Redningshunden-Danmark

Redningshunden - nr. 2 / oktober 2006
Øvelse Jordskælv for
redningshundeteams med
interesse i international
udsendelse
Beredskabsstyrelsen, Frivilligcenter
Hedehusene, havde virkelig lagt mange
kræfter i, at Øvelse Jordskælv 2006
skulle blive en succes.
Øvelsen var i år blevet en dag længere,
nemlig fra fredag den 28. april
til mandag den 1. maj, hvilket gjorde
øvelsen mere realistisk.
Man havde fra starten klart udmeldt,
at øvelsen var for de redningshundeteams,
der var interesserede i at blive
udsendt til international indsats. Dette
gjorde, at ingen kunne være i tvivl om,
hvor vigtigt det var at deltage i øvelsen,
hvis man var interesseret i udsendelse.
I alt var 19 redningshundeteams tilmeldt,
hvoraf 16 mødte frem fredag.
Fredag gik med personlig registrering
og fremvisning af pas m.m., dyrlægeundersøgelse
af hunden, vaccination i
skulderen mod skovflåt, undervisning
af førstehjælp til hund samt oppakning.
Derefter blev der gennemført to eftersøgninger,
som ville danne grundlag
for holddelingen for den videre øvelse.
12
For mig var den første eftersøgning i
standardruinen. Vi havde på forhånd
fået en tegning over ruinen og figuranternes
omtrentlige placering.
Jeg sendte Dina mod den bageste
ende. Heldigvis kom der hurtigt en god
halsgivning, og jeg fik lov til at gå om til
min hund.
Det var ikke muligt at se hunden fra
det sted, hvor hundeføreren måtte færdes,
så her så bedømmeren, hvor selvstændigt
hunden kunne arbejde.
Anden gang, jeg sendte hunden afsted,
fik den også hurtigt fært, og så masede
den sig ind i ruinen, hvorfra den
gav hals. Jeg markerede figurant,
hvortil bedømmeren nøgternt svarede
HVOR!!
Pludselig blev jeg nervøs for, om hunden
kunne finde på at stå for langt fra
figuranten og give hals. Så jeg kravlede
ind i ruinen, og heldigvis sad Dina
klos op ad figuranten og gøede, og jeg
råbte ”Her”.
Bedømmeren smilede af min usikkerhed,
og hans kommentar var: ”Flot
hundearbejde”.
Anden indsats var i den flade ruin.
Hunden blev sendt op, halsgivning, og
jeg bevægede mig på muren om mod
hunden. Hvordan ved jeg ikke helt,
men det lykkedes mig at falde ned af
muren med et ordentligt brag, og for
h…, hvor gjorde det ondt, men hunden
gøede stadig.
Vi fandt de 3 figuranter, og bedømmerens
kommentar var, ”at det var dejligt
at se, at Dinas halsgivning var blevet
markant bedre”.
Bedømmeren havde tidligere været
dommer ved redningshundeprøven,
og der var halsgivningen bestemt ikke
prangende.
Efter at alle hundene havde været
igennem de to eftersøgninger, blev
vi delt på 4 hold. Jeg kom på hold 2,
sammen med Niels Olsen og Torben
Døj - et par dygtige hundeførere, så jeg
så med fortrøstning på de kommende
eftersøgninger.
Vores grej blev pakket, hundene sat
i burene på lastbilen, og dem ville vi
først se igen på Bornholm efter ca. 9
timer.
Vi andre tog bussen til færgen, og på
færgen var der undervisning det meste
af natten.
Hatten af for underviserne. Jævnligt
blev undervisningen krydret af en liflig
snorken, men ingen blev slået ud af
dette.
På Bornholm blev vi indlogeret i nye
oppustelige telte sammen med en
gruppe værnepligtige, som vi senere
Redningshunden - nr. 2 / oktober 2006
skulle arbejde sammen med. Nu var
øvelsen for alvor startet.
Hundene, som havde tilbragt de sidste
9 timer i bure på lastbilen, virkede utrolig
friske, da de blev lukket ud. Jeg tror
ikke, at en eneste af hundene var synderligt
påvirket af turen.
De virkede, som om de havde sovet
under hele turen.
Det næste døgn var en lang række af
indsatser - nogle sammen med hold 1
og andre, hvor vi var alene.
Men ét var sikkert; hundene fik virkelig
lov til at arbejde, og det gjorde de.
Efter første indsats, 3 timers rundering
ved Hammershus, var linjen ligesom
lagt.
Jeg valgte, at så snart vi var tilbage i
lejren, var det ned i soveposen og forsøge
at få lidt søvn.
1