Udgravninger ved helleristninger

nere omgivelser udgør væsentlige brikker
til vor forståelse af menneskers handlinger
årtusinder tilbage i tiden.
Ekskurs. Udgravninger ved helleristninger
i Valcamonica, Italien, m.m.
Ikke kun i Norden har arkæologiske undersøgelser
ved helleristninger og hellemalninger
givet gode resultater. Så langt borte som i
Sibirien, i nordre Ural er der gjort interessante
fund (Bakka 1976, 96-99).
Nærmere Skandinavien, ved Mulsum nær
Bremervörde i Niedersachsen, Nordtyskland,
har en udgravning ved en stenblok med skåltegn
givet interessante resultater (Ziermann
& Alsdorf 2002). Udgravningen omkring den
jordfaste sten, som måler ca. 2 x 1,25 m, og
som på oversiden bærer ca. 35 skåltegn, fandt
sted i 1994. Undersøgelsen viste, at jorden
omkring skåltegnsstenen på et tidspunkt var
blevet afgravet. I denne afgravning havde
en kraftig ild brændt omkring stenen. Ilden
betegnes som en ringild (tysk: Ringfeuer).
Gruben eller nedgravningen omkring stenen
gav plads for dele af stenen, som sprængte
af under ildens påvirkning, og som således
faldt ned på grubens bund. Dertil kom andre
mindre marksten, flintafslag samt skår fra
mindst to mindre lerkar. En C-14 prøve har
givet en datering på 770-395 BC. Lerkarskårene
lader sig ikke sikkert datere. De kan
være fra bronzealderen, men en datering til
neolitikum kan ikke udelukkes. I alle tilfælde
vidner denne skåltegnssten om spor af rituel
aktivitet med en ringild omgivende stenen
og videre nedlæggelse af sten. Forfatterne
af artiklen understreger, at dateringen af
ilden naturligvis ikke daterer skåltegnenes
indhugning. Med en datering af de rituelle
aktiviteter til sen bronzealder eller førromersk
jernalder, er det mest sandsynligt,
at skåltegnene allerede har været der, da
ilden tændtes. Med andre ord skal det ikke
udelukkes, at også her er udførelsen af helleristningerne
blot er en del af et længere
forløb af ritualer.
Men lad os nu til slut vende os mod Valcamonica
i de norditalienske Alper. På en terrasse
over dalen ved Ossimo-Pat er der foretaget
undersøgelser omkring nogle bautasten
(menhirer) og en større jordfast blok med
ristninger (Poggiano Keller 2002). På den
jordfaste blok er der bl.a. indhugget en kobberdolk
af Remedello-type, hvorfor stenen
kan dateres til omkring 2500 f.Kr. De dekorerede
bautastens billedsider er udsmykket
med solsymboler, som er orienteret mod øst.
Omkring stenene er fra tiden efter ca. 2500
f.Kr. spor af ritualer. Der er omkring nogle
af stenene brandlag, og der er gruber med
lag af trækul. Disse lag blev på et tidspunkt,
måske omkring 2000 f.Kr. dækket af nedskredent
jord. Derefter er der ikke spor af menneskelig
aktivitet indtil midten af 1. årtusind
f.Kr., førromersk jernalder. Igen synes der at
være foretaget brændinger ved stenene, og
der er også fra denne tid fundet lidt keramik.
Her er der altså ikke tale om lang tids kontinuerlig
brug af en helleristningslokalitet,
idet der forløb en lang periode, hvor der
ikke er spor af rituel aktivitet. På den anden
side er det interessant at notere sig, at da
aktiviteten blev fornyet mange århundreder
senere, da respekteres de gamle sten; de
bliver stående og fungerede altså igen som
en del af et kultsted.
Andre udgravninger af mindre omfang i
Valcamonica har ydet vidnesbyrd om aktivitet
ved helleristninger. Flere steder har der
været brændt ild ved helleristningerne. På
helleristningsfeltet ved Luine er der fundet
rester af en stenmur og en platform, hvor der
blev fundet keramik fra bronzealderen, og
ved helleristningerne ved Foppe di Nadro er
der tæt ved et kildevæld fundet et stenbygget
indelukke (Anati 2002, 347-353)
Af største betydning er de omfattende undersøgelser,
som er foretaget af Sopraintendenza
Archeologica della Lombardia ved
helleristningerne på Massi di Cemmo nær
Capo di Ponte fra 1960’erne og fremad videre
op i 2000-årene. Undersøgelserne har
givet enestående vidnesbyrd om langvarig
og kontinuerlig kultbrug af et område foran
helleristninger. Helleristningerne findes på
næsten lodrette flader på nogle kæmpestore
klippeblokke. De omfatter bl.a. rækker af
bukke og okser samt dolke med trekantet
blad (Fig. 5). Disse dolke er af en type, som
41