Alle Helgens dag, den 2. nov. 2008 - Sct. Peders sogn

Alle Helgens dag, den 2. nov. 2008
Jacob Kleofas Christensen
Sct. Peders Kirke kl. 10:00
Læsning: Salmer:
Es 49,8-11: Herrens tjener 732 Dybt hælder året i sin gang
Åb 21,1-7: Den nye himmel og den nye jord 418 Herre Jesus, kom at røre
Matt 5,1-12: Saligprisningerne 566 Er livet alt lifligt herneden
571 Den store hvide flok vi se
550 Nu er livet gemt hos Gud
Prædikenbøn
Kære Gud, tak for alle de døde, som har levet livet i dit rige på
jorden. De, der er husket og elsket. Og de, hvis navn er glemt af
alle undtagen af dig. Du husker dem. Amen.
Prædiken
”Der er dem, der siger, at sorgen går over.
De ved ikke, hvad de taler om.
Sorgen ændrer sig, men den går aldrig over.
Der er andet, der svinder bort. Men aldrig sorgen.
Smerten klinger langsomt af,
men sorgen, tomheden og savnet er altid til stede.
Ingenting går over. Det bliver til noget andet.
Det er, hvad sorgen handler om.
At blive en anden.
At bevæge sig mod en ny virkelighed,
hvor sorgen er et af vilkårene.”
Fra bogen: ”I sorgen – nogen tænker på dig”
Sådan skriver Lars Björklund i bogen ”I sorgen – nogen tænker på
dig”.
Det er Alle helgens dag i dag. Et nødvendigt afbrud i trinitatistiden,
uden at det bryder tematisk med trinitatistidens sidste søndage,
hvor der med længsel og håb skabes forventning om Kristi
genkomst.
Det er Alle helgens dag i dag. En rest fra den katolske fortid, som vi
ikke kan undsige os. Med undtagelse af fremhævelsen af store
personligheder, f.eks. helgenkåringerne, som er sorteret fra. For
det er ikke dem, den kristne tro beror på. For ingen er nærmere
Gud end andre. Vi er alle døbte til at høre Gud til.
Det er Alle helgens dag i dag – også i den evangelisk-lutherske
folkekirke, hvor det er en oplagt mulighed for alle os, der er samlet
i alle landets kirker i dette øjeblik, at takke og bede Gud for livet
med andre. Takke og bede for fællesskabet mellem levende og
døde, forbundet gennem Kristus fra evighed og til evighed.
Det er Alle helgens dag og det giver os en legal mulighed, uden at
være underlagt tabuer, fordomme og tankespind fra
omgivelserne, at mindes og sørge over de kære vi har mistet i
årets løb eller i gennem et langt liv. Og hvorfor siger jeg nu det
sidste på den måde?
Det gør jeg fordi, om vi vil det eller ej, stadig er underlagt et tabu i
det danske I-land, nemlig sorgens tidspunkt, udtryk og varighed.

Jeg vil vove en påstand. Den kan lyde generaliserende, og det er
den måske også; og alligevel viser sandhedsbarometeret, at jeg
langt hen ad vejen har ret. Vi har det svært med sorgens mange
ansigter et stykke tid efter… Vores omgivelser har travlt med at vi
skal komme videre med sorgen. Den må for alt i verden ikke være
synlig i alt for lang tid. Den skal være gennembearbejdet i rette tid.
Og hvis den stadig er synlig efter lang og rette tid, så gider
omgivelserne ikke sorgen mere, for nu er det en dyrkelse af den
afdøde. Nu har man gang i en helgendyrkelse, så at sige og man er
på galt afveje.
Men ligeså menneskeligt det er at elske, at yde omsorg, at være
nærværende, ligeså menneskeligt er det at sørge. Det smukke i
sorgen er, at vi sørger i hver vores tempo, på hver vores måde. For
i sorgen, som når vi folder vore hænder i bøn, er der ingen regler.
Der er, kort sagt, ikke en rigtig måde at sørge på.
Nogle lader tårerne, uden ord, være sorgens signal. Nogle arbejder
sig gennem sorgens store bjergetaper i lang tid før de når de flade
etaper, hvor hverdagen kan overskues forude. Andre gennemlever
en sorg, som et stormomsust hav, hvor bølgerne går højt, hiver en
med ned og hvor man kun med de sidste krampetrækninger formå
at hive sig selv op. Nogle oplever nedbrydningen af alle sanser.
Andre erfarer en stille, men skrøbelig sorg. Nogle lader sorgen
vente i årevis indtil det rette øjeblik, mens andre retter vreden
direkte op til Gud (og det er Han i parentes stor nok til at kunne
klare, det må man godt ). Sorg er mange ting. Men frem for alt er
den personlig. Den er normal!
Men så er der omgivelserne. De postulerer en rigtig måde at sørge
på. Et rigtigt tidspunkt at sørge på. Et åndeligt korrekt forum, at
sørge i. At sorgen er et midlertidigt emne.
Men det er noget vrøvl. En ordentlig gang mundsludder.
Og det ender med at den sørgende stiller sig det uforstående
spørgsmål, men fuldt ud legale pga. omgivelsernes pres: ”Hvorfor
er min tro så lille?” Og lige med et, har man formået at skabe
modsætning mellem sorg og tro. Og endnu et spørgsmål presser
sig på hos den sørgende: ”Hvorfor vender jeg ikke situationen om
til noget nyt – en ny begyndelse?”
Og i det øjeblik bliver Lars Björklunds ord nærværende: ”… Sorgen
ændrer sig, men den går aldrig over. Der er andet, der svinder bort.
Men aldrig sorgen. Smerten klinger langsomt af, men sorgen,
tomheden og savnet er altid til stede. Ingenting går over. Det bliver
til noget andet. Det er, hvad sorgen handler om. At blive en anden.
At bevæge sig mod en ny virkelighed, hvor sorgen er et af
vilkårene.”
At situationen skal ændre sig, skal der ikke være tvivl om; at der
opstår en begyndelse, skal der heller ikke være tvivl om, men
sorgen forsvinder ikke af den grund. Den bliver et med mennesket.

Man har forsøgt sig mange gange: at måle troen. Det kan ikke lade
sige gøre, uanset hvor dybt man graver ind i det enkelte
menneske, så vil man aldrig kunne måle troen. Det samme gør sig
gældende for sorgen. Ingen udenforstående vil være i stand til at
måle sorgen; er ikke i stand til at se dens smerte; er ikke i stand til
at forstå – og det krav må vi for alt i verden heller ikke stille. Men
af den sørgende forlanges man skal lade sine følelser vandre i
gåsegang i nydelige rækker, så omgivelserne ikke stødes eller
væmmes ved sorgen.
Men hér - midt i omgivelsernes udenforstående sfære – har
omgivelserne glemt hjertets uregerlighed; De har glemt sjælen.
For enhver sjæl er kun ansvarlig overfor Gud, ikke overfor
mennesker. Og det er om noget meningen at vi skal sørge, når vi
har mistet. Sorgen giver dybde i sjælen, forstærker sjælen. Og om
sorgens rette tid og længde, er Guds sag ikke vores.
I hele denne generalisering fra min side, kommer jeg i tanke om
Søren Kierkegaards afsnit i Kærlighedens Gerninger om ”den
Kjærlighedens Gjerning at erindre en Afdød, er således en Gjerning
af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste Kjærlighed. Saa
gaae da hen og udøv den; erindre den Afdøde, og lær just derved
at elske de levende uegennyttigt, frit, trofast. I forholdet til en
Afdød har Du Maalestokken, hvorpaa du kan prøve dig selv.”
Denne uegennyttige, frie og trofaste kærlighed, som Kierkegaard
taler om, kalder alle til at tage vare om de liv, som ikke er mere.
For de døde forbliver for altid en del vores liv. Vi må ikke skubbe
dem til side. Vi bør værne mindet om dem.
For der ligger en sandhed i, at hvad vi er, er vi kun fordi de har
været her blandt os og givet vores liv indhold og mening.
Og derfor har jeg også af gode grunde valgt, at vi i dag skal synge
Svein Ellingsen salme: ”Nu er livet gemt hos Gud”, til
udgangssalme. Det er en salme som så direkte og erfaringsnært
tolker sorgen ved dødsfald og sætter den ind i en evangelisk
sammenhæng. Salmen løfter det enkelte menneskes sorg ind i et
fællesskab og udtrykker på en gang sorgens smerte, men også den
nødvendige trøst, at den mistede ikke er tabt, men er grebet af
Gud; gemt hos Gud.
"Salige er de fattige", lyder det i dagens tekst. ”Salige er de, der
sørger, salige er de sagtmodige, salige er de fattige i ånden.” Som
oftest oversætter vi ordet "salig" med ordet lykkelig. I grunden
passer denne oversættelse ikke særlig godt, for det er om noget
ikke en lykkelig stund, når vi sørger eller er fattige i ånden. Hvis
man i stedet griber tilbage til ordets hebraiske rod, som kan
betyde ”at være hilst” eller ”at være velkommen”. Og med valget
af den oversættelse kommer sætningerne til at lyde som følger:
"Velkomne er de fattige i ånden, for himmeriget er deres.
Velkomne er de, der sørger, velkomne er de sagtmodige, dem der
sulter og tørster osv." Velkomne er I også når livet ikke lykkes for
jer, når I har sat nogle spor, som I ikke er stolte af, når jeres ansigt
er forgræmmet af vrede, sorg eller savn. Velkomne er I alle
sammen.

Er det kun mig eller kan I også næsten se for jer, hvordan Gud,
vores alle sammes Skaber slår portene op på vid gab, så lyset
strømmer ud bag ham og siger: ”velkomne er I alle sammen,
uanset om i har succes med jer selv, uanset om I er vrede eller
bange, for her bliver der taget imod enhver, også dem - ja måske
især dem, for hvem livet er en hård kamp og en tung byrde”?
Indholdet i saligprisningerne bekræfter på en gang forventningen
og opfyldelsen, hvad Jesu komme betyder. Og derfor bliver
saligprisningerne ord, ord om den kommende verdens salighed,
der bryder ind i denne verden, og ikke om, at de vilkår vi lever
under i denne verden sanktioneres.
Saligprisningerne, velkomsten fra Gud, lyder til enhver af os og
omfatter hele det liv med Kristus, der begyndte i dåben og som på
ingen måder kan afbrydes af døden. Saligheden er også her og nu
og kendes på mønstret fra Kristi liv i fattigdom, sorg,
sagtmodighed, retfærdighedshunger, barmhjertighed, hjertets
renhed og fred.
Salige er de som sørger, for når vi har mistet en, som vi holder
meget af. Så åbnes et sår i hjertet og i sjælen. Og i det øjeblik bør
vi huske på, at når Jesus taler om salighed, så er det ikke fordi vi
skal være hele og glade mennesker, førend han rækker hånden ud
for at hjælpe os. Han hjælper os også når vi er sårede og sørgende.
Det kan jo også være, at vi sørger over vores eget liv. At der godt
kunne være mere retfærdighed i det vi gør, vi tørster efter
retfærdighed, vi ser, at vi både kan tænke og handle forkert
”Salig er de, som sørger, for de skal trøstes”. Der er et kristent håb
for os alle. At Gud tager os ikke, når vi dør. Men Han tager imod
os. Vi løftes op af graven, ikke fordi vi har åhh så fromme hjerter
eller har gjort åhh så mange gode gerninger. Nej, det gør Gud ene
og alene på grund af sin kærlighed til os.
Han har indgået en pagt med hver enkelt af os – Dåbens pagt. Så i
dag Alle helgens dag, hvor vi mindes de døde, skal vi mindes om,
at vi - alle os, er i levende live ved dåbens pagt. Og i dåben falder
vi altid i levende hænder. De hænder, vi blev lagt i ved vor dåb,
det kan i sorgens traumatiske periode, uanset varighed og form,
være usigeligt svært at finde frem til, men hvor bliver det øjeblik
sageligt, hvor det sker.
Guds slår sig ned i sorgen og savnet og lever sammen med
smerten. Og i den kærlighed er Gud med sit ord, der skaber lys,
hvor der er mørke og som skaber trøst og salighed. ”Salige er de,
som sørger, for de skal trøstes”.

Det er så nemt at citere og lade andre tale for sig, men jeg vil
alligevel give jer endnu et vers af Lars Björklund – et
opstandelsesvers, hvor Gud gennem livet og kærligheden
bekræfter sin magt over døden:
”Livet vender tilbage som solopgangen.
Du og jeg indføjet i livets gang,
der strækker sig fra tidens morgen til tidens aften.
Det synger i træerne. Livet vender tilbage.
Som vægen, der nær blev slukket,
som strået, der bøjede og næsten blev knækket.
Alt heles til noget nyt, som altid har været der og nu bliver til.
Vi er altid en del af noget større. Af det, der overgår tanke og ord.
Livet åbner sig uafbrudt. Noget går mig i møde.
Nogen?”
I Jesu navn, Amen.
Fra bogen: ”I sorgen – nogen tænker på dig”