Læs et uddrag

Joakim Garff
Historien om
Kierkegaards forlovede
og Schlegels hustru

Joakim Garff
Historien om
Kierkegaards forlovede
og Schlegels hustru
GADS FORLAG

Forord
Gik man ud ad Nørrebro, laa dér et Hus, paa hvis første Sal
man var velkommen (...). Husets Herre var en slank og stille
Mand, der altid tog sig ud og altid var værdig; han havde
beklædt en høj Embedsstilling med Ære. Fruen havde i
sin Ungdom været meget indtagende, var endnu som ganske
ung bleven hvidhaaret, og var nu smuk med snehvide Lokker
til det friske Ansigt. Hun var for mig som usynligt mærket;
thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand.
Hun viste sand Velvilje, hjertelig Imødekommen. Men Udbyttet
ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun altfor
selskabeligt urolig. Naar Huset havde Modtagelsesaften,
blev hun ikke længe nok staaende ved nogen Gruppe til ordentlig
at opfatte, hvorom der blev talt. Efter et Minuts Forløb
ilte hun hen i Salens andet Hjørne, sagde dér et Par Ord,
hørte med et halvt Øre Samtalens Genstand, og gik videre
med at sørge for Theen.
Således skriver Georg Brandes i et tilbageblik på nogle uforglemmelige
sammenkomster hos ægteparret Schlegel i deres hjem på Nørrebrogade
8. Brandes var dengang bare 25, men havde alle dage øjnene
med sig og har da også hin aften i de schlegelske stuer indfanget
nogle karakteristiske træk ved værtsparret – set udefra. Johan Frederik
Schlegel er den diskrete, afdæmpede og korrekte vært, der bevarer
overblikket, roen. Hans hustru, Regine Schlegel, er anderledes
tvetydig, der er ligesom noget sfinksagtigt over hende, men tillige
noget dragende og fristende, for hun har været genstand for Kierke-
9

gaards kærlighed og er derfor, hvad Brandes kalder usynligt mærket.
Formuleringen, usynligt mærket, er velvalgt, men angiver også i
al sin modsætningsfyldthed, at Brandes havde ventet at møde Kierke
gaards yndige ungdomskæreste, men i stedet blev modtaget af
Schlegels lovformelige hustru, der med snehvide lokker gik belevent
omkring og skænkede te. Som så mange før og siden har Brandes
sikkert håbet, at Regine ville åbne en dør bare lidt på klem ind
til sin spektakulære fortid, så Brandes derigennem kunne komme
den røde tråd i den kierkegaardske labyrint noget nærmere. Men
han skuffes, Brandes, mærkbart endda, fordi den kvinde, som ligger
inde med uvurderlig viden om mennesket bag geniet, minsandten
selv er en gåde, en flygtig og uindfangelig figur, der ikke under sig
den fornødne ro til at lytte eller samtale, men uden videre varsel bryder
ud af sin gruppe, fordi hun åbenbart har travlt med at være alle
mulige andre steder end lige netop dér, hvor Brandes står og tripper
med sine brændende spørgsmål.
Hvad den videbegærlige Brandes bragte med sig hjem fra sammenkomsterne
i hjørnehuset derude på Nørrebro, ved vi ikke; heller
ikke ved vi, om han har betroet Regine, at han i længere tid havde
beskæftiget sig indgående med Kierkegaards skrifter og gik med
planer om at forfatte en biografi om manden og derved umuligt
kunne undgå at komme ind på det højspændte drama, som deres
passion for hinanden ikke bare udviklede sig til, men ret beset vedblev
at være.
Hvor unge Brandes forgæves forsøgte at fange fru Schlegels opmærksomhed,
kom jeg for alvor i berøring med Regine som følge
af en række tildragelser, der var så lykkelige, at nemesis formentlig
før eller siden begynder at røre på sig: En sensommeraften i 1996
befandt jeg mig i den lille lollandske by Søllested, hvor jeg havde
holdt foredrag om Kierkegaard for højskolens elever og de interesserede
i lokalområdet. Ved det efterfølgende kaffebord blev jeg anbragt
over for et velbevaret ældre ægtepar, hun med en sirligt arrangeret
frisure, der indrammede et par livfulde øjne, han stilfærdigt
10

smilende og ulasteligt iført butterfly og en dybblå, nypresset blazer
med blanke messingknapper. Kvinden viste sig at være et barnebarn
af Regines storesøster Cornelia og fremsatte uden videre varsel
et tilbud, der fik mig til at forstumme og mærke en slags ildtunger
ved tindingerne: Hvis det kunne have min interesse, var jeg mere
end velkommen til at læse de mere end hundrede breve, som Regine
havde vekslet med Cornelia under sit ophold i Dansk Vestindien,
hvor hendes mand havde beklædt stillingen som guvernør i en femårig
periode. Om jeg var interesseret?
En uges tid senere havde manden med butterfly og blå blazer
været forbi mit kontor og på skrivebordet anbragt en prunkløs papkasse,
hvori der engang havde været varer, som ifølge de mørkegrønne
typer på kassens låg burde opbevares ved minus 18 grader,
men nu rummede de breve, som Regine havde siddet og skrevet til
sin yndlingssøster i sitrende tropevarme på den anden side af kloden.
Papkassen bekræftede således på det snurrigste den mistanke,
som Kierkegaard forelægger sin læser i forordet til Enten–Eller: At
det indvortes ikke altid er det udvortes og det udvortes derfor heller
ikke altid det indvortes.
I kassen befandt sig en mængde nyere C5-kuverter forsynet med
årstalsangivelser, der strakte sig fra 1855 til 1878. Nede i kuverterne
gemte sig nogle små konvolutter, som med sirlig hånd var stilet til
»Regina Schlegel. Sankt Croix«. De frimærker, der skulle bringe brevene
vidt ud i verden, var alle blevet klippet bort, formentlig af en
lidt for entusiastisk filatelist. I de fleste tilfælde manglede dog også
konvolutterne, hvorfor brevene blot var holdt sammen af et stykke
kvadreret, træholdigt papir, som man kender det fra skoletidens billige
kollegiehæfter. Brevene var skrevet på det tyndeste tynde papir,
gerne gråligt eller let blåligt, og bar tydelige spor af at være foldet
et par gange, før det af de skrivetrætte fingre var blevet fiflet ned i
konvolutten.
Efterhånden som jeg fik stunder til at sysle med de skrøbelige
dokumenter, der i de ledige aftentimer ét for ét kom op af kassen, begyndte
Regine og Cornelia at genopstå fra brevenes tyste rige sammen
med de mennesker og miljøer, der omgav dem. Regine efter-
11

lod sig ingen dagbog, så ville man vide, hvem hun var, har man
enten måttet forlade sig på Kierkegaards karakteristikker eller forsøge
at sammenstykke et portræt på baggrund af de bemærkninger,
som hun fremsatte efter sin ægtefælles bortgang i 1896, hvor hun
alias »Geheimeraadinde Schlegel« udtalte sig et par gange om sin
for lovelse med Kierkegaard, men diplomatisk indskrænkede sig til
at repetere den officielle version af historien. Mellem den purunge
Regine Olsen og den aldrende »Geheimeraadinde Schlegel« ligger
rundt regnet seks årtier. Det var dem, disse ukendte årtier, jeg nu
havde fået adgang til.
Den verden, som Regine trak med sig ind på mit skrivebord,
var i flere henseender fremmedartet, måske ikke mindst geografisk.
Dansk Vestindien var for mig et terra incognita, et ukendt land, som
jeg betrådte med eventyrerens uforbederlige nysgerrighed, men absolut
også med den periodiske svimmelhed, som fornemmelsen af
tabt orientering og gyngende grund under fødderne kan afstedkomme.
De tre små øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, der var
i dansk besiddelse frem til 1917, indgår i en lige så dramatisk som
problematisk kolonihistorie, hvor slavehandel, pirateri, korruption,
giftmord og dødelige sygdomme som gul feber og kolera hørte til
dagens uorden. At øerne alt dette til trods kaldes for noget så uskyldigt
som Jomfruøerne, kan virke ironisk, men skyldes først og fremmest
deres paradisiske uberørthed, som også fortryllede Regine, når
hun fra en kridhvid strand badede i en lille bugt eller fra en hesteryg
beundrede øens eruptive frodighed i de medgørlige morgentimer,
før tropevarmen for alvor satte ind, eller et uvejr pludselig lod sig
ane i det fjerne ude over den azurblå flade.
Regines møde med den vestindiske virkelighed blev lige dele
naturchok og kulturchok, men nok især det sidste, fordi hun skulle
optræde i rollen som koloniernes førstedame og reelt rangerede
lige under Danmarks dronning med de materielle velsignelser og
selskabelige forbandelser, det nu engang indebar. Ikke mindre kompliceret
var den daglighed, der ventede guvernør Johan Frederik
Schlegel, som ikke bare overtog Peter von Scholtens imposante palæ,
12

men også ansvaret for den vestindiske administration, der efter von
Scholtens proklamation af slavernes frihed i 1848 var mere kompliceret
end nogensinde tidligere, mærket som den var af økonomisk
krise og reformer inden for retspleje, fattigkasse og skolevæsen.
Hovedpersonen i denne bog er lige så meget den pige, der et års tid
var forlovet med Søren Kierkegaard, som det er den kvinde, der i
mere end en menneskealder var gift med Johan Frederik Schlegel.
Bogen handler derfor – også – om det liv, der ventede Regine på den
anden side af Kierkegaard, den følger hendes gøren og laden, indkredser
stemninger og tilstande og fortæller derigennem hverdagshistorier
fra en svunden tid. Som det tit er i en scene fra dagligdagen,
at et menneskes livssyn manifesterer sig, således aftegner individets
karakter sig undertiden tydeligst i relationen til andre. Regines verden
er en sådan relationel verden, fyldt med venner og bekendte og
elskede og savnede og ilde lidte. Men først og sidst er det en verden,
der opretholdes af forholdet til familien, søstrene og brødrene og
disses ægtefæller, som Regine på det livligste korresponderer med,
og var denne bog en roman, hvad den ingenlunde er, kunne man
måske lige frem overveje at kalde den for en slægtsroman.
Stillet over for et så righoldigt materiale nødsages man naturligvis
til at være selektiv, hvad jeg føler mig overbevist om, at Regine ville
have bifaldet. Ikke alt i et brev kan være lige interessant, og jeg
har ladet det i mine øjne mindre vedkommende ligge. Efter bedste
evne har jeg forsøgt at repræsentere Regine og altså bestræbt mig på
at finde og fremstille så mange sider af hendes væsen som muligt,
så hun ikke bare – nok en gang – bliver en dekorativ porcelænsfigur
uden noget indeni, men den kvinde af kød og blod og meninger og
begæringer, som hun var i virkeligheden. Jeg er mig fuldt bevidst, at
det er mig, der i adskil lige sammenhænge fungerer som scenograf,
og som fra tid til anden har anbragt kulisserne, så Regine kan agere
og begribes på en meningsgivende baggrund, men en sufflør, der tilhviskede
hende alternative replikker, har jeg ikke været. Jeg har med
andre ord aldrig digtet hen over kendsgerningerne, endsige imod
13

dem, men respekteret, at det foreliggende materiale nu engang var,
som det var, at det talte, når det talte, men også tav, når det tav.
Regine skriver med det, man i fagkredse kalder ‘latinsk hånd’, hvilket
vil sige, at hendes håndskrift minder meget om vores og derfor
er relativt let at læse. Befordrende for læsbarheden er det også, at
brevene rummer påfaldende få rettelser, tilskrivninger eller udblækkede
linjer. Kun i særlige tilfælde har jeg indsat et manglende ord eller
et tegn for at lette læsningen, ligesom jeg enkelte steder har bragt
en forklarende kommentar til dette eller hint. Tilføjelser af den art
figurerer inden for en skarp parentes og er med tegnet ɔ: markeret.
Understregninger i brevene er gengivet ved kursiv. Jeg har bevaret
den enkelte brevskrivers bogstavering og tegnsætning og kun i helt
evidente tilfælde foretaget stiltiende rettelser.
Cornelias håndskrift er anderledes vanskelig end Regines, ikke
blot fordi den er gotisk eller det, vi kalder ‘krøllet’, men blækket er
desuden visse steder så bleget, at ordene nærmest er blevet borte
og derved konfronterer eftertidens læsere med regulære betydningshuller
i teksten. Af helt uvurderlig betydning var det derfor, at cand.
phil. og ph.d. Anne Mette Hansen tilbød at transskribere Cornelias
breve, hvad hun ikke bare har gjort kyndigt og samvittighedsfuldt,
men også med en indlevelse, der animerede mig til at fortsætte det i
perioder noget uoverskuelige arbejde.
Det er næppe nødvendigt at nævne, at jeg ikke på nogen måde er
ekspert i vestindiske forhold og derfor står i stor og dyb gæld til den
litteratur, der i tidens løb er skrevet om øerne. At jeg selv fik mulighed
for at besøge de gamle kolonier, skyldes en velvillig bevilling
fra Gads Fond, hvad jeg gerne her på det hjerteligste vil takke fonden
for. Besøgets ekstraordinære vellykkethed skyldtes navnlig forfatteren
Nina York, der ikke bare veloplagt viste mig rundt på Sankt
Croix og generøst delagtiggjorde mig i sin vidtstrakte viden om øernes
historie, men også introducerede mig til en række personer, hvis
faglige kompetencer på forskellig vis er kommet bogen til gode. Jeg
vil således gerne takke historikeren Michael Sheen og hans hustru
14

Jane, der åbnede deres hjem for mig og viste mig deres enestående
samling af stereoskopiske billeder eller stereographs, hvoraf flere bliver
gengivet i det følgende. Tak skylder jeg også historikeren George
Tyson og hans danske hustru Camilla, der en mild majdag modtog
mig i deres hus i Cane Garden, hvor de dels gav mig indblik i deres
registrant af de sortes historie, dels fik udvirket, at jeg kunne komme
indenfor i Schlegels imposante sommerresidens, der i dag ejes af
Richard H. Jenrette, hvis imødekommenhed jeg sent skal glemme.
Tilsvarende uforglemmeligt blev besøget hos Arnold R. Highfield og
hans hustru Shirley, der over en frokost besvarede en række af mine
spørgsmål. Tak til Myron Jackson og Ronald Lockhart på Sankt Thomas
og til David Knight og Eleanor Gibney på Sankt Jan. Hver især
og sammen har de bekræftet, at den legendariske vestindiske gæstfrihed
lever i bedste velgående.
Jeg vil endvidere gerne rette en hjertelig tak til Agnete og Torben
Tryde, ægteparret fra Søllested, fordi de dengang så suverænt tillidsfuldt
betroede mig brevvekslingen mellem Regine og Cornelia.
Efter ægteparrets død har jeg bevaret forbindelsen til deres døtre,
Ingeborg Tryde og Eva Toussieng Tryde, der med interesse og velgørende
langmodighed har fulgt bogens tilblivelse. Tak til Poul Erik
Olsen, chefkonsulent ved Rigsarkivet, og til Anne Walbom, formand
for Dansk Vestindisk Selskab, for deres kritiske og kompetente gennemlæsning
af manuskriptet. Tak til cand.mag. Signe Haubroe Flygare
for hjælp med arkivstudier. Flere af mine venner og bekendte og
andre kompetente, der i tidens løb har gennemlæst større eller mindre
partier af manuskriptet, vil jeg gerne takke for værdifulde råd
og vink. Jeg vil blot nævne dem ved deres navn, idet vi så sjældent
benytter vores akademiske titler, når vi mødes: Peter Alberg Jensen,
Jesper Brandt Andersen, Håkon Harket, Thor Arvid Dyrerud, Steen
Tullberg og Ulrik Høy. En særlig tak skylder jeg Gads Forlag. Tak til
projektleder Henrik Sebro, som med sikker hånd har holdt mig til
ilden og i ørerne, og til Ulrik Hvilshøj, der som bogens redaktør har
lagt velgørende lystighed for dagen og udvist et beundringsværdigt
overblik. Tak til Erhard Bruun, fordi han så beredvilligt lod mig affotografere
sit miniaturemaleri af Regine, samt til Hans Fonsbøll og
15

Erik Fonsbøll for deres store hjælpsomhed og lånet af Emil Bærentzens
Regine-tegning. Tak til min søn Adam Garff for hans fine affotografering
af manuskripter og billeder til bogen.
»Gud har givet mig Kraft til at kunne existere som en Gaade«, bemærker
Kierkegaard i sin dagbog fra 1849 og får dermed tilkendegivet,
at gåder ikke bare er til for at blive gættet, men i visse tilfælde
skal forblive gåder og netop henter deres »Kraft« fra denne vedvarende
ugættelighed. Regines gåde hedder denne bog, blandt andet
fordi dens kvindelige hovedperson angiveligt ikke kommer til nogen
endegyldig forståelse af den »Kraft«, der udgik fra hendes ungdoms
kærlighed, men tværtimod med tiden drages mere og mere
i dens retning. Og det er mere arten og omfanget af denne dragning
end gådens løsning, der ligger mig på sinde, ikke den definitive
diagnose, men snarere de symptomer på en langvarig amourøs
feber, der prægede forholdet.
Det er med lige dele lettelse og vemod, at jeg afslutter det foreliggende
arbejde. »Nulla dies sine linea«, skriver Kierkegaard et sted,
ingen dag uden en linje. Jeg har i lange tider kunnet sige: »Nulla dies
sine Regina«, ingen dag uden Regine. Min hustru Synne har tålmodigt
affundet sig med min årelange passion og set igennem fingrene
med mit evindelige natteroderi, hun har lagt øre til mine mange
monologer, læst adskillige versioner af manuskriptet og bidraget til
talløse forbedringer samt ikke færre forkortelser. Denne vedholdenhed
er jeg hende – også – dybt taknemmelig for. Hvad der må have
forputtet sig af fejl og ufuldstændigheder, påtager jeg mig naturligvis
det fulde ansvar for.