En analyse af gylp fra hvid stork Ciconia ciconia i Danmark

Diskussion
Det er velkendt, at storken har været i
konstant tilbagegang i Danmark over
en meget lang periode (Skov, 2003) .
Fra tusindvis af storkepar i 1800-tallet
gik bestanden ned til hundredvis i
begyndelsen af 1900-tallet og dykkede
gradvist ned imod nul, efterhånden som
vi nærmede os årtusindskiftet, hvor den
hvide stork ophørte med at yngle i den
danske natur .
De byttedyr, som storken har levet af,
har for mange arters vedkommende
også været i gradvis og langvarig tilbagegang
i det danske kulturlandskab . Det
gælder generelt for padder (Fog & al .,
1997), hvor talrige søer og vådområder
er blevet drænet væk, idet arealerne er
inddraget til landbrug . Af pattedyrene
(Baagøe & Jensen, 2007) synes særligt
markmus at være i tilbagegang på
grund af forringelser af levestederne,
mens muldvarpen ser ud til at klare sig
bedre . Regnorme, bl .a . Lumbricus terrestris,
har længe været i omfattende tilbagegang
i det moderne agerland, hvor
deres biomasse generelt er voldsomt
reduceret på grund af sprøjtning og
mangel på organisk gødning (Andersen,
1997) .
Storkens sekundære byttedyr som store
løbebiller, vandkalve og skarnbasser, der
er afhængige af henholdsvis regnorme,
vådområder og gødning, er følgelig
også i klar tilbagegang, og de fødekæder,
hvor storken er top-prædator, bliver
således efterhånden ude af stand til at
levere de byttedyrsmængder, der skal
til for at ernære et storkepar med unger .
Visse løbebiller (Pterostichus-arter) samt
ådselbiller kan storken stadig finde, men
de er så små, at der skal indfanges flere
tusinde, før det rækker . Storken savner
mad på menuen!
De sidste storkepar har i nogen grad
holdt stand ved fødesøgning i dambrug
og udlagt foder . Først sent opstod
der lokale bestræbelser for at vende
den udvikling, som førte til storkens
gradvise forsvinden: En genetablering
af vådområder samt øget kvæghold på
friland, helst på vedvarende enge med
moderat græsningstryk . Og nogle få (til
dels svensk opdrættede) storkepar har
faktisk atter haft ynglesucces i Danmark
de senere år, jvf . www .storkene .dk
Den danske rødliste (Stoltze & Pihl,
1998) understreger i øvrigt, at netop
de biotoptyper som enge, moser og
overdrev, hvor storken søger sin føde,
har det forholdsvis højeste antal truede
arter i Danmark .
Skovgaard (1920) skrev allerede for 90 år
siden: „I gamle Dage var der ogsaa noget,
der hed Brakmarker og sure Marker,
og hvad Rolle de spillede for Smaadyrene
er let at forstaa, det var neutrale
Gebeter, hvorfra Bestanden altid kunne
23
fornyes paa de tilgrænsende kultiverede
Marker … Nu er Brakmarkerne borte og
de sure Marker drænet, tilbage er kun
Grøftekanterne som taalelige Fristeder i
de kultiverede Egne .“
Storkebestandene i Mecklenburg-
Vorpommern (1177 par i 2000) og i
Schleswig-Holstein (239 par i 2001)
umiddelbart syd for grænsen er dog
stadig sunde og produktive (Skov, 2003),
og selvom de muligvis kan komme under
pres fra en intensiveret landbrugspraksis,
særligt i de tidligere Østblokområder,
vil de nok fortsat kunne levere
det overskud af ungfugle, der kunne
formodes at etablere sig hos os, hvis
forholdene atter bliver dertil .