Spiller hndbog - Rollespil-Bornholm

Tilbage til indholdsfortegnelsen
dokument, som vi skulle fravriste ham, metoden var op til os selv. Et job af denne type betød en
højtrangerende betalende stod bag, og dette betød at vi ikke behøvede bekymre os om byvagterne
foreløbigt. Det betød samtidig, at alt hvad vi ellers måtte få fingre i, måtte vi beholde. Og en mand
som Tillharn, måtte helt sikkert bære på noget af stor værdi, en sjælden opgave og mulighed, for to
rendestenstyve som mig og Ilharn.
”Men husk min dreng, der ingen vej tilbage fra denne opgave, mislykkes den, er både
du og jeg død, forstået?” Det sidste blev nærmest druknet i et hosteanfald.
”Forstået” lød det fra Ilharn. ”hvor finder vi så ham Tillharn henne?”
”Nede ved havnebredden, hans skib er ved at blive gjort klar til afgang, opgaven skal
være klaret inden aften i dag.” Ilharn og jeg nikkede, dette var den store opgave, den der kunne
vinde respekt blandt andre tyve, og den eneste mulighed for ikke at blive hængt for dræb på tre
vagter.
Mørket var lige om hjørnet, da vi sneg os ned på havnes lagerplads. Her, blandt net og kasser,
kunne vi se ud over det meste af havnen. Og endelig fik vi øje på ham, Tillharn den høje.
”Vent her.” Jeg rejste mig og gik som en fordrukken sømand hen mod Tillharn.
”Væ… Væ…r hilset min gode herr…e” Mit talent for at spille fuld, var ikke det bedste, men det lod
til at virke som det skulle.
”Væk rædselsfulde gast.” Han vinkede mig væk med den mest ring beklædte hånd jeg
nogensinde havde set. Jeg vidste Ilharn lå klar med en armbrøst hvis det skulle gå galt, men jeg satte
nu mest min lid til min gode gamle kniv, der havde over tresindstyve lig på samvittigheden.
”Hø… Hø… r nu he… r, der er… in… ing… en grund til a bli’ grov.” Brillant leveret
blev sætningen forfulgt af en ordentligt bøvs rettede lige mod hans ansigt. Tillharn vaklede et skridt
tilbage i foragt som det var planlagt. Hurtigt sprang jeg frem med min kniv, klar til at stikke den
dybt ind i Tillharns mave, da der i det samme kom en stav til syne i hans ene hånd. Og uden større
anstrengelse parerede han mit angreb. Adræt rullede jeg tilbage og bukkede mig ned, med det ene
knæ hvilende på havnegrunden, så Ilharn kunne ramme ham med armbrøstbolten. Men der kom
ingen. Jeg vendte langsomt hovedet, og så ham hænge langt over jorden, som om der var nogen der
kvalte ham.
”I er ude på dybt vand rotter, så bered jer på at drukne.” Tillharns ene hånd bevægede
sig i et indviklet mønster, mens han fremsagde nogle mærkelige ord. En troldmand, det her var bare
en af de dage. Grønne tentakler kom til syne fra hans arm, og snoede sig længere og længere hen
mod mig. Nu skulle der tænkes hurtigt. Jeg trak en flaske frem fra min sidetaske, en flaske jeg
havde gemt til nødsituationer, og det var det her vist. Lige inden tentaklerne nåede mig, smed jeg
flasken med den røde væske ned foran Tillharns fødder. Flasken splintrede og en eksplosion af
flammer slikkede sig op af hans kåbe. Et kort sekund så det ud som om jeg havde fået overtaget, da
tentaklerne kom flyvende gennem røgen og ilden, og viklede sig rundt om mine ben, og inden jeg så
mig om, hang jeg med hovedet nedad i fem meters højde. Kort efter kom Tillharn frem fra røgen,
uden så meget som en sodplet at se.
”Helvedes ild.” lo han højlydt. ”Du burde vide bedre tåbe.” Ilharn hang livløst i luften
henne ved nettene, Tillharn havde allerede kvalt ham til døde. ”Se godt på din ven, en smertefuld og
klaustrofobisk død. Jeg kunne høre hans tankers skrig lige til det sidste.
Spiller håndbog Side 62 af 64