Læs et uddrag

Erik Fonsbøll for deres store hjælpsomhed og lånet af Emil Bærentzens
Regine-tegning. Tak til min søn Adam Garff for hans fine affotografering
af manuskripter og billeder til bogen.
»Gud har givet mig Kraft til at kunne existere som en Gaade«, bemærker
Kierkegaard i sin dagbog fra 1849 og får dermed tilkendegivet,
at gåder ikke bare er til for at blive gættet, men i visse tilfælde
skal forblive gåder og netop henter deres »Kraft« fra denne vedvarende
ugættelighed. Regines gåde hedder denne bog, blandt andet
fordi dens kvindelige hovedperson angiveligt ikke kommer til nogen
endegyldig forståelse af den »Kraft«, der udgik fra hendes ungdoms
kærlighed, men tværtimod med tiden drages mere og mere
i dens retning. Og det er mere arten og omfanget af denne dragning
end gådens løsning, der ligger mig på sinde, ikke den definitive
diagnose, men snarere de symptomer på en langvarig amourøs
feber, der prægede forholdet.
Det er med lige dele lettelse og vemod, at jeg afslutter det foreliggende
arbejde. »Nulla dies sine linea«, skriver Kierkegaard et sted,
ingen dag uden en linje. Jeg har i lange tider kunnet sige: »Nulla dies
sine Regina«, ingen dag uden Regine. Min hustru Synne har tålmodigt
affundet sig med min årelange passion og set igennem fingrene
med mit evindelige natteroderi, hun har lagt øre til mine mange
monologer, læst adskillige versioner af manuskriptet og bidraget til
talløse forbedringer samt ikke færre forkortelser. Denne vedholdenhed
er jeg hende – også – dybt taknemmelig for. Hvad der må have
forputtet sig af fejl og ufuldstændigheder, påtager jeg mig naturligvis
det fulde ansvar for.