplanter, og 

da etableringshastigheden efter spiring er afhængig 

af frøstørrelsen, har man en vældig god 

grund til ikke at anvende de storfrøede sorter af 

raigræs; da de storfrøede sorter normalt hører til 

de tidligtblomstrende, som er de dårligste til plænebrug, 

har man større mulighed for god græsetablering 

i frøblanding med raigræs ved at anvende 

de småfrøede sildigt blomstrende turftyper 

af raigræs. 

. Alm. raigræs i renbestand danner kun en mi ddelgod 

plæne med middelgod skudtæthed og 

m'lddelgod ensartethed. Bladene har en karakteristisk 

skinnende blank underside, ofte med lidt 

gulgrønt skær. Disse typiske blad karakteristika 

gør, at raigræs ikke rigtig går i blanding med andre 

græsarter, når der skal skabes et ensartet 

græstæppe. Nye sorter af alm. raigræs har dog 

større tilpasning til engrapgræs, da bladfarven er 

mørkere og den vertikale længdevækst mindre, 

samtidig med at græsset bliver lettere at klippe. 

Bladformen passer godt til de bedre plænegræstyper, 

men raigræs er vanskeligt at klippe, fordi 

bladene er extremt seje på grund af de fibrøse 

karstrenge. De trevlede og skamferede bladspidser, 

der ofte forekommer, især i de tidligt blomstrende 

sorter, er med til at nedsætte græssets 

værdi og anvendelse til plænebrug. Alm. raigræs 

er et tuedannende græs, som kan danne en ensartet 

plæne, hvis etableringen og den fortsatte pleje 

og pasning er i orden. En græsplæne med ren 

raigræs bliver i det sene forår tynd, og der dannes 

en del frøstængler. Herved nedsættes plænens 

slidstyrke, og tørketolerance, og da frøstænglerne 

er vanskelige at klippe, får plænen let et sjusket 

udseende. 

Slidtolerancen i raigræs er meget stor sammenlignet 

med andre græsarter, men sammengroningsevnen 

og evnen til genvækst eller restitutionspotentialet 

efter slid er meget dårlig, især i de 

tidligt blomstrende sorter. Tilpasningen til vækst i 

periodevis skyggede arealer er ret god. 

25

Til venstre: Ve/klippet alm. rajgræs. Til højre: alm rajgræs klippet 

ujusteret græsklipper. Bemærk de trevlede bladender. 

Som gruppe betragtet er almindelig raigræs et 

dårligt plænegræs. Frosttolerancen er gennemgående 

dårlig, og sygdomsresistensen er dårlig. 

Bladene er vanskelige at klippe på grund af deseje 

fibrøse blade. Raigræs er imidlertid det græs, der 

har størst slidstyrke, derfor kan anvendelse af raigræs 

under visse omstændigheder være en stor 

fordel, man må blot være i stand til at træffe det 

rigtige sortsvalg. 

Pleje og pasning 

Alm. raigræs bliver normalt betragtet som et flerårigt 

græs, men levetiden er i høj grad afhængig af 

sorten og typen. De tidligtblomstrende sorter har 

kortere levetid end de sildigt blomstrende. De sildigt 

blomstrende sorter af raigræs har ubegrænset 

levetid, hvis de passes rigtigt og ikke udsættes 

for extremt høje eller extremt lave temperaturer. 

Raigræs er bedst egnet til områder med kølige, 

fugtige somre og milde vintre. Tørketolerancen i 

ældre planter er ret begrænset. Alm. raigræs har 

dårligste kuldetoleranee af samtlige vore plænegræsser. 

De nye sorter, der stadig dukker op på 

markedet, har dog større kuldetolerance, men 

også større slidstyrke end de tidligtblomstrende 

sorter, men slidstyrken og persistensen er afhængig 

af pleje og pasning. 

Slidstyrke og persistens er afhængig af jordens 

tilberedning, er jorden kompakt i overfladen, og 

dannes der overfladevand på arealet efter regnvejr, 

er slidstyrken meget minimal, og græsset forsvinder 

hurtigt. Jorden må gerne være fugtig, men 

ingen overfladevand. Et porøst vækstlag vii 

fremme slidstyrken. 

Klippehøjden for alm. ralgræs bør ligge mellem 

3 og 4 cm. Tolerancen for klippehøjder under 

26 

2,5--3 cm er meget lav. Hvis ralgræs klippes under 

det nederste blad, dør planterne I løbet af kort tf 

da planternes fotosyntesevirksomhed standses. 

Ved lav klipning hæmmes endvidere den intravaginale 

skuddannelse med det resultat, at buskningsevnen 

ophører, og bredningsevnen tabes. 

Ved hver klipning må der ikke fjernes over 40 % af 

bladarealet. Endvidere bør der ikke klippes umiddelbart 

før græsset skal belastes. Der bør altid 

anvendes en skarp veljusteret græsslåmaskine, 

som sårer græsset mindre og giver bedre genvækst. 

Gødning 

Virkningen af kvælstof til raigræs er næsten lineær 

op til en mængde af ca. 200-300 kg N pr. ha. 

De sildige typer har større krav til kvælstof end de 

tidligt blomstrende typer. Kvælstof til raigræs bør 

fordeles over 4-5 tilførsler; det er af afgørende 

betydning, at den første tilførsel ikke foretages ff" 

tidligt om foråret, helst ikke før ca. 1. maj. Kravel' 

fosfat er ret stort, hvis man skal sikre raigræssets 

overlevelsesevne i plænen. Det er af afgørende 

betydning for slidstyrken i raigræsset, at der tilføres 

kali hver gang, der tilføres kvælstof. Kalimængden 

bør ligge på ca. halvdelen af kvælstofmængden. 

Slidstyrken nedsættes meget ved store tilførsler 

af kvælstof. Gødskningsterminerne må derfor 

vælges I de perioder, hvor der er mindst slid og 

ikke i perioden fra midt i juni til ca. 1. august, hvor 

temperaturen er højest. Klipning og gødskning 

bør Ikke foretages på samme dag. Lav klippehøjde 

i forbindelse med stor kvælstoftilførsel nedsætter 

græssets levetid. 

Det er vigtigt, at jordens reaktionstal er bragt op 

til ca. 6,5, inden græsfrøet sås. Ligeledes må jordens 

fosfattal og kalital være i orden. Til sportsplæner 

må fosfattal og kalital gerne ligge omkrinq 

15. 

Vanding 

Som tidligere omtalt har ralgræs stort behov for 

konstant vandtilførsel, men tåler ikkevandlidende 

jord. Mest glæde af raigræs har man, når fugtighedsforholdene 

ligger så nær markkapaciteten 

som overhovedet muligt. For at holde raigræs i 

optimal vækst må man derfor være forberedt på at 

vande i forhold til manglende nedbør i sommertiden. 

I denne sammenhæng må man tage i betragtnl 

ng, at raigræs har størst vandoptagelse i 40 

cm dybde; klatvanding har ingen større effekt, 

25--30 mm vand må tilføres ved hver vanding, hvis 

man skal gavne ralgræssets vækst.

Hor.] 

Hor. 

20 

40 

60 

20 

40 

I 

60 Almindelig rajgræs 

(Lolium perenne) 

II 

80 Italiensk 

rajgræs 

(Lolium 

multiflorum) 

27

Sygdomme 

Alm. raigræs angribes ofte af forskellige sygdomme: 

Fusarium nivale } 

Fusarium culmorum (sneskimmel) 

Typhula incarnata 

Corticium ficuforme (rødtråd) 

Helminthosporium species (Vagans) (siccans) 

(dictyoides) bladpletsyge. 

Puccinia coronata (kronrust) 

Fusarium nivale og Thyphula incarnata er sygdomme, 

som fortrinsvis forekommer i efterårs- og 

vintertiden, når græsset er konstant fugtigt, eller 

når lufttilgangen under snedække er minimal. 

Fusarium culmorum og Corticium fuciforme 

derimod er sygdomme, som fortrinsvis optræder i 

28 

sommertiden og især på fugtige, vandlidende 

arealer. 

Meget ofte opstår sygdommene, fordi 

vækstmæssige forhold er i uorden. Disse forhold 

kan være manglende balance mellem de forskellige 

gødningsstoffer, dårlig næringsoptagelse på 

grund af vandlidende eller kompakt jord. 

Kemiske midler fjerner symptomerne på sygdommene, 

men midlerne fjerner ikke årsagen. 

Ukrudtsbekæmpelse 

Ukrudt er sjældent noget problem i græsplæner 

med raigræs. Bliver ukrudtsbekæmpelse nødvendig, 

kan hormonsprøjtning anvendes, men man 

bør i størst muligt omfang undgå anvendelse af 

acetatmidler.

Italiensk raigræs (Lolium multiflorum Lam) 

Italiensk raigræs er ikke noget decideret plænegræs, 

men da det ofte anvendes til midlertidig 

vegetation og som ammeplanter på vejskråninger, 

skal det omtales her. 


Italiensk raigræs er et løst tuet græs med opret 

vækst og uden udløbere. Rodsystemet er meget 

stort og større end hos alm. raigræs. Rodsystemet 

er meget stærkt forgrenet med tykke fibrøse birødder, 

men trods tykkelsen er trækstyrken meget 

ringe og rødderne rykkes let over. Rødderne fordeler 

sig dels vandret og dels lodret i jorden og når 

i gode jorder og under gode vækstforhold ned i 

150 cm dybde. De vandrette rødder ligger meget 

ofte så nær jordoverfladen, at birødderne vokser 

op i jordoverfladen og danner en gråhvid belægning. 

De øverste bi rødder er meget tæt forsynet 

med rodhår, hvilket medfører, at planterne har 

stort vandbehov. Rødderne i overfladen breder sig 

ofte i en diameter på 100 cm, når planterne står 

alene. 

Italiensk raigræs ligner meget almindelig raigræs, 

men ital. raigræs har som oftest et sammenrullet 

bladleje, medens alm. raigræs har klaplagt 

bladleje. Bladskederne er splittede, blanke, glatte 

og overlappende. Den nedre del gulgrøn og ved 

basis rødlig. Skedehinden er 1-2 mm lang med hel 

og ligeafskåret kant. Der er små aurikler. 

Bladene er flade 5-10 mm brede og glatte med 

mørkegrøn overside og lys skinnende blank un- 

Italiensk 

rajgræs. 

derside. Bladene har tydelige ribber og en meget 

kraftig midterribbe, de er grove, som oftest slappe 

og sejge og op til 25 cm lange. 

Frøstænglerne kan blive ca. 90 cm lange med 

langt nikkende aks. Det øverste blad på stængelen 

står altid vinkelret ud fra stængelen. 

Frøet er meget stort, 5-8 mm langt og 1-2 mm 

bredt. De fleste frø bærer stak, men stakken kan 

ved frøets behandling (tærskning og rensning) 

brækkes af, tillige kan de nederste frø i småakset 

ofte mangle stak. Dette medfører, at stakløse frø af 

italiensk raigræs kan være vanskel ige at skelne fra 

alm. raigræs. 

Frøvægten for 1000 frø ligger på ca. 2,6 g. 

Der findes sorter med 14 kromosomer og sorter 

med 28 kromosomer. Sorterne med 28 kromosomer 

anvendes kun til foderbrug, skudtætheden er 

for dårlig til plæne- og lign. brug. 


Efter såning spirer frøet hurtigt. Af 100 spiredygtige 

frø bliver der, når frøet sås kun ca. 40 pianter, 

altså betydeligt dårligere etablering end hos alm. 

raigræs. Frøet danner 3--4 kraftige kimrødder og 

kraftige kimblade. Da kimplanterne hos ital. raigræs 

har lavere siddende vækstpunkter end alm. 

raigræs får ital. raigræs et større totalt bladareal 

og dermed større konkurrencekraft og agressive 

kimplanter i etableringsfasen end andre græsarter. 

Når kimplantevægten hos alm. raigræs sættes 

til 100 er kimplantevægten hos ital. raigræs 180. 

De enkelte bladskud hos ital. raigræs er større og 

kraftigere end hos alm. raigræs, men da antallet af 

bladskud er mindre bliver samtidig plænekvaliteten 

dårligere. 

Hvert bladskud hos ital. raigræs har gens. 3 levende 

blade i hele vækstsæsonen. Bladene har en 

levetid på 30-60 dage, der dannes et nyt blad hver 

15-20 dag, afhængig af temperaturen. Nydannelse 

og henfald af gamle blade er størst i sommertiden. 

Vegetative blade dannet på samme tid 

som frøstænglerne har længere levetid end blade 

dannet på et andet tidspunkt. 

I sommertiden er der et fald i antallet af bladskud 

og rødder, det skyldes sandsynligvis, at de 

nyanlagte rødder i sommertiden hurtigt forældes 

og dør på grund af høj temperatur i jordoverfladen, 

da der ikke dannes nye rødder til erstatning 

for de som dør, bliver de overlevende rødder ikke i 

29

stand til at ernære det fulde antal bladskud. Resultatet 

bliver, at mange bladskud dør i sommertiden 

og vegetationen bliver tyndere. 

Rødderne hos ital. raigræs dannes i et hurtigere 

tempo, men har også kortere levetid end rødderne 

hos alm. raigræs. Nydannelsen af græsrødder 

fortsætter til langt hen i efteråret. 

Ital. raigræs blomstrer når dagslængden bliver 

over 11 timer, der kræves ingen særlig vernalisering 

til inducering af frøstængler. Planterne kan 

danne frøstængler hele sommeren igennem, selv 

om græsset klippes med regelmæssige mellemrum. 

Tendensen til stængeldannelse i hele vækstsæsonen 

påvirker i alvorlig grad bladskuddenes 

levetid. De nyanlagte frøstængler mister evnen til 

at danne nye vegetative blade, men vækstpunktet i 

frøstænglerne løftes op i en højde, hvor de ødelægges. 

når græsset klippes. Tabet af bladskud vil 

forøges, når græsset klippes med hyppige mellemrum. 

Dannelse af frøstængler er tillige korrel 

Ieret med nedsat levetid at græsrødder, selv efter 

at blomsterstanden er død. Den hastighed hvormed 

bladskuddene dannes, er langsommere end 

hos alm. raigræs. Samtidig sidder vækstpunkterne 

hos ældre planter ret højt, hvilket medfører 

dårlig klippetoleranee og dårlig slidstyrke. Da 

samtidig restitutionspotentialet er meget dårlig, 

er ital. raigræs uden større interesse til plænebrug. 

Udbredelse 

Ital. raigræs hører oprindeligt hjemme i landene 

omkring Middelhavet, men er siden 1850-60 dyrket 

regelmæssigt her i landet. Ital. raigræs er det 

mindst hårdføre af de græsser, der bruges til 

græsetablering. Kuldetolerancen er meget lav, 

.selv om de nyforædlede sorter i denne henseende 

er betydelig bedre end de gamle sorter. Tolerancen 

mod varme og tørke er også dårlig. På mager 

og tør jord forsvinder ital. raigræs allerede efter 

den første vinter. Græsset er endvidere uegnet til 

vækst under forhold med kort vegetationsperiode 

og stærk nattefrost. Ital. raigræs tåler ikke vækst i 

vandmættet eller vandlidende jord. 

For at trives rigtig må ital. raigræs have en frisk 

humusrig mineraljord i god gødningsstand og 

med rigelig og jævnt fordelt nedbør. Reaktionstallet 

bør ligge på 6.0-7.0. 

Anvendelse 

Ital. raigræs kan ikke anbefales til permanente 

græsplæner, dertil er græsset for groft og agressivt 

og skudtætheden for dårlig. Ital. raigræs an- 

30 

Til venstre Itafiensk rajgræs. Tit højre Atm. rajgræs. 

vendes ofte som midlertidig vegetation, dertil har 

græsset særdeles gode egenskaber. De store frø 

giver hurtigt planteetablering og erosionsbeskytteise. 

Tillige efterlader planterne et stort rodsystem, 

der har stor og god indflydelse på jordens 

humusindhold. 

Størst interesse har ital. raigræs som midlertidig 

erosionshæmmende vegetation på vejskråninger 

og rabatter. Ital. raigræs vil på grund af den 

hurtige etableringstid og det store rodnet hurtigt 

skabe en vegetation, der virker hæmmende på 

vind- og vanderosion. Skyllerender på skråningsarealer 

kan i stor udstrækning undgås ved i frøblandingen 

at anvende 10 % ital. raigræs. Når det 

ital. raigræs forsvinder på grund af de dårlige 

væksttorhold vil de øvrige græsarter i frøblandingen 

have etableret sig og vil danne en persistent 

vegetation. 


På grund af den store roddannelsesevne og det 

store rodnet synes ital. raigræs at have stort behov 

for fosforsyregødning, men også kravet til kvælstof 

er stort. Vil man vedligeholde en vegetation 

med ital. raigræs må der tilføres 600-700 kg N.P.K. 

16:5:12 pr. år samt tilføres mindst 100-120 mm 

vand i sommertiden. Klippehøjden må ikke være 

under 4--5 cm. 

Sygdomme 

Ital. raigræs kan angribes af de samme sygdomme 

som angriber alm. raigræs.

Engrapgræs. (Poa pratensis L) 

Engrapgræs er et af de græsser i den tempererede 

verden, der er bedst egnet og også benyttes mest 

til plænebrug. Græsset er attraktivt, har god 

vinterfasthed, tørketolerance og slidstyrke. Stor 

tilpasningsevne og alsidighed gør græsset anvendeligt 

til næsten alle formål. Engrapgræs 

kommer oprindelig fra de tempererede dele af 

Europa og Asien, hvorfra græsset har bredt sig 

over den ganske verden. 

Der findes meget stor variation imellem enkeltplanter 

og sorter i engrapgræs, og sorterne varierer 

I bladfarve, vækstmåde, tilpasningsevne 

osv. En væsentlig årsag hertil kan være, at der 

indenfor arten Poa pratensis også medtages andre 

arter under fællesbetegnelsen engrapgræs. 

Botanisk set må man sikkert dele engrapgræs i 

følgende 3 arter, som kan skelnes fra hinanden: 

1. Poa pratensis L. ssp. pratensis (eupratensis, 

latlfolla) 

2. Poa pratensis L. ssp. angustifolia L 

3. Poa pratensis L. ssp. subcaerulea sm. 

1. har brede blade, var. udløberlængde, findes 

især på gødningskraftig jord. 

2. har smalle blade og lange tynde rødder og 

udløbere, findes Især på lettere jorder og 

jorder i dårlig gødningsmæsslg stand. 

3. har brede blade og ofte hår ved bladgrunden 

og meget lange udløbere, kræver gerne fugtig 

jord. 

Kromosomtal 

Engrapgræs danner en polyplold serie med kromosomtal 

i en kontinuerlig række fra 2n = 14 til2n 

= 150. Kromosomtallene kan variere inden for 

planten fra rodspids til blad. Engrapgræs betegnes 

derfor som værende dysplold eller aneuplold. 

I kromosomtællinger på 2710 planter Indsamletpå 

forskellige lokaliteter i Europa fandt man en variation 

I kromosomtallene fra 21 til 65. I registrerede 

sorter ligger kromosomtallet ofte omkring 54-56. 

Disse tal må dog tages med al mulig forbehold, 

eftersom det synes, at kromosomtallet varierer 

med frøstørrelsen. I undersøgelse af engrapgræs 

Windsor har man fundet, at de store frø havde 70 

Poa trivia/is 

Poa pratensis 

Poa annua. 

De almindeligste rapgræs arter i vore græsplæner. 

kromosomer og de små frø kun 49 kromosomer, I 

andre frøstørrelser i Windsor varierede krom0somtallet, 

og man har fundet frø med 35-49-56 

60-70-80-105 kromosomer. 

Ledsagende dette komplexe system er det fænomen, 

man kalder Apomixis. 

Ved Apomixis kommer embryo I frøet Ikke som 

resultat af et befrugtet æg, men fra en pseudogamel. 

Bestøvning er nødvendig for at starte dannelse 

af en endosperm, men ægget degenererer, 

og en nærliggende celle vokser og danner en 

asexuel embryo, som har modercellens genkomplex. 

Frødannelser på denne måde opstår ikke på 

grund af befrugtning, men som afkast fra moderplanten. 

Meget ofte danner to nærliggende celler 

en embryo, så der opstår tvillingembryo. 

Apomixis er facultativ, dvs., at der findes nogle 

få procent befrugtning. Apomlxls er betinget af 

flere gener. Det synes som planter fra de sydligste 

oprindelser har størst apomlxis. 

31

w 

'" 

PDa pratensis. 

Poa subcaerulea. 

Poa angustifofia.

Siden 1876 er frøvægten af engrapgræs fordoblet. 

Selvom gennemsnitsvægten mellem sorterne 

er meget varierende, kan man ikke skelnesorterne 

fra hinanden, da frøvægten inden for en bestemt 

sort også er meget varierende. Frøvægten påvirkes 

af klimatiske og jordbundsmæssige forhold 

tillige også af høsttidspunktet. 

Morfologisk beskrivelse i 

almindelighed 

Eng rapgræs er et meget variabelt flerårigt græs med 

underjordiske udløbere. Bladene er mørkegrønne 

til grågrønne V-formede med en karakteristisk 

hætteformet spids. Bladene er bløde og normalt 

hårløse, men ofte forsynet med hår ved bladbasis 

eller på bladpladen. Bladsiderne er parallelle, og 

bladene har to gennemsigtige linier et på hver side 

af midterribben, bladene er ofte kølformede ved 

grunden. Bladskederne er åbne og forneden svagt 

sammentrykt eller kølformet, skederne kan være 

hårløse eller forsynede med små hår. Skedehinden 

er på de nederste blade meget kort, 0,2-1,0 

mm og lige afskåret, på de øverste blade er skedehinden 

lidt længere, 1-3 mm. Bladlængden kan 

variere fra meget kort og op til ca. 30 cm længde, 

bladbredden varierer fra 2 til 6 mm. Bladet er i 

bladlejet klaplagt. 

Strået varierer i længde fra ca. 10 til 90 cm, det er 

cylindrisk og glat og forsynet med 2-4 knæ. Toppen 

er oval eller ofte pyramideformet, opret eller 

nikkende, åben eller sammenknebet, fra 2 til 20 

cm lang og fra 1 til 12 cm bred. 

Småblomsterne sidder på grene, der er samlede 

i klynger med 3-5 grene. 

Engrapgræs danner udløbere af varierende 

længde og tykkelse. Udløberlængden og tykkelsen 

synes at være genetisk bestemt. 

Engrapgræs, 

Man kan efter udløberlængde dele planterne op 

i tre grupper: 

Gruppe 1: Planter med korte udløbere, mange 

korte blade, fra3-10 cm lange, mange 

sideskud. Der dannes kun få reproduktive 

skud. Kulhydratindholdet er 

højt, hvilket giver stor kulde- og 

varmeresistens og stor resistens mod 

Helminthosporium. Planterne i denne 

gruppe har større krav til gødning end 

planterne i de to andre grupper. Planterne 

i denne gruppe er de bedste 

plænegræsser. 

Gruppe 2: Planter med lange udløbere, få, lange 

blade, 11-30 cm lange, få sideskud og 

mange reproduktive skud. Kulhydratindholdet 

er lavt, hvilket giver dårlig 

kulde- og varmetoleranee og dermed 

dårlige plæneegenskaber. Resistensen 

mod Helminthosporium er lav. 

Planterne i denne gruppe er dårlige 

plænegræsser, men velegnede til foderbrug. 

Gruppe 3: Stammer med udløbere af intermediær 

længde. Stammerne i denne 

gruppe er meget uens, enkelte er 

gode til plænebrug, de fleste er meget 

dårlige. 

Dannelse af udløbere finder sted i henhold til en 

vis ydre og indre påvirkning. En del af denne påvirkning 

er højt kulhydratindhold. Dannelse af udløbere 

finder sted under forhold, der favoriserer 

produktion og oplagring af kulhudrater, dvs. i perioder 

hvor bladvæksten er beskeden. De dannede 

udløbere dukker op af jorden under forhold, 

der resulterer i lavt kulhydratniveau (f.eks. kvælstofgødskning). 

En plante kan ikke danne udløbe- 

Engrapgræs med lange udløbere har få sideskud. 

33

e, før den opnår en vis udvikling og størrelse. 

Under gode vækstvilkår danner en veletableret 

plante udløbere hver 3.-4. dag. I klart solskin med 

temperaturer på 15-20"C er udløberdannelsen 

størst. Under gode vækstforhold kan en enkelt 

plante producere op til 20 m udløbere fra midten 

af juni til november. 

Tørke i sommertiden kan resultere I dannelsen 

af meget korte udløbere. På den anden side kan 

stærk vanding og kvælstofgødskning I sommertiden 

give lavt kulhydratindhold, som kan resultere i 

dårlig udløberdannelse. 

17 p.p.m N = 1,47 g tørstof udløbere 

57 p.p.m. N = 1,65 g tørstof udløbere 



I lange, lyse dage dannes der mange udløbere, 

men sent efterår og tidlig vinter er det kun 

N-manglende planter, der danner udløbere. N tilført 

I oktober giver stor udløberproduktion det 

følgende forår. 

Vanding og gødskning I sommertiden kan betyde 

død for mange udløbere. 

De længste udløbere produceres ved temperatur 

mellem 15 og 20°C. 

Nogle undersøgelser finder, at der ikke dannes 

udløbere før maj måned, når temperaturen er 

mindst 11"C og dagslængden mindst 14 timer. 

Herefter stiger udløberdannelse til maximum mellem 

1. juni og 15. juli med gennemsnitstemperatur 

på 17YC. Fra 1.-15. oktober er der også en stigning 

I dannelse af udløbere. 

Udløbervægten stiger fra marts til juni og aftager 

fra juli til august, når græsset klippes. Vægten 

stiger Igen fra september til ca. 1. december. Stiger 

temperaturen til over 30"C, dør udløberne. 

De underjordiske udløbere er meget følsomme 

for lys selv ved svag intensitet. Dette medfører, at 

udsættes udløberne for lys, dukker de op af jorden. 

Denne lyspåvirkning betyder, at engrapgræs 

breder sig let op ad en skråning, men kun vanskeligt 

ned ad en skråning. 

Ved vækst ned ad en skråning vil udløberne 

hurtigt opnå lyspåvirkning og dukke op af jorden, 

og bredningsevnen ned ad skråningen bliver meget 

kort. 

Lyset påvirker udløberne på anden måde. 

Udløbervæksten er meget dårlig I skygge. I dage 

med 12 timers dagslys er udløbervæksten reduceret 

på grund af Indflydelse af flere faktorer, klipning, 

lav gødning eller højt N-niveau, tørke osv. 

Så snart en udløber dukker op af jorden, er det 

en selvstændig plante, som må have gødning for 

34 

at trives. En udløber, som vokser I et sterilt medium, 

kan være gul og sulten, selvom den plant' 

den er forbundet til er grøn og frisk. 

Udløbere kan Ikke forarbejde næring, men må 

have det tilført fra andre dele af planten. 

Der er Ingen udløberdannelse, når engrapgræs 

vokser I skygge. Udløberdannelse I sand er dårlig, 

selvom gødningsstanden er god. 

Udløbernes orienteringsevne 

Det populære begreb om udløbere, en løs, underjordisk 

stængel, som gror gennem jorden, indtil 

dets spids evt. dukker op af jorden og bliver til en 

ny plante, lader antyde en særlig disorienteret og 

disorganiseret struktur, som vandrer formålsløst 

frem gennem jorden uden virkelig kontrol og orientering 

bortset fra de påvirkninger, som opstår 

ved møde med uflyttelige objekter I jorden. Misforståelsen 

skyldes Ikke blot lægmandens mangel 

på kendskab, men også manglende orientering' 

de fleste lærebøger og håndbøger. Imidlertid vis', 

vækststudler, at græssernes udløbere er under 

stadig kontrol fra det øjeblik de anlægges som 

knop, og til det øjeblik de dukker op af jorden og 

bliver frie bladskud. 

Oprindelse og begyndende 

orienteringsevne hos 

udløberknopperne 

Græsserne er Ikke tosidigt symmetrisk. Punktet 

for fæsteise af hvert blad afviger en lille smule fra 

det tosidige symmetripian. Et blad kan være placeret 

til en retning, det næste blad til modsat side, 

eller flere følgende blade kan være placeret til 

samme side. Dette menes at være forårsaget af 

bladenes genetiske afhængighedsforhold til en 

primitiv tredelt modning af gameterne. På dettp 

tidspunkt kan man Ikke forudsige nogen afvigeli 

af de endnu ikke anlagte blade. Imidlertid kan må" 

allerede ved første celledannelse i det nyanlagte 

blad konstatere bladets afvigelse i forhold til 

symmetriplanet. 

I engrapgræs er dette mere simpelt end I kornarterne. 

Vækstpunktet hos engrapgræs er i tværsnit 

eleptisk og Ikke cirkulær. 

Når et nyt blad skal dannes, begynder cellen en 

perlclinlsk celledeling, hvorved vækstpunktets 

omkreds forøges. Celledelingerne spreder sig til 

begge sider rundt om vækstpunktet og mødes I et 

punkt på modsat side af vækstpunktet på et sted, 

som ikke ligger I plan med symmetriaksen, herved 

opnås at den ene halvdel af bladet får større omkreds 

end den anden, denne ulighed I størrelse

kan tydeligt ses på det udviklede blad, hvor den 

ene bladhalvdel er bredere end den anden. Det er 

denne afvigelse fra symmetriaksen, der ved bladdannelse 

bestemmer det punkt, hvor den nye udløber 

skal dannes. 

Det første anlæg til en ny bladknop opstår ved 

en celledeling dybt nede i bladbasis. En knop udvikles 

i det væv, der får bladet ovenover til at vokse. 

Knoppen ligger på det sted, hvor de to halvcirkler 

fra bladet ovenover mødes, dvs. på modsat 

side af midterribben på det foregående blad. Det 

begreb, som er mest almindeligt, at en knop opstår 

i bladhjørnet i bladet nedenunder er meget 

overskueligt rent geografisk set, men biologisk 

set hører en bladknop til bladet ovenover, hvis 

bladplade er orienteret modsat den nedenunderliggende 

bladknop. 

En enhed, som består af blad, at stængelstykke 

(internodie) og en bladknop ved stængelbasis, 

orienteret modsat bladets midterribbe, kaldes en 

pythomer. 

Engrapgræs med lange udløbere. 

Efter at en udløberknop er dannet, kan den være 

en hvileknop i lange tider. I virkeligheden vil udløberknopper 

på eksisterende udløbere aldrig udvikles 

efter det &-6. cataphylstadie. Hvis aktiv 

knopvækst påbegyndes, er prophylet og det ældste 

eller næstældste cataphyl ikke involveret. 

Den udløberknop, som udvikles fra basis af en 

plante, drejer nedad og er parat til aktiv længdevækst 

ned i jorden. Reaktionen er en tilsyneladende 

polariseret reaktion knyttet til den forreste 

og bageste akse af det skud, hvori knoppen opstod 

og er ikke forårsaget af nogen indflydelse fra 

tyngdekraften. 

Den begyndende nedadbøjning er forårsaget af 

cataphyllet, som vokser stærkere på den side, som 

er nærmest stængelen, senere vokser udløberen 

frem gennem det i forvejen nedadbøjede cataphyl. 

Når først udløberen er dannet, bliver den påvirket 

af tyngdekraften. Udløberne gror i forhold til 

den overjordiske stængel og uden hensyn til jordens 

hældningsretning. 

Engrapgræs med meget korte udløbere. 

35

Udplantede enkeltplanter af Engrapgræs med dårlig sammengroningsevnt;. 

er almindelig fra efterår til forår og i forårstiden. I 

midsommertiden er der ingen skuddannelse i ca. 

2 måneder. 

Skuddannelse er noget bestemt, der ikke foregår 

i evig tid. Et vitalt skud vil i vinterens løb sandsynligvis 

blive induceret til at danne frøstængler. 

Stængeldannelse medfører, at væksten slutter for 

dette bladskud. Mindre vitale bladskud vil ikke 

danne frøstængler. Bladskud lever ikke mere end 

højst to vækstsæsoner, under plæneforhold 

sandsynligvis meget kortere. Et bladskud kan 

tænkes at danne mellem 15 og 20 blade, inden det 

dør. Da der er ca. 8 dage mellem dannelse af hvert 

blad betyder det, at et skud har en levetid på 4-5 

måneder, lidt længere i efterårs- og vintertiden. 

Mange bladskud dør i blomstringstiden. Dette 

skyldes formentlig, at dannelse af blomster og frø 

har førsteret til al reservenæringsstof i planten og 

til den tilgængelige vandmængde og gødningsmængde. 

Fjerner man frøstænglerne, får man en større 

skuddannelse. I samme periode som stængeldanneise 

foregår, anlægges også de nye udløbere. 

Dannelse af bladskud er som tidligere omtalt 

afhængig af bladlængden. 

Dannelse af bladskud er afhængig af lys og 

temperatur, 14 timers dagslys og 21°C hæmmer 

dannelse af bladskud, men der er rigelig skuddannelse, 

når temperaturen falder til 4,5°C. Kort 

dagslængde giver også flere bladskud. 

Efterårsskuddannelse begynder i midten af 

august, men tiltager først rigtigt i oktober. 

Blomsterstanden på et bladskud er mindre end 

38 

blomsterstanden på et skud fra en udløber og har 

færre småaks og blade. 

Lysets indflydelse (fotoperiodens længde) på 

væksten af engrapg ræs kan ses af følgende opstilling: 

PI anteka rakteristika 

Bladlængde, mm 

Bladbredde, mm 

Skudantal 

Skudvægt pr. plante (gram) 

Antal udløbere 

Total vægt af rødder + udløbere (gram) 

Bladorientering, graden til vandret 

Vandindhold % 

Fotoperiode i timer 

B timer 16 timer 

86 220 

2.8 3,2 

21 16 

36 5,2 

13 1,1 

1.7 1,9 

47 75 

70 65 

Vækst under forhold med korte dagslysperioder 

giver 

1. forøget skudtæthed 

2. forøget bladskuddannelse 

3. hurtigere bladdannelse 

4. formindsket blad- og skudlængde 

5. formindsket internodielængde 

6. lave og udbredte planter, hvor enkelte planter 

kan få rosetagtig form. 

Vækst under forhold med lange dagslysperioder 

betyder, at planterne får mere indstrålet energi til 

rådighed til absorption og til brug ved fotosyntese. 

Lysintensiteten påvirker også bladvæksten. 

Lysintensitet varierer stærkt afhængig af årstid, 

latitude, tidspunkt på dagen, atmosfæriske forhold 

og topografien. Lysintensiteten er størst i

Udplantede enkeltp/anter af Engrapgræs med god sammengroningsevne 

sommertiden og aftager med stigende latltude. 

Man må heller ikke glemme, at der eksisterer en 

vertikal gradient I græsplænen, denne gradient 

påvirkes af klippehøjde og skudtæthed. Størst lysintensitet 

findes øverst i græsplænen, intensiteten 

falder over en meget kort afstand lodret ned i 

græsplænen. Mængden af lys, der når ned i bunden 

af græsplænen, er størst i en tørkeperiode. 

Rødderne reagerer mere på større lysintensiteter 

end bladene, hvilket giver sig udslag i et højere 

rod: skud forhold. 

Lysintensitetens indflydelse på væksten i engrapgræs 

kan ses af følgende opstilling, hvor 

skygge betyder en reduktion på 60 % af det indstrålede 

sollys. 

PIantekarakteristi ka 

Bladlængde, mm 

81adbredde, mm 

:kudantal 

odantal pr. plante 

Udløbere pr. plante 

Bladvækst, grader til vandret 

Vandindhold % 

Fuldt lys 

135 

3,1 

11 

773 

4 

65 

77 

Reduceret lys (eller skygge) bevirker: 

1. tyndere blade og reduceret bladvægt 

2. smallere blade 

3. forøget bladlængde og plantehøjde 

4. formindsket skudtæthed 

5. længere internodler 

6. formindsket skuddannelse 

7. formindsket stængeldiameter 

8. formindsket væksthastighed 

9. mere opret vækst 

Skygge 

254 

2,8 

7 

53 

3 

77 

80 

Tilpasning til skygge 

Engrapgræs gror bedst på arealer med fuld sol, 

eller arealer med eftermiddagsskygge og god 

luftcirkulation. Arealer uden luftcirkulation og 

med tæt skygge er uegnede til engrapgræs. 

Langsomt tørrende jorder og varme fugtige 

vækstforhold svækker græsset og gør det mere 

modtageligt for sygdomsangreb. Moderat til tæt 

skygge reducerer planternes kulhydratindhold, 

reducerer rodvækst, udløbervækst og skudvækst, 

men fremmer udviklingen af lange succulente 

blade. Græsplæner under sådanne vækstforhold 

er mere modtagelige for slidskader og har mindre 

restitutionspotentiale. Græstørv, der lægges I tæt 

skygge, har dårlig rodvækst og mindre fastgroningsevne. 

Skyggetolerancen af 12 engrapgræsstammer 

ses af følgende opstilling: 

Sort 

A 34 

Nugget 

Merian 

Wlndsor 

Newport 

Fylking 

Galaxy 

Pennstar 

Cougar 

Kenblue 

Prato 

Park 

Udtyndingsprocent 

20 

32 

35 

47 

40 

42 

42 

45 

57 

65 

67 

69 

39

Engrapgræs anvendes meget i blanding med 

rødsvingel. Etablering af engrapgræs er betydeligt 

langsommere end for rødsvingel, men rødsvingel 

konkurrerer ikke alvorligt med eng rapg ræs 

i etableringsfasen. 

Engrapgræs er lysspirende og bør efter såning 

kun dækkes ganske lidt, højst 5-8 mm. Dagslyset 

trænger kun 5-8 mm ned i jorden. Kimplanteudviklingen 

er meget lav og ret afhængig af gode 

fugtighedsforhold. Bedste såtid er så absolut i 

efteråret. 

Tolerance mod tæt klipning 

Til sportspladser er tæt klipning unødvendig, en 

klippehøjde på ca. 3-3 ' 12 cm er passende, På golffairways 

derimod kan tæt klipning være ønskelig. 

Græsset må danne en attråværdig, ensartet og 

jævn spilleflade så tæt, at græsset kan bære bolden, 

Tillige må græsset have så stor sammengroningsevne, 

at de opslagne »divots« hurtigt gror 

sammen, der må være en passende slidstyrke og 

aggressivitet imod enårig rapgræs, 

Hyppig tæt klipning, rigelig gødskning og vand 

er nødvendig for at danne den tæthed og de stive 

blade, som kræves for at løfte bolden op over 

jordoverfladen. Tæt græs er et resultat af meget 

høje planteantal pr. arealenhed. På grund af den 

forøgede store konkurrence mellem hvert bladskud, 

svækkes græsset, rodsystemet bliver meget 

svagt og meget mere udsat for tørkeskade og sygdomsangreb. 

Fugtighedsgraden stiger i det tætte 

græs, og der ophobes en masse uomsat dødt 

plantemateriale, Denne ophobning er til fordel for 

de sygdomsfremkaldende organismer. 

Engrapgræs tåler bedst den tætte klipning og 

de forhold, der opstår i forbindelse med tæt klipning, 

når lysintensiteten er høj, temperaturen lav 

og fugtighedsgraden moderat. Når vi bevæger os 

ind på mindre gode vækstforhold, må vi kompensere 

herfor ved at anvende bedre sorter og anlægge 

et bedre program for pleje og pasning, Eller 

man må lave en blanding af flere sorter, 

Hvor vækstforholdene er dårlige på grund af 

lave kuldegrader, må man være meget påpasselig 

med sit sortsvalg. 

Engrapgræssorternes vandforbrug er undersøgt 

under kontrollerede vækstbetingelser. Man finder 

ved disse undersøgelser signifikant forskelle i 

vandforbrug mellem de forskellige sorter. Se følgende 

opstilling: 

Meget lavt 

Prato 

Cougar 

Delta 

Kenblue 

42 

Vandforbrug af 17 SOrter af engrapgræs 

Lavt Middel Højt Meget højt 

Pennstar Merian A-34 Sodco 

Park Galaxy Newport Sydsport 

Nugget Monopoly Fylking 

Windsor Baron 

Procent overlevende planter efter to, dels tre overvintrInger i norsk 

forsøg 

Procent overlevende planter 

Syd Norge Trøndelag 

Art/sort , 100 m.o.h. 1000 m.o.h. tOa m.o.h. 1000 m.o.h. gensn. 

Poa pratensis, 

dansk 70 O 30 50 45 


Halt 50 90 100 100 85 


Loba 100 10 80 80 70 


Norrsport 90 10 60 60 55 

Poa pratensls, 

Merian 100 O 60 60 55 


Primo 90 O 20 60 40 


Sydsport 100 O O 40 35 

Forhold mellem voksested og 

morfologiske egenskaber 

I planteforædlingen søger man ofte i økotyperne 

hos bestemte græsarter atfinde en vekselvirkning 

mellem udviklingshastighed og de egenskaber, 

man ønsker hos de pågældende planter, enten 

planterne skal anvendes til foderbrug eller til plænebrug, 

Det er meget karakteristisk, at planterne ændrer 

vækstform, når de flyttes fra en lokalitet til en 

anden, ændringen kan undertiden være så stor, at 

afkommet fra en moderplante kan beskrives som 

tilhørende en anden underart. 

Engrapgræssets store udbredelse tyder på stor 

tilpasningsevne, idet man finder engrapgræs på 

let og tør jord og på frisk og gødningskraftig jord 

med gode fugtighedsforhold. Reaktionstallet synes 

ikke at spille nogen større rolle, idet eng rapgræs 

vokser på jord med udpræget lavt reaktionstal 

pH ca. 4 og til pH-værdier omkring 8. Ligeledes 

spiller jordens indhold af kali og fosfor heller ingen 

større rolle. 

Det store udbredelsesområde bevirker dog, at 

der opstår en række forskellige typer, som tydeligt 

er påvirket af miljøet i det pågældende område. 

Med stigende højde over havoverfladen aftager 

hyppigheden i forekomsten af eng rapgræs. I 

græsplæner i 0-200 m højde kan man finde 56 % 

engrapgræs, i 200-400 m højde 30 % engrapgræs, 

i 400-1000 m højde kun 14 %. Arsagen til 

dette fald i forekomsten af engrapgræs ligger i de 

ugunstige komplexe forhold, der opstår mellem 

temperatur og nedbør. Undersøger man de morfologiske 

egenskaber i planterne, finder man en hel 

del faktorer, som er så nøje forbundet med hinanden, 

at det må synes rimeligt at dele planterne op i 

3 underarter.

Ved undersøgelse af en række planter indsamiet 

over det meste af Europa har man i henhold til 

stængeldannelse delt planterne op i 3 grupper: 

Gruppe 1 med skridningstid 2. maj og blomstring 

29. maj. 


1. juni. 


5. juni. 

Ved at sammenligne planterne i de 3 grupper finder 

man et meget stort afhængighedsforhold mellem 

bladbredde og en lang række morfologiske 

egenskaber. Bladbredden i planterne er meget afhængig 

af vækstforholdene på voksestedet. 

Jo bredere blade, desto senere stængeldannelse, 

eller sagt på anden vis, planter med smalle 

blade har tidlig stængeldannelse, blomstring og 

frømodning. 

Der er negativ korrellation mellem bladlængde 

og bladbredde, hvilket betyder, at planter med 

smalle blade også har de længste blade. Der er 

ligeledes bestemte afhængighedsforhold mellem 

bladbredde og genvækst, tæthed, vækstform, og 

stængellængde. 

Undersøger man bladene i de forskellige planter, 

finder man, at nogle planter har små hår på 

bladpladen, andre planter har små hår ved bladgrunden. 

Behåring på bladene hjælper med til at regulere 

transpirationen, således at engrapgræs også kan 

vokse på tørre lokaliteter. De undersøgte planter 

havde hår enten på bladpladen eller ved bladgrunden, 

dobbeltbehåring var meget sjælden. De 

bredbladede planter har næsten alle hår ved bladgrunden, 

medens smalbladede planter har hår på 

bladpladen. Behåret bladgrund er altså forbundet 

med gode plænedannende egenskaber, lav tilvækst, 

god tæthed og udbredt vækst. 

De smalbladede planter med behårede blade 

lader ane stor tilknytning til Poa angustifolia, medens 

de bredbladede planter med behåret bladgrund 

og lange udløbere viser stor tilknytning til 

Poa subcaerulea. 

Det er meget påfaldende, at de bredbladede 

planter kun findes på jord med god gødningskraft 

og gode fugtighedsforhold, medens de smal bladede 

planter foretrækker de mere tørre egne med 

dårligere jord. De smalbladede typer kan også 

vokse på fugtig jord, men de bredbladede findes 

ikke på tør jord. 

Følgende faktorer synes at være de karakteristiske: 

1. Der er negativ korrellation mellem skudantal og 

udløberlængde, således at planter med lange 

udløbere på 75 cm længde havde langt det 

mindste skudantal. 

2. Brede blade er ofte korrelleret med langsom 

genvækst og med gode plænedannende egenskaber, 

dvs. lav udbredt vækst. 

3. Smalle blade er korrelleret med lange blade, 

opret og hurtig vækst og dårlige plænedannende 

egenskaber. 

4. Behårede bladplader er næsten altid smalle. 

5. Behåret bladgrund giver brede blade. 

Forædling 

Engrapgræs er pseudogametisk, facultativ apomiktisk 

med en komplex cytologisk konstellation. 

Selvom basiskromosomtallet er 2n = 14, er der 

fundet biotyper med kromosomtal fra 28 til over 

150, men de fleste planter af engrapgræs har fra 

40 til 90-100 kromosomer. 

Med hensyn til engrapgræs er forædlingen 

mindst 50 år efter forædling af andre græsarter. 

Krydsningshybrider mellem udvalgte planter 

fremstilles normalt ikke. 

Arsag til uvillighed i fremstilling af krydsninger 

kan være følgende: 

1. De fleste gode stammer er apomictiske. 

2. Hidtidige forsøg på krydsning har ofte slået fejl. 

3. Det er vanskeligt at beregne "arvegangen", 

fordi kromosomtallet varierer fra 2n = 28 til 2n 

= 154. 

4. Der hersker en overbevisning, der siger, at afkom 

efter krydsning giver svagere planter end 

afkom efter apomictisk frøsætning. 

Der findes fem typer af afkom fra engrapgræs 

dannet på følgende vis: 

1. Apomlktlsk. Afkommet er lig moderplanten. 

2. Haploidi. Stammer fra en parthenogenetisk 

udvikling af et reduceret æg. 

3. Diploidi. Fusion af reducerede gameter. 

4. Trlploidi. Befrugtning af ureduceret med reduceret 

hanlig gamet eller omvendt. 

5. Tetraploidi, fusion af to ureducerede gameter. 

På grund af variation i kromosomtal mellem forældrene 

og på grund af irregulær meiosls er evt. 

afkom kun tilnærmelsesvis 2n-3n eller 4n, der findes 

mange aberranter. 

Krydsning kan blive en succes, hvis følgende 

retningslinier følges: 

43

1. Krydsningerne må være lette at udføre. 

2. Nogle af hybriderne må rekombinere ønskværdige 

træk fra begge forældre og må besidde 

gode vegetative og reproduktive egenskaber. 

3. Apomixis må genfindes i nogle af hybriderne. 

Apomixis, sådan som det kendes i engrapgræs, er 

en vældig fordelagtig måde at vedligeholde en 

overlegen hybrid på. Elitestammer som Merion, 

Fylking, Nugget er højst sandsynligt opstået som 

tilfældige hybrider i naturen. De vedligeholder 

deres overlegen hybride genotype, fordi så godt 

som alt det frø, der produceres, er dannet asexueit 

gennem apomixis, og frøet er derfor genetisk 

identisk med moderp/anten. 

Blomstring og pollenspredning finder normalt 

sted om natten mellem midnat og kl. 5 om morgenen 

og øges ved temperaturfa/d og stigende 

luftfugtighed. 

Blomstringen er en følge af præcise og specifikke 

påvirkninger i omgivelserne, eftersom latituden 

stiger, stiger også de sæsonmæssige variationer 

i temperatur og daglige lyspåvirkning. 

Merion blomstrer under påvirkning af kort lys 

og lav temperatur. 

Engrapgræs er en dual-daylenght art, hvor en 

kort fotoperiode går forud for kravet til en lang 

fotoperiode og højere temperatur. I forbindelse 

med kort dagsiys må der være en periode med lav 

temperatur. 

Pollen høstet på engrapgræs har størst spiringsprocent 

om morgenen, spiringsprocenten 

aftager med stigende temperatur og stigende exposuretime, 

høj luftfugtighed 80-100% synes at 

fremme pollenets spireevne. Efter kl. ca. 8 falder 

spireevnen ret drastisk. 

Når krydsning skal foretages, holdes planterne i 

drivhus ved 17 timers dagslængde og tempo mellem 

16 og 27°C og ved nattemp. på 16° helst med 

stor luftfugtighed. 

Frøetfår lov at modne i 6 uger efter befrugtning. 

/ forsøg på Rutgers University er anvendt følgende 

sorter: 

Pennstar 

Belturf 

Bellevue 

Anheuser Dwarf 

P.102 

Krydsning er foretaget i alle 

mulige kombinationer. 

Bellevue og P. 102 er anvendt som bestøvere, de 

andre arter som hunplanter. 

Anheuser er resistent mod meldug. 

Anvendelse af røntgen og koboltbestråling er 

også metoder, der stadig anvendes. 

Man gør dog stadigt et stort arbejde i indsam- 

44 

iing af økotyper fra voksesteder med specielt vanskelige 

vækstforhold, f.eks. fra egne med høj terr, 

peratur og høj luftfugtighed, vækstvilkår, som e. 

meget skadelige for engrapgræs. 

Nogle stammer af engrapgræs er fundet i besiddelse 

af stor sexualitet, f.eks. de amerikanske. 

Warrens A-20 og Warrens A-25. Imidlertid må 

disse stammer formeres vegetativt for at bevare 

stammeidenliteten. 

Alle nuværende tilgængelige stammer af engrapgræs 

er opstået som enkeltplanteudvalg i 

gamle græsarealer, eller som aberranter i en frømark 

eller i enkeltplanteudvalg, hvor man ikke har 

forsøgt at finde forældrene til planten. Ca. 40% af 

stammerne, der er indsamlet fra græsgange, 

gamle plænearealer og lign. har været tilstrækkeligt 

apomiktiske til at vedligeholde stammeegenskaber. 

Sådanne indsamlingervil fortsætte med at 

være basismateriale til nye stammer og germplasma 

til nye hybrider. Tidligere undersøgelser 

har vist, at stammer som Merion og Fylking 5" 

stærkt apomiktiske. Merion giver 3-4 % ikke-m' 

derplanter, Fylking kun 2 %. Tillige er disse aber' 

ranter meget svage planter. 

Det har hidtil været meget vanskeligt at lave 

artshybrider, når engrapgræs har været moderplanten, 

selvom den reciprokke krydsning ofte 

har været mulig. 

På Rutgers University i Amerika har man produceret 

mange hybrider ved en ny teknik. Enkeltpianter 

kan bringes ind i væksthus på en hvilken 

som helst tid fra december til maj og bringes til 

blomstring ved at lave lav nattemperatur og forlænget 

dagslys. Frø af Merian og Fylking produceret 

på denne måde i væksthus giver over 10 % 

hybrider. Mange af disse hybrider opstår fra befrugtning 

af ureducerede æg. Æggene fra apomiktiske 

stammer af engrapgræs begynder celledeling 

for at danne en proembryo umiddelbart før 

eller lige efter, at blomsterne åbnes. Chancen for 

at danne hybrider forøges derfor ved bestøvnir 

så hurtigt som muligt. 

Undersøgelser viser, at afkom efter nonhybrid 

aberranter viser stor indavlsdepression i næsten 

alle egenskaber med hensyn til vegetative og reproduktive 

egenskaber. Selvom gennemsnitshybrider 

er noget mindre vitale end gennemsnittet af 

de heterozygotiske udvalgte forældre så opstår 

der alligevel hybrider med særdeles fin vitalitet 

med positiv transgressiv segregation. Mange af 

de positive F1-hybrider er apomiktiske. 

Mange »andengangshybrider« fremkommet 

ved at bruge førstegangshybriderne som moderplanter 

er under udvikling. Mange af disse andengangshybrider 

udviser særdeles fine plæneegenskaber. 

Yderligere erfaringer med sådanne hybri-

der kombineret med omhyggelige cytologiske 

undersøgelser er nødvendige for at fastslå værdien 

af en recurrent arts hybridisering. Nogle af de 

bedste hybrider indeholder 95 kromosomer. Der 

er endnu tilbage at undersøge, om planter med 

højere kromosomtal vil være af praktisk værdi. 

Det cytogenetiske komplex i engrapgræs gør 

det nødvendigt at arbejde med store populationer. 

Den fysiologiske påvirkning ved tæt klipning bevirker, 

at det er vanskeligt at udvælge efter flere 

gode plæneegenskaber i et enkeltplantemateriale. 

Erfaringerne har vist vigtigheden ved at bedømme 

et større antal hybrider eller udvalg i små 

parceller enten udsåede eller udklonede under 

plæneforhold på et så tidligt stadie som muligt 

i forædlingsprogrammet. 

På grund af den extreme række af forhold, der 

påvirker plænegræsset, er det nødvendigt med en 

forbedring i udvælgelsesmetoderne ved forædling 

af græs til plænebrug. 

Artshybrider med fire sorter af engrapgræs som 

moderplanter med Poa compressa som bestøver 

er under udvikling med det formål at finde hybrider, 

der kan anvendes på dårlig jord. Der anvendes 

sorter som Warrens A-20, A-25, og A-26, som 

har høj sexuel formering. Disse krydsninger giver 

mange vitale hybrider, men planterne giver kun få 

levende frø. Cytologiske undersøgelser viser, at 

disse sterile hybrider opstår ved befrugtning af et 

reduceret æg med en reduceret hanlig gamet. 54 

artshybrider, hvor engrapgræs Belturf er anvendt 

som moderplante, giver acceptabel plantevital itet 

og god frøfertilitet. Nogle af hybriderne udviser 

særdeles gode plæneegenskaber. Cytologiske 

undersøgelser viser, at disse fertile hybrider 

stammer fra befrugtning af et ureduceret æg med 

en reduceret gamet. Disse triploide F-1-hybrider 

er moderat til stærkt apomiktiske. Belturf er meget 

stærkt apomiktisk. 

En stor del af afkommet A-25 x Nugget har 

sexuel bestøvni ng. 

I eng rapgræs er stængelantal og stængelhøjde 

et særkende, som er knyttet til sorterne og er et 

særkende for sorten, modsat rødsvingel, hvor 

stængelantal er miljøbestemt. Der er konstant forskel 

mellem stængelantal i de forskellige eng rapgræssorter. 

Sorter som Olymprisp og Newport giver konstant 

mange frøstængler, medens Merion giver 

konstant få frøstængler. 

Dannelsen af udløbere og rødder i engrapgræs 

er i høj grad egenskaber, som er knyttet til de 

enkelte sorter mere end til arten. 

Evnen til roddannelse er meget afhængig af årstiden 

og varierer fra sort til sort. Visse sorter formår 

ikke at danne nye rødder i sommertiden, me- 

dens rodslagningen hos andre sorter er begrænset 

til forårstiden eller til efterårstiden. Udløberdanneisen 

varierer ligeledes fra sort til sort. 

Genetisk forskel imellem sorter fra varierende 

klimater er meget tydelig i engrapgræs. Endvidere 

har arten engrapgræs som omtalt en meget komplex 

kromosomstruktur, baseret på adskillige po 

Iyploiditrin, og problemet gøres yderligere større 

på grund af formering ved apomixis. 

Nogle af disse faktorer giver sig tydeligt udslag i 

morfologiske forskelligheder, naturlig udbredelse 

og i planternes evne til at vokse under forskellige 

forhold. 

Ved afprøvning af engrapgræsarter og sorter 

fra forskellige oprindelsessteder finder man, at 

det relative udseende varierer ret så meget. Man 

ved meget lidt om de genetiske forhold, der kontrollerer 

de fysiologiske karakteristika, som igen 

er afgørende for vækst og udvikling i de forskellige 

omgivelser. Et logisk trin i analysering af disse 

karakteristika vil være at studere den forholdsvise 

vækst af de udvalgte former under kontrollerede 

vækstforhold, ved hele tiden at variere en enkelt 

extern faktor. 

Varierende kombinationer mellem nat- og dagtemperatur 

har meget stor indflydelse på væksten 

og udviklingen af engrapgræs. Sorter fra forskellige 

klimater varierer tydeligt i vækstresponse. 

Planter af sydlig oprindelse er mere rusttolerante 

end andre arter. 

Planter af sydlig oprindelse har mindre fusariumtolerance. 

Planter af sydlig oprindelse har større tolerance 

mod Helminthosporium og genvækst efter angreb. 

Planter af sydlig oprindelse har større grad af 

apomixis. 

Stofskifte-ejendommeligheder i 

engrapgræs ved høj temperatur 

I visse områder, under bestemte forhold er engrapgræs 

underkastet temperaturstress i form af 

høje temperaturer i juni-juli-august. I stressperioden 

falder fotosyntesen, men åndingen stiger. 

Hvis perioden med høj temperatur er langvarig, 

er COz-fixeringen utilstrækkelig til at dække kravet 

til kulstof til planternes stofskifte. Dette medfører, 

at kulstofreserven udtømmes, hvorved væksten 

standser, slidstyrken formindskes, og plænens 

æstetiske værdi forringes. 

De græssorter, der optages på sortslisterne, 

anbefales meget sjældent til bestemte egne eller 

vækstforhold, selvom vækstobservationer afslø- 

45

er meget varierende tilpasningsevne blandt sorterne 

til områder med høj temperatur. Forskelligheder 

i tilpasning til miljøet er især meget stor 

mellem sorter fra forskellige oprindelsesområder. 

Da det ofte er ønskværdigt at kunne disponere 

over eng rapgræs med stor varmetolerance, er 

kendskab til bagg runden for den større varmetolerance 

i planterne et væsentligt led i planteforædlerens 

viden, når han skal udvælge planter 

med større tilpasningsevne. 

Kulhydratstofskiftet i planterne påvirkes af ændringer 

i temperaturen, derfor må man ved forædlingsarbejdet 

undersøge planternes reaktion på 

indflydelse af høj temperatur. 

Når temperaturen stiger, stiger også planternes 

ånding, væksten øges, og kulstofficeringen formindskes, 

herved kan kulhydratniveauet meget 

hurtigt blive en afgørende faktor for planternes 

overlevelsesevne. Evnen til at vedligeholde et højt 

kulhydratniveau er påvirket af lysmængden, af 

væksten i planterne, af planternes mørkeånding, 

og af planternes evne til at fixere CO, ved fotosyntesen. 

Et led i kulhydratstofskiftet er syntesen af 

Glycolat. Planter fra tempererede egne formår at 

regulere Glycolatstofskiftet med det resultat, at 

planterne kan indarbejde kulstof og gøre det optageligt 

over Glycolat. 

Engrapgræsplanter, som formår at begrænse 

åndingen i lys og mørke under høje temperaturer, 

og hvor kulhydratindholdet kun langsomt aftager, 

har største tolerance mod høje temperaturer. 

Sammenligner man grønmasseudbytterne i en 

række engrapgræssorter voksende under forhold 

med temperatur på 23/15°C, finder man ingen væsentlig 

sortsforskel. Stiger temperaturen op til 

35/25°C, øges grønmasseudbyttet den første uge 

efter temperaturstigningen, men de næste 2-3 

uger falder udbyttet stærkt, herefter er der intet 

videre fald. Nedgangen i udbyttet varierer imellem 

de enkelte sorter. De sorter, som har det højeste 

kulhydratindhold og den højeste fotosynteserate 

ved høj temperatur, er de sorter, som har største 

udbytte ved den høje temperatur og tillige største 

varmetolerance. 

Ved høj temperatur har sorter som Nugget fra 

Alaska og Pennstar fra Pennsylvania lav fotosyntese, 

lavt kulhydratindhold og lavt grønudbytte. 

Sorter som Merion og Selturf har højere kulhydratindhold, 

højere fotosyntese, og højere grønudbytte 

og dermed større varmetolerance end øvrige 

sorter. Merion har også det højeste kulhydratindhold 

ved høj temperatur og Nugget det laveste 

ved samme temperatur. Undersøger man mørkeåndingsraten 

under høj temperatur, finder man, at 

Merion har meget lav mørkeånding, medens Nugget 

og Fylking har meget høj mørkeånding og 

46 

dermed lavere kulhydratindhold og lavere varmetolerance. 

Forskelle i udbyttet af grønmasse ved høj temperatur 

hos engrapgræssorterne antyder sortsforskeiie 

imellem de enkelte sorter. Nedgang i 

vækstrate ved flytning fra en temperatur til en højere 

viser sig at være en god indikator for bedre 

varmetolerance. Den genetiske variation mellem 

engrapgræssorterne kontrollerer sandsynligvis 

forbruget af kulstof og kulstoffixeringen. Forskelle 

i fotosynteserate blandt 10 engrapgræssorter 

af forskellig oprindelse understøtter princippet 

i den reelle genetiske variation. 

Kulstofbudgettet, som flere gange er omtalt, er 

en funktion af fotosynteserate, ånding og vækst. 

Hurtig vækst forekommer sammen med høj ånding 

og giver et hurtigt fald i kulhydratindholdet i bladene. 

Det store fald i den første uge ved overflytning 

til høj temperatur skyldes planternes forøgede 

vækst i denne periode. Den reelle vækst 

ved høj temperatur kan kun vedligeholdes, hvjc 

der er en tilstrækkelig kulstofforsyning. Vedlig( 

holdes den høje temperatur, er kulstofindtagelsen 

lavere end forbruget, herved tømmes kulstofreserverne, 

og planterne dør, hvis de da ikke går ind 

i en hvileperiode. 

I perioder med høj temperatur må græsplænen 

plejes og passes på en sådan måde, at kulhydratindholdet 

ikke formindskes. Dette betyder at tilførsel 

af kvælstof må undlades, at klippehøjden 

må øges, plænen må klippes med større tidsinterval, 

bladarealet må forøges for at skabe så stor 

fotosyntese som muligt. 

Temperaturens indflydelse på 

vækst og kulhydratlejring i tre 

engrapgræssorter 

Et stort antal sorter af engrapgræs har opnået 

anerkendelse i de senere år, disse sorter anvend, 

uden videre i hele det tempererede område, uden 

nogen forklaring på, om de nu også passer til det 

pågældende område. Der hersker kun få informationer 

vedr. sorternes tilpasning til de klimatiske 

faktorer, som temperatur, dagslys og lysintensitet. 

En veltilpasset sort må være i stand til at vedligeholde 

en tilfredsstillende tæthed gennem udvikling 

af et stort rodsystem under gentagen klipning. 

Disse karakteristiske egenskaber kontrolleres 

af omgivelserne (miljøet) og er afhængige af 

kulhydratreserven i stub og rod. 

Hyppig og tæt klipning reducerer kulhydratindholdet 

og svækker rodsystemet. Høj temperatur 

kan også reducere kulhydratreserven i de tempererede 

græsser. Nedgang i kulhydratreserven er

Udsættes Newport meget pludseligt for extremt 

høje temperaturer, falder Indholdet af kulhydrater 

meget hurtigt (se fig. 7. Planter fra 7°_13° temperaturer 

i 3 nætter udsat fortemperatur på 35°C, dette 

medfører et så drastisk fald i kulhydratindholdet, 

at planterne får varige skader. Sprøjtes planterne 

mod ukrudt på samme tid, forværres situationen 

for græsset. 

Generelt kan siges, at højeste topudbytte fandtes 

ved højeste temperatur for Merion og 0217, men 

ikke for Newport, som havde største udbytte i 

16-2T området. Under forhold med regulær klipning 

vil temperaturer, der fremmer topvæksten, 

mindske indholdet af kulhydrat i engrapgræs. 

Imidlertid vil den sort, der har det højeste topudbytte 

ved en given temperatur, også være den sort, 

der har det højeste kulhydratindhold ved den 

givne temperatur. Begge er afhængig af sortens 

evne til at vedligeholde en høj fotosynteserate. 

Det er helt klart, at sorter af engrapgræs af vidt 

forskellig oprindelse reagerer forskelligt, selvom 

de udsættes for den samme temperatur. Newport 

har lav tolerance mod høj temperatur, men god 

tolerance mod lav temperatur. 

I Newport stiger såvel skudtæthed som kulhydratindhold 

med aftagende temperatur. 

Merion og 0217 har større tilpasning til høj temperatur 

og har større skudtæthed ved stigende 

temperatur. Evnen til at vedligeholde højt kulhydratindhold 

ved alle temperaturer giver Merian og 

0217, sammenlignet med Newport, større tilpasning 

til områder med høj temperatur. 

Selvom det ikke er udtalt, findes der en forbindelse 

mellem temperaturreaktioner og klimaet i 

oprindelsesområdet. Newport, der viser forkærlighed 

for lave temperaturer, kommer fra et maritimt 

klima med januar temperatur O°C og juli temperatur 

på 14°C. 0217 kommer fra område med 

jan. temperatur på -2°C og juli temperatur på 

18°C. Merian kommerfra et område med jan.temp. 

på 0° og juli tempo på 24°C. 

Nogle engrapgræssorters reaktion 

på høj temperatur og 

kvælstofgødning 

Sorter af engrapgræs sås ofte uden hensyn til de 

omgivelser, hvori de anvendes og uden tanke for 

det formål, de påtænkes anvendt til. Informationer 

om sorternes vækstevne under de forskellige økologiske 

forhold ville være ønskværdig, ligesom 

det ville være ønskværdigt at kende det tidspunkt 

på året, hvor stammerne havde den optimale 

vækst. Mark- og sortsforsøg viser, at der er forskel 

48 

imellem sorternes tilpasning til omgivelserne, og 

at forskellene er genetisk betingede. Tempera!! 

fugtighed, N-gødskning, sygdomme, pleje",\,! 

pasning og samspillet mellem alle disse faktorer 

påvirker græssets fysiologi og vækst og dermed 

græssets udseende og slidstyrke. Genotypernes 

reaktion på vækstforholdene med hensyn til temperatur 

og kvælstofniveau er bestemt af planternes 

oprindelsessted og kulhydratindhold. Kulhydratindholdet 

i planterne er vigtigt, eftersom optaget 

kvælstof fra jorden primært reagerer med 

alphaketosyrerne (et produkt der dannes ved kulhydratstofskiftet) 

og danner aminosyrer. De forskellige 

forbindelser af aminosyrer danner protein, 

som anvendes til planternes vækst. Fri tilførsel 

og optagelse af kvælstof formindsker mængden 

af det tilgængelige kulhydrat og begrænser stofskifteprocesserne, 

som er afhængige af den energi, 

der dannes ved planternes ånding. Når temperaturen 

stiger, forøges åndingsintensiteten. 

Planternes optagelse af nitrat-kvælstof og ( 

dre anianer er forbundet med et proportioi 

energiforbrug bestemt af forholdet: 

CO, til ånding 

optaget Nitrat-kvælstof. 

Man kan se, at formindsket ånding giver formindsket 

gødningsoptagelse. 

Kulhydrat iltet ved åndingsprocesserne ertillige 

med tilført energi grundmaterialet til de brintioner, 

som er nødvendige til reduktion af nitrat til 

ammonium. Det viser sig, at planter med høj NO, 

kvælstof-absorberingskapacitet kan have lavere 

kulhydratindhold end planter med lav Kvælstofabsorberingskapacitet. 

Sammenhængen mellem fotosyntese og fosfatomsætningen 

i cellerne, den såkaldte foto-fosforylation 

og den oxidative fosforylation, som påvirker 

kvælstofstofskiftet er stærkt påvirket af 

temperaturen. Høj temperatur stimulerer åndingen, 

herved forøges Nitratkvælstofoptagelsell 

(som kræver stofskifteenergi), og kulhydratif 

holdet formindskes. I vækstforsøg med engrapgræs 

finder man, at sorter med størst udbytte i et 

bestemt temperaturområde også har det største 

kulhydratindhold ved den pågældende temperatur. 

Alle engrapgræsser gror dårligt under forhold 

med høj temperatur, men økotyper fra områder 

med høj temperatur giver det største udbytte og 

har største skudtæthed, når temperaturen stiger, 

medens økotyper fra områder med lav temperatur 

har det laveste udbytte og mindste skudtæthed, 

når temperaturen stiger. 

Amerikanske forsøg med forskellige engrapgræssorter 

fra områder med forskellige temperaturforhold 

viser sorternes afhængighed af temperaturen, 

når de flyttes til et økologisk område, hvis

et alligevel af mindre betydning. Mekanismen i 

kulhydraternes rolle under kuldeakklimatationen 

er dårlig kendt, men alting tyder på, at ophobning 

af fotosynteseprodukter er nødvendig for at opnå 

en hærdningsproces i planterne. Engrapgræs begynder 

normalt hærdningsperioden ca. 1. nov. 

Det totale indhold af kulhydrater stiger fra tidlig 

efterår indtil det når et maximum i den sene vinter, 

derefter falder indholdet gradvis hele foråret 

igennem. Kvælstofgødning formindsker det totale 

kulhydratindhold umiddelbart efter tilførsel om 

efteråret. Denne påvirkning varer stort set gennem 

efteråret og den tidlige vinter. Den 1. februar 

har engrapgræs tilført kvælstof lavere totalindhold 

af kulhydrat end engrapgræs, som ikke har 

fået tilført kvælstof. I løbet af forårssæsonen har 

kvælstof tilført om efteråret kun mindre indflydelse 

på det totale kulhydratindhold, dette antyder, 

at det tilførte kvælstof tidligt er omsat til et 

niveau, hvor det ikke påvirker kulhydratniveauet. 

Omvendt har kvælstof tilført sent om efteråret eIler 

i den tidlige vinter mere indflydelse på det totale 

kulhydratindhold det følgende forår. 

50 

Indholdet af det kortkædede kulhydrat stiger fra 

tidiigt efterår til det når et maximum sen vinter. Dq 

langkædede kulhydratindhold følger en lignenob 

rytme som indhold af det totale og det kortkædede 

kulhydrat. Kvælstoftilførsel formindsker indholdet 

af langkædet kulhydrat umiddelbart efter tilførselom 

efteråret. I det store og hele opfører 

langkædet kulhydrat sig på lign. måde som det 

totale indhold. 

Man kan konkludere, at der er hurtig stigning i 

alt opløseligt kulhydrat i bladvævet gennem hele 

november måned, hvor engrapgræs har hærdningsperiode, 

senere er der en mere gradvis stigning 

vinteren igennem. Kulhydratet er opstået 

som følge af fotosyntese i samme periode eller 

kan være transporteret dertil fra andre dele af 

planten. Fotosyntese vides at finde sted i perioder 

med lav temperatur. Niveauet af kortkædet, langkædet 

og dermed total kulhydrat findes at være 

tilstrækkeligt til støtte af væksten om foråret. I 

midt maj er kulhydratindholdet ca. 20 % af tfV 

vægten. Dette niveau er rigeligt som energifors 

ning til vækst efter en hvileperiode.

Almindelig rapgræs (Poa trivialis L.) 

Almindelig rapgræs er et græs, som ofte anvendes 

i blandinger med engrapgræs til plænebrug under 

alle forhold. Da almindelig rapgræs stiller meget 

specielle krav til miljø og vækstforhold, bør anvendelse 

begrænses til isåning under skygge på 

fugtige arealer. 


Almindelig rapg ræs er et flerårigt, løst tuedannende 

græs med krybende, blad rige rodslående 

overjordiske udløbere, ofte også med nedliggende 

bladskud, der kan danne nye tuer. Bladlejet 

er klaplagt. Bladskederne sammentrykte, kølformede, 

normalt ru på grund af bagudrettede småhår. 

Forneden har bladskederne karakteristisk 

rødligpurpurfarve. Skedehinden 5-10 mm lang, 

tilspidset, ofte forsynet med randhår. Kraven er 

tydelig markeret. Auricler eller bladører mangler. 

De oprette bladskud har ret brede blade, 4--6 mm 

brede, tydelig køl, flade eller V-formede. De opstigende 

bladskud fra udløberne har smallere blade, 

1,5-4 mm brede og kort skedehinde. Samtlige 

blade har tydelig lys fure på hver side af kølen. Ses 

tydeligt i hele bladets længde i modlys. Bladene er 

bløde med lysegrøn-gulgrøn farve. Bladene fra 

3-20 mm lange med tydelig bådformet spids, bladene 

er ru i kanten. Blomsterstanden opret, aflang 

top ofte med lidt rødlig farve. Frøstængelen 

20-100 cm lang. Fremmedbestøver. Frøene ca. 2,5 

mm lange. Tusindkornsvægt 0,3 g. Kromosomtal 

2n = 14(15) - 28(27). 


Efter såning og spiring udvikler planterne sig kun 

langsomt. På grund af manglende konkurrenceevne 

trykkes planterne meget let i frøblandinger 

med aggressive græsarter. I udsåningsåret dannes 

mange korte og bladrige skud. Væksten og 

planterne er lavere end hos engrapgræs. Hovedparten 

af væksten foregår i foråret og først på 

sommeren. Efter klipning er genvæksten langsom, 

stammer fra tynde bladskud. Rodsystemet er 

meget fibrøst og ligger tæt i jordoverfladen. Rodsystemet 

er enårigt. 

På grund af det svagt udviklede rodsystem er 

tørke- og varmetolerancen meget dårlig især på 

sandjord. Det medfører, at græsset bliver brunt. 

Afmindelig rapgræs. 

Nedgang i antal bladskud giver udtynding i græsplænen, 

i alvorligere tilfælde visner hele græsplænen. 

De bløde blade og tynde stængler medfører, 

at slidstyrken er meget dårlig under forhold 

med stadig slid og færdsel. 

Frosttolerancen er god, og græsset har fin attraktiv 

bladfarve det meste af vinteren. Efter vinteren 

starter forårsvæksten ret hurtigt, meget hurtigere 

end hos engrapgræs. 

Skyggetolerancen er meget stor under forhold 

med rigelig gødning og fugtig jord. 

Udbredelse 

Almindelig rapgræs er af europæisk oprindelse og 

har fra Europa bredt sig over hele den tempererede 

vækstzone. Trives bedst under kølige vækstforhold 

med stor luftfugtighed og god vandforsyning. 

Græsset vokser i naturen på fugtige engarealer, 

permanente græsmarker i skovrydninger, 

langs skovstier. Har især forkærlighed for vækst 

under træer og på engarealer, hvor græsset kan 

stå i skygge under højere planter. 

Almindelig rapgræs foretrækker muldholdig 

jord i god gødningsstand og med rigelig vandforsyning, 

reaktionstal fra 6-7. Græsset træffes aldrig 

på let sandjord uden humus, eller på jord, 

som er udsat for lejlighedsvis udtørring. 

51

Anvendelse 

Under visse bestemte miljøforhold og under visse 

bestemte forudsætninger kan almindelig rapgræs 

danne en smuk og ensartet græsplæne. Disse forudsætninger 

er meget vand og gødning og megen 

pleje. 

Dets praktiske anvendelse er begrænset til udsåning 

under kølige, fugtige og skyggefulde 

vækstforhold. Gerne på arealer, der ofte står under 

vand. Almindelig rapgræs kan med 25-35 % af 

frø mængden indgå i blanding med engrapgræs 

og rødsvingel, under visse forhold også med 

kamgræs, til udsåning under skyggefulde forhold. 

Almindelig rapgræs anvendes ofte til udsåning 

under frugttræer. Den meget lyse bladfarve hos 

almindelig rapgræs kan undertiden give farvenuancer 

på baggrund af de mørke bladfarver hos 

engrapgræs, rødsvingel og kamgræs. 

Almindelig rapgræs har absolut ingen anvendelse 

på sportsplæner, vejskråninger, rabatter 

m.m., eller på arealer udsat for slid eller færdsel. 

52 


Under forhold med meget skygge bør almindeH" 

rapgræs ikke klippes under 3,5 cm. På åbne arealer 

tåler græsset klipning ned til 1,5 cm højde. På 

arealer med høj fugtighed og lav klipning kan 

græsset være ret aggressivt. Omsætningsgraden i 

det afklippede græs er høj, så risikoen for ophobning 

af dødt uomsat materiale er ret begrænset. 

Kvælstofforsyningen bør ligge fra 200--500 g 

kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. 

I tørkeperioder må almindelig rapgræs ubetinget 

vandes, hvis det skal have chancer for at overleve. 

I efterårstiden må afklippet græs og nedfaldent 

løv fjernes mindst 1 gang om ugen. 

Græsset angribes meget almindeligt af bladpletsyge 

(Helminthosporium), rust (Pucclnia), 

sneskimmel (Fusarium og Typhula). 

Ved ukrudtsbekæmpelse må man være opmærksom 

på, at almindelig rapgræs skades lettere 

af midler som 2.4 D end engrapgræs.

Fladstrået rapgræs (Poa compressa L.) 

Fladstrået rapgræs er en græsart, som med mellemrum 

dukker op i forslag til frøblandinger til 

udsåning på vejskråninger, rabatter og andre 

extensivarealer. 

Fladstrået rapgræs. 


Fladstrået rapgræs er flerårig med udbredt vækst 

og lange tynde udløbere, der danner korte oprette 

blade. Bladlejet er klaplagt. Bladskederne er 

stærkt sammentrykte, kølformede, flade, glatte, 

splittede med glasklar margin. Skedehinden 

0,5-1,5 mm tynd og afrundet. Auricler eller bladører 

mangler. Bladpladerne er flade eller Vformede 

med tydelig køl, 1-3 mm brede og 2-12 

cm lange, stive, med bådformet bladspids. De lyse 

furer på hver side af mldterribben er tydeligt markeret. 

Bladene er ofte ru I kanten. Bladfarven er 

karakteristisk blågrøn, kan dog I perioder med 

varmt og tørt vejr antage gråligt skær. 

Frøstængelen er opret eller stærkt knæbøjet 

forneden, tynd, de nederste internodier stærkt 

sammentrykte. Stængelen er glat, 20-45 cm lang 

med 4-6 nodier. Toppen smal, oval eller aflang 

med korte sammentrykte grene, toppen er ofte 

ensidig. Rodsystemet ret dybt og flerårigt. 

Frøene er små. 1000-kornsvægt = 0,20 g. 

Kromosomtal 2n = 35-49-56. 

Frødannelsen er apomiktisk. 


Efter etablering danner fladstrået rapgræs en ret 

åben og dårlig sammengroet græsplæne med lav 

skudtæthed. Det nederste Internodie er ca. 2 cm 

langt, det medfører, at bladskuddets vækstpunkt 

kommer til at sidde ret højt, hvorved en stor del af 

bladmassen fjernes ved klipning af græsset. Selv 

om fladstrået rapgræs har mange underjordiske 

udløbere, bliver græsplænen aldrig så tæt som 

hos engrapgræs. Bladene er kortere med blågrøn 

farve, som holder sigwinteren igennem. 

Persistensen er god. Tørketolerancen og varmetolerancen 

er bedre end hos engrapgræs. Slidstyrken 

er kun middel. På normal jord er planterne 

ikke aggressive overfor andre græsarter. På jord 

med lavt reaktionstal kan græsset blive aggressivt 

I blanding med engrapgræs. Genvæksten efter 

klipning er meget dårlig. 

Udbredelse 

Fladstrået rapgræs findes naturligt udbredt I 

Europa og Sydvestasien. Harstorforkærlighed for 

Infertlle og tørre jorder med reaktionstal fra 

5,0-6,5. Findes meget ofte på snefattige og solrige 

skråninger. Iblandt også på kalkagtige områder. 

Udsået trives fladstrået rapgræs såvel på dårligt 

drænet lerjord som på veldrænet grov sandjord. 

Bliver ofte dominerende på arealer med lav gødningsstatur, 

dvs. jord fattig på kvælstof-fosforkali. 

Fladstrået rapgræs er typisk ruderat plante på 

tørre arealer og i kanten af nåleskove. 

Anvendelse 

Anvendelse af fladstrået rapgræs er begrænset til 

extenslve arealer, vejskråninger, rabatter og lignende 

arealer, hvor græsset ikke skal klippes. Udsåes 

ofte I blanding med rødsvingel, stivbladet 

svingel og fåresvingel. 

53

Anvendes aldrig til græsplæner på grund af det 

højtsiddende vækstpunkt som betinger en kllppehøjde 

på 8-10 cm, hvis græssetskai overleve og 

have genvækst. 

Selvom græsset er typisk magerbundsgræs, 

reagerer fladstrået rapgræs på kvælstoftilførsel. 

54 

Tilførsel af 100-500 g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned 

I vækstsæsonen kan være passende. 

Fladstrået rapgræs angribes ofte af bladpie, 

syge (Helminthosporium), kimskimmel (Pythium), 

rust (Puccinellia).

Lundrapgræs (Poa nemoralis L.) 

Lundrapgræs findes i ældre beskrivelser ofte anbefalet 

til græsplæner under skygge, men da 

lundrapgræs ikke tåler klipning, har græsset ingen 

værdi til isåning i plæner, der skal klippes. 


Lundrapgræs er et flerårigt græs, som danner løse 

tuer, der er ingen tendens til udløberdannelse. 

Bladlejet er klaplagt, bladskederne er trinde og 

glatte og meget korte. Skedehinden kort 0,5 mm 

og lige afskåret. Bladkraven pludselig bred, næsten 

hjerteformet. Bladene jævnt tilspidsende 

5-12 cm og 1-3 m brede, meget bløde. Frøstænglerne 

op til 100 cm høje. Bladene står oftevinkelret 

ud fra stængelen. De for alle rapgræsser så karakteristiske 

lyse striber på hver side af kølen er kun 

synlig i spidsen af bladet. Toppen er lang og nikkende 

med kun få småblomster. Frøet er småt. 

1000-kornsvægt 0,24 g. 

Kromosomtal 2n = 28--56 (42). 


Lundrapgræs er det rapgræs, som spirer langsomst 

af alle rapgræsser. Spiringsliden efter såning 

17 dage. Efter spiring etablerer planterne sig 

meget langsomt. Som oftest vokser græsset i tuer, 

kun sjældent med udbredt vækst. Udsået i renbestand 

vokser planterne aldrig sammen til en tæt 

plæne. Der etableres kun stængeldannende tueformede 

enkeltplanter. De ældre planter påbe- 

gynder væksten meget tidligt om foråret, tidligere 

end de øvrige rapgræsser. Stængeldannelse og 

blomstring er tilsvarende tidlig. Frøstænglernes 

blade visner hurtigt. Planternes konkurrenceevne 

er meget dårlig, og genvæksten efter klipning er 

nærmest lig O. 

Der kan være variation i planternes udvikling og 

morfologi. 

Udbredelse 

Lundrapgræs er af europæisk oprindelse. Findes 

jævnt fordelt over Europa fra havoverfladen til ret 

højt i alperne. 

Foretrækker især frisk til let tør lerrig muldjord, 

gerne stenet, med reaktionstal 6-7. Findes oftest i 

kanten af bøgeskove eller i blandet bevoksning af 

løvtræer, langs skovstier, i skovrydninger. Aldrig 

sammen med nåletræer. Skyggetolerancen ret 

god. Frosttolerancen god. 

Anvendelse 

Da Lundrapgræs ikke tåler klipning, har det ingen 

praktisk anvendelse som plænegræs, heller ikke 

under skyggeforhold. Kan evt. anvendes i blanding 

med almindelig rapgræs og kamgræs til isåning 

på arealer, hvor græsset ikke skal klippes. 

Frøet må importeres. 

Sygdomstolerancen er ret god, men græsset 

angribes ofte af rust (Puccinia). 

55

Enårig rapgræs (Poa annua, L.) 

Enårig rapgræs er med sin kosmopolitiske karakter 

også betegnet som den hvide mands følgesvend. 

Enårig rapgræs findes fra polarcirkelen til 

varmt tempererede områder, kun i tropeområderne 

findes enårig rapgræs ikke. 

Enårig rapgræs forekommer som enårige former 

med opret tueformet vækst, eller som flerårige 

former med nedliggende eller krybende 

vækst. De nedliggende stængler kan være rodslående 

ved nodierne. Denne variation i vækstformen 

skyldes oprindelsen af enårig rapgræs. Enårig 

rapgræs er en amphidiploid hybrid mellem 

Poa infirma H.B.K., som er enårig, og Poa supina 

Schrad, som er flerårig. Den enårige oprette form 

danner mange frøstængler og meget frø. Det dannede 

frø kræver altid frøhvile, inden spiringsprocesserne 

kan sættes i gang. De flerårige former 

danner mange bladskud og kun få frøstængler. 

Det dannede frø kan spire uden frøhvile. 


Bladlejet er klaplagt. Bladskederne sammentrYkte. 

Skedehinden 1-3 mm lang og tilspidset, kortest 

på de nedre blade og længst på de øvre blade. 

Kraven er middelbred og tydeligt delt af midterribben. 

Auricler mangler. Bladene er V-formede, 

normalt lysegrønne, men mørkegrønne forekommer. 

Bladene er glatte, bløde og bådformede. 

Ved gennemfaldende lys ses to gulgrønne striber 

langs midterribben i hele bladets længde. Bladsiderne 

er parallelle. Bladet er karakteristisk rynket 

på tværs af bladet. Biadundersiden er mat. 

Tusindkornsvægt 0,3 g. Kromosomtal 2n = 28. 

Enårig rapgræs er fremmedbestøver. 

Bladbredden varierer fra 2-5 mm med gennemsnit 

på ca. 3 mm. Bladlængden er meget uensartet, 

den varierer fra 8 til 72 mm. Planterne kan 

opdeles i former med smalle og korte blade og 

former med lange og brede blade. Den opretvoksende 

form synes at have smalle og korte blade. 

De nedliggende eller krybende former har brede 

og lange blade. På sportspladser findes især de 

sidste former med mørkegrøn bladfarve. Disse 

former har tillige ret stort rodsystem med rødder 

til ca. 20 cm dybde. 

Persistens, levetid. Den dårligste persistens 

med dårligste vinterhærdighed finder man i den 

form, der har opret tueformet vækst. Det er den 

form, der ligner ophavet, Poa infirma. De kry- 

56 

Enarig rapgræs. 

bende former er mere persistente og vinterhærdige, 

disse former ligner ophavet, Poa supina. 

Persistensen er således arveligt betonet, men i høj 

grad også påvirket af miljøforholdene og af planternes 

alder. De unge planter udvikler mange 

bladknopper fra midten af tuen. I de ældre tuer 

udvikles kun få blad knopper og altid fra de yderste 

bladskud i tuen. 

Den generative udvikling. Den meget stærkt 

forskellige generative udvikling, der findes mellem 

forældrene Poa infirma og Poa supina, kon. 

mer meget tydeligt til udtryk i Poa annua, enårig 

rapgræs. Den oprette tuedannende form har ofte 

3-4 generationer om året, medens de lavtvoksende 

krybende former kun har 1-2 generationer. De 

enårige overvi ntrende planter har begyndende 

stængeldannelse sidst i april. De flerårige planter 

har begyndende stængeldannelse først i maj. 

På grund af synlige morfologiske forskelle mellem 

de forskellige planteformer synes det naturligt 

at opdele enårig rapgræs i flere underarter. 

Var. erecta forekommer kun i mindre udstrækning 

og hovedsagelig i middelhavsområdet. Planterne 

har tydelig opret, tueformet vækst, der dannes 

kun få, små blade med lysegrøn bladfarve. 

Planterne er kun enårige.

Tolerancen mod extreme temperaturer er meget 

dårlig, og enårig rapgræs fryser meget ofte 

væk ved temperaturer på -3 til _6°C. ligeledes er 

tolerancen mod høje temperaturer også dårlig, 

planterne dør meget ofte på grund af varme og 

ikke altid på grund af tørke. Det bedste vækstområde 

er skyggefulde og fugtige steder. Enårig rapgræs 

tåler, på grund af sit flade rodsystem, at 

vokse på komprimeret jord, når blot der er passende 

fugtighed. Bliver græsset oversvømmet, 

dør det i løbet af få dage, især ved høj temperatur. 

Dækkes det af is, forsvi nder det i løbet af 50-60 

dage. 

Enårig rapgræs har fantastisk evne til at drage 

fordel af andre græsarters svaghed, og ved fejl i 

græsplænernes pleje og pasning. Det er måske 

ikke altid konkurrenceevnen med andre græsarter, 

der gør enårig rapgræs dominerende, det er 

nærmere dets evne til at gro under forhold, som er 

skadelige for de udsåede græsarter. Enårig rapgræs 

invaderer græsplænen på det svageste sted, 

ofte der, hvor græsset er svagt efter en eller anden 

stressperiode, eller der, hvor græsset har været 

eller er skadet efter slid, svidninger, sygdom eller 

skadedyr. Det har en fantastisk evne til at invadere 

alle intensivt passede græsplæner i løbet af 3-5 år. 

Da græsplæner med meget enårig rapgræs udtyndes 

stærkt i sommertørken og efter frosten om 

vinteren, da slidstyrken er dårlig, og da græsset 

angribes af alle de plantesygdomme, der findes, 

må man sige, at enårig rapgræs er en vældig plage 

i vore græsplæner. Under mange forhold kan man 

blive nødt til at leve med græsset, gælder især på 

golfgreens, hvor græsbestanden ofte er 100 % 

enårig rapgræs. Enårig rapgræs fremmes af tæt 

klipning. Se tabel 

Klippehøjdens indflydelse på skudvægt og skudantal i enårig 

rapgræs ved vækst i engrapgræs 

KlIppehøjde Skudvægt 

cm mg tervægt Skudantal 

1.3 16,4 2,3 

2,5 26,7 3.0 

3,8 24,0 2,4 

5.0 23.4 1,8 

6,3 18.7 1,3 

Enårig rapgræs synes at trives bedst ved klippehøjden 

på 2,5 cm. 

Enårig rapgræs er en af de mest udbredte 

ukrudtsarter i græsplæner. Gennem årene er der 

sagt og skrevet meget om dette græs. Som regel 

opgiver man at bekæmpe græsset og søger i stedet 

at leve med græsset. Nogle har haft succes i så 

henseende, andre har ikke haft succes, måske på 

grund af ukendskab til enårig rapgræs. 

58 

lavt højt 

lokalitet klippet klippet forskel 

l 32.29 9.88 22.41 

2 15.42 0.00 15.42 

3 6033 2.13 58.20 

4 6.54 0.29 6.25 

5 11.42 0.21 11.21 

6 32.63 1.58 31.05 

7 66.37 0.63 65.74 

8 33.67 1.33 32.34 

9 4788 8.92 38.96 

10 62.54 2.25 60.29 

Total 369.09 27.22 341.87 

Gennemsnit 36.91 2.72 34.19 

Antal planter af enårig rapgræs i lavtklippet og 

højtklippet græs. 

Antal planter bestemt i græstørv med diam. 

3,8 cm. 

Hvorledes bevarer man Poaannua? 

Poa annua er et kontroversielt græs på alle al 

al er, hvor der stilles krav om jævn og tætklIppet 

græs som f.eks. på golfgreens. 

Enårig rapg ræs blevet stort problem på golfgreens, 

da man begyndte at vande og klippe 

græsset meget kort. Det var meget hurtigt til at 

sprede sig, og greenkeeperen var glad for græsset, 

fordi det gaven meget fin, tæt spilleoverflade i 

flere måneder om året især om foråret og om 

efteråret. Det kan danne en plæne, der trives vel 

ved tæt klipning fra ca. 3 mm. Det giver en passende 

frømængde selv ved lav klipning og kan 

dermed vedligeholde sig selv. Det gror såvel i sol 

som i skygge, det gror under fugtige jordbundsforhold, 

det er hurtigt til at spire, det er hurtigttil at 

genetablere en tæt græsbestand, når de rigtige 

forhold findes. Dets oprette vækst »gør golfbolden 

let at spille«. 

Poa annua begynder væksten ret tidligt om foråret. 

Derfor må græsset vises specielle hens, 

lige fra foråret. 

1) Vanding må påbegyndes tidligt om foråret og 

også i det tidlige efterår. 

2) I sommertiden, når det er varmt, mådervandes 

dagligt, bedst tidligt om morgenen. 

3) Der tilføres gødning tidligt om foråret, helst 

med små jævne mellemrum. Der må tilføres 

fosfor ved hver gødskning. 

4) pH bør ligge ved 5,5 til 6,5. 

5) Arealet bør behandles, så man fremmer frøets 

spiring. Kimplanter og unge planter har større 

stress-tolerance end gamle planter. Plænen 

bør klippes tæt forår og efterår for at give 

græsset bedre spiringsbetingelser.

6) Der må udarbejdes et fast program til kontrol af 

sygdomme og skadedyr såvel om sommeren 

som om vinteren. Poa annua er meget modtagelig 

for sneskimmel såvel fusarium som tyhulla. 

7) Der må udvises særlige hensyn, hvis man skal 

sprøjte mod ukrudt. 2,4 D (Dicotox D, Herbatox) 

- 2,4,5 T - Dicamba bør ikke anvendes. 

8) Ved vanding kan anvendes afspændingsmidler. 

I de nordlige dele af Nordamerika og i Canada har 

Greenkeepere udviklet et program, som gør det 

muligt at leve med enårig rapgræs. Der findes 

nogle vækstreguleringsmidler, som kan forlænge 

den vegetative vækstperiode og dermed hjælpe 

enårig rapgræs over sommerens vækstdepression. 

Et af midlerne er et auxininhibotor. TIBA = 2.3.5. 

triiodoberzocisyre tilført i 10-100-1000 p.p.m. på 

engrapgræs og enårigt rapgræs, op til7 uger efter 

såning. Der er tydelig effekt på skuddannelsen. 

TIBA giver ingen lethal skade på engrapgræs. En 

dosis på 1000 p.p.m. fremmer dannelsen af bladskud. 

Den største effekt opnås ved den seneste 

behandling, dvs. behandling med 1000 p.p.m. ca. 

8 dage før de første frøstængler viser sig. TIBA og 

andre lign. auxininhibitorer kan forøge skuddannelsen 

og den vegetative vækst i enårig rapgræs. 

Bekæmpelse af enårig rapgræs 

Der findes i Amerika især en masse kemikalier, 

som anvendes til bekæmpelse af enårig rapgræs. 

Anvendelse af de forskellige kemikalier må foretages 

under hensyn til de græsser, som indgår i 

frøblandingen. De herbicider, der anvendes før 

græssåning, må udvælges, så de skader de planter, 

der skal gro på arealet, mindst muligt; tilførsel 

af herbicider må ske i forbindelse med tilberedning 

af såbedet, og der må tages forholdsregler til 

at vedligeholde plænearealet i god kondition. 

Bensulide er bedst, hvor krybende hvene skal 

sås, medens midler som Benefin og D.C.P.A. er 

bedst, hvor der skal sås engrapgræs. Der må væl- 

ges et tidspunkt for behandling, hvor enårig rapgræs 

har optimal spiring. Bromacil er anvendt 

mod enårig rapgræs med stor succes på arealer 

for såning af engrapgræs. Endothall har i væksthus 

givet gode resultater ved bekæmpelse af enårig 

rapgræs, men i marken varierer resu Itaterne 

meget, afhængig af behandlingstidspunktet. Behandling 

med 1,1 kg/ha eller derover har forårsaget 

svidning ved behandling om sommeren og i 

det tidlige efterår, men engrapgræs overlever selektivt 

i løbet af 3--4 uger. Krybende hvene kan 

skades ved denne behandling, alle enårige rapgræsplanter 

dør, men nye planter kan komme ved 

nyspiring. Granuleret Endothal kontrollerer enårig 

rapgræs i såvel eng rapgræs som krybende 

hvene. Dosis er imidlertid afhængig af jordens 

textur, indhold af organisk materiale og af arten af 

enårig rapgræs. 

Po-san (en blanding af MH30 og Chlorflurenol) 

formindsker eller hæmmer dannelse af frø i enårig 

rapgræs. 

Ca-arsenat og blyarsenat anvendes meget, men 

det har kun teoretisk interesse, da disse midler er 

forbudte her i landet. 

Man bør være opmærksom på de midler, der 

bekæmper enårig rapgræs, især Bensulide og 

Benefin giver en halvering i trækstyrken i eng rapgræs, 

midlerne bør derfor ikke anvendes i arealer, 

der skal anvendes til skæring af græstørv. Når 

behandling er foretaget om foråret, er rods/agning 

med Bensulide formindsket med 40 % og 

med Siduron 20 %. Behandling en måned før 

skæring giver en reduktion på 60 % med Bensu 

Iide og Terburol og med 30 % for Siduron. 

Enårig rapgræs i plæner sammensat af rødsvingel 

og engrapgræs kan bekæmpes med Tribunil. 

Der anvendes 3,0-3,5 kg Tribunil i 400 I vand pr. 

ha. Bedste behandlingstid er medio september. 

Tribunil bør ikke anvendes på de letteste sandjorder, 

eller på vandlidende fugtige humusjorder. 

Amerikanske forsøg viser, at enårig rapgræs i 

h vene reduceres såvel i planteantal som i antal 

frøstængler, når der tilføres 185 kg S pr. ha. Endnu 

større reduktion fås, når der tilføres 292 kg N pr. ha 

foruden den nævnte S-mængde. 

59

Svingler (Festuca sp) 

Svingelgruppen er en stor slægt, som omfatter 

over 100 arter. Disse mange forskellige arter varierer 

i persistens, vækstform, bladform og dermed 

også i egnethed til plænebrug. De Emårige 

arter betragtes som ukrudtsg ræsser, medens en 

del af de flerårige er meget værdifulde plænegræsser. 

Vi forventer, at arterne i Genus Festuca bliver 

fremtidens dominerende plænegræs. I Festuca 

finder man de fleste af de egenskaber, som er 

ønskelige i en førsteklasses græsplæne, dvs. stor 

skudtæthed, god bladfarve, lavt vandbehov, lave 

gødningskrav, stor skyggetolerance og lave krav 

til klipningshyppigheden. Nogle rødsvingler (især 

dem uden udløbere, samt strandsvingel) har acceptabel 

slidstyrke. 

To principielle faktorer er dårligere i rødsvingel 

end i engrapgræs. 1) De gode egenskaber findes i 

enkeltplanter, og da rødsvingel er fremmedbefrugter, 

er egenskaberne vanskelige at samle i en 

bestemt sort. 2) Sygdomstolerancen er gennemgående 

for lav. 

Svinglerne hører naturligt hjemme i områder 

med milde vintre og kølige somre, men de fleste 

arter har dog ganske udmærket tolerance mod 

såvel kulde som varme. Nogle arter er i besiddelse 

af stor tørketolerance og har kun ringe krav til 

jordbund og gødning. Disse arter har alle håreller 

børsteformede blade, idet bladrandene er 

indrullede. Denne bladform står i forbindelse med 

de naturlige voksesteder for disse arter, tørre 

sandjorder, strandarealer, bakker og lign. arealer. 

Ved indrulning af bladkanten opnår planten, at de 

sartere dele af bladet, hvor spalteåbningerne findes, 

beskyttes mod for stærk fordampning. Planter 

med denne bladform er Xerophyter og har meget 

stor tørketolerance. 

Svingelarterne med denne bladbygning er meget 

værdifulde plænegræsser og finder tillige an, 

vendeise som vedvarende vegetation på extensi f 

arealer. 

De svingelarter, der under vore vækstforhold 

finder størst anvendelse er: 

Rødsvingelarterne, Festuca rubra sp. 

Stivbladet svingel, Festuca duriuscula. 

Fåresvingel, Festuca ovina. 

Svinge/arter. Fra venstre mod højre: Rødsvingelpfante 1 år gammel. Rødsvingefplame 2 ar gammel, bemærk udløber med ny 

plante. Stivbladet svingel. Fåresvingel- 

60

Rødsvingelarter (Festuca rubra sp.) 

Ved nærmere undersøgelse af rød svingel finder 

man, at der kan skelnes mellem to typer af rødsvingel 

baseret på tilstædeværelse af udløbere og 

mangel på udløbere. 

Rødsvingel med udløbere har enten 56 eller 42 

kromosomer. 

Rødsvingel uden udløbere har altid kun 42 kromosomer. 

Undersøger man arterne af rødsvingel med udløbere, 

finder man, at nogle arter har korte og 

tynde udløbere og 42 kromosomer, medens andre 

arter har lange og tykke udløbere og 56 kromosomer. 

I året 1753 udgav den svenske botaniker Carl 

von Unne sit Species Plantarum, hvor han ved et 

binominalsystem bragte en vis form og fornuft 

over den botaniske forvirring, der hidtil havde 

hersket. Den beskrivelse af rødsvingel, som Linne 

gav, passer til arten med 56 kromosomer og med 

lange og tykke udløbere, den art, der kaldes Festuca 

rubra var. rubra. Den rødsvingelart, der har 

42 kromosomer og korte og tynde udløbere, er 

beskrevet af den franske præst og botanikerJ.F.G. 

Ph. Gaudin i 1828. Gaudin kaldte arten Festuca 

rubra var. trichophylla. Den samme beskrivelse er 

foretaget af Hackel i 1882. Der er tilsyneladende 

god forbindelse mellem Unnes beskrivelse af 

rødsvingel fra 1753 og Gaudins fra 1828. 

Den engelske botaniker C. E. Hubbard undersøger 

i disse år hele systemet indenfor rødsvingel. 

Han fastslår, at rødsvingel med 42 kromosomer og 

korte udløbere, således som han ser dem, ikke er 

ssp. trichophylla, et græs der vokser i fugtige enge 

i Schweiz og i Pyrenæerne, men i stedet en kysttype 

var. litoralis. Rødsvingel med korte udløbere 

og 42 kromosomer betegnes derfor i England som 

Festuca rubra L. var. litoralis (Meyer) Auguier. 

Man kan undre sig over den manglende beskrivelse 

af rødsvingel hos Unne. Til hans undskyld" 

ning må siges, at den kønnede formering hos 

planten ikke var kendt i 1753. Tillige var man heller 

ikke på dette tidspunkt i besiddelse af mikroskoper 

med så stor forstørrelsesevne, at man kunne 

finde kromosomerne i planternes celler. Unnes 

fejl var sikkert, at han ikke undersøgte ensartetheden 

af fænotypen eller kontinuiteten af den geografiske 

udbredelse. Kromosomstudier har senere 

afsløret, at der ligger mange flere skjulte processer 

bag frødannelse, end Unne troede og 

havde mulighed for at undersøge. 

Når planter vandrer mod nord, stiger kromosomtallet. 

Højere polyploiditrin fremviser meget 

ofte større evne til vegetativ formering, udløberdannelse 

og/eller større persistens under givne 

betingelser, med stigende ploid'ltrin synes også 

kravene til mere fugtig jord at stige. Lavere ploiditrin 

synes at foretrække tørre voksesteder. Rødsvingel 

med 56 kromosomer stiller da også gennemgående 

større krav til fugtighed og gødskning 

end rødsvingel med 42 kromosomer. 

Når planter sættes under stress, synes evnen til 

udløberdannelse at stige. Fest. rub. L. var. com. 

Gaud. Hack, som vokser inde i landet, har 42 kromosomer 

og ingen udløbere. I kystegne, hvor 

grundvandet kan være lidt salt, og hvor der ofte 

optræder havgus, forekommer Fest. rub. L. var. 

trichophylla Gaud. og var. litoralis med 42 kromosomer 

og korte udløbere. Ved stranden, oppe i 

klitsandet, hvor vækstforholdene er meget dårlige, 

findes Festuca rubra L. var. Arenaria, Fries 

eller som arten også ofte kaldes Festuca juncifalia 

(st. Amans) med 42 kromosomer og meget lange 

og tynde udløbere, denne art danner meget løse 

tuer. Uden større værdi som plænegræs. 

En adskillelse af de to arter rødsvingel med varierende 

kromosomtal og udløbertendens synes 

retfærdig på grund af de mange iøjnefaldende 

forskelle såsom kromosomtal, plantehøjde, skudtæthed, 

vokseområde, tolerance mod tæt klipning, 

færdsel, extreme klimatiske forhold, rodnettets 

størrelse etc. 

Klassificering af rødsvingel bliver i henhold til 

ovenstående derfor: 

Festuca rubra L. var. ru bra (lange udløbere, 56 

kromosomer). 

Festuca ru bra L. var. trichophylla, Gaud. (korte 

udløbere, 42 kromosomer). 

Festuca rubra L. var. litoralis (Meyer) Auguier. 

(korte udløbere, 42 kromosomer). 

Festuca rubra L. var. commutata, Gaud. Hack 

(ingen udløbere, 42 kromosomer). 

Endvidere 

Festuca duriuscula L. (Ingen udløbere, 42 kromosomer). 

Festuca ovina L. (ingen udløbere, 14 eller 28 

kromosomer). 

61

Bladfæste og frø af rødsvingel. 

Rødsvinglerne er værdlfu Ide plænegræsser, ikke 

alene på grund af bladfarve og textur, men også 

på grund af græssernes evne til at overleve under 

tørre forhold I skygge under træer eller på lette 

jorder, hvor de fleste andre græsser normalt forsvinder. 

Ved vækst under forhold med reduceret 

lysmængde må man imidlertid forvente, at græssets 

kvalitet og slidstyrke samt skudtæthed er 

mindre end ved vækst under gode lysforhold. 

Rødsvingel har dog også visse svagheder. 

Langvarig sommervarme koblet sammen med belastning 

og vandlidende jord giver græsset meget 

dårlige overlevelsesvilkår. Lav klippehøjde og stor 

kvælstoftilførsel formindsker tillige overlevelsesevnen. 

Tillige er restitutionspotentialet især i de 

tuedannende græsser ret lavt, hvilket medfører, at 

sammengroningen af døde eller nedslidte pletter 

er meget dårlig. 

Rødsvingel med lange udløbere 

(Festuca rubra L. var. rubra). 


Et flerårigt græs med lange udløbere, som danner 

en ret løs og åben plæne. Rødsvingelarten har 

extravaginal skuddannelse og dermed stor bredningsevne. 

Bladskederne er rørformede, hele og 

afrundede bagtil, den nederste del af bladskeden 

er ofte håret med rødlig basis, medens den øvre 

del er glat. Skedehinden er meget kort, 0,2-0,5 

mm. Bladene er klaplagte I bladlejet. De udviklede 

blade er nærmest børsteformede med kort spids, 

fra 5--40 cm lange, foldede eller tæt rullede 1,0-1,5 

mm brede, med udpræget køl og 5-7 tydelige 

skarpkantede ribber. Bladene på frøstængelen er 

flade og ca. 2 mm brede, grønne til grågrønne og 

62 

glatte på undersiden. Frøstænglerne er oprette 

eller opstigende, ret tynde med 2-3 knæ og glatV 

Blomsterstanden er opret eller svagt nikkendeIl 

fra 3 - ca. 15 cm lang, ofte med rødlig til violet 

farve, ofte også grønlig top. Kromosomtal: 56. 

Den gennemsnitlige tusindkornsvægt, ca. 1,6 

gram, er større end for de øvrige svingelarter her 

omtalt. 


Ved etablering af planter gennem frø er væksten 

umiddelbart efter spiring tæt korrelleret med frøets 

spireevne og med frøstørrelsen. Det medfører, 

at Fest. rub. var. rubra har hurtig etablering efter 

spiring. Der dannes et stort og kraftigt rodnet med 

dybe fibrøse rødder. Denne rodudvikling gør planterne 

meget tolerante mod tørke. Den vertikale 

bladvækst er forholdsvis langsom, ikke så hurtig 

som hos raigræs, men hurtigere end de øvrige 

rødsvingler og engrapgræs. 

Som tidligere nævnt har planterne extravagir 

bladvækst og danner lange underjordiske udløbe' 

re. Dette medfører, at bredningsevnen er ganske 

god, nårvækstbetingelserne er lorden. Sået i renbestand 

danner rødsvingel m. lange udløbere en 

ret løs plæne med 20-25000 skud pr. m'. Bladfarven 

er friskgrøn, I en tør og varm periode ændres 

farven henimod det blågrå spektrum. Væksten er 

ret tidlig om foråret og afsluttes ret sent om efteråret. 

Det første år efter såning kan planterne under 

visse forhold være ret aggressive, men efter to års 

forløb er de meget fordragelige. Persistensen er 

god, og planterne kan have ubegrænset levetid, 

selvom kuldetolerancen og varmetolerancen er 

mindre end hos de øvrige rødsvingelarter til pi ænebrug. 

Perslstensen er afhængig af pleje og pas-

ning. Restitutionspotentialet er middelgod, men 

slidstyrken er dårlig. 

Når rødsvingel med lange udløbere får lov at 

vokse uklippet, vil den større vertikale bladvækst 

bevirke, at den i blanding med andre rødsvingelarter 

vil dominere over disse deførste år. I løbet af få 

år vil tendensen dog skifte, og andelen af rødsvingel 

med udiøbere vil formindskes, især hvis arealerne 

ikke tilføres gødning. 

Kravet til vernalisering er forholdsvis ringe, og 

rødsvingel med lange udløbere hører hjemme 

blandt de græsser, der tidligst træder ind i den 

generative fase, der giver sig udslag i gennemskridning 

og stængeldannelse og dermed dårligere 

plænekvalitet. Det første år efter såning er 

stængeldannelsen størst, især hvis plantebestanden 

er dårlig. 

Blomstring og pollenspredning finder sted sidst 

på eftermiddagen, planterne er normalt selvsterile, 

men en vis grad af selvbestøvning kan forekomme. 

Udbredelse 

Rødsvingel m. lange udløbere er et af pionergræsserne 

i revegetering af sand og grusarealer, 

f.eks. ved strande og i grusgrave. Rødsvingel trives 

bedst på magre jorder med lav fertilitet og lav 

pH. Græsset trives kun dårligt på vandlidende 

jord, hvorimod tørketolerancen er stor. Den vegetative 

vækst under skyggeforhold er større end for 

de fleste andre græsser. Salttolerancen er middelgod. 

Anvendelse 

Rødsvingel med lange udløbere har kun ringe anvendelse 

til græsplæner. Klippetolerancen og 

slidstyrken er dårlig. Græsset egner sig bedst som 

vegetation på extensivarealer, vejskråninger, rabatter, 

strandarealer, hvor sandflugten er gået i 

stå. Duer ikke tU vandlidende jord. 

Denne art rødsvingel har tidligere været meget 

anvendt, men spiller i dag kun en mindre rolle. Der 

findes ingen sorter af denne art optaget på listen 

over anerkendte græsser til plænebrug. 


Græsset kræver kun ringe pleje og pasning. Klippehøjden 

bør ligge på 3-4 cm. Græsset mister 

hurtigt farven, hvis der anvendes for megen kunstig 

vanding. Vertikalskæring med passende mellemrum 

kan være ønskelig, da omsætning af de 

døde blade er dårlig på grund af stort indhold af 

lignin. 

Gødning 

Gødningskravet er ret lavt. 2 kg kvælstof pr. 100 

m 2 er tilstrækkeligt. Bladenes indhold af P og K er 

normalt ikke ret højt, og kravene til disse gødninger 

er derfor lave, men dog alligevel højere end 

hos de øvrige rødsvingelarter. 

Sorter 

I årene 1969-73 er der gennemført forsøg med 

rødsvingel til plænebrug; i disse forsøg fandt man 

ingen sorter af rødsvingel med lange udløbere 

værdige til optagelse på listen over græsarter og 

sorter anerkendt til plænebrug. 

Rødsvingel med korte udløbere 

(Festuca rubra L. var. trichophylla, 

Gaud Festuca rubra L. var. litoralis 

(Meyer) Auguier) 


Tæt tuet flerårigt græs med korte og tynde udløbere 

og 42 kromosomer. 

Arten har extravaginal skuddannelse, men 

bredningsevnen er ret minimal. Bladene ofte børsteformede. 

Bladbredde 0,8-1,4 mm. Skudtætheden 

er meget stor, og man finder ofte op til 

70-80.000 bladskud pr. m 2 . Bladfarven er normalt 

mere friskgrøn i hele vækstperioden end hos de 

øvrige svingeltyper, tillige ser man ofte, at den 

grønne farve beholdes om vinteren. Rodnettet er 

kraftigt. 

Tusindkornsvægten ligger gennemsnitlig på 1,1 

gram. 

Arten forveksles ofte med Festuca rubra var. 

commutata, Gaud. Hack, og bortset fra dannelsen 

af udløbere og den udtalte grønne bladfarve i vintertiden 

hos Fest. rub. L. var. trichophylla Gaud. 

eller var. litoralis ligner de to arter hinanden. 


Se under rødsvingel uden udløbere. 

Udbredelse 

Planterne af denne art findes ofte voksende vildt i 

nærheden af stranden og på strandenge, sjældent 

inde i landet; dette medfører, at rødsvingel med 

korte udløbere ofte har meget stor salttolerance. 

Det synes som om den naturlige udbredelse ikke 

strækker sig udpræget langt mod nord i Skandinavien, 

og kuldetolerancen er stort set heller ikke 

så stor som hos rødsvingel uden udløbere, selv 

om der findes variation fra sort til sort. Sorterne i 

63

denne gruppe har mindre krav til jordbund og 

gødning end arten med lange udløbere. 

Anvendelse 

Festuca ru bra L. var. trichophylla Gaud. eller var. 

litoralis er et af vore allerbedste græsser til plænebrug, 

det danner selv i renbestand en meget tæt 

og ensartet græsplæne. Da klippetolerancen mod 

lav klipning er ganske god, anvendes denne art 

ofte til Golf-greens. På grund af den store salttolerance 

indgår arten med ganske stor andel i frøblandinger 

til vejrabatter og til parkarealer, hvor 

gangstierne behandles med salt i vintertiden. 

Sorterne af denne art indgår i frøblandingerne 

til alle prydplæner. Restitutionspotentialet er ret 

dårligt, slidstyrken kun lidt bedre ens hos arten 

Festuca rubra L. var. rubra med lange udløbere. 

Græsplænekvalitet hos rødsvingel 

m, korte udløbere 

Rødsvingel m. korte udløbere skulle kunne kombinere 

værdien af Fest. rub. com. uden udløbere 

med de almindelige typer af rødsvingel med lange 

kraftige udløbere, nogle sorter af typen m. korte 

udløbere er gode, andre er dårlige. 

Slidstyrke og genvækst 

Der foreligger ikke mange undersøgelser over 

slidstyrke og genvækst i rødsvingel, men generelt 

kan man sige: 

1. Gode sorter af typen med korte udløbere har 

større slidstyrke og bedre genvækst end sorter 

med lange udløbere. 

2. Dette skyldes fortri nsvis større skudtæthed, 

mere kompakte planter. En kompakt græsplæne 

modstår bedre slid end en åben. Regenerationen 

fra udløbere i planter med kraftige 

udløbere kan ikke kompensere for manglende 

tæthed. 

3. Kompakte sorter af typen med korte udløbere 

vokser fint sammen med sorter af typen uden 

udløbere. 

4. Nogle sorter af typen med korte udløbere er 

dårligere end sorter med lange udløbere. 

5. Skudtætheden er ikke den eneste faktor i forbindelse 

med slidstyrke. 

Lav bladvækst 

Ved tilfældig klipning og moderat gødskning betegnes 

rødsvingel m. korte udløbere som meget 

lavtvoksende planter, medens rødsvingel med 

64 

lange udløbere betegnes som højtvoksendetyper. 

Lav tilvækst og bladvækst er en egenskab, 

tillægger stor værdi ved f.eks. anvendelse 

skråninger og extensive arealer. 

Tolerance mod salt og tunge 

metaller 

Sorternes salttolerance har været undersøgt 

mange gange. Sorter indenfor typen var. trichophylla 

og var. litoralis har størst salttolerance, hvilket 

ikke kan forbavse nogen, når man tænker på 

oprindelsen (litoralis: Den der elsker havet). Sorter 

med lange kraftige udløbere følger næst efter, 

medens sorter uden udløbere har laveste salttolerance. 

Man kan dog ikke helt generalisere. 

Sæsonmæssige egenskaber 

Det er typisk for sorter af trichophylla og litoralistypen, 

at bladfarven er lysgrøn, ofte gulgrøn, I' 

året rundt, med en frisk grøn farve i vintertiden ug 

om foråret og igen i den tørre del af sommeren. 

Frosten kan give bladene et purpuragtigt udseende. 


Se under rødsvingel uden udløbere. 

Sygdomme 

Sorterne inden for denne art synes at have lidt 

større modtagelighed for angreb af rødtråd (Co rticium 

fuciforme), selvom modtageligheden varierer 

fra sort til sort. 

Sorter 

I årene 1969-73 er der afholdt forsøg med græi 

ter til plænebrug. I forsøgene med rødsvingel ih. d 

korte udløbere deltog 21 sorter, af disse 21 sorter 

blev kun 6 anerkendt til plænebrug. 

Rødsvingel uden udløbere (Festuca 

rubra L. var. commutata (Gaud.) 

(Hack) 

Tæt tuet flerårigt græs, 20-60 cm højt, uden udløbere, 

42 kromosomer. Planterne har intravaginal 

skuddannelse og dermed ringe bredningsevne. 

Bladene er glatte med fin grøn farve. Rørformet 

bladskede, som er glatelIer svagt håret med rødlig 

basis. Skedehinden er meget kort, 0,2-0,4 mm

lang. Bladene let tilspidsede, børsteformede, 5-25 

cm lange, tæt indrullede fra 0,5-1,5 mm brede. 

Bladene er ret stive, glatte eller ru ved spidsen og 

forsynet med køl, oversiden af bladet er forsynet 

med 5-7 skarpkantede ribber. 

Frøstænglerne er oprette eller svagt bøjede ved 

basis, ret slanke og glatte med 1-3 knæ. Blomsterstanden 

en top, opret, lancetformet, sammentrykt 

efter blomstring, 5-12 cm lang med rødlig til 

violet farve, nogle dog med gullig farve. Adskilles 

fra Festuca rubra var. trlchophylla (Gaud.) ved 

ikke at have udløbere, har smallere blade og større 

skudtæthed. Skelnes fra fåresvingel ved de tykkere 

blade og den rørformede bladskede, glatte 

frøstængler og større avner. 

Frøvægt: 1000 korn ca. 1,1 gram. 


Efter fremspiring er udviklingen forholdsvis iangsom, 

og da den vertikale bladvækst også er langsom, 

er konkurrenceevnen efter fremspiring derfor 

ikke særlig stor, og arten kan i det første år 

efter fremspiring kun dårligt klare sig I konkurrence 

med de storfrøede græsarter. Ved tæt klipning 

vii arten I løbet af kort tid være det dominerende 

græs. Den Intravaglnale skuddannelse bevirker, 

at bredningsevnen ikke er særlig stor. 

Skudtætheden er meget stor, ofte mellem 80.000 

og 90.000 bladskud pr. m 2 , men alligevel er restItutionspotentialet 

kun dårligt, og sammengroningen 

efter skader også dårlig. 

Enkeltplante af Rødsvingef uden udløbere. 

Vernaliseringskravene for stængeldannelse er 

for arterne med 42 kromosomer større end for 

arten med 56 kromosomer. Det første år efter såning 

dannes der kun få frøstængler. Det andet år 

efter etablering er stængeldannelsen afhængig af 

bladvæksten. Er plantebestanden dårlig med 

ringe bladvækst, så dannes der mange frøstængler. 

Er der tæt plantebestand, dannes der kun få 

frøstængler. Frøproduktionen er Ikke særligt stor. 

Arterne med 42 kromosomervernallseres Ikke ved 

vanding og gødskning. Blomstring og pollenspredning 

finder normalt sted meget tidligt om 

morgenen. Pollenkornene kastet ved solopgang 

har mistet al vitalitet først på eftermiddagen. Tillige 

er pollenet kun bestøvningsdygtigt I få timer. 

Arterne er selvsterile, men der kan findes en 

mindre grad af selvbestøvning, men afkommet efter 

selvbestøvning er småt og svagt med ringe 

spiringsevne. 

Rødsvingelarterne med 42 kromosomer danner 

et stor og kraftigt rodsystem, større end hos arten 

med 56 kromosomer. Forskellen mellem arterne 

fremgår af følgende data: 

Fordeling af rødder af Festuca rub. var. rubra og Festuca rubra var. 

commutata i jordprofilen 

Horisont 

i cm 

0-5 

5-10 

10-15 

15-20 

Fest.rub.rubra Fest.rub.com. 

% af totalvægt 

89,6 

87,2 

5,9 

6,9 

2,9 

3,9 

1,6 

2,0 

65

Forædlingsproblemer i 

rødsvi ngelarterne 

Som tidligere omtalt forventer vi, at rødsvingel 

bliver fremtidens plænegræs, og der udføres da 

også et stort forædlingsarbejde for at forbedre 

kvaliteten af især de finbladede rødsvingler. Et 

væsentligt led i al forædlingsarbejde er sammenkrydsning 

af enkeltplanter med forskellige gode 

egenskaber. I forædlingsarbejdet med rødsvingel 

er man imidlertid stødt på en række problemer. 

Det viser sig, at krydsning mellem forskellige arter 

af rødsvingel umuliggøres på grund af forskellige 

tider i stængeldannelse, i blomstring og pollenspredning 

og i varierende kromosomtal. Tillige 

vanskeliggøres sammenkrydsning af forskellige 

isolationsbarrierer som kort levetid i pollen og 

forskellige grader af selvsteril itet i de enkelte planter. 

Hele dette komplex af faktorer medfører, at 

forædlingsresultaterne ikke kan stå mål med anstrengelserne. 

Den store forvirring i nomenklaturen 

af rødsvingel har yderligere vanskeliggjort 

forædlingsarbejdet. 

Rødsvingel uden udløbere 

Festuca ru bra commutata, i det følgende bete,gnet 

F.r.c., spreder pollen tidligt om morgenen som 

regel før kl. 6.00. Rødsvingel med lange udløbere, 

Festuca rubra ru bra, i det følgende betegnet F.r.r., 

og rødsvingel med korte udløbere, Festuca rubra 

trichophylla, i det følgende kaldet F.r.t., spreder 

pollen om eftermiddagen sædvanligvis i tiden fra 

kl. 15 til kl. 17. Stivbladet svingel spreder pollen 

inden kl. 8 om morgenen, medens fåresvingel 

først spreder pollen umiddelbart før kl. 12. 

Tidspunktet for pollenspredning er en særdeles 

effektiv isolationsbarriere til adskillelse af arterne, 

især når pollenet kun har begrænset levetid. 

Pollen fra F.r.c. spredt fra blomsterne ved 6-tiden 

om morgenen har mistet befrugtningsevnen 

umiddelbart efter middag, samme korte levetid har 

også pollen fra F.r.r. og F.r.t. spredt fra blomsterne 

sidst på eftermiddagen. Man kan heraf slutte, at 

pollenets leveevne er af allerstørste betydning 

vedr. den reproduktive isolering, der findes mellem 

underarterne af rødsvingel. F.r.c. og de to 

arter F.r.r. og F.r.t. er reproduktivt isoleret fra hinanden 

dels ved pollenets korte levetid og dels ved 

den store forskel i tidspunkterne for pollenspred- 

ning. Pollen spredt fra F.r.c. tidligt om morgenen 

er dødt midt på dagen, flere timer før F.r.r. og F.r.t. 

blomstrer. Ligeledes er pollen spredt om aftenen 

fra F.r.r. og F.r.t. ude af stand til at spire på støvfanget 

hos F.r.c. den følgende morgen. 

Den store pollenmængde, der er til rådighed for 

bestøvning af en enkelt hunblomst, og den store 

hastighed, hvormed befrugtningen sker, støtter 

den antagelse, at der findes en reproduktiv isolering 

på nogle timer i forbindelse med blomstring. 

Levende pollen begynder at spire inden for 10 

minutter efter kontakt med støvfang. Når et 

pollenkorn er spiret på støvfanget, og når en befrugtning 

har fundet sted, så har yderligere tilførsel 

af pollen ingen effekt. Herved kombineres en 

kort modtagelighedsperiode i støvfanget med stor 

pollenmængde med kort levetid, hvorved der skabes 

en effektiv barriere mod indkrydsning fra andre 

underarter. 

Forsøg på artskrydsninger mellem F.r.c. og 

F.r.r./F.r.t. ved sammenplantning eller ved isolering 

i poser har altid haft mangel på succes, fordi 

det frø, som dannes, er et resultat af en selvbefrugtning. 

Emaskulering er næppe mulig på grund 

af de meget små blomster i rødsvinglerne. Chancerne 

for en sammenkrydsningseffekt med reciprokke 

krydsninger kan imidlertid forøges i betydelig 

grad ved anvendelse af planter med større selvsterilitet. 

Et vigtigt led i forædlingen med rødsvingel 

er derfor en bedømmelse af planternes selvsteriIitetsgrad. 

Studier over frøsætningen ved selvbestøvning i 

såvel F.r.c. som i F.r.r. viser i alle tilfælde en reduceret 

frøsætning efter selvbestøvning. Nogle planter 

danner slet intet frø ved selvbestøvning, medens 

frøsætningen i andre planter efter selvbefrugtningen 

var næsten ligeså stor som ved 

krydsbefrugtning i samme plante. Det er konstateret, 

at graden af selvsterilitet imellem eksisterende 

sorter varierer i høj grad, den største variation 

findes i sorterne inden for F.r.c.1 F.r.c. finder man i 

8 undersøgte sorter en variation i frøsætning efter 

selvbestøvning sammenlignet med krydsbestøvning 

på 1-18 %. Efter krydsbestøvning var frøsætningen 

43-78 %. I F.r.r. finder man i 9 undersøgte 

sorter en variation i frøsætning efter selvbestøvning 

sammenlignet med krydsbestøvning på 

0-8 %, medens frøsætningen efter krydsbestøv 

,ning var 30-60 %. 

67

Stivbladet svingel (Festuca duriuscula L.) 


Stivbladet svingel har 42 kromosomer. Er et tæt 

tuet, tlerårigt græs uden udløbere. Planterne har 

intravaginal skuddannelse og dermed ringe bredningsevne. 

Bladene er klaplagte ibladlejet, håreller 

børsteformede. Bladfarven normalt grågrøn 

til svagt blågrøn, men sorter med friskgrøn bladfarve 

kan forekomme. Bladskederne er åbne helt 

til basis og glatte, bladene spidse 5-30 cm lange, 

rette eller svagt tuede, foldede eller tæt rullede 

0,5-1,0 mm, brede set fra siden, forsynet med køl, 

ofte med 1-3 ribber, nogle blade er ru andre glatte. 

Skedehinden er meget kort. Frøstænglerne 30-60 

cm høje, oprette eller svagt bøjede ved basis, 

tynde og forsynet med 1-2 knæ, kan være ru op 

mod toppen, men ellers glatte. Toppen er opret og 

lige, gerne ensidig, 2-12 cm lang med rødlig til 

violet farve, enkelte med grønt skær. 

Frøvægt: Tusindkornsvægt gens. ca. 0,9 gram. 


På grund af den lave frøvægt er kimplanternes 

udvikling efter spiring ret langsom og konkurrenceevnen 

med storfrøede græsarter som alm. 

raigræs og krybende rødsvingel er derfor ret dårlig. 

Skudtætheden varierer sorterne imellem. De 

bedste sorter har skudtæthed op til ca. 60.000 pr. 

m', medens andre kun har skudtæthed på ca. 

22.000 pr. m'. 

Rodudviklingen er stor og kraftig, og det store 

rodnet giver planterne god tørketolerance. Restitutionspotentialet 

er ret dårligt, og slidstyrken tilsvarende 

dårlig. Den vertikale bladvækst er ikke 

særlig stor. Kravet til vernalIsering er ikke ret stort, 

og stivbladet svingel sætter oftest frøstængler det 

første år efter såning. Blomstring finder normalt 

sted tidligt om morgenen. Frøsætningsevnen er 

ganske god. 

Kuldetolerancen er meget stor, hvilket medfører, 

at stivbladet svingel starter forårsvæksten ret 

sent og går ret hurtigt af vækst igen om efteråret. 

Efter nogle års forløb kan der være tendens til 

udpræget tuedannelse, og de blivende bladskeder 

kan ofte give plænen og græsset et lidt forsømt 

udseende. 

68 

Stivbladet svingel. 

Udbredelse 

Stivbladet svingel findes overalt på mager og let 

jord med ringe fertilitet, det er en af de få græsarter, 

der overlever på sydvendte sandjordsskråninger 

med stor solindstråling. 

Stivbladet svingel findes langt oppe i Skandinavien, 

ofte på fugtig jord. 

Anvendelse 

De bedste sorter kan anvendes til prydplæner ligesom 

de forskellige rødsvingler. Størst anvendelse 

har stivbladet svingel dog nok alligevel til 

vejskråninger, rabatter og andre extensivarealer. 

Den mørke bladfarve bevirker, at stivbladet svingel 

ikke rigtig passer sammen med andre plænegræsarter, 

og iblanding kan bevirke, at græsplænen 

ofte får et noget uens skær. Bladskederne kan 

ofte give planterne et hvidligt, flosset skær. Da

slidstyrken og restitutionspotentialet tillige er under 

middel, bliver stivbladet svingel ikke et decideret 

plænegræs til prydplæner. Det egner sig 

derimod udmærket til strand- og sommerh usgrunde 

med lidt vedligehold, og hvor kravet til 

prydplæner er mindre. 

Sygdomme 

Stivbladet svingel har stor tolerance mod de sygdomme, 

der ellers normalt angriber vore plæne- 

græsser, det er meget sjældent, at der findes angreb 

af Corticium og Fusarium. 


Anvendt til plænegræs kan stivbladet svingel ikke 

tolerere klipning under 3-3'/2 cm. Det store indhold 

af Lignin i bladene giver stor ansamling af 

dødt organisk materiale, så vertikalskæring kan 

blive aktuel med passende mellemrum. 

Kravene til gødning er meget små. 

69

Fåresvingel (Festuca ovina L.) 


Fåresvingel har 14 eller 28 kromosomer. 

Det er et udpræget tuedannende, flerårigt græs 

med intravaginal skuddannelse og stor skudtæthed, 

Bladfarven er friskgrøn til grågrøn med glatte 

og åbne bladskeder, som er tilrundede bagtil. Om 

vinteren bliver farven grå og kedelig, Bladene er 

klaplagte i bladlejet. Skedehinden er meget kort 

0,5 mm, ofte manglende, Bladene er hår- eller 

børsteformede, 5-25 cm lange, stærkt indrullede, 

0,3-1,0 mm brede som regel uden ribber. Bladene 

kan enten være ru over det hele eller kun i spidsen 

af bladet. Bladene er megetstive og kan ikke rulles 

ud, Man river bladene i stykker, hvis man forsøger 

at rulle dem ud, 

Frøstænglerne fra 5-60 cm høje, oprette eller 

udbredte, meget tynde og stive med 1-2 knæ, kantet 

og ru ved toppen, Toppen er opret, aflang og 

sammenknebet, 3-12 cm lang, ofte ensidig med 

violet farve, 

Frøvægt: Tusindkornsvægt gens, ca, 0,4 gram, 


Fåresvingel har i en frøblanding meget lidt konkurrencekraft. 

Sået i renbestand er etableringen 

også langsom, Planterne har tilbøjelighed til at 

danne tætte tuer på grund af intravaginal skuddannelse, 

Bladene er meget seje og bladskuddene 

meget bestandige, men tåler ikke tråd, 

Formår ikke at danne en ensartet plæne, Fåresvingel 

dannerfrøstængler uanset bladmængden, 

men kun i beskedent antal. Genvæksten er meget 

dårlig, 

Rodudviklingen er meget beskeden, og fåresvingel 

er da også det græs, som har mindst rodnet. 

Blomstring og pollenspredning findersted midt 

på dagen, Bladvæksten starter sent om foråret. 

Bladfarven i vintertiden er ofte grå/brun og kedelig, 

men også ofte ganske frisk, 

Udbredelse 

Fåresvingel er en græsart, som findes helt op i den 

nordlige del af Skandinavien, Findes mest på tør 

og let jord med lav fertilitet, men på såvel sur som 

basisk jord, Almindelig på hede- og sandstræk- 

70 

Fåresvingel. 

ninger under beplantninger med svage træer, 

Tørke og varmetolerancen er høj, og fåresvingel 

er et af de få græsser, der overlever på sydvendte 

sandskråninger med stor solindstråling og høje 

varmegrader. Findes i højder på op til ca, 1900 m 

og på områder nord for polarcirklen, 

Anvendelse 

Fåresvingel er uegnet til plænebrug, dels fordi det 

på langt sigt er tuedannende, men også fordi 

bladskederne kan give planterne et flosset udseende, 

Planterne formår ikke at vokse sammen og 

danne en tæt ensartet plæne, Største sammengroning 

findes efter 3-4 års forløb, 

Fåresvingel egner sig fortrinligt til extensive 

arealer, stradgrunde, vejskråninger, rabatter, 

blomsterenge, græstage og Iign, steder, hvor 

græsset kan få lov at vokse frit, det skal ikke passes 

som plænegræs, klippes eller lign, Det er et 

udmærket skyggetålende græs,

Under extensive forhold bliver Fåresvingel tuet og får åben vækst. 

Sygdomme 

Fåresvingel angribes ofte af Corticium fuciforme, 

Fusarium, meldug og rust 


Fåresvingel skal have lov at vokse frit uden 

gødskning og pleje og pasning, 

71

Strandsvingel (Festuca arundinacea Schreb) 

Strandsvingel har så mange gode egenskaber, at 

det i større udstrækning skulle bruges som pi ænegræs 

til forskellige formål, først og fremmest til 

sportsplæner. Det kræver dog, at skudtætheden 

øges, og at etableringshastigheden forbedres, 

Den dyrkede strandsvingel er en fertil allohexaploid 

art, som har modtaget gener fra såvel engsvingel 

som raigræs, 


Den dyrkede form for strandsvingel er et flerårigt 

oftest groft græs med samlet opret tuedannende 

vækst. Der findes i naturen flere økotyper, hvis 

udseende og vækstmåde i høj grad er påvirket af 

miljøforholdene på voksestederne. Stænglerne 

på de vegetative skud er korte, mere eller mindre 

oprette, med grov struktur. Der er intravaginal 

skudvækst tæt ved basis, hvilket giver planten en 

noget kompakt vækst. Planter med korte udløbere 

kan findes. Bladlejet er klaplagt. Bladskederne 

mørkegrønne, trinde, glatte foroven, ofte ru forneden. 

Stængelbasis er rødlig. Skedehinden er 

kort og hindeagtig. 0,2-2 mm lang, lige afskåret. 

Kraven tydeligt markeret. Auricler eller bladører er 

kraftige, forsynet med små hår. Bladene flade og 

stive, 5-10 mm brede og 10-30 cm lange tilspidsende, 

ru i spidsen, men glat ved basis. Tydelige 

ribber og kraftig markeret køl. Bladfarven er fin 

mørkegrøn. Stængelen rund, opret, fra 50--150 

cm. Toppen lang og nikkende, grenene med 4--10 

småaks. 

Rodudviklingen er stor og kraftig, fibrøst og tæt 

grenet, har større dybde end andre græsser. 

Frøet er stort, 5-9 mm langt og 1-4 mm bredt. 

Tusindkornsvægt 2,2 g. Kromosomtal 2n = 42 

+ 0--2 B. 

Planter med 28 eller 70 kromosomer findes også. 


Efter såning om foråret etablerer planterne sig 

langsomt, hvilket medfører, at strandsvingel i 

blanding med raigr;;es ofte trykkes og hæmmes i 

udviklingen de første 4-6 måneder. Når strandsvingel 

er etableret, er væksten kraftig, uden at 

planterne virker aggressive. Ved såning om efteråret 

etablerer planterne sig hurtigere. 

Strandsvingel har aktiv vækst ved lavere tempe- 

72 

Strandsvingel, 

ratur end andre græsarter på vore breddegrader. 

Man har konstateret vækst ved så lave temperaturer 

som 1"C. Ved 4"C er der god vækst. I perioden 

fra oktober til december er bladvæksten dobbelt 

så stor som hos raigræs. Forårsvæksten er tilsvarende 

stor. Antallet af blade pr. bladskud er 17 i 

januar-februar og 3 i tidlig maj. Bladene dannet i 

vinteren har en levetid på 90 dage, de forårsdannede 

blade har en levetid på 60 dage. Størsteskudproduktion 

er i tiden omkring blomstring. 

Skudtætheden er meget lav. 

Planternes udvikling har meget stor relation t" 

miljøet på voksestedet. På svær lerjord med god 

vandog næringsforsyning bliver planterne store 

og grove med opret vækst. På lettere sandjord 

under tørkeforhold bliver planterne lave med udbredt 

vækst. 

Frosttolerancen er meget stor, Iigesom varme 

og tørketolerancen. Slidstyrken er stor. Skyggetolerancen 

er kun middel. Bladfarven god selv under 

stressede vækstforhold. 

Udbredelse 

Strandsvingel er almindelig i Europa og Asien, 

hvorfra den har bredt sig overalt i den tempere-

ede vækstzone. Vokser naturligt på mange jordtyper. 

Foretrækker engarealer med højt grundvand, 

nær vandløb, gerne med humusholdig jord. 

Vil gerne have jord med vekslende fugtighed, dvs. 

tør og fugtig jord. Findes også på lettere sandjord. 

Foretrækker høj fertilitet med reaktionstal fra 

6,5-7,5. Træffes kun sjældent i højder over 300 m 

og mindre hyppigt i områder med over 750 mm 

nedbør. 

Planterne, især de grove typer, tåler at vokse i 

vandlidende jord i vintertiden. Salttolerancen er 

større for strandsvingel end for øvrige græsarter, 

måske lige undtaget krybende hvene. 

Anvendelse 

Strandsvingel kan med fordel anvendes til 

erosionskontrol på digearealer, vandløbsskråninger, 

vejskråninger, regnvandsbassiner med 

mere. Har også berettigelse på arealer med høj 

grundvandstand. Anvendes ofte til arealer med 

megen slid og færdsel, herunder især heste- 

væddeløbsbaner, hvor det funktionelle er vigtigere 

end det æstetiske. Pågrund af de grove blade 

passer strandsvingel ikke så godt i blanding med 

andre græsarter. Der bør anvendes stor frømængde 

ved udsåning. Strandsvingel anvendes 

ofte i blanding med eng rapgræs. Efter videre forædling 

vil strandsvingel kunne blive et af vore 

ailerbedste græsser til sportspladser på grund af 

den gode vintervækst. 


Strandsvingel vedligeholder ikke skudtætheden 

ved klipning under 3 cm. Den foretrukne klippehøjde 

bør derfor være mellem 4-6 cm. 

Strandsvingel sætter pris på gødning, fra 

200--500 g N pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. 

Selvom græsset har stor tørketolerance, reagerer 

det positivt overfor kunstig vanding. 

Strandsvingel angribes kun lidt af sygdomme, 

dog af og til af sneskimmel (Fusarium, Typhula). 

73

Engsvingel (Festuca pratensis, Huds) 

Ligesom hos rødsvingel har der med engsvingel 

været lidt forvirring i nomenklaturen. Linne's beskrivelse 

af engsvingel i 1753 var lige kort nok, 

græsset blev betegnet som Festuca elatior L. Den 

betegnelse, som engsvingel forøvrigt stadig har i 

Amerika. Kort tid efter kunne den engelske apoteker 

og botaniker W. Hudsan, der døde i 1793, 

udskille Festuca pratensis Huds. som selvstændig 

art, og omtrent samtidig kunne strandsvingel udskilles 

som selvstændig art som Festuca arundinacea, 

Schreb. 


Engsvingel er et flerårigt tuedannende græs med 

opret bladvækst. Nogle af de vegetative skud er 

ofte liggende ved basis, hvorved planten kan få 

mere udbredt vækst. Iblandt kan der også dannes 

korte udløbere. Bladlejet er rullet. Bladskederne 

er trinde og glatte, splittede foroven, men overlappende 

forneden. Sædvanlig med rødlig stængel 

basis. Skedehinden er kort, hindeagtig, 0,2-0,6 

mm, lige afskåret med grønligt skær. Bladkraven 

udvidet, glat og gulgrøn. Der er kraftige auricler, 

tilspidsede, uden hår. Bladene er flade uden tydelig 

køl, 3-8 mm brede. Undersiden glat og blank, 

oversiden er tydeligt ribbet. Bladene er ru i kanten. 

Bladfarven fin frisk grøn. Bladpladerne jævnt tilspidsede, 

ca. 25 cm lange. Stængelen opret, ca. 

100 cm høj med noget sammenknebet top. Frøet 

ret stort, 5-7 mm langt, 1-1,5 mm bredt. Græsset 

er fremmedbefrugter. Tusindkornsvægt 2,10 g. 

Kromosomtal2n = 14; men 2n = 28-42-70 er også 

fundet. 


Engsvingel deles op i tidlige og sildige sorter. Betegnelsen 

hentyder til skridning, stængeldannelse 

og blomstring. Til plæneformål er de sildigtblomstrende 

sorter bedst egnet. 

Efter såning spirer og etablerer det store frø sig 

hurtigt. Antallet af blade pr. bladskud varierer i 

vækstsæsonen fra 1,5-4. Det laveste bladantal 

findes i juni-august. Det største antal blade findes 

i april-maj. Skudtætheden varierer fra ca. 

74 

1500-8000 pr. m'. Ved tæt klipning bliver antallet 

lidt højere. I de mere bladrige og sIldigtblomstrende 

sorter er skudantallet lidt højere end i de 

tidligtblomstrende. Perioden til stængeldannelse 

og blomstring er kort. 

Rødderne er kun etårige, dog har man fundet 

2-3 år gamle rødder, som var aktive i fosforoptageisen. 

Persistensen i engsvingel er ret dårlig. Persistensen 

er helt afhængig af pleje og pasning, Hvis 

engsvingel klippes med jævne mellemrum i højde 

på 4-6 cm, er persistensen god, og så har man di 

største antal levende bladskud. Klippes græsset 

tæt og hyppigt, eller klippes græsset slet ikke, er 

persistensen meget dårlig. Udover ca. 3-4 år kan 

man ikke forvente persistens ved tæt klipning, i 

uklippet stand ikke udover 2 år. 

Udbredelse 

Engsvingel findes fordelt overalt i den tempererede 

vækstzone. Det vokser frit på alle græsarealer, 

i enge på gamle græsmarker, vejskråninger 

m.m. Kun meget sjældent under træer. Engsvingel 

foretrækker humusholdige lerjorder i god gødningsstand 

og med god vandforsyning. Findes 

meget hyppigt på lettere komprimeret jord, som er 

dårligt drænet, også på jord, som oversvømmes 

med mellemrum. 

På sandjord findes engsvingel kun, når gødningsforsyningen 

og vandforsyningen er tilpas r 

gelig. Frosttolerancen er udmærket, meget følsom 

mod tørke. Tåler ikke oversvømmelse i længere 

tid om sommeren. Skyggetolerancen er ikke 

særligt stor. Trives ikke særligt godt i højder over 

700 m. Engsvingel har forkærlighed for områder 

med stor luftfugtighed og temperatur på ca. 20"C 

om dagen og 12-13° om natten. 

Anvendelse 

Engsvingel anvendes kun meget lidt i frøblandinger 

til plænebrug. Indgår af og til i blandinger til 

plæner til blandet formål. Aldrig til sportsplæner. 

Bør ikke anvendes i blandinger med alm. raigræs. 

I konkurrence med raigræs vil engsvingelplanter-

ne Ikke udvikle sig, de forbliver små og svage. 

Engsvingel kan tillige med tlmothe anvendes til 

udsåning på vandlidende jord. 


Plæner med engsvingel bør ikke klippes under 

5-6 cm. Græsset bør gødes rigeligt, 250-500 g 

kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. 

Det skal vendes i tørkeperioder, især på lettere 

jorder. 

Engsvingel angribes meget let af kronrust (puccinla), 

bladpletsyge (Helmlnthosporium), sneskimmel 

(Fusarium og Typhula). 

75

Hvener (Agrostis L.) 

Hvenegruppen er en stor slægt, som i vIrkelIgheden 

omfatter over 100 arter. Navnet hvene er anvendttll 

betegnelse af alle plænegræstyper Indenfor 

slægten hvene. Vækstmåden varierer fra tuedannende 

typer med svagt udviklede udløbere til 

stærkt måttedannende typer med stærk tendens 

til udløberdannelse. På grund af den meget lave 

udbredte vækst er hvene det græs, som under 

vore vækstforhold bedst tåler kontinuerlig tæt 

klipning i højder under 5 mm. Hvene danner en 

finbiadet tæt, ensartet plæne med stor konkurrencekraft 

og af høj kvalitet, når det klippes tæt. 

Slidstyrken og trykstyrken I plænen er meget dårlig. 

Nogle hvenearter er enårige, men alle arterne, 

der anvendes til plænebrug, er flerårige. Hvenearterne 

er primært tilpasset kølige, tempererede 

egne med gode nedbørsforhold. De allerfleste 

hvenearter har meget stor frosttolerance. Væksten 

starter meget sent om foråret, senere end hos 

vore øvrige plænegræsser. Væksten afsluttes ret 

tidligt om efteråret. På grund af klorofylnedbrydning 

og på grund af sygdomsangreb antager hvenerne 

ofte en grålig eller brunlig farve, der mlsklæder 

græsset. Væksten om foråret kan fremmes 

ved pleje og pasning. Tæt klipning vil fremme forårsvæksten 

med mindst 3 dage. På grund af den 

dårlige slidstyrke bør hvenerne ikke anvendes til 

piæner udsat for meget slid. Bør derfor ikke anvendes 

til fodboldbaner, håndboldbaner, parkplæner 

med megen færdsel. Hvene anvendes ofte 

til erosionskontrol på skråninger, rabatter, regnvandsbassiner, 

strandarealer m.v. Hvenernes 

bedste anvendelsesområde er til plæner, der skal 

klippes tæt. Enkelte hvenearter er således blandt 

de allerbedste til golfgreens, bowlinggreens og 

græstennisbaner. Da hvenerne er meget aggressive 

I vækstmåde, bør de normalt anvendes i renbestand. 

Udsået I blandinger med andre græsarter 

vii hvene dominere og enten udkonkurrere de 

øvrige græsarter eller danne pletter, som ofte 

misklæder græsplænen. 

Hvene er en meget vanskelig si ægt at klassificere. 

Den er meget variabel, Idet den findes på 

mange forskellige voksesteder, som hver Især påvirker 

græsset, såvel fænotypisk som genotypisk. 

En familie, Trlchodlum, omfatter Agrostis canina 

L. Kendetegnes ved meget kort Inderavne. En 

anden familie, Vilfa, som bl.a. omfatter Agrostis 

stolonifera L, Agrostis tenuis Sibthorp og Agrostls 

Gigantea Roth, kendes på, at Inderavnen er mere 

76 

end '/3 så lang som dækbladet. 

Agrostls Canina deles op i to underarter, Agrostis 

canlna L., canina (eller var. fascllularls), som 

har smalle nærmest smaragdgrønne blade. Det er 

denne art, som Især anvendes til græsplæner, 

Især til golfgreens. Kendes I den engelsksprogede 

nomenklatur som Velvet bentgrass. 

Agrostls canina L. montana (eller var. arida) er 

en allotetraplold variation af A. canlna. Vokser 

især på sandede arealer, heder, moser; findes 

også i bjergene op til en vis højde, er ret tørketolerant. 

Bladfarven er mere grågrøn. Anvendes kun I 

meget begrænset udstrækning til plænebrug. 

Kendes i den engelsksprogede nomenklatur som 

Brown bentgrass. 

Agrostls stolonlfera, krybende hvene, kaldeli 

den engelsksprogede nomenklatur for Seaslde 

bentgrass eller Agrostls palustrls. Dette sidste 

navn er uheldigt og forkert. Nomenklaturproblemerne 

opstod delvis I Amerika og delvis I Nordeuropa, 

hvor de forskellige underarter gradvist 

går over I hinanden. I Sverige begyndte Sv. Murbeck 

I 1898 at adskille underarterne. Han begyndte 

med pollen- og embryoundersøgelser. Når 

han eliminerede typerne med lav pollenvitalitet og 

svagt udviklede frø, fandt han, at han samtidig 

eliminerede alle de intermediære plantetyper. 

(Mange Intermediære typer opstår ved artskrydsninger, 

som er meget let at gennemføre, men afkommet 

er sterilt og kan ikke formere sig og fortsætte 

afkommets beståen). De planter, der blev 

tilbage efter frasortering af de intermediære typer, 

dannede meget distinkte grupper, en af disse 

grupper indeholdt arten A. stolonifera. 

Arten Agrostls stolonlfera er i sig selv en meg 

variabel art, som indeholder typer fra det extreml 

udløberdannende, til det meget oprette, fra planter 

med lav vækst til planter med høj vækst. Planter 

med gullige småaks til planter med purpurfarvede 

småaks. Nogle typer er særdeles gode til 

plænegræs, andre er komplet værdiløse. 

11753 tildelte Unne navnet Agrostls stolonifera 

til et græs med nedliggende stængler, som dannede 

nye rødder ved nodierne. Ved botaniske undersøgelser 

senere fandt Hudson et græs, som 

han bestemte til at være afvigende fra den A. stolonlfera, 

som Unne havde bestemt og beskrevet. 

Hudsons plante havde flere veludviklede udløbere. 

Den blev derfor tildelt navnet Agrostis palustris, 

Huds.

Så sent som i 1919 fandt amerikaneren O. A. 

Farwell nogle planter af typen krybende hvene. 

Efter nærmere undersøgelser blev planterne bestemt 

og placeret i arten Agrostis stolonifera var. 

palustris (Huds.) Farw. Arsagen hertil var. at Farwell 

havde konstateret, at den af Hudson beskrevne 

art kun var en marsktype af A. stolonifera. 

men alligevel distinkt og selvstændig nok til at få 

tildelt eget artsnavn. På grund af de internationale 

nomenklaturregler er det første navn anvendt, 

marsktypen blev derfor placeret i A. stolonifera og 

artsbetegnelsen palustris blev bibeholdt som et 

artstillægsord. Denne tingenes tilstand beviser, at 

der indenfor visse afgrænsede arter alligevel kan 

findes underarter, som tydeligt kan skelnes fra 

den oprindelige art. Tillægsbetegnelsen må derfor 

anføres til binominalnavnet for at betegne 

disse underarter, Varianten palustris er en marsktype, 

som er karakteriseret ved lange løse udløbere 

med lange internodier, Med det kendskab vi 

har til marsk- og kystforhold, kan man meget let 

forestille sig, at der kan opstå et selektionstryk, 

som giver sig udslag i underarter med lange, kraftige 

og hurtigtvoksende stoloner, som må være en 

betingelse for, at planten kan klare sig i det fygende 

sand, som meget let og hurtigt kan tildække 

planterne, Kendsgerningerne bekræftes af 

det forhold, at græsplæner tilsået med A. stolonifera 

kræver hyppig topdressing. 

Ved beskrivelse og omtale af Agrostis stOlonifera 

refereres ofte til en art som A. stolonifers var, 

stolonifera (L,) Koch. Denne art har stoloner med 

meget korte internodier og kan producere oprette 

bladskud såvel som stoloner, herved dannes en 

meget tæt græsplæne, En af de bedste amerikanske 

sorter, Seaside bent, indeholder bl.a. denne 

type græs, men også andre typer kan findes. 

Når krybende hvene udsås som frø, kan der 

dannes og findes mange forskellige planteformer, 

som meget let kan være en ulempe i f.eks, golfgreens. 

Agrostis tenuis Sibthorp, som tilhører samme 

familie, danner såvel stoloner som rhizomer. 

Agrostis gigantea, Roth, er et meget groft græs, 

der ikke anvendes til plænebrug, Anvendes af og 

til som fodergræs. 

Genetiske studier 

Som tidligere anført findes der i slægten Agrostis 

mange arter, som gradvist går over i hinanden. 

Når planter er i tæt familie med hinanden, kan 

cytologiske og genetiske studier være meget 

værdifulde til opklaring af familieforholdet. Murbecks 

studier i 1898 tillod ham at eliminere nogle 

af de 'lntermediære typer og former som slørede 

artsgrænsen i slægten Agrostis. Senere, i 1956, 

har K, Jones videreført genetiske studier for yderligere 

at opklare forholdene i slægten Agrostis, 

Han finder, at arten Agrostis canina var montana 

er en allotetraploid variation (2n = 28) af arten 

Agrostis can'lna var, canina (2n = 14). Han baserer 

sin påstand på resultaterne af sammenkrydsning 

af de ovennævnte planter og ved sammenligning 

af kromosomparringer i hybriderne, 

Ved at sammenkrydse A, ean ina var. montana, 

A, tenuis og A. stolonifera alle med 2n = 28, finder 

han en meget høj grad af homologi mellem A. 

canina og A. tenuis, Udfra data i undersøgelserne 

konkluderer han, at Agrostis tenuis er en segmenteret 

allotetraploid opstået ved krydsning af to 

nærbeslægtede diploider, hvis kromosomsæt var 

tilstrækkeligt uensartede til at holde dem fri for 

sammenkrydsning ved at give sterilt afkom i det 

diploide niveau. A, stolonifera viser kun meget 

begrænset homologi med de to øvrige arter. Han 

konkluderer, at A. stolonifera godt kan have et sæt 

homologe kromosomer til fælles med A, tenuis, og 

at homologien med Agrostis ean ina var, montana 

kun er partiel. 

Ved at undersøge graden af poJlensterilitet 

kunne han konstatere, at naturlig hybridisering 

ofte fandt sted, men at der ikke var nogen genflow 

mellem arterne. 

Andre undersøgelser af Dudeck og Duich i 1967 

finder, at selvbestøvede planter har fra 0-100 % 

selvfertilitet, og at videre forædling kan foretages 

med store chancer for succes, 

Oprindelig har A, tenuis 2n = 28, men planter 

med 2n = 42 inclusive aneuploide findes ofte. 

Til græsplæner, erosionskontrol m.v, anvendes 

kun sorter indenfor følgende arter: 

Agrostis stolonifera 

Agrostis tenuis 

Agrostis canina 

krybende hvene 

almindelig hvene 

hundehvene 

Samlet oversigt over morfologiske data i Agrostis sp. 

Kryb. Alm. Hunde· 

Egenskaber hvene hvene hvene 

Tusindkornsvægt, g 0,09 0,09 0,07 

Spiringshastighed, dage efter udsån. 12 16 15 

Sammengroning, dage efter udsån. 67 64 64 

BJadbredde mm 2,5 3,2 2,1 

Bladlængde cm 15,1 17,5 12,2 

Stængellængde cm 57,6 61,4 58,7 

Frøstængjer pr. m 2 2890 2470 3310 

Skridning, antal dage efter 1.4. 70 75 73 

Blomstring, antal dage efter 1.4. 94 94 92 

Bladlejet rullet +- + + 

Skedehinde, lang + + 

Skedehinde, kort + 

77

hold. På grund af oprindelsen tåler planterne at 

være dækket af sne, is og vand i længere perioder 

end andre græsarter, der anvendes til plænebrug. 

Tillige formår planterne at danne vegetation 

ovenpå såvel ferskvandssøer som på mere saltholdige 

strandsøer. 

Til plænebrug trives græsset bedst på jorder 

med god fertilitet og et vist lerindhold. Reaktionstal 

fra 5,5 til 6,5 synes bedst. Til plæne gror græsset 

dårligt på komprimeret og vandlidende jord. 

På grund af oprindelsen har de sorter, der anvendes 

til plænebrug, meget stor salttolerance. Salttolerancen 

i krybende hvene er større end hos 

andre græsser til plænebrug. Den store salttolerance 

gør græsset anvendeligt til græsetablering 

under forhold, hvor der anvendes meget salt, 

f.eks. vejrabatter, langs start- og landingsbaner i 

lufthavnene. 

Anvendelse 

Krybende hvene er det allerbedste græs til plæner, 

hvor der stilles krav til tæt klipning, f.eks. golfgreens, 

bowlinggreens og græstennisbaner. Krybende 

hvene tåler at blive klippet ned til 5-6 mm, 

som det gøres på golfgreens. På grund af stor 

salttolerance er krybende hvene et udmærket 

græs til udsåning på rabatter og langs start- og 

landingsbaner. Tolerancen er stor mod såvel salt 

(NaGl) som Urea, de stoffer, der normalt anvendes 

til optøning af sne og is. Da græsset i stor udstrækning 

tåler oversvømmelse, er det anvendeligt 

til udsåning i regnvandsbassiner, sparebassiner, 

ved rensningsanlæg m.m. 

På grund af manglende slidstyrke er græsset 

uanvendeligttil arealer udsat for stort slid, dvs. det 

kan ikke anvendes til fodboldbaner og lign. arealer. 

Da krybende hvene har dårlig skyggetolerance, 

er anvendelse til haveplæner ret begrænset. 

Krybende hvene er meget aggressiv, det kan derfor 

ikke anvendes i blandinger med andre græsarter. 

Til græsetablering under forhold med store 

saltkoncentrationer kan krybende hvene udsås i 

blanding med Festuca rubra litoralis i forholdet 

1:5. 


Krybende hvene danner den smukkeste græsplæne, 

når det udsåes i ren bestand. Græsset bør 

klippes i højde under 2 cm. Ved større klippehøjde 

vil plænen blive blød og svampet, og den vil skalperes 

ved klipning. Krybende hvene har meget 

stor tendens til at ophobe dødt uomsat plantemateriale. 

Plænen må derfor vertikalskæres med 

passende hyppige mellemrum. Vertikalskæring vil 

fremme dannelsen af nye bladskud og fremme 

rodslagningsevnen. Fra naturens side er krybende 

hvene vant til at blive dækket med sand ved 

sandflugt og lign. I plæner må krybende hvene 

også topdresses med passende mellemrum, der 

kan anvendes rent sand eller sand blandet med 

sphagnum. 

Tæt klipning og vertikalskæring vil i forårstiden 

fremme græssets forårsvækst med flere dage. 

Kravet til gødning er højt, under forhold hvor 

græsset klippes tæt og ofte, og hvor det afklippede 

materiale fjernes, bør der tilføres fra 400 til 

700 g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstperioden. 

Samtidig med kvælstof bør der tilføres passende 

kalimængde. Ved lidt større klippehøjde 

kan gødningsmængderne halveres. 

Krybende hvene har store krav til vand, især på 

arealer, der klippes tæt, især golfgreens og lign. 

Kunstig vanding må derfor være en forudsætning, 

hvis man skal vedligeholde væksten i græsset på 

en kvalitetsplæne. 

Krybende hvene er meget modtagelig for en 

lang række plantesygdomme. Modtageligheden 

for sygdomme er dog meget afhængig af de forskellige 

sorter indenfor arten. De mest almindelige 

sygdomme er sneskimmel (Pythium) rød tråd 

(Gorticium fusiforme). Det må meget stærkt tilrådes, 

at der laves en sprøjteplan med forskellige 

svampemidlerfor at imødegå skader af de forskellige 

sygdomme, der optræder på forskellige årstider. 

Ukrudt er ikke det helt store problem i græsplæner 

med krybende hvene. Ved ukrudtssprøjtning 

skades græsset meget let af de forskellige 

ukrudtsmidler. Rod- og bladskader opstår let ved 

behandling med 2.4 D og 2.4,5 T.P. 

Etablering 

Det er normalt at anvende frø til etablering af krybende 

hvene. Der anvendes fra 0,5-0,8 kg pr. 100 

m 2 . Etablering ved hjælp af udløbere eller planter 

forekommer. Størst ensartethed i plænerne opstår 

ved udplantning. Anvendes frø til etablering, 

kan der på grund af en vis heterogenitet i frøet 

opstå pletter i græsplænen. 

Græsplæner med krybende hvene er i de første 

år meget ensartede. De unge planter har ikke haft 

tid til at udvikle sig individuelt. I løbet af nogle år 

kan der opstå tendens til, at nogle planter adskiller 

sig fra de øvrige, dette medfører, at der opstår 

pletter i plænen, »græsset vender forkert«. Foruden 

det æstetiske får disse pletter også praktisk 

værdi, især på golfgreens. Golfboldens rullen påvirkes 

af pletterne i plænen. Pletterne er upåvirkelige 

af pleje og pasning. Det er uensartethed i 

79

Udbredelse 

Alm. hvene findes fordelt på mange forskellige 

jordtyper, vokser fra jord ved havoverfladen til op i 

ca. 1300-1400 m højde. Findes på såvel sandjord 

som lerjord. Planterne foretrækker dog den lette 

sandjord, hvor de kan være ret dominerende, hvis 

reaktionstallet er lavt. Planterne har særlig evne til 

at optage og udnytte kvælstof i jord med lavt reaktionstal, 

under sådanne forhold bliver persistensen 

derfor meget stor. Alm. hvene synes at foretrække 

reaktionstal fra 5,0-6,0. 

Anvendelse 

Alm. hvene bør kun bruges i frøblandinger. Det 

indgår Leks. sammen med rødsvingel i frøblandinger 

til finere plæner, parker, fairways, teesteder. 

Alm. hvene er på grund af de små krav til 

vækstforholdene og gødning et særdeles udmærket 

græs til udsåning på alle extensiv arealer, vejskråninger, 

rabatter, strandgrunde, rekreative 

arealer m.v. Græsset bør ikke anvendes i renbestand. 

på grund af manglende slidstyrke bør alm. 

hvene ikke anvendes til sportsplæner. Til golfgreens 

anvendes græsset kun i mindre grad, 

græsset kræver større klippehøjde end krybende 

hvene. I blandinger med engrapgræs vil alm. 

hvene dominere og ret hurtigt udkonkurrere engrapgræsset, 

især hvis græsset klippes lavt, dvs. 

under 2 cm samtidig med, at der vandes kraftigt. 

Alm. hvene har stor tilpasningsevne, hvilket har 

bevirket, at græsset i stor udstrækning anvendes 

til revegetering af de gamle mineområder i England 

og Wales. Disse mineområder indeholder 

jord, der er meget rig på tunge metaller som kobber, 

zink, nikkel og bly. Indholdet af tungmetaller i 

jorden er så højt, at plantevækst er umulig. Alligevellykkes 

det ofte for alm. hvene at finde fodfæste 

på sådanne områder og at danne en vegetation. 

Tilpasningsevnen er meget speciel. Tilpasning til 

Leks. bly giver ikke automatisk tilpasning til Leks. 

ni kkel. 

Tilpasningsevnen er ikke så stor, at man uden 

videre kan tage frø fra et lavlandsområde, så det 

ud på minearealerne oppe i bjergene og så forvente 

en græsvegetation. 


Alm. hvene kræver en del pleje og pasning for at 

danne en græsplæne af høj kvalitet. Den foretrukne 

klippehøjde ligger mellem 0,8 og 2,0 cm. 

Ved større klippehøjder ophobes der meget let 

dødt plantemateriale, der må fjernes ved vertikalskæring 

og opfejning. Ophobning af dødt plante- 

materiale finder også sted ved lavere klippehøjder. 

Topdressing med passende materiale er nødvendig 

med passende mellemrum. Kravene til 

gødning er meget beskedne. Optimal gødskning 

vil være 200-400 g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i 

vækstsæsonen. Kunstig vanding er nødvendig, 

men ikke i så stor udstrækning som hos krybende 

hvene. 

Alm. hvene er meget modtagelig for en lang 

række plantesygdomme, hvoraf de mest almindelige 

er sneskimmel (Fusarium, Typhula/, Rhizoctonia, 

rødtråd (Corticium fusiforme). Bladpletsyge 

(Helminthosporium), kimskimmel (Pythium). 

Alm. hvene svides meget let af ukrudtsmidler. 

Meget alvorlige rodskader kan opstå ved behandling 

med 2,4 D. 2.4,5 T.P. Andre ukrudtsmidler, 

som anvendes til ukrudtsbekæmpelse før såning, 

f.eks. (D.C.PA), kan forårsage store skader på 

rodsystemet hos alm. hvene og samtidig medføre 

nedgang i skudantallet. 

Etablering 

Ved anvendelse af dårlige sorter med uensartede 

plantetyper opstår der meget let uensartede partier 

i plænen. Det viser sig især i lidt ældre plæner. 

Det er aggressive planter, som breder sig og fortrænger 

de andre planter i plænen. 

Sorter 

Indtil omkring 1960 var størsteparten af det frø, 

der anvendtes af alm. hvene i Danmark, af amerikansk 

herkomst. Oftest af partier kaldet Highland 

Bent grass. Highland Bent er ikke nogen sort, men 

kun frø, som høstes i en bestemt del af Oregon 

især i et område omkring Willamette. Det blev 

kaldt Highland Bent, fordi det blev høstet i højlandet. 

Highland Bent er tydeligt forskellig fra den 

oprindelige form af Agrostis tenuis. Det har derfor 

været et spørgsmål, om Highland Bent i virkeligheden 

skulle placeres indenfor alm. Agrostis-tenuis. 

I 1966 kunne tyskeren H. Scholz, på basis af 

studier i Berliner Herbariet, konstatere, at Highland 

Bent ikke var Agrostis tenuis, men i virkeligheden 

en art Agrostis'castellana, Boiss et Reut., 

en middelhavstype oprindelig beskrevet i Spanien. 

Senere har arten bredt sig til Nordafrika, til 

Frankrig, Tyskland og Tyrkiet. Scholz traf sine afgørelser 

på grund af hårlignende pigge, han fandt 

på dækbladenes base, og på grund af andre karakteristiske 

egenskaber han fandt på frøet. Disse 

egenskaber har senere vist sig at kunne varierre 

ret så meget. 

Det er tvivlsomt, om Highland Bent tilhører 

Agrostis tenuis, det varierer i farve og vækstmåde 

81

an cen er ret god sammenlignet med øvrige 

hvenearter. Dog må man være opmærksom på, at 

planterne kan have tilbøjelighed til at visne på 

grund af det bløde succulente væv. Skyggetolerancen 

er stort set bedre end hos de øvrige hvenearter. 

Hundehvene har ingen større krav til fertiliteten, 

vokser udmærket på infertil jord med lav 

reaktion. Til græsplæner vokser hundehvene dårligt 

på kompakt og vandlidende jord. De bedste 

vækstbetingelser findes på jord med grov textur, 

hvor jorden er godt afdrænet. 

Hundehvene foretrækker jord med reaktionstal 

5-6. 

Anvendelse 

Hundehvene anvendes primært i renbestand til 

golfgreens og lign. formål og til specielle prydplæner. 

Anvendelsen er som oftest begrænset til 

specielle jordtyper og specielle vækstforhold. 

Græsset anvendes iblandt i frøblandinger til udsåning 

under skyggeforhold. Græsset kan meget 

Timothe (Phleum) Sp. 

Timothe anvendes i en vis udstrækning i blanding 

med f.eks. alm. raigræs og engrapgræs til udsåning 

på arealer udsat for megen slid, især til 

sportspladser med megen belastning. I mindre 

grad anvendes timothe til etablering på vejskråninger, 

rabatter, forsinkelsesbassiner med mere. 

Der findes to arter af timothe, der anvendes til 

plænebrug. Den meget sene afgræsningstype af 

timothe, Phleum pratense L, med 42 kromosomer, 

og Phleum bertolonii D.C. var. af Phleum nodosum, 

med 14 kromosomer, betegnes i daglig tale 

turftimothe eller vild timothe. 

Phleum bertolonii D.C. vartidligere klassificeret 

som Phleum nodosum L., men i 1967 kunne J. 

Nath gennem nogle cytogenetiske undersøgelser 

finde tilstrækkelige data, der kunne retfærdiggøre, 

at arten blev klassificeret som PhJeum bertolonii 

D.C. var af P. nodosum. 

Phleum pratense L. betragtes som værende en 

autohexaploid art af P. bertolonii. 

Morfologisk set lignerdeto arter hinanden, men 

P. bertolonii er mindre i vækst, har meget variabel 

vækstform fra meget oprette typer, til typer med 

nedliggende kraftige stoloner. 

let blive dominerende og fortrænge de øvrige 

græsser, hvis vækstforholdene er i orden. 

Græsset har slet ingen slidstyrke og anvendes 

aldrig til sportspladser eller til extensive arealer. 


Hundehvene må klippes tæt og hyppigt, ved 

denne behandling bevarer plænen sit smukke og 

eksklusive udseende. Klippehøjden bør være fra 

5-10 mm. På grund af udløberdannelse må plænen 

vertikalskæres med hyppige mellemrum, der 

må ligeledes topdresses meget ofte. Gødningsbehovet 

er meget minimalt fra 200-500 g kvælstof 

pr. 100 m' pr. måned i vækstsæsonen. Hundehvene 

er ofte tilbøjelig til at blive udsat for problemer 

med jernkloroser. Hundehvene angribes 

ofte af forskellige sygdomme, især sneskimmel 

(Fusarium, Typhula). rust (Puccinia), kimskimmel 

(Pythium), bladpletsyge (Helminthosporium) rød 

tråd (Corticium fusiforme). 


Timothe er et nedliggende, til opret voksende flerårigt 

græs, der danner mere eller mindre tætte 

tuer. Sorterne kan klassificeres i henhold til blomstringstid. 

De tidligt blomstrende har opret vækst 

og få bladskud. De sildigt blomstrende har nedliggende 

udstrakt vækst med mange bladskud. 

Bladlejet er rullet, bladskeden trind, splittet, 

men overlappende, glat med glasklar margin. 

Skedehinden er hindeagtig, omfattende, 3-6 mm 

lang, but, men tydelig takket. I hver side er skedehinden 

forsynet med kraftig tak. Kraven er bred og 

tydelig, oftest delt, glat med lysegrønt skær. Der 

findes ingen auricler eller bladører. Bladene flade, 

4-8 mm brede, glatte ved basis, men ofte ru mod 

spidsen. Bladets køl er markeret. Karstrengene ret 

tydelige. Bladfarven grågrøn. De nydannede 

blade er som regel drejede, så undersiden ofte 

vender opad. De nederste blade er kortere end de 

øverste. Bladskuddannelsen er intravaginal. 

Blomsterstanden er en kompakt dusk. 

P. bertolonii har lavtvoksende vækst med korte 

bladrige stoloner. Skedehinden 1-4 mm lang. 

83

Enkeltplante af turftrmothe. 

Bladene flade 2-5 mm brede. Nederste del af 

stængelen har karakteristisk opsvulmet, løgformet 

vækst. 

Græsserne er fremmedbestøvere. 

Frøene er små, nærmest ægformede, 1,5-1,7 

mm lange og 0,8-1,0 mrn brede. Frøvægten varierer 

meget, men i gennemsnit er tusindkornsvægten: 

Phleum pratense 0,40 g 

Phleum bertolonii 0,28 g 

Avnerne omkring frøet er sølvagtigt hvide, tynde 

og hindeformede, adskilles meget let fra caryopsis. 

Ved afskalning får det "nøgne frø« svag gulbrun 

farve. 

Avnerne beskytter på forskellig måde caryopsls 

mod omgivelserne. Det må derfor betragtes som 

en kvalitetsforringelse, når der findes mange afskallede 

frø i 'et frøparti. Afskallet frø har gennemgående 

lavere spireevne end uafskallet frø. De 

følgende spiringsresultater viser forskellene. 

Spiringsmetode 

Frø sp ret »klokke« 

Frø sp ret sand 

Frø sp ret kompost 

Frø sp ret sand og kompost 

84 

Spiringsprocenter 

Uafskallet frø Afskallet frø 

93,1 79,6 

89,3 66,4 

92,0 27,9 

82,0 34,9 


Ved lav jordtemperatur er spiringen meget dårlig. 

Under temperatur på 10"C er der kun ganske få 

frø, der spirer, men frøet har god overlevelsesevne 

og vii spire, når jordtemperaturen bliver passende 

høj. Ved såning i det tidlige forår (marts) vil kun ca. 

7 % af det udsåede frø danne planter, der overlever 

det første år. 

Umiddelbart efter spiring etablerer kimplanterne 

sig forholdsvis hurtigt. Efter 2-3 bladstadiet 

vokser græsset ret langsomt og er blandt de 

langsomste af vore græsser til at gro sammen til 

en tæt plæne. I etableringsperioden har planter, 

nes blade stor længdevækst på bekostning 

skuddannelsen. Den langsomme skuddannelse 

bevirker, at P. prat"nse ikke er sammengroet før 

efter ca. 1 års forløb. Sammengroningen i P. berto 

Iinli er hurtigere. 

Timothe har intravaginal skuddannelse.1 forårstiden 

(april-maj) dannes et nyt blad hver 9. dag. I 

efterårstiden september-december dannes der et 

nyt blad hver 14. dag. Hvert blad har en levetid på 

ca. 56-62 dage. De blade, der dannes i juli måned, 

har længst levetid. Der er 4-8 blade pr. vegetativt 

skud I august måned. I oktober går bladantallet 

ned til 3 pr. skud. Antallet af bladskud pr. m' er 

størst i april-maj måneder. Medio juni går timothe 

ind i en hvileperiode, og der er ingen vækst i de 

udviklede bladknopper. Bladfordeling I maj-juni:

Til venstre udsået Timothe (fodertype)- Til højre udsået Turftimothe, Bemærk forskel i højdetifvæksten. 

23. maj 

1. juni 

9. juni 

15. juni 

29. juni 

57 ':/0 blade 

46 % blade 

56 'Yo blade 

32 % blade 

32 % blade 

Bladenes længdevækst på bekostning af skuddannelsen 

kan forårsage, at timothe virker aggressiv 

i blandinger med svagt eller langsomt voksende 

kimplanter, især hvis indholdet af timothe 

bliver for stort. Timothe bør derfor aldrig indgå i 

en frøblanding med mere end 10-15 % på vægtbasis. 

Genvæksten i timothe er ret langsom efter klipning. 

Det medfører, at konkurrenceevnen og bestanddelen 

i græsplænen formindskes ved ugentlige 

klipninger over en periode på 3-4 måneder 

efter fremspiring. Det medfører igen, at de egentlige 

plænegræsser som f.eks. engrapgræs og rødsvingel 

ved regelmæssig klipning vil genvinde den 

andel af plantebestanden, de var tiltænkt. 

I blanding med 70 % engrapgræs Merion og 

30 % P. pratense var andelen af timothe 8 uger 

efter udsåning 70 %, men efter 30 uger kun ca. 

30 %. I en anden blanding med 75 % engrapgræs 

Merion og 25 % P. bertolonii var andelen af timothe 

8 uger efter udsåning 80 %, men efter 30 

uger kun ca. 60 %. Af disse tal ser man også, at P. 

bertolonii har større persistens og klippetolerance 

end P. pratense. Sammenlignet med alm. 

raigræs er timothe dog betydeligt mindre aggressiv. 

Rodsystemet er fibrøst og ligger meget nær 

overfladen. Det er kun enårigt. 

Rodfordeling i jordprofiler - P. pratense 

Horizont % af lotal 

0-5 

5-10 

10-15 

15-30 

rodmængde 

79.9 

8.3 

4,4 

4.7 

Hos P. bertolonii er andelen af den totale rodmængde 

i den øverste horizont endnu større. Det 

medfører, at tørketolerancen i timothe er meget 

dårlig. Da bladvæksten og nydannelse af nye 

blade tillige er dårlig i juni måned, er slidstyrken 

da også meget dårlig netop i denne periode. 

Tørkeperioden påvirker græsset på forskellig 

vis. En stor del af de overjordiske udløbere dør, 

ofte samtidig med at bladene får en karakteristisk 

grå farve. Ved kunstig vanding, eller efter naturlig 

nedbør, liver græsset meget hurtigt op igen og får 

en frisk grøn farve. 

Timothe har meget stor frosttolerance, og da P. 

bertolinii tillige har vækst ved lavere temperatur 

85

Kamgræs (Cynosurus cristatus L.) 

Kamgræs er et græs, som tidligere anvendtes i 

frøblandinger til udsåning på sportspladser på 

grund af græssets ret gode slidstyrke. Andre 

egenskaber giver mulighed for anvendelse til 

naturområder og lign. arealer, hvor græsset ikke 

skal klippes. 


Kamgræs er et flerårigt tuedannende græs, ofte 

med korte underjordiske udløbere. Bladlejet er 

klaplagt, bladskederne åbne og glatte. Skedehinden 

kort, 0,5-1,5 mm lige afskåret. Auricler eller 

bladører mangler. Bladene tilspidsede 5-15 cm 

lange og 1-4 mm brede. Bladpladerne flade og 

glatte og forsynet med køl. Bladkanten ru, især 

mod bladspidsen. Undersiden er blank. Bladene 

har frisk grøn farve også i vintertiden. Frøstængelen 

op til 75 cm lang. Blomsterstanden er en ensidig 

dusk. 

Tusindkornsvægt 0,6 g. Kromosomtal 2n = 14. 

Kamgræs forveksles ofte med alm. raigræs. 

Kamgræs har ingen auricler (bladører). Stængelbasis 

er gullig. Alm. raigræs har auriclerog rødligrødfarvet 

stængelbasis. 


Efter såning og spiring udvikler planterne sig kun 

langsomt. I blandinger med aggressive græsser 

kan udviklingen hæmmes, og planterne undertrykkes. 

Skuddannelsen er relativt dårlig. Skudantallet 

i græsplænen er 25.000-30.000 pr. m 2 . Bladvæksten 

er langsom. Efter klipning er genvæksten 

også langsom, dog mindst, hvis klipningen påbegyndes 

på tidligt stadie. Persistensen i græsset er 

ret dårlig, ofte overlever græsset ikke udover 5 år. I 

naturområder, hvor græsset ikke klippes, vedligeholdes 

græsset ved selvsåning. Kamgræs har 

stor evne til at danne frøstængler. Selv i meget 

tætte græsplæner dannes mange frøstængler. 

Frøstænglerne er meget seje og klippes ikke af 

normal cylinderklipper. 

Bladenes vækstpunkt sidder meget lavt, hvilket 

giver græsset god slidstyrke. Klippetolerancen er 

ikke særlig stor. Fortsat lav klipning giver planterne 

dårlig persistens. Evnen til sammengroning 

efter slidskader er ret dårlig. 

Udbredelse 

Kamgræs er et græs af europæisk oprindelse, alment 

udbredt på passende voksesteder også i 

Amerika og Asien. Græsset gror livligt og kraftigt i 

Alperne op til en vis højde, findes også i Norge 

Sverige-Finland, især i kystområderne. Frosttolerancen 

er ikke særlig stor. 

Kamgræs danner en del af græsbestanden i 

naturområder i enge, vedvarende græsarealer, 

skovrydninger. Foretrækker lerholdig muldjord 

med gode fugtighedsforhold, trives godt på arealer, 

der lejlighedsvis oversvømmes, blot vandet 

ikke står på arealet i længere tid. Græsset kan 

findes på lettere jorder, hvis fugtighedsforholdene 

er gode. Har forkærlighed forvokseområder 

med høj luftfugtighed. Græsset findes ikke på 

tørre sandholdige jorder med lavt reaktionstal, eIler 

på arealer, der udsættes for storvarme. Varmeog 

tørketolerancen er dårlig. Kamgræs sætter pris 

på jord i god gødningsstand. Skyggetolerancen er 

ret god. Frosttolerancen ret dårlig. 

Kamgræs findes ikke i plantesamfund med aggressive 

græsarter som f.eks. alm. raigræs. Trives 

derimod nogenlunde med rapgræsserne. Tolerancen 

mod kompakt jord er god ligesom slidstyrken. 

Anvendelse 

Kamgræs kan anvendes i frøblandinger til udsåning 

på naturområder, der ikke skal klippes eller 

kun klippes et par gange om året. Egner sig ikke til 

frøblandinger med alm. raigræs, som er alt for 

aggressiv. Frøblandinger med langsomt etablerende 

græsser som f.eks. rapgræsser er bedst, 

også til blomsterenge kan kamgræs anvendes. 

Parkområder med høj og lav bevoksning er udmærkede 

områder til kamgræs. Kamgræs bør ikke 

indgå med større frømængder end ca. 10-20 %. 

Lavtliggende arealer foretrækkes. Græsset bør 

ikke anvendes til udsåning på vejskråninger og 

rabatter. På sportspladser har kamgræs udspillet 

sin rolle og bør ikke anvendes hertil. 


For at trives vel må kamgræs have rigelig gødning 

og vand. Gødningen må afpasses efter det plantesamfund, 

hvori græsset gror. I blandinger med 

87

svage græsser vil kamgræs gerne have megen 

gødning. I frøblandinger med stærke og aggressive 

græsser bør gødningstilførselen være mindre. 

88 

Kunstig vanding må betragtes som værende en 

fordel omend ikke en betingelse. 

Klippehøjden bør vare ca. 3 cm. 

Kamgræs angribes kun meget lidt af plantesygdomme.

Arts- og sortsbetingede variationer hos 

græsser til plænebrug 

Græssernes anvendelse til plænebrug adskiller 

sig grundlæggende fra anvendelsen til foderbrug. 

Medens man tidligere til bestemte plæneformål 

var nødt til at vælge blandt de græsarter, man 

fandt mest passende og velegnede til formålet, er 

det i dag muligt at fuldstændiggøre det tilstræbte: 

at lave en græsplæne med specielle egenskaber til 

specielle formål ved at udvælge bestemte sorter 

indenfor en bestemt art. Stigende forbrug af plæneg 

ræs og større krav til kvaliteten fører til intensivt 

forædlingsarbejde inden for græs til plænebrug. 

Forædlingsarbejdet startede med indsamling 

af økotyper af egnede græsarter, hvor man 

især indsamlede og foretrak de typer, der i naturen 

voksede under plænelignende økologiske 

forhold. Med de nye plænegræsser er antallet af 

sorter indenfor hver art steget meget betydeligt. 

Variationsbredden indenfor hver art er steget 

endnu mere og er blevet så stor, at de hidtil kendte 

artsspecifikke græsser har begyndt at forskubbe 

\ sig. På grundlag af det forhåndenværende artsog 

sortsmateriale skal der i det følgende gives en 

orientering om variationsbredden i de væsentligste 

plæneegenskaber, og man skal forsøge at 

sammenligne variationsbredden af de enkelte 

græsarter med hinanden. 

Spiringshastighed 

Spiringshastigheden hos det enkelte græs er den 

væsentligste egenskab i den tidlige udvikling af 

græsplænen. Tidlig fremspiring medfører, at plænen 

hurtigere bliver grøn og giver det bestemte 

græs i frøblandingen et vækstforspring, stærkere 

konkurrenceevne tilligemed større fortrængningskraft 

over for andre græsarter og -sorter. 

Man må derfor sige, at hurtig fremspiringsevne er 

en ønsket karakter i vore græsser til plænebrug, 

og især hos de græsarter, derforbinder god persistens 

eller vedvarenhed med gode plæneegenskaber. 

Fremspiring er en egenskab, som er afhængig 

af flere faktorer, herunder bl.a. temperatur, fugtighed, 

såmetodik og sådybde. Under laboratorieforhold, 

hvor spiringen foregår på filterpapir under 

optimale betingelser, er der ingen videre forskel 

i spiringshastigheden mellem de forskellige 

græsarter og sorter. Sået i jorden til græsplæner 

er der imidlertid forskel i etableringshastigheden 

eller fremspiringshastighed hos de enkelte græs- 

arter. Hidtil har man betragtet forskellen som en 

differentiering mellem de forskellige græsarter; 

de nyforædlede plænegræssorter afviger stort set 

heller ikke fra denne opfattelse. Alm. raigræs er 

stadig den græsart, som under normale vækstforhold 

spirer og etablerer sig hurtigst, efterfulgt af 

timothe og rødsvingel, medens engrapgræs og 

fåresvingel er ca. 10 dage senere i udvikling. Det 

ville være meget ønskeligt at kunne forædle en 

engrapgræssort, så den får hurtigere spirings- og 

etableringsevne, eftersom eng rapgræs hører til 

de mest værdifulde plænegræsser, der anvendes 

til en lang række forskellige formål. Hurtigere spirings- 

og etableringsevne vil være med til at give 

dette værdifulde plænegræs en bedre og mere 

stabil andel i græsplænen, fremfor alt ved såning 

om foråret og i forsommertiden. Modsat er interessen 

for spirings- og etableringshastigheden i 

alm. raigræs, her kunne en langsommere etableringstid 

være ønskelig og nyttig. Dette græs har 

hurtig etableringstid og stor fortrængningsevne 

over for andre græsarter, visse tidlige sorter er 

samtidig tilbøjelige til at danne en løs og mindre 

slidstærk plæne, hvis andelen i frømængden bliver 

for stor. De nyeste forædlingsresultater inden 

for raigræs til plænebrug har da også medført, at 

etableringshastigheden er langsommere, medens 

tætheden og slidstyrken er steget. De nye raigræssorter 

passer, på grund af lavere frøvægt, 

bedre med de øvrige græsser, der anvendes til 

plænebrug. 

Splrings- og etableringstid når græsset sås til 

plænebrug: 

Alm. raigræs 

Timothe 

Rødsvingel 

Hvene 

Engrapgræs 

Fåresvingel 

10--12 dage 

11-13 dage 

1:>-18 dage 

16-18 dage 

16-22 dage 

21-22 dage 

Sammengroning 

De meget tydelige artsbetingede forskelle i splringshastigheden 

har udjævnet sig en hel del, når 

det tidspunkt er kommet, hvor græsplænen er 

groet sammen. Nogle rødsvingelsorter udmærker 

sig ved at have meget kort sammengroningstid, 

medens ralgræsserne her først kommer I anden 

række tæt fulgt af engrapgræs. Med hensyn til 

sammengroningshastighed har forædling af engrapgræs 

dog gjort store fremskridt, og man har 

89

opnået større tilpasningsevne og hurtigere sammengroningstid. 

Denne variation i græsplænernes tidlige udvikling 

kan understreges af funktionen og anvendelsen 

af alm. raigræs. Alm. raigræs skulle på grund 

af hurtigere vækst dække og beskytte de mere 

langtsamtvoksende græsarter og -sorter uden at 

hindre disse planters optagelse af lys og næringsstoffer. 

Denne virkning forudsætter, hvis den i det 

hele taget kan konstateres i mikroklimaet, en 

mindre andel af alm. raigræs og samtidig en mere 

vertikal og mindre horizontal biadvækst. En videre 

betingelse for en sådan anvendelse af alm. raigræs 

forudsætter, at planterne har aftagende 

konkurrenceevne, som vil give sig udslag i en relativt 

langsommere sammengroningsevne, en 

egenskab som ikke optræder i de vedvarende sorter 

på grund af den større fortrængningsevne og 

planternes robuste karakter. Raigræssorter forbliver 

ofte efter etablering en væsentlig og forstyrrende 

bestanddel i græsplænen på grund af planternes 

hurtigere vækst. En raigræssort med en 

god beskyttelseseffekt i etableringsperioden må 

derfor enten være i besiddelse af de mest essentielle 

plænegræsegenskaber som stor skudtæthed 

og god genvækstevne tilsvarende de andre 

græsarter, eller også må sorten såsnart den har 

opfyldt sin mission i udviklingsperioden, dø, uden 

at der samtidig opstår for store huller i græsplænen, 

hvor ukrudtsplanterne kan etablere sig. Stor 

konkurrencekraft som i visse raigræssorter kan 

være en ulempe. Der findes imidlertid i dag raigræssorter 

med stor skudtæthed, passende etableringsperiode, 

god genvækstevne, som ikke er så 

aggressive som ældre sorter. Disse nye sorter er 

efterhånden blevet universielle blandingsbestanddele 

i mange frøblandinger. 

Der findes bemærkelsesværdige forskelle i 

etableringsperioden mellem arterne rødsvingel 

og timothe. Medens timothe spirer ret hurtigt og 

rødsvingel ret langsomt, danner rødsvingel dog 

aliigevel hurtigere en tæt sammengroet plæne. I 

gennemsnit af alle sorter danner rødsvinglerne 

hurtigst en tæt græsplæne. 

Rødsvingel 

Alm. rajgræs 

Hvene 

Engrapgræs 

FåresvIngel 

Timothe 

Tid til sammengroning af forskellige græsarter 

Skudtæthed 

50--75 dage 

58--63 dage 

64--68 dage 

68--84 dage 

6"-75 dage 

70-73 dage 

I øjeblikket besidder rødsvingelarterne tillige med 

hvenearterne størst skudtæthed af de til plæne- 

90 

brug forædlede græsarter. I forbindelse med 

rødsvingel må man tage i betragtning, at man taler 

om 3 forskellige underarter, Festuca rubra rubr' 

med 56 kromosomer og fra 25.000 til 35.000 bladskud 

pr. m 2 . Festuca rubra commutata og Festuca 

rubra trichophylla med 42 kromosomer og op til ca. 

80.000 bladskud pr. m 2 , Af de tre eksisterende 

hvenearter har Hundehvene (Agrostis canina) 

større skudtæthed end alm. hvene (Agrostis tenuis) 

og krybende hvene (Agrostis stolonifera). Hvenearterne 

har ligesom rødsvingel op til ca. 80.000 

bladskud pr. m 2 . Under extreme forhold SOm i 

Golfgreens kan skudantallet i hvenearterne stige 

op til 100.000 bladskud pr. m 2 . Engrapgræsserne 

er med hensyn til skudtæthed i besiddelse af meget 

stor variationsbredde. De deciderede sorter til 

plænebrug danner meget tætte plæner med stor 

skudtæthed og ret korte, brede blade med horizontal 

vækst. Denne vækstform giver meget tætte 

græsplæner, og i forædlingsarbejdet søger man 

efter sådanne sorter. Fåresvingel har også stor 

skudtæthed, men som plænegræs i monoku 

har fåresvingel flere uheldige egenskaber og 

derfor uden større interesse. 

Timothe og alm. raigræs danner ret ensartede 

plæner med ret åben bestand. Tidlige typer af alm. 

raigræs danner dog mere åbne plæner end de 

sildige typer. De tidlige raigræssorter bør derfor i 

størst muligt omfang undgås. Når det drejer sig 

om skudtæthed, ligger der et stort og taknemmeligt 

forædlingsarbejde foran de to arter. 

""";0>"0 

o'.",,, 

Forskelle i skudtæthed me/fem forskellige græsarter til plænebrug 

og forskelle mellem sorter med højeste og laveste skudtæthed.

Bladbredde 

Bladbredden i de seks græsarter er mindre repræsentativend 

andre egenskaber. Bladbredde er 

ganske vist en statistisk sikker genetisk egenskab, 

men den påvirkes af mange faktorer. I bladbredden 

er der som regel tale om artsbetingede forskelle. 

Alm. ralgræs og tlmothe har brede til meget 

brede blade. Fåresvingel derimod har meget 

smalle blade. Engrapgræs fremviser meget stor 

variation, der dog tenderer henimod større bladbredde, 

medens rødsvingel stort set tenderer til 

henimod smalle blade. Indenfor hvenearterne er 

der også storvariation, der tydeligt fordeles på de 

forskellige arter. Hundehvene (Agrostis canina) 

har smalle blade. Alm. hvene (Agrostis tenuls) har 

middelbrede til brede blade, medens krybende 

hvene (Agrostis stolonlfera) har brede blade. 

Ukrudtsfortrængende egenskaber 

Sorterne af alm. ralgræs har store ukrudtsfortrængende 

egenskaber efterfu Igt af hvene, timothe, 

de fleste rødsvingelsorter og engrapgræs. Fåresvingel 

har her tydeligt de dårligste egenskaber, 

og viser sig dårligt egnet til plænebrug på grund af 

den svage konkurrencekraft mod Indtrængende 

aggressive ukrudtsarter som f.eks. enårigt rapg 

ræs og mælkebøtter. 

Man kan så spørge sig, om hvorvidt den dårlige 

tilpasningsevne til Intensiv plænebrug Ikke er en 

følge af græssets økologiske oprindelse. Fåresvingel 

vokser i naturen for det meste på jorder 

med dårlige næringsstofforsyninger og på arealer, 

hvor der kun er Ildet færdsel og slid. Sådanne 

vækstforhold kan Ikke sammenlignes med den Intensive 

benyttelse I græsplæner. Alligevel skulle 

det være muligt gennem et fornuftigt forædlingsarbejde 

at finde bedre sorter I fåresvingel. Det 

synes I hvert fald fristende at tro, når man ser på 

den store variationsbredde, der findes Inden for 

rødsvingel og engrapgræs. 

Bladfarve 

I det for tiden værende græssortiment er der med 

hensyn til bladfarve, rødsvingel undtaget, store 

artsbetingede begrænsninger. Indenfor arten 

rødsvingel er det lykkedes forædlerne at finde 

hele farvespektret repræsenteret, lige fra lysegrøn 

til mørkegrøn, således at man efter behag kan få 

sit ønske med hensyn til farve opfyldt. Indenfor 

engrapgræssorterne, hvis bladfarve er mørk, 

skulle det Ikke være vanskeligt at forøge variationsbredden, 

da der allerede findes flere lysegrønne 

sorter. Ved anvendelse af engrapgræssor- 

ter med lysere bladfarver kan man få sorter, der 

bedre kan blandes med lyse rødsvlngel- og 

hvenearter, eller I sportsplæneblandinger med tlmothe. 

Alle hvenearterne har lysegrøn til mellemgrøn 

bladfarve. Specielt Inden for hvenearterne er der 

et stort påtrængende behov for sorter med mørk 

bladfarve til blanding med andre græsarter til 

prydplæner. Med hensyn til bladfarve ligner hvenerne 

og timotheerne hinanden, begge arter har 

den lysegrønne bladfarve. Mørkere typer kunne 

ønskes, så man kunne få sorter med bedre bladfarve 

til sammensætning med engrapgræs og 

kamgræs til sportsplæner. 

Tilvækstrate og væksthøjde 

Græsplæner er anlæg, som ofte kræver intensiv 

pleje og pasning. Behovet for pleje og pasning er 

afhængig af den anvendte plænegræsblanding, 

som har Indflydelse på plænens tæthed, slidstyrke, 

sygdomstolerance og ikke mindst på 

vækstintensiteten. Græsarter og -sorter med stor 

tilvækst må klippes oftere end græsarter og -sorter 

med lav tilvækst. Græsklipning er som regel en 

plage for alle hobbygartnere og haveejere. For de 

tekniske forvaltninger, der I den kommunale sektor 

arbejder med store græsarealer, er hyppig 

klipning en meget stærk finansiel belastning og i 

det store sammenhæng ofte en uoverkommelig 

opgave. 

På de extenslve græsarealer spiller græsarternes 

og -sorternes vækstintensitet også en stor 

rolle. Her er det mere højden af de fuldt udviklede 

græsser, der spiller en rolle fremfor tilvæksten 

mellem de enkelte klipninger. På extenslve græsarealer 

klippes græsset normalt kun en gang I 

vækstperioden, derfor må klippetidspunktet 

kunne varieres. En sådan variation I klippetiderne 

forudsætter, at det fuldt udviklede græs Ikke danner 

en vegetation, der hæmmer eller hindrer den 

frie bevægelighed på arealet eller skaber risl ko for 

formindsket udsyn på oversigtsarealer og banketter. 

De nyere forædlede græsarter og -sorter til 

plænebrug har betydeligt mindre tilvækstrate og 

væksthøjde end græsserne til foderbrug, og 

længden af de fu Idt udviklede planter er betydeligt 

mindre hos plænegræsserne end hos fodergræsserne, 

men der er stor variation såvel mellem arterne 

som mellem sorterne. 

Tilvækstrate, artsforskelle 

Fra forsøgene med fodergræsser ved man, at der 

er forskelle I vækstintensitet og vækstrate mellem 

91

Til venstre parcel med Rødsvingel uden udløbere, Til højre parcel med Rødsvingel uden udløbere. Bemærk forskel i højdetilvækst. 

de forskellige græsarter. Den samme forskel finder 

man også inden for plænegræsserne. Alm. 

raigræs (Lolium perenne) har størst tilvækst af 

samtlige arter, efterfulgt af rødsvinglerne. Hvene 

har laveste tilvækst i gennemsnit pr. år. De græsarter, 

som har største skudtæthed, har normalt 

laveste tilvækstrate. 

Hvis den gennemsnitlige tilvækst i en vækstsæson 

for eng rapg ræs sættes til 100, har de øvrige 

græsarter følgende forholdstal for tilvækst: 

Engrapgræs 100 

Alm. raigræs 160 

Rødsvingel m. L u. 129 

Rødsvingel m. k. u. 105 

Rødsvingel u. u. 112 

Stivbl. svingel 125 

Fåresvingel 96 

Alm. hvene 75 

Kryb. hvene 56 

Hundehvene 71 

Timothe alm. 112 

Timothe vild 99 

92 

Tilvækstrate, sortsforskelle 

Den forøgede forædling af græs til plænebrug 

giver sig udslag i et meget stort antal sorter inden 

for hver art. Forædlingen går i retning af sortf 

med lav tilvækst og stor skudtæthed. Den intens\ 

verede forædling medfører, at sortsvarialianen 

vedrørende tilvækstraten er større end artsvarialianen. 

I forsøgene med græs til plænebrug 1969/73 

fandtes følgende variation i % mellem sorter med 

højeste og laveste tilvækst 

Engrapgræs 

Alm. raigræs 

Rødsvingel m,l.u, 

Rødsvingel m.k.u. 

Rødsvinget u.u. 

Stivbl. svingel 

1969/73 

53 % 

17 % 

50 % 

66 % 

15 % 

5% 

1972175 

25 % 

30 % 

13 % 

ikke målt 

24 % 

13 %

I midten Engrapgræs mini-turf, til venstre og højre parceffer med engrapgræs af ordinære sorter, 

Forskelle i højdetilvækst mellem forskellige græsarter til plænebrug, 

og forskeffe mellem sorter med højeste og laveste 

tilvækst indenfor hver art. 

Fåresvingel 

Alm. hvene 

Kryb. hvene 

Hundehvene 

Timothe alm. 

Timothe vild 

1969/73 

4% 

51 % 

88 % 

12 % 

12% 

7% 

1972/75 

2% 

30 % 

14 % 

ikke målt 

33 % 

10 % 

De konstaterede forskelle i tilvækst mellem sorterne 

indenfor de enkelte arter beror i en vis grad 

på morfologiske forskelle. Rødsvingel med lange 

udløbere har større tilvækst og variation end rødsvingel 

uden udløbere. Hos sorter af engrapgræs 

spiller udløberlængden en rolle. Sorter med lange 

udløbere har større tilvækst og mindre skudtæthed 

end sorter med korte udløbere. Finbladede 

sorter har normalt lavere tilvækst end grovbladede 

sorter. Sorter med lavt kromosomtal har 

normalt lavere tilvækst end sorter med højt kromosomtal. 

Sorter med lav frøvægt har normalt 

lavere tilvækst end sorter med høj frøvægt 

93

Miljøets indflydelse på 

tilvækstraten 

Miljøet har stor indfiydelse på sorternes og arternes 

tilvækstrate. I miljøet bør medtages alle 

vækstfaktorer på dyrkningsstedet, dvs., jordbundsforhOld, 

vejrliget, sygdomsangreb, gødningen 

og klippehyppigheden. Den samlede tilvækst 

kan variere flere hundrede procent, men tilvæksten 

mellem arterne i forhold til hinanden er forbavsende 

konstant fra år til år og fra sted til sted. 

Tilvæksten kan variere fra år til år, men den 

forholdsvise tilvækst mellem arterne er stadig 

konstant. 

Man kan heraf slutte, at en græsplænes tilvækst 

og klippehyppighed kan nedsættes ved passende 

sortsvalg, hvor hensyn til plænens formål også 

tages i betragtning. 

Tilvækstrate og plænekvalitet 

Lave tilvækstrater kan føres tilbage til langsommere 

vækst, lav tilvækst kunne derfor tænkes at 

være forbundet med dårlig regenerationsevne og 

dårlige plæneegenskaber i det hele taget. Det vil 

betyde, at sorter med lave tilvækstrater ganske 

vist har den fordel, at de kræver mindre klipning, 

men også den ulempe, at de har dårligere udseende 

og dårligere plæneegenskaber. At denne 

situation og antagelse ikke er rigtig, kan påvises 

ved vurderi ng af sorternes kvalitative egenskaber. 

På alle afprøvningssteder har de langsomtvok- 

Til venstre enkeltp/anter af 

Alm, rajgræs. Tf! højre enkeltplanter 

af Ital. rajgræs. 

Bemærk forskel i plantehøjde. 

94 

sende græssorter bedre karakter for helhedsindtryk, 

overvintringsevne og tørketolerance end 

hurtigtvoksende sorter. Man kan heraf slutte, at 

græssorts plænekvalitet på ingen måde er afhængig 

af væksthastigheden, men er begrundet i andre 

genetisk betingede egenskaber. Hos græssorter 

til plænebrug findes der ikke kun en vertikal 

vækstretning, som genspejles i tilvækstraten, men 

også en horizontal vækstretning, som ved vandrette, 

lavtplacerede blade er af større betydning 

for græsplænens kvalitet. 

Væksthøjde af de fuldt udviklede 

planter 

Forskelle i væksthøjde af de fuldt udviklede græsarter 

og -sorter spiller ved anvendelse til extensivplæner 

en meget stor rolle. I gennemsnit af de 

undersøgte arter finder man hos rødsvingel de 

længste strå og de fleste strå pr. arealenhed, hEjr, 

efter har alm. raigræs og hvenerne de højestes 

laveste stråhøjde og færrest strå findes i engråfi· 

græsserne. Hermed er rækkefølgen i forhold til 

den vegetative tilvækst brudt. Delle lader sig forklare 

med græssernes krav til voksepladsen. På 

extensiv-arealer klarer rødsvinglerne sig bedst, 

fordi de fra naturens side oprindelig hører 

hjemme på magerbundsarealer med dårlig næringsforsyning 

modsat alm. raigræs og eng rapgræs, 

som hører hjemme på muldrige jorder med 

god næringsforsyning.

De største variationer i stråhøjde og stråantal 

findes indenfor engrapgræsserne og raigræsserne, 

opstået som følge af den intensive forædling. 

Man kan konstatere, at de tuedannende græssorter 

med intravaginal skuddannelse har størst stråantal 

og længste strå. Stråantallet falder stærkt fra 

første år til andet år. De sorter, som har laveste strå 

og færrest strå i første år, har også de samme 

egenskaber i andet år. 

Resume og konklusion 

Græssernes tilvæksthojde adskiller sig fra art til 

art, men dog stærkere fra sort til sort inden for en 

art. Lav tilvækst udøver ingen formindskende indflydelse 

på andre plæneegenskaber. Derfor kan, 

uden skade på kvaliteten, plejen af plæner styres 

vidtgående ved hjælp af et tilsvarende sortsvalg. 

I højde ved fuld udvikling er sortsforskellene 

ligeledes større end artsforskellene. 

I forsøgene med plænegræs deltager mange 

græssorter med meget lav tilvækst. Disse sorter 

kan få meget stort anvendelsesom råde i den 

grønne sektor. 

Der er kun ringe overensstemmelse mellem 

væksten af græssorter, som plæneklippes, målt 

ved den gennemsnitlige tilvækstrate, og væksten 

af sorter i kun en gang klippede plæner, målt når 

planterne blomstrer. 

Langsomt voksende græs medfører: 

1. Mindre uomsat dødt materiale. 

2. Færre sygdomsangreb i græsplænerne. 

3. Større ensartethed i græsplænerne. 

4. Færre vandingsproblemer. 

5. Færre fysiologiske skader (Vinterskader og 

tørkeskader). 

95

Skudtyper i græsarter og sorter til plænebrug 

og deres reaktion på pleje og pasning 

Græs i græsplæner er i så høj grad et udtryk for 

planternes evne til at danne sideskud, at man ikke 

mere er i stand til at kunne skelne de enkelte 

græsplanter fra hinanden. I de fleste tilfælde kan 

man da også bedre betragte græsplænen som 

værende sammensat af mange bladskud. Der findes 

en omfangsrig international litteratur, som 

behandler de forskellige skudformer. 

I en sportsplæne kan der pr. dm 2 findes fra 100 

til200 bladskud. I nogle prydplæner kan der findes 

helt op til 1000 bladskud pr. dm 2 . Skudantallet pr. 

arealenhed er som oftest et godt kvalitetstegn. Det 

bestemmer i udstrakt grad græssets slidstyrke, 

det optiske aspekt og medvirker til, at græsplænen 

ikke generes af tokimbladet ukrudt. Evnen til 

at Være aggressiv mod tokimbladet ukrudt hænger 

mere sammen med det ret konstante antal 

bladskud end med det ret variable bladarealindex. 

Skal en græsplæne under de herskende pleje- og 

pasningsforhold have en passende slidslyrke, må 

man tilsigte, at de bladskud, der dør, erstattes af 

nye bladskud, således at antallet hele tiden er så 

nær det optimale som muligt. Det er derfor særdeles 

vigtigt at vide, hvorledes bladskuddene i de 

vedvarende plænegræsser udvikler sig, og hvorledes 

de påvirkes af pleje og pasning. Det er ligeledes 

vigtigt at vide, om man ved pleje og pasning 

af græsset i dets vegetative udvikling kan forøge 

planternes antal af bladskud. 

Græssernes bladskud kan tilnærmelsesvis inddeles 

i følgende fire kategorier: 

1. Vegetative, ikke strakte skud (bladskud). 

2. Vegetative, strakte, mere eller mindre nedliggende 

skud (stoloner og rhizomer). 

3. Generative, strakte mere eller mindre oprette 

skud. 

4. Overgangsformer mellem typerne 1,2 og 3, helt 

eller delvis strakte, for det meste opre1te skud. 

Vækst og udvikling af de enkelte skudtyper. 

1. Vegetative, ikke strakte skud 

(bladskud) 

De primære skud, sådan som de også udvikler sig 

som kimplanter, består af en meget kort stængel, 

der er opbygget af internodier. Den øverste spids 

af stængelen er det meget vigtige vegetations- 

96 

punkt, ellervækstpunktet. Forneden er stængelen 

forsynet med rødder. Ethvert udvokset internadie 

er forsynet med og omgivet af en bladskede, som 

går over i bladpladen.1 bladhjørnet på bladskeden 

findes en bladknop, der kan udvikle sig til et sideskud, 

danne rødder og på et senere tidspunkt udvikle 

sig til en af de fire ovennævnte skudtyper. 

Under gunstige vækstforhold forløber denne udvikling 

kontinuerlig og uden ende. De nydannede 

skud er gennem længere tid stadig forbunden 

med hinanden. 

Sideskuddets udvikling er afhængig af såvei 

ydre som indre forhold, men udviklingen er også 

afhængig af græsarten. I timothe (Phleum pratense 

for eksempel danner først den 3. eller,' 

bladknop et sideskud, medens bladknoppen i l' 

leoptilen hos alm. raigræs (Lolium perenne) nu og 

da udvikles til et sideskud. Hos fritstående enkeltplanter 

vokser skudantallet meget hurtigt. Et fritstående 

skud hos alm. raigræs kan fra august (udsåning) 

til næste maj udvikle sig til en tue med 400 

enkelte bladskud. Dannelsen af bladskud er meget 

afhængig af plantetypen. I raigræs findes stor 

forskel i antal bladskud mellem de sildige typer og 

de tidlige typer. 

Sort 1 

Sort 2 

April Maj Juni 

5 30 126 

5 22 95 

Juli August September Oktober 

163 156 157 151 

123 114 98 103 

skudantaf pr. dm 2 . 

Klfppehøjde: 3 cm. Græsset tilført 324 kg N/ha/år. 

Klippehøjden og belysningsintensiteten har også 

indflydelse på skudtætheden i alm. raigræs. 

Klippehøjde Belysning April Maj Juni Juli Au'S- 

3- 5 cm 100 % 122 164 151 158 170 

5-12 cm 100 % 112 127 115 122 120 

5-12 cm 150 % 108 157 153 173 185 

3- 5 cm 50 % 119 112 89 94 66 

skudantal pr. dm 2 . 

Tuerne i alm. raigræs er mere eller mindre åbne, 

ligeså er tuerne hos kamgræs (Cynosurus cristatus). 

Græsser som rødsvingel uden udløbere 

(Fest. rub. com.) og fåresvingel (Festuca ovina 

ten.) danner megel tæ1te tuer, hvis bladskud er 

presset tæt sammen. 

Ved fortsat skuddannelse kan en ensartet 

plæne vokse tæt sammen og forblive tæt. Planter-

nes vækst er koncentrisk, og da nogle planter kun 

breder sig langsomt (fåresvingel Leks. ca. 10 cm 

pr. år) kan der opstå åbne pletter, som senere 

invaderes af tokimbladet ukrudt, denne situation 

forekommer ofte i sportspladser, hvor de vigtigste 

skud er de vegetative og ustrakte bladskud. I 

prydplæner gives der andre muligheder, se under 

2. 

2. Vegetative, strakte, mere eller 

mindre nedliggende skud 

(stoloner og rhizomer) 

Foruden de ovennævnte sideskud kan mange 

græsser også danne stængeludløbere, som enten 

over- eller underjordisk fjerner sig fra primærskuddet. 

Disse udløbere kan alt efter arten og sorten 

blive flere decimeter lange. Ved knæene kan 

der dannes nye græsrødder, som rodfæstes, når 

stængelen ligger tæt henad jorden eller fortsætter 

rodvæksten, når stængelen er underjordisk. De 

overjordiske stængeler (stoloner) har kun få udviklede 

blade, de underjordiske stængeler (rhizomer) 

har kun bladskæl. Efter kortere eller længere 

tid retter en udiøber sig op og bliver til et 

opretvoksende bladskud med normalt udviklede 

blade. På såvel overjordiske som underjordiske 

strakte stængelinternodier findes knopper, som 

under gunstige forhold kan udvikle sig til et nyt 

bladskud. Som regel er det kun knoppen i spidsen 

af udløberen, eller nogle af de i spidsen værende 

knopper, der udvikler sig til nye bladskud, en situation 

som skyldes den apikale dominans. 

Ydre forhold, som Leks. lys og temperatur, synes 

i meget stor målestok at skulle bestemme, om 

et sideskud udvikles til nedliggende strakt skud 

eller til et opret ustrakt skud. Den kun lidet omfattende 

litteratur på dette felt omhandler stort set 

kun Agropyron (Elytrigia) og dette ikke særligt 

entydigt. De overjordiske eller underjordiske udløbere 

kan være med til at skabe en vegetation på 

udækkede eller bare arealer. I plænepraksis opstår 

større huller i græsset for størstedelen gennem 

en lang række fejltagelser i pleje og pasning, 

derfor er dannelsen af nogle få udløbere på bekostning 

af mange bladskud en meget tvivlsom 

affære. Til udfyldning af græsset i et muldvarpeskud 

i en meget lidt belastet plæne kan udløberne 

fra rødsvingel og hvene utvivlsomt spille en meget 

stor rolle. 

3. Generative strakte mere eller 

mindre oprette skud 

Overgangen til den generative fase bestemmes 

hos de fleste plænegræsser hovedsagelig af den 

forudgående temperatur og af dagslængden. I de 

generative skud strækker internodierne sig fra 

grunden i opadstigende rækkefølge, hvorefter 

blomsterstanden kommer til syne. Af flere forskellige 

årsager dannes og udvikles der i denne periode 

ingen sideskud. Stængelstrækningen synes 

at være den væsentligste årsag til manglende udvikling 

af sideskud. 

Da frøproduktionen, med undtagelse af enårig 

rapgræs (Poa annua), er betydningsløs med hensyn 

til vedligeholdelse af arterne i græsplænen, er 

frøstænglerne kun en plage. Frøstænglerne er 

med til at ødelægge græsplænens æstetiske værdi, 

de er tillige vanskelige at klippe og øger længden 

af det afklippede græs. I de fleste arter dør de 

ikke afklippede blomsterskud af sig selvom efteråret. 

Afklippede frøstængler hos alm. raigræs 

danner af og til sideskud i de tilbageværende 

stængelstykker med basis liggende flere centimeter 

over jordoverfladen. 

4. Overgangsformer mellem 

typerne 1,2 og 3. Helt eller delvis 

strakte, for det meste oprette 

skud 

Under bestemte forhold, især ved stigendetemperatur 

og under langdagsforhold, sker der en forlængelse 

af nogle af de nederste internodier, 

sommetider forlænges alle internodier, uden at 

der dannes en blomsterstand. 

Delvis strakte skud forekommer hos alm. raigræs 

og hos enårig rapg ræs. Helt strakte skud 

forekommer hos Agrostisarterne, hos timothe 

(Phleum pratense) og hos alm. kvik (Elytrigia = 

Agropyron repens). Det er især de midterste internodier, 

som forlænges. 

Helt gennemskredne, men ikke generative oprette 

skud er meget hyppige hos de tropiske græsser. 

Sådanne skud kaldes i Arrhenaterum elatius 

(Draphavre) "sterile stængelskud« ofte anvendes 

udtrykket "Sommerstængler« eller "blomstrende 

vegetative skud«. Disse skud kan blive 2 eller flere 

år gamle. 

I betegnelsen delvis strakte skud (opret eller 

liggende) findes der overhovedet ingen overensstemmelse. 

Man skelner hos Lolium perenne (alm. 

raigræs) mellem rhizomagtige stængelforlængel- 

97

Gødning 

Sportsplæner og prydplæner tilføres gødning af 

forskellige årsager. Alm. raigræs og engrapgræs, 

der anvendes til sportsplæner, stiller store krav til 

fosfor og kaligødskning, hvis de skal hævde sig i 

plænen. Den fornødne gødningsmængde, der 

skal tilføres, er afhængig af den gødningsmængde, 

der allerede findes i jorden og af behandlingen 

af det afklippede græs, om det fjernes eller ej. 

Prydplæner sammensat af agrostisarter eller festucaarter 

bruger betydeligt mindre mængder 

fosforsyre og kali. I denne henseende afviger 

prydplæner tydeligt fra de intensivt benyttede 

græsningsarealer og sportsplæner. 

Også kravet til kvælstofgødning er afhængig af 

den mængde gødning, som jorden kan levere. 

Sandholdige profiler fattige på organisk materiale 

kræver store gødningsmængder. Formålet med 

kvælstofgødning til græsplæner er iøvrigt et helt 

andet end formålet til foderbrug. Fodergræs gøder 

man for at få en stor blad- og stængelproduktion. 

I græsplæner spiller kun antal bladskud en 

rolle, først når bladskuddet har dannet et blad, 

begynder sideknopperne at udvikle sig til nye 

bladskud. Kvælstofgødningen har normalt større 

indflydelse på dannelse af vegetative sideskud 

end på dannelse af bladene. I væksthusforsøg 

med unge Agropyronplanter gav tilførsel af kvælstof 

et procentvis mindre antal primær- og sekundær 

knopper i forhold til rhizomer. Selvom stigning 

i kvælstofmængden forøgede antallet af sekundære 

bladskud, var virkningen på udløberantallet 

sluttelig dog positiv. De meget få undersøgelser, 

der foreligger over engrapgræs, synes at 

give modsat resultat. Således har man fundet, at 

stor kvælstoftilførsel til unge planter hæmmede 

udviklingen af udløbere, men den hæmmende effekt 

var kun midlertidig. 

Kvælstofgødning fremmer ikke bare udviklingen 

af de vegetative skud. Den ved kvælstoftilførsel 

dannede bladmasse kan også hæmme og undertrykke 

lavtvoksende ukrudt og derved have 

positiv effekt. 

Klipning 

Vedligeholdelse af en kortklippet græsplæne består 

hovedsagelig af klipning. Klipning er tillige 

med til at fremme den æstetiske og optiske værdi 

af græsplænen samt græsplænens tæthed. 

Bladskuddene på de egentlige plænegræsser 

har så kort stængel, at klipning ved normal klippehøjde 

ikke generer anlæggene for dannelse af 

sideskud og heller ikke vækstpunktet. Ved klipning 

fjernes kun bladplader og bladskeder. Blad- 

pladerne kan, ifald de ikke allerede er fuldt udvokset, 

vokse videre efter klipning. På samme tid udvikles 

der ved de yngre internodier nye blade, og 

kort tid efter rager nye blade i vejret. Vækstpunktet 

kan naturligvis gå tabt, hvis arealet er så 

ujævnt, at klippemaskinen stedvis går i jorden. 

Herved kan de vegetativt strakte overjordiske 

skud fjernes, ifald vækstpunktet ikke ligger dybt 

nok. I så fald udvikles sideskuddene på de tiloversblivende 

stængeldele. 

Blomsterbærende skud og andre oprette skudformer 

fjernes i et tidligt stadium ved klipning af 

græsplænen, hvilket medfører, at sideskudene 

udvikles nu, da de ikke mere hæmmes af længdevæksten 

i de blomsterbærende skud. Ved hyppig 

klipning kan man derfor undgå den undertrykkelse 

af skuddannelse, der ellers bliver resultatet 

af dannelsen af blomsterbærende skud. Hos enårigt 

rapgræs kan man dog ikke ramme de med 

celler uden blomsterstande fladt liggende forlængede 

skud. 

Hyppig klipning i 2 til 4 cm højde fremmer også 

skudantallet i en raigræsplæne til sportsbrug, der 

klippes hyppigt, ca. 50% oftere end hvis græsset 

blev afgræsset af dyr. Dette forklares med, at lyset 

lettere trænger ned til de korte stængler, når 

græsset klippes kort, herved fremmes udviklingen 

af de mange sideskud, når blot der findes en passende 

mængde assimilerende bladvæv. Ved at 

øge klippehøjden og klippe græsset med varierende 

mellemrum opnår man en hæmmende 

effekt på skuddannelsen, samtidig med at det 

lange afklippede græs må fjernes for ikke at ødelægge 

græsplænen. 

Ved at udskyde græssets klipning som det ofte 

sker uden hensigt i ferietiden, men ofte med hensigt 

i en tørkeperiode, kan man ødelægge græsplænene 

struktur, hvilket viser sig, når den normale 

klipperytme igen optages. I prydplæner med 

Agrostis-arter dannes der på denne måde en 

masse sommerstængler (især i varmt vejr i eftersommeren), 

som hæmmer dannelsen af normale 

bladskud. 

I raigræsplæner opstår »aerial tillers« enten 

som følge af klippede generative skud eller som et 

resultat af forlængede vegetative skud. Muligvis 

kan disse symptomer have indflydelse på græsvalget 

ved tilsåning af vejskråninger og rabatter, 

hvor man ønsker en bestemt blomsterflora. Sen 

klipning er med til at give en åben græsbestand, 

som fremmer eller letter etableringen af andre 

plantearter, herunder også blomster. 

Ved hyppige og meget lave klipninger, faktorer 

som i plænepraksis ofte hænger tæt sammen, kan 

man ødelægge græsplænen, idet de tilstedeværende 

bladskud mister vital iteten og evnen til gen- 

99

vækst, samtidig med at dannelsen af nye bladskud 

hæmmes. Når græsset klippes med hyppige mellemrum, 

finder der ingen oplagring af reservenæringsstoffer 

(kulhydrater) sted, de tilgængelige 

assimilater anvendes til udligning af det afklippede 

eller tabte bladareal. Endnu værre bliver situationen, 

når græsset tililge klippes tæt, herved 

bliver kun en meget lille del af det assimilerende 

bladvæv tilbage. Bladvæksten fortsætter, men 

skuddene har kun ringe vækstreserve og dannelsen 

af nye bladskud udebliver som følge af konkurrence 

mellem vækstpunkterne i de forskellige 

skud. 

Nogle græsarter og -sorter har større tolerance 

mod tæt klipning end andre. Ved nedsat assimilation 

på grund af lysmangel eller næringsmangel er 

klippetolerancen dårlig. Som et resultat af tæt 

klipning danner de nye bladskud et svagt og overfladisk 

rodnet som ikke har tilstrækkelig oplagringsmuligheder 

for reservenæringsstofferne. For 

at danne et kraftigt og dybtgående rodnet må rødderne 

have en regelmæssig assimilattorsyning. 

En græsplæne med et dybtgående rodsystem er 

enhver stadioninspektørs drøm. Stor roddannelse 

gør græsplænen slidstærk og fremmer græssets 

chance for at overleve den intensive belastning, 

der opstår ved hyppig brug. Maximal roddybde 

opnås i alm. raigræs allerede 10 uger efter såning 

om foråret, på dette tidspunkt er det ofte muligt at 

kunne tage sportsplænen i brug. 

Lav klipning er ikke alene ødelæggende for rodvæksten, 

det skader også udløberne. Det filtagtige 

tæppe af tæt sammenvoksede overjordiske udlø- 

100 

Klippeforsøg i enkeltplanter 

af Rødsvingel 

uden udløbere. 

bere i Agrostis-plæner kan til en vis grad bekæmpes 

eller undgås, når græsset klippes tæt. Drejer 

det sig om underjordiske udløbere, må man anlægge 

samme synspunkt, som var det græsrødder, 

men man må også her tænke på reservenæringsstofferne. 

Mangel på reservenæringsstof i 

udløberne på højtvoksende græsser som Elytriga 

Nærbillede af udløbere af Engrapgræs.

= Agropyron repens er årsagen til, at dette græs 

hæmmes ved hyppig klipning af alm. grønjord. 

Engrapgræs danner ved klippehøjde 3-5 cm et 

stort system af underjordiske udløber, sænkes 

klippehøjden til 2-3 cm, formindskes mængden af 

udløbere. I karforsøg med engrapgræs dør udløberne, 

når græsset klippes tæt. Ved et lignende 

forsøg har man fundet, at der dannedes færre 

udløbere, når græsset klippedes tæt. En anden 

har fundet, at de ved lav klipning hæmmede udløbere 

udviklede sig normalt hen på efteråret. 

Ved meget hyppig og tæt klipning sådan som 

det findes på Golfgreens er græsset på randen af 

nedklipning eller udmarvning. Af vækstmæssige 

grunde må det være bedre ved angreb af sygdomme 

eller bekæmpelse af ukrudt at have klippehøjden 

,;' cm fremfor at føre en bekæmpelsesaktion 

mod udmattelsessymptomerne. 

Vertikalskæring 

I det perfektionistiske pasningsprogram har vertikalskæremaskinen 

erobret sig en plads. Disse 

maskiner skærer i græsplænen en del levende 

udløbere over og fjerner samtidig en del døde 

bladrester. Disse døde bladrester kan især på 

tørre arealer og på plæner med lav pH-værdi forårsage 

store problemer. Fejning og rivning af 

græsplænen om efteråret har ofte ligeså stor 

værdi som vertikalskæring. 

Sygdomsangreb 

Det er vanskeligt at give noget konstant billede af 

sygdomsangreb i de forskellige græsarter, eftersom 

sygdomsangreb i stor udstrækning afhænger 

af klima og årstid, og eftersom sygdomsangrebet 

kan variere fra år til år. Tillige kan der opstå nye 

smitteracer (nye svampebiotyper), som ophæver 

den hidtil herskende resistens ellertolerance mod 

bestemte sygdomme. Forskningen vedrørende 

sygdomme i græsplæner er i dette land kun på 

begynderstadiet, og der findes ingen omfattende 

resultater og erfaringer med hensyn til sygdomsangreb 

i plantematerialet under de herskende 

økologiske forhold i dette land. De bemærkninger, 

der gøres i det følgende, er empiriske og 

dækker de erfaringer, der er gjort ved arbejdet 

med græs gennem flere år. 

Fusarium 

Fusarium eller sneskimmel angriber i særlig grad 

alm. raigræs og hvenerne og i noget mindre målestok 

rødsvingel og engrapgræs, medens fåresvingel 

og timothe meget sjældent angribes. I de mod- 

tagelige arter findes der sorter, som allerede nu 

har en vis form for tolerance. Hvorvidt denne tolerance 

også gælder i år med stor infektionstryk er 

et problem, som vil vise sig. 

Lignende angrebssymptomer som for Fusarium 

udviser Typhula, der også optræder som en art 

sneskimmel, ofte kaldet den grå sneskimmel, hvor 

Fusarium kaldes den lyserøde sneskimmel. 

Helminthosporium SSp 

Helminthosporium er en meget artsrig gruppe, 

der kan angribe en lang række græsarter. Det 

brede angrebsspektrum bevirker, at Helminthosporium 

er en af de værste sygdomme i vore 

græsplæner. Hvene, fåresvingel og alm. raigræs 

angribes kun i mindre omfang, medens især engrapgræs, 

men også rødsvingel og timothe angribes 

og skades. Angrebet i engrapgræs viser stor 

variationsbredde, hvilket er tegn på gode resultater 

i resistensforædlingen mod denne alvorlige 

sygdom. Resistens eller i det mindste nogen tolerance 

mod Helminthosporiumangreb må være en 

forudsætning for anvendelse af et plænegræs, da 

Helminthosporium kan ødelægge græsplænen, 

hvis græsset angribes. 

Corticium 

Corticium angriber især rødsvingel og i mindre 

udstrækning også alm. raigræs og engrapgræs, 

medens hvene, fåresvingel og timothe næppe angribes. 

I rødsvingel er der gennem resistensforædlingen 

opnået en vis form for tolerance, dog 

synes de sorter med 42 kromosomer at være mest 

modtagelige. 

Almindelige betragtninger 

Ved undersøgelse af de på markedet værende 

græsarter og -sorter kan man se, at planteforædlingen 

har givet gunstige resultater ved at opfylde 

nogle af de stillede krav. I andre egenskaber som 

spirings- og etableringshastighed, bladfarve og 

bladbredde hersker der endnu artsbetingede begrænsninger, 

som kun kan løses ved videre forædling. 

I den videre forædling med plænegræsser må 

man sikkert gå vejen over de forhåndenværende 

økotyper og foretage selektionen på de økologisk 

rigtige områder. I anden fase må det bredt varierende 

materiale fuldstændiggøres ved kombinationskrydsninger 

inden for de enkelte arter, 

hvorved planterne kan opfylde de stillede krav. 

Stiller de artsbetingede gode egenskaber en 

grænse for det ønskede krav til forædlingen, må 

101

man søge at løse dette problem ved mutationsforædling 

eller artskrydsning. 

På nuværende tidspunkt udviser de mest forædlede 

arter som engrapgræs og rødsvingel den 

bredeste variation. Denne variation mellem sorterne 

kan med stor sandsynlighed fremvise en sort 

med bestemte egenskaber, der er til rådighed for 

et bestemt formål. En bestemt sort kan sikkert ikke 

besidde alle de ønskede gode egenskaber. Det er 

derfor nødvendigt at sammensætte arter og sorter 

til frøblandinger med bestemte formål for øje. 

Frøblandingerne kan sammensættes af få gode 

arter eller gode sorter inden for samme art, som 

forener sig til en passende optimal frøblanding, 

102 

der vil fremstå som en homogen græsbestand. Til 

prydplæner er det muligt at lave frøblandinger 

som består af flere sorter rødsvingel eller flel 

sorter engrapgræs. 

Anvisninger på hvorledes arterne kan blandes 

med hinanden er for praktikeren eller forbrugeren 

kun af teoretisk nytte, eftersom man altid arbejder 

med sorter, som den mindste definerbare enhed. 

Viden om de enkelte sorters anvendelses- og tilpasningsevne 

kan være ganske nyttig, og så meget 

desto mere jo mere en bestemt g ræsart forædles. 

Jo mere en bestemt art forædles, desto 

mere varierer de enkelte sorter inden for arten.

Græssets vækst under plæneforhold 

En enkelt græsplante gror ikke alene, men i fællesskab 

med en masse planter, som kan være af 

samme genus, art eller sort. En græsplæne er 

en samling af enkelte planter, som har et gensidigt 

afhængighedsforhold til omgivelserne såvel som 

til de andre planter i græsplænen, 

Græsplanterne i en græsplæne kan deles op i to 

basistyper med hensyn til population. Plænen kan 

være monokultur eller polykultur. 

Monokultur er en græsplæne sammensat af 

planter af en art og sort. Polykultur er en græsplæne, 

hvor populationen er sammensat af flere 

arter eller sorter. Polykultur kan også være en 

plæne sammensat af flere sorter af samme art. 

Det ultimative krav til en græsplæne af høj kvalitet 

må være anvendelse af specielle turfgræsser. 

Konkurrenceforhold 

Enhver græsplante i en plæne påvirker og bliver 

påvirket af andre græsplanter i plænen. Det enkelte 

græs har et vist minimumkrav til lys, vand, 

næring, kuldioxyd og ilt, dette krav må imødekommes, 

hvis planten skal overleve. Konkurrence 

mellem to eller flere planter i en græsplæne opstår, 

når forsyningen af lys og vand, næring osv. er 

mindre end kravet til vækst for hver enkelt plante. 

Konkurrenceintensiteten er afhængig af underskuddets 

størrelse af den enkelte vækstfaktor. 

Konkurrence opstår mellem biotyper med samme 

genetiske konstitution, eller mellem forskellige arter 

og sorter. Konkurrencen omfatter den mekaniske 

udtynding af en svagere art eller sort forårsaget 

af en art eller sort med kraftigere vækst, 

især spiller den vertikale bladudvikling en stor 

rolle i vækstkonkurrencen. Spiringshastighed og 

kimplanteudvikling er vigtige faktorer, som påvirker 

konkurrenceevnen af et plænegræs under 

etablering. Kvantiteten af kulhydratreserven i 

frøet varierer stærkt mellem arterne og påvirker 

kimplanternes vitalitet. 

Når konkurrence opstår, vil den plante, der opnår 

en fordel, øge konkurrenceevnen på en kumulativ 

måde. F.eks. den plante, der udvikler et rodsystem 

hurtigere og større/dybere end andre, er i 

stand til at optage en større mængde af den begrænsede 

vand- eller gødningsmængde og hermed 

have skadelig indflydelse på den plante, der 

hi;lr mindre rodnet. Resultatet af den større vandog 

gødningsoptagelse bliver, at planten med det 

større rodnet er i stand til at øge bladskuddenes 

antal og størrelse på bekostning af planter med 

mindre rodnet. Den forøgede bladproduktion og 

det forøgede bladantal resulterer også i en positiv 

konkurrencefordel i lysudnyttelse. Dette på sin vis 

bevirker, at den vitale plante er i stand til at forsyne 

sit rodsystem med større kulhydratmængde til 

fortsat rodvækst. 

Konkurrence i monokultur 

Konkurrence mellem planter af samme sort er 

meget intens, fordi hver plante i en plæne med 

monokultur har samme vækstmåde, rodsystem, 

krav til lys, vand og næring. Et hvilket som helst 

areal har en maximum potential kapacitet til at 

understøtte væksten af en population af græsplanter. 

Antailet af planter i populationen er bestemt 

af konkurrenceevnen tilpasset det niveau, 

hvor lysmængden, vandmængden og gødningsmængden 

er tilstrækkelig. F.eks. det meste frø vil 

spire og vokse, selv når såmængden er for stor, 

men kimplanterne vil forblive små og svage. De 

svage planter vil evt. dø, og de kraftigere kimplanter 

vil overleve og danne en form for monokultur, 

hvor hver enkelt plante er i stand til at konkurrere 

om den tilgængelige Iys-, vandog gødningsmængde. 

Konkurrence i polykultur 

Når en frøblanding sås, vil der dannes en græsplæne, 

som er sammensat af en masse planter, 

der er vidt forskellige i genetisk konstitution, 

vækstmåde og med forskellige krav til vand-, lys 

og gødning. Visse græsser, f.eks. ital. raigræs, kan 

have en meget hurtig vertikal topvækst, medens 

andre kan have et dybt rodsystem. Overlevelsesevnen 

af enhver art og sort i polykultur afhænger 

af det enkelte græs's relative konkurrenceevne 

og agg ressivitet. Den botaniske sammensætning 

i en græsplæne underforskellige konkurrenceforhold 

tilpasset i et niveau, hvor det enkelte 

græs i blandingen udnytter de ressourcer, der findes 

fuldt ud. Arter og sorter, der ikke kan konkurrere 

i en given polykultur, må dø. 

Den relative konkurrenceevne mellem græsarter 

og sorter i en polykultur er ikke nødvendigvis 

den samme betragtet over en længere periode 

som betragtet over en kortere periode i forbi n- 

103

delse med spiring. Under spiring er konkurrenceevnen 

fra ital. raigræs og alm. raigræs meget 

stærk, medens konkurrenceevnen fra engrapgræs 

er meget svag. Rødsvingelens konkurrenceevne 

er middel. Ital. raigræs er mere konkurrencekraftig 

end alm. raigræs i spiringstiden. Konkurrenceevnen 

mellem de to arter kan modificeres 

ved at øge eller formindske andelen af den ene 

komponent i frøblandingen. 

Græs, dervokser under træer og buske, konkurrerer 

efter lys, vand og gødning. Konkurrenceintensiteten 

afhænger af roddybden, bladmængden 

104 

og bladtætheden i de involverede træer og buske. 

I landbruget søger vi at formindske konkurrencen 

mellem planterne ved at give planterne så StOl 

vokseplads som mulig. I græsplænen er det lige 

omvendt. Vi søger at øge konkurrencen ved at 

pakke flere og flere og svagere og svagere planter 

sammen for at dyrke 10--15 planter, hvor vi før 

dyrkede 1 eller 2 planter. Hereftervandervi, gøder, 

sprøjter med herbicider, fungicider og insekticider 

for at holde de svækkede planter i live. Ilandbruget 

har vi ca. 1 græsplante pr. 5 cm" På en 

golf-green har vi ca. 50 planter på 5 cm'.

svingel og timothe. Andre græsarter starter forårsvæksten 

meget sent og har vækstdepression 

midt på sommeren, f.eks. engrapgræs. Mange 

g ræsarter indføres hertil fra udlandet, hvor de ofte 

er forædlede under temperaturforhold, der ikke 

ligner de, der findes I Danmark. Dette medfører 

vækstdepressioner på visse årstider, tillige med 

vækstdepressioner opstår der ofte sygdomsangreb. 

Mange sorter, som i oprindelseslandet er 

fortrinlige sorter, angribes af sygdomme, når de 

flyttes til Danmark. Det gælder især engrapgræsserne, 

hvor flere sorter angribes meget af Helminthosporlum, 

rust og meldug, medens de I oprindelseslandet 

er mindre modtagelige for disse 

sygdomme. Stor frosttolerance medfører sen 

vækst om foråret, uden vækst er der ingen slidstyrke. 

Nogle græsarter har ret store krav til vandforsyningen, 

gælder især alm. rapgræs, timothe og 

kryb. hvene. Vandmangel vil give vækstdepression 

og manglende slidstyrke. Overskud på vand 

giver imidlertid disse græsser større konkurrenceevne 

og dominerende Indflydelse. 

Gødningens indflydelse på 

konku rrenceevnen 

Gødningsmængden spiller en stor rolle på konkurrenceevnen 

mellem græsarterne, men de enkelte 

gødningsstoffer har også meget stor effekt. 

De enkelte sorter Indenfor arterne har forskellige 

krav til gødningsmængde. Generelt må man sige, 

at mini-turfgræsserne indenfor raigræs og engrapgræs 

har større behov for gødning end de øvrige 

græsser. De forskellige gødningsstoffer bør 

tilføres i bestemt forhold til hinanden. Et forhold 

mellem N.P.K. som 3: 1:2 vil være mest passende. 

I forbindelse med gødning kan det være aktuelt 

med salttolerancen mellem de forskellige græsarter. 

Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra 

litoralis eller Festuca rubra trlchophylla) har 

større salttolerance end øvrige svingeltyper. Krybende 

hvene (Agrostis stolonifera) har ligeledes 

stor salttolerance. 

Fåresvingel har normalt stor tolerance mod 

visse tunge metaller ligesom vellugt. gulaks og 

alm. hvene. 

Fosforsyregødninger og kaligødninger kan 

være med til at fremme ukrudtsmængden af såvel 

tokimbladede planter som enårigt rapgræs. 

107

Jordbund-klima og de biotiske forholds 

indflydelse på vækst og konkurrenceevne 

mellem planter på tilsåede arealer og naturlige 

vegetationer 

Plantearter, der har ensartede økologiske krav, 

vokser ofte sammen og danner et plantesamfund. 

De økologiske forhold, der betinger planternes 

vækst, kan være betinget af: 

1. Jordbunden, edafiske forhold. 

a. fysiske og kemiske forhold. 

b. jordens fertilitet. 

c. jordens pH-værdi. 

d. jordens komprimeringsgrad. 

e. den tilgængelige vandmængde. 

f. jordens erosion og jordens reaktion på 

frost. 

2. Klimaet, klimatiske forhold. 

a. lysintensiteten. 

b. temperaturforholdene. 

3. Biotiske forhold. 

a. plantearter, arter eller genotyper og deres 

afhængighed af jord og klimaforhold. 

b. faktorer der har indflydelse på græsfrøblandingens 

spiring og etablering. 

c. vegetationens vedligeholdelse. 

Jordens fysiske og kemiske forhold 

Jordens fysiske egenskaber afgøres af dens teksturforhold 

og strukturforhold. 

Teksturen beskriver jordens grundsubstans, 

størrelsesfordelingen af jordens primær- eller enkeltpartikler, 

om det er mineralsk eller organisk 

stof. Jordens tekstur eller mekaniske sammensætning 

er afgørende for dyrkningsværdien og 

kulturtekniske projekters udformning og gennemførelse. 

Jordens struktur er udtryk for hele jordskelettets 

opbygning en karakteristik af jordpartiklernes 

indbyrdes lejring. Strukturen afhænger især af 

lerkolloidernes og de organiske kolloiders egenskaber, 

idet disse virker som et bindemiddel mellem 

de store partikler. Ved sigtning, slemning og 

glødning lader de enkelte bestanddele sig adskille 

i flere fraktioner varierende efter partikelstørrelse. 

110 

Sten 

Grus 

Grovsand 

Finsand 

Silt 

Ler 

Humus 

200-20 mm 

20-2,0 mm 

2,0-0,2 mm 

0,2-0,02 mm 

0,02-0,002 mm 

under 0,002 mm 

organisk materiale 

Lerfraktionen er særdeles aktiv, når jorden skal 

bindes sammen. Den giver også de vigtigste kemiske 

reaktioner ved optagning og udbytning 

plantenæringsstof herunder også vand, som kah 

bindes så fast, at planterne ikke kan optage det. 

Silt er intermediær i størrelse mellem ler og sand. 

Porestørrelsen i silt er sådan, at den indeholder 

størstedelen af den tilgængelige vandmængde. 

Sand har ingen vandholdende evne og fremmer 

derfor afdræning og luftskifte. Sandet indeholder 

kun meget lidt plantenæring, fordi det ikke har 

nogen katjonbytningskapacitet, hyppig gødskning 

må derfor finde sted. 

Et sandindhold bidrager til at gøre jorden mere 

porøs og letter herved vandinfiltrering. 

Jordoverflader, der har lav strukturstabilitet, er 

mest udsat for skorpedannelse. Skorpedannelse 

er almindelig uanset jordens tekstur, dog sand 

undtaget. Den hårdeste skorpe vil dannes, når 

grovkornet og finkornet materiale blandes sammen, 

f.eks. kan en blanding af ler, siltog sand blive 

meget hård, fordi ler og silt pakkes ind meliE[ 

sandkornene. 

Såbedets fysiske tilstand (strukturen) er lige så 

afgørende som jordtypen (teksturen). Såning eller 

plantning på den meget skorpede jord vil give 

dårlig etablering. Såning eller plantning i sand vil 

også give dårlig etablering. Ved græssåning i 

sand fremmes etableringen, hvis arealet tromles 

såvel før som efter græssåning. Muldjord giver 

bedst frøspiring og vækstbetingelser i det hele 

taget. 

Salt i jorden kan påvirke spiring og vækst på tre 

måder. 1) Ved formindsket vandoptagelse. Denne 

effekt er primært forbundet med det osmotiske 

tryk i jordvædsken. 2) Ved at forøge optagelsen af 

skadelige joner i en sådan mængde, at der opstår

Udsået i ren klitsand vokser Rødsvingel ganske udmærket, men Engrapgræs finder ikke fodfæste. 

en giftvirkning. 3) Ved direkte svidning af planterødderne. 

Jordens saltindhold fremgår af ledningstallet. 

Normal agerbrugsjord har et ledningstai 

på 1-1,5. Saltindholdet påvirkes let af nedbøren 

forstået på den måde, at saltindholdet hurtigt 

udvaskes med nedbøren. 

Skråninger i råjord kan ofte være belastet med 

blåler, Ferrosulfat (FeS04), som er en meget stærk 

plantegift, der gør planteetablering umulig. Inden 

etableringen forsøges, må Ferrosulfaten iltes til 

Ferrihydroxyd (Fe(OH)3). Denne iltning sker hurtigst 

ved jordbearbejdning eller ved tilsætning af 

melkalk (CaC03). 

Jordens fertilitet 

Til effektiv plantevækst behøver planterne 16 

g rundstoffer. Antallet kan endda forventes at stige. 

Af disse grundstoffer har planterne mere behov 

for nogle end for andre. Mangler nogle, eller 

forefindes de i utilstrækkelige mængder, kan der 

opstå vækstdepression eller mangelsygdomme, 

der kan være karakteristiske for det grundstof, 

som mangler eller er i underskud. På den anden 

side kan overskud af et grundstof forårsage en 

giftvirkning, som også kan give sig udslag i en 

vækstdepression. De enkelte grundstoffer må afpasses 

efter hinanden og må afpasses efter plantearten 

eller græsarten og hos græsarterne også 

indenfor de enkelte sorter. 

Jordens fertilitet er dens evne til at binde og 

frigøre plantenæringsstof, dens katjonbytnings- 

112 

evne. Som tidligere omtalt er katjonbytningsevnen 

knyttet til ler og humuskolloiderne. De vigtigste 

joner på kolloiderne er Ca++, Mg++, K+, Na+, 

NH4+, W og AI+++. Katjonbytningskapacitet i en 

jord er det totale indhold af ombyttelige katjoner, 

en jord kan indeholde, og det udtrykkes i mil 

Iiekvivalenter pr. 100 g jord. Et andet udtryk er 

basemætningsgraden, der udtrykker den procentdel 

af de negative ladninger, der ikke er kompenseret 

med W. En ideal jord er 80 pet. basemættet. 

Heraf er ca. 65 pet. Ca, 10 pet. Mg og 5 pet. K. 

Jo højere basemætning, desto højere pH og desto 

mere fertil jord. 

Jordens tekstur og fertilitet har stor indflydelse 

på plantevæksten. Rødsvingler og hvener trives 

bedst på sandjord. Engrapgræs trives kun på jord 

med mindst 3-4 pet. organisk materiale. 

Jordens reaktionstal, pH 

pH er et udtryk for jordens indhold af brintjoner. 

Dette indhold har stor indflydelse på mikroorganismernes 

enzymaktivitet og på planternes udvikling 

og omsætning. Ved lav pH-værdi dominerer 

svampeorganismerne omsætningen, hvilket ikke 

er nogen fordel, ved høj pH dominerer bakterierne 

omsætningen, hvilket må foretrækkes. Reaktionstallet 

spiller en stor rolle ved planternes optagelse 

af de forskellige gødningsstoffer, især erfosfatoptageisen 

meget influeret af pH. Reaktionstallet 

angives med tallene fra 0-14, neutralpunkt 7. Fra

0-7 sur reaktion fra 7-14 basisk reaktion. Det laveste 

reaktionstal i praksis er ca. 3,5 (målt i vand), det 

højeste ca. 8,5. Det mest passende reaktionstal for 

græsvækst er ca. 6,0-6,8. Bliver reaktionstallet for 

lavt, risikerer man angreb af forskellige plantesygdomme. 

Reaktionstallet kan variere fra top til 

bund på skråninger. 

Reaktionstallet kan forøges ved tilsætning af 

melkalk (CaC03) og formindskes ved tilførsel af 

pulveriseret svovl. 

Undersøgelser, der tager sigte på at konstatere 

planternes fordeling i henhold til jordens pHværdi, 

kan give mange værdifulde oplysninger og 

informationer, som skal anvendes på planeringsstadiet. 

De kan afsløre og indikere, hvilke græsarter 

der kan gro på den tilstedeværende jord og 

give orientering om, hvilke græsarter der kan 

blandes under de herskende forhold. 

Jorder med lav pH-værdi 

De dårligste jorder er hovedsagelig de gamle hedearealer 

og sandjordsarealerne, hvor pH-værdien 

ligger mei lem 4 og 5, og hvor indholdet af de 

vigtigste gødningsstoffer også er lavt. 

Et stort antal gødningsstoffer og potentielt giftige 

metaller viser opløselighedsændringer i takt 

med ændringer i pH. Det gælder især jern, mangan 

og aluminium, hvis opløselighed stiger ved 

faldende pH-værdi. Aluminium kan være lidt specielt, 

idet det også kan være opløseligt ved høj 

pH-værdi. Denne situation kan få konsekvenser 

for plantevæksten på arealer tilført puiveriseret 

flyveaske. Reaktionstallets påvirkning på plantevæksten 

formidles direkte eller indirekte gennem 

mineralgødningen. Generelt må man sige, at jord 

med lav pH-værdi forårsager en større række af 

stresssymptomer end basisk jord. Græsser, der 

findes på jord med lav pH, har generelt lav slidstyrke. 

Surhedskomplexet i jorden kan opsummeres på 

følgende måde: 

1. Direkte skader forårsaget af H-ionen (lav pH) 

(forekommer sjældent). 

2. Indirekte skader forårsaget af lav pH. 

a. Fysiologisk forringet optagelse af Ca, Mg og 

P. 

b. Forøget opløselighed (til giftvirkning) af AI 

Mn, muligvis jern og tunge metaller. 

c. reduceret tilgængelighed af P ved samspil 

med AI og Fe efter optagelse. 

d. formindsket optagelse af Molybdæn. 

3. Lav base status. 

a. Calciummangel. 

b. mangel på Mg, K og Natrium. 

4. Anormale biotiske faktorer. 

a. formindsket N-cirkulation og N-fixering. 

b. formindsket My aktivitet. 

c. forøget angreb af visse jordpathogener. 

5. Ophobning af organiske syrer eller andre toxiske 

stoffer på grund af ugunstige oxidationreduction 

forhold. 

Fosforsyreoptagelse 

lettest at optage 

H,P04- til HP04-- - 

sværest at optage 

PO,"- 

Større opløseligheden af Fe og AI ved lav pH 

giver udfældning af uopløselige fosfater omkring 

planterødderne. Det uopløselige Calciumfosfat 

ved høj pH forårsager P-mangel. 

Jorder med lav pH har ofte grov textur med stor 

udvaskning af Ca, Mg, K. 

På jorder med lav pH-værdi er Festuca ovina, 

Agrostis tenuis og Deschampsia flexuosa dominerende. 

På fugtige arealer erstattes Agros. tenuis 

af Agros\. ean. ean. Deschampsia flexuosa synes 

at have ret god tolerance mod aluminium. Er 

stærkt tuedannende. Agrostis tenuis er ofte 

pionerplante på gamle minearealer. 

Jorder med pH-værdi op til 

neutralpunktet 

Bevæger man sig ind på mere fertile jorder med 

stigende pH-værdi fra 5,5-7, optræder der en lang 

række af græsarter, som formindsker dominansen 

af Agrostis tenuis. De mere dominerende arter 

bliver Poa pratensis, Poa trivialis og Phleum. Lolium 

perenne forekommer ikke på arealer uden 

græsning eller klipning, hvis arealerne er over 20 

år gamle. Dets forbindelse med krav til fertil jord 

og intensiv pasning bringer græsset i harmoni 

med stor vækstrate og stort gødningsbehov. Dets 

betydning ved etablering af græs på extensiv arealer 

kan kun være indirekte. Det kan anvendes 

som ammegræs på ugødede, svagt sure eller 

svagt basiske jorder. Det etablerer sig hurtigt, men 

erstattes på extensiv arealer af de naturligt hjemmehørende 

græsser i løbet af et par år. I den nedre 

del af skalaen findes forskellige Festuca-arter. På 

de fugtigere jorder med pH omkring 6 findes ofte 

Agrostis stolonifera. 

De fleste planter har fysiologisk optima mellem 

pH 5 og 7, men den økologiske response-kurve 

kan godt vise noget andet. 

113

vis vpstående svingninger i klimaet, f.eks. tørke, 

varme, frost, stærk nedbør, kan være medbestemmende 

ved artsfordelingen og konkurrenceevnen 

mellem de forskellige græsarter. De klimatiske 

påvirkninger kan være meget komplexe, eftersom 

de påvirker hinanden på forskellig vis på 

forskellige stadier I plantens liv. På alle udviklingstrin 

er plantesamfundets plasticitet en genspejling 

af planternes genetiske konstitution. Som 

følge heraf er der en enorm variation af specier 

eller økotyper 'lndesluttet i de forskellige økosystemer. 

Alle fysiologiske processer I planten er i 

stor udstrækning påvirket af temperatur. Stigende 

temperatur øger alle de livsvigtige processer i 

planten. Temperatureffekten virker på såvel blade 

som rødder. Alle planter har tre kardinaltemperaturer: 

1. mindste effektive temperatur, som er den laveste 

temperatur, ved hvilken aktiv vækstforegår. 

2. optimaltemperatur, som er den temperatur, 

ved hvilken væksten er mest aktiv. 

3. maksimumtemperatur, som er den højeste 

temperatur, ved hvilken der er vækst. 

Der findes yderligere to kardinaltemperaturer, 

makslmaloverlevelsestemperatur og minimal 

overlevelsestemperatur. Disse to temperaturer er 

forbundet med tiden. 

Et givet græs kan overleve ekstremt høje temperaturer 

eller ekstremt lave temperaturer, men kun i 

minutter, ikke i timer. Kardinaltemperaturerne kan 

Ikke opgives nøjagtigt, da der findes mange variable 

faktorer, som har indflydelse herpå, f.eks. 

den relative fugtighed, planternes alder, tidspunktet 

på dagen og planternes ernæringstilstand. 

3. Biotiske forhold 

Lige siden bonden tog iandet I besiddelse for over 

5.000 år siden, har mennesket og dets husdyr øvet 

særdeles stor Indflydelse på plantesamfundets 

udvikling. Skove er forandret til marker, heder og 

overdrev. Naturen og plantevæksten har en enestående 

tilpasningsevne til de ændrede forhold. 

Et godt eksempel på de mange mere eller mindre 

kulturskabte plantesamfund har vi i vejskråninger 

og rabatter. 

Ældre vejkanter blev tilsået med en blanding, 

der bestod af 2.000 fioringræsfrø, 1.000 engrapgræsfrø, 

750 tlmothefrø, 420 alm. raigræsfrø, 400 

engsvingelfrø, 375 stivbladet svingelfrø, 250 hundegræsfrø, 

lait 5.200 frø pr. m 2 . 

Af de udsåede græsser findes der kun ca. 12 % 

tilbage. De øvrige græsarter, som udgør ca. 30 %, 

har aidrlg været udsået. Planter, der dækker ca. 

80 % af arealet, udgøres af arter, der er kommet af 

sig selv. 

Arterne kan Invadere arealet på følgende måde: 

1) Fra frøbanken i jorden. 

2) Ved vegetativ udbredelse (rhizomer, stoloner). 

3) Ved vindspredning. 

4) Dyrespredning, heftet på dyret. 

5) Dyrespredning, gennem fordøjelseskanalen. 

Undersøger man det reservoi r af spiredygtige frø, 

der findes I jordoverfladen 0-3 cm, finder man, at 

mange af de planter, som invaderer græsarealet, 

findes som frø i store mængder. Visse arter som 

f.eks. alm. ralgræs og fåresvingel, som ellers spiller 

en stor rolle på tilsåede arealer, findes ikke i 

frøbanken i jorden, 

Omhyggelige botaniske undersøgelser I marken 

medfører, at man kan specificere de 

minimumskrav, en plantestiiler til voksestedet i en 

livscyklus. Sammenlignelige undersøgelser giver 

større viden om de causale mekanismer, der ofte 

medfører store fejltagelser. Antallet af miljømæssigevariabler, 

der kan måles, er meget begrænsede. 

Nogle er ikke præcis målebare (f.eks. planternes 

gødningsoptagelse). På grænsen af plantesamfundene 

er ændringen af mange variabler 

korrelleret med ændringer I vegetationen. Mange 

miljømæssige ændringer forårsages af planterne 

og ikke af det omvendte forhold. Botaniske analyser 

på græsarealer anvendt til varierende formål, 

kan give mange interessante oplysninger om artssammensætninger 

og vækstforhold, herunder 

også spiring og tidspunkt for vækstens begyndelse 

om foråret og dens afslutning om efteråret. 

Fra disse undersøgelser kan man konstatere, at 

nogle af de græsarter, der anvendes på de Intensive 

sportspladser, slet Ikke findes på extensive 

arealer. 

Plantevæksten er meget begrænset af næringsmangel 

og Især af mangel på de vigtigste 

næringsstoffer N.P.K og Mg. Tillige med vandmangel 

deler næringsmangelen førstepladsen 

som begrænsende vækstfaktor. Sandjorder tenderer 

til at være næringsmanglende på grund af 

stor porøsitet og stor næringsudvaskning. 

Et naturligt græsareal eller en græsplæne er 

aldrig en monokultur med en enkelt græsart eller 

sort, men tværtimod en polykultur sammensat af 

flere græsarter, som er vævet tæt ind i hinanden, 

altid i konkurrence med hinanden eller I konkurrence 

med tokimbladede planter. En omhyggeligt 

udført botanisk analyse af græsset på forskellige 

jordbundstyper under forskellige gødnlngsforhold 

viser, at sammensætningen og repræsentationen 

af de forskellige græsarter varierer ganske 

115

2) Nogle variable faktorer er vanskelige at måle 

(f.eks. mineralgødningens tilgængelighed for 

planterne). 

3) Der kan gå ret lang tid, før ændringer i omgivelserne 

giver sig udslag i vegetationen. 

4) Der kan være stor forskel i tolerance mellem 

kimplanter og udgroede planter på forskellige 

forhold. Hvor plantefordelingen er bestemt af 

samspil mellem kimplanter og miljø, kan sammenligningen 

med miljø og de udgroede planter 

være misvisende. 

Visse planter findes i store mængder på jorder 

med visse bestemte kemiske egenskaber og i små 

mængder eller slet ikke på andre jordtyper. Ved 

botaniske undersøgelser finder man, at plantearterne 

og endog sorter inden for samme art varierer 

i krav til et bestemt mineral eller gødningsstof. I 

extreme situationer er det causale afhængighedsforhold 

mellem krav til et bestemt næringsstof og 

for plantefordelingen endog meget tydelig. I de 

fleste af disse tilfælde er nogle arter kun persistente 

i bestemte omgivelser eller i et bestemt 

miljø, medens andre arter selv i monokultur ikke 

er persistente, og kan bære tegn på mangelsygdomme 

eller måske forgiftningssymptomer. 

I et mindre extremt miljø kan alle græsarter gro i 

monokultur, men i polykultur eller i blanding med 

hinanden vil et stort antal forsvinde og blive erstattet 

med arter, som er bedre tilpasset det bestemte 

miljø. Det antages meget ofte, at konkurrenceevnen 

i en bestemt græsart er mere eller mindre 

proportional med produktionsevnen, og at effekten 

af en bestemt behandling kan udledes af konkurrenceevnen 

og af udbyttet af planten i monokultur. 

I andre tilfælde vil de mindstproduktive 

græsser tid efter anden blive dominerende. Under 

forhold med lav potentiale i miljøet vil de arter, der 

har lavest tilvækst eller udbytte, have en selektiv 

fordel. 

Man finder ofte korrellationer mellem jordens 

pH og plantehyppigheden, men det fører ikke til 

fuldstændig løsning af problematikken. Hvor man 

finder korrellation mellem hyppigheden og variation 

i omgivelserne, er der mange vanskeligheder 

ved at finde forklaringen på sammenhængen. 

Man må ikke glemme, at forholdet pH fordelingshyppighed 

er en kombineret effekt mellem jord, klima 

og biotiske faktorer. Man kan ikke direkte skelne 

mellem basebundsplanter og surbundsplanter. 

Der findes en kontinuerlig række af planter, som 

fordeler sig i jorden med varierende pH, Samtidig 

må man ikke glemme, at en experimentel isolering 

af en bestemt fysiologisk faktor i studierne over de 

økologiske forhold kan føre til misforståelser og 

fejltagelser, hvis resultaterne bedømmes kritikløst. 

Den økologiske amplitude af arter afhænger af 

den fænotypiske og den genetiske plasticitet og 

flexibilitet. Undersøgelser i forskellige græsarter 

viser, at der er stor artsforskel i reaktionen på 

varierende mængder af N.P.K. og Ca. Tunge metaller 

påvirker også græsarterne. De mest almindeligt 

forekommende metaller er bly, zink, kObber, 

nikkel, chrom, kviksølv og cadmium. Tilstedeværelse 

af blot et af disse metaller i koncentrationer 

udover spor kan udøve et selektivt tryk. 

Tunge metaller i giftige koncentrationer påvirker 

og ødelægger proteinmolekylerne og blokerer de 

enzymatiske processer. 

Udvalg for tolerance mod tunge metaller sker 

ret hurtigt, ofte i løbet af et år, inden for arter som 

alm. hvene, fåresvingel og vellugtende gulaks. 

Den fysiologiske responskurve viser, at planterne 

oftest gror bedst ved gennemsnitlige pHværdier. 

Det kan derfor være aktuelt at tilføre kalk 

for at højne pH-værdien. Man bør være opmærksom 

på, at det kan være vanskeligt at ændre pHværdien 

gennem længere perioder, hvis der ikke 

jævnligt tilføres kalk. Kalk skal, i den udstrækning 

det er muligt, blandes ned i jorden. 

På ugødede arealer er der bred variation i antal 

af tokimbladede arter på arealet. Der er sjældent 

nogen dominerende art. Vegetationen er lav, og 

det samlede grønmasseudbytte er lavt. Tilføres P. 

K Mg og Na uden N, øges mængden af bælgplanter, 

men vegetationen er stadig lav. 

Undersøger man den mekanisme, der kontrollerer 

antallet af arter pr. arealenhed, finder man at: 

1. Potentialet for stor artstæthed (= arter pr. m 2 ) 

korresponderer med et tørstofudbytte på 

350-750 g/m 2 pr. år plante + affald. 

2. Grænsen for udkonkurrering ligger ved ca. 750 

g tørstof pr. m 2 plante + affald. 

3. Det er muligt at forudsige de forhold, under 

hvilke forsøg på at udvide artstallet vil være en 

succes. 

4. Produktiviteten og artssammensætningen påvirkes 

ofte af Allolopathy. 

Tilførsel af P.K.N. Mg. - N fremmer bælgplantevæksten. 

Tilføres svovlsur ammoniak, forsvinder 

alle bælgplanter, og kun alm. hvene og rødsvingel 

bliver tilbage sammen med alm. syre og krybende 

potentil. Der udvikles ettyndt rodsystem og meget 

uomsat dødt materiale, der giver risiko for frostog 

tørkeskader. 

Tilføres lidt Fosfor, vandrer vellugtende gulaks 

ind, og syre forsvinder ud. 

Tilføres K + P + Na + (NH4)S04 ved lav pH, 

dominerer fløjelsgræs. 

Tilføres der kalk, kommer alle de værdifulde 

117

Tidsfaktor 

Giver man græsarealerne tid, og holder man dem 

fri for indflydelse fra mennesker og dyr, vil arealet 

vende tilbage til kratbevoksning og skov, arealet 

og samfundet degenererer. Man kan derfor nok 

ikke tale om naturlige græsarealer contra kunstige 

græsarealer. Alle græsarealer er kunstige i 

større eller mindre målestok. Man kan dele arealerne 

op i extensive og intensive græsarealer. 

Der er ingen skarp grænse mellem de to græstyper. 

Den ene type går gradvis over i den anden 

type. Den økologiske rækkefølge er basis i en sådan 

udvikling. 

Persistens i græsplæner 

Flere karakteristiske egenskaber, som er fordelagtige 

på intensive arealer, kan være uden exteninteresse 

eller endog være en ulempe på extensive 

arealer. God genvækst, som er grundlaget for 

slidstyrken på vore sportsplæner, er uden større 

betydning på extensive arealer. Produktion af 

græs i højden over 4--5 cm er derfor på extensive 

arealer uden større interesse. 

Andre egenskaber kan være nyttige på såvel det 

intensive som det extensive græsareal, der tænkes 

her især på genvækstpotentialet, dvs. græssernes 

evne til at brede sig ved rhizomer eller 

stoloner, hvorved der opstår en naturlig udbedring 

af de huller, der fremkommer på naturlig vis, 

sygdomme, frost, benyttelse osv. Bare pletter er 

potentielle områder for indvandring af ukrudt, der 

kan ødelægge den æstetiske værdi af arealet. 

Indvandring af naturligt hjemmehørende græsser 

i et areal med Lol. per. påvirker den botaniske 

sammensætning på arealet, ikke altid grønmasseudbyttet, 

men variationen i jorddækningen 

kan blive meget stor. I arealer med Lol. peren. kan 

der opstå situationer, hvor der er under 50 % 

dækning, medens der i f.eks. Agrostis tenuis ikke 

er bare pletter. Hastigheden, hvormed bestanden i 

en population ændres, er stor. Græsser som Lol. 

peren. og Dactylis. Glom. er ikke homozygoter, 

som kan reproducere den økologiske situation, 

hvori de som ikke tilpassede arter udsås. Selektionen 

finder sted allerede i kimplantestadiet. Ved 

lav pH spirer Dact. glom. dårligt. 

119

Græsarter og -sorter til plænebrug - Turfgrass

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?