KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS” - Thea Bech-Petersen

62
Erindring er et begreb, der, som tradition, ikke lader sig skille i det fysiske og det
mere uhåndgribelige, selv om man kan tale om historisk eller personlig erindring. Den
personlige erindring får i høj grad værdi i kraft af den historiske erindring om bygningens
historie og alder. Især for de mennesker, der ikke ofte kommer i kirken, flyder historisk
og personlig erindring sammen, således at kirkens nuværende udseende, sådan som
de har kendt den, er som et billede på, hvordan den altid har set ud, og med sådanne
følelser knyttet til bygningen bliver forandringer sjældent hilst velkommen. Kirken bliver
et symbol på uforanderlighed, som en klippe i det samfund, der til stadighed forandrer
sig. Dog har kirken ændret sig meget og mange gange, både selve gudstjenesten
og bygningen. Men tiden spiller ind som en faktor, og i den historiske sammenhæng
synes ændringerne måske ikke så store, selv om opsætning af stolestader til siddende
frem for stående gudstjeneste eller opførelse af våbenhus og tårn var ændringer, der
forandrede kirkens og kirkerummets udseende og brug afgørende. I forbindelse med
ændringer i funktion forbereder vi os i den debat, der kører i dag, på, at kirkerummet
skal ændres totalt. Men man kan forestille sig, at ikke alle ændringer behøver ske på en
gang, men sker gradvist af mange omgange, sådan som man kan opleve det i Italien,
i særdeleshed i Rom, hvor kirker meget ældre end nogen danske til stadighed ændres
og tilpasses samfundsforholdene.
”Kirken den er et gammelt hus”, skriver Grundtvig, det er et hus, vi genfinder og
genkender rundt i landet. Og det er det samme hus, om det har røde eller hvide mure,
smalle, lave eller høje tårne, eller slet ingen, om det er en beskeden bygning bestående
af skib og kor eller en sammensat helhed med tårne, sideskibe og gravkapeller. Kirkerne
er blevet formet af det sted, de ligger og af de folk, som bor der. Bykirken forholder sig til
helt andre materialer, bygningsvoluminer og et andet klima, end kirkerne på landet, og
det må nødvendigvis afspejles i formen. Bykirken skal også forholde sig til en anden udvikling
end landsbykirkerne. Demografien ændrer sig over hele landet, men forandringer
bliver tydeligst i byerne, som udvikler sig med stor hastighed. Folkekirkerne skal være,
hvor folket er, derfor må kirker opføres i nye store boligområder, mens kvarterer med
flere kirker end der er menighedsgrundlag til, må fusionere eller blive lejlighedskirker,
for at økonomien kan forsvares. Det er ikke uden videre en løsning at sælge en kirke
fra, for at den kan omdannes til svømmehal eller hotel. Alfa og omega i forbindelse med
nedlæggelser er lokalbefolkningens indforståethed. En luthersk biskop i Skt. Petersborg
har sagt, at man aldrig må nedrive eller omdanne, så længe der er mennesker, der har
stærke følelser forbundet med kirkebygningen; den udmelding kom efter, at en kirke i
Skt. Petersborg efter Sovjetunionens fald blev omdannet til svømmehal. Menigheden
gik ind i kampen for at genskabe kirken, og indtil det er muligt at skaffe midlerne til at