1 Prædiken til 2. juledag 1999 af Torben Hjul ... - Sct. Peders sogn

Prædiken til 2. juledag 1999 af Torben Hjul Andersen
Sct. Peders kirke kl. 10.
Tekst: Matt. 10, 32-42.
Salmer: 100, 560, 799 - 102, [93] 107.
Under VM i håndbold for kvinder så jeg en aften et skilt på tilskuerpladserne. Der
stod: Camilla Andersen er gud. Jeg har set sådanne skilte før - med andre navne.
Jeg har hørt unge bruge udtrykket flere gange. Første gang jeg hørte det anvendt var
vist om Michael Laudrup.
Det giver et gip i mig hver gang, og jeg protesterer. Sådan kan man ikke tale.
Sådan bør man hverken tale eller tænke. Det har jeg sagt hver gang jeg har haft
lejlighed til det, og det har ofte givet en god samtale med unge. For det er et
spørgsmål om unge med denne talemåde blot sætter ord på menneskers tanker. Så
forkerte og afsporede, som vores tanker nu engang ofte er. Jeg har fået mange gode
samtaler om, hvad der hører til det relative i vort liv og hvad der er det absolutte.
Vi kan være optaget af de relative ting. Det kan som sagt være præstationerne fra
sportens verden af Camilla Andersen, Michael Laudrup, Bjarne Riis og andre. Det
kan være musikgrupper eller sangere, og mange andre ting eller mennesker, som
man er optaget af og som betyder noget for én. De er, hvor vigtige eller
betydningsfulde de end måtte være, ikke gud. Og det kom ofte frem i samtalerne.
Når vi så prøvede at finde frem til hvad Gud er så lød det ofte sådan her: Gud er den
der passer på mig - er tæt på mig - har skabt mig. På den måde nåede vi gennem
samtalerne ofte frem til Luthers gamle bestemmelse af Gud: “En Gud kaldes det,
hvoraf man venter sig alt godt, og hvortil man tager sin tilflugt i al nød.” Det er fra Den
store katekismus - i forklaringen til det første bud: Du må ikke have andre guder.
Så er vi nået ud over det relative. Nået frem til det absolutte; det hvorfra man venter
sig alt godt og hvortil man tager sin tilflugt i al nød. Med disse klare ord kan alle se, at
det er afgørende om man gør noget relativt til noget absolut. Det kan være
skæbnesvangert.
Vi har lige sunget den apostolske trosbekendelse. I den anden trosbekendelse, Den
Nikænske Trosbekendelse siges det med lidt andre ord: “Vi tror på én Herre, Jesus
Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af
lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen ved
hvem alt er skabt, som FOR OS MENNESKER OG FOR VOR FRELSE steg ned fra
Himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske,....” Den
levende Gud - stavet med stort - elsker os mennesker og gik ind i vor verden FOR
vores skyld og FOR vores frelses skyld. Han er os nær. Her kan vi søge tilflugt i al
nød. Gud er det absolutte.
Ved at lade Gud være det absolutte i vores liv, bliver vi fri i forhold til alt det relative.
Og det er afgørende, for alt det relative vil binde os. På det banale plan kender vi det
fra rock-grupperne. I 60'erne var man enten fan af Beatles ELLER af Rolling Stones.
Man kunne ikke være begge dele. I den mere alvorlige ende må vi hver især spørge
os selv, hvilke relative magter binder os. Er det den besættelse af det relative, som
hedder karriere; er det den besættelse af det relative, som hedder magt over andre
1

mennesker; er det den besættelse af det relative, som hedder penge. For det er en
anden forskel på det relative og det absolutte. Gud sætter os fri - alt det relative vil
binde os. Og gør det. Og vi lader os binde af det relative.
Det er denne kendsgerning, der fører til Jesu barske tale i dagens tekst. Der er ikke
meget gran, julehygge eller marcipanduft over denne tekst. Teksten rummer
forskellige elementer, men det afgørende og det fælles spørgsmål er: Hvad er
instansen i dit liv? Det absolutte - altså Gud eller det relative - altså alt andet. Og der
er ingen mellemvej. Derfor de voldsomme ord om, at Jesus ikke er kommet for at
bringe fred på jorden, men sværd. For det er vigtigt. Det er ikke ligegyldige ting vi her
hører om. Det er uvant tale i vor tid, hvor dagens løsen er, at alt er lige gyldigt. Det er
det ikke. Hvis alt var lige gyldigt, ville det også være ligegyldigt. Men der er én
sandhed - en vej vi skal følge. Det er Jesus. Det er vort forhold til Jesus, der
bestemmer vort forhold til Faderen, Gud.
Det er ikke ligegyldigt, om vi anser Jesus for at være vejen, sandheden og livet
ELLER om vi gør en relativ ting til vores afgørende instans. Der er en verden - og en
himmel - til forskel.
Du må ikke have andre guder. Du må ikke gøre noget relativt til det absolutte. Og når
vi nu lader os binde af det relative - da synder vi og er midt i kampen. Kampen på liv
og død. Mellem det gode og det onde. Mellem Gud og djævel. Udfaldet af den kamp
er givet, for påskemorgen sejrede kærligheden. Men det er ikke overstået, og intet
menneske kan finde et fredeligt, neutralt sted. Vi må bede om, at Gud igen må finde
os, og flytte os ind på livets vej. Der skal vi gå - med Jesus - ud i denne verden.
Når vi følger Jesus så er vi endelig frie. Frie fra at lade noget som helst relativt være
det absolutte. Selv ikke vores mor eller far, vores søn eller datter kan vi kalde for
gud. De er - forhåbentlig - familiemedlemmer, som vi elsker højt. Ja elsker over alt på
jorden. Og det absolutte, Gud, sætter os netop fri til at elske.
Men vi kan ikke lave et skilt med: Mine forældre er gud. For intet menneske kan
siges at rumme hele livets mening for et andet menneske. I de perioder, hvor vi
mennesker føler det sådan, der følger vi en menneskelig vej og ikke den
guddommelige vej. Hvert menneske er elsket af Gud, og kun ved at fastholde, at Gud
er den øverste instans kan vi fuldt og helt elske andre mennesker samtidig med at vi
fuldt og helt er et selvstændigt individ. Livets mening kan ikke deponeres hos et
andet menneske. Livets mening er hos Gud, og han viser os den meningsfulde vej -
vejen i tjeneste for det pragtfulde skaberværk, som vi får lov til at forvalte.
Den indsigt og styrken til at følge den er det som drev f.eks. Martin Luther King. Intet
relativt, som f.eks. hudfarve, må gøres til det absolutte. Da har vi ikke bare ret til,
men pligt til at handle, siger Jesus i dagens tekst. Vort forhold til Gud afgøres af vort
forhold til Jesus. I teksten siges der: “Den der tager imod jer, tager imod mig, og den
der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.” Vi møder altså Jesus
hos de mennesker vi møder på vores vej. Der er intet fredfyldt, neutralt sted. Vi må
hele tiden forholde os, og følge livets vej. Og det var derfra Martin Luther King
hentede sin styrke. Han havde visionen om, at de skulle blive frie, endelig frie. Frie i
forhold til en relativ ting som hudfarve. Frie til at leve det menneskeliv som det var
2

tænkt fra skaberens hånd.
Det var et eksempel på et menneske, som havde hørt evangeliet om Guds
grænseløse kærlighed til mennesker, og som søgte at følge den vej, som han hørte
evangeliet vise ham. Med alle de fejl og svigt, som han også rummede.
Martin Luther King har haft betydning for millioner af mennesker. Men når nu hvert
enkelt menneske har betydning for Gud, så må vi hver især følge vejen og hjælpe det
andet menneske på vores vej. Vi må handle så intet relativt får det absoluttes plads.
Du skal gå - bundet til ham, som er vejen, sandheden og livet. For verden er ikke
gudsforladt. Ordet blev kød. Lyset skinner i mørket. Og mørket får ikke bugt med
lyset.
Derfor kan vi ønske hinanden glædelig jul. For Jesus er trådt ind iblandt os. Som vi
sang før prædikenen:
Han træder ind iblandt os
så er vor fred forbi,
den fred, vi ville fredes
og frede andre i-
han lægger korset på os,
det kors, hvorom vi ved,
det skænker, hvad det fordrer:
et liv i kærlighed.
Det krav kan forskrække os. Det kan man læse hos Tutu, Martin Luther King, og
Kingo vidste det også. Om lidt skal vi synge:
Du ser nok, hvad mig skrækker,
o, råd du bod derpå!
min egen kraft ej strækker
til himmelhøjt at gå
så drag mig Jesus.
Amen.
Kirkebøn
Hellige Gud, himmelske Far.
Vi beder dig velsigne hele den skabte verden og hjælp os til at bevare dit herlige
skaberværk.
Hjælp os til at elske vore medmennesker og til at holde fred med hinanden.
Vi beder dig værne om vort folk og fædreland.
Hjælp al lovlig øvrighed til at forvalte det ansvar, der er blevet dem pålagt til glæde
og gavn for os alle. Vi beder om kærlighed og visdom til at gøre ret i forhold til
medmennesket.
Trøst og styrk de svage. de syge og sorgfulde- Hjælp dem til at finde glæden ved
livet, og giv dem mod og håb i deres nød og trængsel.
3

Vi beder dig ved din Ånd velsigne din kirke ud over hele jorden og styrke det kristne
fællesskab.
Bevar dine hellige sakramenter, og lad os finde trøst og glæde heri.
Vi beder om at dit evangelium må have frit løb, så dit rige med retfærdighed og fred
og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem,
der sidder i mørke og dødens skygge.
Vær hos os, når døden nærmer sig, og skænk os opstandelsen til det evige liv, hvor
du med din Søn og din Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen
Apostolsk velsignelse
Lad os med apostlene tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.
4