KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS” - Thea Bech-Petersen

26
Immateriel kulturarv i bevaringstraditioner
De danske landsbykirker har aner i både den østromerske, byzantinske kirkes
vertikalitet og den vestromerske, katolske kirkes aksialitet og den noget senere midteuropæiske,
lutherske centralrumskirke. Kirken opfattes som noget særligt dansk, et
symbol i landskabet, og der er forbundet en vis stolthed med den nationale kirkestil,
som den findes i landsbykirkerne. Flere centralrumskirker af nyere dato nyder også stor
popularitet, men som symboltunge ikoner træder de ikke frem for vort indre blik. Nej, det
er snarere middelalderkirkerne med deres talrige tilbygninger og nedrivninger, ændrede
indretning og trods alt i selve rummets opbygning endnu mange henvisninger til en tid,
hvor troen var en anden, og præsten messede på latin.
Middelalderkirkerne udgør flertallet af kirkerne, og det spiller også en rolle, når man
arbejder på nybyggeri eller ombygning, for genkendelighed har en stamme i de ældste af
de eksisterende kirker, og her har det ingen
afgørende betydning, at endnu før stenkirkerne
havde vi trækirker, for de eksisterer
ikke mere, og ingen overleveringer fortæller
om deres opbygning og indretning, selv om
vi med god sandsynlighed kan kigge mod
Sverige og Norge for at se trækirker i familie
med de danske, men i ornamentik og
udsmykning kan man finde mange eksempler
på stærk inspiration fra den hedenske
tradition.
Svensk trækirke
Det, der af mange opfattes som en typisk dansk, protestantisk, uforanderlig folkekirke
er faktisk en bygning, der er et resultat af påvirkning fra katolicismens basilikaer, hedensk
udsmykning og et talrigt antal tilbygninger af kapeller, sakristi, tårn og våbenhus
i forskellige stilarter samt tilmuringer af vinduer og døre og deraf ændrede ankomstforhold,
nedbrydning af eksempelvis sakristi og kapeller, og endelig er kirkerummet fra
at have været et dunkelt, tomt rum kun møbleret med murede bænke langs skibets sider
blevet et fuldt møbleret, lyst rum. Ændringerne skyldes blandt andet ændrede religiøse
forhold, som samfundsforhold samt økonomi, og viser med al ønskelig tydelighed, at
folkekirken er en bygning, der over tid både har rummet, absorberet og kommet styrket
ud af ændringer i arkitekturens form og materialer.
Når ændringer i form af tilbygning eller udvidet funktion så i dag møder modstand,
kommer det ofte fra den gruppe mennesker, og det er flertallet, der ikke ofte kommer i