KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS” - Thea Bech-Petersen

”KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS”
– om sikring af kirkebygningernes bevaringsværdier
i forbindelse med ændret eller udvidet funktion
Thea Bech-Petersen
Arkitektskolen Aarhus
Institut for Arkitektonisk Kulturarv
9. semester 2009/10, rev. aug. 2010

Indholdsfortegnelse
DEL 1 - INDHOLD OG OPBYGNING
Emne
Læsevejledning
Formål
Problemstilling
Afgrænsning
Metode
To hovedeksempler
Værdisætning af kulturarv
Begrebsafklaring
DEL 2 - INTRODUKTION
Folkekirken i forandring?
De romanske landsbykirker
Industrialisering og folkevandring til byerne
Skævvridning
Kirkenedlæggelser og genanvendelse
Værdisætning af kulturarv
Den immaterielle kulturarv
Implicitte værdier
Hjemlighed
Genkendelighed
Immateriel kulturarv i bevaringstraditioner
Historien i ryggen
Kirken den er et gammelt hus
Delkonklusion på del 2
DEL 3 - CASE A
Gethsemane Kirkes bygningshistorie og –udvikling
Gethsemane – historisk rids
side 3
side 3
side 3
side 4
side 5
side 6
side 6
side 7
side 9
side 11
side 13
side 15
side 16
side 17
side 19
side 19
side 21
side 22
side 23
side 24
side 25
side 27
side 28
side 29
side 29

Gethsemane Kirkes omgivelser
Gethsemane – kirkebygningen
Gethsemane Kirke – inventar
Gethsemane Kirke – registrering og beskrivelse
Form
Materialer
Kontekst
Gethsemane Kirke – bevaringsværdier og kirkens fremtid
Autenticitet
Tålegrænser
DEL 4 - CASE B
Øse Kirkes bygningshistorie og –udvikling
Øse – historisk rids
Øse Kirkes omgivelser
Øse – kirkebygningen
Øse Kirke – inventar
Øse Kirke – registrering og beskrivelse
Form
Materialer
Kontekst
Øse Kirke – bevaringsværdier og kirkens fremtid
Autenticitet
Tålegrænser
Delkonklusion på del 3 og 4
DEL 5 - OPSAMLING
Fællesnævnere og forskelle
Fællesnævnere
Forskelle
Bekvemmelighed
Konklusion
Litteraturliste
side 30
side 31
side 31
side 32
side 32
side 34
side 35
side 37
side 38
side 39
side 40
side 40
side 40
side 41
side 43
side 45
side 45
side 46
side 48
side 49
side 50
side 51
side 51
side 52
side 52
side 54
side 55
side 56
side 65
1. De fem opgavedele ledsages (ved sidetal) af fem forskellige kristne symboler.
Til første del er en stjerne. Et billede på den stjerne, også kaldet Jakobsstjernen, der ledte de hellige tre konger til det nyfødte Jesusbarn.
Til anden del er en due. I Biblen kan man læse, at Helligånden kom over Jesus som en due, derfor er duen et symbol for Helligånden. Duen er
desuden et yndet element at sætte på gravsten som symbol på fred.
Tredje del har et skib som ikon. Flere af Jesu disciple var fiskere, måske bl.a. derfor er skibet blevet et symbol på fællesskab med Jesus.
Til fjerde del hører fisken. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugtes fisken som
gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ICHTHYS kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)
Yios Sótér (Jesus Kristus, Guds søn, Frelser).
Til femte del er der et viekors, som kommer af en romansk tradition. Korset blev brugt til at afsætte kirkebygningen, men også malet på kirken som
vidne om, at bygningen er indviet til gudstjenestelig brug. Et romansk viekors er ligearmet og indskrevet i en cirkel.

DEL 1 – INDHOLD OG OPBYGNING
Emne
Om kirkebyggeri i dag i Danmark og de generelle problemstillinger vedrørende sikring
af bevaringsværdier af kirkerne.
Læsevejledning
Opgaven er delt i fem dele, således at der i første del redegøres for formål, problemstilling,
metodetilgang og begreber. Anden del er en introduktion til emnet, dvs.
folkekirkens udvikling og historie og bevaringsværdier i bredeste forstand. Del tre og fire
er registrering og værdisætning af de to hovedeksempler, Gethsemane Kirke (case A)
og Øse Kirke (case B). Femte og sidste del er sammenfatning af forskelle og fællestræk
samt konklusion.
Formål
Med udgangspunkt i en landsbykirke og en bykirke, henholdsvis Øse Kirke i Varde
Provsti i Vestjylland og Gethsemane Kirke i Vesterbro provsti i København, diskuteres
problemer og potentialer vedrørende henholdsvis om- eller tilbygning (funktionsændring-
5

6
er). Opgaven undersøger og udfolder både faglige, personlige samt andres holdninger
til bevaringsspørgsmål omkring kirkerne og skal ses som et forarbejde til mit afgangsprojekt,
der skal omhandle en tilbygning til en kirke. Intentionen er derfor at åbne for og
bidrage til debatten omkring kirkebygningernes fremtid.
En formodning om at kunne opstille en model, der gav klar indsigt i grænserne for,
hvor langt form og funktion kan ændres og dermed mere eller mindre utvetydige retningslinier,
er blevet afkræftet, efterhånden som jeg har tilegnet mig viden om emnet.
Opgaven er derfor et oplæg til diskussion om de danske folkekirkers autenticitet og
tålegrænser ved ændringer.
Problemstilling
Kirkebygninger præger det danske landskab i meget høj grad. Steen Steensen
Blicher fortæller et sted, at han fra et højt punkt i Midtjylland kunne tælle 41 kirker. Man
kan mene, at kirken ude på landet nærmest er vokset sammen med naturen. Landsbykirken
beliggende højt på en bakketop eller i en lavning mellem de lave huse er en vigtig
del af det danske kulturmiljø og rummer værdier, vi nødig vil undvære. Men demografien
i landet ændrer sig konstant, og det giver problemer med tomme kirker i eet område og
overfyldte kirker i andre. Kirken kan ikke gives hjul på og rulles hen, hvor menigheden
er, og det lader os tilbage med spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med de stort set
ubenyttede kirker. Men også nybyggeri eller tilbygninger til kirker, der oplever, at menigheden
vokser og vokser, som det eksempelvis er tilfældet i forstæder omkring større
byer, er et spændende spørgsmål.
I de senere år har der været stor opmærksomhed på spørgsmålet om brugen af vore
halvtomme kirker. Spørgsmål fra flere kanter melder sig:
Det ressourcemæssige: Er der overflødige kirker?
Det folkeligt følelsesladede: Kan man lukke en kirke?
Det teologisk-principielle: Er rummet helligt, og hvad betyder rummets hellighed?
Det bredt brugsmæssige: Kan man bruge en kirke til andre formål, helt eller delvist?
Det arkitektoniske: Hvordan kan man indrette en kirke til et andet formål uden at forstyrre
helheden og ødelægge arkitektoniske kvaliteter?
Det bevaringsetiske: Kan kirkens værdier sikres i forbindelse med funktionsændring?

Det er et sensibelt emne at diskutere, og der er en høj grad af ærefrygt og ”hands
off”-holdning omkring især landsbykirkerne, som jeg finder interessant at kigge nærmere
på. I indeværende semester vil jeg beskæftige mig med disse spørgsmål omkring
kirken og kirkebygningernes brug og holdninger vedrørende bevaring af disse, sådan
som situationen er i dag og den nærmeste fremtid. Jeg vil diskutere holdninger til bevaring
af både by- og landsbykirkerne ved at diskutere muligheden for addition/tilbygning
til de kirker, der har brug for mere plads, og situationen for de kirker, der oplever manglende
tilslutning og derfor står så godt som tomme. Her kan transformation eller ligefrem
nedrivning blive et debatpunkt på menighedsrådenes dagsorden. Ud over at være en
særdeles iøjnefaldende del af det danske landskab oplever vi vores kirker som vigtige
historiske monumenter, og i Danmark betaler vi en kirkeskat, som gør det muligt at vedligeholde
også de ubrugte kirker, men i takt med at færre er medlemmer af folkekirken,
kan vi måske ende i en situation, hvor nogle kirker må finde ny brug og funktion eller
sælges, men nogle finder, at hvis der ikke er gudstjenester i kirken, så må den hellere
rives ned end bruges til andet, da der er så mange følelser forbundet med bygningen
og kirkegården.
Problemstillingerne belyses ud fra to eksempler, som befinder sig i hver sin ende af
spektret – og hver sin ende af landet. Første eksempel er en landsbykirke, Øse Kirke i
Varde provsti i Sydvestjylland, hvor menighedsrådet oplever, at de ved andre arrangementer
end selve gudstjenesten mangler et sted at samles; et sted, der er fleksibelt i
forhold til de vidt forskellige aktiviteter, som arrangeres (legestue, udstillinger, bryllupsforberedelse
osv.) og et sted at samles før og/eller efter gudstjenesten til kirkekaffe eller
for at lykønske brudepar, konfirmander m.fl. Menighedsrådet ønsker derfor forslag til en
tilbygning til kirken.
Det andet eksempel er Gethsemane Kirke på Vesterbro, som er en af de ti kirker i
København, der er udpeget til at lukke eller fusionere med andre kirker som følge af for
få kirkegængere. Krydsrum Arkitekter vandt for nyligt en konkurrence om at forny kirken
og dens brug, således at den både kan benyttes til kirkelige aktiviteter og helt andre
formål, så kirken igen bliver et naturligt lokalt samlingssted.
Afgrænsning
Opgaven konkluderer bredt på arbejdet med bevaring af kirkebyggeri med Øse Kirke
og Gethsemane Kirke som hovedeksempler, og de er bearbejdet derefter, mens andre
kirker, der nævnes, ikke er bearbejdet i samme grad. Den nuværende sognestruktur
fylder en meget stor del af debatten om kirkernes fremtid og er en væsentlig del af
7

8
forklaringen på kirkernes ulige fordeling i landet, men jeg vil ikke nærmere diskutere
løsningsmodeller i fht. en ny sogneopdeling, da jeg ikke mener, det falder inden for
fagområdet at komme med bud på – jeg forholder mig udelukkende til situationen, som
den er i dag og formodentlig en del år fremover.
Det projekt, der foreligger fra Krydsrum Arkitekter på Gethsemane Kirke, vil jeg ikke
kommentere nærmere, da projektet stadig er i en opstartsfase, og det ikke har været
muligt at skaffe tilstrækkeligt materiale om projektets indhold.
Metode
Gethsemane Kirke og Øse Kirke repræsenterer vidt forskellige problemstillinger,
henholdsvis fremtidig brug af den tomme, delvist lukkede kirke, og ønsket om udvidet
brug af kirken. En redegørelse omkring den enkelte kirke danner grundlag for en diskussion
om kirkebygningernes brug og fortsatte arkitektoniske udvikling. For hver kirke
vil jeg opstille en række principielle og diagrammatiske løsningsmodeller for den givne
problemstilling, så de bagvedliggende holdninger til ændret form, og hvilke funktioner
kirken kan rumme, bliver konkretiseret og fastholdt i diskussionen omkring det gældende
teoretiske grundlag.
I den debat som menighedsråd og kommuner fortsat har omkring, hvad folkekirken
som helhed er og skal være, er den samlede opgave et indlæg, som belyser en række
af de samme områder ud fra arkitektoniske og kulturhistoriske værdier for at understrege
og fastholde disse som væsentlige aspekter.
To hovedeksempler
Ud fra min metodetilgang
står de to udvalgte kirker som
hinandens modsætninger. De
skal ikke ses som yderpunkter
i den almene opfattelse af,
hvordan en ”rigtig” kirke ser
ud, da der er flere lighedspunkter,
f.eks. er begge
processionskirker og på den
måde i familie med hinanden. Gethsemane Kirke Øse Kirke

Det, der har været afgørende for valg af eksempler, er, at de to kirkers menighedsråd
har haft fokus på kirkens funktion og overvejet kirkens fremtid - i Øse overvejer man
udvidet brug, i Gethsemane diskuteres lukning. For hvert eksempel vil jeg med udgangspunkt
i bygningens funktion foretage en beskrivelse af følgende arkitektoniske aspekter:
Form, materialer og kontekst. Desuden beskrives kirkernes udvikling, de kulturhistoriske
kvaliteter og bevaringsværdier. De to eksempler er ikke endelige yderpunkter, men giver
mulighed for at anskue en meget kompleks problemstilling fra to sider.
Værdisætning af kulturarv
Som udgangspunkt opfattes kulturarv som spor, aftryk og vidnesbyrd om menneskets
udvikling og aktivitet inden for skrift- og billedkunst, redskaber og bygninger. Inden
for arkitekturen er der forskellige måder at gå til den opgave, det er at finde frem til den
arkitektoniske kulturarvs bevaringsværdier. Et eksempel på en værdisætningsmetode er
at opdele værdisætningen i niveauer:
Landskabet
Bebyggelsesstruktur
Bygningens placering og uderum
Anlæggets arkitektur, herunder:
Planløsning
Facade
Snit
Rumligheder og rumforløb
Inventar og detaljer
Patina/slid
En sådan metode til at værdisætte arkitekturen giver, hvis omhyggeligt bearbejdet,
et nuanceret billede af bygningens og omgivelsernes bevaringsværdige kvaliteter og er
et uvurderligt redskab og rettesnor for arkitekter og boligejere i forbindelse med renovering,
ombygning eller tilbygning. I forbindelse med forandring af vores ældste bygninger,
kirkerne, er det således også afgørende med en omhyggelig, saglig fremgang ved analyse
og værdisætning, men jeg mener dog ikke, at det er tilstrækkeligt at kigge på de
fysiske, materielle værdier. Man må også kigge nærmere på de mere uhåndgribelige
værdier, som under en fælles betegnelse kaldes den immaterielle kulturarv eller den
uhåndgribelige kulturarv. Begrebet er, som navnet antyder, en vanskelig størrelse, når
det kommer til at konkretisere den og i det hele taget en ret ny ting at sætte ord på, og
9

10
som sådan en selvstændig opgave værdig. Jeg har ikke ud fra de immaterielle værdier
opstillet en analysemodel i denne opgave, men emnet inddrages som en meget vigtig del
af opgavebesvarelsen. Det er et område, jeg finder utroligt spændende og inspirerende
at diskutere, derfor vil jeg give en fri introduktion til emnet, som i høj grad vil indeholde
egne betragtninger. De immaterielle værdier er vanskelige at dokumentere, men jeg vil
til gengæld eksemplificere dem, f.eks. ved udsagn fra samtale med menighedsrådet i
Øse. De uhåndgribelige værdier diskuteres og inddrages løbende gennem opgaven, og
jeg vil for at anskueliggøre nogle af værdierne inden for immateriel kulturarv opstilles
en række principielle skitsemodeller med udgangspunkt i begreberne autenticitet og
tålegrænser.
Metodediagram
For at sætte kirkebygningernes udvikling ind i en bevaringsteoretisk sammenhæng,
vil jeg benytte mig af nogle af de overordnede restaurerings- og bevaringsteorier, som
jeg tidligere har arbejdet med, senest i en opgave omkring holdninger til bevaring i
Italien sammenlignet med Danmark, som jeg lavede under et ophold på Det Danske
Institut i Rom, forår 2009. Erfaringer fra det arbejde vil jeg inddrage i denne opgave.
For at anskueliggøre de forskellige meninger omkring kirkens brug, og hvorledes
kirkens udvikling og rolle fremover menes at skulle være, tager jeg udgangspunkt i
artikler, debatindlæg, udtalelser fra personer tilknyttet folkekirken som ansat/tidligere,
rådgivere (f.eks. arkitekter), menighedsrådsmedlemmer m.v..
På grund af emnets omfang har jeg delt opgaven i fem dele, som hver for sig fremhæver
dele af debatten om kirkebyggeri, og de kan læses hver for sig, men trækker på
konklusioner gjort i andre afsnit.

Begrebsafklaring
Kirken: Begrebet kirke indeholder flere forskellige, men sammenhængende, aspekter.
I hovedtræk er der tre dele:
1. Selve kirkebygningen
2. Institutionen/organisationen og menighedens fællesskab
3. ”Indholdet” – den kristne tro
Det er tre dele, der ikke så let lader sig adskille,
især ikke bygningen og troen. Folkekirkernes
funktion har mere eller mindre været den
samme indtil i dag, alligevel har kirkerne ændret
sig både i det indre og i det ydre gennem
tiden pga. ændringer i organisationen og indholdet
(f.eks. overgangen til protestantismen).
Det religiøse indhold kan forstås som stemn-
inger og særlige følelser knyttet til en bygning.
Det er så vidt muligt gennem opgaven forsøgt
forklaret, hvad begrebet kirke dækker over i den
givne sammenhæng.
Begrebet kirke dækker over flere aspekter, som
interagerer og udgør et samlet hele, som kan
være svært at skille ad.
Form: Formen forstås som sammenstillingen af forskellige voluminer, og hvordan de er
proportioneret i forhold til hinanden, og er som sådan det, der udgør bygningens samlede
masse.
Materialer: Hvilke er de dominerende materialer, og hvordan er sammensætningen af
materialer og deraf farvesammensætningen, og hvorledes påvirker materialerne vores
opfattelse af bygningen som helhed og i detaljen.
Kontekst: Bygningens beliggenhed i landskabet/i byen og sammenhæng med øvrigt
byggeri.
Autenticitet: Autenticitet knytter sig til mange ting i forbindelse med kulturarven, men her
er tale om arkitekturens autenticitet. Er bygningen, hvad den i materialer, konstruktion
og kontekst giver sig ud for at være, og hvorledes er de originale elementer behandlet
over tid? Autenticitetsbegrebet varierer meget fra bygningstype til bygningstype, lige
som man kan tale om forskellige grader af autenticitet. I forbindelse med kirkerne er
det interessant at overveje arkitekturens autenticitet ud fra bygningsudviklingen, fordi
11

12
flere stilperioder er repræsenteret. Men med kirkerne er det også afgørende at kigge
på autenticitet i forhold til funktionen, hvor også det sanselige og uhåndgribelige (som
stemninger og følelser) er en vigtig del af bygningens grad af autenticitet, og man må
altså overveje disse ved ændret funktion.
Tålegrænser: En retningslinje for, hvor meget der kan forandres eller fjernes, før bygningens
kvaliteter og værdier ikke længere genkendes, eller autenticiteten forsvinder.
Der er så at sige ”øvre og nedre” grænser for, hvilke til- eller ombygninger der kan
gennemføres, før bygningens hele udtryk og identitet ændres for bestandigt.

DEL 2 – INTRODUKTION
Folkekirken i forandring?
Selve ordet kirke betyder ”Herrens hus”, men det står klart, at det ikke er selve kirken
som bygning, der er hellig, men menighedens samling omkring Gud. Ikke desto mindre
er der stærke følelser forbundet med den lokale kirke eller ”barndommens kirke”.
Som rektor for Pastoralseminariet i København, Mogens Lindhardt, har sagt, så er det
teologisk korrekt, at kun Ordet helliger huset, men at der alligevel sker noget med en
kirkebygning, hvor Ordet har helliget huset i 100 år eller flere århundreder. Huset går
hen og bliver lidt helligt. 2 Denne opfattelse gør, at diskussioner omkring, hvad der skal
ske med kirken, kan blive særdeles ophidsede og ende i hårknude – og det uanset om
der er tale om transformation, tilbygning eller noget helt tredje.
Kirken og de kirkelige handlinger er et fast holdepunkt for kristne menigheder landet
over, men måden, hvorpå vi bruger kirken, har ændret sig meget gennem tiden. Tiden,
hvor det at komme i kirken kun omfatter at trække i det stive puds for at tage i kirke
sammen søndag morgen, er forbi. Selv om søndagsgudstjenesten er højmessen, er
det den dårligst besøgte gudstjeneste (hvis man altså går ud fra, at kirken også tilbyder
hverdagsgudstjenester). Når det er weekend og dermed tid til familien, og der for en
gangs skyld ikke er travlt med at smøre madpakker og komme ud af døren, er det svært
at mobilisere energien til at komme ud af fjerene søndag og af sted til kirke. Derfor har
kirkerne som regel en lang række andre aktiviteter, som f.eks. dåbsaftener, fællesspisning,
babysalmesang, legestue, foredrag, cafeer for unge og meget mere, og disse er
arrangementer, der kan kræve plads og udstyr. Sognehuset er en nødvendighed i den
moderne kirke, men hvis man skal flytte sig for meget fra kirken for at komme til et sognehus,
så er det for let bare at gå hjem i stedet. Det er altså afgørende, at de lokaler,
som skal benyttes til de øvrige kirkelige aktiviteter, ligger i forbindelse med kirken, da
denne opfattes som det afgørende omdrejningspunkt.
Kirken er et direkte eksempel på, hvordan historiske lag kan være synlige i et byggeri,
men selv om det har været fast kutyme at ændre kirken ud fra funktionelle betragtninger,
i overensstemmelse med provstiets øvrige kirker eller den fremherskende stilart, er det
i dag andre og mere overordnede emner, der præger debatten omkring kirkens bygninger,
for den danske folkekirke som helhed befinder sig i en brydningstid. På trods
af at hele 83 procent af den danske befolkning betaler kirkeskat til folkekirken, er det
2. Kirken i dag, 2005
13

14
kun ca. fem procent af den samlede danske befolkning, der regelmæssigt går i kirke. I
brokvartererne i København er dette tal nede på kun to procent.
Dette misforhold ønsker man at rette op på, og det lader sig kun gøre ved at tænke
fremadrettet og ved at give rum og mulighed for nye anvendelser af kirkebygningerne.
Debatten startede allerede for 25 år siden, men det er altså først nu, der begynder at
ske ændringer, og det siger noget om den mentale fylde, emnet har hos alle. Ikke kun
hos menighedsråd og kirkegængere, men også hos pressen, borgere og – pudsigt nok
– særligt hos dem, der aldrig kommer i kirken.
Kun to folkekirker i Danmark har de seneste år fået ny funktion, nemlig Over
Lerte Kirke i Sønderjylland, som er blevet omdannet til klokkemuseum, mens Vesterø
Havnekirke på Læsø er åbnet som kurbad og behandlingssted for psoriasis-patienter.
Kun tårnet står tilbage af Læsø Kirke, som er
omdannet til kurbad.
Over Lerte Kirke - klokkemuseum
Folkekirkerne er statens ejendom, men frikirkerne kan derimod sælges frit – en del
frikirker rundt omkring i Danmark er da også omdannet til nye formål, f.eks. diskotek,
arkitekttegnestue, kontor, fitness-center m.m.. Der er forskel på at ændre funktionen i
en frikirke frem for i en folkekirke; bygningernes kvalitet og “frikirkementaliteten” er dele
af forklaringen. De danske frikirker bygger på folkekirkens bekendelsesgrundlag, men
adskiller sig på flere måder fra folkekirkerne. Mange af frikirkebygningerne er enkle
bygninger, der ikke har ikke samme arkitektoniske tyngde og kvalitet som folkekirkerne,
og man kan ikke tale om en egentlig frikirketype, da de indbyrdes er meget forskellige.
Frikirkerne er økonomisk uafhængige af staten, så medlemmerne bidrager selv til at
opretholde kirkerne økonomisk. Ud over åbenlyse forskelle i det fysiske er indholdet,
som ikke er underlagt statslig kontrol, også helt forskelligt. Medlemmerne har stor indflydelse
på de kirkelige handlinger, og gudstjenester kan opleves som spontane.

Der er 2.343 sognekirker i Danmark, og der er bevaret 1.728 kirker bygget før år 1500;
det er 83 købstadskirker og 1.645 landsbykirker. Denne opgørelse inkluderer Sønderjylland
til Ejderen og stammer fra optællinger gjort af M. Mackeprang i 1920. I Skåne er
der knap 100 kirker tilbage fra dansk tid, idet Sverige i 1800-tallet nedrev de fleste af de
oprindelige kirker. Af de bevarede kirker er 1.589 romanske, og de 139 bygget senere.
Kun meget få landsbykirker er gotiske, mens der i byerne procentvis blev bygget flere
gotiske kirker. 3
De romanske landsbykirker
I middelalderen skete et regulært byggeboom af kirker. Landsbykirkebyggeriets
hovedperiode lå mellem 1175 og 1225, hvor der byggedes over 1.000 kirker af sten i
Danmark. De tidligste danske kirker var trækirker, men af dem er der kun få spor tilbage
(f.eks. en planke fra Hørning Kirke ved Randers). Det tidligste skriftlige vidnesbyrd om
en stenkirke omhandler en frådstenskirke i Roskilde fra år 1030, men kirken eksisterer
ikke længere.
De tidligste danske stenkirker er
bygget i romansk stil, hvor grundplanen
er simpel med et rektangulært skib og et
kvadratisk kor, hvor præsteskabet sad,
men fordi præsteskabet endnu var fåtalligt
i hver kirke, og vægten i kirken stadig
lå hos menigheden, var koret relativt lille.
Den romanske stil er meget forskellig fra
den nationale træbygningsteknik og viser
en international orienteret stilpåvirkning.
I Nordvestjylland er der en gruppe kirker
med engelske træk, som f.eks. Hee og
Ræhr, der er udsmykket med pilastre og
arkader. 4, 5
Danmarks stenkirker blev internationale
i formsprog, men regionale i materialer og
proportioner, hvorved den stil, der i dag
opfattes som noget ægte og særligt dansk
er opstået. Stilen bevaredes op til det 13.
århundredes overgangsstil før gotikken,
Ræhr Kirke ved Hanstholm
3. Marcussen, se henvisning
4. Jørgensen, side 78
5. Mackesprang, side 36
Hee Kirke ved Ringkøbing
15

16
men udviklingen har været vidt forskellig landsdelene imellem, hvilket kan illustreres
ved f.eks. Hover Kirke nordøst for Ringkøbing og Ejby Kirke ved Køge, hvis udseende
sikkert har været nogenlunde ens oprindeligt. Hover Kirke har et enkelt, solidt, næsten
underdanigt udseende, som om den stilfærdigt er vokset op af jorden og forsigtigt holder
sig til den. Ejby Kirke er næsten borgagtig med det tilbyggede gotiske tårn og de
kamtakkede gavle. 6
Hover Kirke - kun få ændringer er foretaget siden opførelsen
i 1100-tallet.
I udsmykningen ses fortsat nationale træk overført
fra vikingetiden i form af båndslyng og dragefigurer.
Især billedkvadre indsat som sokkelsten skulle under
kirkens opførelse skærme mod stærke kræfter, som
f.eks. jættekæmper, der ville ødelægge kirken. Der
findes talrige sagn om trolde, der saboterede arbejdet,
og lindorme, der lagde sig foran kirkedøren for at
forhindre fuldførelsen af byggeriet.
Blandt de romanske kirkers stenudsmykning er
de enestående stendøbefonte, hvoraf Danmark har
over 1.000 bevaret. Andre karakteristiske træk ved de
romanske bygninger var kalkmalerierne og de specielle
gyldne altre. På koret kan der være en apsis med
buerunding mod øst. Denne form er bevaret i ca. 300
kirker. Der kan fra begyndelsen have været et vesttårn,
som i Tveje Merløse, men de romanske tårne
er sjældne, hovedparten får først tårn i senmiddelal-
6. Mackesprang side 15, 92-93
Ejby Kirke med talrige ændringer og tilbygninger siden
opførelsen.
Ved mange kirker finder man billedkvadre
- både som dekoration og også
for at holde onde ånder, trolde og andet
utøj borte. Her dørkarmsten fra Skamby
Kirke.

deren. Endnu står der kullede kirker i Jylland og på Lolland-Falster, som f.eks. omtalte
Hover Kirke. 7
I den sene romanske periode begyndte overhvælvingen af kirkerne, først i apsis, og
omkring år 1200 også i korsarme og skib. Landsbykirkerne fik hvælvinger noget senere
end by- og klosterkirkerne.
Industrialisering og folkevandring til byerne
Efter opførelsen af de mange kirker i middelalderen stod kirkebyggeriet stort set
stille i nogle hundrede år. Der skulle ske store ændringer i bosættelsesstrukturen til, før
der igen i Danmark kom en periode, hvor mange nye kirker blev opført. Det skete, da
industrialiseringen i midten af 19. århundrede betød en massiv tilflytning til byerne, især
til hovedstaden. Områderne uden for Københavns gamle volde blev pludselig tæt bebygget,
og de få kirker, der hidtil havde betjent 150.000 indbyggere, skulle nu også dække
behovet for de nytilflytterne, der kom i titusindvis. København var inddelt i seks sogne,
og den voldsomme tilflytning betød, at nogle sogne voksede til over 50.000 mennesker;
derfor var massebryllupper og bunkebegravelser almindeligt i de nye kvarterer, hvor fattigdommen
var stor. I 1901 nærmede indbyggertallet i hovedstaden sig en halv million,
og noget måtte gøres for at afhjælpe behovet for kirker. Nye kirker blev opført på privat
initiativ eller efter forslag fra topembedsmænd. Pengene blev indsamlet i lokalområdet,
men også ude omkring i landet, hvor mange var indstillet på at vinde byproletariatet for
kristendommen. Indsamlingerne blev forestået af ”Udvalget til Kirkesagens Fremme i
København”, det nuværende Kirkefondet. Det nye kirkebyggeri var præget af 1800-tallets
historiserende stilarter, hvilket måske hænger sammen med, at stilen passede godt
til folkekirken som institution med rødder tilbage til middelalderen, men det spillede også
ind, at mange af tilflytterne kom fra landet og middelalderkirker. Hvis de nye indbyggere
i København skulle føle sig hjemme, måtte kirkerne ligne ”rigtige kirker”, som dem
de kendte. Det københavnske Kirkefond fik efterhånden tilknytning til Indre Mission (i
modsætning til Frederiksberg Kirkesag, som var fælleskirkeligt og præget af grundtvigianismen),
og Kirkefondet arbejdede derfor for at bygge kirker, der skulle danne ramme
for menigheder og benyttes hele ugen, f.eks. til socialt arbejde; derfor blev kirkerne opført
med menighedsrum, præstekontor, mødelokaler mm.
Årene 1860-1940 blev en produktiv periode for kirkebyggeri i Danmark, og de mange
kirker lå med få undtagelser i Københavns nye brokvarterer. Kirkerne er kendetegnet
ved et monumentalt ydre og et historisk stilpræg, f.eks. romansk, gotisk, barok – eller en
7. Jørgensen, side 24-26
17

18
blanding. Det arkitektoniske formsprog er hentet mange steder fra, og som bygningsværker
forekommer der store forskelle. Der findes fritliggende kirker med græsarealer
omkring, kirker der er helt sammenbygget med bystrukturen, basilikaer og korsarmskirker
– nogle gange holdt i een enkelt stil, andre gange i skøn sammenblanding. Den
traditionelle orientering af kirkerummet blev fraveget til fordel for en markant placering
af tårnet og hovedindgang. 8
Skævvridning
Nogle steder i landet er der pga. forandringer
i befolkningstætheden sket en
skævvridning i antallet af kirker i forhold
til menighedens størrelse. Ikke alene i
Københavns brokvarterer, hvor både befolkningsantal
og medlemmer af folkekirken
er gået stødt tilbage, siden kirkernes opførelse,
man kan også finde steder på
landet, hvor der f.eks. ligger 10 kirker til en
befolkning på 4000. I dag er der på Mors 32
kirker til godt 22.000 mennesker, og kun to
af de 32 sogne har over 1000 indbyggere.
Til sammenligning kan man kigge på Glostrup, hvor der i sognet er 20.000 indbyggere,
men kun to kirker. Befolkningstætheden i Københavns indre by er faldet, men
befolkningsantallet er samlet set steget markant, og byens grænser udvider sig. Det betyder,
at mange oplandssogne er vokset meget, men antallet er kirker er ikke fulgt med;
flere landdistrikter har oplevet meget stor fraflytning, så skoler og butikker er lukket, men
kirken ligger der stadig og afholder messe hver søndag for en håndfuld mennesker eller
færre.
Den nuværende sognestruktur er en del af forklaringen på dette forhold, da der er
sogne med uforholdsmæssigt små menigheder, og en anden fordeling af ansatte og
aktiviteter ville sikkert lette arbejdet, for den nuværende struktur gør det svært at lave
et frugtbart samarbejde på tværs af sognene. Man investerer derved store økonomiske
ressourcer på at vedligeholde bygninger, som kun bliver anvendt af en meget lille del af
menigheden i ganske få timer om ugen. 9
Sejerslev, en af mange kirker på Mors
Et forsøg på Nørrebro med sammenlægning af tre sogne har dannet grundlag for, at
kirkerne i det nye ”Blågården sogn” kan have hver deres profil. I det nye storsogn er tre
8. Gravgaard, side 11-12
9. For folkekirkens skyld, side 59-63

kirker frigivet til at være “funktionskirker” - Blågårds Kirke er socialkirke, Brorsons Kirke
er børne- og ungdomskirke, og Hellig Kors Kirke er kulturelkirke.
Kirkenedlæggelser og genanvendelse
Det er en følsom sag at skulle nedlægge en kirke, men med den nuværende sognestruktur,
hvor der er ca. 1000 sogne i Danmark med under 1000 indbyggere, vil det ske.
Det er sket før i Danmarkshistorien, at kirker er nedlagt som følge af ændret befolkningsgrundlag.
I 1300-tallet lå mange kirker øde som følge af sygdomsepidemi (pesten) og
landbrugskrise, og mange af disse kirker kom aldrig i brug igen og blev til sidst brækket
ned, for at materialer kunne genbruges. Som følge af reformationen i 1536 var det
især i byerne (f.eks. Ribe), der lukkede kirker, klostre og kapeller, da det nu ikke kun var
afgørende med et tilstrækkeligt økonomisk grundlag og et præsteskab til bemanding
af kirken, men nu også handlede om tilstedeværelse af en menighed. I 1800-tallet var
der også en kirkenedrivningsperiode, selv om kirkerne sjældent blev helt opgivet, men i
stedet blev erstattet af nyere, større kirker. Ikke desto mindre er der eksempler på total
nedrivning eller flytning af kirkestedet. 10
I dag vil ikke mange foreslå egentlig nedrivning af lukkede kirker, til det har vores syn
på vores fælles arvegods, kulturarven, ændret sig for meget. Men er det tilfredsstillende
for os, at kirkerne står tomme, som museer? Eller hvad skal man stille op med de kirker,
der tages ud af sognekirkelig brug? Meningerne om kirkelukninger er mange og peger
i forskellige retninger. Der er intet, der tyder på, at kirkeligt ansatte har een holdning,
arkitekter en anden, den brede befolkning en tredje.
En af kirkens ansatte, kongelig konfessionarius og tidligere biskop over Københavns
stift fra 1992 til 2009, Erik Norman Svendsen, siger, at kun en tom kirke er værre end
en lukket. Hvis salmesangen forstummer, og forkyndelsen giver ekko fra murene, ender
det med en deprimeret præst og en lille rest af en menighed, der fryser åndeligt. Hvis
sognene er blevet for små og kirkegangen for ringe, kan man ikke længere opretholde
en økonomisk forsvarlig og meningsgivende ramme for mennesker. Sker dette, mener
han ikke, det er en katastrofe at lukke kirken. Man skal derefter først og fremmest stile
efter at bevare kirkerne, men ændre deres status fra at være fuldt bemandede til at være
funktionskirker, som bruges efter lokalt behov, eller filialkirker. Desuden kan man overveje
at sælge kirken til andre kristne trossamfund. 11
En arkitekt, der har ytret sig om emnet, Henrik Egede Glahn, arkitekt m.a.a og lektor,
har en klar holdning til de lukkede kirker. Hvis de ikke kan anvendes til deres formål for
10. Kirken i dag, 2005, side 8-9
11. Kirken i dag, 2005, side 4-6
19

20
menigheden, skal de rives ned eller bygges totalt
om, således at alle kirkelige udtryk i både form,
inventar og udsmykning fjernes, fordi kirkens signalværdi
ikke kan blive stående, hvis funktionen
ændres. 12
Flertallet i den brede befolkning vil formentlig
nødig se deres lokale kirke ombygget til ukendelighed
eller helt revet ned, men næppe heller
have lyst til at opleve kirkebygningen med alle
dens symboler i behold omdannet til motionscenter
eller restaurant. Men andre funktioner kan i
forbindelse med en lukning måske godt tænkes
ind i kirkens rum, uden at personlige følelser
og manges opfattelse af kirken som helligsted
krænkes.
Folkekirken som institution, der gennem århundreder
har haft fokus på åndelig udvikling,
almen dannelse og uddannelse, kan godt omdannes
og eksistere som et kulturelt center, som
ikke længere har tilknytning til folkekirken, mens
en ny funktion uden sammenhæng med eller
henvisning til kirkens lange historie nok vil være
mere uspiseligt.
I udlandet finder vi eksempler på kirker omdannet til bar, diskotek og ind købscenter.
Der kan ikke sættes lighedstegn mellem enkelte lande, da kirkerummene kan have
meget forskellige kvaliteter, og grænserne for, hvad kirken kan rumme af funktioner,
er da heller ikke ens i byen og på landet – men vi må til stadighed diskutere, hvor
grænserne går, og hvilke funktioner vi kan forene med kirkebygningens værdier og de
religiøse/åndelige værdier, der vil eksistere i en vis form, selv om kirken lukker helt for
kirkelige aktiviteter.
De følgende to afsnit handler om de uhåndgribelige værdier, der ud over de arkitektoniske,
historiske og kulturelle bevaringsværdier hjælper til at definere, hvad en
kirkebygning er og en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor diskussionen om ny brug
af folkekirkerne er så følsom.
12. Kirken i dag, 2005, side 14-15
Kirke omdannet til restaurant i Northampton,
England. Det renskurede, pudsede rum med
klinker på gulvene giver ikke mulighed for at
opleve kirkens alder gennem patina og slid.

Værdisætning af kulturarv
Kulturministeriets udredning om bevaring af kulturarven er en udførlig metodebeskrivelse
til bevaring af vores fælles kulturarv – den bygger på Veneziacharteret fra
1964, som er udgangspunktet for restaureringsarbejdet, og som siden er udbygget til
at omfatte også bygningers omgivelser, kulturmiljøer, præcisering af autenticitetsbegrebet.
Charteret er et godt udgangspunkt for den fortsatte debat omkring bevaring, men
diskuteres i Danmark forbavsende lidt, når man tænker på, at hver enkelt opgave stiller
sine egne betingelser. Man må finde et ståsted mellem de modsætningsfyldte synspunkter,
hvor man veksler mellem ydmyghed over for det eksisterende/historiske, og det
nutidige og fremadskuende. For at opretholde et højt niveau i forbindelse med bevaring
er det vigtigt at holde gang i debatten samt at forholde sig kritisk til metodebeskrivelser,
der mener een gang for alle at fastslå, hvorledes vi skal værdisætte kulturarven. Det
kunne være interessant med en overbygning af Veneziacharteret omkring den immaterielle
kulturarv, som er et forholdsvis nyt og uudforsket område.
Den immaterielle kulturarv
I 2003 fremkom UNESCO med en konvention til beskyttelse af den immaterielle
kulturarv som et supplement til den berømte Verdensarvsliste, der fokuserer på den
fysiske og materielle del af den menneskelige aktivitet, som den monumentale arkitektur,
kultur og natur. Der er en række praktiske problemer forbundet med at definere den
immaterielle kulturarv, som i sin natur er flygtig, derfor er UNESCOs konvention ikke
uden videre en sikring af denne del af kulturarven. Men konventionen kan bruges som
en mulighed for at diskutere, hvad vi forstår ved immateriel kulturarv, hvem der definerer,
og ikke mindst hvordan vi griber ind for at sikre disse værdier. UNESCO lægger op til, at
de immaterielle værdier er et internationalt anliggende, hvilket de måske har ret i, men
så mener jeg, vi bør være bedre til at dokumentere og diskutere nationale træk, for der
kan være store forskelle på udviklingen set over hele landet. Lokale traditioner kan også
spille ind og dermed give en mere varieret beskrivelse af et begreb, som kun de færreste
har hørt om.
Den uhåndgribelige kulturarv defineres i konventionen som ”de praksisser, repræsentationer
og udtryk, samt den viden og kunnen, der anerkendes af samfund, grupper
eller, i nogle tilfælde, individer, som en del af den kulturelle arv. Redskaber, genstande,
21

22
håndværkstraditioner og kulturelle arenaer indgår også, men det afgørende er, at det
skal anerkendes af folk selv, før det gælder som kulturarv” . 13
Men hvem skal anerkende, og hvor mange skal anerkende noget, før det er en del
af kulturarven?
Konventionens styrke er, at værdier og traditioner ikke bindes til bestemte grupperinger
og grænser, og det slås fast, at der er tale om mulighed for fortsat at udtrykke
og udvikle sig i overensstemmelse med en tradition, således at værdier ikke gøres
til museumsgenstande. Konventionens svaghed er, at der ingen standard er for prioriteringer,
samt at kulturbegrebet ikke er helt tidssvarende, men viderefører en arv, der
bygger på forståelse af forskellige måder at omgås naturen på, og når mennesker så
har fundet deres plads i den, så ligger kulturen fast og kan ikke ændres, selv om man
flytter til andre egne. Folket er et organisk hele, hvis sprog, værdier og traditioner udgør
en særlig folkeånd.
Når der er grund til at være skeptisk over for denne kulturdefinition, så er det, fordi
kulturvidenskaben for længst har dokumenteret, at kultur ikke er noget, der er givet
een gang for alle. Kultur er ikke naturlige arter, men skifter spor, fordi folk flytter sig,
mennesker bliver klogere, og nye historier opstår ud af de handlinger, som hver enkelt
bidrager med. Kultur er en flydende størrelse, der ikke er ret meget i sig selv, men som
gør noget og kan bruges og udvikles på mange måder. 14
Selv om en masse praktiske og principielle spørgsmål melder sig, når man kigger
nærmere på konventionen, kan man, hvis man accepterer en utidssvarende opfattelse
af kulturelle grænser, i udgangspunktet bruge konventionen til at diskutere, hvad den
uhåndgribelige kulturarv kan bidrage med, så kulturarven kommer til at pege ud over
sig selv på nogle mere grundlæggende menneskelige vilkår og erfaringer. Accepterer
man denne forestilling, skal man være klar over, at den ikke afspejler nutiden, men traditionen.
Det er interessant på denne måde at arbejde med de uhåndgribelige værdier,
da de peger på, at det er et grundlæggende vilkår, at der er noget, vi er fælles med
andre mennesker om, fordi vi altid er sociale i den grundlæggende forstand. Gennem
opvækst og sprogtilegnelse indoptager mennesket nogle sociale værdier, forforståelser
og færdigheder, der på den ene eller anden måde forbinder dem med andre. Men selv
om man indgår i et fællesskab, er man ikke nødvendigvis del af den fælles kultur, fordi
man ud over at opleve også må udøve kulturen, for at favne den. 15
I forhold til den arkitektoniske kulturarv kommer der også en række immaterielle
værdier til udtryk, når ældre byggeri skal restaureres, tilbygges, transformeres eller
måske nedrives. Ud over en bygnings affektionsværdi for de mennesker, der har
13. Immateriel Kulturarv, side 8-9
14. Immateriel Kulturarv, side 9 (Hastrup 2004)
15. Immateriel Kulturarv, side 10

haft deres gang der, eller folk i det tilknyttede lokalområde, er det værdier som f.eks.
stemninger, akustik og “hjemlighed”, der giver en bygning eller et område karakter. Historietomme
miljøer virker næsten umenneskelige på os, for når alt er nyt, rent og pudset,
kan det ikke sættes ind i en sammenhæng, og man kan ikke trække på sine erfaringer.
Men ser vi slid, uorden, forfald, bliver en anden historie synlig, som kan give mening
ud fra tilknyttet viden og tradition. Dermed kan et enkelt minde rumme en hel historie,
fordi man mindes om noget, man ikke har en personlig erindring om, men som hører til
en slags ”national hukommelse” og en række erfaringer, som generationer før har gjort.
Om mennesker påvirkes af bygninger og landskaber, så de kan indleve sig i en særlig
stemning og trække på erfaringer og traditioner, afgøres af, hvilke grupperinger man
er en del af. Menneskelige, sociale forhold bygger på homogenitet og intern kulturel
forståelse, så værdier er meget selvfølgeligt vidt forskellige fra gruppe til gruppe, og
det finder sted på tværs af grænser, men også inden for mindre områder. Det er vigtigt
at holde fokus på, i hvilken skala man behandler de immaterielle kulturarvsværdier, for
sammenhæng findes i forskellig målestok og på flere måder; uanset hvilken målestok er
det dog sikkert, at kulturen er under stadig forandring.
Implicitte værdier
Den uhåndgribelige kulturarv kan i mange tilfælde ses som implicitte værdier i den
fysiske kulturarv, dog er det ikke givet, at det tilknyttede fysiske har særlig værdi. Når
talen falder på folkekirker, er det dog så godt som sikkert, at man står over for et både
arkitektonisk og historisk interessant byggeri, som gennem tidernes om- og tilbygninger
står som de mest spændende beviser på menneskelig aktivitet generation efter
generation. Mens samfundet har udviklet sig, og livsvilkårene for det enkelte menneske
ændret sig drastisk, har kirken som institution ikke ændret sig stort, kirkerne står der
stadig, og som noget enestående udfylder de samme funktion, som da de blev opført.
Måske fordi kirkerne altid har været et fast holdepunkt, både mentalt og fysisk, har de
som bygninger fået et ekstra ”værdilag” tillagt, så det netop i forbindelse med kirkerne
er særdeles vigtigt at fastslå, at de uhåndgribelige værdier spiller mere end en birolle i
diskussionerne om fremtidig funktion eller ændringer i den arkitektoniske helhed.
De begreber, der spiller ind i opfattelsen af et kirkerum som noget særligt, er helt
individuelle, og om man opfører sig på en speciel måde i kirken, fordi man ser den som
et symbol på noget helligt, eller fordi man påvirkes af akustik og lysets dramatik, er også
op til den enkelte selv at afgøre, men det er for mig tydeligt, at der er nogle fællestræk i
de ting, der oftest sættes i fokus, når man taler om, hvilke faktorer der spiller ind i forbindelse
med forandringer i kirken. På spørgsmål til menighedsrådet i Øse om kirkens
23

24
værdier er svarene primært præget af immaterielle værdier som følelser, der favner
erindring – mere oplagt ville det være at tro, at respekt for tro og historie var de bagvedliggende
faktorer i debatten om kirkens brug og fremtid. Men det er altså respekten
for fællesskabet samt det enkelte menneskes følelser, der dominerer. Herunder er de
værdier, der oftest er dukket op i samtale med bl.a. kirkeligt ansatte og menighedsrådet
i Øse:
Respekten for glæde/sorg
Relationer (barndommens kirke)
En fornemmelse af evighed
Minder
Hjemlighed
Genkendelighed
Taget ud af en sammenhæng kan disse udmeldinger tænkes at knytte sig udelukkende
til bygningens arkitektur, men kendetegnende for samtalerne var, at kirken som
begreb ikke tænktes adskilt. Derfor knytter respekt, relationer, evighedsfornemmelsen
og minder sig på forskellig vis både til kirkebygningens form, materialer og kontekst,
men også til de kirkelige handlinger og traditioner. De første fire udsagn knytter sig til de
sidste to ord, hjemlighed og genkendelighed, som jeg derfor vil fremhæve.
Hjemlighed
Hjemlighed vil sige ”det at føle sig velkommen” og ikke behøve at være på vagt.
Murene omkring en er ikke tyngende, men beskyttende og hjemlige; man føler sig ikke
alene, selv om man ingen kender. Når arkitekten bag et nyt boligbyggeri drømmer om
at skabe gode rumligheder, drømmer han også om at skabe hjemlighed, men denne
fornemmelse flytter først ind med mennesket, hvor brug og slid er vigtige spor, som
øjet søger, hvor end man kommer hen. Mange mennesker drømmer frem for nybyggeri
om nedlagte landbrug, bindingsværkshuse, murermestervillaer, og hvorfor? Fordi andre
mennesker her har haft et hjem, sat deres spor og tilføjet historien en dimension. Her er
hjemlighed ikke en tænkt gæst, men en gammel kending.
Højtidelighed og hjemlighed er ikke to begreber, man umiddelbart vil sammenføje,
men i kirken er det muligt for de mennesker, som kender blot lidt til de kirkelige ritualer.
I ens eget hjem har man små ritualer og individuelle måder at skabe en særlig hjemlig
stemning, mens man i kirken oplever gudstjenestens rituelle handlinger skabe en an-

den stemning, højtidelighed, men bevidsthed om handlingernes indhold, tradition og
historie gør en tryg ved den højtidelige stemning og dermed uundværlig for følelsen af
hjemlighed.
Genkendelighed
I kirken hænger følelsen af at være velkommen i høj grad sammen med det næste
ord, genkendelighed. Har man sat foden i bare een kirke og dermed en smule bekendt
med funktion og symbolik, kan man i stort set alle andre kirker finde genkendelig opbygning
eller symbolik, lighedspunkter i materialer eller proportioner. En traditionstung
institution kræver bygninger, der afspejler dette, og som indbyrdes har en række fællesnævnere,
og det har de danske folkekirker. Genkendelighed i forhold til troens ritualer
og handlinger er ligetil, fordi der ikke er store afvigelser fra kirke til kirke. I forhold til
bygningens arkitektur strækkes genkendeligheden
til gengæld mere i
eksempler landet over. Nyere kirker
som Gug Kirke af Inge og Johannes
Exner og Bagsværd Kirke af Jørn
Utzon spiller på genkendeligheden,
om end i utraditionelle versioner.
Udefra ligner det ikke ”almindelige”
kirker, og alligevel overraskes man
ikke af indholdet, når man træder
indenfor. Exner eller Utzon har altså
ikke overskredet tålegrænserne for,
hvad vi kan genkende som værende
en kirke. Man kan mene, at Exner
endda har arbejdet med kirke-
Gug Kirke ved Aalborg tegnet af Exner - utraditionel mht. materialer
og udtryk, men alligevel genkendelig som type.
indretningen (centralrumskirken) på en måde, der stemmer bedre overens med den
evangelisk-lutherske tradition end processionskirkerne fra før reformationen, men vil
nok stadig opfattes af flertallet som noget anderledes end det billede af en kirke, de har
i hovedet, det billede de genkender. Alligevel ”afkodes” også de nyere kirker hurtigt og
uden problemer, og når dørtærsklen overskrides, medbringer vi også her både følelsen
af hjemlighed og andægtighed.
25

26
Immateriel kulturarv i bevaringstraditioner
De danske landsbykirker har aner i både den østromerske, byzantinske kirkes
vertikalitet og den vestromerske, katolske kirkes aksialitet og den noget senere midteuropæiske,
lutherske centralrumskirke. Kirken opfattes som noget særligt dansk, et
symbol i landskabet, og der er forbundet en vis stolthed med den nationale kirkestil,
som den findes i landsbykirkerne. Flere centralrumskirker af nyere dato nyder også stor
popularitet, men som symboltunge ikoner træder de ikke frem for vort indre blik. Nej, det
er snarere middelalderkirkerne med deres talrige tilbygninger og nedrivninger, ændrede
indretning og trods alt i selve rummets opbygning endnu mange henvisninger til en tid,
hvor troen var en anden, og præsten messede på latin.
Middelalderkirkerne udgør flertallet af kirkerne, og det spiller også en rolle, når man
arbejder på nybyggeri eller ombygning, for genkendelighed har en stamme i de ældste af
de eksisterende kirker, og her har det ingen
afgørende betydning, at endnu før stenkirkerne
havde vi trækirker, for de eksisterer
ikke mere, og ingen overleveringer fortæller
om deres opbygning og indretning, selv om
vi med god sandsynlighed kan kigge mod
Sverige og Norge for at se trækirker i familie
med de danske, men i ornamentik og
udsmykning kan man finde mange eksempler
på stærk inspiration fra den hedenske
tradition.
Svensk trækirke
Det, der af mange opfattes som en typisk dansk, protestantisk, uforanderlig folkekirke
er faktisk en bygning, der er et resultat af påvirkning fra katolicismens basilikaer, hedensk
udsmykning og et talrigt antal tilbygninger af kapeller, sakristi, tårn og våbenhus
i forskellige stilarter samt tilmuringer af vinduer og døre og deraf ændrede ankomstforhold,
nedbrydning af eksempelvis sakristi og kapeller, og endelig er kirkerummet fra
at have været et dunkelt, tomt rum kun møbleret med murede bænke langs skibets sider
blevet et fuldt møbleret, lyst rum. Ændringerne skyldes blandt andet ændrede religiøse
forhold, som samfundsforhold samt økonomi, og viser med al ønskelig tydelighed, at
folkekirken er en bygning, der over tid både har rummet, absorberet og kommet styrket
ud af ændringer i arkitekturens form og materialer.
Når ændringer i form af tilbygning eller udvidet funktion så i dag møder modstand,
kommer det ofte fra den gruppe mennesker, og det er flertallet, der ikke ofte kommer i

kirken. Kirkens ansatte er ofte positivt indstillede over for forandring, sådan som også
den befolkningsgruppe med en akademisk uddannelse ofte er det – disse grupper af
mennesker er klar over behovet for forandring, men også klar over, at noget binder og
forpligter, mens flertallet af befolkningen kun hilser forandring velkommen, hvis det ikke
omfatter ”deres kirke”. En øget fokus på historien og ønsket om at bevare kulturarven
er grunde hertil, og det er glædeligt i den udstrækning, at det bevarer de gode værdier,
men bør levne plads til forandring, så den lange udviklingshistorie kan fortsætte og bygningen
gavne generationer fremover og optræde som ”historiefortæller”.
Historien i ryggen
I Danmark har vi ikke tradition for at bevare de historiske lag synlige, sådan som man
kan opleve det i Rom, men folkekirkerne er dog undtagelsen, for i de ældste af slagsen
findes romansk stil, gotik, renæssance m.fl. i skøn forening. For romerne er det en
selvfølgelighed at have flere tusind års historie bag sig, lige som den også er holdt synlig
i helheden. Og den omgås med den største nonchalance! Den italienske katolicisme
har blik for det ydre, og især barokken med sin æstetiske generøsitet har sat sit stærke
præg på hovedstaden. Afstandtagen fra de lette, elegante stilarter er et særligt romersk
træk. Rom har en humanistisk orienteret bykultur; det borgerlige har sat standarden, og
man har pligt til at kultivere sin fremtræden. Italienerne har aldrig for alvor forstået den
skandinaviske dyrkelse af det enkle og inderlige. I Danmark har det til gengæld været
god tone at se ned på barokken, der blev opfattes som et vulgært overflødighedshorn.
Herhjemme er det bondekulturens enkle, robuste kerne, der har sat standarden. Protestantismens
værdier genfindes på alle niveauer i vores samfund og har betydet en lang
historie for dyrkelse af det indre, inderlighed, frem for det ydre. Renhed forbindes med
det enkle, hvide, rolige.
Vi kan ikke ”løsne båndene” og med en så ligetil selvfølgelighed lave forandringer
i bygningers arkitektur, sådan som romerne har gjort og stadig gør det, og det skal vi
heller ikke. Men de additive indgreb, som giver de ”knopskydninger”, man finder overalt
i Rom, kan tjene som inspiration, fordi de mange små ændringer bidrager til kontinuitet
og ”stedsfornemmelse”, et steds særlige karakter, som bliver noget genkendeligt og kan
tjene som pejlemærke i konteksten. I og for sig er det arkitektoniske udtryk aldrig endegyldigt
færdigt i Rom, hvilket giver en flydende arkitekturudvikling.
Romernes usentimentale måde at tilpasse bygninger, herunder også kirker, til ændret
brug gør, at de er fabelagtige til at absorbere i konteksten frem for at isolere.
27

28
Fire eksempler fra Rom på ændringer af kirker
Øverst tv.: Nabobygningen til en lille kirke i Via Monterone har lavet en
udbygning, delvist hen over kirken.
Midten tv.: Chiesa San Martino ai Monti er en kirke fra det 3. århundrede,
som har undergået en meget lang række ændringer, så den i dag
nærmest fremstår som en collage af forskellige stilarter og bygningstyper.
Nederst tv.: På den charmerende lille plads, den eneste i hele Monti-kvarteret,
ligger den lille kirke Madonna dei Monti, som har fået en
etage tilføjet.
Øverst th.: På Piazza dei Crociferi er et eksempel på en kirke, Santa
Maria in Trivio, hvor nabobygningen har bygget en etage over.

Kirken den er et gammelt hus
Her i Grundtvigs fædreland kan det næppe forbavse, at han har skrevet en salme,
der peger på de modsatrettede følelser forbundet med kirkerne, som gør (i dag), at vi er
særligt tilbageholdende mht. at foretage ændringer. I salmen ”Kirken den er et gammelt
hus” bemærker Grundtvig nemlig, hvordan kirken både opfattes som et brugshus og
som en helligdom. I strofe fire synger vi, at menighedens samling er det hellige, og at
kristendom kan praktiseres i den tarveligste hytte. Men allerede i næste strofe står der,
at de bygninger, der er opført til frelserens ære, står som noget ganske særligt fredfyldt
for os, som et hjem.
4.
Samles vi kan da med vor drot
selv i den laveste hytte,
finde med Peder: der er godt,
tog ej al verden i bytte.
Kirken og vi, som ærlig tro,
altid er et så vel som to, -
et med vor drot og hinanden!
5.
Husene dog med kirke-navn,
bygte til Frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære.
Dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker.
6.
Fonten os minder om vor dåb,
altret om nadverens glæde,
hvor skulle før i tro og håb
Herren vi finde til stede,
end hvor det for os prentet står:
Herren i dag er som i går,
så er og troen og dåben. 16
16. ”Kirken den er et gammelt hus”, salmevers 4-6, N. F. S. Grundtvig, 1837
29

30
Strofe seks handler om rituelle traditioner, de hellige sakramenter, dåben og nadveren.
Tradition er et eksempel på et begreb, der omfatter det materielle, men også
rækker langt ind i det immaterielle, f.eks. ved dåben, hvor ritualet knytter sig til bestemte
ting og et særligt sted i kirken. Døbefonten, dåbsfadet og kanden er fysiske ting,
som vi tillægger stor værdi, mens selve ritualets faste elementer (vand, dåbskjole, kors,
hænder) symboliserer andre værdier som renhed, liv, omsorg og det evige liv. Disse
værdier mindes vi om, når vi f.eks. ser en døbefont, og derfor vil det heller ikke være
ligetil at udskifte sådan en døbefont, uanset alder, endsige at flytte den.
Delkonklusion
De imponerende rumligheder, man finder i folkekirkerne rundt omkring i landet,
minder ikke om de rumligheder, vi ellers færdes i. Måske er det derfor, vi stemmes til en
særlig følelse, når vi går ind og ikke kan gå ud igen uden at være påvirket af rummet. Vi
har ikke alle som individer erfaring med kirkerne eller personlig erindring, der får os til at
opføre os på en særlig måde i kirken, men vi er alle særdeles påvirkede af den danske
kulturs rødder i de kristne værdier. Trods det at flertallet af befolkningen ikke kommer
ret ofte eller aldrig i kirken, er der stærke meninger om, hvorledes kirken må ændres,
og i særlig grad hvorledes kirken ikke må ændres. Derfor må man til stadighed fortælle
kirkens historie og diskutere, hvordan vi sikrer, at de rum, der fylder os med en fællesskabs-
eller højtidelighedsfølelse, også fremover vil blive brugt på en hensigtsmæssig
måde. Over tiden har nogle kirker forandret sig meget (f.eks. på grund af ændrede
samfundsforhold), mens andre kun har ændret sig lidt. Måske skal det fortsætte sådan?
Kirkebygningerne en vigtig del af kulturlandskabet, og deres form og tyngde har
stor symbolværdi, og det uanset om det er romansk landsbykirke eller en nybygget
kirke. De immaterielle værdier som genkendelighed og hjemlighed skal såvel som de
arkitektoniske værdier tilgodeses og viderebringes i forbindelse med større eller mindre
forandringer på kirken. Kirkerne i Danmark skal helst ikke komme til at stå som den ”sidste
bastion”, de bygninger, der pga. deres alder og historie, ikke må forandres. Johannes
Exner har engang udtalt, at kirkerne er væsner med et langt og særdeles spændende
liv bag sig, og hvem er vi, der stopper denne udvikling? Det bliver krampagtigt. Og han
har ret derhen, at gradvise ændringer læner sig mere op ad den historiske tradition.

DEL 3 – CASE A
Gethsemane Kirkes bygningshistorie og –udvikling
Indbyggere i sognet: 2.631
Folkekirkemedlemmer: 1.469 (55,83%)
Gethsemane – historisk rids
Indtil midten af det 18. århundrede gik kystlinjen
helt op til husrækken nord for den nuværende
Gethsemane Kirke på Vesterbro i København.
Lige ud for kystlinjen lå der en lille græsbevokset
ø, det netop dækker det areal, der senere
blev opfyldt, som kirken er bygget på. Kirkefondet
(”Udvalget til Kirkesagens fremme”) var
bygherre på den første Gethsemane Kirke, som
blev opført i 1894 som distriktskirke (aflastning)
for Skt. Matthæus Kirke. Kirken er bygget på
den sidste grund i Dannebrogsgade, og pga.
undergrunden var det nødvendigt at opføre den
på et solidt betonfundament, men selve kirken
var yderst beskeden, bygget som en midlertidig
konstruktion med bliktag. Kirken var så simpel
af udseende, at den i folkemunde fik flere
øgenavne, bl.a. ”Stalden” og ”Jernkirken”. I den
første kirke var der plads til 900-1000 mennesker,
derudover var der sakristi og møderum
bag kirkesalen. Indvendig var kirken spartansk
indrettet uden malerier og statuer, kun et lille
alterbord med et helt enkelt kors udgjorde sammen
med stolene inventaret. 17
I 1894 var der ca. 5000 indbyggere i området,
men allerede i 1898 var der 11.000 mennesker i
det nu tæt bebyggede område. Til trods for indbyggertallet
var der ikke mange konfirmander,
17. Gethsemane Kirke 100 år, side 7-9
Den gamle Gethsemane Kirke, 1894.
Kirketårnet færdiggøres i 1901 og flugter med
den gamle facade.
31

32
begravelser eller bryllupper de første år, bl.a. fordi den blev opfattet som ”missionshus”
især i de borgerlige kredse, men også pga. kirkens ”tarvelige stand”, så mange foretrak
i stedet den større og mere fornemme Skt. Matthæus Kirke.
I 1897 kom en ny præst til, og han var fra landet og savnede derfor et tårn på kirken,
så man kunne lade kirkeklokker ringe ud over kvarteret. Efter en indsamling blev der
i 1900 rejst et 31 meter højt ”landsbykirketårn” med blændingsprydede gavle. En ny
tilbagetrukket facade blev også opført foran den midlertidige kirkesal. Tårn og facade i
røde teglsten og er tegnet af arkitekt H. Wright. 18
I 1901 blev Gethsemane et selvstændigt sogn og den kirkelige aktivitet deraf øget,
da sognets indbyggere ikke længere frit kunne vælge mellem Gethsemane og Skt.
Matthæus Kirke. Den midlertidige kirke blev dog først nedrevet i 1915-16 og erstattet af
en ny sognekirke helt i røde teglsten. Daværende stadsarkitekt H. Wright stod også for
at tegne den nye kirke, som blev udført i gotisk stil med spidsbuede vinduer, stræbepiller
og krydshvælv. Krypten var ikke helt færdig ved indvielsen, men menigheden lod
den sidenhen færdiggøre på egen bekostning. Krypten har gennem tiden, ud over menighedssamlinger,
været benyttet til forskelligt hjælpearbejde, bl.a. som natherberg for
hjemløse mænd, som sy- og varmestue for hjemløse og som arbejdslokaler for Kirkens
Korshær.
Gethsemane Kirkes omgivelser
Kirkens facade mod vest ligger ud til et større offentligt rum, Litauens Plads, som i
den ene ende har en asfalteret flade med idrætsbaner, som hører til den nærliggende
Oehlenschlægersgades Skole. I den anden ende findes et pergola-system med borde
og bænke og krat. Ud over kirken og skolen ligger der en vuggestue samt større sammenhængende
boligbebyggelser.
Tætheden i bygningsmassen har ændret sig en del siden den nuværende kirkes
indvielse i 1916. De største og mest drastiske ændringer skete under en totalsanering
i 70’erne. Mange huse, baghuse og korridorer blev nedrevet, og beboerne flyttet fra
sognet. Flere end 4000 mennesker blev flyttet, og mindre end 1000 kom til. Saneringen
ændrede bydelens karakter meget fra at have været et tæt område med en livlig handel
- der var bl.a. fire bagere, seks slagtere, 2 isenkramforretninger, kiosker, tapethandel
og et par blomsterhandlere - i begyndelsen af 80’erne var der ikke meget tilbage, der
mindede om det tidligere tætte kvarter. 19
18. Gravgaard, side 80
19. Gethsemane Kirke 100 år, side 19

Gethsemane – kirkebygningen
Kirkerummet har 400 siddepladser og er bygget
over en høj krypt med bl.a. et menighedslokale, garderobe
og køkken. En bred trappe af granit fører op
til porten, der er kirkens hovedindgang og bag denne,
under orgelpulpituret, befinder sig et kort, men bredt
våbenhus med et toilet på hver side, og længst mod
nordvest er et lille kordegnekontor. Et præstekontor ligger
i kirkens nordøstlige hjørne, og to trappeopgange
findes ligeledes i kirkens østlige ende. Det forholdsvis
korte skib har pulpitur rundt mod nord, vest og syd, og
på pulpituret mod vest er kirkens ældste orgel placeret.
Pulpituret har åbne balkonforkanter af træ ud mod
midterskibet, og her afholdes blandt andet møder og
konfirmandforberedelse. Under pulpituret er der flade
lofter, med rundbuehvælvinger mellem kirkens murpiller.
Koret er hævet fire trin over resten af kirken. På to
plateauer, en på hver side af koropgangen, er placeret
henholdsvis prædikestol og døbefont.
Siden “den nye” kirkes indvielse i 1916 er der kun
foretaget mindre bygningsmæssige indgreb og ændringer:
Til højre for alteret er der etableret elevator, med
plads til bl.a. en kiste, mellem kælder og kirkesal i den
tidligere trappeskakt. I kælderen er der etableret køkken,
et handicaptoilet, indgang til våbenhuset, døren i
hovedfacade er tilmuret og bag den er der indrettet en
garderobe. I 1970 blev der etableret fjernvarmetilslutning
i det eksisterende fyrrum.
Gethsemane kirke – inventar
Granittrappen, der leder op til hovedindgangen
Korpartiet
Hele østvæggen bag alteret er dækket af et freskomaleri fra 1929 af Oscar Matthiesen
(1861- 1957). Det er en dyster fremstilling af Kristus og apostlene i Gethsemane Have,
der varsler den snarlige korsfæstelse, og det erstattede en altertavle med samme motiv.
Prædikestolen er af træ med forgyldte udskæringer. Alterbordsforsiden er ligeledes i træ
33

34
med forgyldte udskæringer, ligesom knæfaldets balustre er forgyldte. Stolestaderne er
i mørklakeret træ med helt enkle udskårne detaljer, der er malet i grønne og røde nuancer.
Den ottekantede døbefont er af sandsten.
Kirken har to orgler: Et 16-stemmer stort orgel bagerst i kirken på vest-pulpituret
(1900/1916) og et mindre ”kororgel” opstillet på nordre sidepulpitur (1976).
I krypten findes endnu det gamle alterbord, som har været i brug, når kirkerummet
har været under reparation. Den petroleumsblå løber, der ligger helt fra indgangen til
knæfaldet i koret, er et iøjnefaldende element i kirkerummet; det er fremstillet af væversken
Eva Liechti til kirkens 100 års fødselsdag i 1994. 20
Gethsemane Kirke – registrering og beskrivelse
Form
Gethsemane Kirke er ikke afsat efter et
særligt system, men simpelthen indpasset
på grunden, som var den sidste til at blive
bebygget på Dannebrogsgade.
Den tætte sammenhæng med kirkens
nabobygninger gør, at man ikke kan se
kirkeskibet i sin helhed, men går man ad en
port mod elevatorskakten kan man få skibets
sydside at se. I første omgang opfattes kirken
som et tårn og en fritstående facade, og hvad
der gemmer sig bag denne, kan man således
kun gætte på.
20. Gethsemane Kirke 100 år, side 29
Oplevet snit af Dannebrogsgade med kirken
Går man ind gennem porten, ser man skibets sydside
med de store spidsbuede vinduespartier og
stræbepiller

Den store kirkebygning virker ikke mastodontisk eller monumental i helheden, da
de omkringliggende bygninger har nogenlunde samme højde som eller er højere end
kirkens skib. I materialer og højde skiller kirken sig ikke meget ud fra nabobygningerne;
det er nærmere selve formen, der får kirken til at adskille sig fra den helhed, den indgår
i. Ud over ved formen skiller den kamtakkede gavl sig ud ved at være tilbagetrukket
fra facadeforløbet samt ved at have mange detaljer i murværket; bl.a. forskellige blændingsformer,
stik og særlige teglsten omkring indgangsdøren.
Det første man ser af kirken er tårnet, som er et ”ægte landsbykirketårn”, inspireret
af sengotikken, som f.eks. kirketårnet i Glostrup. Sammenlignet med et gotisk tårn i
Jylland, f.eks. Vindblæs Kirke NØ for Mariager, så har man omtrent yderpunkterne i
dansk gotisk stil.
Glostrup Kirkes tårn er rigt smykket med murværksdetaljer.
De spidsbuede åbninger samt de smalle
lydhuller fremhæver klokkestokværket.
Tårnet i Vindblæs ved Randers blev brugt som sømærke
og står uden blændinger med glatte gavle,
kalket, kun med bomhuller. Sådan ser mange jyske
kirketårne ud, de passer til vejrliget og kvaderkirkernes
enkle udtryk.
Gethsemane Kirke er udført i gotisk stil, men forskelligartede stiltræk findes i detaljer
i murværket både ude og inde.
35

36
Skibets tilbagetrukne facade er det, der gør, at kirketårnet står frem i gaden, og den
indgår i bl.a. stil og proportioner i bedre sammenhæng med tårnet end kirkens forrige
facade (se nederste billede side 28). Den brede, stejle trappe er et markant element i
formen, som leder opmærksomheden mod den svære, dobbeltfløjede indgangsdør.
På vestfacaden er der udelukkende fladbuede vinduesåbninger, mens åbninger i tårnet
samt de store vinduer i skibets syd- og nordfacade er spidsbuede. De store vinduer
er inde delt i to af pulpituret, hvilket dæmper lysindfaldet betydeligt. Kirkens grundplan
er rektangulær, men efter at være trådt fra våbenhuset til skibet virker rummet temmelig
kort, hvilket får skibets højde og de store vinduer til at virke dramatiske. Over kor og skib
er der tilsammen fire krydshvælv, der ud over at fordele lyset
fra de store vinduespartier jævnt, understreger den vertikale
bevægelse i kirkerummet. Hvælvene er også en del af forklaringen
på, at akustikken i rummet er bemærkelsesværdig god.
Det er tanken i forbindelse med omdannelsen af kirken, at de
akustiske forhold skal behandles såvel med udgangspunkt i
de fremtidige funktioner som på baggrund af rummets historie Firedelt krydshvælv
og tradition.
Rummene i krypten er regulære og med højt til loftet. Der slipper rigeligt lys ind af
de højtsiddende vinduer, og med lysmalede vægge og det lyse parketgulv har krypten
markant anderledes rumligheder end kirkerummet.
Materialer
Tegl som materiale og stenenes farve
giver bygningen en stor tyngde, men forskellige
detaljer i murværket, de kamtakkede
gavle og især de spidsbuede åbninger tager
noget af bygningens massivitet. Materialet
er med til at give bygningen et fællesskab
med Oehlenschlægersgades Skole, der ligger
over for kirken i den vestligste ende af
Litauens Plads. Kirken og skolen, samlingspunkter
i hver sin ende af det åbne rum, er
de eneste af de bygninger, der er omkring
pladsen, der står med røde teglstensmure.
Oehlenschlægersgades Skole

Interiørbillede. Kig langs
nordvæg under pulpitur.
Tegl dominerer fuldstændigt kirkens ydre bortset fra de blyindfattede ruder og de
svære indgangsdøre af træ. Enkelte detaljer er i støbejern, f.eks. gelænder langs den
store trappe og dekorative detaljer over tårnindgangen. Et par steder er der ændringer
at spore i murværket, bl.a. et tilmuret vindue til venstre for hovedtrappen, samt to murpiller
af nyere dato ved den sydligste trappenedgang.
I kirkerummet står væggene i blankt tegl op til ca. en meters højde, herover er de
pudsede og hvidmalede. Gulvbelægningen i skibet og koret er mørke klinker, mens der
under pulpituret mod nord og syd er lakerede trægulve. Det meste interiør er i mørklakeret
træ; stolestader, pulpitur og rækværk, orgel, prædikestol, alterbord og alle døre, så
kirken er trods de store vinduer temmelig dunkel.
Der er som i kirkens ydre få materialer repræsenteret i det indre, men med detaljerne
i murværket i tankerne, overraskes man i det indre af meget lille detaljeringsgrad i materialerne.
Prædikestol og alterbord har nogle enkelt udførte, forgyldte udskæringer,
døbefonten er ligeledes med enkle detaljer i stenen. Pulpituret er helt uden detaljer
og har et solidt udtryk med de tætsiddende tværbjælker. Dørene er alle forsynet med
et opsprosset vindue øverst, men er ellers beskedne af udseende, ligesom de simple
stolestader.
Kontekst
Prædikestol til venstre for koropgangen Pulpituret deler de store
vinduer i to
Gethsemane Kirke har en central placering på Vesterbro og i sammenhængen fin
placering ud til en stor åben plads, Litauens Plads, som også Oehlenschlægersgades
Skole benytter sig af og fylder med liv i hverdagene.
37

38
Gethsemane Kirke ligger som en
del af en bymasse, en del af en facaderække,
og står derfor ikke tydeligt
frem, før man kommer på tæt hold.
Den er ”passet ind” på den sidste
ledige grund, og omkring ligger byggeri
med både fem og seks etager.
For nogle vil kirken givetvis ikke synes
”indpasset”, men snarere indeklemt.
Litauens Plads
Kirkens tårn står ikke som et
pejlemærke, man kan se på lang afstand,
men er alligevel et element
Kirke
i byen, som man kan navigere efter,
idet tårnet og den tilbagetrukne facade
giver bygningen et særpræg, som man Gethsemane Kirke i kontekst
genkender frem for andre kirker i nabolaget.
Den ligger meget tæt på to andre kirker på Vesterbro: Mariakirken på Istedgade
og Absalons Kirke på Sønder Boulevard. Både i stil, materialer og alder har Gethsemane
Kirke iøjnefaldende fællestræk med disse kirker, men de har også individuelle
træk, som adskiller dem. Gethsemane ligger i en helt tæt bymæssig sammenhæng,
mens de to andre har mere plads omkring. At man skal tæt på for at se Gethsemane
Kirke understreger vertikaliteten, sådan som også kirkens form og detaljer i blændinger
og vinduer gør det. Formen og den tilbagetrukne vestfacade er det, der synliggør kirken
i facaderækken, mens materialerne giver bygningen den fornødne tyngde i konteksten.
Sdr Boulevard
Dannebrogsgade
Kig langs Dannebrogsgade mod Sønder Boulevard Kirketårnet ses over trætoppene fra skolens øvre etage
Vesterbro er en del af den tætte by og dermed også et støjende kvarter. Gethsemane
Kirke er en mulighed for at opleve et stille rum midt i larmen.
Skole
Istedgade

Gethsemane Kirke – bevaringsværdier og kirkens fremtid
Gethsemane Kirke er et byggeri fra en periode med romantisk søgen bort fra industrisamfundet
mod middelalderens gudfrygtighed; den er tydeligt inspireret af
landsbykirken. Industrialiseringen fostrede ikke en ny kirkearkitektur, selv om den på
stort set alle andre områder havde stor indflydelse på samfund og dennes arkitektur. De
nye kirker var ikke renæssance, rokoko eller klassicistiske i stil, men søgte inspiration i
den stil, der dominerede, da kristendommen havde bedre fat, den romanske stil.
Af kirkerne i
hovedstadsområdet
fra perioden
mellem 1860-1940
har mange af dem
nået en ”kritisk”
alder, hvor forfaldet
ofte begynder
at vise sig. Vi ser
ikke længere på
de historiserende
stilarter med rynket
næse, men der
er alligevel grund
til at stoppe op og
tænke i en større
sammenhæng.
To kirker fra samme periode med kirkebyggeri som Gethsemane. Mariakirken på Istedgade
(tv.), og Absalonskirken på Sønder Boulevard (th.)
Det handler ikke blot om at øge vedligeholdelsesindsatsen, men også se nærmere
på nye krav til tilgængelighed og muligheder for anden anvendelse. Ud over kendskab
til materialer og teknikker må man også analysere bygningens formsprog, kende de
tanker, der ligger til grund for opførelsen og den historiske udvikling, ellers risikerer
man at udradere bygningens særkende og vigtighed som ”historie-fortæller”. Set i sammenhæng
med de øvrige kirker i Danmark er 100 år ingen alder for en kirke, men i en
mere lokal kontekst er f.eks. Gethsemane Kirke en vigtig brik i historien, der beretter
om Vesterbros udvikling fra landområde uden for Københavns volde til et tætbebygget
brokvarter som følge af industrialiseringen. Pga. den store fattigdom på Vesterbro, hvor
hele familier boede i meget små lejligheder (i hele området var der kun fire lejligheden
med fire værelser; de øvrige havde færre) var kirken et afgørende samlingssted, hvor
man kunne søge hjælp og støtte. Den folkelige indsats, der betød opførelsen af Gethse-
39

40
mane Kirke, kan i dag virke ret forbavsende, da det er helt utænkeligt, at noget lignende
kunne ske igen. Dette er ikke kun gældende for Gethsemane, men også de andre
brokirker, hvilket gør perioden med nyt kirkebyggeri i hovedstaden fascinerende.
Gethsemane stod ikke fra første dag som en færdigbygget kirke, men som en provisorisk
ramme for en menighed. Der var ikke tale om en ”skøn kunstnerisk helhed”
i begyndelsen, men snarere et billede af en brugsbygning, der blev skabt ud fra en
økonomisk ramme og funktionelle krav. Kirkerne fra denne periode er ofte bygget for
beskedne midler, men de er udført i en håndværkstradition, der var på sit højdepunkt.
Tårn og facader har mange smukke murværksdetaljer, og ændringer i det ydre og brug
af andet end tegl som primært materiale må overvejes nøje.
Autenticitet
En del af Gethsemane Kirkes autenticitet ligger i sognebeboernes forhold til ”deres
kirke”. Endnu bor der mennesker i området, hvis bedsteforældre var med til at bygge
kirken, eller de har fået overleveret historier om dens opførelse. Menigheden har kæmpet
for kirken og samlet penge til forbedringer og udbygninger, så den er et fælles
projekt også i dag, hvilket er en del af kirkens grad af autenticitet. For at bevare dette
må kirken også fremover danne ramme for fælles arrangementer, store som små aktiviteter,
hvor alle kan være med. Med en kirkegangsprocent på 0,5-2% er der ikke en
stor guds-tjenestefejrende menighed i sognet, men det betyder nu ikke, at kirken ikke
bruges; teatergrupper, fællesspisning, fortælleaftener, legestue mm. har plads i kirken.
Menighedsplejens historie i Gethsemane sogn er næsten lige så lang som kirkens.
Stor fattigdom var fremherskende i de første mange år af kirkens historie, så hjælpen
var nødvendig. Både børnefamilier og ældre har nydt godt af de frivilliges arbejde, men
også narkomaner har betegnet kirken som et ”fristed”, hvor der var hjælp at hente, når
problemerne blev for uoverkommelige. 21
I et forslag om en ny kirkestruktur i 1979 blev det foreslået at nedlægge eller omdanne
syv kirker i København, bl.a. Gethsemane Kirke, og en avis foreslog, at den
lukkede kirke kunne omdannes til medborgerhus – menigheden gik ind i kampen for at
bevare kirken, bl.a. med argumentet om, at kirken allerede var et medborgerhus. 22
En del af autenticiteten ligger i den værdi, det er, at kirken er rejst af de beboere,
som skulle bruge den. Landsbykirkerne og de største af bykirkerne er som regel opført
af egnens rigmænd, grever og godsejere, eller af kongen. I tilfældet Gethsemane har
menighedens engagement og kamp for kirken medfødt en vis ejerfornemmelse og affektion
over for kirken, som vil kunne bruges positivt i forhold til den nye funktion.
21. Gethsemane Kirke 100 år, side 21-23
22. Gethsemane kirke 100 år, side 26-27

Tålegrænser
Københavns midtby byder på mange muligheder for at opleve musik, teater og film,
og det er ikke eksempler på funktioner, der kan være med til at sikre et områdes særpræg
eller styrke lokalfølelsen. Desuden er københavnerne vant til at flytte sig efter
arrangementer af forskellig art, hvilket gør konkurrencen hård. Jeg mener ikke, man skal
satse på at tiltrække folk fra det meste af København, men i stedet sørge for at udnytte
kirken i lokal sammenhæng på Vesterbro og holde den åben for flest mulig for ikke at
sætte en stopper for den rolle som ”medborgerhus”, som kirken har haft gennem hele
sin historie.
Gethsemane kirke er af god bygningsmæssig
kvalitet og ligger placeret i
et område uden mange fællesfaciliteter,
og omdannes kirken til kontor, hotel eller
bolig, vil det betyde, at kirken forsvinder
helt fra det offentlige liv. Det er rimeligt at
fastholde en funktion, som er til glæde for
lokalsamfundet – medborgerhus, øveloka-
ler for musik og amatørteater, ældrecenter,
bibliotek mm. Hensynet til funktionen er dog
ikke kun af praktisk og lokalhistorisk betydning,
men spiller også ind, når man taler om
bygningens tålegrænser. Mange funktioner
vil betyde store ændringer i kirkens rum,
f.eks. indsættelse af etagedæk, opsætning
af lydskærme og –udstyr med ændringer i
akustikken til følge; med sans for kvaliteter-
Fin og enkel detalje i murværket i kirkerummet, som
går igen flere steder i kirken
ne i lys, skygge, lyd, stoflighed mm. kan man lave store ændringer i kirkens indre uden
at miste autenticiteten fuldstændigt. Kirken er ikke blot tilfældige, ledige kvadratmeter
med en god beliggenhed, men en bygning af høj kvalitet med stor lokal betydning. Des-
uden er det en del af kirkens særkende, at inventaret er enkelt og skåret ned til det
væsentligste. Udvidelser, ombygning og indkøb af nyt inventar er gennem kirkens historie
sket ved hjælp af indsamlede midler, og det er stadig tydeligt. Ved ombygning af
kirken vil det være oplagt at holde det simple, gedigne udtryk for øje.
41

42
DEL 4 – CASE B
Øse Kirkes bygningshistorie og –udvikling
Indbyggere i sognet: 1.489
Folkekirkemedlemmer: 1.350 (90,66%)
Øse – historisk rids
Øse Kirke menes opført omkring år 1100. Øse sogn nævnes første gang 1347, og
siden det 15. årh (formentlig år 1489) har Øse været hovedsogn til Næsbjerg. Kongen
solgte i 1726 kirken til kaptajn Frederik Lassen til det Nørholm ved Sig og Grubbesholm
i Nørre Bork. Med Grubbesholm kom den 1731 til kancelliråd Frederik Hein til Stensgård
på Fyn og fulgte dette godskompleks (fra 1751 knyttet til stamhuset Hvedholm) indtil
1764, da Preben Brahe til Hvedholm solgte kirken til fire bønder i Øse sogn, og kirken
tilhørte lokale beboere, indtil den overgik til selveje i 1909. 23
Øse Kirkes omgivelser
I den meget lille landsby
Øse, ca. 14 km nordøst for
Varde, ligger Øse Kirke med
frit udsyn over markerne. Kirkegården
har bevaret sine gamle
skel mod nord og vest, men
er udvidet (senest 1955) mod
syd og øst. Kirkediget består
af græsklædte jorddiger, udvendig
med kampesten, og
kirkediget undergår netop nu
en omfattende renovering. I det
nordvestre hjørne lige inden
Øse Kirke set fra nordvest
for diget står to store, fredede
lindetræer. Kirkegårdens hovedindgang er i nord ud mod en parkeringsplads og hovedvejen
gennem Øse, mod vest er en ganglåge. De murede piller, afsluttet som aftrappede
23. Danmarks Kirker, bd. 3, hft. 18, side 1601

pyramider med granitkugler med jerngitterlåger mellem er meget egnstypiske og er formentlig
fra midten af 1800-tallet, da de afløste murede, blytækkede portaler. Den østre,
murede indgang blev nedbrudt i forbindelse med kirkegårdens udvidelse og synes som
nordindgangen at have bestået af ”ligport” og ”stette” (køreport og ganglåge). En ny port
mod syd har hvidkalkede piller, afdækket med granitplader og –kugler. Et lille hus øst
for kirkepladsen har en tid tjent som bolig for graveren og er formentlig sognets gamle
degnebol (gård/jord tilhørende degneembedet) og skolehus. Et hvidkalket hus med tegltag
inden for norddiget, nordøst for koret er kirkens ligkapel (opført omkr. 1920), og et
materialhus mod sydøst er i 1987-88 udvidet med graverkontor. 24
Øse – kirkebygningen
Kirken har romansk kor og skib, hvoraf skibet er
opført af to omgange. I senmiddelalderen er et våbenhus
tilføjet foran skibets norddør, et tårn og muligvis
også et nu nedrevet sakristi ved korets nordside. En
tilmuret dør mod syd var tidligere ”kvindedøren”, mens
hovedindgangen i nord var ”mandedøren”; normalt var
dette ellers omvendt, da den solrige sydside blev set
som den mest fornemme, mens den koldere nordside
blev betragtet som mindre attraktiv.
Korets og skibets mure er opført af rødlige og grå
granitkvadre i regelmæssige skifter over en skråkantsokkel.
Korets østgavl og sydside er ommuret i 1885.
Korets nordside er ommuret engang før 1650, hvilket
kan være foretaget pga. nedbrydning af omtalte sakristi.
Indvendig, hvor der kan have været en dør til et sakristi,
er nu et indmuret skab.
Der er et byggeskel 8-10 meter fra de østre hjørner,
der udgør første byggeetape. I skibets vestre del består
murene af ti skifter mod ni i kirkens østende. Forskellen
i murværket svarer til en lignende opdeling i tagværket
og forskel i vinduernes udformning og i gavlspidsernes
materiale. Om der er tale om et byggestop af kortere varighed eller forlængelse af et
afsluttet kirkeskib, kan ikke afgøres, men det første afsnit af skibet er dog så kort, at det
virker usandsynligt, at det har stået med afsluttet vestgavl. 25
24. Danmarks kirker, bd. 3 hft. 18, side 1603
25. Danmarks kirker, bd. 3 hft. 18, side 1604
Bygningsmæssige ændringer, Øse
Kirke:
1) Skib og kor med første byggefase
indstiplet.
2) Våbenhus tilføjes samt formodet
sakristi. Korhvælv etableres.
3) Tårn tilføjes, sakristi nedbrudt.
43

44
Romanske vinduer ses i skibets nordside (to stk. genåbnet 1943) og i korets nordside,
alle har udhuggede sålbænke og sidder i samme niveau. Et tilmuret romansk
vindue ses i korets østgavl. De øvrige vinduer er meget omdannede og uden særlige
detaljer. Skibets lidt yngre vestvindue, hvor overliggeren smykkes af en rundstav med
en lilje i toppunktet er i udformningen nært beslægtet med flere af kirkerne i Skast
Herred. I korets sokkelsten findes der mod syd nogle billedkvadre, dels to rosetter og et
malteserkors, dels en løve.
Tagværket over både kor og skib er formentlig de oprindelige. Korets ottedelte krydshvælv
er indmuret ca. 1500-20; koret har oprindeligt været dækket af et bjælkeloft,
således som skibet stadig er det.
Våbenhuset, som er placeret foran skibets norddør, er opført af
genanvendte romanske kvadre samt yngre, grovere huggede granitkvadre
og munkesten og er tækket med bly. I hver flankemur er der
inde to spareblændinger, mod øst er de indrettet som bænke, mod
vest med knager til overtøj. Den fladbuede dør midt i gavlen blev
udvidet i 1943, over døren er et lille korsformet glughul. Gulvet er
lagt med røde munkesten, og bjælkeloftet er gråmalet. Huset kaldes
i 1653 for ”schrefferset” (skriftehuset). Som noget ret usædvanligt
fandt man under en nykalkning af våbenhusgavlen i 1981 resterne
af en udvendig kalkdekoration, som formentlig stammer fra husets
opførelse. Kalkmalerier var bevaret uden at have været beskyttet
af senere tilbygninger. Udvendige kalkmalerier er meget sjældne i
Danmark.
Tårnet er tre stokværk højt med et saddeltag af bly. Det var
oprindeligt afsluttet med et spir (indtil omkring 1735), et såkaldt
Tørninglen-spir, som var almindelig udbredt i Sønderjylland, med en
pyramide over fire blændingsprydede gavle. Af de fire gavle er kun
Tørninglen-spir
Sct. Jacobi Kirke,
Varde
Billedkvadre i kirkens sokkelsten
det østre bevaret med spidsbuede højblændinger, mens det vestre
er muret i sidste halvdel af 1700-tallet. Oprindelig var der adgang til
tårnrummet via en nu tilmuret dør i nordmuren, mens man kom til
mellemstokværket via en udvendig, tømret fritrappe, der førte op til

en dør i nordmuren. i dag kommer man op i tårnet via en muret trappe i en lille tilbygning
fra 1943 ved tårnets sydside. I klokkestokværket er der to glamhuller mod syd, to mod
nord, et i øst og vest. 26
Øse Kirke – inventar
Fra middelalderen er kun bevaret den romanske døbefont, som er en variant af egnens
glatkummede type. Det vigtigste inventar i kirken er anskaffet inden for en kort
periode omkring 1580 og er i egnens ungrenæssancestil. Alterbordforsiden er f.eks.
fra 1587, og af en helt enestående, velbevaret lektorieprædikestol med årstallet 1584
er sidebrystningen nu opsat omkring skibets norddør, mens midtkarnappen fra denne
siden 1850 har været opsat som almindelig prædikestol i skibets sydøstlige hjørne.
Sidebrystningen blev i 1850 opsat imod skibets vestvæg foran tårnet og blev i 1909 rykket
frem som en del af et nyt orgelpulpitur, men ved pulpiturets nedtagelse i 1925 blev
brystningen rykket til sin nuværende placering på nordvæggen.
Sidebrystninger fra lektorieprædikestolen var tidligere
opstillet foran tårnrummet
Det er sandsynligvis en lokal snedker, Christen Pedersen fra Heager, der står bag
lektorieprædikestolen og alterbordsforside samt en præste- og skriftestol og nogle
stolestader, som nu er på Nationalmuseet og Varde Museum. 27
Kirkens nuværende indretning er etableret ved en restaurering i 1941-43, hvor kunstner
Stefan Viggo Pedersen lavede et kalkmaleri i koret, som erstattede en altertavle i
skønvirkestil fra 1904 (signeret H. Dohm), hvorfra stykket ”Vandringen til Emmaus” nu
er ophængt midt på skibets sydvæg. En ældre trefløjet altertavle, en katekismustavle, i
ungrenæssancestil anskaffet i 1587 er ligeledes ophængt i skibet på nordvæggen.
26. Danmarks kirker, bd. 3 hft. 18, side 1605-6
27. Danmarks kirker, bd. 3 hft. 18, side 1610
Prædikestolen, tidligere midtkarnap i lektorieprædikestol
45

46
Koret med freskomaleri
Kirkerummet set mod vest. Orglet er placeret i
tårnrummet. Den trefløjede katekismustavle ses
forrest til højre.
Gravsten muret ind i koret
28. Danmarks kirker, bd. 3 hft. 18, side 1614
29. Danmarks kirker, bd. 3 hft. 18, side 1626-27
Stoleværk fra 1878 blev udskiftet med de
nuværende stolestader i ungrenæssanceformer.
Alterbord og prædike- og lektoriestol
fremstår med meget kraftig, kras bemaling
efter istandsætninger i 1920 og 1925. Det
øvrige inventar har mere dæmpede farver og
er farvesat af kirkemaler Erik Hansen, Askov
i 1965. Dørfløjen mellem skib og våbenhus
er fra 1805 (ses på pynteplade af jern) og er
gråbrun med gråt jernværk. Alterskranken er
fra restaureringen i 1943 og er femsidet med
støbejerns-balustre og håndliste med hylde i
blankt egetræ. 28
Af yderligere inventar kan nævnes en
pengeblok fra 1804 med jernbeslået overdel, to
lysekroner i skibet, indkøbt hos en kunstsmed
i 1925, et kirkeskib, orlogsfregatten ”Haabet”,
som er skænket af fire bønder og ophængt
1925, en præsterækketavle ligeledes fra 1925
i ungrenæssancestil, som efterligner den
gamle altertavle, hvor der med forgyldt skrift
på sort bund står skrevet: ”Sognepræster
i Øse efter Reformationen”, og præsternes
navne står med tilsvarende skrift. Desuden
en klokke fra 1924, skænket af menigheden
med indskriften: ”Jeg kalder paa gammel og
paa ung/ mest dog paa Sjælen træt og tung/
syg for den evige Hvile”. Klokken erstattede
en gammel stormklokke fra Varde fra 1200-tallet, som man fik
efter nedbrydningen af Skt. Nikolaj kirke i Varde 1909. 29
Et epitafium (gravminde) fra 1675 over sognepræst Mads
Mortensen Morsing, hans hustru og datter, som kun blev 12
uger, hænger på skibets sydvæg lige ved prædikestolen. En
gravsten i rød kalksten over samme familie er nu muret ind
i korets nordøstlige hjørne. Et gravstensfragment, formentlig
også fra slutningen af 1600-tallet i sort kalksten tjener som
trappesten foran våbenhusdøren.

Øse Kirke – registrering og beskrivelse
Form
Øse Kirkes grundplan er afsat efter et fast system
for romanske kirker. Man brugte enten det
såkaldte viekors-system eller et kvadratsystem,
som også kunne være medbestemmende for
kirkens højdeforhold.
Øse Kirkes samlede form er en sammensat
helhed af rektangler og kvadrater med forskellig
volumen, men de har alle afsæt i den samme
type: en i grundplan firkantet størrelse med saddeltag.
De forskellige voluminer er som presset
sammen, så der sker ”overlap”, som ved tårnets
møde med skibet, hvor det nærmest ser ud som
om, tårnet har kilet sig ind i skibets massive mure.
Kirkens tårn har tidligere (indtil ca. 1735) haft et
såkaldt Tørninglen-spir, som har betydet et noget
anderledes samlet udtryk. Den nuværende tårnafslutning
er noget mere simpelt end et tørninglensk
spir, men understreger til gengæld formens enhed.
Tilsammen udgør enkeltelementer skib, kor,
våbenhus og tårn en enkel helhed med stor tyngde.
Fra indgangssiden dominerer stadig de store
murflader, kun brudt af små åbninger, de romanske
vinduer, og den lave, rundbuede åbning til indgang
i våbenhuset. De få og små åbninger understreger
bygningens soliditet, da murenes tykkelse bliver
tydelig. De små, højtsiddende romanske vinduer
sik-rer trods deres undseelige størrelse en del lys
inde i kirkens kor og skib, da lysningen udvider sig
tragtformet til begge sider. En svær, flammet dør
giver adgang til våbenhuset, et lavt og dunkelt rum,
der svarer til den forventning, man har fra den ydre
form. Kirkeskibet er derimod noget lysere, end man
Afsætningssystem for romansk kirke/Viekorssystemet.
Den store cirkels diagonal svarer til den udvendige
længde på skibet.
Kirkens former og voluminer
47

48
kunne forvente, og det skyldes de store, opsprossede vinduer mod syd af nyere dato,
som spreder direkte og pga. de dybe karme også meget indirekte lys i kirkerummet.
Kirkeskibet har et fladt, gråmalet bjælkeloft, så der ikke er mulighed for at se tagkonstruktion
og det store, åbne loftsrum. Dette forhold er ikke, hvad formen udefra giver
forventning om, men bjælkeloftet gør til gengæld det indre rum let overskueligt og meget
enkelt, og opmærksomheden rettes naturligt mod det hvælvede kor, som også er hævet
et par trin over skibets gulv. Triumfbuen mellem kor og skib er et særligt markant træk
og øger nysgerrigheden omkring det hævede korparti, som først åbner sig, når man står
under triumfbuen. Korets ottekantede krydshvælv giver et skift i rummets lys og overgang
fra skib til kor understreges yderligere.
Der er en god sammenhæng mellem den
ydre og indre form; også inde fremstår de forskellige
delelementer som en sammentømret
helhed, der signalerer soliditet og holdbarhed.
Dog blødes det ydre, næsten fæstningsagtige,
udtryk op, når man træder ind i det rolige,
imødekommende rum. Udefra ser formen ud til
at være vokset op af selve den jord, den står på,
og har derfor også et højtideligt udtryk, mens
Interiør set mod koret i øst, Øse Kirke
flere detaljer og inventar i andre materialer inde
øger følelsen af at være velkommen. Kirkens simple form er ude som inde let overskuelig,
selv om de faste stolestader inde lader noget tilbage at ønske i forhold til det bare
middelalderlige kirkeskib, hvor murede bænkede langs siderne var eneste mulighed for
at sidde, så de fleste stod op under gudstjenesterne. I forhold til de kirkelige aktiviteter
i dag giver det mange hovedbrud med de faste stolestader, der gi-ver et meget ufleksibelt
rum, så flere arrangementer, koncerter, babysalmesang, teater, kræver stor vilje at
gennemføre.
Materialer
Øse Kirke er opført af rødlige og grå granitkvadre i regelmæssige skifter. De jyske
landsbykirker, og til dels de fynske, har som regel tilhuggede granitkvadre med plane
flader og retvinklede kanter, mens denne type kirker er sjældne på Sjælland, hvor man
kun kløvede de største sten og ellers brugte stenene, omtrent som man fandt dem på
marken med den pæne side udad.

Ud over granitkvadre finder man dog også i Øse Kirkes
mure både marksten og munkesten, synlige hvor muren
ikke er overkalket. Disse materialer er spor efter ændringer
i kirkens samlede masse, som f.eks. nedbrydning af et
formodet sakristi på kirkens nordside, tilmuring af døråbninger
(præstedør ved kor og kvindedør i sydmuren) og
reparationer i murene. Teglbrænding var ikke indført i
Danmark ved kirkens opførelse, men var gotikkens foretrukne
materiale, så skiftet i materialer fortæller også om
ændringer i stilart og håndværksteknik. Især tårnets mure
har undergået mange reparationer, men den kalkede mur
skjuler næsten de mange ændringer, dog ser man tydeligt
i tårnets øverste stokværk et skift i materialer (formentlig
marksten) pga. den ændrede tårnafslutning.
I det ydre er det stenenes tyngde og de store,
blytækkede tagflader, der helt præger helheden. I Jylland
er kirker med blytage stadig en almindelighed, mens
øerne i høj grad har tegltækkede kirker.
Lyset spiller i de tilhuggede granitkvadre, men også i
de kalkede mure og de små ujævnheder bag den hvide
kalk, som er en kontrast til de mørkere bly- og stenflader,
og som ud over at signalere renhed tager noget af stenenes
vægt, dog uden at mindske indtrykket af formens
tyngde.
Kirkens indre præges ikke kun af sten som materiale,
men i høj grad også af et andet, nemlig træ. Især det flade
bjælkeloft giver kirkeskibet en særlig karakter, men træet
går igen i det meste af inventar og udsmykning, og kirkens
indre har derfor en noget anderledes detaljeringsgrad end
det ydre, da der er meget træskærerarbejde med små
og fine detaljer. På korets sydlige mur, kan man i sokkelstenen
finde meget enkle billedkvadre, skønne fordi de
i detaljeringsgrad stemmer overens med materialet, den
hårde granit, men inde i kirkerummet findes mange finurlige
ornamenter og detaljerig udsmykning af altertavle
og prædikestol. Størstedelen af inventaret er som sagt af Materialer - overgange og detaljer
49

50
træ og iøjnefaldende i rummet, men gulvet af munkesten lagt på fladen betyder også
meget, idet den rødligbrune sten i høj grad påvirker rummets farve og selv virker næsten
orange, når solen fra syd rammer gulvet. Samtidig står gulvets varme glød i modsætning
til det kolde lysindfald fra det små vinduer mod nord.
Med granit og bly som de dominerende materialer ude, samt træ og munkesten inde,
skal man finde andre typer materialer i detaljerne. Et enkelt af de blyindfattede, romanske
vinduer har f.eks., i modsætning til de øvrige med normalt rudeglas, forskelligt farvet
glas. Detaljer i jern findes i de gråmalede jernbeslag på indgangsdøren, revledøren
mellem våbenhus og skib samt på pengeblokken og i støbejernsbalustre ved knæfaldet
i koret.
Kontekst
Kapel og materielhus må regnes som en del af konteksten
snarere end en del af den samlede form, da
bygningerne er trukket så langt fra selve kirken, at de ikke
opfattes som dele af denne. Begge bygninger bekender
med formen, det gråmalede træværk og de hvide mure
tilknytning til kirken; også de er meget simple i formen og
med få detaljer, et i forhold til kirken markant anderledes
træk er dog det røde tegltag på begge bygninger.
Kirkens dige og tilhørende beplantning udgør et veldefineret
uderum med skarpe skel, og man er klar over,
hvornår man træder ind på kirkens område. Kirken samt
kirkegården med diget omkring og præstegården, der
ligger på den anden side af vejen (NV) for enden af en
kort grusvej, udgør med de tilhørende uderum kernen i
Øse og miljøet i byen. Langs hovedvejen gennem Øse,
Sønderskovvej, ligger ikke mange huse, de fleste røde
teglstenhuse med saddeltag, alligevel gemmer kirken sig
fra visse vinkler mellem den lille landsbys huse og de høje
Materielhus mod sydøst inden for
diget
Kapellet nordøst for indgangen til
kirken
træer, mens den fra andre ankomster synes at være ensomst beliggende i det flade
landskab. Fra kirken er der kig mod det åbne land.
Landsbyen Øse har naturligvis ændret sig siden kirkens opførelse, men som det
ses på et kort fra 1789 er det ikke en voldsom udvikling. Øse er stadig en meget lille
landsby, og stort set al den bebyggelse, der er kommet til de sidste par hundrede år, lig-

ger vest for kirken område, og der er tale om lav
bebyggelse, som ikke influerer meget på kirkens
synlighed.
Udsyn til marker mod nordøst, øst og syd
for kirken gør, at kirken på afstand kan synes at
ligge helt øde. Meget aktivitet og trafik til at forstyrre
stilheden og fornemmelsen af at være et
øde sted er der nu heller ikke i Øse. Den hårde
vestenvind er tit det, der bryder stilheden, og
træder man ind i kirken efter at være blevet rusket
af vinden, er stilheden næsten larmende.
Kirken set fra to vinkler
Øse Kirke – bevaringsværdier og kirkens fremtid
Matrikelkort 1:10000 af Øse fra 1789
Øse Kirke er en typisk vestjysk landsbykirke, hvis stil nu ses som noget særligt
dansk, selv om kirkebyggeriet var underlagt de skiftende stilarter, der kom til udefra.
Landsbykirken som type er noget særligt for vores kultur, og den har sit særpræg fra
egn til egn. I Øse, som i mange andre landsbyer, er sognet det givne fællesskab, og
kirken står som et symbol på dette fællesskab. Kirken er af stor lokalhistorisk betydning,
men som type også en vigtig brik i den nationale historie. Den romanske kirke som type
har en gennemprøvet byggeteknik, hvilende på århundreder gamle håndværks-traditioner.
De romanske kirker passer godt til klimaet: ingen træ eller flade tage. De første
trækirker findes der stort set ikke noget tilbage af, i modsætning til i Norge og Sverige,
hvor klimaet egner sig lidt bedre til denne byggeskik.
Øse Kirkes enkle udtryk understreges af de få materialer, der er anvendt meget
konsekvent, derfor må tilføjelse af andre materialer overvejes nøje for ikke at svække
51

52
helhedens stærke karakter. Kirken er i sin helhed
mht. form, materialer og beliggenhed en
smuk kirke, men ikke enestående; den har
mange fællestræk med andre kirker, særligt
dem fra samme område og andre jyske landsbykirker,
men dette kan også fremhæves som
noget bevaringsværdigt, fordi kirkerne samlet
set udgør et fællestræk i landskabet og dermed
noget genkendeligt.
Landsbykirkerne er ikke individualister, men
har fællespræg i materialer, størrelse, form,
beliggenhed og er i overensstemmelse med de
stedlige forudsætninger. Kirkerne med deres
enkle fællestræk og få individuelle afvigelser er,
som de smukkeste stykker musik, variationer
over et tema.
Autenticitet
Det stort set umøblerede romanske kirkerum
som type (udgangspunktet er Øse Kirke)
Øse Kirkes autenticitet bæres i vid udstrækning af
bygningens enkle former og stramme helhed; kirkegården
med stendiget omkring er et veldefineret rum,
og man er klar over, hvornår man er på kirkens grund.
Interiøret er som kirkens ydre helt enkelt med få materialer.
Hver især har de fleste ting i rummet stor værdi
og er vigtige for sammenhængen, men mht. placering
i rummet kan man godt forestille sig ændringer uden
at autenticiteten helt mistes, da denne ligger i selve
kirkerummets form, akustik og lysindfald.
Historien og generationers stemmer runger nærmest
i murene, og bygningen maner til andægtighed og
højtidelighed. Man siger, at jyden er stærk og sej, og
Romansk vindue mod nord
det er som om, kirken også er af den stærke, fåmælte
type med fundamentet nærmest voksende op af den grund, den står på. Autenticitet
findes i immaterielle værdier som murenes tryghed, den fredfyldte stemning og roen i

ummet – og materielle værdier som massivitet, soliditet og det, at en stor del af bygningen
er original.
Tålegrænser
Selv små ændringer kan virke voldsomme i et kirkerum som det i Øse, som har åben
forbindelse mellem tårn, våbenhus, skib og kor, og som kun har få møbler og sparsom
udsmykning, derfor er mulighederne for udvidet funktion også begrænsede. Der
findes ikke køkken- eller toiletfaciliteter i kirken, men etablering af disse ville helt ændre
stemningen og være et unødigt stort indgreb i den lille kirke. Det er svært at have aktiviteter
og afholde arrangementer af længere varighed i kirken uden sådanne faciliteter,
og det har fået menighedsrådet til at overveje muligheden for en tilbygning. Ideen er
spændende, men også særdeles problematisk at løse. Hvor tæt på/hvor langt fra kan
en sådan tilbygning placeres for at give mening i sammenhængen? Inde for kirkediget
ligger to bygninger ud over kirken, kapellet og materielhuset, og yderligere byggeri bør
begrænses mest muligt, for at kirken har plads omkring sig, så den kan opleves i sin
helhed, uden andet byggeri kommer i vejen (hovedsagelig mod nord og syd).
Delkonklusion
I det foregående afsnit er der redegjort for de to kirkers historie og udvikling, og hver
især er de beskrevet ud fra tre udvalgte begreber: form, materialer, kontekst, og ved at
sammenholde de to kirker med forskellig fremtid og arkitektoniske forudsætninger har
jeg et grundlag for at diskutere måder, hvorpå man kan formidle kirkernes bevaringsværdier
fremover.
Tiden har ændret sig inden for restaurering/bevaring; vi er os kultur- og bygnings-historien
mere og mere bevidst, og det er glædeligt derhen, at man grundigt undersøger,
analyserer og argumenterer, før ændringer gennemføres. En kirke kan ikke forstås som
enkeltbygning medmindre den ses i et større perspektiv - hvert indgreb man gennemfører,
bliver således et indlæg i en større debat om, hvordan kirken skal være nu og
fremover. De individuelle træk (materielle som immaterielle) er naturligt nok lige så
vigtige at redegøre for for at kunne bevare en meningsfuld helhed i forbindelse med
forandringer. I byen handler det ofte om tæthed, overgange og kvartersbevidsthed/kvarterstilhørsforhold,
mens det på landet er åbne vidder og det ikke at tage magten fra de
fritliggende kirkebygninger, samt sognefællesskabet, der er nøgleordene.
53

54
DEL 5 - OPSAMLING
Fællesnævnere og forskelle
Situationen er vidt forskellig i de to kirker Øse og Gethsemane, og stillingtagen til
fremtidige funktionsændringer deraf ikke den samme, men som det er udlagt i de foregående
delafsnit, er der grundlag for at nærme sig nogle fællestræk, som ikke kun
gælder for Gethsemane og Øse, men for alle landets kirker.
Fællesnævnere
Lukningstruede kirker er en forholdsvis ny ting i Danmark, måske er det også en af
grundene til, at kun få projekter med store ændringer i kirkerummet er blevet gennemført.
I en overgangsperiode vil det formentlig blive sådan, både på landet og i byen,
at de lukkede eller lukningstruede kirker vil kunne fortsætte med kirkelige aktiviteter
i en anden form: Filialkirker, lejlighedskirker, der åbnes efter behov ved f.eks. bryllup
og begravelse, indvandrerkirker, værkstedskirker, natkirker, børne- og ungdomskirker,
vejkirker eller koncertkirker. Men jeg håber og tror, der er andre og vægtigere grunde til,
end at vi blot skal vænne os til tanken, at vi endnu ikke har set en lang række folkekirker
med nye funktioner. Det kan være svært at indpasse nye funktioner i kirker, hvorfor
forslag om ændringer tit bærer præg af at skulle ”gå op” i planen. Sådanne forslag er

ikke gode nok til de betydningsfulde bygninger, som kirkerne er; der skal noget mere til.
Og da vi (i modsætning til i England, hvor ikke alle kirker får økonomisk støtte) er i den
situation, at kirkerne vedligeholdes, selv om de står tomme, kan man tillade sig at sige
nej til projektforslag, der ikke er gode nok. Rigtig gode projekter kommer der, når arkitekterne
også tør sætte sig ind i det åndelige og komme med følsomme, stemningsfulde
forslag – og efterhånden som flere kirker ender i en lukningssituation, og flere konkurrencer
udskrives, vil det sikkert også ske.
Tre forladte kirker i England
De to eksempelkirker, Øse og Gethsemane, har helt forskellige stilkarakteristiske
træk, men ser man form og materialer i en helhed, er der mange fællesnævnere, bl.a.
proportioner, bygningernes tyngde og selvfølgelig tårnet som et meget let genkendeligt
træk. Der er altså typemæssige fællestræk, og genkendelse ligger lige for trods forskel
i udvikling af kirker i byen og på landet. Ankomsten til kirkerne er vidt forskellige, men
ved begge kirker er der med henholdsvis kirkedige og anden belægning det ene sted og
en bred granittrappe det andet sted skabt en overgang fra det offentlige til kirkens rum.
Overgangen er vigtig og skal bevares, for at bygningerne manifesterer sig i konteksten.
Jeg mener, den grundlæggende fællesnævner for, at værdier i kirkerne kan fastholdes,
er, at kirken i forhold til ændret eller udvidet brug ikke opfattes som forudsætningsløs.
Folkekirkens historie er vævet sammen med befolkningens historie, og uden den er den
meningsløs som fællesskabsramme. Ændrer man funktionen på en uforsigtig måde,
risikerer man at destruere kirkens materielle som immaterielle værdier og status som
forståelsesramme.
55

56
Forskelle
Hvis der er fællestræk i form og materialer, er det i konteksten, man finder forskellene.
Man kan nøjes med at konstatere, at Øse og Vesterbro er to meget forskellige
kontekster, men den egentlige forskel ligger i hensynet til konteksten. De totalsaneringer,
Vesterbro har undergået har nok ændret bydelens karakter, men ikke kirkens, og
Gethsemane er ikke sårbar over for store ændringer i konteksten, som Øse Kirke er det.
Stort og højt byggeri tæt ved kirkens arealer vil ændre meget på den måde, bygningen
altid har hævet sig over bøndergårde og småhuse i landsbyen.
Konteksten betyder også vidt forskellige sammensætning af befolkningen i Øse i
forhold til på Vesterbro.
Beboerne i Gethsemane sogn bor inden for kort afstand til deres kirke, i gåafstand
med andre ord, mens beboere i Øse nemt kan have mere end fem kilometer til kirken.
Lukning af Gethsemane Kirke betyder heller ikke for beboerne, at de får langt til en
anden kirke, faktisk kan en ny besøges inden for et par hundrede meter fra den gamle.
I storbyen går man i kirke, når og hvor man har lyst; der er ikke dårlig samvittighed forbundet
med at benytte en anden end den “lokale” kirke. På landet er der ikke de samme
valgmuligheder tæt på ens hjem, og sognefællesskabet har her en anden betydning for
de lokale. Derfor vil en lukning af en kirke her have en helt anden konsekvens end i byen
- mange steder, som det ville være i Øse, vil en lukning betyde, at en alternativ kirke
ligger ti kilometer væk, nogle steder endnu længere.
Afstand til kirken, befolkningsunderlag og –sammensætning skal have indflydelse
på funktionen, hvis den ændres – hvad er behovet, og hvad er der grundlag for? I små
landsbysamfund som Øse er der andre behov end i et større bysamfund, så nogle af
de funktioner, der er foreslået i større byer, giver derfor ikke mening: multikulturcenter,
fitnesscenter, svømmehal, bowlinghal, pub. Selv om Øse og Gethsemane sogne er
omtrent lige store, er det en vigtig forskel, at oplandet spiller forskellige roller for befolkningsunderlaget.
Bykirken har ydermere en længere tradition for forskelligartede aktiviteter i selve
kirken. Som tilfældet Gethsemane, hvor stor fattigdom førhen prægede distriktet, og
kirken og dens medarbejdere derfor var en meget kærkommen hjælp til de mange syge
og udsultede mennesker. Gethsemane Kirke har lokalbefolkningen kæmpet hårdt for
og investeret egne penge i. Der har været tradition for et stort opsøgende arbejde, fordi
befolkningssammensætningen har ændret sig så meget – det er stadig et område med
stor til- og fraflytning.

Gethsemane skal satse på det lokale, hvis funktionen ændres. I byen er det kultur-
og idrætsfaciliteter, der mangler i de enkelte kvarterer, mens der inden for kort afstand
kan findes koncertsteder, biografer, teatre, svømmehal osv. I landsbyerne er situationen
som regel noget anderledes, her er der ofte ledige kvadratmeter midt i byen, og både
i kirken og i idrætshallen er der ofte for få mennesker. Derfor kunne kirken i tilfælde af
lukning arbejde på en profil, der kunne tiltrække folk fra et større opland. Kirkerne kan
også, især i større byer, blive en kærkommen og billig mulighed for at samles for mange
forskellige grupper mennesker, som ellers kan have svært ved at finde egnede mødelokaler.
Gethsemane er ikke en standskirke som de større købstadskirker, ikke sart og fin i
materialer, inventar og detaljer, men gedigen og solid i udtrykket som en landsbykirke.
Kirken er ”fattigfin” i positiv forstand, fordi den afspejler det kvarter, den tilhører.
Landsbykirken er, som i Øse, præget af det givne fællesskab. Tilknytning til landsbysognet
går ofte mange generationer tilbage, og der sker ikke store ændringer i
befolkningssammensætningen. Lokale traditioner gør, at formerne holdes, og man f.eks.
tager det pæne tøj på i kirken. Kirken er ikke at betragte som et medborgerhus, og det
er ikke i selve kirken, man kommer med problemer – ofte holder man dem for sig selv,
men man kan også søge råd hos præsten, som er en vigtig og autoritær person.
I Øse Kirke er der ikke sparet på noget mht. materialer, og det har været en bekostelig
affære at opføre den. Den solide kirkes enkle stil ude som inde er ikke udtryk for mangel
på midler ved opførelsen. Skiftende ejerforhold har præget kirkens inventar, som er
arbejder udført i tidens stil og efter alle kunstens regler.
Bekvemmelighed
De to kirkereksempler er bygget i to forskellige tider, og det afspejles i forholdene.
Gethsemane har tilknyttede kontorlokaler, menighedsrum i krypt, toiletfaciliteter, mens
der i Øse er mere spartansk, bygget som ramme om gudstjenesten og ikke andet.
Man fristes til at spørge, om behovet for øvrige lokaler og udstyr har ændret sig, for
i så fald omfatter det mange af de landsbykirker, som ikke har tilknyttede sognehuse
eller kirkecentre. Men hvad er behovet egentlig? Er kravene til udstyr og lokaler resultat
af øget fokus på bekvemmelighed?
Bekvemmelighed stiller krav om mere plads og mere udstyr, men måske kan kirken
stadig, som det har været gennem historien, danne ramme om fællesskab i simple
former. Arkitekturen opfordrer til eftertanke og indadvendthed, men også til at være
57

58
en del af et fællesskab uden
distraherende elementer. De
mange “velfærdsbygninger”,
som man kan opleve ved de
fleste folkekirker, er praktisk
funktionelle, men med disse
og andre tilbygninger skal
man passe på, at de ikke
ender med at tage magten fra
selve kirken.
På en konference i oktober
sidste år med titlen ”Kirke- og Øksendrup Kirke på Fyn med tilbygning lige inden for kirkegårdsdiget
menighedsbyggeri i det 21. århundrede”
fortalte Geoffrey Hunter, Acting Head of Care of Churches Team, London
Diocesan Fund, om flere omdannede eller lukkede kirker i England, hvor debatten om
kirkerne ikke er så ny som i Danmark. Mange kirker er allerede lukkede eller har fået
nye funktioner. Flere steder blev kirkernes ubrugte lokaler indtaget af lokale folk og brugt
under meget primitive forhold, f.eks. som telefon- og postcentral, hvilket ikke krævede
mere udstyr end en satellittelefon, et bord og en stol. Selve rummene blev ikke ændret,
men inventaret skiftet ud, så der blev mulighed for andre funktioner. I Danmark står vi
godt nok ikke i en situation, hvor forladte kirker kan indtages efter forgodtbefindende,
dog kan det måske give stof til eftertanke, hvor simpelt kirkens rum kan indrettes og
bruges til vidt forskellige ting.
Konklusion
Det er ikke bygningen i sig selv eller præsten som person, der er kirken, men folket,
menigheden, der skal være kirken. Uden menighed ingen kirke. Det er selvfølgelig indiskutabelt,
at præstens person har en stor indflydelse på dem, der kommer i kirken og
lokalsamfundet i øvrigt, lige som kirken som bygning rummer historiske og kulturelle
værdier både på lokalt og nationalt plan.
”Danskerne har æren af at have opfundet dogmet, man kan godt være kristen uden at
gå i kirke”, skrev kirkehistoriker og teolog Hal Koch (1904-63) engang, og kigger man på
kirkegangsprocenten, synes han at have ret, og selvom de mange ikke kommer i kirken,
har de følelser forbundet med selve kirkebygningen og ville nødig se den forsvinde. Jeg
synes, tidligere biskop Erik Norman Svendsen, meget rammende har formuleret et syn

på kirken, som jeg tror, gælder for mange mennesker: “Bevidst og ubevidst er kirkerne
med til at tegne “det gode og rigtige liv” med udsyn til vore dybe længsler og vore medmennesker.
Så kirken har bare at være der, når man har brug for den.” 30
Folkekirken er for os en meget væsentlig del af det danske kulturlandskab, både på
landet og i byen, og der er en genkendelighedens tryghed forbundet med synet af en
kirke. De jyske landsbykirker, afdæmpede i udtryk, repræsenterer det alvorlige, højtidelige
og er med til at skabe en smuk vekselvirkning mellem kultur og natur. Kirkerne er ofte
meget enkle, men ofte kan man i bygning og inventar få et indblik i forskellige perioders
stilarter og regionale særpræg. Landsbykirkerne har set århundreder komme og gå, og
tiden har sat sit præg. Kirkerne er de ældste bygninger i landet og er for størstedelens
vedkommende stadig i brug. Men der er også kirker, der står tomme, særligt i det indre
København, hvor befolkningstætheden ikke er så stor, som den har været.
Bykirkerne har en anden historie end landsbykirkerne, men der er alligevel en række
fællesnævnere; det kirkelige indhold præger rummet og arkitekturen, den arkitektoniske
form påvirker vores adfærd, og vores adfærd i kirkerummet forstærker igen opfattelsen
af det kirkelige. Man ”øver” sig i at opføre sig på en særlig måde i kirken, og det påvirker,
hvordan man fysisk forholder sig (man går stille, dæmper stemme), ligesom det påvirker
psykisk (noget er større end en selv - Gud, rummet, fællesskabet). Jeg er af den opfattelse,
at ændret adfærd i et kirkerum afhænger af genkendelighed både i de fysiske
elementer, bygningen, inventaret, og de uhåndgribelige ting, som følelser og stemninger.
Genkendeligheden er så at sige summen af det materielle og det immaterielle
Selv om den traditionelle kirkegang er for nedadgående, så ligger kirkebygningerne
der endnu. Men kan man ud fra et ressourcemæssigt spørgsmål have for mange kirker?
Kirkerne er vigtige arkitektoniske værker, som man ikke kan have for mange af, og jeg
anser det for totalt uacceptabelt, at en løsning på problemer med lukkede kirker, bliver
en nedrivning eller ombygning til ukendelighed.
Jeg mener heller ikke, det er seriøst at foreslå, at alle spor af religion skal fjernes,
hvis kirkens funktion ændres, for det åndelige knytter sig slet ikke kun til inventar og
symboler, men til hele rummets opbygning og bygningens form. Kirkens opbygning i
plan og bygningsdele som tårn og kor har tydelige referencer til religionens grundlag.
Hvis alle religiøse spor skal fjernes, hvorledes er det da muligt at indrette en kirke til et
andet formål uden at ødelægge arkitektoniske kvaliteter? Hvorfor kæmpe imod det, der
har været en bygnings eksistensgrundlag i århundreder? I andre sammenhænge, f.eks.
ved konvertering af industribyggeri, bruges overleverede elementer gerne i en helt ny
sammenhæng til berigelse for dem, der bruger bygningen.
30. Gravgaard, side 42
59

60
Kirkerne er et kapitel for sig, fordi de rummer følelser og stemninger, der knytter
sig til det åndelige, og opfattes af mange som hellige. Det skal respekteres, men vi må
ikke blive overbeskyttende af overdrevet frygt for at træde nogen over tæerne. Med
respekt for menneskelige relationer, historien, kirkens arkitektur og “rummets hellighed”
kan det også lade sig gøre at ændre kirkernes funktion og få udbytte af disse værdier,
selv om der selvfølgelig er tålegrænser. Jeg er af den overbevisning, at vi må indse, at
nogle funktioner ganske enkelt ikke kan indpasses, fordi de ikke gavner kirkens rum
eller respekterer historien. Men andre funktioner kan have glæde af kirkerummets indadvendte
ro og plads til fordybelse, rummets lys og akustik, følelsen af hjemlighed og
tryghed og dermed forstærke bygningens kvaliteter og værdier og forsvare kirkens berettigelse
til at blive liggende. Kirkens værdier, arkitektur og historie præger vores kultur
og samfund; kirken har som institution en uddannende og opbyggende tradition, som
ikke har nogen forhindring i at fortsætte. Kirkens tradition er ydermere tilgodeset ved
ikke at være elitær eller finkulturel. Den
er for alle. Derfor ser jeg ikke funktioner
som bar, diskotek eller kontor som brugbare
forslag - prøver de ikke blot at lade
kirkens gode værdier smitte af? En sådan
lidet opbyggende brug bliver ikke mere kulturel,
men kirken bliver måske lidt mindre?
Man må være mere end talentfuld for at få
de ændringer en bar, et diskotek, et kontor
kræver, til at spille sammen med kirkens
rum og arkitektur. Jeg mener, kirkens arki-
tektur og tradition lægger op til funktioner
af dannende, uddannende og opbyggende
art.
Kirke i England omdannet til bar. Er det en funktion, der
spiller sammen med kirkenskibets arkitektur?
I den brede brugsmæssige kontekst, mener jeg, det er bedst at forsøge at anvende
en lukket kirke til nye formål, fordi nye funktioner med deres inspirerende indhold kan
være med til at skabe nyt liv til i en lukket kirkebygning og dens omgivelser. Udviklingen
af en kirkebygning kan på den måde være med til at skabe udvikling for et helt
område. Samfundet er dynamisk. Krav og ønsker til byer og bygninger ændrer sig, og
bygninger lever et helt liv med de spor og ændringer, det nu engang giver. Det er ikke
kun kirker, som er kommet ud af takt med det omkringliggende samfund, men også
bondegårdenes avlsbygninger, pakhuse, og nu (efter kommunesammenlægningerne)
skal rådhuse og domhuse også have nyt indhold for at “overleve”. Det afgørende er

lot, at ændringerne sker med respekt for det der er, og med sans for det, der tilføjes.
Brokirkerne i København er gode eksempler på kirker, der har været (og stadig er) en
del af en omfattende social og bymæssig udvikling, og disse kirker bør have mulighed
for at tilpasse sig nye forhold.
Med denne nære, fysiske forankring er det helt oplagt at forestille sig, at kirkebygningerne
kan få tilført nye lag af konkret og symbolsk mening i relation til lokalmiljøet og
til dens beboere. Der er en ældgammel tradition for, at kirkebygningerne opfattes som
“hver mands hus og hjemsted” – eller som vi måske ville udtrykke det i dag: Som en del
af det offentlige rum. Kirken skal, uanset om den er placeret i byen eller på landet, være
en forankret del af nærmiljøet.
Man kan ikke uden videre behandle alle emner inden for samme såkaldte bevaringskodeks
for kirker. Hovedstadens brokirker kan ikke sammenlignes med de ældre
bykirker, som er monumenter over den verdslige formåen og standskirker for særlige
befolkningsgrupper, de kan heller ikke helt sammenlignes med de middelalderlige
landsbykirker, da der i alder, samfundsforhold og menneskesyn er afgørende forskelle.
Hvis brokirkerne fortsat skal danne ramme for menighed og/eller lokalsamfund, skal der
tænkes nyt i fht. brug og indretning.
Folkekirken som institution er nok i en brydningstid, men historisk set er dette ikke
noget nyt. Folkekirken er ikke kun under forandring, den er under stadig forandring. Den
har aldrig været uforanderlig – igennem historien har kultur og forandringer i samfundet
afsat ”lag” og efterladt spor, som stadig præger kirken. Disse spor og lag er vigtige
i karakteristikken af folkekirken som institution og som bygning, og vi kan ikke skille
begreberne fuldstændigt ad og smide fortiden over bord, så kirkerne fremstår som bygninger,
vi nemt kan genbruge i ny sammenhæng.
Religion er en kompliceret størrelse, og da den har haft så stor indflydelse på samfundet,
både politisk og kulturelt, kan man som indbygger i dette land ikke undsige sig
påvirkning. Det er svært sprogligt at finde de begreber, der kan adskille materielle og
immaterielle værdier, så vi kan finde et fælles grundlag og handle derudfra. Også arkitekten,
der arbejder fagligt objektivt i den udstrækning, det kan lade sig gøre, må være
sig det bevidst. Er man sig blot problemstillingen bevidst, kan det bruges meget positivt
og fortsat berige bygningen, selv om funktionen ændres. Men det er problematisk, hvis
man ikke gør sig klart, hvordan disse værdier spiller ind, eller man forestiller sig, at det
materielle og immaterielle helt kan skilles ad, og traditioner og følelser noget, man kan
se bort fra.
61

62
Erindring er et begreb, der, som tradition, ikke lader sig skille i det fysiske og det
mere uhåndgribelige, selv om man kan tale om historisk eller personlig erindring. Den
personlige erindring får i høj grad værdi i kraft af den historiske erindring om bygningens
historie og alder. Især for de mennesker, der ikke ofte kommer i kirken, flyder historisk
og personlig erindring sammen, således at kirkens nuværende udseende, sådan som
de har kendt den, er som et billede på, hvordan den altid har set ud, og med sådanne
følelser knyttet til bygningen bliver forandringer sjældent hilst velkommen. Kirken bliver
et symbol på uforanderlighed, som en klippe i det samfund, der til stadighed forandrer
sig. Dog har kirken ændret sig meget og mange gange, både selve gudstjenesten
og bygningen. Men tiden spiller ind som en faktor, og i den historiske sammenhæng
synes ændringerne måske ikke så store, selv om opsætning af stolestader til siddende
frem for stående gudstjeneste eller opførelse af våbenhus og tårn var ændringer, der
forandrede kirkens og kirkerummets udseende og brug afgørende. I forbindelse med
ændringer i funktion forbereder vi os i den debat, der kører i dag, på, at kirkerummet
skal ændres totalt. Men man kan forestille sig, at ikke alle ændringer behøver ske på en
gang, men sker gradvist af mange omgange, sådan som man kan opleve det i Italien,
i særdeleshed i Rom, hvor kirker meget ældre end nogen danske til stadighed ændres
og tilpasses samfundsforholdene.
”Kirken den er et gammelt hus”, skriver Grundtvig, det er et hus, vi genfinder og
genkender rundt i landet. Og det er det samme hus, om det har røde eller hvide mure,
smalle, lave eller høje tårne, eller slet ingen, om det er en beskeden bygning bestående
af skib og kor eller en sammensat helhed med tårne, sideskibe og gravkapeller. Kirkerne
er blevet formet af det sted, de ligger og af de folk, som bor der. Bykirken forholder sig til
helt andre materialer, bygningsvoluminer og et andet klima, end kirkerne på landet, og
det må nødvendigvis afspejles i formen. Bykirken skal også forholde sig til en anden udvikling
end landsbykirkerne. Demografien ændrer sig over hele landet, men forandringer
bliver tydeligst i byerne, som udvikler sig med stor hastighed. Folkekirkerne skal være,
hvor folket er, derfor må kirker opføres i nye store boligområder, mens kvarterer med
flere kirker end der er menighedsgrundlag til, må fusionere eller blive lejlighedskirker,
for at økonomien kan forsvares. Det er ikke uden videre en løsning at sælge en kirke
fra, for at den kan omdannes til svømmehal eller hotel. Alfa og omega i forbindelse med
nedlæggelser er lokalbefolkningens indforståethed. En luthersk biskop i Skt. Petersborg
har sagt, at man aldrig må nedrive eller omdanne, så længe der er mennesker, der har
stærke følelser forbundet med kirkebygningen; den udmelding kom efter, at en kirke i
Skt. Petersborg efter Sovjetunionens fald blev omdannet til svømmehal. Menigheden
gik ind i kampen for at genskabe kirken, og indtil det er muligt at skaffe midlerne til at

genskabe kirken, afholdes gudstjenesterne med overdækket svømmebassin. 31 Men
selv om menigheden er indforstået med en lukning, bør nye funktioner være af en art,
der kan stemme overens med bygningens ”væsen” - og udelukkende af en art, der
formidler og forstærker arkitekturens og kulturhistoriens kvaliteter, for så vil tradition og
stemning berige den enkelte bruger.
Bedst vil det være, hvis kirkerne kan tages i brug
af områdets beboere, så kirkerummet bruges i fællesskabets
navn, fordi kirkerne er noget særligt i den
fælles bevidsthed med personlige følelser tilknyttet.
Medlemmerne skal have indflydelse på ”deres kirke”,
også selv om kirken ændrer funktion. Mange aktiviteter
og arrangementer kan tænkes ind i kirken,
hvis der åbnes mulighed for forandringer. Store ændringer
i inventar og rumopdeling kan forsvares, hvis
man viser forståelse for kirkens værdier, materielle
som immaterielle. Hvis man ikke har forståelse for
disse værdier, mister man dem uden mulighed for
at genskabe. Det samme gælder i forbindelse med
nyindretning eller almindelig restaurering af kirkerne.
En kirke med “jævn” arkitektur skal ikke restaureres
eller nyindrettes, så den kommer til at ligne en
storslået bykirke. En sådan misforstået nyindretning
og udsmykning synes jeg, man kan opleve i Jelling
Kirke, hvor Arne Karlsens smukke og afstemte indretning
fra 1970’erne, der blev til i tæt samarbejde med
menighedsrådet og med det klare mål at finde frem
til det ideelle kirkerum for en luthersk-evangelsk menighed,
nu er erstattet af en indretning af en noget
anden karakter. Jelling er berømt for Jellingstenene
og de to gravhøje, og kirken ligger som det tredje
element i det historiske Jellingmonument. Kirkebygningen
er forholdsvis undseelig og ligner andre kirker
fra samme periode uden en arkitektur, der hæver sig
over andre landsbykirker. Alligevel minder den nye
indretning og udsmykning fra årtusindskiftet mere
om den, man finder i katedraler i byen eller kongelige
31. Gravgaard, side 42
Ved en totaludsmykning af Jelling Kirke
ved årtusindskiftet forestået af billedhugger
Jørn Larsen er et lyst teglflisegulv er
erstattet af et mørkt granitgulv med korsornament.
Jelling Kirke: Seks store PH-koglelamper,
der jævnt fordelte lyset i skibet og
var med til at udligne den store lysforskel
mellem skib og kor, er udskiftet til fordel
for ca. 50 smålamper.
63

64
gravkapeller. Jellingmonumentet er et nationalklenodie,
men kirken, som indgår i den sammenhæng,
er en almindelig sognekirke i en lille by på landet,
og udsmykningen virker på mig dybt utroværdig
og “overgjort”. Det er svært at genkende rummet
som et samlingssted for en luthersk-evangelsk
menighed, man bliver snarere i tvivl, om det er et
museum, og den omfattende udsmykning er ved
fuldstændigt at tage magten fra kirkerummet og de
ritualer, der her skal udføres. Det nye kirkeinteriør
udstiller så at sige kirkens svage elementer og proportioner.
32
Der er tålegrænser, som ikke bør overskrides,
hvis autenticitet og troværdighed skal bestå, og overskrider man dem alligevel, rækker
det ud over den ene kirke, fordi den er en vigtig del af en samlet historie, en variation
over et tema.
Der er i befolkningen en kærlighed til folkekirken, som går både på det religiøse indhold
og på bygningerne, og af og til smelter det sammen. Kirken hører til i bevidstheden.
De følelser, der knytter sig til kirken, tror jeg ikke skal forveksles med et ønske om at
gøre folkekirken til et museum, selv om mange kun kommer i kirken fire gange i løbet af
livet for at have en ramme om de store personlige begivenheder. Vi betragter og værdsætter
kirken på afstand, men træder sjældent ind, og det er en skam, fordi kirkerummet
er så markant anderledes end de rum, vi færdes i til daglig. Det betagende, dramatiske
kirkerum påvirker en, når man træder ind, men er man ikke vant til at komme i kirken,
kan man blive usikker i det store, rungende rum, hvor alt kan ses og høres. Indretningen
afspejler en anden tid med en rollefordeling, som vi ikke kan identificere os med. Så
mange bliver i stedet væk, trygge ved at kirken jo ligger der i den fjerne horisont, indtil
den dag, hvor de får brug for den.
I opgaven står hovedeksemplerne i vidt forskellige situationer med hensyn til brug,
men størstedelen af landets kirker har hverken alarmerende lav eller overstrømmende
tilslutning til gudstjenesterne. For menighedsrådene i disse kirker drejer det sig meget
om vedligehold og almindelige praktiske forhold, og man fristes til at spørge, om
tålegrænsen for ændringer af de lokale kirker går ved det almindelige vedligehold? Der
er vide økonomiske rammer for byggeri inden for folkekirken set i forhold til det øvrige
offentlige byggeri, så der er bestemt muligheder for tiltag rundt omkring i kirkerne.
Beslutningerne vedrørende almindelig vedligehold samt ændringer på kirken er lagt i
32. Karlsen, side 211, 215, 217
Der er flere elementer i den nye udsmykning
af Jelling Kirke, der peger mod katolske
traditioner eller tilbage mod den hedenske
tradition som f.eks. det nye alter i granit, der
minder mere om en offersten end et bord.

hænderne på menighedsrådene, som ofte består af mennesker med lille eller ingen
indsigt i administrationen af en større bygning og uden overblik over muligheder og
bindinger - måske ender tilknyttede rådgivere derfor tit ud med traditionelle forslag til
menighedsrådene.
Blandt de mange valgte menighedrådsmedlemmer sidder en masse engagerede,
kreative personer, som ønsker mulighed for anderledes gudstjenester og andre større
aktiviteter i kirkerummet. De mange forslag dukker med jævne mellemrum op for menighedsrådene,
derfor tror jeg, de ud over de praktiske forhold også have glæde af at
diskutere sikring af kirkens bevaringsværdier og dernæst mulige udviklingsplaner. Forandringer
mener jeg ikke skal ske i bekvemmelighedens navn, men ud fra et ønske om
at udvikle for at bevare kirkens værdier, så de kan gøre gavn der, hvor mennesker er.
65

Litteraturliste
Bollmann, Kaj
Kirke til tiden: Visioner for en folkekirke i forandring
Unitas Forlag, 2009
Center for Idræt og Arkitektur, Kunstakademiets Arkitektskole m.fl.
Nyt liv i bykirken – konkurrenceprogram til Gethsemane Kirke, 2008
Christensen, Helen R. og Gethsemane Sogns Menighedsråd
Gethsemane Kirke 100 år (Jubilæumsskrift)
Gethsemane Sogns Menighedsråd, København, 1994
Danmarks kirkers redaktører og studenter
Kirkens bygning og brug – Studier tilegnet Elna Møller
Nationalmuseets Forlag, København, 1983
Gravgaard, Anne-Mette
Storbyens virkeliggjorte længsler – Kirkerne i København og på Frederiksbjerg 1860-
1940
Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring, 2001
Jørgensen, Aage
Danske landsbykirker
Nordisk Forlag, København, 1953
Karlsen, Arne
Krydsklip i en arkitekts dagbog 1950-2000
Arkitektskolens Forlag, Aarhus 2002
Kirkefondet
”Kirken i dag”, temanummer: Ny brug af kirker; Nr. 1/2005
”Kirken i dag”, temanummer: Folkekirkelighed i dag; Nr. 1/2009
Kirkefondet, under redaktion af Svendsen, Margit og Erik Norman
Nyere danske kirker – 100 kirker 1890-1990
Unitas Forlag, 1990
67

68
Kulturarvsstyrelsen og Realdania
Kulturarv – en værdifuld ressource for kommunernes udvikling, 2005
Kulturministeriet
Udredning om bevaring af kulturarven, 2003
Kulturministeriets Forskningsudvalg
Begrebet Immateriel Kulturarv, 2006
Mackeprang, M.
Vore landsbykirker – en oversigt
Aage Marcus København, 1920
Materiale fra konference den 8. oktober 2009 om Kirke- og menighedsbyggeri i det 21.
århundrede
Nationalmuseet
Danmarks kirker Ribe Amt, bd. 3, hft. 18
Poul Kristensens Forlag, 1991
http://www.jmarcussen.dk/historie/Religion/arkitekt/bygdel2.html