Kommunal- reformen - Landsforeningen for bygnings- og ...

De ældste er fra begyndelsen af 1960’erne, men især
er mange vedtaget inden for de seneste 5 år. Og flere
kommuner oplyste uopfordret hvilke planer man forventede
ville blive vedtaget i årene 2006 og 2007.
Af mit materiale anslår jeg at der kommer yderligere
ca. 75 bevarende lokalplaner i de kommende år. Et
forsigtigt skøn viser, at omkring 20.000 huse ligger
i sådanne områder. Bor der 2,1 borgere pr. husstand
lever altså omkring 42.000 borgere nu i kulturhistoriske
huse med høj beskyttelse, som administreres af
kommunerne. Og omkring 3750 huse er på vej ind i
sådanne planer. Anslået svarer det til o. 8000 borgere
der yderligere vil komme til at bo i sådanne områder.
Altså ca. 1% af befolkningen vil i 2007 bo i sådanne
administrative områder.
Jeg skal her præcisere, at det jeg har undersøgt er
antallet af planer hvor det i §1 i formålet er præciseret,
at lokalplanen har et bevarende formål. Jeg skal
tillige præcisere, at jeg ikke har undersøgt antallet af
byplanvedtægter eller lokalplaner med bevarende bestemmelser.
Tages disse med er antallet af huse der
er underlagt beskyttelse, og dermed borgere der er
direkte påvirket af bevaringssagen, væsentligt højere.
Min lille historie var et illustrativt eksempel på et videnstab
og på en privatisering af tidligere statslig viden
på et konkret område. Men hvad kommer dette
kommunalreformen ved?
Af mit materiale kan jeg eksempelvis se, at kommune
X dannes gennem fusion af kommune Y, Z og Å. Kommune
Y har to bevarende lokalplaner, der er én i Z og
én er på vej i kommune Å. Der behøver ikke være garanti
for at vejledningen til borgerne i kommune Y og Z
med bevarende lokalplaner er ens, eller at det tekniske
personale i de kommuner har sammenstemmende opfattelse
af disse planer, kulturhistorisk og arkitektonisk
forståelse, eller hvordan disse planer er blevet håndteret
i praksis. Endvidere er der ingen garanti for at kommune
Å, der er i gang med at lave en ny plan, skeler til de
tre eksisterende planer i kommune Y og Z, som den nu
administrationsteknisk er ved at blive fusioneret med.
Resultatet er, at der fra 2007 kan være juridisk gyldige
planer i samme kommune, på samme retsområde, men
som er udformet på tre-fire forskellige måder. Tillige
kan der være forskellige borgervejledninger om at bo
i bevaringsværdige huse i den ny kommune. Der kan
altså ligge en fremtidig opgave til private aktører på det
by & land nr. 73 · december 2006
frie konsulentmarked i at hjælpe kommunerne med at
få rettet disse vejledninger til – med mindre det er laveste
fællesnævner der får lov at sætte dagsordenen. Det
vil i min optik ikke være til gavn for hverken kulturarven
eller for arkitekturen, hvis kommunen vælger at lade
stå til. Derfor kan kommunen vælge den økonomisk
billige løsning: at inddrage den folkelige og frivillige arbejdsindsats
fra eksempelvis bevaringsforeningerne og
de nu frivillige (!) kulturmiljøråd som konsulenter for
kommunen til løsning af denne opgave.
At jeg ikke har grebet denne problemstilling ud af den
blå luft ses af, at Bornholm i 2003 i forbindelse med
sammenlægningen af fem kommuner til én gennemførte
en analyse af øens bevarende lokalplaner. Med
kulturmiljørådet som udførende kraft blev disse planers
indre modsætningsforhold synliggjort. Planerne
havde upræcise definitioner og bestemmelser når de
blev sammenholdt med hinanden. Gennemføres denne
proces ikke i de 98 nye kommuner kan det hæmme
udviklingen af retsbevidstheden hos borgerne i disse
beskyttelseszoner og svække borgernes forståelse for
værdien af det fortsatte arbejde med sikring af herligheden
af sådanne kulturhistoriske miljøer.
Det næste spørgsmål som samfundsudviklingen har
fremmet og strukturreformen har sat turbo på, er: hvad
er det egentlig vi skal bevare? Mange købstæder får
med fusionsprocessen nu meget store oplande. Mange
bykommuner som vi kender i dag bliver nu reelt mere
landdistriktskommuner end købstadskommuner. En
stor del af de gamle købstadskommuner har allerede et
kommuneatlas med en registrering af deres landsbyer
indenfor de gamle kommunestrukturer. Men det nye
opland, oftest landdistrikter, har ikke nødvendigvis en
registrering af deres nuværende landsbystruktur og aktuelle
bygningskulturværdier. Den fremtidige planlægning
og forvaltning af disse nye store arealer overgår fra
amterne til kommunerne. Der ligger en stor udfordring
i dette for kommunerne. Bevaringsforeningerne får en
stor opgave med at støtte og sikre at kommunerne løfter
denne opgave lokalt på en forsvarlig måde.
Processen for kommunerne med at overtage kompetencen
fra amterne på planområdet går nogle steder
fint. Andre steder er det mere komplekst. I nogle amter
har man således for flere år siden lavet samarbejdsaftaler
med private ingeniørfirmaer om bygningsvedligeholdelse,
EDB-opgaver, digitaliseringer mm. Disse op-
19