Udgravninger ved helleristninger

Flemming Kaul 

Udgravninger 

ved helleristninger 

Oversigt, diskussion, perspektiver 

Systematisk udgravningsaktivitet omkring 

helleristninger er en forholdsvis ny disciplin 

indenfor arkæologien. Som det fremgår af 

andre artikler i det foreliggende nummer af 

Adoranten har resultaterne været gode, og 

næsten hver gang en undersøgelse ved et 

ristningsfelt bliver påbegyndt, så fremkommer 

der interessante spor af menneskelig 

aktivitet. Der skal her først og fremmest 

fokuseres på fund ved de sydskandinaviske 

ristninger. Udgravningerne ved en række 

helleristninger bl.a. på Bornholm og i Bohuslän 

har givet overraskende gode resultater. 

De mange nyfundne spor af aktivitet 

stiller naturligvis nye spørgsmål, og man 

bør vurdere, om fundene er af en sådan 

beskaffenhed, at der vitterlig kan antages 

at være en nærmere sammenhæng mellem 

helleristningerne selv og de nævnte fund og 

anlæg. Man kunne nemlig hævde, at det er 

tilfældigt, at fundene netop er fremkommet, 

hvor der er helleristninger, og at det f.eks. 

kunne dreje sig om spor efter ‘almindelig 

bosættelse’, som uden nærmere årsag ligger 

tæt ved helleristningsfelterne. 

Ved Madsebakke på Bornholm blev der ved 

undersøgelserne udgravet forholdsvis store 

arealer omkring og på den klippe, hvorpå 

helleristningerne forekommer. Ligeledes var 

der mulighed for en næsten total undersøgelse 

af en større hulning i klippen tæt 

ved ristningerne, hvad der har givet overordentlig 

gode stratigrafiske vidnesbyrd omkring 

aktiviteterne her. Alt i alt har netop 

de forholdsvis storstilede undersøgelser ved 

28 

Madsebakke givet mulighed for at erkende 

en meget bred vifte af aktiviteter, der har 

fundet sted på og ved en helleristningslokalitet. 

Og med disse former for fund og anlæg, 

som er dokumenteret, er der forhåbentlig 

også bedre muligheder for at vurdere, hvorvidt 

der er tale om aktiviteter af ‘profan’ art, 

og/eller aktiviteter af ‘sakral’ art. Udfra en 

foreløbig publikation af nogle af resultaterne 

fra Madsebakke (Kaul, Stoltze, F.O. Nielsen & 

Milstreu 2005, 134-140) skriver J. Goldhahn 

følgende: “Resultaten från Madsebakke på 

Bornholm, med sin kraftiga inhägnad, utgör 

en viktig pusselbit inför fortsatta tolkningar. 

De utförda utgrävningarna på Bornholm 

tydliggör också et visst behov av att ändra 

tidigare utgrävningsstrategier så att de undersökta 

ytorna kring större hällbildslokaler 

utökas om vi skall kunne komma åt de ceremonier 

och ritualer som föresiggick vid dessa 

platser” (Goldhahn 2006, 93). 

Når man ser på nogle af fundene fra bl.a. 

Madsebakke, som f.eks. kogegruber (eller 

ildgruber om man vil) og kulturlag, så kunne 

man formentlig uden problemer nå frem til, 

at disse spor stammer fra dagligdags aktiviteter. 

Men andre fund fra Madsebakke viser 

snarere spor efter aktiviteter, der ikke kan 

knyttes til den daglige sfære. Det gælder 

bl.a. stolperækken foran klippen med helleristninger 

og stenlægninger foran og op 

ad klippen. Et parti af disse stenlægninger 

befinder sig på en afsats i klippen. De kan 

næppe have haft en praktisk betydning i vor 

egen rationelle forstand. Det kunne se ud til,

at man her har ønsket at maskere klippen, så 

den kom til at se mere menneskeskabt ud. 

Set mod sydvest kan Madsebakke-klippen 

meget vel have lignet en røse. 

Når der således kan peges på nogle træk, der 

falder uden for almindelige bopladsaktiviteter 

(udover naturligvis helleristningerne selv), 

så bør man igen vurdere, om f.eks. kogegruber 

og andre ‘almindelige’ kulturspor, ligeledes 

kunne afspejle særlige ikke-dagligdags 

aktiviteter. Vi står her overfor almene problemer 

indenfor religionsforskningen, hvor 

det kan drøftes, hvilke spor og træk, der skal 

opfattes som udtryk for noget praktisk, og 

hvilke, der kan opfattes som udtryk for noget 

kultisk. Kogegruberne afspejler madlavning, 

hvor man har ryddet op bagefter. Og dette 

synes netop at afspejle dagligdags aktiviteter. 

Bl.a. at dræbe dyr, forberede måltider, at 

spise og at gøre rent er aktiviteter, som er 

centrale i religiøse ritualer over hele verden. 

Det er ikke handlingen selv, der er religiøs, 

men derimod det forhold, at den fjernes fra 

sin almindelige sammenhæng og anbringes 

et særligt sted med andre mere vidtrækkende 

konsekvenser: dagligdags handlinger 

kan ved særlige lejligheder overføres til den 

religiøse sfære og løftes ud af sin daglige 

sammenhæng og placeres i en i forhold hertil 

afvigende kontekst. Det er netop de rituelle 

omstændigheder, som de ‘banale’ handlinger 

udføres under, der gør disse handlinger 

til noget religiøst (Hvidtfeldt 1958, 18 ff.; 

Warmind 1998, 95). De ‘banale’ handlinger 

(madlavning med kogesten) synes ved deres 

forekomst på et sted med andre træk af særlig 

rituel art (se ovenfor), netop her at kunne 

være løftet ud af deres almindelige daglige 

sammenhæng og overført til den religiøse 

sfære. At der i et tilfælde ved Madsebakke 

oveni en kogegrube med store kogesten er 

fundet knogler, hvor nogle syntes af fremtræde 

som sammenhængende – i organisk 

orden – kunne angive, at der har været kød 

på, og at man således har nedlagt dele af et 

måltid i kogegruben. Dette forhold sammen 

med de øvrige fund af ‘ikke-praktisk-art’ 

taler for, at aktiviteterne ved Madsebakke 

var af rituel eller kultisk tilsnit. Også anlæg 

som kogegruber, der i nogle tilfælde kan 

ses som udtryk for profan madlavning, bør 

således i dette tilfælde knyttes til de øvrige 

spor af rituel karakter. 

Selvom det kan være uhyre vanskeligt at forsøge 

at skelne mellem hvad der er ‘praktisk’ 

og, hvad der er ‘religiøst’ i et forhistorisk 

samfund, hvor også dagligdagen var præget 

af rituelle handlinger, så synes det således 

alligevel muligt at tale om spor efter ritualer. 

Også det forhold, at træk i fundbilledet repeteres 

ved en lang række helleristningsfelter 

fra både Bornholm, Sverige og Norge kunne 

angive, at der er tale om spor efter ritualer, 

som fandt sted i nogenlunde ensartet form 

over større afstande. 

Det er i denne sammenhæng vigtigt at fremhæve, 

at fundene fra bl.a. Madsebakke ikke 

alene hører yngre bronzealder til – den periode, 

som ristningerne antages at være fremstillet 

i – men at der er klare spor af aktivitet 

såvel forud for som efter yngre bronzealder 

(se P. Østergaard Sørensen i nærværende 

skrift). Ved nogle af de undersøgelser som vi 

skal se på nedenfor, er der i mange tilfælde 

ligeledes gjort fund, der viser, at der kunne 

forekomme aktiviteter af særlig art, som ikke 

i tid falder sammen med ristningsaktiviteten 

på det pågældende sted. 

Udgravningerne ved de bornholmske helleristninger 

står slet ikke alene. I de seneste 

år er der foretaget en række banebrydende 

undersøgelser ved helleristninger i Sverige 

og Norge. Resultaterne har givet mulighed 

for sammenlignende analyser. Det viser sig, 

at en række træk træffes igen og igen i forbindelse 

med klipperne med helleristninger. 

Op til klipperne og i klippernes revner findes 

ofte uregelmæssige stenlægninger, ildskørnede 

sten, flintafslag og ikke mindst brændt 

lerklining. Et særligt forhold, der også kan 

iagttages flere steder, er, at dateringen af 

fundene ved helleristningerne ikke nødvendigvis 

behøver at være sammenfaldende med 

den stilistiske/billedtypologiske datering af 

feltets billeder. Vi har jo allerede set, at ved 

Madsebakke er der aktivitet både før, under 

og efter den tid, hvor helleristningerne må 

være udført. Nogle af disse forhold vil vi 

diskutere nærmere nedenfor. Det skal her 

nævnes, at der i denne artikel ikke vil blive 

29

ehandlet forhold omkring ristninger på 

sten, der indgår i gravhøje og gravrøser. 

Selvom dette aspekt ved helleristninger er 

af stor betydning, vil vi her holde os til de 

åbne ristninger på klipper og på stenblokke. 

Vi skal se på enkelte, udvalgte lokaliteter. 

Selvom det først og fremmest er i de seneste 

år, at der i større stil er kommet gang i 

systematiske arkæologiske undersøgelser 

ved helleristningerne (nærmest som et nyt 

forskningsfelt), så har udgravninger ved helleristningsfelter 

dog gamle rødder. De første 

udgravninger ved ristninger fandt sted allerede 

i 1840’erne. Den svenske arkæolog 

A.E. Holmberg gravede med det formål at 

finde knusesten, altså sten, hvormed helleristningerne 

blev hugget (Bengtsson 2004, 

105); men det lykkedes ikke. I 1920’erne 

foretog den svenske arkæolog A. Nordén 

udgravninger ved nogle ristninger i Östergötland. 

Udgravningernes formål var først 

og fremmest at finde yderligere ristninger 

dækket af jord og muligvis at finde spor af 

grave ved helleristningerne. Ejheller her var 

hensigten at finde spor efter særlige anlæg 

og aktiviteter knyttet til ristningerne. 

Men ellers skal vi længere frem i tid. Ved 

helleristningsfeltet Slagsta i Södermanland, 

Sverige, blev der i 1971 foretaget en mindre 

arkæologisk undersøgelse foran et helleristningsfelt 

med skibe, heste og skåltegn. Fundene 

bestod af kvartsafslag, noget lerklining 

og to lerkarskår. Kvartsafslagene kan være 

udhugget fra en kvartsåre i klippen ganske 

tæt ved ristningerne (Damell & Hyenstrand 

1972, 44; Goldhahn 2005, 202-203). Men 

hvorfor optræder kvartsstykker sammen med 

lerkarskår og lerklining foran ristningen? 

-- ritualer eller hvad? 

Ligeledes i Södermanland, i 1980’erne, blev 

der foretaget en mindre arkæologisk undersøgelse 

optil et helleristningsfelt i Släbroparken, 

Oppeby, i Nyköping. Det er et 

felt med mærkelige, rammeformede figurer. 

Udgravningen har afsløret spor af en ildpåvirket 

stenpakning, hvori fandtes knusestenslignende 

værktøj, lerkarskår, kvartsstykker 

samt brændte ben. Det konkluderes, at dette 

formodentlig er spor efter en del af den 

30 

kultvirksomhed, som udøvedes på pladsen 

(Damell 1989, 169). 

Som et lille indskud kan nævnes, at der i 

1950’erne foretoges en arkæologisk undersøgelse 

ved en jordfast sten med 50 skåltegn 

i Rønne Plantage på Bornholm. Formålet 

med undersøgelsen var ikke knyttet til helleristninger 

som sådan. Man var i gang med 

undersøgelser af marksystemer og skelvolde. 

En skelvold af ‘marksten’ berørte denne 

helleristningssten. En smule stenlægning 

omkring stenen konstateredes under skelvolden, 

men det er vanskeligt at sige, om 

disse sten udgør noget forsætligt i forhold 

til helleristningsstenen, eller om der blot er 

tale om tilfældigt henkastede sten ved et 

markskel allerede til stede i bronzealderen 

(V. Nielsen 2000, 271-272). 

Et gennembrud i denne del af forskningen 

ved helleristninger skete med undersøgelserne 

ved helleristningsfeltet ved Hornes i 

Østfold, Norge. Feltet er kendt for sine store 

og smukke skibsbilleder fra yngre bronzealder 

anbragt på en næsten lodret klippe. I 

1975-76 undersøgtes området foran klippen 

(Ø. Johansen 1979, 108 ff.). Der afdækkedes 

en let buet stenlægning, der opfattes som 

en slags indhegning. Man kunne tale om et 

lavt gærde (Fig. 1). Gærdet eller indelukket 

af uregelmæssigt lagte sten begynder 

udfor ristningens sydligste skib. Derefter 

forløber det i en bue udfor klippen, for til 

slut igen at dreje ind imod klippen ved det 

nordligste skib. Med andre ord indhegner 

gærdet netop den del af klippen, hvor der 

er skabt ristninger. 

Både lige inden for denne stenlægning (helt 

op til klippen med ristninger) og i stenlægningen 

fremkom mange ildskørnede sten. 

Desuden fandtes der brændte og ubrændte 

flintafslag og ganske små stykker brændt 

ben. Nederst var klippen selv farvet af ild 

og ildskørnet. Der har altså brændt ild på 

stedet, og sten er blevet påvirket af ild, eller 

ildskørnede sten er blevet pålagt. I det 

smalle ‘indhegnede’ område fandtes mange 

lerkarskår fra flere store forrådskar, som 

antages at være knust mod klippens fod. 

Desuden fremkom mange stykker af brændt

Fig. 1. Det lave stengærde foran Hornes-ristningen, Østfold, Norge. Efter Johansen 1979. 

The stone fence in front of the Hornes rock carving, Østfold, Norway. 

ler. 95% af fundene blev gjort inden for gærdet. 

Keramikken er af yngre bronzealders 

karakter, hvorfor det må anses for sikret, 

helleristningerne tilhører samme periode som 

ristningerne (Ø. Johansen 1979, 112). Det kan 

dog ikke siges, om de rituelle aktiviteter har 

fundet sted kort efter, at ristningerne skabtes, 

eller om længere tid er forløbet, måske 

mere end 100 år. I alle tilfælde er det af stor 

betydning, at det lave gærde, der synes at 

afgrænse de rituelle aktiviteter, så klart er 

anlagt i forhold til skibsristningerne. Her 

ser vi et fremragende eksempel på en nær 

sammenhæng mellem ristninger og spor af 

rituelle aktiviteter. 

Det kan således næppe betvivles, at der her 

er tale om spor af ritualer knyttet til en helleristning, 

selvom det er vanskeligt at sige 

præcis, hvad der er foregået. Kan de ildskørnede 

sten afspejle madlavning og indtagelse 

af rituelle måltider? kan den indhegnende 

stensætning markere det hellige område 

foran ristningen, hvor ritualerne fandt sted? 

Da klippen selv er kraftig ildpåvirket, må også 

ild have indgået i ritualerne. Måske kunne 

der endog være frembragt damp (se Runcis 

1999) ved at hælde vand på de glohede sten? 

Der kunne evt. have været vand i lerkarrene, 

som knustes ved klippen? Hornes-ristningen 

vender mod en moselavning få meter 

derfra, som formentlig i bronzealderen var 

en havvig, så tilførsel af vand har været let. 

Det ville da virke overordentligt suggestivt, 

om kultudøvningens ledere – præsten eller 

præsterne – stod nær helleristningen, mens 

andre deltagere i ceremonien bragte vand 

til og kastede vandet på de varme sten. Således 

kunne helleristningsskibene og kultudøverne 

foran kun svagt anes igennem en 

mystisk tåge, måske mens solen stod op? 

Præsterne ville kunne fremtræde som et 

moderne rockband, indhyllet i lys og tåge 

(Kaul 2004, 134). 

Ved helleristningen ved Bjørnstad, ligeledes 

Østfold, med et af Nordens største skibsbilleder 

gav udgravningen også gode resultater. 

Der fandtes dog ikke et klart afgrænset, lavt 

stengærde som ved Hornes, men enklere 

stenlægninger. Den ene stenlægning fandtes 

foran det 4,4 m lange Bjørnstad-skib. 

31

Stenene dannede nogenlunde en halvcirkel. 

Stenlægningen startede ved den næsten 

lodrette klippes fod ved skibets forstævn, så 

kurvede den udad, for at dreje tilbage mod 

klippen ved skibets agterstavn. Bjørnstadfeltet 

består af tre skibsbilleder. Ved klippens 

fod nedenfor det bageste af de tre skibe 

fandtes en meget regelmæssigt lagt brolægning 

sat af forholdsvis små sten. Stenene 

var vel tilpassede til hinanden, næsten som 

en mosaik. Brolægningen strakte sig langs 

skibets fulde længde, d.v.s. over ca. 1 m, og 

den dannede en grov halvbue med en radius 

på 70 cm udfra klippens fod (Johansen 1979, 

111-112). Der var ingen egentlige holdepunkter 

til en datering af stenlægningerne. Det 

er væsentligt, at vi noterer os, hvor nært 

stenlægningerne synes knyttet til skibsbillederne. 

Det antages, at stenlægningerne 

er samtidige med eller senere end skibsbillederne. 

I alle tilfælde har man bestræbt sig 

for omhyggeligt at forholde sig til skibene, 

da stenene lagdes. 

De gode resultater fra udgravningerne i 

Norge stimulerede snart til efterfølgelse i 

Sverige. I Bohuslän undersøgtes 5 lokaliteter 

på øen Tjörn og en ved Kalleby i Tanum 

Sogn. Der var tale om yderst begrænsede 

udgravninger, og resultaterne var på ingen 

måde spektakulære som ved Johansens undersøgelser 

i Østfold. Derfor mistede man 

for en tid interessen for arkæologiske udgravninger 

ved helleristninger. Man havde 

håbet at finde tydelige indhegninger, lidt 

monumentale konstruktioner (og måske 

genstande af materiel værdi). Men set i en 

større sammenhæng og med den viden, vi 

har i dag, yder disse undersøgelser alligevel 

vigtige brikker i hele puslespillet, selvom 

de undersøgte arealer var for små og klare 

målsætninger manglede (Bengtsson 2004, 

109). I en fordybning eller kløft på et felt 

med skålgruber og furer ved Röd i Stenkyrka 

Sogn på Tjörn fandtes omkring 1980 

enkelte stykker brændt ler, muligvis rester 

af lerklining eller keramiktilvirkning (Pettersson 

1982, 68). Selvom fundene var få, 

skal vi dog igen notere os tilstedeværelsen 

af brændt ler (lerklining). På en anden af 

de undersøgte lokaliteter på Tjörn fandtes 

ligeledes lerklining, andre steder flintafslag 

32 

og brændt flint. På lokaliteten ved Kalleby 

i Tanum Sogn fandtes flint, brændt ler og 

lerkarskår (Bengtsson 2004, 106-107). 

Med iværksættelsen af Tanum-projektet, som 

er et samarbejde mellem Vittlycke museum i 

Tanumshede og Göteborgs universitet, kom 

der for alvor gang i arkæologiske undersøgelser 

ved helleristningsfelter. En lang række 

undersøgelser foretaget i 1990’erne og i begyndelsen 

af 2000-årene i Bohuslän har givet 

et afgørende skub fremad. Ved dette projekt 

er der formuleret klare målsætninger. Det 

er fremhævet, at forskningen i de senere år 

har været præget af landskabsarkæologiske 

tilgange. L. Bengtsson skriver i denne sammenhæng 

følgende: “Det kan dock finnas en 

risk med att ensidigt behandla ristningarna 

som en prick på kartan eller i landskapet, 

utan att sätta själva pricken under lupp och 

se vad den innehåller. En sådan närgangen 

analys kan kanske ge en del av svaren på ... 

frågor ..., d.v.s. ristningens roll som rituell 

arena. Genom att undersöka ristningens 

omedelbara närområde med traditionella 

arkeologiska undersökningsmetoder, att göra 

en arkeologisk utgrävning vid ristningen, 

kan man forhoppningsvis få en uppfatning 

om hällristningarnas roll i det förhistoriska 

samhället” (Bengtsson 2004, 104). Det bliver 

videre pointeret, at man netop gennem målrettede 

udgravninger kan komme nærmere 

en forståelse for, hvorledes ristningerne eller 

klipperne, hvorpå der findes ristninger, 

anvendtes i rituelle kontekster. Derved bliver 

hver enkelt ristning, stor eller lille, en vigtig 

brik i en større sammenhæng. Vi må opbygge 

en reel viden om de spor, der ved udgravning 

kan tilvejebringes ved ristningerne for at 

kunne studere eventuelle tendenser eller 

sammenhænge. Netop de senere års udgravninger 

har forøget vor viden dramatisk, 

således at vi nu netop kan begynde at ane 

sådanne tendenser. 

Men lad os nu kort se videre på nogle af 

resultaterne. Ved en helleristning i Tossene 

Sogn (Raä 446) i mellemste Bohuslän, som 

af en dyb rende opdeles i to underfelter, det 

ene med skibe og en menneskefigur, det 

andet med skåltegn, gjordes gode fund. En 

af sprækkerne i klippen, som nærmest deler

feltet, var rig på keramik, flintafslag, kvarts, 

brændt ler m.m. Flere af afslagene kunne 

sættes sammen, hvad der antyder, at de er 

blevet hugget på stedet. I en anden sprække 

var nedlægningen af dette materiale dækket 

eller forseglet af en stenlægning. Også i 

stenpakningerne var der meget brændt ler, 

flint og keramik. Nogle af stykkerne af den 

brændte ler fremviste glatte eller glattede 

partier. Dette giver anledning til at drøfte 

muligheden for, at den brændte ler har været 

brugt som en slags farveemner (farveblyanter) 

til at opmale klippens ristninger eller til 

kropsbemaling (Bengtsson 2004, 127). Måske 

er leret brændt på stedet. Dele af klippen var 

kraftigt ildskadet. I bunden af stenpakningen 

fremkom et lag af tæt pakket ler. Det har 

kunnet C-14-dateres til yngre bronzealder 

(1130-890 BC). Under laget fremkom nogle 

skåltegn, som var helt uvitrede, og de virkede 

ganske nyhugne. En anden stenpakning, som 

dækker nogle sprækkerne er C-l4-dateret 

til førromersk jernalder (360-280 BC). Desuden 

var der en stenlægning nedenfor selve 

klippen. Her angiver en C-14-datering tiden 

omkring Kristi fødsel (50 BC-180 AD). 

Der kan altså konstateres en kontinuitet i 

anvendelsen af denne helleristningslokalitet 

over ca. 1000 år. Desværre lader figurerne 

og de helt enkle skibsbilleder ikke datere sig 

præcist. De forseglede fund i sprækkerne og 

fundenes karakter peger ifølge L. Bengtsson 

på offerhandlinger, hvor bl.a. lerkar er blevet 

knust (Bengtsson 2004, 128). Det er værd at 

bemærke, at selve nedlægningernes karakter 

virker meget ensartet igennem tid. 

Forskellige former for stenlægninger, mere 

eller mindre uregelmæssige, synes at være 

noget, der går igen, når man ser på udgravningsresultaterne. 

Et godt eksempel yder et 

helleristningsfelt i Tanum Sogn, Raä 232. Delvis 

omkring en klippe med en mindre gruppe 

skibsbilleder, der typologisk kan dateres til 

ældre bronzealder, fandtes en stenlægning 

som gik over i en større, naturlig ansamling 

af sten og blokke (Bengtsson 2004, 117-118). 

Den menneskeskabte del af stenpakningen 

var udformet på en sådan måde, at den dannede 

en lav, nærmest halvcirkulær vold eller 

gærde (Fig. 2). I gærdet fandtes en åbning, 

ca. ½ m bred. Der fandtes ikke trækul i anlægget, 

der kunne yde en naturvidenskabelig 

datering; der fandtes ejheller lerkarskår eller 

brændt ler. Til gengæld fandtes en lille 

fladehugget pilespids med indskæring ved 

basis (Fig. 3). En sådan pilespids kan dateres 

til ældre bronzealder, men en datering til 

senneolitisk tid skal ikke udelukkes. 

Denne lokalitet fremviser således et gærdelignende 

anlæg, som giver gode paralleller til 

gærdet ved Hornes i Østfold, Norge, selvom 

der ikke her – som ved Hornes – var store 

fundmængder. Mens den lave stenvold eller 

gærdet fra Tanum Sogn bedst kan dateres 

til ældre bronzealder, så kan anlægget fra 

Hornes dateres til yngre bronzealder (se 

ovenfor). I begge tilfælde synes helleristningerne 

selv og anlægget nedenfor klippen 

at tilhøre samme periode. 

Det skal her understreges, at når der tales 

om samme periode, så behøver det ikke 

nødvendigvis at betyde, at ristningerne er 

udført samtidig med de anlæg, der afspejler 

yderligere rituel aktivitet. Noget sådant 

kan vi naturligvis ikke bevise. Vi kan blot 

konstatere, at de to forskellige træk ved eller 

på klippen er lavet eller opført indenfor 

et vist i det store tidsperspektiv snævrere 

tidsrum, og at der formentlig er en tættere 

sammenhæng herimellem. 

På andre lokaliteter, hvor der er foretaget 

undersøgelser i Bohuslän, er der fundet stenlægninger. 

Et helleristningsfelt ved Oppen 

i Tanum Sogn (Raä 1371) kan nævnes. Her 

fandtes en tæt lagt stenlægning, som var 

placeret direkte op imod klippen og ca. 1 m 

ud; den kunne følges over 2 m. Trækulsprøver 

taget fra stenlægningen daterer den til førromersk 

jernalder. Helleristningen omfatter 

bl.a. en procession med fem ryttere. Hestens 

anvendelse som ridedyr er en foreteelse, som 

vi først kan regne med ved bronzealderens 

slutning og videre i førromersk jernalder 

(Bengtsson 2004, 110). Også her er der således 

en vis tidsmæssig sammenhæng mellem 

udførelsen af ristningen og vidnesbyrdene 

om rituel aktivitet. Hvad angår stenlægninger 

har udgravningerne ofte været af så begrænset 

et omfang, at det ikke kan afgøres, om 

der er tale om egentlige sammenhængende 

33

Fig. 2. Fladetegning over anlæggene ved helleristningsfeltet Raä 232 i Tanum Sogn, Bohuslän. Et løst gærde eller indhegning 

af sten forløber nedenfor klippen med helleristninger. Efter Bengtsson 2004. 

Drawing of the structures at the rock carving Raä 232, Tanum Parish, Bohuslän. A loosely constructed stone fence or 

enclosure is seen in front of the rock carvings. 

stenlægninger eller gærder, således som vi 

har set eksempler på ovenfor. 

Ved dette helleristningsfelt ved Oppen fandtes 

i en klipperevne nær ved rytterfigurerne 

ildskørnede sten og et forholdsvis stort antal 

flintafslag. Nogle kunne sammenlimes til 

en flintkerne. Afslagene var grove, og det 

var som om de var slået nærmest tilfældigt 

af. Det ser ikke ud til, at behugningen var 

sket for at fremstille redskaber. Formentlig 

er afslagene fremstillet på pladsen med et 

rituelt formål, måske som led i en offerhandling 

(Bengtsson 2004, 110). Også på andre 

helleristningslokaliteter i Bohuslän er fundet 

flintafslag. Ofte synes der ikke at være tale 

om flintafslag, der skulle bruges til redskaber, 

men simpelthen om grove afslag, nogle 

gange hugget på stedet. I enkelte tilfælde 

havde flinten dog karakter af mesolitisk 

flint. Måske har man i disse tilfælde gået 

på jagt efter gammelt flint, for derefter at 

deponere flintstykkerne foran klippen eller 

i klippens furer. 

Ved ristningsfeltet ved Oppen fandtes også 

brændt ler. Brændt ler er den hyppigst 

forekommende fundkategori, som er frem- 

34 

Fig. 3. Fladehugget pilespids med 

indtrukken basis fundet i stenlægningen 

ved helleristningsfeltet 

Raä 232 i Tanum Sogn, formentlig 

ældre bronzealder; 2:1. Tegning 

af Annika Östlund, efter Bengtsson 

2004. 

Flint arrowhead found in the 

stone structure at the rock carving 

Raä 232, Tanum Parish, probably 

Early Bronze Age, 2.1. 

kommet ved undersøgelserne på helleristningslokaliteterne. 

På omkring halvdelen af 

de undersøgte lokaliteter findes det. Også 

ved Hornes i Østfold, Norge, var der brændt 

ler. Ved nylige udgravninger ved Benan i 

Nordtrøndelag, Norge, fandtes i en fordybning 

i klippen ildskørnede sten i et kulblandet 

kulturlag sammen med brændt ler (Lindgaard, 

Brox Nilsen, Olsson, Smiseth & Stafseth 

2006, 21). Feltets ristninger består af skibe 

af Hjortspring-form, hvorfor ristningerne 

her dateres til førromersk jernalder. Brændt 

ler forekommer også på de bornholmske 

lokaliteter, især ved Madsebakke. Af andre 

fundkategorier kan nævnes ildskørnede

sten (almindeligt) og brændt ben (knapt så 

almindeligt) (se Bengtsson 2004, 106-107). I 

øvrigt er der ofte konstateret brandskader 

på klipperne. Der må have brændt ild, noget 

der også kan ses som udtryk for ritualer. 

På Bornholm er der ved helleristningsfelter 

i to tilfælde fundet huse. På et højt parti af 

klippen ved Madsebakke er undersøgt de 

tagbærende stolpehuller til et hus, og tæt 

ved klippefladen ved Lille Strandbygård er 

to huse med deres tagbærende stolpehuller 

undersøgt. Husene begge steder kan typologisk 

dateres til ældre germansk jernalder (se 

P. Østergaard Sørensen i nærværende nummer 

af Adoranten). Med en sådan meget sen 

datering kunne man meget vel hævde, at det 

er fuldstændigt tilfældigt, at, hvad der ligner 

almindelige huse, findes tæt ved helleristninger. 

Det ene hus ved Lille Strandbygård 

er dog anbragt således, at dets ene indgang 

ville have åbnet sig direkte ud imod fladen 

med ristningerne, i dette tilfælde hjulkors. 

For at komme ind og ud af huset må man 

således have bevæget sig over hjulkorsene. 

Det er vanskeligt at forestille sig, at man i 

germansk jernalder ikke har bemærket helleristningerne, 

ligesom der er vanskeligt at 

forestille sig, at der skulle være nogen praktisk 

grund til at placere husvæggen så tæt 

på klippen. Det er således ikke utænkeligt, 

at de to huse, der har afløst hinanden, her 

på Lille Strandbygård, har haft en relation 

til de langt ældre ristninger. Måske kunne 

der være tale om en slags kultbygninger? 

-- ved Lille Strandbygård fandtes ikke spor 

af anden oldtidsaktivitet, men området omkring 

stenen med helleristningerne har været 

pløjet mark i mange år. Ved Madsebakke 

er der som nævnt tale om aktiviteter, der 

strækker sig over længere tid. Der synes også 

at have været aktivitet i romersk jernalder. 

Man kunne derfor foreslå, at huset på Madsebakke 

simpelthen er sporene efter den 

sidste (påviselige) aktivitet, formentlig af 

rituelt tilsnit, der fandt sted her. 

Forud for anlægningen af E 6 motorvejen 

gennem Bohuslän, afsnittet mellem Gläborg 

og Rabbalshede, foretoges en lang række 

udgravninger. I denne sammenhæng er undersøgelsen 

af et hus af stor interesse (Mun- 

kenberg 2003). Undersøgelsen synes nemlig 

at angive, at et hus af sædvanlig langhusform 

med to rækker tagbærende stolper kan 

være opført af ikke-profane grunde tæt ved 

en helleristning og andre anlæg, der bedst 

kan ses som anlæg med et rituelt formål. 

Lokaliteten betegnes som Svarteborg 116. 

Forholdene på denne plads viste sig at være 

meget komplicerede. Jeg forsøger nedenfor 

at sammenfatte nogle af resultaterne udfra 

publikationen af udgravningen (ibid.). 

På en lille, men markant fremspringende, 

oval klippe indhuggedes seks skibsbilleder, 

formodentlig bronzealder (?) og enkelte 

skålgruber. En særlig jordfarve synes at repræsentere 

de sidste spor af en platform 

af grene, vidjer eller lignende, som forløb 

nær den fremspringende klippes fod. Hvornår 

denne platform af organisk materiale 

byggedes er vanskeligt at sige, men udfra 

enkelte C-l4-dateringer er midten af førromersk 

jernalder ikke usandsynlig. Derefter 

– formentlig kort efter – skete der noget. 

Store dele af klippen dækkedes med og blev 

omgivet af stenlægninger, og også skibsbillederne 

dækkedes. Fremgravet ved undersøgelsen 

ligner klippen nærmest en røse, men 

omgivet af en bred, lav stenvold. Indgående 

i stenlægningen eller stenvolden fandtes 

også rækker af større sten. Der fandtes ingen 

grave i det omfattende stenbyggede anlæg, 

der måler ca. 37 x 34 m. I nærheden fandtes 

der dog brandgrave i stenlægninger. Anlægget 

er således ikke i sig selv et gravanlæg, 

og det virker gådefuldt. Da selve klippen 

kunne ligne et skibsskrog sat på hovedet, 

foreslås det, at dele af stenlægningen kan 

have understreget skibsformen (Munkenberg 

2003, 145). Når man ser på fotografiet af de 

afrensede stenlægninger, ser det ud som om 

lidt større sten kunne være placeret for at 

understrege en stævnform. 

Delvis under nogle stenlægninger få meter 

NØ for klippen og dens omgivende stenlægning 

fremkom stolpehuller til et treskibet 

langhus. Enkelte C-l4-dateringer synes at 

angive en datering til en sen del af førromersk 

jernalder. Meget bemærkelsesværdigt 

er beliggenheden af dette hus. Det har nemlig 

været bygget i et af de mest sumpede 

35

dele af området. Og undersøgelsen kunne 

bekræfte, at den sumpede jord har været 

temmelig uegnet til husbygning med jordgravede 

stolper. Stolperne har nemlig været 

så dårligt forankrede i lerjorden, at huset er 

kollapset. Flere af stolperne synes at være 

væltet eller skredet i husets længderetning. 

Selvom huset (eller husene; for der kan meget 

vel være tale om to huse, som har afløst 

hinanden) ikke kan antages at være rejst 

for langvarig beboelse, så fandtes der dog 

to ildsteder, og der var også et par gruber i 

huset. Enkelte lerkarskår fandtes i gruberne 

og i lidt kulturlag, men åbenbart ikke nok 

til at kunne give dateringsmæssige vidnesbyrd. 

Husets beliggenhed synes at angive 

ikke-praktiske hensigter: “Har man bott i 

huset torde det ha varit under torrperioder, 

anners är det svårt att förstå varför man 

inte byggde det några meter längre upp i 

backen, där markan var mer väldränerad. 

Men kanske byggdes huset för ett annat 

ändemål än för att bo i” (Munkenberg 2003, 

145). En religiøs/rituel mulighed udelukkes 

ikke af forfatteren. Dette hus omgivelser 

synes således mættet med træk, der afspejler 

rituel aktivitet, og fem meter nord for huset 

fandtes liggende, hvad der tolkes som en 

væltet bautasten, der har været 1,2 m høj. 

Tæt ved denne sten fandtes en grube med 

fire mindre sten, der kan have været fodsten 

for den større sten. 

Svarteborg 116 har således givet vidnesbyrd 

om en langvarig aktivitet omkring et helleristningsfelt 

– aktiviteter, der bedst kan forstås 

som af rituel art. De kultiske anlæg har 

åbenbart dækket de tidligere skibsristninger, 

men dette behøver jo ikke at have ændret i 

billedernes eller klippens hellighed. Man kan 

måske stadig have tænkt på skibet som helligt 

symbol, da man understregede klippens 

egen skibsform. I dette langvarige rituelle 

billede omkring en hellig klippe har også et 

til beboelse ubrugeligt hus indgået. 

Sammenfatning, diskussion 

Når vi overordnet ser på de efterhånden 

mange udgravningsresultater fra store dele 

af Norden, fra Nordtrøndelag over Østfold 

og Bohuslän til Bornholm, da gælder det i 

36 

mange tilfælde, at det kan være vanskeligt at 

datere aktiviteterne. Ofte er lerkarskårene så 

fragmenterede, at disse ej er til megen nytte 

i så henseende. I flere tilfælde har trækul 

givet mulighed for C-14-dateringer. Trækulsmaterialet 

fra undersøgelserne på Bornholm 

er endnu ikke blevet analyseret. Men herfra 

findes til gengæld et dateringsmateriale i 

form af lerkarskår m.m., som endda kan sammenholdes 

med stratigrafiske iagttagelser 

både i området foran helleristningen og i en 

større fordybning i klippen (se Østergaard Sørensen 

i foreliggende nummer af Adoranten). 

Ved hjælp af en ‘klassisk’ arkæologisk, systematisk 

metode synes bl.a. aktiviteterne på 

Madsebakke og den nærliggende Sandvig 

1 at kunne dateres. 

I denne sammenhæng skal vi være opmærksomme 

på, at ristningerne på en given lokalitet 

ikke altid kan dateres snævert. Det 

gælder naturligvis især felter, hvor der udelukkende 

findes skålgruber. Ved hjælp af 

en skibskronologi kan skibsbilleder dateres 

indenfor visse rammer (Kaul 1998 & Kaul 

2006). I nogle tilfælde kan skibsbillederne 

dog være så enkle, at de typologisk set ikke 

giver tilstrækkelige kronologiske holdepunkter. 

Det skal her også fremhæves, at ristningerne 

på et givent felt kan være tilkommet 

under en længere periode (f.eks. Bengtsson 

2004, 67-73; Kaul 2006). Alligevel kan enkelte 

lokaliteter fremhæves, hvor sporene af rituel 

aktivitet synes at tilhøre samme periode som 

figurristningerne. Vi kan nævne ristningen i 

Tanum Sogn, Raä 232, Bohuslän, med skibe 

og stenlægninger, der kan knyttes til ældre 

bronzealder, Hornes-ristningen, Østfold, med 

skibe og stenlægninger fra yngre bronzealder 

og Oppen-ristningen, Bohuslän, med ryttere 

og stenlægninger fra førromersk jernalder. 

Flere lokaliteter viser længerevarende aktivitet, 

og ved nogle lokaliteter kunne det se ud 

til, at de afdækkede spor ikke hører samme 

periode til som ristningerne. Der kendes således 

eksempler på aktivitet ved ristningerne 

både i førromersk jernalder, romersk jernalder 

og germansk jernalder. På andre lokaliteter 

er der vidnesbyrd om aktivitet både 

i tiden før ristningernes udførelse, i tiden 

omkring ristningernes udførelse og i tiden

efter ristningernes udførelse. Dette forhold 

er især klart ved Madsebakke på Bornholm 

(det kan dog ikke udelukkes, at skåltegn 

kan være indhugget allerede i senneolitisk 

tid). Også ved ristningen ved Sandvig 1 (eller 

Stakkebakken) var der tydeligvis aktivitet 

forud for ristningernes udførelse. I det 

store, brede billede står vi følgelig overfor 

en stor variation i kronologisk henseende. 

De pågældende klipper har været fokus for 

handlinger og aktiviteter, der ikke nødvendigvis 

er knyttet direkte til helleristningerne 

(på den anden side angiver vidnesbyrdene 

fra Hornes og Bjørnstad i Østfold, at der kan 

have været en meget snæver sammenhæng 

mellem billeder og anlæg). Selv når der på 

en lokalitet findes aktivitet før ristningernes 

udførelse kan man måske tale om kontinuitet 

i pladsens brug som kultsted. 

Vi bør, når vi generelt ser på udgravningsresultaterne, 

ikke alene fokusere på helleristningerne 

selv, men snarere på klippen eller 

stenen som et helligt sted, en helligdom i sig 

selv, en helligdom igennem tid. Naturgivne 

klipper, ‘bjerge’ og sten må have indgået i 

det ritualiserede landskab også før bronzealderen, 

ligesom sådanne kraftfyldte steder 

kan have haft en tilsvarende betydning også 

lang tid efter bronzealderen. Set i dette perspektiv 

er udførelsen af helleristningerne blot 

en særlig bemærkelsesværdig aktivitet, som 

lettere for os i dag lader sig erkende end så 

mange andre aktiviteter knyttet til religion 

og ritualer. Med andre ord kan udførelsen 

af helleristninger ofte ses som et eller flere 

led i en længerevarende rituel aktivitet. 

Man kunne således i nogle tilfælde ‘vende 

vor erkendelse’ af helleristningerne. En given 

klippe behøvede ikke nødvendigvis at 

blive ‘signet’ eller helliggjort alene gennem 

udførelsen af helleristningerne: helleristningerne 

kan være blevet udført, fordi den 

pågældende klippe allerede var et helligt 

sted, som tidligere var blevet ‘signet’ gennem 

rituelle handlinger. Vi kan fornemme, 

hvorledes nogle naturgivne træk i landskabet 

igennem tid bliver mere og mere omformet 

af mennesket. Man kunne sige, at fra at være 

en ‘naturhelligdom’ kunne en sådan klippe 

blive omdannet til et ‘kulturminde’ – fra natur 

til kultur: spalter og hulrum i klippen blev 

fyldt op, der blev indhugget ristninger, der 

blev brændt ild, der blev anlagt lave gærder 

og byggedes indhegninger, der blev lavet 

uregelmæssige stenlægninger og egentlige 

brolægninger, og i nogle tilfælde blev dele 

af klippen dækket eller maskeret af sten. 

Det i indledningen stillede spørgsmål vedrørende 

muligheder for, at fundene afspejler 

rituel adfærd, kan efter denne gennemgang 

yderligere besvares med et bekræftende 

ja. Påfaldende er en ensartethed i fundbilledet 

over store afstande. Mellem Bornholm 

og eksempelvis Nordbohuslän er der flere 

hundrede km. Igen og igen ser vi stenpakninger 

(dog af forskellig form og størrelse), 

knust keramik, brændt ler, kul, flint, flintafslag 

og kvarts. Det forhold, at der nu over 

store afstande kan ses et temmelig ensartet 

fundbillede, bør ikke betragtes som noget 

tilfældigt. Vi bør snarest se denne ensartethed 

som udtryk for fælles traditioner over 

store afstande (og igennem tid). Der kan 

til et vist mål have været fælles regler for, 

hvad man nedlagde og konstruerede ved 

klipperne. At der ved disse ritualer kan have 

været fælles traditioner, behøver egentlig 

ikke at undre, når man ser på ikonografien 

i bronzealderen, hvor f.eks. skibsbillederne 

og deres udformning fremviser store ligheder 

over store afstande, f.eks. mellem Bornholm 

og Bohuslän (Kaul, Stoltze, F.O. Nielsen & Milstreu 

2005, 89-90). Også ved deponeringen af 

værdifulde bronzegenstande ses tilsvarende 

ensartede traditioner over store afstande. 

Således kan de arkæologiske undersøgelser 

føje nye facetter til, hvad angår traditioner 

i det rituelle og religiøse liv. 

Særligt hyppigt forekommende er brændt ler 

eller lerklining. Hvorfor der netop har været 

ønsker om at nedlægge noget sådant ved 

klipperne og i deres revner og fordybninger, 

er vanskeligt at besvare. 

Det skal understreges, at der er tale om noget, 

som er uden materiel værdi, ja brændt 

ler eller lerklining kunne måske betegnes 

som affald. I flere tilfælde er det blevet diskuteret, 

om det brændte ler slet og ret er 

brændt ler, eller om der er tale om brændt 

lerklining. Ved den brændte ler fra udgravningerne 

ved Hornes og Bjørnstad nævner Ø. 

37

Fig. 4. Regulære stykker lerklining fra Madsebakke, Bornholm. Foto P. Østergaard Sørensen. 

Pieces of wattle-and-daub proper, from Madsebakke, Bornholm. 

Johansen, at der næppe er tale om brændt 

lerklining. Der fandtes nemlig ikke aftryk af 

strå, vidjer eller grene, som der bør være i 

lerklining til huse. Alle de brændte lerklumper 

var uregelmæssigt afrundede, hvad der 

ikke svarer til den mere flade form, som man 

ser ved stykker af egentlig lerklining. Heller 

ikke spor af tilvirkning af keramik synes her 

at kunne komme på tale. Drøftelsen omkring 

det brændte ler afsluttes således: “An 

adequate explanation of all the burnt clay 

is difficult to give. Possibly it has had one 

or other function in the cult, but w do not 

know what. It is outside our experience” 

(Johansen 1979, 113). 

L. Bengtsson har udfra undersøgelserne i 

Bohuslän beskæftiget sig med den brændte 

38 

ler. Også han påpeger, at den brændte lers 

tilstedeværelse ved ristningspladserne savner 

en, i vore øjne, rationel eller funktionel 

forklaring. Og med nogle undtagelser kan 

bygninger på pladsen udelukkes. Nogle 

stykker af den brændte ler fremviser spor 

af afglatning mod et hårdere materiale. 

Derfor foreslås det, at den brændte ler har 

været brugt til at opmale helleristningerne. 

Forsøg har vist, at man sagtens kan opmale 

helleristninger med brændt ler. Men farven 

er ikke bestandig, den forsvinder ved 

regnvejr. Det kan tænkes, at det netop var 

et led i ritualerne i en kortere periode at 

synliggøre gamle eller nye ristninger. Mange 

af stykkerne af brændt ler synes oprindelig 

at have haft en afrundet form. Der kunne 

have været tale om fragmenter af tenvægte

eller vævevægte, eller måske små figuriner 

eller gengivelser af kropsdele, som før deponeringen 

blev gjort ukendelige (Bengtsson 

2004, 113-115 & 127). 

Det har været et problem at identificere, 

hvad det brændte ler egentlig er eller har 

været. Selvom vi nogle steder kan læse, at 

der næppe er tale om lerklining, altså dele af 

huse (se ovenfor), så kan vi andre steder læse, 

at der meget vel kan være tale om rester af 

lerklining (Hygen & Bengtsson 1999, 156). 

Her kan undersøgelserne ved Madsebakke, 

Bornholm yde sit bidrag. Også her er nogle 

af stykkerne af brændte ler små og rundagtige, 

men der fandtes også mange større 

stykker ler, der uden den mindste tvivl kan 

betegnes som brændt lerklining. Ikke alene 

er der bevaret gode aftryk af vidjer og mindre 

grene. Der kunne også ses hele flader 

med aftryk af planker (Fig. 4). Lerkliningen 

må hidrøre fra et eller flere huse. Størstedelen 

lerkliningen fandtes øvest i lagfølgen i 

en stor hulning i klippen, men stumper af 

lerklining fandtes også i en stenlægning ‘på 

ydersiden’ af klippen. Udfra de stratigrafiske 

iagttagelser anses det for næsten sikkert, at 

deponeringerne af lerkliningen har fundet 

sted i yngre bronzealder. Fra denne periode 

er der ikke fundet huse på Madsebakke. Det 

udgravede hus på Madsebakke dateres til 

ældre germansk jernalder. Lerkliningen kan 

således næppe knyttes til huset her, selvom 

det dog ikke fuldstændig kan udelukkes, 

at noget lerklining allerøverst i lagfølgen 

kunne placeres i denne tid. 

Med fundene fra Madsebakke kunne man 

igen overveje, om der i andre tilfælde kunne 

være tale om spor af ægte lerklining, også 

selvom der er tale om små, sfæriske eller 

rundagtige stykker, som nogle gange fremviser 

spor efter gnidning. Store stykker lerklining 

kunne af en eller anden grund være 

blevet ‘slebet’ ned til de små, runde stykker. 

I stedet for at forestille sig, at lerklumperne 

skulle have været figuriner eller kropsdele, 

er det måske mere ligetil at antage, at større 

stykker lerklining er blevet reduceret til små 

stykker af rundagtig form, evt. gennem en 

brug som farveblyanter på klippen eller som 

andet farveemne. 

De huse, som lerkliningen stammer fra, behøver 

ikke at have stået lige på helleristningen, 

men i nærheden. Hvad dette så er, kan være 

vanskeligt udtale sig om – tæt ved, nogle 

hundrede meter, en kilometer? – Hvor bopladsen 

er. Der er vel intet til hinder for, at 

man har bragt lerkliningen til helleristningen 

andetsteds fra. Men egentlige forklaringer 

er stadig svære at finde. Måske var der en 

skik, der tilsagde, at når et hus var brændt, 

og erstatningen var blevet opført, så skulle 

man deponere noget af det brændte hus’ 

lerklining ved en nærliggende hellig klippe. 

Måske forsvandt karakteren af lerklining 

under den rituelle proces, hvor man måske 

endda opmalede visse helleristninger med 

bopladsens lerklining. Måske (for)sikrede 

man et nyt hus mod brand ved et deponere 

lerkliningen fra det gamle hus i mere eller 

mindre ændret form ved helligstedet med 

helleristninger? -- Mange muligheder står 

åben for tolkning. 

Deponering af brændt ler eller lerklining er 

således et væsentligt element ved helleristningernes 

klipper. Lerklining er noget, som 

har en meget lav materiel værdi i vore øjne, 

men kan have haft en stor symbolsk værdi. 

Når vi ser på reglerne for deponering, er det 

netop sager af ringe eller ingen materiel 

værdi vi finder omkring og i ristningernes 

klipper. Set på denne måde er der noget, som 

mangler, nemlig nedlægninger af sager af 

høj materiel værdi, som f.eks. bronze- eller 

guldgenstande. Det har nok skuffet flere udgravere, 

at der ikke fremkom deponeringer 

af bronzegenstande ved helleristningerne, 

især når der faktisk er fundet spor efter rituel 

aktivitet. Men ikke al rituel aktivitet behøver 

nødvendigvis at omfatte deponeringer af 

værdifulde genstande. 

Man kan naturligvis undre sig over, at der 

ikke findes værdifulde metalgenstande nedlagt 

ved helleristningerne. Vi må blot konstatere, 

at reglerne omkring aktiviteter ved 

ristningerne foreskrev, at sådanne genstande 

ikke endte her. Dette forhold behøver dog 

ikke helt at udelukke, at hellige klipper med 

ristninger alligevel kunne hænge sammen 

med ofringerne af bl.a. bronzegenstande. 

Nedlægningerne af bronzegenstande skete 

39

lot ikke lige ved klippen. Der kendes flere 

eksempler på, at bronzegenstande er fundet 

i helleristningers nærhed (se f.eks. Pettersson 

1982, 67-68). Fra Bornholm kan nævnes 

et stort offerfund fra Hjortebjerg på klippeknolden 

Hammeren nordligst på øen. Det 

omfatter bl.a. en gigantbøjlenål (en såkaldt 

brillefibula) med et stiliseret skibsbillede, 

dragtnåle, armringe, halsringe, en bronzeøkse 

m.m. (Jensen 1997, 280-281; Kaul, 

Stoltze, Nielsen & Milstreu 2005, 56 & 129). 

Fundet dateres til overgangen mellem bronzealder 

og jernalder, d.v.s. ca. 500 f.Kr. Det er 

den samme tid, som nogle af skibsbillederne 

på Madsebakke regnes for at hidrøre fra. 

Hjortebjerg ligger godt en km nordvest for 

Madsebakke og lidt mindre fra det nyfundne 

ristningsfelt ved Sandvig. Mens der næsten 

ikke kendes helleristninger fra Hammeren 

selv, så synes mange af helleristningerne i 

landskabet sydøst herfor at ‘forholde’ sig til 

Hammerens klipper, idet de kan ses fra de 

fleste felter i området. Offerfund og helleristninger 

kan således meget vel spille sammen 

i et bredere billede, begge benyttet aktivt i 

det ritualiserede landskab. 

I denne sammenhæng kan jeg ikke undlade 

at nævne Fluberget syd for Stavanger, Norge. 

På en klippeknold, hvor is og vand har udhulet 

og glatskuret store rundagtige gryder i 

den lodrette sydvendte flade (hvad der giver 

klippen et særligt mystisk udseende) findes 

ristningerne. Øverst, inde i en tydelig hulning 

i klippen findes de fleste skibsbilleder, herunder 

ses et parti med mange tætliggende 

skåltegn, derunder igen enkelte skibe samt 

nogle gaffelformede motiver og endelig 

nederst nogle fodspor (Fett & Fett 1941, 72 

ff.; Myhre 1981, 94 ff.). I et stort mosedrag 

øst for denne vidt synlige klippeknold er der 

spredt fremkommet flere bemærkelsesværdige 

fund af bronzegenstande, men også et 

par flintdolke, hvoraf den ene hører bronzealderen 

til. Fra ældre bronzealder omfatter 

fundene tre sværd fra ældre bronzealder, 

herunder et fra Centraleuropa importeret 

ottekantssværd, og en celt. Fra yngre bronzealder 

kan nævnes en armring af bronze 

og en bjergartsøkse af porfyr, sidstnævnte 

formentlig importeret fra Sydligere dele af 

Norge. Sidst men ikke mindst skal fremhæ- 

40 

ves det smukke og velbevarede lurpar fra 

Revheim, Norges fineste lurpar. Fluberget 

er med sine ca. 170 figurer og 80 skåltegn 

det største helleristningsfelt på Jæren, og 

det ligger centralt i forhold til Nordjærens 

gode landbrugsområder og for udbredelsen 

af bronzealderens gravhøje i området. Det 

antages, at Fluberget skal opfattes som et 

centralt kultsted for Jæren (Myhre 1981, 

101-103; Kaul 2004, 95-96). I dette tilfælde 

kan det antages, at en hellig klippe af særlig 

karakter både såvel givet anledning til at 

helleristninger blev skabt som at genstande 

ofredes i et større område foran klippen, 

dog ikke umiddelbart foran klippen. Det 

ville dog være spændende at se, hvad en 

arkæologisk undersøgelse lige foran kunne 

afsløre. Fluberget og de fine offerfund af 

højeste klasse, inklusive et lurpar, fortæller 

her om en sammenhæng mellem helleristninger 

og genstande af høj materiel værdi. 

Denne ret klare sammenhæng synes dog at 

udgøre en undtagelse. Fornyede studier af 

helleristningers beliggenhed i landskabet i 

relation til offerfund vil formentlig kunne 

give interessante resultater, måske især hvis 

intervisibilitet mellem helleristningsklippe 

og sted for offerfund inddrages. 

Når helleristningernes betydning skal analyseres, 

bør deres omgivelser således inddrages 

i forskningen. Man kan vurdere helleristningernes 

beliggenhed bredt i forhold til landskabet 

og i forhold til andre fundkategorier. 

Den tid er forlængst slut, hvor det enkelte 

billede eller det enkelte helleristningsfelt blev 

behandlet helt isoleret. Helleristningerne ses 

nu i en bredere kontekst. Gennem en række 

arkæologiske undersøgelser er det blevet 

klart, at der tæt ved helleristningerne ligger 

mange oplysninger skjult. Det er således ikke 

alene ristningerne selv, der fremover bør 

værnes om. Også deres nærmeste omgivelser 

rummer store kulturværdier, som vi bør 

søge at beskytte. Undersøgelserne har vist, 

at et større område udenom ristningerne 

kan anses som et væsentligt antikvarisk interesseområde. 

Her findes der spor, som kan 

bidrage til at give en bredere forståelse af 

helleristningerne og deres rolle i oldtiden. 

Helleristningerne skal ses som en del af et 

større hele, hvor både de nærmere og fjer-

nere omgivelser udgør væsentlige brikker 

til vor forståelse af menneskers handlinger 

årtusinder tilbage i tiden. 

Ekskurs. Udgravninger ved helleristninger 

i Valcamonica, Italien, m.m. 

Ikke kun i Norden har arkæologiske undersøgelser 

ved helleristninger og hellemalninger 

givet gode resultater. Så langt borte som i 

Sibirien, i nordre Ural er der gjort interessante 

fund (Bakka 1976, 96-99). 

Nærmere Skandinavien, ved Mulsum nær 

Bremervörde i Niedersachsen, Nordtyskland, 

har en udgravning ved en stenblok med skåltegn 

givet interessante resultater (Ziermann 

& Alsdorf 2002). Udgravningen omkring den 

jordfaste sten, som måler ca. 2 x 1,25 m, og 

som på oversiden bærer ca. 35 skåltegn, fandt 

sted i 1994. Undersøgelsen viste, at jorden 

omkring skåltegnsstenen på et tidspunkt var 

blevet afgravet. I denne afgravning havde 

en kraftig ild brændt omkring stenen. Ilden 

betegnes som en ringild (tysk: Ringfeuer). 

Gruben eller nedgravningen omkring stenen 

gav plads for dele af stenen, som sprængte 

af under ildens påvirkning, og som således 

faldt ned på grubens bund. Dertil kom andre 

mindre marksten, flintafslag samt skår fra 

mindst to mindre lerkar. En C-14 prøve har 

givet en datering på 770-395 BC. Lerkarskårene 

lader sig ikke sikkert datere. De kan 

være fra bronzealderen, men en datering til 

neolitikum kan ikke udelukkes. I alle tilfælde 

vidner denne skåltegnssten om spor af rituel 

aktivitet med en ringild omgivende stenen 

og videre nedlæggelse af sten. Forfatterne 

af artiklen understreger, at dateringen af 

ilden naturligvis ikke daterer skåltegnenes 

indhugning. Med en datering af de rituelle 

aktiviteter til sen bronzealder eller førromersk 

jernalder, er det mest sandsynligt, 

at skåltegnene allerede har været der, da 

ilden tændtes. Med andre ord skal det ikke 

udelukkes, at også her er udførelsen af helleristningerne 

blot er en del af et længere 

forløb af ritualer. 

Men lad os nu til slut vende os mod Valcamonica 

i de norditalienske Alper. På en terrasse 

over dalen ved Ossimo-Pat er der foretaget 

undersøgelser omkring nogle bautasten 

(menhirer) og en større jordfast blok med 

ristninger (Poggiano Keller 2002). På den 

jordfaste blok er der bl.a. indhugget en kobberdolk 

af Remedello-type, hvorfor stenen 

kan dateres til omkring 2500 f.Kr. De dekorerede 

bautastens billedsider er udsmykket 

med solsymboler, som er orienteret mod øst. 

Omkring stenene er fra tiden efter ca. 2500 

f.Kr. spor af ritualer. Der er omkring nogle 

af stenene brandlag, og der er gruber med 

lag af trækul. Disse lag blev på et tidspunkt, 

måske omkring 2000 f.Kr. dækket af nedskredent 

jord. Derefter er der ikke spor af menneskelig 

aktivitet indtil midten af 1. årtusind 

f.Kr., førromersk jernalder. Igen synes der at 

være foretaget brændinger ved stenene, og 

der er også fra denne tid fundet lidt keramik. 

Her er der altså ikke tale om lang tids kontinuerlig 

brug af en helleristningslokalitet, 

idet der forløb en lang periode, hvor der 

ikke er spor af rituel aktivitet. På den anden 

side er det interessant at notere sig, at da 

aktiviteten blev fornyet mange århundreder 

senere, da respekteres de gamle sten; de 

bliver stående og fungerede altså igen som 

en del af et kultsted. 

Andre udgravninger af mindre omfang i 

Valcamonica har ydet vidnesbyrd om aktivitet 

ved helleristninger. Flere steder har der 

været brændt ild ved helleristningerne. På 

helleristningsfeltet ved Luine er der fundet 

rester af en stenmur og en platform, hvor der 

blev fundet keramik fra bronzealderen, og 

ved helleristningerne ved Foppe di Nadro er 

der tæt ved et kildevæld fundet et stenbygget 

indelukke (Anati 2002, 347-353) 

Af største betydning er de omfattende undersøgelser, 

som er foretaget af Sopraintendenza 

Archeologica della Lombardia ved 

helleristningerne på Massi di Cemmo nær 

Capo di Ponte fra 1960’erne og fremad videre 

op i 2000-årene. Undersøgelserne har 

givet enestående vidnesbyrd om langvarig 

og kontinuerlig kultbrug af et område foran 

helleristninger. Helleristningerne findes på 

næsten lodrette flader på nogle kæmpestore 

klippeblokke. De omfatter bl.a. rækker af 

bukke og okser samt dolke med trekantet 

blad (Fig. 5). Disse dolke er af en type, som 

41

Fig. 5. Udtegning af motiverne på helleristningen 

Masso di Cemmo 2. Der ses 

rækker af dyr, herunder okser, bukke og 

formodentlig heste samt dolke af såkaldt 

Remedello-type. Øverst ses et stort 

solbillede. Efter Ausilio Priuli, 1995. 

The motifs on the rock carving Masso 

di Cemmo 2. The rock carving includes 

rows of animals and daggers of 

Remedello-type. The top of the rock is 

crowned by a large sun image. 

kaldes Remedello-dolke, og som lader sig 

datere til omkring midten af 3. årtusind f.Kr, 

kobberalder. 

Under arbejdet med at skabe en arkæologisk 

besøgspark omkring ristningerne ved 

Cemmo fandtes i en grube fem dekorerede 

bautasten (steler). Dette vigtige fund gav stødet 

til fortsatte og storstilede arkæologiske 

undersøgelser. Undersøgelserne afslørede en 

vold eller mur af større og mindre sten, der 

som en lidt uregelmæssig halvbue forløber 

foran helleristningerne (Fig. 6). Denne vold 

viser flere faser af konstruktion, genbrug 

og restaurering. Muren omslutter et helligt 

område ved helleristningerne (Poggiani Keller 

2000; Anati 2002, 344). 

En analyse af helleristningerne og motiverne 

angiver, at mange af ristningerne er udført 

i kobberalderens Remedello-fase (2800- 

2400 f.Kr.), og at ristningsaktiviteten her er 

tilendebragt i de påfølgende århundreder 

(2400-2200 f.Kr.). Til denne tid synes også 

de dekorerede bautasten, benævnt steler, 

at høre, men der synes også at være indhugninger 

på en af stelerne fra den ældre 

bronzealder (her 2200-1600 f.Kr.). 

42 

Mellem 2400 og 2200 f.Kr. blev en halvbueformet 

stenvold eller stenmur opført omkring 

helleristningerne. Ved eller i denne 

mur blev der rejst mindst 10 ornamenterede 

bautasten. 

Formentlig er disse bautasten eller steler 

fremstillet til at indgå i denne større arkitektoniske 

sammenhæng. Muren har været 

i brug længe og er blevet sat i stand flere 

gange. Fundene viser, at der har været aktivitet 

helt op til senromersk tid. Helleristningerne 

og bautastenene har indgået i et 

helligsted, som har været i brug igennem 

næsten 3 årtusinder. I den sene jernalder er 

der desuden uden for muren tilføjet stenrækker, 

der yderligere markerede det hellige 

område. Brugen af stedet behøver ikke 

nødvendigvis at have været kontinuerlig i 

ordets snævre betydning. Der kan godt have 

været perioder, hvor det ikke har været i 

brug. Men erindringen om stedet som et 

helligsted har bestået, og aktivitet genopstod 

med mellemrum. 

Efter senromersk tid og igennem dele af 

den tidlige middelalder mangler der spor 

af aktivitet ved muren. Det er som om stedet 

er gået af brug. Men helligstedet synes

Fig. 6. Foran de to store klippeknolde med helleristninger ved Cemmo, Valcamonica, ses her rester af en halvbueformet 

mur, som sammen med de udsmykkede bautasten afgrænsede og markerede det hellige område her. Foto G. Milstreu. 

In front of the two huge blocks with rock carvings at Cemmo, Valcamonica, is seen the remains of a semi-circular stonewall, 

which together with the decorated menhirs delimited and marked the sacred area. 

stadig at have været der, og bautastenene 

har stået synlige. Derpå, i 1200-tallet bliver 

der lavet nogle terrassekanter i området, 

måske i forbindelse med anlæggelsen af 

en vej op til kirken i Capo di Ponte. På et 

tidspunkt efter senromersk tid, vi ved ikke 

hvornår, blev noget af muren fjernet, og 

der blev gravet en stor grube. Gruben er 

3,2 m i diameter og har en dybde af 1,8 m. 

I gruben fandtes en hel bautasten, der var 

udsmykket med hjorte og andre dyr. Stenen 

er 2,5 m høj, så den har lige kunnet være i 

gruben, når den lå på skrå. 

Det er ikke umuligt, at gruben er gravet, hvor 

netop denne imposante dekorerede stele har 

stået i muren. Udover denne bautasten var 

der i gruben fragmenter af tre andre bautasten, 

som var dekoreret med ikke-figurale 

eller antropomorfe motiver (Fig. 7). Det ser 

ud til, at det især er delene af stenene med 

billeder på, som blev borthugget og deponeret 

i gruben. 

Det er vanskeligt at sige, hvornår stelerne 

til dette gamle monument er blevet fjernet, 

delvis ituhugget og smidt ned i den til 

lejligheden gravede grube. Vi ved at kirken, 

helt fra det 4. årh. ønskede at få bragt de 

gamle hedenske helligsteder ud af brug. 

Der er reskripter fra flere steder i Europa, 

der pålægger kirkens mænd at ødelægge 

bl.a. hellige sten, som tilbedes. Det må således 

være efter at Valcamonica er blevet 

kristnet, at bautastenene er blevet fjernet. 

Det er ikke umuligt, at det gamle helleristnings-helligsted 

har fået lov til at stå i nogle 

århundreder. Det kunne nemlig være nærliggende 

at knytte den endelige ødelæggelse 

af helligdommen til anlæggelsen af terrasser 

og en vej (op til kirken) i 1200-tallet og 

43

Fig. 7. En af bautastenene med helleristninger fra 

Cemmo, som blev fundet i en stor grube sammen med 

andre bautasten, der har indgået i helligdommen. Denne 

bautasten (Cemmo 6) er udsmykket med et antropomorft 

motiv. Efter Poggiano Keller 2000. 

Foto: G. Milstreu. 

One of the decorated menhirs from Cemmo. It was 

found in a large pit together with parts of other decorated 

menhirs. This menhir (Cemmo 6) carries an anthropomorph 

design. 

til konstruktionen af den romanske kirke i 

Capo di Ponte (Pieve di S. Siro), som netop 

blev bygget nær det gamle kultsted, hvor 

helleristninger og dekorerede bautasten 

var blevet æret (Poggiano Keller 2000, 258). 

Fra de kirkelige myndigheders side har man 

næppe fundet det hensigtsmæssigt, at det 

gamle hedenske monument stod med sine 

bautasten synlige tæt ved den dengang nyanlagte 

vej til kirken. Men konsekvensen 

af den endelige ødelæggelse af det gamle 

monument blev faktisk, at de dekorerede 

bautasten blev bevaret tæt ved deres oprindelige 

kontekst, således at der var noget at 

finde for arkæologerne ca. 1000 år senere. 

Udgravningerne ved Cemmo har således 

givet dybt fascinerende resultater. Her ses en 

44 

Fig. 7a. Bautastenen Cemmo 4 blev fundet 

i en tidligere udgravning. Foto: G. Milstreu. 

This menhir was found in an earlier excavation. 

kontinuerlig kultbrug ved hellige helleristninger, 

hvor der har indgået monumentale 

stenbyggede anlæg. Ydermere var mere end 

10 bautasten udsmykket med ristninger. De 

var en del af dette monument, som åbenbart 

havde været i brug igennem årtusinder. 

Sådanne dekorerede bautasten (eller 

steler), som er fundet her ved Cemmo, er 

velkendte i Norditalien, i Valcamonica selv, 

men f.eks. også i Valtellina længere mod 

nord i Alperne, ved Arco nær Riva umiddelbart 

nord for Gardasøen, ved Trento i 

Adige-dalen og i Val d’Aosta længere mod 

vest i Alperne (Pedrotti 1995). Imidlertid er 

de rigt dekorerede bautasten her ved Cemmo 

udgravet og dokumenteret i en kontekst, 

hvor de indgår i egentlig religiøs arkitektur. 

Ved Petit-Chasseur ved Sion i det sydligste

Scweiz er sådanne bautasten ved en omhyggelig 

udgravning blevet dokumenteret 

i en kompleks arkæologisk kontekst (Gallay 

1995); men her indgår de i et gravmonument 

igennem flere bygningsfaser, og det er en 

anden historie. Ved Saint-Martin-de-Corléans 

i Aosta, Norditalien, har arkæologiske undersøgelser 

også dokumenteret, at sådanne 

bautasten kan findes i forbindelse med små 

megalitgrave. Her indgår de imidlertid i en 

større arkitektonisk sammenhæng, idet de 

dekorerede bautasten har stået på rækker, 

hvorved de afgrænsede et helligt område 

foran gravanlæggene og nogle stenbyggede 

platforme – en egentlig velafgrænset 

helligdom (Mezzena 1998). 

Kun ved Cemmo i Valcamonica indgår bautastenene 

i en helligdom, hvis fokus er en 

klippeflade oversået med helleristninger 

(det vil føre for vidt at gå videre omkring 

bautastens kontekst i det hele taget). I alle 

tilfælde håber vi snart at se en større publikation 

af disse udgravninger ved Cemmo 

med de uhyre interessante resultater. 

English summary 

Excavations at rock carvings 

– a survey 

by Flemming Kaul 

The systematic performance of full-scale excavations 

at rock carving sites is a relatively 

new discipline in archaeology. The results are 

promising, and almost at any place where 

an excavation has been carried out interesting 

traces of human activity have been 

revealed. 

The many new discoveries pose new questions, 

and one must naturally consider 

whether a relationship between the rock 

carvings themselves and the finds and structures 

seems probable. Some of the finds 

might reflect traces of ‘normal’ settlement 

activity; i.e. it is just a coincidence that such 

traces have been found close to the rock 

carvings. 

A significant number of finds, however, seem 

to reflect activities of a ‘non-practical’ kind. 

For instance, the Madsebakke rock, Bornholm, 

is delimited by a wooden fence, and 

part of the rock seems to have been ‘hidden’ 

by a pile of stones that looks like a cairn. 

Cooking pits or fire scorched stones have 

been found at some of the rock carving sites. 

This could of course reflect everyday activities. 

But when considering the whole context 

of the cooking pits, one comes to the conclusion 

that these may also have a meaning in 

the religious/ritual sphere, perhaps related 

to preparation of food, viz. ritual meals. 

After some very limited attempts to carry 

out excavations at rock carving sites, the real 

breakthrough in this branch of archaeological 

research came in the period from 1975 

to 1976 with the excavations at Hornes in 

Østfold, southern Norway. In front of an 

almost vertical cliff bearing a magnificent 

line of ship images archaeologists unearthed 

a low wall formed by stones that varied in 

size, but were seldom larger than the size 

of the human head (Fig. 1). 

The line of the stones forming the low wall 

started at the southernmost ship of the 

carving. Then it went out in a curve, before 

it at last turned towards the rock again at 

the northernmost ship. In other words, the 

stone wall encloses that very part of the rock 

where the Late Bronze Age ship figures appear. 

Numerous stones (both those forming 

part of the wall itself, and others inside the 

space enclosed by the low wall) were brittle 

from burning, and also the rock surface 

here showed traces of fire. Some pottery 

sherds were found, as well as large quantities 

of burnt clay in the shape of irregular, 

round lumps. 

At Bjørnstad, a few kilometres away from 

Hornes, also in Østfold, piles of stones were 

also found in front of the rock which had 

carvings. It was quite evident that these 

stones had been intentionally placed there. 

There was no clearly marked stone wall as 

at Hornes. Nevertheless, the stones were 

concentrated in the space facing the ship 

images. In front of the 4.4 m long Bjørnstad 

45

ship the stones formed a more or less complete 

semi-circle, which started at the foot 

of the rock below the stem of the ship, and 

curved outwards and then back towards the 

rock again at the stem. Once again a close 

connection between the rock carving itself 

and the structures seems to be proven. 

Under the auspices of the Tanum project a 

number archaeological digs have been carried 

out in recent years. At Tossene, Bohuslän, 

western Sweden excavation in a deep 

crevice in the rock revealed quantities of 

pottery sherds, pieces of quartz, and burnt 

clay. This crevice was also packed with stones, 

and there was evidence of fire. Carbon 14 

dating indicates a time span from c.1000 

BC to the approximate time of the Birth of 

Christ, a period of 1000 years, for the activities 

concerned. 

Stone packing or pavements in different 

forms seem to be a common feature revealed 

in the excavations. A rock carving in Tanum 

Parish (Raä 232) yielded a good example. Archaeologists 

found, partly surrounding a rock 

with a group of ships which typologically can 

be dated to the Early Bronze Age, a covering 

of stones that ended in a natural accumulation 

of stones and blocks. The human made 

section of the packed stones formed a low, 

almost semi-circular, wall with an opening, 

half a meter wide (fig. 2). Excavation of the 

structure yielded no charcoal, pottery or 

burnt clay. However, a small flint arrowhead 

with a hollow base was found (Fig. 3). The 

most probable dating of the arrowhead is 

the Early Bronze Age, even though the Late 

Neolithic cannot be ruled out. 

At other sites in Bohuslän stone packing, 

quartz, flint waste, and human made deposits 

of burnt clay have been found. 

On the Baltic island of Bornholm, excavations 

have revealed post-holes of Late Iron Age 

houses – at Madsebakke and Lille Strandbygård. 

It is of course a matter of dispute 

whether such houses were ever connected 

with the much earlier rock carvings. However, 

the issue needs careful consideration. At Lille 

Standbygård the door of one of the houses 

46 

must have opened just at the wheel-crosses 

of the rock carving, the wheel crosses being 

‘a door-mat’ for the house. It is difficult to 

see how the ancient rock carvings could have 

remained unnoticed by the people of the Iron 

Age. Could the rock carvings have still been 

regarded, to some extent, as sacred? 

A house excavated close to a rock carving 

at Svarteborg 116 in southern Bohuslän, 

western Sweden, seems to support the view 

that houses built much later could have had 

some ritual purpose in some way connected 

with earlier rock carvings. The rock carvings 

themselves had been covered by a cairn-like 

stone structure. At around the Birth of Christ 

a ‘normal’ house was erected close to the 

rock carving ‘cairn’. But the house was built 

on the wettest, most marshy area, unlikely to 

survive the rainy season and, as a matter of 

fact, the excavation was able to demonstrate 

that the house had collapsed. It seems most 

probable that this house had had no ‘practical’ 

purpose, but would probably have been 

used for ritual purposes over a very limited 

span of time. 

When considering chronological matters 

regarding the activity documented at the 

rock carving sites it is important to note that 

there seem to be traces of ritual activity both 

before, after, and during the same period as 

when the rock carvings were made. This leads 

us to believe that we should not solely focus 

on the rock carvings themselves, but rather 

on the rock as being a sacred place in itself. 

Features created by nature, such as rocks, 

‘mountains’ or stone blocks, could have been 

integrated, already before the Bronze Age, 

into a ritualised landscape and such ‘powerful’ 

places could also have served as sacred 

‘cathedrals’ for a long time after the Bronze 

Age ended. Seen in this perspective, the creation 

of rock carvings was just one activity, 

albeit a remarkable one, which is easier for 

us to recognise than many other activities 

related to religion and rituals. Consequently 

one could in some cases ‘turn around’ our 

perception of the rock carvings. A given rock 

or rock surface was not necessarily sanctified 

through the making of the rock carvings: on 

the contrary, the rock carvings were made

ecause already before then the rock had 

been sanctified through ritual acts. 

Perhaps we can observe how natural features 

of the landscape were gradually transformed 

into cultural monuments: from nature to culture. 

Crevices and hollows of the rock were 

filled up with material of a different kind, 

rock carvings were made, fire was kindled, 

fences and walls were built, stones were 

packed together and stone pavements were 

laid and, in some cases, parts of the rock were 

covered or hidden by stones. The rock carvings 

were only one part, albeit a significant 

one, of a long ritual process. 

A recurring feature at the rock carving sites 

is the depositing of burnt clay. Often the clay 

lumps are more or less round, and imprints 

of withies or planks are rare. The pieces do 

not have the flat appearance of clay-daubing 

fragments belonging to houses. This 

has given rise to speculation whether the 

pieces of burnt clay were made for, or were 

used in, some kind of rituals. However, at 

Madsebakke, the best pieces of burnt clay 

are certainly rather flat pieces with clear 

imprints of withies and planks, real fragments 

of wattle-and-daub. Even though at 

Madsebakke these fragments must have belonged 

to houses, they do not necessarily 

reflect the existence of houses at the site 

itself. The wattle-and-daub, deliberately 

deposited together with stones, may have 

been collected elsewhere. 

It is a striking fact that what is deposited at 

the rock carving sites, such as burnt clay, is 

of little material value. No huge offerings of 

valuable gold or bronze objects have been 

found at the rock carving sites themselves. 

But in some cases substantial votive offerings 

have been found in the vicinity of rock 

carving sites, which means within a distance 

of 1-2 km. The most intriguing example is 

the large rock, or rather the little mountain, 

called Fluberget, near Stavanger, southwest 

Norway. Here in a large bog in front of 

this significant rock two flint daggers were 

found, one of them from the Early Bronze 

Age, along with three bronze swords, one 

of them imported from Central Europe, a 

bronze arm ring and, last but not least, the 

finest pair of bronze lurs in all Norway. In 

this case it was probably the ‘holy mountain’ 

itself that was the key feature, while the 

votive deposits as well as the rock carvings 

were both secondary features, but indeed 

ones related to that conspicuous rock. In 

general terms, there is a field of landscape 

archaeology to be further developed here, 

where studies of the situation of rock carvings 

in relation to votive deposits, ‘intervisibility’ 

and natural features should provide 

interesting results. 

Thus, it has been demonstrated that the rock 

carvings are parts of a larger context, where 

finds from both closer and more distant surroundings 

should be taken into account. The 

surroundings of the rock images, including 

crevices in the rocks themselves are crowded 

with interesting finds. Not only the rock carvings 

themselves are of great antiquarian 

value, but also the areas around the rock 

carvings hold evidence which needs further 

protection, evidence which can contribute 

to our better understanding of human ritual 

behaviour over thousands of years.. 

Excavations outside Scandinavia have also 

been carried out with interesting results. 

By a stone with cup marks at Mulsum near 

Bremervörde, Niedersachsen, Germany, a 

layer around was dug away, and here a large 

ring of fire was lit. Some field stones, and 

pots were deposited. A Carbon 14 sample 

dated the fire to 770-395 BC. 

The most interesting excavation results are 

from Valcamonica, Northern Italy. Here, at 

the rock carving sites at Cemmo, near the 

village of Capo di Ponte, a semicircular stone 

wall enclosing two vertical rock carvings was 

unearthed in the course of a recently completed 

excavation project. The carvings are 

seen on the vertical faces of two large rocks. 

The motifs include lines of animals and of 

daggers with triangular blades. These daggers 

are of the Copper Age ‘Remedello’ type, 

which can be dated to around the middle of 

the third millenium BC (Fig. 5). 

The stone wall delimiting the sacred area 

in front of the rock carvings was probably 

47

uilt at the same time as the rock carvings 

were made (Fig. 6). Furthermore, as part 

of this religious monument, more than 10 

decorated menhirs (or stelae) were erected, 

one of them with an anthropomorphic figure 

(Fig. 7), another with animals (deer) in 

the same style as seen on the rock carvings 

themselves. The stone wall, with its different 

phases of construction, reutilisation and 

restoration, lasting from the Prehistoric Age 

to the Late Roman Age, defines a sacred 

area which remained thus for almost 3000 

years. The sacred site was derelict for a not 

precisely specified period, between the Late 

Roman Age and the Medieval Period. Then, 

during the Medieval Period a large pit was 

dug through the stone wall and some of the 

old Copper Age decorated menhirs were 

pulled down and thrown into that pit. This 

happened probably around 1200 AD, at a 

time when a new road to the St. Siro church 

of Capo di Ponte was built nearby. 

The reason for the final destruction of this 

monument with its rock carvings seems obvious. 

It was not appropriate for the people 

going to church to see this pagan monument 

on their way. But in fact the ultimate destruction 

of this ancient monument somehow 

served to protect the menhirs close to their 

original context, so that there was something 

to find for archaeologists around 1000 

years later. 

The finds made and the conclusions to be 

drawn from this excavation are absolutely 

fascinating. Here we see continuous veneration 

of a sacred rock carving site that 

includes an almost monumental stone-built 

structure. It should also be pointed out that 

more than 10 decorated menhirs formed part 

of this monument, which had been in use for 

thousands of years. Such decorated standing 

stones as those found here at Cemmo 

are well known not only thanks to other 

find spots in Northern Italy, in Valcamonica 

itself, but also, for instance, at Teglio further 

north in the Alps, at Riva, north of Lago di 

Garda, and in the Adige valley at Trento. 

But at Cemmo these often splendidly decorated 

menhirs were found, excavated and 

documented in a context of truly religious 

architecture. We hope that a more substan- 

48 

tial publication on this extremely important 

site will come out soon. 

Flemming Kaul 

Nationalmuseet 

flemming.kaul@natmus.dk 

Litteratur 

Anati, E., 2002: Elementi de studio della 

storia delle religioni nell’arte rupestre alpina 

dell’età del Bronzo e del Ferro. Kult der 

Vorzeit in den Alpen/Culti nella Preistoria 

delle Alpi. Schriftenreihe der Arbeitsgemeinschaft 

Alpenländer. Herausgegeben von 

der Kommision I (Kultur und Gesellschaft), 

Verlagsanstalt Athesia/Casa Editrice Athesie, 

Bozen/Bolzano. 

Bakka, E., 1976: Bergkunst i barskogsbeltet i 

Sovjetsamveldet. Viking XXXIX, 1976, Oslo. 

Bengtsson, L., 2004: Bilder vid vatten. Kring 

hällristningar i Askum sn, Bohuslän, Gotarc 

Serie C. Arkeologiska Skrifter No. 51, Göteborg. 

Damell, D., 1989: Södermanland. Hällristningar 

och Hällmålningar i Sverige, Huvudredaktörer 

Sverker Janson, Erik B. Lundberg och 

Ulf Bertilsson, Forum, Stockholm. 

Damell, D. & Hyenstrand, Å., 1972: Hällristningen 

vid Slagsta i Botkyrka. Fornvännen 

67, Stockholm. 

Fett E. & Fett P., 1941: Sydvestnorske Helleristninger, 

Rogaland og Lista, Stavanger. 

Gallay, A., 1995: La nécropole du Petit-Chasseur 

à Sion et ses stèles: idéologie et contexte 

social. Dans les Alpes, à l’aube du metal. 

Archéologie et bande dessinée, textes réunis 

et publiés sous la direction d’Alain Gallay, 

Catalogue édité par les Musées cantonaux 

du Valais, Sion. 

Goldhahn, J., 2005: Från Sagaholm till Bredarör 

– hällbildsstudier 20002004, Göteborgs 

Universitet, Gotarc Serie C. Arkeologiska 

Skrifter No 62, Göteborg. 

Goldhahn, J., 2006: Hällbildsstudier i norra 

Europa – trender och tradition under det 

nya millenniet, Gotarc Serie C, Arkeologiska 

Skrifter no 64, Göteborg. 

Hvidtfeldt, A., 1958: Teotl and Ixiptlatli. Some 

Central Conceptions in Ancient Mexican Religion, 

København.

Hygen, A.S. & Bengtsson L., 1999: Hällristningar 

i Gränsbygd, Sävedalen. 

Johansen, Ø., 1979: New Results in the Investigation 

of the Bronze Age Rock Carvings. 

Norwegian Archaeological Review 12, No. 

2, 1979, Oslo. 

Jensen, J., 1997: Fra Bronze til Jernalder, 

Nordiske Fortidsminder, Serie B, Bind 15, 

København. 

Kaul, F., 1998: Ships on Bronzes. A Study in 

Bronze Age Religion and Iconography. Publications 

from the National Museum vol. 3, 

København. 

Kaul, F., 2004: Bronzealderens religion. Studier 

af den nordiske bronzealders ikonografi, 

Nordiske Fortidsminder, Serie B, Bind 22, 

København. 

Kaul, F., 2005: Masser af skibe. Bronzealderens 

skibsbilleder på sten. Nationalmuseets 

Arbejdsmark 2005, København. 

Kaul, F., 2006: Nyt om skibsristninger på Bornholm. 

Historien i forhistorien. Festskrift til 

Einar Østmo på 60års dagen. Håkon Glørstad, 

Birgitte Skar og Dagfinn Skree (red.), 

Kulturhistorisk Museum, Universitetet i Oslo 

Skrifter 4, 2006, Oslo. 

Kaul, F., Stoltze, M., Nielsen, F.O. & Milstreu 

G., 2005: Helleristninger. Billeder fra Bornholms 

bronzealder, Bornholms Museum, 

Wormianum, Rønne. 

Lindgaard, E., Brox Nilsen, T., Olsson, C., 

Smiseth, M.-T. & Stafseth, T., 2006: Nytt helleristningsfelt 

i Beitstad. Spor nr. 1, 2006, 

Trondheim. 

Mezzena, F., 1998: Le stele antropomorfe 

nell’area megalitica di Aosta. Dei di pietra. La 

grande statuaria antropomorfa nell’Europa 

del III millennio a.C. Regione Autonoma Valle 

d’Aosta, Skira editore, Milano. 

Munkenberg, B.-A., 2003: Svarteborg 116. En 

plats för ceremoniellt bruk? Projekt Gläborg 

Rabbalshede, Arkeologiska undersökningar 

längs E6 i Bohuslän, nr. 1 teknisk rapport. 

Redaktörer Pia Claesson och Betty-Ann Munkenberg, 

Bohusläns Museum. Kulturhistoriska 

dokumentationer nr. 11, Uddevalla. 

Myhre, B., 1981: Sola og Madla i førhistorisk 

tid, AmS-Småtrykk 10, Stavanger. 

Nielsen, F.O., 2006: Bornholms Museums 

antikvariske arbejde 2004-2005. Bornholms 

Museum, Bornholms Kunstmuseum 2004- 

2005, Rønne. 

Nielsen, V., 2000: Oldtidsagre i Danmark, 

Bornholm, Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 

36, Aarhus Universitetsforlag, Århus. 

Pedrotti, A., 1995: Le statue stele di Arco, 

Museo Civico di Riva del Garda. 

Pettersson, J., 1982: Hällristningar på Tjörn. 

Andre delen, Malung. 

Poggiano Keller, R., 2000: Il sito cultuale di 

Cemmo (Valcamonica): scoperta di nuove 

stele. Rivista di Scienze Preistoriche L, 1999- 

2000, Milano. 

Poggiano Keller, R., 2002: Il situ con stele 

e massi-menhir di Ossimo-Pat in Valcamonica 

(Italia): una persistenza du culto tra 

età del Rame ed età del Ferro? Kult der 

Vorzeit in den Alpen/Culti nella Preistoria 

delle Alpi. Schriftenreihe der Arbeitsgemeinschaft 

Alpenländer. Herausgegeben von 

der Kommision I (Kultur und Gesellschaft), 

Verlagsanstalt Athesia/Casa Editrice Athesie, 

Bozen/Bolzano. 

Runcis, J., 1999: Den Mytiska Geografin - 

- Reflektioner kring skärvstenshögar, mytologi 

och landskapsrum i Södermanland 

under bronsålder. Spiralens Öga, red. Michael 

Olausson, Riksantikvarieämbetet, Avdelingen 

för arkeologiska undersökningar, Skrifter nr. 

25, Stockholm. 

Warmind, M., 1998: Religion uden det transcendente? 

Bronzealderen som muligt eksempel. 

Religion og materiel kultur, Lisbeth 

Bredholt Christensen & Stine Benedicte Sveen 

(red.), Århus. 

Ziermann, D. & Alsdorf, D., 2002: Geländeuntersuchungen 

an Schalensteinen in Mulsum, 

Ldkr. Stade. Die Kunde, Neue Folge 

53, 2002. 

49

Udgravninger ved helleristninger

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?