Kirsten Seidenfaden - Psykoterapeutisk Workshop Syd

NOTATER FRA 29.02.08
DET LEVENDE PARFORHOLD
- FRA KONFLIKT TIL NY UDVIKLING I PARFORHOLDET
RELATIONSFOKUSERET TERAPI – TEORI OG PRAKSIS
Foredragsholder: Kirsten Seidenfaden
Kirsten Seidenfaden er privatpraktiserende psykolog og specialist i psykoterapi og supervision. Hun stiftede
i 1998 - og er leder af - Center for Relationsfokuseret terapi / Det Danske Imagoinstitut. Hun er medforfatter
til bogen ”Det levende parforhold” og er en efterspurgt foredragsholder
Erik Bredtofts notater fra foredraget:
Den relationelle forholdemåde og indstilling. Der sker ingen forandring, med mindre vi møder folk,
der hvor de er. Alle skal føle sig anerkendte i deres egen ret. Vi kan skabe et værdigt og ansvarligt
rum, hvor den anden kan være. At knytte an til den andens erkendelse er andet end anerkendelse.
Anerkendelse og værdsættelse. Anerkendelse er metaforisk at gå på besøg i den andens virkelighed.
KFS benytter sig her af metaforen at besøge den anden ved at gå over broen for at komme over til
den anden på den anden side af floden. Man kan stå på den ene side og råbe en anerkendelse, eller
man kan gå over broen til den anden. Man må være opmærksom på, hvor man er; er man på sin
egen side, eller er man på vej over broen. Når vi anerkender hinanden, går den ene over broen til
den anden og anerkender den virkelighed, der leves i ’dit land’ ud fra dit perspektiv. Når vi
værdsætter hinanden, så bliver vi på hver vores side af broen og taler til den anden, som står på den
anden side af broen, om hvad jeg værdsætter hos ham/hende set fra ’mit land’/set fra mit perspektiv.
Den anerkendende dialog. Den ene er i en lytte-position, den anden i en fortælle-position. Parret
holdes i en klar struktur. Der er spilleregler; den ene fortæller, og den anden lytter. Det primære er
at skabe tryghed, så de kan gør noget andet, end de plejer. Der gøres alt for, at der kan skabes
kontakt mellem parterne. Terapeuten har fokus på at få skabt kontakt med begge parter via at lytte,
empatisere, spejle og anerkende deres historie, så begge føler sig anerkendt hver for sig. Tempoet
sættes ned, der dvæles, og alle parter opfordres til at give sig god tid. Det er centralt, at
anerkendelsen kan mærkes i rummet.
Terapeuten spejler det, den anden siger med hele sin person, med hele kroppen som i kontakten med
et spædbarn. Personen skal opleve at ’den anden kan høre, se og forstå mig’. Dette er en stærkt
positiv oplevelse.
Det er lytterens ansvar at være opmærksom over for det, den anden siger, at være nærværende
gennem hele processen, at være nysgerrig over for den andens måde at opleve tingene på, at være
villig til at opleve den andens virkelighed og midlertidigt at afstå fra egne tanker og følelser, at være
ubetinget lydhør.
Det er fortællerens ansvar at tale om sig selv i jeg-form, at undgå kritik og nedgøring af partneren,
at udtrykke sig så kortfattet og præcist som muligt, at holde sig til fortællingen, at lytte til
modtagerens spejling uden at afbryde. Spørge til hvor lytteren er på broen. Er du løbet hjem til dig
selv. Hvor langt kan du komme over broen lige nu. Kan du holde ud at være herovre. Hvis der

kommer kritik, der forurener rummet, så kan en hjælpesætning være: ’når du gør sådan, så føler jeg
sådan’, eller ’det jeg hører, du siger’. Disse kan være en god hjælp især i starten.
Lytteren stimuleres til at forholde sig til fortælleren på en nysgerrig og inviterende måde. Hvis man
ikke kan finde mening i det udtrykte, så kan en respons være: ’hjælp mig med at forstå…’.
Fortælleren fortæller sin historie, og lytteren spejler, laver resume, anerkender og indføler.
Parforholdets udviklingsspiral omfatter forelskelsen og magtkampen. Magtkampen sikrer, at man
ikke forsvinder ind i den anden. Magtkampen kan resultere i det døende parforhold med parallelle
liv og skilsmisse. Så drejer det sig om at skabe en ny dialog, så parterne kan bevæge sig ind i det
levende parforhold. Parforholdet kan bevæge sig fra at være præget af impulsiv adfærd til
eftertænksom reflekteren, hvor der udvikles ny viden og forståelse og nye væremåder. Det kan føre
frem til det levende parforhold. Magtkampen slutter aldrig, og den er med til, at parterne føler sig
levende.
I terapien starter terapeuten altid en dialog med en værdsættelse. I en værdsættelse siger jeg noget
om det, jeg værdsætter ved den anden. Parret sættes i et stol over for hinanden, og de opfordres til at
lave en anerkendelse af den anden. Det at lytte til hinanden er det centrale.
Tryghed er en forudsætning for, at der kan ske en forandring. I det utrygge rum gør vi det, vi plejer.
Når vi bliver kritiske i relationen, så fastholdes den i status quo. Opmærksomheden rettes mod, om
man forurener eller gøder jorden i relationen. Parret opfordres til at fastholde øjenkontakten.
Man arbejder på, at broen bliver så kort som muligt. Vær opmærksom på, om den anden er parat til
at komme over broen. Begge har ansvar for, at der bliver en vekselvirkning.
Instruktioner til lytteren: Giv tid til at høre det, den anden siger. Vær fuldstændig koncentreret om
den anden, og vær indstillet på at sætte dit eget på stand by. Få sagt det, du er i tvivl om. Lav et
resume over det, du har hørt, den anden har sagt, og forhør dig om essensen heraf er i orden. Det
primære er at arbejde på at være til stede og lytte. Man behøver ikke at kloge den. I stedet spejles
det, den anden siger ord for ord. Lytteren er i gang med at lære den andens sprog. Bevar dig selv,
samtidigt med at du hører den anden.
Trygt tilknyttede har mødt en voksen, der har kunnet fastholde sig selv samtidig med, at denne har
kunnet være hos den anden, hos barnet; en person som har kunnet lave en god attunement.
Man trækker ikke bare en spejling ned over den anden, derfor spørger man om lov til at spejle. Man
kan høre på tonen, om spejlingen er der. Eksempelvis kan en mand opleve, at ægtefællen bliver
fattet og rolig, når hun bliver hørt. Så behøver hun ikke at presse på for at blive forstået bla ved at
tale endnu mere.
Vi fødes i forbundenhed, belastes i adskilthed og udvikles i gensidighed.
Har forælderens tilknytningsstil været forudsigelig og uopmærksom, så er barnet usikker tilknyttet,
afvisende og uforpligtet (skildpaddestil). Har forældrene været forudsigelige og opmærksomme, så
er barnet trygt tilknyttet. Har forældrene været uforudsigelige og opmærksomme, så er barnet
usikkert tilknyttet, ambivalent og omklamrende (blæksprutte stil). Har forældrene været
uforudsigelige og uopmærksomme, så er barnet desorganiseret.
Når vi er utrygge, så kommer vores overlevelsesstrategier frem; så gør vi, som vi plejer.
Tryg tilknytning indebærer en emotionel tilgængelig og responsiv mor, som fremmer barnets egne
målrettede intentionelle væremåder. Tryg tilknytning ser ud til at fremme selvrefleksivitet og
dermed selvafgrænsning. Forælderen giver barnet mere plads og mere tid til at repetere handlinger,
til at reflektere over egne tankeprocesser og til at bearbejde følelsesmæssige oplevelser. Børn kan
lettere regulere egne og andres følelser, når de er trygge.

Hos personer med den trygge tilknytningsstil finder vi et narrativ, som er farverigt og
sammenhængende. Hos den utrygt afvisende tilknytningsstil er narrativet blegt og
sammenhængende, og hos den utrygt ambivalente er narrativet farverigt men usammenhængende.
De blege sammenhængende historier har god forankring i det verbale, mens dem med de farverige
men usammenhængende historier er præget af det non-verbale. Disse processer udspiller sig i
parret. ’Vi konstruerer fortællingen om vores liv på grundlag af arten af de samspil, vi har haft med
andre’ (Daniel Stern). I terapi arbejder vi med det, vi gennem livet ikke har måttet være. Her kan
man holde fokus på affektiv afstemning, affektiv støtte, selektiv afstemning, fejlafstemning og
misafstemning – den sidste er en afstemning, der er præget af for meget og for lidt.
Autobiografisk integration. Historier er både noget, som bliver skabt af os, og som former, hvem vi
er. Ved at uddybe vores selvforståelse og ved at undersøge hændelser og mentale processer i vores
liv, vil vores selvbiografiske historier udvikles og vokse i omfang. Historier er vores sinds forsøg på
at finde mening i vores egen og andres righoldige indre verden (D.Siegel & M.Hartzell 2006).
Fonagys mentaliseringsbegreb kobler mentale begreber til det neurobiologiske. Mentalisering er en
aktivitet i sindet, hvorved et menneske gør brug af sin evne til at fornemme og danne sig realistiske
forestillinger om et andet menneskes mentale tilstande.
Frygtens veje i hjernen. Den lille klinge (jvf det lille gear på en cykel) er quick and dirty, og den går
uden om hjernebarken direkte fra sensorisk thalamus til amygdala. Den store klinge går fra
sensorisk thalamus via hjernebarken, inden der gives melding til amygdala. Denne bearbejdning er
langsom og præcis. Vi kan beslutte os til ikke at reagere quick and dirty.
Sam-mentalisering er forarbejdning via den store klinge. Parforholdet kører på the high road. Her
har begge parter aktiveret hjernebarken i den indbyrdes kommunikation. Det er lidt som ’te hos
kammerherreinden’; det er lidt kedeligt og uden det store knald på, og det er langsomt og præcist.
Når begge parter i parret ikke har aktiveret hjernebarken, så er der ikke sam-mentalisering men
sam-affekt. Her køres på den lille klinge, og parret kører på the low road. Det betegnes som
hundeslagsmålet, og samværet er quick and dirty. Denne fastlåsthed kan brydes ved, at den ene
holder, rummer og giver plads til, at den anden i en afgrænset periode kører på den lille klinge. Når
den, der er i affekten, kan rummes af den anden, så er der mulighed for, at denne igen kan komme
op på den store klinge og få aktiveret hjernebarken. Dette betegnes sam-mentaliseret affekt.
Udvikling af egenskaber i den trygge tilknytning ligner meget mål for terapi: kropsregulering,
afstemt kommunikation (indføling), emotionel balance, fleksible reaktioner, indsigt, empati,
modulering af angst, intuition og moralsk evne (D. Siegel 2007).
Settingen i Relations Fokuseret Parterapi. Parret sidder over for hinanden. Terapeuten sidder på
sidelinjen og fokuserer på processen bla med den anerkendende dialog. Terapeuten er ikke
problemløsende på indholdet og er ikke tolkende. Det er én terapeut, og tidsrammen er fra 90 min
til 3 timer (evt. hele dagen). Det er ofte 1½ time hver anden uge.
Det er den projektive proces i parret, der er i fokus, ikke projektionerne på terapeuten.
Det, der trigger os i parforholdet, er der, hvor vi er blevet såret i barndommen; men i RFP gås slet
ikke ind i indholdet heraf. Fokus er på parrets proces.
Problemer som borderline, angst, depression, ADHD og misbrug skal man være særligt
opmærksom på, fordi det kan være nødvendigt, at arbejdet hermed foregår individuelt. Det kan
nødvendiggøre en pause i parforløbet. Men parforløbet kan sagtens køre parallelt med individuel
behandling.

Bag enhver frustration ligger der en længsel. Når vi arbejder med længslerne, dukker
barndomstemaerne op. En, der har et umødt behov, har brug for at blive mødt. Den, der udløser
frustrationen, fanges i en gammel overlevelsesstrategi. Når vi begynder at give partneren det,
vedkommende længes efter, så sker der en masse.
Stil aldrig spørgsmål, fordi det ender i hovedarbejde og diskussion. Støt det, der er i forvejen. Gå
efter det, der giver kontakt og nærvær. Man kan fordybe processen hele tiden. Det anerkendende
fungerer først, når empatien er der. Tjek hele tiden den andens følelser. Gå helt ind i nuet.
Den anerkende dialog kan bruges i mange sammenhænge. I familiesamtaler bedes forældrene om at
spejle og anerkende børnene, men børnene bedes ikke om at anerkende og spejle forældre.
Unge gider ikke spejling; men de kan bruge anerkendelser. Den anerkende dialog kan bruges i
personaletræning. Arbejde med konflikt og frustration er nøglen til vækst.
Forandringsdialogen. Der startes op med en værdsættelse af den anden hver gang. Parterne
opfordres til at fortælle om deres ønsker. Der spørges til det tema, de hver for sig har til dagens
samtale. Når terapeuten ser længslen, trækkes overlevelsesstrategien frem, og herunder hvad
personen beskytter med overlevelsesstrategien. Få fat i barndomsmindet, lav en forældre/barndialog
feks med tom-stols-arbejde, rollespil eller en udforskning i ’min allerstørste længsel’. Få
grundigt formuleret, hvad det er, man gerne vil have. Det er svært at formulere og kræver tid.
Forandringsdialogen kommer oftest efter længere tid med spejling og anerkendelse. Parret
opfordres til at sætte tempoet ned og give plads til hinanden. Inviter den anden over broen, og giv
den anden tid til at komme over.
Lytteren kan sige, ’det jeg hører dig sige …., er det rigtigt?’. Fortælleren kan sige, ’det, du nogen
gange gør, gør …. ved mig’. Der laves resume, og den andens følelser tjekkes. Fortælleren
beskriver sine følelser, og lytteren spejler. Terapeuten spørger fortælleren, hvor de centrale følelser
kendes fra tidligere i livet. Få konkretiseret, hvordan livet var på det tidspunkt, og hvordan barnet
følte det. Få det gjort meget konkret. Lytteren spejler. Lytteren kan opfordres til at fortælle
fortællerens historie som et eventyr. Terapeuten inviterer lytteren til at gå ind i historien og feks
forestille sig, hvad lytteren ville have sagt til personerne. Få formuleret, hvad fortælleren kunne
have længtes efter. Få sat ord på det globale ønske. Herefter undersøges, hvad ønsket er til
ægtefællen. Når der udvikler sig en forståelse for ønsket, udmøntes det i ønsker til lytteren. Ønsket
gøres specifikt, konkret, målbart og ’positivt’ formuleret. Lytteren inviteres til at sige ja til et af
ønskerne. Ikke nødvendigvis det fortælleren ønsker mest, men det der også har betydning for
lytteren og for forholdet. Dialogen afsluttes med en værdsættelse. Terapeuten spørger til, om der er
feedback til ham/hende.
Parret lærer, at den ene kan være på den store klinge, mens den anden er på den lille klinge. De
støttes til at gå ind i kontakten i stedet for at forsvinde.
Bag forarbejdning af enhver frustration er der to gaver - en til hver. Giveren får mulighed for at
udfolde afspaltede sider, og modtageren bliver mødt, hvor denne altid har længtes efter at blive
mødt.