Partnerskab omkring kræftrehabilitering - Center for Kræft ...

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
Partnerskab omkring
kræftrehabilitering
Et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse
og
Københavns Kommune
Carina Brøchner Nees
Master i Idræt og Velfærd
Institut for Idræt, Københavns Universitet
Eksamensopgave modul 3
Idræt, Velfærd og Politik
Vejleder: Tom Kristiansen
Afleveringsdato: 17.12.2007
1

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
1 Indledning................................................................................................................... 3
1.1 Problemformulering ............................................................................................. 5
1.2 Begrebsafklaringer .............................................................................................. 5
2 Teoriafsnit................................................................................................................... 6
2.1 Udviklingen fra velfærdsstat til velfærdssamfund ................................................ 6
2.2 Partnerskabsbegrebet ......................................................................................... 6
2.3 Partnerskabets placering i velfærdssamfundet.................................................... 7
3 Metode........................................................................................................................ 9
3.1 Overvejelser omkring teoriudvælgelse ................................................................ 9
3.2 Overvejelser omkring undersøgelsesmetode ...................................................... 9
3.3 Metode til analyse.............................................................................................. 10
4 Analyseafsnit ............................................................................................................ 11
4.1 Parternes begrundelser for at indgå i partnerskabet omkring
kræftrehabilitering.............................................................................................. 11
4.2 Organisationernes kompetenceområder og deres iagttagelser af egne
og partnerens blinde pletter............................................................................... 11
4.2.1 Kræftens Bekæmpelse............................................................................... 12
4.2.2 Københavns Kommune.............................................................................. 12
4.3 Partnerskabets muligheder for at optimere kræftrehabilitering .......................... 13
5 Diskussion ................................................................................................................ 15
6 Konklusion. ............................................................................................................... 16
7 Perspektivering......................................................................................................... 17
8 Litteraturliste ............................................................................................................. 18
Bilag 1: Spørgeguide til Jens Egsgaard, Sundhedschef i Københavns Kommune
Bilag 2: Spørgeguide til Anne Nissen, Chef for Kræftens Bekæmpelses Patientstøtteafdeling
2

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
1 Indledning
Den 1. januar 2007 trådte en ny strukturreform i kraft i Danmark, hvorved de tidligere amter
erstattedes af 5 regioner. Udover de geografiske ændringer betød den nye reform også
forandringer på sundhedsområdet. De 98 nye kommuner fik fra årsskiftet tildelt ansvaret for ikke-
specialiseret genoptræning 1 af borgere efter udskrivelse fra sygehus, en opgave der tidligere lå
placeret i amtsligt regi. Kommunerne havde i forvejen ansvaret for vedligeholdelsestræning og
genoptræning efter midlertidig svækkelse, og dermed blev hovedansvaret for al forebyggelse og
genoptræning ved årsskiftet 06/07 lagt i kommunernes varetægt. I forbindelse med den nye
ansvarsfordeling og økonomiske omlægninger på området 2 er der kommet øget politisk fokus på
patienter med kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjerte/karsygdomme. Forskningen har
efterhånden vist, at livsstilsændringer i forhold til kost og motion har en positiv effekt på disse
sygdomme, hvilket har betydet, at flere kommuner nu opprioriterer forebyggende og
sundhedsfremmende indsatser overfor kroniske patienter. Den politiske debat har også rettet fokus
mod behandlingen af kræftpatienter, da det er et af de sundhedsområder, der i høj grad har fået
opmærksomhed i medierne i forbindelse med strukturreformen.
Et stigende antal mennesker i Danmark får hvert år konstateret kræft, og samtidig medfører
forbedrede behandlingsmetoder, at flere overlever deres sygdom eller lever længere med den end
tidligere. Sundhedsstyrelsen angav i 2005, at 5-års overlevelsen efter diagnosetidspunktet var 45%
for mænd og 56% for kvinder, og at ca. 250.000 danskere er eller har været i behandling for
kræftsygdom (Kræftplan II 2005). En stor undersøgelse ”Kræftpatientens Verden” fra 2006 viser, at
mange danske kræftpatienter har alvorlige følgevirkninger til deres sygdom og behandling. Selv
om mange ansatte i hospitalsvæsenet dagligt yder en stor indsats, så oplever patienterne alligevel,
at der ikke er tilstrækkelig mulighed for støtte, vejledning, ressourcer og hjælp til at tackle deres
problemer. Dette resulterer i, at det for mange patienter er mere belastende at få kræft, end det
behøver være. Forbedring af kræftbehandling handler derfor ikke kun om at redde og forlænge liv,
men i lige så høj grad om at hjælpe patienterne til at opnå et bedre funktionsniveau og dermed en
bedre livskvalitet såvel under som efter sygdom.
Nogle af de følgevirkninger kræftpatienter ofte beskriver er fysisk træthed, smerter, manglende
overskud til at klare dagligdags gøremål, koncentrationsbesvær og depression. Dermed er
kræftpatienter i øget risiko for at blive inaktive og efterfølgende udvikle livsstilssygdomme som
diabetes II, hjerte/karsygdomme og forhøjet blodtryk. Mange mister også deres tilknytning til
1 Med specialiseret genoptræning menes der opgaver, som kræver et samtidigt eller tæt tværfagligt samarbejde på
speciallæge niveau, eller hvor der af hensyn til patientens sikkerhed er behov for bistand fra andet sundhedsfagligt
personale, som kun findes i sygehusregi (Sundhedsloven §2,stk 4).
2 Kommunerne skal nu betale regionerne for behandling af deres borgere, når de modtager ydelser på hospitalet.
3

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
arbejdsmarkedet og andre sociale relationer i forbindelse med sygdom og behandling, hvilket kan
føre til isolation og social deroute for den enkelte. Såfremt samfundet ikke tager sig råd til at skabe
optimerede betingelser for den enkelte kræftpatient og deres pårørende nu, kan det i sidste ende
blive en økonomisk dyrere løsning både for den enkelte og for samfundet. Det er derfor vigtigt, at
kommunerne med deres nye ansvar er klar til at yde en øget indsats i forhold til genoptræning og
forebyggelse af inaktivitet hos kræftpatienter.
Men hvordan er så opskriften til kommunerne, der skal hjælpe borgerne på vej til en bedre
livskvalitet? Og findes der foreninger, organisationer eller andre samarbejdspartnere, der kan
hjælpe kommunerne med at opbygge kompetencer til at løse opgaven? I 2005 udarbejdede
Sundhedsstyrelsen ”Kræftplan II” med anbefalinger til forbedringer af indsatsen på kræftområdet.
Heri anslås, at op mod 70% af de nydiagnosticerede kræftpatienter kan forventes at få behov for
rehabilitering 3 . Kræftrehabilitering er defineret som:
”En målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en kræftpatient, pårørende og fagfolk.
Formålet er at kræftpatienten, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin
fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på kræftpatientens hele livssituation og beslutninger og består af en
koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats” (Kræftplan II 2005).
Rehabilitering af kræftpatienter omhandler ifølge ovenstående definition mere end blot fysisk
genoptræning. Men eftersom der er tale om et helt nyt indsatsområde for kommunerne efter
strukturreformen, findes der ingen nationale retningslinier for, hvad et kommunalt
kræftrehabiliteringstilbud bør indeholde. Nyere oversigtsartikler, der gennemgår undersøgelser af
forskellige tiltag til kræftpatienter (Conn et al 2006, Dimeo et al 2003, Humpel og Iverson 2005),
fremlægger begyndende beviser for, at fysisk aktivitet bl.a. kan være medvirkende til at forbedre
patienternes fysiske kapacitet, kondition, muskelstyrke og livskvalitet. Symptomer som træthed,
kvalme, angst og depression, der er velkendte i forbindelse med kræftsygdom og behandling,
angives også at kunne påvirkes i positiv retning med fysisk aktivitet. I litteraturen findes der dog
ikke noget præcist svar på, hvordan en samlet rehabiliteringsopgave løses. Sundheds- og
Indenrigsministeriet har derfor afsat en pulje på 40 mio. kr., som i foråret 2007 blev uddelt til 11
projekter i 15 af landets kommuner. Projekterne har alle til hensigt at oparbejde og forankre viden i
kommunerne om, hvordan man tager hånd om de fysiske og psykologiske problemer, mange
kræftpatienter har i forbindelse med og efter deres behandlingsforløb. Puljen er desuden udmøntet
3 Rehabilitering handler om at hjælpe den enkelte borger med at genskabe et godt og sammenhængende hverdagsliv på trods
af sygdom. Der er tale om en helhedsorienteret indsats, der indeholder mere end egentlig fysisk genoptræning.
(www.kroniker.dk)
4

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
i partnerskab med Kræftens Bekæmpelse, Kommunernes Landsforening og Indenrigs- og
Sundhedsministeriet 4 .
Da jeg selv er ansat som fysioterapeut i kommunalt regi til at varetage rehabilitering af
kræftpatienter, finder jeg det interessant at få belyst partnerskabet mellem den offentlige sektor og
den private sektor. Hvilke potentialer ligger der i at skabe et samarbejde på tværs af sektorerne?
Hvilke barrierer skal der arbejdes med i et partnerskab for at kunne udvikle et velfungerende tilbud
til borgerne med kræft? Og hvordan tænkes den indtil nu akkumulerede viden omkring fysisk
træning til kræftpatienter ind i rehabiliteringen? Der er mange interessante spørgsmål, der kunne
ligge til grund for en videre undersøgelse. Men for at indsnævre denne opgaves omfang har jeg
valgt at kigge nærmere på et konkret eksempel fra Københavns Kommune. Her åbnede landets
første ”Sundhedscenter for Kræftramte” den 1. april 2007, som et samarbejde mellem den
offentlige og den private sektor. Jeg er med denne baggrund kommet frem til følgende
problemformulering:
1.1 Problemformulering
Hvordan kan et partnerskab mellem den offentlige sektor og en privat organisation være
med til at optimere betingelserne for, at kræftpatienters inaktivitet i forbindelse med deres
sygdoms- og behandlingsforløb undgås?
1.2 Begrebsafklaringer
Partnerskab. Et partnerskab kan defineres som ”et struktureret, forpligtende, gensidigt fordelagtigt
og dialogbaseret frivilligt samarbejde mellem organisationer fra forskellige sektorer, der ved at
kombinere deres ressourcer og kompetencer arbejder sammen for at udvikle (nye) sociale
aktiviteter” (Hjære 2005). En yderligere uddybning af begrebet forekommer i opgavens teoriafsnit.
Den offentlige sektor. I opgaven bliver den offentlige sektor repræsenteret af Københavns
Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning, hvis hovedområde er aktiviteter indenfor
sundhedsfremme og forebyggelse.
En privat organisation. I denne sammenhæng er det Kræftens Bekæmpelses rådgivningsenhed,
der fokuseres på som en privat organisation. Her tilbydes kræftpatienter og pårørende en tid hos
en rådgiver, eller der kan etableres netværk med andre kræftramte.
Kræftpatienter. I opgaven refereres til kræftpatienter generelt. Der skelnes ikke mellem
diagnosespecifikke grupper eller hvor i sygdoms- og behandlingsforløbet, patienterne befinder sig.
Inaktivitet. Da kræftpatienter som nævnt i indledningen er i risiko for at blive inaktive både fysisk og
socialt, dækker begrebet i opgaven både det fysiske og det psykosociale perspektiv.
4 www.im.dk. Pressemeddelelse 30.03.2007.
5

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
2 Teoriafsnit
2.1 Udviklingen fra velfærdsstat til velfærdssamfund
I Danmark har der gennem en lang årrække hersket en bipolær samfundsforståelse indeholdende
staten/det offentlige versus markedet/det private. Den danske velfærdsstats opblomstring i
efterkrigstiden medførte dengang et professionaliseret offentligt forsørgersystem, der havde det
overordnede ansvar for borgernes velfærd og sikrede dem et økonomisk og socialt sikkerhedsnet.
I takt med ændringer i samfundsstrukturen gående mod urbanisering og industrialisering er der
kommet et stigende efterspørgselspres efter sociale og sundhedsmæssige ydelser.
Velfærdstænkningen har derfor ændret profil i løbet af de seneste 20-25 år. Udtrykket
velfærdsstaten er blevet erstattet med velfærdssamfundet, hvilket indikerer, at det nu betragtes
som en fælles opgave for både det offentlige, det private erhvervsliv, de frivillige foreninger og
civilsamfundet at løse velfærdsopgaver.
Eftersom det offentlige ikke længere er eneste leverandør af velfærden, er partnerskabsbegrebet
blevet sat på den politiske dagsorden. I forhold til tidligere sundhedspolitiske programmer
betonede ”Sund hele livet –folkesundhedsprogrammet 2002-2010” for første gang begrebet i
forhold til sundhedsområdet. Partnerskab er heri nøgleordet for de arbejdsaftaler det civile
samfund (borgerne), markedet (erhvervslivet) og de offentlige myndigheder skal indgå for at drive
en udvikling i en ønsket retning (Kamper-Jørgensen 2003:46). I modsætning til traditionelle måder
at tænke velfærd på forskyder partnerskaber fokus fra ressourcer til selve definitionen af
velfærdsopgaverne. Dermed flytter politikken fra de klassiske politiske institutioner som fx
kommunalbestyrelser til partnerskabernes interne demokratiske forhandlinger (Andersen 2006:17).
2.2 Partnerskabsbegrebet
Partnerskab kan betragtes som en samarbejdsform med flere strukturelle og forpligtende
elementer end blot det at arbejde sammen
Partnerskab er altså en samarbejdskonstruktion, som er præget af synergi, ligeværdighed og
fællesskab, og der er principielt ingen begrænsninger for hvilke organisationer, der kan deltage
heri. Formålet er, at de respektive parters forskelligheder og kompetencer skal udnyttes, uanset
om det er organisationer inden for samme sektor eller organisationer på tværs af forskellige
sektorer (Hjære 2005:9).
Enhver organisation har ifølge den systemteoretiske tankegang sin egen måde at kommunikere
på, og der har traditionelt set ikke været nogen kobling mellem disse kommunikationssystemer.
Kommunikation betragtes som en form for tilknytningsmuligheder og er altså ikke lig med
6

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
talehandlinger, som man ellers ofte forbinder det med i dagligdagen. Man kan derudfra sige, at
partnerskaber går på tværs af kommunikationssystemer som politik, økonomi, omsorg, sundhed og
mange flere (Andersen 2006:13). Det karakteristiske ved partnerskaber er deres kobling af flere
systemer, som udover at have forskelligartede måder at kommunikere på også har hver deres
måde at iagttage en samfundsopgave på. Den iagttagende konstruerer dermed sig selv og sin
position i forhold til opgaven, mens selve iagttagelsen er en operation, som drager en forskel, der
ikke samtidig er synlig for iagttagerne selv. Netop denne forskel i iagttagelsen sætter iagttagelsens
”blinde plet” (Andersen 2006:24).
Den systemteoretiske tankegang går ud på, ”at iagttage andre iagttagelsers blinde pletter”. I
forhold til partnerskab er det derfor afgørende, at parterne forsøger at iagttage og italesætte både
egne og andres ”blinde pletter”. For at kunne vurdere om det er et partnerskab, de har noget at
gøre i, må parterne altså indgå i en dialog omkring deres kompetencer og begrænsninger i forhold
til en given opgave. Forudsætningen for denne dialog er, at der iagttages ved hjælp af begreber,
der kan begrebsliggøre sig selv (Andersen 2006:34). Åkerstrøm Andersen bruger begrebet
begreb/modbegreb til at italesætte partnerskab og dets blinde pletter på. Hermed siger han, at der
er intet begreb, uden et modbegreb til at holde begrebet på plads. Et eksempel herpå er
partnerskab som begreb og kontrakten som modbegreb. En kontrakt er kendetegnet ved at være
en tidsbegrænset, fastbundet og defineret opgave, der indeholder et over/underordningsforhold og
økonomisk involvering. På denne baggrund udspiller der sig et ulige magtforhold mellem parterne i
en kontrakt, altså et spil om magt, styring og økonomi.
I velfærdssamfundet sættes formen ”kontrakt” under pres af stigende kompleksitet i forhold til
velfærdsopgaver og krav om konstant omstillingsdygtighed. Derfor kan partnerskab iflg. Åkerstrøm
Andersen betragtes som en ny form for kontraktliggørelse, nemlig ”kontrakt om kontraktudvikling”
(Andersen 2006:15). Heri ligger det implicit, at selve processen i opgaveløsningen er lige så
essentiel som produktet. Partnerskaber indeholder således en mere projektorienteret forpligtelse
på en bestemt forestillet fremtid, end traditionelle kontrakter gør. Forholdet mellem de involverede
parter i partnerskabelse er præget af ligeværd, gensidig dialog, tillid og respekt, og de har desuden
lige stor magtindflydelse på beslutninger omkring processen. Partnerne er i et partnerskab en del
af det politiske og ikke blot leverandør af en politisk bestemt ydelse. De er medansvarlige i
skabelse af nye visioner, idéer og mål indenfor partnerskabets rammer (Andersen 2006:152).
2.3 Partnerskabets placering i velfærdssamfundet
Mette Hjære har i sin teoretiske tilgang til partnerskabsbegrebet forsøgt at indplacere
partnerskaber på velfærdstrekanten, der illustrerer samfundets sammensætning. I hvert hjørne
7

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
findes hhv. bureaukratiet med det hierarkiske princip som den styrende kontrol, markedet med
konkurrencen som styrende princip og civilsamfundet, der bygger på netværket.
Figur 1: Partnerskabers placering i velfærdstrekanten. Kilde: Hjære 2006:48
Partnerskaber placeres i midten af trekanten, fordi de forudsætter ligeværdighed og fællesskab.
Der eksisterer ikke et over/underordningsforhold mellem de samarbejdende parter, og dialogen er
det styrende princip. Fokus i et partnerskab ligger i højere grad på processen frem for målet, og
med dialogen som styrende princip er det muligt kontinuerligt at justere, udvikle og forbedre den
sociale indsats (Hjære 2005:47). Partnerskaber kan iflg. figur 1 opdeles i to, nemlig de
udbudsbaserede partnerskabskontrakter med markedet som indgang, og de netværksbaserede
partnerskaber, hvor indgangen er netværket. Sidstnævnte ofte opstår ofte ad hoc, fordi parterne
kender hinanden i forvejen. Et partnerskab mellem den offentlige sektor og en privat organisation
vil være placeret i venstre side af trekanten på ovenstående figur. Et sådant udbudsbaseret
samarbejde med dialogen som styrende princip betyder, at begge organisationer har styringen for,
hvordan projektet skal udformes. Dog betyder partnerskabelsen samtidigt afkald på styring for den
enkelte organisation. ”Forudsætning for styring gennem partnerskaber er, at man giver afkald på
intervenerende styring til fordel for refleksiv styring” (Andersen 2006:188).
8

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
3 Metode
3.1 Overvejelser omkring teoriudvælgelse
Mit teoriafsnit bygger på Niels Åkerstrøm Andersens analyse af partnerskaber i hans bog
”partnerskabelse” fra 2006, som præsenterer en systemteoretisk tankegang. Niels Åkerstrøm
Andersen betragter partnerskaber som en måde at lave aftaler på i et hyperkomplekst samfund,
hvor aftalebetingelserne hele tiden forandrer sig. Dette er netop relevant i forhold til det danske
velfærdssamfund, hvor der konstant er bevægelse og således behov for nytænkning og
nydannelse, som eksempelvis indenfor sundhedsområdet efter den nye strukturreforms
ikrafttrædelse. For at komme nærmere en afklaring af begrebet partnerskab anvendte jeg
Åkerstrøm Andersens teori begreb/modbegreb. Her beskrives partnerskab som værende
modbegrebet til et traditionelt kontraktforhold, altså et ligeværdigt samarbejde omkring en
forandringsproces og ikke et spil om magt, styring og økonomi.
I afsnittet valgte jeg også at inddrage forskningsrapporten ”Partnerskaber – på vej mod en ny
samarbejdskultur?” udarbejdet i 2005 af Mette Hjære, Center for frivilligt socialt arbejde, Odense.
Vel vidende at partnerskabet, som jeg vil undersøge i denne opgave, ikke umiddelbart fokuserer
på frivilligt socialt arbejde, så er der i rapporten taget udgangspunkt i en definition af begrebet
partnerskab, der passer godt til samarbejdet mellem de to organisationer, jeg beskæftiger mig
med. Både Niels Åkerstrøm Andersen og Mette Hjære formår at skabe en generel
forståelsesramme for begrebet, jeg finder anvendelig i forhold til at analysere og diskutere et
konkret partnerskab i det danske velfærdssamfund.
3.2 Overvejelser omkring undersøgelsesmetode
I bestræbelserne på at komme nærmere et svar på min problemformulering har min hensigt været
at udbygge den generelle forståelse af partnerskabsbegrebet med en indsigt i et eksisterende
partnerskab. Jeg har derfor valgt en kvalitativ interviewform, da denne egner sig godt til at indfange
interviewpersonernes egne erfaringer og perspektiver på den daglige livsverden og få en
nuanceret beskrivelse heraf (Kvale 1997:43). Jeg arbejder med en socialkonstruktivistisk tilgang,
da videnskaben ikke råder over en eksakt defineret metode til at klarlægge partnerskaber i
virkeligheden. Det kvalitative interview kan i situationen være med til at skabe et virkelighedsbillede
i form af interviewpersonens fortolkning af virkeligheden. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i et
semi-struktureret interview, hvor jeg guidet af min problemstilling og teoriafsæt havde udvalgt
nogle relevante emner og spørgsmål (bilag 1 og 2). I et semistruktureret interview er fordelen, at
der er mulighed for at forfølge og afklare nogle af de relevante aspekter i interviewpersonernes
svar, hvilket jeg var meget interesseret i. Dog kan det være vanskeligt at styre og strukturere
9

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
interviewet og efterfølgende klassificere svarene, når man ikke har anvendt et faststruktureret
interview.
Udvælgelsen af interviewpersoner er sket ud fra den overvejelse, at det skulle være personer, der
har været involveret i det pågældende partnerskab mellem Kræftens Bekæmpelse og Københavns
Kommune fra starten. Derudover var det ønsket, at begge organisationer skulle være
repræsenteret for at få belyst, hvordan de hver især har formået at iagttage både egne og
hinandens blinde pletter i partnerskabelsen. Fra Københavns Kommune indvilligede Sundhedschef
Jens Egsgaard i at blive interviewet, og fra Kræftens Bekæmpelse Chef for patientstøtteafdelingen
Anne Nissen. Begge har siddet med i styregruppen for ”Sundhedscenter for Kræftramte” gennem
hele forløbet. Jeg valgte af praktiske grunde at udføre interviewene pr. telefon men er bevidst om,
at det kan være vanskeligt at få et helt nuanceret billede af svarene, når det ikke har været muligt
at betragte personernes mimik og kropssprog. Begge interviewpersoner fik tilsendt en E-mail
indholdene de emner, jeg ville tilstræbe at komme omkring i interviewet, så de forinden havde
mulighed for at gøre sig nogle overvejelser.
3.3 Metode til analyse
Problemformuleringen og teoriafsnittet har været retningsgivende for, hvordan min analyse er
blevet struktureret. Formålet med interviewene var at få udvidet min indsigt i et konkret
partnerskab, der varetager kræftpatienters rehabilitering. Jeg har transskriberet interviewene i
deres fulde udstrækning for at opnå et bedre overblik over svarene og for at undgå fravælgelse af
noget væsentligt inden analysen. Det transskriberede materiale er afleveret til Institut for Idræt. I
bearbejdningen af de indkomne data har jeg valgt at fokusere på tre hovedemner:
1. Parternes begrundelser for at indgå i partnerskabet omkring kræftrehabilitering
2. Parternes kompetencer og iagttagelser af egne og hinandens blinde pletter
3. Hvordan interviewpersonerne vurderer partnerskabets muligheder for at optimere
kræftrehabilitering
De tre områder skal samlet give mig et grundlag for at kunne diskutere og vurdere, hvordan et
partnerskab kan være med til at skabe optimerede betingelser for at løse den nye
sundhedsopgave indenfor kræftrehabiliteringsområdet, så kræftpatienters inaktivitet forhåbentlig
kan modgås. I diskussion vil jeg naturligvis også inddrage mine egne betragtninger og overvejelser
i forhold til problemstillingen set ud fra en fysioterapeutfaglig vinkel.
10

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
4 Analyseafsnit
4.1 Parternes begrundelser for at indgå i partnerskabet omkring kræftrehabilitering
De to interviewpersoner, som repræsenterer Københavns Kommune (KK) og Kræftens
Bekæmpelse (KB), giver begge udtryk for, at kræftrehabilitering er et område, der ikke tidligere har
fået tilstrækkelig opmærksomhed herhjemme. Der ligger alligevel forskellige begrundelser fra de to
organisationer for at indgå i partnerskabet med henblik på at løse opgaven. Fra kommunens side
er der tale om en lovmæssig forpligtelse i forbindelse med kommunalreformen. Jens Egsgaard,
Sundhedschef i KK siger; ”Kommunalreformen giver jo kommunerne en rolle på det her område
omkring kronisk sygdom... Og så samtidig var der en pulje vi kunne søge inde i
Sundhedsministeriet. Og de to ting tilsammen var sådan set det, der satte os i gang”.
For Kræftens Bekæmpelse handler det mere om at få udbygget det område, de i forvejen har
interesse og erfaring i. Chef for patientstøtteafdelingen i KB Anne Nissen siger; ”Det er jo sådan, at
vi i over 25 år har haft en kræftrådgivning i København, og meget af det, den laver, er jo
psykosocial kræftrehabilitering. Det er jo netop det at kunne mestre en kræftsygdom… Vi har jo
hele tiden arbejdet for, at rehabilitering af kræftpatienter bliver en integreret del af behandlingen.
Og i og med at det er et offentligt tilbud, så er det jo en integreret del af behandlingen”.
Selv om der fra den ene parts side ligger en lovmæssig forpligtelse og fra den anden parts en
erfaringsbaseret interesse i at indgå i partnerskabet, så er begge positivt indstillet overfor, at et
samarbejde kan være med til at udvikle og forbedre indsatsen overfor kræftpatienter. Jens
Egsgaard udtrykker; ”Man er ikke nær så langt fremme med patientforløbsbeskrivelser og
forløbsprogrammer, og der er ikke så meget evidens på, hvad man skal…så vi synes, vi havde et
behov for at fokusere på det her område, men det skulle ikke være i den almindelige
sundhedscenter-setting”. Anne Nissen mener også, at et samarbejde omkring et sundhedscenter
vil være med til at løfte rehabiliteringsopgaven; ”For så ville vi også kunne få noget synergieffekt på
det. Så ville vi kunne få et større center, som kunne arbejde sammen og på den led forsøge at få
skabt et bedre sammenhængende forløb for patienterne, end hvis det var to forskellige enheder”.
4.2 Organisationernes kompetenceområder og deres iagttagelser af egne og
partnerens blinde pletter
Formålet for et partnerskab er, at de involverede parters forskelligheder og kompetencer skal
udnyttes i bestræbelserne på at skabe et godt samarbejde. Det kræver derfor, at organisationerne
er bevidste om de ressourcer og svagheder, de hver især har med sig. Eftersom
Sundhedscenteret er en nyoprettet institution, har det ikke været muligt på forhånd at tage højde
for alle de ressourcer og svagheder, der måtte være hos parterne, men endnu vigtigere er det at
være bevidst herom i processen og løbende skabe en dialog omkring det.
11

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
4.2.1 Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse har eksisteret i mange år og har derfor naturligvis en baggrund for at
fremhæve nogle af de kompetencer, de kan bringe med ind i partnerskabet. Anne Nissen
fremhæver en af KB´ ressourcer som; ”Det er erfaringer, og det er jo, hvad skal man sige, netværk,
samarbejdspartnere, det at der var et kendskab i forvejen. Det tror jeg også forhåbentlig har
betydet, at centret er blevet hurtigere kendt. Fordi det egentlig ikke var et nyt center men et center i
en fornyet form”. Kræftens Bekæmpelse er jo netop kendt for at være meget offensive og meget
ude i pressen. Noget andet, Anne Nissen nævner som en af organisationens vigtige kompetencer,
er; ”Det som vi kan være med til at bidrage til, det er jo også, at der kommer et miljø, at der er
frivillige, at der er aktiviteter udover rehabiliteringen, at man møder andre i samme situation. Og
hele den der kultur omkring det at støtte op omkring kræftpatienter og deres pårørende. Så der er
nogle ting, som ligger lidt i udkanten af, hvad der egentlig er det offentliges ansvar, det synes jeg”.
Hun peger altså på, at en af de blinde pletter i kommunen kan være, at deres ansvarsområde er
udstukket på forhånd; ”Kommunen har jo nogle must-opgaver, nogle forvaltningsopgaver, kan man
jo sige. Hvor vi jo er mere uafhængige og kan gå ind og byde eller sætte fokus, der hvor vi synes,
der er nogle problemer”. En anden begrænsning, hun påpeger, er; ”Det er jo, at man kun har de 3
grupper af patienter i sundhedscentret. Det er faktisk en ulempe både for patienterne og os!”. Her
refererer hun til, at KK i opstartsfasen har begrænset deres tilbud til patienter med de tre største
diagnosegrupper 5 .
Anne Nissen nævner også nogle af KB´ egne blinde pletter. Som en privat organisation,
patienterne selv skal tage kontakt til, såfremt de har behov for hjælp eller rådgivning, har KB haft
svært ved at få skabt kontakt til de mennesker, der i forvejen har begrænsede ressourcer. ”Men
noget af det som jeg egentlig også synes har været vigtigt for os, det har været i forhold til
sundhedscentertanken, at vi fik nogle klinikker. Altså som var meget lettere formelle, formelt
offentligt eller sådan noget”, siger Anne Nissen. Hun beskriver det også som en problemstilling, at
de i KB kun har haft fokus på den psykosociale del, hvilket de håber at få afhjulpet igennem
partnerskabet; ”Jeg synes, det vi får igen er, at vi får et stærkt rehabiliteringstilbud både på det
fysiske, på diætistområdet, og i det hele taget, at vi får et stærkt rehabiliteringsmiljø, som er et
offentligt tilbud”. Så det faktum at flere forskellige professioner som fx diætister, fysioterapeuter,
psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere bliver samlet på samme sted, er altså en mulighed
for at gøre tilbudet til kræftpatienterne endnu bedre, end det var i forvejen.
4.2.2 Københavns Kommune
Selv om Københavns Kommune først har overtaget ansvaret for kræftrehabilitering efter
kommunalreformen, så har de gjort sig nogle tanker og erfaringer om, hvad deres bidrag til
5 De tre største diagnosegrupper indenfor kræftområdet er brystkræft, lungekræft og tarmkræft.
12

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
opgaven er. Jens Egsgaard fremhæver KK´s kompetencer som; ” Det vi gør med fysisk træning,
kostrådgivning og andre ting…. det er os, der sådan set varetager selve rehabiliteringsindsatsen,
det er opfølgning på det, der foregår på hospitalerne”. Her peger han på, at kontakten med andre
offentlige institutioner er en af kommunens ressourcer i forhold til partnerskabet. ”Vi har en meget
vigtig rolle, også fordi det også kan være med til at systematisere det, de gjorde på sygehusene”,
siger Jens Egsgaard. Han nævner desuden tid og ro, som to vigtige aspekter kommunen kan
bidrage med i forhold til den samlede indsats overfor kræftpatienter, der ofte oplever sygehusene
som hektiske og strabadserende i deres bestræbelser på at overholde behandlingsgarantier. ”I den
samlede kræftdebat er det måske vores vigtigste mission. Det er at sige: behandlingsgaranti i
sygehusene og det der med den menneskelige faktor i kommunen. Altså hvis man tager det som
helt overordnede overskrifter”, fastslår Jens Egsgaard.
En af de blinde pletter kommunen har iagttaget hos KB er, at deres hidtidige rådgivning primært
har indfanget de ressourcestærke patienter. ”Nu kommer de også tættere på nogle patienter, som
aldrig tidligere er dukket op hos Kræftens Bekæmpelse. Nogle som de aldrig nogensinde ser, fordi
man skal jo have et vist overskud for selv at henvende sig til Kræftens Bekæmpelse”, siger Jens
Egsgaard. Her påpeger han vigtigheden af, at samarbejde på tværs af offentlige instanser er af
stor betydning, således at patienterne henvises til rehabilitering, som en del af den samlede
indsats på kræftområdet. Én af kommunens egne blinde pletter er iflg. Jens Egsgaard; ”Det
psykologiske aspekt! Og det er jo det, vi dels skal have fra dem, dels lære af dem. For jeg tænker
også på, at der skal være noget aflæring”. På det personlige plan kan kommunens medarbejdere
altså lære af de erfaringer KB´s personale har i forhold til det at beskæftige sig med kræftramte.
Også på det mere faglige område fremhæver Jens Egsgaard, at kommunen kan have brug for
mere synlighed i forhold til den samlede kræftdebat. Her ser han klart, at KB´s position herhjemme
kan være en fordel; ”De arbejder jo hele tiden med, hvad skal vi sige at sætte en national
dagsorden, det kan vi også bruge til en masse. Fordi sådan tænker vi jo også, det er jo det, vi vil
også gerne være rollemodel for andre”.
4.3 Partnerskabets muligheder for at optimere kræftrehabilitering
Begge interviewpersoner fremhæver partnerskabet mellem de to organisationer, som en oplagt
mulighed for at afhjælpe nogle af de mange komplikationer, kræftpatienter oplever i forbindelse
med sygdom og behandling, og som i sidste ende kan føre til inaktivitet. Især kan det at få
opbygget et sundhedscenter, hvor flere forskellige professioners kompetencer er til rådighed, være
indgangen til, ”at skabe et sammenhængende forløb for patienterne”, som Anne Nissen var inde
på. Den egenskab, at man i sundhedscentret samlet kan tage hånd om den enkelte patients
problemstilling ved hjælp af en tværfaglig viden og indsats, er en stor gevinst. Desuden kan
13

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
samarbejdet med fordel blive endnu mere omsiggribende og involvere andre eksterne
samarbejdspartnere. Eksempelvis forslår Anne Nissen et samarbejde med lokalcentrene i
kommunen. ”Fordi patienterne skal jo stadigvæk have deres sygedagpenge og deres pension. Så
hvordan får man også dem involveret? Så der er masser af udviklingsmuligheder i det”, siger hun.
Derudover er et stort tværfagligt sundhedscenter også en nytænkning indenfor kræftområdet, der
kan vække interesse på højere plan. Jens Egsgaard siger: ”Det skal så også med i billedet, at der
politisk set er meget stor interesse. For politisk set synes rigtig mange politikere –også uanset
partifarve, at modellen med et samarbejde med en privat organisation som Kræftens Bekæmpelse
er det helt rigtige. Det der med at man i det offentlige eller det kommunale er sig selv nok, det
synes de ikke rigtig om. Så derfor sender det mange positive signaler ud. Området altså
patientkategorien sender mange positive signaler ud, og samarbejdet sender mange positive
signaler ud”. Og det er jo netop på politisk plan, at de store beslutninger omkring
ressourcefordelinger træffes, så derfor kan partnerskabet være med til at synliggøre og
dokumentere det behov, patienterne har for rehabilitering. Ved at tilføre området økonomiske
ressourcer gives der også mulighed for at få mere gang i forskning og således få udarbejdet mere
evidens omkring kræftrehabilitering, der på sigt forhåbentlig kan komme patienter over hele landet
til gode.
Partnerskabet i tilknytning til rehabiliteringsopgaven giver iflg. Anne Nissen muligheder for at ”give
nogle faste tilbud men samtidigt også tænke, hvordan kan man gøre de her tilbud endnu bedre, og
hvor er det, der er nogle huller, som vi kunne arbejde på at fylde ud ?” Anne Nissen rammer her én
af pointerne bag partnerskabstanken, nemlig den, at man ikke har låst sig fast på at levere et på
forhånd defineret produkt, men at man kan afprøve forskellige tiltag og dernæst evaluere og evt.
justere dem. Jens Egsgaard bekræfter også; ”At det er jo også en proces, fordi tingene de udvikler
sig jo hele tiden… Jeg tror personligt også, at det i hvert fald skal have et par år endnu, inden vi
kan svare på noget sådan helt bestemt. Jeg tror, vi skal have et par år, hvor vi finder ud af, hvad vi
vil bruge hinanden til. For jeg synes, der er så mange fordele af det, både fordele og i hvert fald
også potentielle fordele”. Hermed siger han indirekte, at det ikke kun er parterne, der hver især har
nogle ”blinde pletter”, men at der også er nogle fælles blinde pletter i samarbejdet, som det er en
tidskrævende men vigtig proces at få fokus på. Netop det at få beskrevet potentialerne i
partnerskabet nævner Anne Nissen også vigtigheden af; ”Jeg synes jo, at selve modellen er
fremragende. Altså vi får lavet et helhedsorienteret tilbud, som man ikke får andre steder… der er
noget model i det, som virkelig skal beskrives”.
14

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
5 Diskussion
Jeg har i forbindelse med udførelse af interviewene og den efterfølgende analyse gjort nogle
kritiske metodeovervejelser i forhold til min egen position, da der kan være vanskeligheder
forbundet med at operere i ens eget felt. Min opfattelse af partnerskabet mellem Københavns
Kommune og Kræftens Bekæmpelse vil bære præg af, at jeg til dagligt befinder mig i miljøet, og
derfor har mine egne blinde pletter. Det kan have betydet, at det ikke var muligt at indtage en helt
objektiv position i forhold til interviewpersonernes udtalelser. Den viden og forforståelse jeg har i
forhold til det konkrete partnerskab, kan også betyde, at jeg i mine interviews har forfulgt nogle
bestemte temaer i interviewpersonernes svar. Af samme årsag fik jeg heller ikke spurgt direkte ind
til deres bud på, hvordan man løser problematikken omkring patienternes inaktivitet. Alligevel fik
jeg nogle oplysninger, som jeg ud fra min faglige position som fysioterapeut mener at kunne
fortolke som værende overensstemmende med at forebygge inaktivitet. Interviewpersonerne var i
forvejen bekendt med min ansættelse i sundhedscentret, men jeg forsøgte ikke at lade det påvirke
vores samtale. De formåede da også begge at være med til at udbygge min indsigt i det
virkelighedsbillede, der ligger til baggrund for partnerskabet.
Hvad er det så et partnerskab mellem den offentlige sektor og en privat organisation i
virkeligheden kan bidrage med i forhold til kræftrehabilitering? Iflg. Anne Nissen og Jens Egsgaard,
så er det at få skabt et helhedsorienteret tilbud, der kan give patienterne den genoptræning og
rådgivning, der skal hjælpe den enkelte borger med at genskabe et godt og meningsfyldt
hverdagsliv på trods af sygdom. For at opnå et bedre sammenhængende forløb pointerer Jens
Egsgaard vigtigheden af at få bygget bro til de behandlende sygehusafdelinger i regionen. Dette er
også efter min mening af afgørende betydning, da man ved at få patienterne i gang med
rehabilitering så tidligt som muligt kan gøre en indsats for at forebygge fysisk inaktivitet, psykiske
nedture og social isolation. Det er ligeledes vigtigt, at der her er tid og ro til at have fokus på de
menneskelige faktorer, og at der er forskellige faglige professioner, der kan byde ind med deres
specifikke kompetencer overfor den enkelte patient og de pårørende. En anden gevinst ved
partnerskabet er, som jeg ser det, at der dannes netværk, hvor patienterne kan møde ligestillede,
der ved, hvad det vil sige at have en kræftsygdom. Her peger Anne Nissen på det miljø, den kultur
og de aktiviteter, som de frivillige medarbejdere i Kræftens Bekæmpelse i høj grad er med til at
skabe.
Når der nu efterhånden er begyndende evidens for, at fysisk aktivitet har en positiv virkning på bl.a.
patienternes fysiske kapacitet og livskvalitet, så kan man undre sig over, at det i sygehusregi ikke
vægtes højere at få det implementeret i behandlingen. Det samme er gældende for ”de bløde
værdier”, altså de psykiske og sociale elementer, der er af afgørende betydning for patienternes
15

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
livskvalitet. Men at tage fat i så stort spørgsmål om ressourcer og prioriteringer er uden for denne
opgaves omfang. Jeg mener dog, det er vigtigt, at kommunerne forsøger at løfte det aspekt i den
fremtidige kræftrehabilitering, nu hvor de har overtaget ansvarsrollen. Man kan sige, at etablering
af et specifikt sundhedscenter for kræftramte, som det pågældende partnerskab mellem
Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse har formået, måske ikke lader sig gøre i mindre
kommuner. Men de kan måske alligevel drage nogle erfaringer af, at der ved at indgå i et
partnerskab, hvor parterne er medansvarlige i skabelse af nye visioner, idéer og mål frem for et
spil om magtfordeling og økonomi, ligger nogle muligheder, som kan få uvurderlig betydning for
borgere med en kræftsygdom.
En af de udfordringer, der ligger i det konkrete partnerskab mellem Københavns Kommune og
Kræftens Bekæmpelse, er at få evalueret og dokumenteret betydningen af partnerskabet og den
synergidel, der ligger heri. Begge parter er da opmærksomme herpå, bl.a. siger Jens Egsgaard;
”Det man kan sige, der er svært at skrive ned, det er det der med ånden i det hele”. Det er udfra
mine interviews én af de blinde pletter, jeg har iagttaget, som parterne i fællesskab bør forsøge at
få synliggjort. Dette kan være medvirkende til at skabe ny viden på kræftrehabiliteringsområdet,
der gør det muligt at tilrettelægge et tilbud med det rigtige indhold på det rigtige tidspunkt i
patientens sygdoms- og behandlingsforløb. Ved at forebygge inaktivitet kan en del sygemeldinger,
indlæggelser og førtidspensioner begrænses. Således kan der på sigt muligvis dokumenteres et
sundhedsøkonomisk fordelagtigt perspektiv i at rehabilitere kræftpatienter som supplement til det
etiske perspektiv, der ligger i at forbedre kræftramtes livskvalitet.
6 Konklusion.
Som jeg var inde på i starten af opgaven, er der lagt op til, at nye sundhedsopgaver i det danske
velfærdssamfund skal løses på tværs af sektorer. Jeg vil nu med baggrund i min udarbejdelse af
denne opgave give et bud på, hvordan et partnerskab mellem den offentlige sektor og en privat
organisation kan være med til at optimere betingelserne for, at kræftpatienters inaktivitet i
forbindelse med deres sygdoms- og behandlingsforløb undgås.
Først og fremmest handler det om, at parterne får fokus på hvilke kompetencer, de hver især kan
bidrage med i intentionen på at få skabt et helhedsorienteret sammenhængende forløb for
patienterne. Her har partnerskabet mellem den offentlige sektor og en privat organisation den
fordel, at de samlet kan levere en tværfagligt indsats ved at have forskellige professioner fx.
diætister, fysioterapeuter, psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere ansat. Herved bliver det
muligt at følge op på den behandling, patienterne har fået på sygehusene, og på et tidligt tidspunkt
i forløbet give patienterne redskaber til at forebygge fysisk svækkelse, psykiske nedture og social
16

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
tilbagetrækning. Et andet væsentligt aspekt i partnerskabet omkring rehabilitering af kræftpatienter
er, at der skabes et rum for netværksdannelse, hvor patienterne og deres pårørende har mulighed
for at mødes og erfaringsudveksle med andre i samme situation. En tredje ting er, at partnerskabet
er omstilbart i forhold til de forandringer, der konstant er i velfærdssamfundet og herunder også på
sundhedsområdet. I den forbindelse er det vigtigt, at parterne er ligeværdige og betragter selve
processen i opgaveløsningen som værende lige så betydningsfuld som resultatet, i modsætning til
hvis der var tale om et ordinært kontraktforhold. Et fjerde område, partnerskabet mellem de to
organisationer kan være med til at forbedre i forhold til tidligere, er at få skabt politisk bevågenhed
på kræftrehabilitering. Dette skal gerne resultere i, at den politiske prioritering flyttes væk fra kun at
omhandle den lægelige behandlingsindsats til også at indbefatte det samlede rehabiliteringsforløb.
På den måde kan partnerskabet være medvirkende til at optimere betingelserne for, at
kræftpatienter kan opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv i forbindelse med deres sygdoms- og
behandlingsforløb, så inaktivitet
forhåbentligt undgås.
7 Perspektivering
I dag er samarbejde på tværs af organisatoriske tilhørsforhold og faggrænser blevet et ufravigeligt
princip i organiseringen af velfærdssamfundet. Ved at etablere nye former for samarbejde blandt
velfærdsinstitutioner gøres der forsøg på at skabe større sammenhæng i velfærdsindsatsen.
Partnerskaber er et godt bud på et sådan samarbejde, men en stor udfordring ligger for mig at se i
at få dokumenteret, hvad det er i fællesskabet mellem eksempelvis det offentlige og en privat
institution, der er af afgørende betydning for opgaveløsningen. Hvad er det i partnerskabet, der gør
udslaget i forhold til et traditionelt kontraktforhold eller en udlicitering? Og hvorfor kunne opgaven
ikke være løst lige så tilfredsstillende i andet regi, hvis de økonomiske ressourcer var placeret her?
Selv tror jeg, at man i forhold til kræftrehabilitering ikke havde mulighed for at opnå samme niveau
og kvalitet, hvis der kun havde været en enkelt aktør på opgaven. At der netop er tale om et
partnerskab, hvor begge involverede har ejerskab og lige stor medindflydelse, mener jeg kan
assistere til, at ingen af parterne behøver holde deres egne kort ind til kroppen, men i stedet kan
dele ud af deres viden og erfaringer. Når der ikke er en fastdefineret vare, der skal leveres, men en
samfundsopgave, der skal løses, så tror jeg, at forskellige kompetencer, fleksibilitet og
omstillingsparathed er af afgørende betydning. Men der ligger som sagt en stor udfordring for
parterne i at få præciseret og dokumenteret de potentialer, der ligger i partnerskabsmodellens
fællesskab, så udenforstående og i særlig grad politikerne også bliver overbevist om, at det er en
model, der har sin berettigelse.
17

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
8 Litteraturliste
Andersen, Niels Åkerstrøm (2006): Partnerskabelse. Hans Reitzels Forlag, København.
Grønvold Mogens.fl. (2006): Kræftpatientens verden. Kræftpatientens verden - en undersøgelse af,
hvad danske kræftpatienter har brug for - resultater, vurderinger og forslag. Kræftens
Bekæmpelse.
Hjære, Mette (2005): Partnerskaber –på vej mod ny samarbejdskultur? Forskningsrapport. Center
for frivilligt socialt arbejde, Odense.
Kamper-Jørgensen, Finn (2003): Forebyggende Sundhedsarbejde. Munksgaard.
Kvale, Steiner (1997): Interview –En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans
Reitzels Forlag, København.
Rienecker, Lotte; Jørgensen, Peter Stray (2005): Den gode opgave. Frederiksberg C, Forlaget
Samfundslitteratur
Sundhedsstyrelsen (juni 2005): KRÆFTPLAN II Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forbedringer
af indsatsen på kræftområdet. (http.www.sst.dk/publ)
Artikler:
Conn, Vicky S. (2006): A meta-analysis of exercise interventions among people treated for cancer.
Support Care Cancer (2006) 14: 699-812.
Dimeo, Fernando m.fl. (2003): Effects of endurance training on the physical performance of
patients with hematological malignancies during chemotherapy. Support Care Cancer (2003) 11:
623-628.
Humpel, Nancy; Iverson, Donald C. (2005): Review and critique of the quality of exercise
recommendations for cancer patients and survivors. Support Care Cancer (2005) 13: 493-502.
18

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
Bilag 1.
Spørgeguide til Jens Egsgaard,
Sundhedschef i Københavns Kommune.
1. Kommunen og kræftrehabilitering.
- Hvilke overvejelser ligger til grund for etableringen af et Sundhedscenter for
kræftpatienter?
- Hvad mener du kommunen kan bidrage med i forhold til at kræftpatienter
undgår at blive inaktive?
2. Kommunen og partnerskab med Kræftens Bekæmpelse.
- Hvordan opstod idéen til partnerskabet?
- Hvad var kommunens motivation for at indgå heri?
- Hvilke fordele og ulemper ser I som kommune ved partnerskabet?
- Hvilke forpligtelser har I overfor hinanden, og hvordan evaluerer I
partnerskabet?
19

EVALUERING AF REHABILITERING I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE BILAG 2
Bilag 2.
Spørgeguide til Anne Nissen,
Chef for Kræftens Bekæmpelses Patientstøtteafdeling.
Kræftens Bekæmpelse og kræftrehabilitering.
- Hvilke overvejelser ligger til grund for at I som privat organisation har lyst til
at indgå i opgaven omkring kræftrehabilitering?
- Hvilke kompetencer kan Kræftens Bekæmpelse bidrage med i forhold til at
kræftpatienter undgår at blive inaktive?
Kræftens Bekæmpelse og partnerskab med Københavns Kommune.
- Hvordan opstod det konkrete partnerskab omkring etablering af et
sundhedscenter for kræftramte i København?
- Hvad var Kræftens Bekæmpelses motivation for at indgå heri?
- Hvilke fordele og ulemper ser I som privat organisation ved partnerskabet?
- Hvilke forpligtelser har I overfor hinanden, og hvordan evaluerer I
partnerskabet?
20