Spiller hndbog - Rollespil-Bornholm

Tilbage til indholdsfortegnelsen
Baggrundshistorie eksempel (Jamian knivslyngel Helmod)
Jeg husker tydeligt den dag der nær havde været min sidste. Den dag der vendte op og ned på alt.
Den dag… Den dag det bedste job blev det værste. Ilhar og jeg havde som altid, siddet på torvet og
kigget potentielle ofre ud, da en vagtpatrulje fik spottet os. ”Jer to!” Patruljen gik hurtigt hen mod
os. Det var ikke ofte man så, så mange vagter her i byen Snedall, men det her var bare en af de
dage, og så hele tre vagter. ”Jer to!” råbte vagten igen. ”Jer har jeg set før, i blev taget med Smed
Hildars datters ring… Visiter dem!”
”Hun var vild med mig, hun gav den selv til mig.” lød det lidt provokerende fra Ilhar,
mens jeg lod min lille kniv glide fra mit ærme ned i min hånd. Den ene vagt rakte ud efter Ilhar med
sin højre arm, mens en anden rakte ud efter mig. Det var let at se, at min ikke havde nogen form for
brynje på, men kun nogle gamle jernhandsker og en bulet hjelm. Ilhars derimod, havde en
ringbrynje, hjelm og hele pivtøjet på. Den noget højrøstet vagt stod tilbage og nød synet, med sit
hånende smil smurt over hele ansigtet.
”Nu man nok ikke så kæphøj, tyvepak.” Det sidste ville blive hans sidste, for i det
samme stak jeg min kniv i halsen på den uheldige vagt der skulle visitere mig, og trak hurtigt hans
sværd. Ilhar løftede i det samme sit ben til spark, da hans forskrækkede visitør, vendte sig mod sin
faldne kammerat, og inden han nåede at reagere blev han sendt bagover, ind i sin overordnet, af et
voldsomt spark i maven, der resulterede i at de begge faldt om kuld. Hurtigt sprang jeg frem og
plantede sværdet igennem maven på den begge, så blodet sprøjtede op på min sorte læderbrynje.
”Det bare en af de dage.” grinte Ilhar. ”vi må hellere smutte.” Jeg nikke med et smil,
bag os kunne vi stadigvæk høre folkemassen skrig og råb. Vi løb som altid ind i den smalle gyde
bag fiskerhuset, her, godt skjult af kasser og tønder, var den eneste indgang til alle tyves livline Ora,
en gammel mand der i sine mange år blandt byens rotter havde tråde langt ind i alt, derudover var
han også min far…
”Hvad har i nu lavet.” lød det hostende fra den gamle krage.
”Lad os bare sige, at byen ikke er så sikker som den var for tre personer siden.” Jeg
kastede mig ned i en gammel lænestol.
”HVAD!?” udråbet og hosteanfaldet der kom efter havde nær dræbt min far. ”Du ved
udmærket godt, at jeg ikke kan hjælpe dig nu, det ved du!” Han satte sig langsomt ned i sin
gyngestol og tog et klæde for munden, da han igen hostede. Ilhar stod og hvilede sig op af væggen,
uden at sige et ord.
”Vi har brug for hjælp far.” Det var flere ord siden jeg havde kaldt ham det. ”Dit eget
kød og blod ved du nok.”
”Kom ikke her og tro det hjælper din sag, der tusinde andre jeg ville give mit liv for at
rede, men dit står ikke på den liste.”
”Mor ville gennemtæve dig hvis hun hørte dig sige det.”
”Ja, hvis jeg vidste hvem hun var.” lød det halvgrinende fra den gamle, og jeg
skimtede et smil på Ilhars læber. ”Nuvel, men denne opgave var ikke tiltænkt dig min dreng, men
det den eneste opgave der kan hjælpe dig nu…”
Jobbet lød på, at vi skulle finde en mand ved navn Tillharn den høje, en mand klædt i grøn kåbe,
med et guldbælte omkring livet, en af byen rige herremand. Denne ville bære på et vigtigt
Spiller håndbog Side 61 af 64