'Perkere og andet godtfolk' [PDF] - Center for Kunst & Interkultur

af deres hudfarve. Dermed bliver ‘DAEEH’erne’ naturligvis
synliggjort – hvilket ifølge bl.a. Erik Clausen som nævnt kan
være en positiv ting – men de bliver samtidig fastholdt i en
identitet som ‘fremmede’, der skiller sig ud i det danske
samfund.
Hassan Preisler, der spillede grønt cykelbud i Preben
Lorentzens Grønne hjerter (2006), slår på den baggrund til lyd
for det, han kalder ‘farveblind casting’, for, som han siger:
Eksistensen, følelseslivet og personligheden i perker-roller
er alene farvet af etnicitet. De fleste problemer her i livet
er imidlertid ikke defineret af hudfarve, men opstår ved
relationer med andre mennesker. Kærlighed, had, sorg,
vrede og forelskelse er følelser, som ikke har en skid med
hudfarve at gøre. Følelser er heldigvis farveblinde! (cit.
Schmeichel 2006: 13-14)
Netop Grønne hjerter er et eksempel på en sådan farveblind
film. Preisler spiller her Epo, der tydeligvis er lidt mørkere i
huden end sine to cykelbud-kolleger Farfar og Dingo. Men det
spiller ingen rolle for venskabet mellem dem, og følgelig er det
heller ikke noget, der lægges vægt på i filmen. Tilsvarende i
Råzone (Christian E. Christiansen, 2006), hvor Shaid (Murad
Mahmoud) er en del af det rå og ubarmhjertige teenagemiljø på
lige fod med sine lysere kammerater. Ingen tager notits af, at
han er 2.G’er – ej heller filmen. Og i Birgitte Stærmoses
novellefilm Istedgade (2006) er Janus Nabil Bakrawi bare Mark,
der arbejder på café og er forelsket i Ida, som ikke kan finde ud
af sine egne følelser.
I overensstemmelse med den ironiske tilgang, der
kendetegner en stor del af de nyere danske film, kan der
naturligvis også leges med den stereotype ‘etniske casting’.
Som det for eksempel sker i I Kina spiser de hunde. Dejan
Cukic, som ellers har gjort det mest i ‘etniske’ roller – f.eks.
som Drago i Bella, min Bella og, ikke mindst, som serbisk
lejemorder på fatwa-opdrag i Danmark i tv-serien Den serbiske
dansker (Jacob Grønlykke, 2001) – spiller her Arvid Blixen,
verdens kedeligste bankmand (hans kæreste har hørt
“pollental, der var sjovere”). Længere fra stereotypen om den
sexede og/eller kriminelle indvandrer kommer man næppe.