Kirsten Seidenfaden - Psykoterapeutisk Workshop Syd

Bag enhver frustration ligger der en længsel. Når vi arbejder med længslerne, dukker
barndomstemaerne op. En, der har et umødt behov, har brug for at blive mødt. Den, der udløser
frustrationen, fanges i en gammel overlevelsesstrategi. Når vi begynder at give partneren det,
vedkommende længes efter, så sker der en masse.
Stil aldrig spørgsmål, fordi det ender i hovedarbejde og diskussion. Støt det, der er i forvejen. Gå
efter det, der giver kontakt og nærvær. Man kan fordybe processen hele tiden. Det anerkendende
fungerer først, når empatien er der. Tjek hele tiden den andens følelser. Gå helt ind i nuet.
Den anerkende dialog kan bruges i mange sammenhænge. I familiesamtaler bedes forældrene om at
spejle og anerkende børnene, men børnene bedes ikke om at anerkende og spejle forældre.
Unge gider ikke spejling; men de kan bruge anerkendelser. Den anerkende dialog kan bruges i
personaletræning. Arbejde med konflikt og frustration er nøglen til vækst.
Forandringsdialogen. Der startes op med en værdsættelse af den anden hver gang. Parterne
opfordres til at fortælle om deres ønsker. Der spørges til det tema, de hver for sig har til dagens
samtale. Når terapeuten ser længslen, trækkes overlevelsesstrategien frem, og herunder hvad
personen beskytter med overlevelsesstrategien. Få fat i barndomsmindet, lav en forældre/barndialog
feks med tom-stols-arbejde, rollespil eller en udforskning i ’min allerstørste længsel’. Få
grundigt formuleret, hvad det er, man gerne vil have. Det er svært at formulere og kræver tid.
Forandringsdialogen kommer oftest efter længere tid med spejling og anerkendelse. Parret
opfordres til at sætte tempoet ned og give plads til hinanden. Inviter den anden over broen, og giv
den anden tid til at komme over.
Lytteren kan sige, ’det jeg hører dig sige …., er det rigtigt?’. Fortælleren kan sige, ’det, du nogen
gange gør, gør …. ved mig’. Der laves resume, og den andens følelser tjekkes. Fortælleren
beskriver sine følelser, og lytteren spejler. Terapeuten spørger fortælleren, hvor de centrale følelser
kendes fra tidligere i livet. Få konkretiseret, hvordan livet var på det tidspunkt, og hvordan barnet
følte det. Få det gjort meget konkret. Lytteren spejler. Lytteren kan opfordres til at fortælle
fortællerens historie som et eventyr. Terapeuten inviterer lytteren til at gå ind i historien og feks
forestille sig, hvad lytteren ville have sagt til personerne. Få formuleret, hvad fortælleren kunne
have længtes efter. Få sat ord på det globale ønske. Herefter undersøges, hvad ønsket er til
ægtefællen. Når der udvikler sig en forståelse for ønsket, udmøntes det i ønsker til lytteren. Ønsket
gøres specifikt, konkret, målbart og ’positivt’ formuleret. Lytteren inviteres til at sige ja til et af
ønskerne. Ikke nødvendigvis det fortælleren ønsker mest, men det der også har betydning for
lytteren og for forholdet. Dialogen afsluttes med en værdsættelse. Terapeuten spørger til, om der er
feedback til ham/hende.
Parret lærer, at den ene kan være på den store klinge, mens den anden er på den lille klinge. De
støttes til at gå ind i kontakten i stedet for at forsvinde.
Bag forarbejdning af enhver frustration er der to gaver - en til hver. Giveren får mulighed for at
udfolde afspaltede sider, og modtageren bliver mødt, hvor denne altid har længtes efter at blive
mødt.