EN RIGTIG FAMILIE

med i arbejdet.
I stuen hænger to store neon-lysrør i loftet.
De skaber et blåligt lys – næsten som i en
ventesal. På gulvet ved sofaen står to store palmer
i urtepotter og kaster et grønligt skær over
et af de ægte tæpper, som ligger på linoleumsgulvet.
Siden han var helt lille, har Rabih været meget
interesseret i duer.
Han husker en helt speciel dag, hvor han
havde været ude at købe nogle duer på markedet
til sin far. Og da han kom tilbage til flygtningelejren
med duerne, havde faderen og Rabihs
voksne fætter købt flybilletter til Danmark. Da
var Rabih 13 år.
Faderen og fætteren tog kort efter af
sted mod det kolde land i nord, og knap et år
efter fulgte Rabih og et par af hans søskende.
De kom til et asylcenter ved Christiansfeld. Efter
kort tid i lejren blev familien henvist til en lejlighed
på Gudrunsvej i Brabrand, lidt uden for
Århus, hvor de skulle begynde et nyt liv.
»Det var ikke nemt i starten. Det var
især meget hårdt at skulle sige farvel til min farmor,«
husker Rabih, »for vi vidste jo godt, at der
ville gå meget lang tid, inden vi kom tilbage til
Libanon. Min storesøster og jeg græd hver eneste
dag i det første lange stykke tid,« siger han
stille.
EN RIGTIG FAMILIE
Skrivebordet i lejligheden i Gjellerupparken flyder
med papirer, noter, bøger og plakater. De
fleste af bøgerne handler om love og regler,
for i dag er Rabih ved at færdiggøre sit jurastudium
på Aarhus Universitet. Han har klaret
studiet på den normerede tid og drømmer nu
om at gøre sit indtog på arbejdsmarkedet.
»Jeg vil allerhelst arbejde med menneskerettigheder
i en international organisation,
men hvis det ikke lykkes, vil jeg være advokat,«
fortæller han.
Bag ham hænger tykke røde gardiner,
der er opsat med flotte draperinger. I den ene
side af det brede vindue er gardinet trukket
til side, og der driver fugt ned ad ruden. Han
sidder med Yousef i en af de bløde grå sofaer,
mens Dareen sidder i en anden med Laila.
Yousef hænger om halsen på Rabih og trækker
i hans blå trøje, så den sidder helt skævt. Rabih
svinger lille Yousef højt op i luften, og de bryder
begge to ud i et højt grin.
Da Rabih var yngre havde tre gode venner i Danmark,
som også var flygtet fra mellemøsten. To
af vennerne havde gjort det godt med musik,
mens den tredje var Jyllandsmester i boksning,
og det var noget, der gjorde indtryk på Rabih.
53