Kirsten Seidenfaden - Psykoterapeutisk Workshop Syd

More documents

Recommendations

Info

kommer kritik, der forurener rummet, så kan en hjælpesætning være: ’når du gør sådan, så føler jeg sådan’, eller ’det jeg hører, du siger’. Disse kan være en god hjælp især i starten. Lytteren stimuleres til at forholde sig til fortælleren på en nysgerrig og inviterende måde. Hvis man ikke kan finde mening i det udtrykte, så kan en respons være: ’hjælp mig med at forstå…’. Fortælleren fortæller sin historie, og lytteren spejler, laver resume, anerkender og indføler. Parforholdets udviklingsspiral omfatter forelskelsen og magtkampen. Magtkampen sikrer, at man ikke forsvinder ind i den anden. Magtkampen kan resultere i det døende parforhold med parallelle liv og skilsmisse. Så drejer det sig om at skabe en ny dialog, så parterne kan bevæge sig ind i det levende parforhold. Parforholdet kan bevæge sig fra at være præget af impulsiv adfærd til eftertænksom reflekteren, hvor der udvikles ny viden og forståelse og nye væremåder. Det kan føre frem til det levende parforhold. Magtkampen slutter aldrig, og den er med til, at parterne føler sig levende. I terapien starter terapeuten altid en dialog med en værdsættelse. I en værdsættelse siger jeg noget om det, jeg værdsætter ved den anden. Parret sættes i et stol over for hinanden, og de opfordres til at lave en anerkendelse af den anden. Det at lytte til hinanden er det centrale. Tryghed er en forudsætning for, at der kan ske en forandring. I det utrygge rum gør vi det, vi plejer. Når vi bliver kritiske i relationen, så fastholdes den i status quo. Opmærksomheden rettes mod, om man forurener eller gøder jorden i relationen. Parret opfordres til at fastholde øjenkontakten. Man arbejder på, at broen bliver så kort som muligt. Vær opmærksom på, om den anden er parat til at komme over broen. Begge har ansvar for, at der bliver en vekselvirkning. Instruktioner til lytteren: Giv tid til at høre det, den anden siger. Vær fuldstændig koncentreret om den anden, og vær indstillet på at sætte dit eget på stand by. Få sagt det, du er i tvivl om. Lav et resume over det, du har hørt, den anden har sagt, og forhør dig om essensen heraf er i orden. Det primære er at arbejde på at være til stede og lytte. Man behøver ikke at kloge den. I stedet spejles det, den anden siger ord for ord. Lytteren er i gang med at lære den andens sprog. Bevar dig selv, samtidigt med at du hører den anden. Trygt tilknyttede har mødt en voksen, der har kunnet fastholde sig selv samtidig med, at denne har kunnet være hos den anden, hos barnet; en person som har kunnet lave en god attunement. Man trækker ikke bare en spejling ned over den anden, derfor spørger man om lov til at spejle. Man kan høre på tonen, om spejlingen er der. Eksempelvis kan en mand opleve, at ægtefællen bliver fattet og rolig, når hun bliver hørt. Så behøver hun ikke at presse på for at blive forstået bla ved at tale endnu mere. Vi fødes i forbundenhed, belastes i adskilthed og udvikles i gensidighed. Har forælderens tilknytningsstil været forudsigelig og uopmærksom, så er barnet usikker tilknyttet, afvisende og uforpligtet (skildpaddestil). Har forældrene været forudsigelige og opmærksomme, så er barnet trygt tilknyttet. Har forældrene været uforudsigelige og opmærksomme, så er barnet usikkert tilknyttet, ambivalent og omklamrende (blæksprutte stil). Har forældrene været uforudsigelige og uopmærksomme, så er barnet desorganiseret. Når vi er utrygge, så kommer vores overlevelsesstrategier frem; så gør vi, som vi plejer. Tryg tilknytning indebærer en emotionel tilgængelig og responsiv mor, som fremmer barnets egne målrettede intentionelle væremåder. Tryg tilknytning ser ud til at fremme selvrefleksivitet og dermed selvafgrænsning. Forælderen giver barnet mere plads og mere tid til at repetere handlinger, til at reflektere over egne tankeprocesser og til at bearbejde følelsesmæssige oplevelser. Børn kan lettere regulere egne og andres følelser, når de er trygge.
Hos personer med den trygge tilknytningsstil finder vi et narrativ, som er farverigt og sammenhængende. Hos den utrygt afvisende tilknytningsstil er narrativet blegt og sammenhængende, og hos den utrygt ambivalente er narrativet farverigt men usammenhængende. De blege sammenhængende historier har god forankring i det verbale, mens dem med de farverige men usammenhængende historier er præget af det non-verbale. Disse processer udspiller sig i parret. ’Vi konstruerer fortællingen om vores liv på grundlag af arten af de samspil, vi har haft med andre’ (Daniel Stern). I terapi arbejder vi med det, vi gennem livet ikke har måttet være. Her kan man holde fokus på affektiv afstemning, affektiv støtte, selektiv afstemning, fejlafstemning og misafstemning – den sidste er en afstemning, der er præget af for meget og for lidt. Autobiografisk integration. Historier er både noget, som bliver skabt af os, og som former, hvem vi er. Ved at uddybe vores selvforståelse og ved at undersøge hændelser og mentale processer i vores liv, vil vores selvbiografiske historier udvikles og vokse i omfang. Historier er vores sinds forsøg på at finde mening i vores egen og andres righoldige indre verden (D.Siegel & M.Hartzell 2006). Fonagys mentaliseringsbegreb kobler mentale begreber til det neurobiologiske. Mentalisering er en aktivitet i sindet, hvorved et menneske gør brug af sin evne til at fornemme og danne sig realistiske forestillinger om et andet menneskes mentale tilstande. Frygtens veje i hjernen. Den lille klinge (jvf det lille gear på en cykel) er quick and dirty, og den går uden om hjernebarken direkte fra sensorisk thalamus til amygdala. Den store klinge går fra sensorisk thalamus via hjernebarken, inden der gives melding til amygdala. Denne bearbejdning er langsom og præcis. Vi kan beslutte os til ikke at reagere quick and dirty. Sam-mentalisering er forarbejdning via den store klinge. Parforholdet kører på the high road. Her har begge parter aktiveret hjernebarken i den indbyrdes kommunikation. Det er lidt som ’te hos kammerherreinden’; det er lidt kedeligt og uden det store knald på, og det er langsomt og præcist. Når begge parter i parret ikke har aktiveret hjernebarken, så er der ikke sam-mentalisering men sam-affekt. Her køres på den lille klinge, og parret kører på the low road. Det betegnes som hundeslagsmålet, og samværet er quick and dirty. Denne fastlåsthed kan brydes ved, at den ene holder, rummer og giver plads til, at den anden i en afgrænset periode kører på den lille klinge. Når den, der er i affekten, kan rummes af den anden, så er der mulighed for, at denne igen kan komme op på den store klinge og få aktiveret hjernebarken. Dette betegnes sam-mentaliseret affekt. Udvikling af egenskaber i den trygge tilknytning ligner meget mål for terapi: kropsregulering, afstemt kommunikation (indføling), emotionel balance, fleksible reaktioner, indsigt, empati, modulering af angst, intuition og moralsk evne (D. Siegel 2007). Settingen i Relations Fokuseret Parterapi. Parret sidder over for hinanden. Terapeuten sidder på sidelinjen og fokuserer på processen bla med den anerkendende dialog. Terapeuten er ikke problemløsende på indholdet og er ikke tolkende. Det er én terapeut, og tidsrammen er fra 90 min til 3 timer (evt. hele dagen). Det er ofte 1½ time hver anden uge. Det er den projektive proces i parret, der er i fokus, ikke projektionerne på terapeuten. Det, der trigger os i parforholdet, er der, hvor vi er blevet såret i barndommen; men i RFP gås slet ikke ind i indholdet heraf. Fokus er på parrets proces. Problemer som borderline, angst, depression, ADHD og misbrug skal man være særligt opmærksom på, fordi det kan være nødvendigt, at arbejdet hermed foregår individuelt. Det kan nødvendiggøre en pause i parforløbet. Men parforløbet kan sagtens køre parallelt med individuel behandling.
Page 1: NOTATER FRA 29.02.08 DET LEVENDE PA

Kirsten Seidenfaden - Psykoterapeutisk Workshop Syd

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?