Byen som dagligstue - Den Trygge Kommune

BroBygning og dialog
forslaget mødte i starten stor modstand blandt
beboerne, og der blev afholdt en række borgermøder,
hvor bølgerne gik højt og konflikten
syntes uløselig. beboerformændene var sure
over, at der nu skulle etableres drikkeskur for de
udsatte. formændene var blevet stillet i udsigt,
at de udsatte skulle væk. desuden ville ingen
af dem have, at det skulle være i deres ende af
parken. lizzie liptak, der er beboerformand
for røde møllegaard 1, var dog på de udsattes
side: ’man ville gerne have misbrugerne væk fra
parken, det skal ikke være nogen hemmelighed.
de dominerede parken, nåleparken, som vi jo
kaldte den, fordi der dengang var mange narkomaner.
Jeg foreslog, at de skulle have et læskur
nede ved Øresundsvej, men det ville beboerne i
den ende godt nok ikke gå med til. er du tosset
mand, jeg var ved at blive kvalt. de vil slet ikke
have det, men det kan jeg jo faktisk godt forstå.
det er jo ikke rart for nogen at kigge på, og de og
råber og skriger jo, når de er påvirkede’.
områdefornyelsen tog initiativ til dialogmøder
i en brobygningsgruppe, som bestod af beboerformænd,
politi, misbrugere, gadeplansarbejdere
og ansatte fra områdefornyelsen. der var ret
tidligt flertal for et læskur, men da de arbejdede
ud fra konsensus, gik de i gang med en proces,
hvor alle skulle blive enige om en eller anden
form for kompromis. christian Kahr andersen,
der var leder af områdefornyelsen, fortæller:
’I starten var der stærk modstand mod øldrikkernes
tilstedeværelse, men efter tre-fire møder
blev problemerne talt ned. når parterne mødtes
og snakkede sammen ansigt til ansigt, var der
andre toner. så var det mere, ’du er sgu god nok,
det er ikke dig, vi klager over, det er de andre’, og
så småt vendte stemningen til fordel for bænkbrugerne’.
borgerinddragelsesprocessen blev afsluttet under
festlige omstændigheder på åbningsdagen
for den nye ’lizzies plads’, som ligger i forlængelse
af rødegårdsparken. den hedder ikke sådan
officielt, men de lokale kalder den sådan efter
den engagerede beboerformand lizzie liptak.
et lÆskur for Både øldrikkere og
BeBoeres skyld
resultatet af processen blev et læskur for øldrikkerne
med espalier, der forventes etableret i efteråret
2010. det skærmer både dem, der bruger
det, og dem der tidligere har kunnet kigge ind,
da det ligger ret tæt på nogle boliger.
oprindeligt skulle det ligge tættere på brugernes
gamle tilholdssted i nærheden af Øresundsvej,
men det er i stedet rykket længere ned i
parken tæt på toilettet og op ad boldbanen:
’placeringen af det er ud for de boliger, hvor
beboerformændene ikke råbte helt så højt som
de andre. deroppe, hvor de sad før, blev der bare
råbt: not in my back yard! derfor blev det trukket
længere herned’, fortæller christian Kahr
andersen. Han pointerer dog også, at det var
sidste chance for, at beboerformændene kunne
få direkte indflydelse, inden områdefornyelsen
skulle lukke ned, og ansvaret igen ville være i
centralforvaltningen.
som lizzie liptak forklarer, er afskærmningen
både for beboeres og de udsattes skyld: ’Jeg tror,
det er en rigtig god idé med læskur og espalier.
for det første for vores beboeres skyld. der er
ikke nogen, der kan lide at kigge direkte på det,
og et læhegn vil jo nok tage noget af lyden, så de
får fred. men også for de udsattes skyld. Jeg tror
ikke, at de er stolte af det, de gør. de får altså et
læhegn og forhåbentlig også en ordning, så de
skal kan varetage det. de har ønsket at få koste
og skovle til selv at gøre rent, når læskuret kommer.
og det synes jeg da bestemt vi skal prøve
af. Jeg er nok en af de optimistiske, der tror på, at
det kan lykkes’.
caseBeskriVelser
rødegårdsparken, amager
Side 37