Eva Axelsen - Psykoterapeutisk Workshop Syd

Stormøde d. 4.3 1995
NÅR LØSNINGEN BLIVER PROBLEMET
- FORSTÅELSE OG BEHANDLING AF PSYKISKE PROBLEMER
Foredragsholder: Eva Axelsen
Eva Axelsen er psykolog og 1. amanuensis ved Oslo Universitet med sideløbende privat praksis. Hun
har arbejdet 20 år inden for psykiatrien og har gennem 8 år været chefpsykolog på Ullevål Sykehus.
Eva Axelsen har skrevet adskillige artikler og flere bøger om psykoterapi. Bogen ”Tilbagerejsen” er
udkommet på dansk. Hun har i mange år arbejdet med individuel behandling af en lang række lidelser
ud fra en kommunikationsteoretisk forståelse.
Erik Bredtofts notater fra foredraget:
Eva Axelsens teoretiske grundholdning er den kommunikationsteoretiske med
inspiration fra fænomenologiske, ekspressivt og kognitivt orienterede
forståelsesrammer.
Forståelsesmåden
EAs forstår primært psykiske problemer som reaktioner på oplevelse af afmagt, som
kommunikation af afmagt. Afmagten udvikles på baggrund af 3 ingredienser:
1. oplevelsen af at være kontrolleret, 2 invaderet og 3 negligering af behov af en eller
flere, som opleves som stærkere. Dette indebærer bl.a., at man ikke synes, at man
har påvirkningsmuligheder. Alle 3 ingredienser forekommer i alle menneskers
baggrund, men forekommer de i for stærk grad, fører de til psykiske problemer. De
opstår sædvanligvis i barndommen i relationer og i en social kontekst, hvor én
opleves at have magten.
Irrationel skyld er et centralt tema i EAs forståelsesramme. Hvad enten man tager al
skyld ind (den depressive reaktion) eller skubber al skyld ud (paranoidt), drejer det
sig om en håndtering af skyld. Man ser ofte, at personen tager skylden for det, der
sker med vedkommende i en afmagtssituation. Ved at tage skylden på sig, tillægger
den afmægtige en vis styring i en umulig situation til sig selv. De psykiske problemer
er en ryggen-mod-muren løsning, hvor der opnås lidt mere kontrol og lidt mere
forudsigelighed. Der skabes en form for kontrol og mening. ”Hvis dette skyldes noget
ved mig, kan jeg måske gøre noget for at påvirke det.” Omkostningen er, at
selvbilledet går i stykker. EA trak her en parallel til barnets egocentriske
funktionsmåde, hvor det sætter sig selv i centrum i alvorligt truende situationer. Den
samme funktion ses også ved katastrofer, hvor overlevende ofte beretter om
irrationel skyldfølelse.
Psykiske problemer ses som mestringsreaktioner, som er løsningsforsøg, når de
opstår - en måde at gøre sig stærkere ved at beskytte sig mod andres påvirkninger.
Vanskelighederne melder sig imidlertid, når disse reaktionsmønstre automatiseres,
således de gentages uafhængigt af den aktuelle ydre situation. På sin vis står
personen stille på disse områder. De automatiske handlinger kan ses som stillbilleder.
I disse afmagtssituationer kan dissociering benyttes, hvor man som beskyttelse går
ind i en anden tilstand, hvor man enten ’går ud af sig selv’ eller ’langt ind i sig selv’.

Man melder sig ud af virkeligheden. ’Hvis du ikke kan gøre noget ved situationen,
kan du gøre noget ved dig selv’. Man gør sig utilgængelig for andre, men man mister
også tilgængeligheden til dele af sig selv. Evnen til at dele erfaringer og oplevelser
med andre formindskes, og der forekommer depersonalisationsoplevelser. Der ses
ofte forstyrrelse af opmærksomhed, perception eller hukommelse.
Højt dissociationsniveau ses ofte i familier med høj negligering af barnets behov.
Symptomerne har altid en mening, og også de psykotiske metaforer giver ofte tilgang
til meningen bag symptomerne.

Behandling
Et helt centralt forandringsarbejde er arbejdet med selvopfattelsen - finde mening og gøre
ufærdige konflikter færdige. Man søger at få fat i meningsindholdet, og der arbejdes mod
at komme væk fra at fokusere på det destruktive i de psykiske problemer. I stedet ses de
som løsningsforsøg. Det drejer sig om at få fat i deres indre logik og den styrke, de
repræsenterer. Det er nemmere at forstå symptomernes betydning, når de ses i et
livshistorie-perspektiv.
En væsentlig forandringsagent i terapi er accepten af sig selv og af symptomerne som
meningsbærende. Når du accepterer det, som er, forandrer det sig. Man kan ikke
acceptere det, der er meningsløst.
Et hjælpemiddel er at lave en anden udgave af livshistorien. For terapeuten er det
imidlertid væsentligt ikke at overtage historien. Den, der har historien, ejer den.
I dette arbejde samles opmærksomheden om, hvordan selvudviklingen er forløbet.
Terapeutens opgave er at komme med andre synsvinkler på historien. Kunsten er at se,
hvad der er bag modstand og symptomer, og få kontakt med det. EA leder ofte efter, hvad
klienten gjorde for at hjælpe sig selv, når hun gjorde, som hun gjorde.
Hun retter opmærksomheden på tegn på styrke og ressourcer, ikke i form af ros men som
hypoteser, som luftes. Fremtidsbilledet forarbejdes også.
Ved afslutningen af behandlingen fokuseres der på, hvad personen - set ud fra
livshistorien - har fået. Der er ikke et menneske, som ikke har oplevet noget godt.
Målet er, at barneperspektivet på livshistorien og på selvbilledet viger for et
voksenperspektiv.
I bogen "Tilbagerejsen" har EA sammen med en klient lavet en levende og grundig
beskrivelse af et terapiforløb med jordnære overvejelser over komplekse terapeutiske
problemstillinger.