KIRKEN DEN ER ET GAMMELT HUS” - Thea Bech-Petersen

lot, at ændringerne sker med respekt for det der er, og med sans for det, der tilføjes.
Brokirkerne i København er gode eksempler på kirker, der har været (og stadig er) en
del af en omfattende social og bymæssig udvikling, og disse kirker bør have mulighed
for at tilpasse sig nye forhold.
Med denne nære, fysiske forankring er det helt oplagt at forestille sig, at kirkebygningerne
kan få tilført nye lag af konkret og symbolsk mening i relation til lokalmiljøet og
til dens beboere. Der er en ældgammel tradition for, at kirkebygningerne opfattes som
“hver mands hus og hjemsted” – eller som vi måske ville udtrykke det i dag: Som en del
af det offentlige rum. Kirken skal, uanset om den er placeret i byen eller på landet, være
en forankret del af nærmiljøet.
Man kan ikke uden videre behandle alle emner inden for samme såkaldte bevaringskodeks
for kirker. Hovedstadens brokirker kan ikke sammenlignes med de ældre
bykirker, som er monumenter over den verdslige formåen og standskirker for særlige
befolkningsgrupper, de kan heller ikke helt sammenlignes med de middelalderlige
landsbykirker, da der i alder, samfundsforhold og menneskesyn er afgørende forskelle.
Hvis brokirkerne fortsat skal danne ramme for menighed og/eller lokalsamfund, skal der
tænkes nyt i fht. brug og indretning.
Folkekirken som institution er nok i en brydningstid, men historisk set er dette ikke
noget nyt. Folkekirken er ikke kun under forandring, den er under stadig forandring. Den
har aldrig været uforanderlig – igennem historien har kultur og forandringer i samfundet
afsat ”lag” og efterladt spor, som stadig præger kirken. Disse spor og lag er vigtige
i karakteristikken af folkekirken som institution og som bygning, og vi kan ikke skille
begreberne fuldstændigt ad og smide fortiden over bord, så kirkerne fremstår som bygninger,
vi nemt kan genbruge i ny sammenhæng.
Religion er en kompliceret størrelse, og da den har haft så stor indflydelse på samfundet,
både politisk og kulturelt, kan man som indbygger i dette land ikke undsige sig
påvirkning. Det er svært sprogligt at finde de begreber, der kan adskille materielle og
immaterielle værdier, så vi kan finde et fælles grundlag og handle derudfra. Også arkitekten,
der arbejder fagligt objektivt i den udstrækning, det kan lade sig gøre, må være
sig det bevidst. Er man sig blot problemstillingen bevidst, kan det bruges meget positivt
og fortsat berige bygningen, selv om funktionen ændres. Men det er problematisk, hvis
man ikke gør sig klart, hvordan disse værdier spiller ind, eller man forestiller sig, at det
materielle og immaterielle helt kan skilles ad, og traditioner og følelser noget, man kan
se bort fra.
61