Fodring af fasaner & agerhøns - Fjd

live territoriehævdende (3-4 ha/hane), og hønerne
begynder at trække ud i landskabet for at finde egnede
ynglebiotoper og søge hanernes territorier.
Indtil dette tidspunkt har vi fodret i skove og remiser,
hvor vi gerne vil have fuglene efteråret og vinteren
igennem. Når fuglene trækker ud fra vinterkvarteret,
ophører vi normalt med fodring, fordi de
ikke længere søger til foderpladserne.
Engelske undersøgelser foretaget af GCi 16 udvalgte
landbrugsområder i Syd- og Østengland viser
imidlertid, at det moderne landbrug med sine store
vintersædsmarker udgør et meget dårligt spisekammer
forud for ynglesæsonen. Når jægerne så samtidig
anvender den forkerte fodringsteknik, kan det
ikke undgås, at det får en meget negativ virkning på
ynglesuccesen, konkluderer GC bl. a. i en artikel
fra 1997, Pheasant feeding and spring breeding.
Forårslandskabet er godt nok fuldt af friske grønne,
proteinrige, spirer, som såvel agerhøns og fasaner
gerne vil nippe af. Analyser af fuglenes ekskrementer
viser, at kosten næsten udelukkende består af
grønt, men de grønne plantedele mangler et for fuglene
meget vigtigt stof nemlig fedt, som de kun kan
få gennem frø og korn.
GC påviser i artiklen, at ynglesuccesen står og falder
med, om fuglenes fedtreserver er i orden. En
fasanhøne bruger således op til 80% af sine fedtreserver
de første 20 dage på reden, så det er med at
have fedtdepoterne fyldt op inden æglægning.
Sammenligner man vilde fasanhøner med udsatte,
viser de engelske undersøgelser, at der om foråret
ikke er den store vægtforskel, men der kan være
betydelig forskel i fedtreserverne. De udsatte høner
viser sig ofte at have små fedtreserver, og det får i
følge GC den betydning for fuglene
• at de bliver dårligere til at skjule sig,
• at de er mere udsatte for prædation,
• at de i højere grad angribes og svækkes af indvoldsorme,
• at de er i dårlig kondition,
• at psyken ændrer sig, de forlader i højere grad
reden, og de er markant dårligere mødre.
Hvis man et øjeblik bliver ved indvoldsormene,
som er nærmere beskrevet i en anden GCpublikation,
Better breeding pheasents fra 1993, er
det interessant, at ormene ikke umiddelbart slår
fuglene ihjel, men de svækker dem. Samtidig viser
det sig, at det i høj grad et spørgsmål om fedtreservernes
størrelse, der afgør i hvor høj grad fuglene
generes af parasitterne.
GC undersøgte også forekomsten af parasitter hos
fuglene i forhold til terrænet. Man fandt, at der var
en sammenhæng mellem mængden af parasitter og
udsætningspladserne. På nogle udsætningspladser
behandlede man fasanerne forebyggende med medicin.
En sammenligning af bestandsudviklingen
fra vinter til sommer mellem ynglende vilde fugle,
udsatte uden medicin og udsatte med medicin viste
en tre gange så stor overlevelse blandt de vilde fugle
(uden væsentlig parasitangreb) som blandt de
udsatte uden medicin.
Særlig interessant er overlevelsesprocenten for de
fugle, som af en eller anden grund ikke har ynglet.
Her er overlevelsesprocenten blandt vilde fugle på
87,5, medens den for udsatte uden medicinbehandling
61,6 og for udsatte med behandling 73,3. De
angivne procenttal gælder for månederne maj-juli.
Fodre rigtigt
Game Conservancy konkluderer at fasanerne har
brug for fedt for at klare sig gennem yngleperioden.
Man har iagttaget, at har hønerne fedtreserverne i
orden, har de altså også større mulighed for formering,
og hver enkelt høne får i gennemsnit flere kyllinger,
ligesom de udviser betydelig større villighed
til omlægning, hvis den første rede ødelægges.
I forsøgsområderne eksperimenterede GC også
med, hvordan man kunne hjælpe på fasanernes fødesituation.
Der var to ting, som faldt lige for. For
det første skulle fasanerne have fedt, og det kunne
de få fra hvede, og for det andet skulle føden serveres
der, hvor fasanerne befandt sig nemlig ude i terrænet.
Efter flere forskellige eksperimenter fandt man
frem til, at man
opnåede den
optimale effekt,
hvis man placerede
en mindre
forderautomat
for hver 50 m
langs hegn og
gærder. En automat
af den
type, hvor fasanerne
skal prikke
til automaten
for at give
foder, viste sig
særdeles velegnet.
Man fandt
også frem til, at
fodringen skulle
blive ved helt
frem til æglægningens
begyn-
Et netværk af foderautomater har vist sig
at være positive for agerhøns.