Redningshunden-Danmark

1
Redningshunden - nr. 2 / oktober 2006
Overraskende nok var hundene utrolig
medgørlige. De sov fredeligt på deres
tæpper ved siden af føreren, så snart
muligheden gav sig.
Jeg ville ikke have troet hjemmefra, at
Dina sådan bare ville lægge sig ned
og ignorere de andre hunde, men det
gjorde hun.
Mellem to indsatser vågnede jeg ved
en høj snorken. Niels sov meget tungt,
og hans hund Whiskey mente, at det
nok var lige i overkanten med hans
snorken, så den kravlede gennem teltet
og om på den anden side af mig -
så nu havde jeg en hund på hver side.
Så sov vi igen, så vi kunne være klar til
næste indsats.
Indsatserne fungerede fint. Vores holdleder
fordelte områderne imellem os,
hundene arbejde fint, og vi fandt, hvad
der var af figuranter.
Det vil sige, at ved en af indsatserne,
havde vi misforstået, hvilke områder vi
skulle eftersøge, og derfor blev en person
ikke fundet.
Hundene havde på intet tidspunkt
været i nærheden af ham, så det var
bestemt ikke hundenes skyld.
Mellem to indsatser blev vi transporteret
af en hurtiggående gummibåd. Her
var vi sammen med hold 1, så vi var 12
mand med 7 hunde i båden.
Det var en spændende tur, og også her
forholdt hundene sig roligt. De hundeførere,
der havde hunde, som gerne
ville ”snakke med de andre hunde”, fik
flot passiviseret deres hunde.
Ved én af indsatserne ca. kl. 4 om
morgenen blev hundene testet på råddent
kød og ligfært. Ingen af hold 2´s
hunde var påvirket af dette.
Dina troede, at jeg ville have den til at
apportere det stof, hvorpå der var ligfært,
men det fik hun nu ikke lov til.
Indsatserne var sådan tilrettelagt, at
vi en gang imellem havde fra 1 til 1½
times pause i lejren.
Det, at vi kunne nå at få sovet mellem
hver indsats, gjorde, at vi under hele
øvelsen fungerede rationelt.
Redningshunden - nr. 2 / oktober 2006
En stressfaktor var, at vi kun fik udleveret
en pose med brød og kødpålæg
(ingen smør), som så skulle holde hele
dagen.
Det virkede ikke på os, for vores rygsække
var fra starten fyldt godt op
med kiks og chokolade, så vi var ved
godt mod.
Nej den allerstørste stressfaktor var, at
vi på vores hold altid kom for sent til at
få kaffe. Her fandt jeg en lidelsesfælde
i Niels, så der gik sport i, hvem der
kunne skaffe mest kaffe, enten ved at
tigge eller stjæle, så vores kaffebehov
blev næsten dækket.
De værnepligtige, som fulgte os på
indsatserne, skulle lave afstivninger og
tage sig af de tilskadekomne, som hundene
fandt.
På vores hold havde hver hundefører
fået tilknyttet et bårehold, og det var
1