Match - Ebeltoft Golf Club

Fire dage
på Muirfield
Jeg har aldrig lært at regne ud ,
hvornår det er påske eller pinse.
Det er en fejl i min opdragelse.
Til gengæld ved jeg, at British
Open spilles 3. weekend i juli.
Kun et par verdenskrige har formået
at ændre på det.
Planlægningen af næste års
sommerferie kan altså starte
straks, kære venner - uden 93løsblade
til Time Manageren.
Forøvrigt hedder det ikke "British
Open", men blot "The
Open". Briternes forklaring er
den enkle, at der kun findes et
Open Championship. Det svarer
vel til franskmændenes "Tour"
og amerikanernes "Super
Bowl".
Gitte og jeg gjorde alvor af det
og tog til Muirfield på den skotske
østkyst, hvor selvhøjtidelige
"The hanarable Campany ol
Edinbourgh Golfers" har holdt til
i 101 år.
Inden da havde man taget til
takke med en bane nærmere
byen, men uden de kvaliteter,
man fik i Muirfield.
Hvor må de have været entusiastiske,
og hvor må de have haft
god tid. Tænk engang , banen lå
ca. 3 timer med hest og vogn
fra Edinbourgh. Det svarer til , at
vi skulle køre syd for grænsen
for at spille 18 huller.
Klubben er iøvrigt ældre end
"The Royal and Ancient" i St.
Andrews, og de regler, vi kender
idag, stammer rent faktisk
fra denne gamle klub.
Men nu til vore oplevelser, hvor
jeg vil undgå at gå Danmarks
Radio i bedene med ældgamle
nyheder, som alle interesserede
har hentet ned "live fra himmelrummet".
Gad vide, hvad seer-
24
ne ville sige til et uge-gammelt
sammendrag fra VM -finalen i
fodbold?
Først lidt om banen.
"The Open" spilles altid på en
"sea-side course" eller "linkscourse",
som det hedder - skiftevis
i England og Skotland.
Det kendetegner derfor banerne,
at de er ret flade , uden
vand-hazarder, velforsynede
med bunkers, heraf nogle naturlige,
og endelig er de næsten
uden træer.
Endvidere blæser der næsten
altid en kraftig vind, som siges
at give briterne en fordel, navnlig
overfor amerikanerne. De er
vant til mere rolige vindforhold
og velfriserede, saftige og
parklignende baner med skov
og med masser af vand.
På Muirfield lægger man især
mærke til de mange bunkers og
de meget store greens. Det er
ikke usædvanligt med mere end
1 O bunkers på et enkelt hul.
Banearkitekten har haft beundringsværdig
held til at placere
dem med maximal chance for
gevinst.
Jeg overværede Ballesteros triumf
over Nick Price i 1988 på
Lytham med hele den øvrige
verdenselite halsende bagefter.
Alligevel var det ligeså overvældende
denne gang.
"Det er simpelthen bare for
meget", som det hedder på
nudansk. Man vader rundt i verdensnavne.
Med andre ord: det
er svært at vælge - og navnlig
at vælge fra!
Trods 4 hele dage plus onsdagens
træningsrunde, hvor vor ·
opmærksomhed samlede sig
om en fræk 4-bold med
Nicklaus, Calcavecchia, Nor­
man og Floyd, var det svært at
vælge. Det rykker i een, når
man hører begejstret bifald i det
fjerne. Skulle man måske hellere
have fulgt Woosnam og Corey
Pavin? eller hvad med
Olazabal - eller Trevino? Det er
måske sidste gang , vi ser ham i
en "Major"?
Hvis man er udstyret med
dagens farvestrålende entrebillet
på brystet - den er selvklæbende
- er der fri adgang til
grand stands på de forskellige
huller.
Vi brugte nogen tid på øverste
række bag 5. green, som var et
af de mest spændende huller.
Et par 5 hul på 500 meter, som
kan nåes i 2, hvis man vel at
mærke kan slå 300 meter i drivet.
Og det kan de fleste , når
banen er tør af sol og vind.
Spillerne kunne på hul 5 inddeles
i tre kategorier: Den, der kiksede
drivet eller spillede forsigtigt.
De, der ramte drive! til et
langt jern eller en S-kølle i 2.
slaget. Og så den tredie kategori:
John Daly. BBC-kommentatoren
på min sidemands mini-TV
så caddiens fingersignal: et 6jern!
Han slog meget, meget langt,
og han slog meget, meget
skævt. løvrigt medbragte han
kun een trækølle, driveren.
Resten kunne eller måtte under
alle omstændigheder klares
med et jern.
Mest bemærkelsesværdigt spillede
Raymond Floyd hul 5. Det
var på 2. runde og under pres,
fordi han førte med 7 under.
Hans drive havnede i en fair-