KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS” - Thea Bech-Petersen

30
Strofe seks handler om rituelle traditioner, de hellige sakramenter, dåben og nadveren.
Tradition er et eksempel på et begreb, der omfatter det materielle, men også
rækker langt ind i det immaterielle, f.eks. ved dåben, hvor ritualet knytter sig til bestemte
ting og et særligt sted i kirken. Døbefonten, dåbsfadet og kanden er fysiske ting,
som vi tillægger stor værdi, mens selve ritualets faste elementer (vand, dåbskjole, kors,
hænder) symboliserer andre værdier som renhed, liv, omsorg og det evige liv. Disse
værdier mindes vi om, når vi f.eks. ser en døbefont, og derfor vil det heller ikke være
ligetil at udskifte sådan en døbefont, uanset alder, endsige at flytte den.
Delkonklusion
De imponerende rumligheder, man finder i folkekirkerne rundt omkring i landet,
minder ikke om de rumligheder, vi ellers færdes i. Måske er det derfor, vi stemmes til en
særlig følelse, når vi går ind og ikke kan gå ud igen uden at være påvirket af rummet. Vi
har ikke alle som individer erfaring med kirkerne eller personlig erindring, der får os til at
opføre os på en særlig måde i kirken, men vi er alle særdeles påvirkede af den danske
kulturs rødder i de kristne værdier. Trods det at flertallet af befolkningen ikke kommer
ret ofte eller aldrig i kirken, er der stærke meninger om, hvorledes kirken må ændres,
og i særlig grad hvorledes kirken ikke må ændres. Derfor må man til stadighed fortælle
kirkens historie og diskutere, hvordan vi sikrer, at de rum, der fylder os med en fællesskabs-
eller højtidelighedsfølelse, også fremover vil blive brugt på en hensigtsmæssig
måde. Over tiden har nogle kirker forandret sig meget (f.eks. på grund af ændrede
samfundsforhold), mens andre kun har ændret sig lidt. Måske skal det fortsætte sådan?
Kirkebygningerne en vigtig del af kulturlandskabet, og deres form og tyngde har
stor symbolværdi, og det uanset om det er romansk landsbykirke eller en nybygget
kirke. De immaterielle værdier som genkendelighed og hjemlighed skal såvel som de
arkitektoniske værdier tilgodeses og viderebringes i forbindelse med større eller mindre
forandringer på kirken. Kirkerne i Danmark skal helst ikke komme til at stå som den ”sidste
bastion”, de bygninger, der pga. deres alder og historie, ikke må forandres. Johannes
Exner har engang udtalt, at kirkerne er væsner med et langt og særdeles spændende
liv bag sig, og hvem er vi, der stopper denne udvikling? Det bliver krampagtigt. Og han
har ret derhen, at gradvise ændringer læner sig mere op ad den historiske tradition.