Latinsk tekst med dansk oversættelse (pdf)

Dies irae 1
Middelalderens verdensbillede
Hvor mennesket i den hedenske oldtid opfattede
historiens forløb som et kredsløb uden egentlig begyndelse
og afslutning, opfatter det kristne menneske
historien som et lineært forløb, der begynder med skabelsen
og afsluttes med dommedag.
Før skabelsen var der ingenting. I løbet af 6 dage
skabte Gud himmel og jord, dyrene og menneskene.
Men Adam og Eva trodsede Gud ved at spise af
Kundskabens Træ. Til straf blev Adam og Eva jaget ud
af Paradis, og alle deres efterkommere har arvet deres
syndige natur, man taler om arvesynden.
Til sidst fik Gud medlidenhed med menneskene og
sendte dem sin søn Jesus. Ved sin lydighed og korsdød
forsonede Jesus som et offerlam menneskene med Gud
Fader. Efter døden på korset genopstod Jesus af graven,
og han fór til Himmels 40 dage efter opstandelsen.
Men inden da havde han lovet sine disciple at
1 Dies irae, dies illa,
solvet saeclum in favilla
teste David cum Sibylla.
2 Quantus tremor est futurus,
quando iudex est venturus
cuncta stricte discussurus!
3 Tuba mirum spargens sonum
per sepulcra regionum
coget omnes ante thronum.
4 Mors stupebit et natura,
cum resurget creatura
iudicanti responsura.
5 Liber scriptus proferetur,
in quo totum continetur,
unde mundus iudicetur.
6 Iudex ergo cum sedebit,
quidquid latet, apparebit;
nil inultum remanebit.
7 Quid sum miser tunc dicturus?
quem patronum rogaturus?
Cum vix iustus sit securus.
Indledning
Dies irae
komme igen for at dømme levende og døde.
Den dag, Jesus kommer igen, kaldes dommedag.
Da skal de frelste vandre ind til det evige liv i det himmelske
Jerusalem, medens de dømte forvises til flammerne
i Helvede.
Dies irae
Dette verdensbillede kommer til udtryk i digtet Dies
irae, der tilskrives franciskaneren Thomas de Celano,
der levede omkring midten af det 13. århundrede.
Dies irae blev optaget i den katolske messe
(gudstjeneste) som en sequentia, en tekst, der synges
umiddelbart inden oplæsning af evangeliet før prædikenen.
Dies irae blev en fast bestanddel af requiemmesser,
messer for de afdøde, i den katolske kirke.
Vredens dag, hin dag,
skal opløse verden i gloende aske
medens David og Sibyllen er vidner.
Hvilken skælven vil der blive,
når dommeren skal komme
alt at dømme nøje!
Tubaen spreder sælsom lyd
gennem landenes grave for
at samle alle foran tronen.
Døden og naturen vil stivne,
når skabningen skal genopstå
for at svare dommeren.
Den skrevne bog skal føres frem
i hvilken alt er indeholdt;
ud fra den skal verden dømmes.
Når dommeren derpå tager plads,
vil alt det skjulte afsløres,
intet vil forblive ustraffet.
Hvad skal så jeg stakkel sige?
Hvilken patron påkalde,
når næppe den retfærdige er sikker?

Dies irae 2
8 Rex tremendae maiestatis,
qui salvandos salvas gratis,
salva me, fons pietatis!
9 Recordare, Jesu pie,
quod sum causa tuae viae,
ne me perdas illa die.
10 Quaerens me sedisti lassus;
redemisti crucem passus;
tantus labor non sit cassus!
11 Iuste iudex ultionis,
donum fac remissionis
ante diem rationis!
12 Ingemisco, tamquam reus;
culpa rubet vultus meus;
supplicanti parce, Deus!
13 Qui Mariam absolvisti,
et latronem exaudisti,
mihi quoque spem dedisti.
14 Preces meae non sunt dignae,
sed tu bonus, fac benigne,
ne perenni cremer igne!
15 Inter oves locum praesta,
et ab haedis me sequestra
statuens in parte dextra.
16 Confutatis maledictis,
flammis acribus addictis,
voca me cum benedictis.
17 Oro supplex et acclinis,
cor contritum quasi cinis,
gere curam mei finis.
18 Lacrimosa dies illa,
qua resurget ex favilla,
iudicandus homo reus.
19 Huic ergo parce, Deus,
Pie Iesu Domine,
dona eis requiem.
Amen
Frygteligt høje konge og majestæt,
som frelser synderen ved din nåde,
frels mig, du godheds kilde!
Husk, gode Jesus,
at jeg er årsag til din vej,
fortab mig ikke hin dag!
Træt sad du, medens du søgte mig,
du frelste mig ved at tåle korset;
må så stor indsats ikke være forgæves!
Hævnens retfærdige dommer,
giv tilgivelsens gave
førend regnskabets dag!
Jeg sukker som en forbryder,
mit ansigt rødmer af skyld;
skån, Gud, den bønfaldende!
Du, som tilgav Maria,
og bønhørte røveren,
har også givet mig håb.
Mine bønner er ikke værdige,
men du gode, gør velvilligt
at jeg ikke brændes i evig ild!
Giv en plads blandt fårene,
og adskil mig fra bukkene,
mens du stiller mig på højre side.
Når de forbandede er afvist og
overgivet til heftige flammer,
hidkald mig med de velsignede.
Jeg beder bønfaldende og nedbøjet,
mit hjerte er knust som aske,
drag omsorg for min afslutning!
Hin dag bliver tårefuld, hvor
det skyldige menneske skal genopstå
fra gloende aske for at dømmes.
Gud, skån altså dette menneske,
gode Herre Jesus,
giv dem hvile.
Amen
BJ / 3. marts 2000