KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS” - Thea Bech-Petersen

deren. Endnu står der kullede kirker i Jylland og på Lolland-Falster, som f.eks. omtalte
Hover Kirke. 7
I den sene romanske periode begyndte overhvælvingen af kirkerne, først i apsis, og
omkring år 1200 også i korsarme og skib. Landsbykirkerne fik hvælvinger noget senere
end by- og klosterkirkerne.
Industrialisering og folkevandring til byerne
Efter opførelsen af de mange kirker i middelalderen stod kirkebyggeriet stort set
stille i nogle hundrede år. Der skulle ske store ændringer i bosættelsesstrukturen til, før
der igen i Danmark kom en periode, hvor mange nye kirker blev opført. Det skete, da
industrialiseringen i midten af 19. århundrede betød en massiv tilflytning til byerne, især
til hovedstaden. Områderne uden for Københavns gamle volde blev pludselig tæt bebygget,
og de få kirker, der hidtil havde betjent 150.000 indbyggere, skulle nu også dække
behovet for de nytilflytterne, der kom i titusindvis. København var inddelt i seks sogne,
og den voldsomme tilflytning betød, at nogle sogne voksede til over 50.000 mennesker;
derfor var massebryllupper og bunkebegravelser almindeligt i de nye kvarterer, hvor fattigdommen
var stor. I 1901 nærmede indbyggertallet i hovedstaden sig en halv million,
og noget måtte gøres for at afhjælpe behovet for kirker. Nye kirker blev opført på privat
initiativ eller efter forslag fra topembedsmænd. Pengene blev indsamlet i lokalområdet,
men også ude omkring i landet, hvor mange var indstillet på at vinde byproletariatet for
kristendommen. Indsamlingerne blev forestået af ”Udvalget til Kirkesagens Fremme i
København”, det nuværende Kirkefondet. Det nye kirkebyggeri var præget af 1800-tallets
historiserende stilarter, hvilket måske hænger sammen med, at stilen passede godt
til folkekirken som institution med rødder tilbage til middelalderen, men det spillede også
ind, at mange af tilflytterne kom fra landet og middelalderkirker. Hvis de nye indbyggere
i København skulle føle sig hjemme, måtte kirkerne ligne ”rigtige kirker”, som dem
de kendte. Det københavnske Kirkefond fik efterhånden tilknytning til Indre Mission (i
modsætning til Frederiksberg Kirkesag, som var fælleskirkeligt og præget af grundtvigianismen),
og Kirkefondet arbejdede derfor for at bygge kirker, der skulle danne ramme
for menigheder og benyttes hele ugen, f.eks. til socialt arbejde; derfor blev kirkerne opført
med menighedsrum, præstekontor, mødelokaler mm.
Årene 1860-1940 blev en produktiv periode for kirkebyggeri i Danmark, og de mange
kirker lå med få undtagelser i Københavns nye brokvarterer. Kirkerne er kendetegnet
ved et monumentalt ydre og et historisk stilpræg, f.eks. romansk, gotisk, barok – eller en
7. Jørgensen, side 24-26
17