Mødet mellem patient og sundhedssystem - Center for Kræft ...

Mødet mellem patient og
sundhedssystem
- vejen til et vellykket
rehabiliteringsforløb?
Carina Brøchner Nees
Masteropgave, Idræt og Velfærd
Institut for Idræt
Københavns Universitet
Vejleder Laila Ottesen
Afleveringsdato: 30. maj 2008

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 2
Indholdsfortegnelse
1 INDLEDNING .............................................................................................................................. 4
1.1 BEGREBSAFKLARING ............................................................................................................. 7
1.2 UNDERSØGELSENS FORMÅL................................................................................................... 9
1.3 ”STATE OF THE ART”............................................................................................................ 11
2 TEORI OM MAGT OG STYRING ......................................................................................... 13
2.1 GOVERNMENTALITY, EN MODERNE FORM FOR MAGTUDØVELSE ........................................ 13
2.2 MAGT OG VIDEN................................................................................................................... 15
2.3 MAGT OG FRIHED................................................................................................................. 16
2.4 MAGTUDØVELSE I RELATIONEN MELLEM SUNDHEDSMEDARBEJDER OG PATIENT.............. 16
2.5 SAMMENFATNING OMKRING MAGT OG STYRING................................................................. 18
3 TEORI OM LIVSFORMER ..................................................................................................... 18
3.1 SAMFUNDETS PRODUKTIONSMÅDER OG LIVSFORMER......................................................... 19
3.1.1 LØNARBEJDERLIVSFORMEN............................................................................................................ 19
3.1.2 DEN KARRIEREBUNDNE LIVSFORM ................................................................................................. 20
3.1.3 DEN SELVERHVERVENDE LIVSFORM............................................................................................... 21
3.2 OPFATTELSER AF EN ANDEN LIVSFORM............................................................................... 21
3.3 LIVSFORMERNES FORVENTNINGER TIL DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN....................... 22
4 TEORI OM MESTRING........................................................................................................... 23
4.1 FØLELSEN AF SAMMENHÆNG............................................................................................... 24
4.2 FOKUS PÅ RESSOURCER I SUNDHEDSFREMMEARBEJDET ..................................................... 25
4.3 SAMMENFATNING OMKRING LIVSFORMER OG MESTRING ................................................... 26
5 METODE .................................................................................................................................... 27
5.1 LITTERATURUDVÆLGELSE................................................................................................... 27
5.2 FOKUSGRUPPEINTERVIEW SOM KVALITATIV INTERVIEWFORM........................................... 28
5.3 UDVÆLGELSE AF INTERVIEWPERSONER .............................................................................. 29
5.4 INTERVIEWETS UDFØRELSE ................................................................................................. 30
5.5 ETISKE OVERVEJELSER ........................................................................................................ 32
5.6 DATABEARBEJDNING ........................................................................................................... 33
6 ANALYSE................................................................................................................................... 33
6.1 AT LEVE MED EN ALVORLIG SYGDOM.................................................................................. 34
6.1.1 HVERDAGEN................................................................................................................................... 34
6.1.2 ARBEJDSLIVET ............................................................................................................................... 35
6.1.3 DET SOCIALE NETVÆRK.................................................................................................................. 35
6.2 SYGDOMMENS BETYDNING FOR LIVSSTILSÆNDRINGER ...................................................... 36
6.2.1 MOTIVATION FOR SELV AT GØRE EN INDSATS................................................................................. 36
6.2.2 STØTTE FRA SUNDHEDSVÆSENETS SIDE ......................................................................................... 37
6.3 MØDET MED SUNDHEDSSYSTEMET...................................................................................... 38
6.3.1 BEHANDLINGSSYSTEMET ............................................................................................................... 38
6.3.2 DEN PERSONLIGE KONTAKT............................................................................................................ 40
6.3.3 REHABILITERINGSINDSATSEN SOM EN DEL AF ET SAMMENHÆNGENDE FORLØB ............................. 41
6.4 MESTRING AF SYGDOMS- OG REHABILITERINGSFORLØBET................................................. 42

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 3
6.4.1 EMOTIONELLE OG PRAKTISKE MESTRINGSSTRATEGIER .................................................................. 42
6.4.2 UDNYTTELSE AF EGNE RESSOURCER .............................................................................................. 43
6.4.3 FØLELSEN AF SAMMENHÆNG ......................................................................................................... 44
6.5 LIVSFORMERNES BETYDNING FOR OPLEVELSEN AF MØDET MED SUNDHEDSSYSTEMET ..... 45
6.6 SAMMENFATNING AF ANALYSEN......................................................................................... 47
7 DISKUSSION ............................................................................................................................. 49
7.1 VALG AF TEORI .................................................................................................................... 50
7.2 VALG AF FOKUSGRUPPEINTERVIEW SOM KVALITATIV METODE.......................................... 50
7.3 VALG AF RESPONDENTER..................................................................................................... 51
7.4 UNDERSØGELSENS KVALITET .............................................................................................. 52
8 KONKLUSION .......................................................................................................................... 54
9 PERSPEKTIVERING ............................................................................................................... 56
10 LITTERATURLISTE................................................................................................................ 58
BILAG 1 INTERVIEWGUIDE
BILAG 2 BREV TIL DELTAGERE I FOKUSGRUPPEINTERVIEWET
BILAG 3 SPØRGESKEMA TIL DELTAGERE I FOKUSGRUPPEINTERVIEWET
BILAG 4 INTRODUKTION TIL FOKUSGRUPPEINTERVIEWET
BILAG 5 SAMTYKKE ERKLÆRING
BILAG 6 PRÆSENTATION AF DELTAGERNE
BILAG 7 TRANSKRIBERING AF FOKUSGRUPPEINTERVIEWET

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 4
1 Indledning
I det danske velfærdssamfund er der gennem årtier sket en gradvis ændring i befolkningens
levetid, alderssammensætning, livsbetingelser og sociale forhold, og samtidig har
teknologiske fremskridt og naturvidenskabelig forskning medført, at sundhedsvæsenets
behandlingsmuligheder er vokset betydeligt. Disse forhold har tilsammen afstedkommet et
ændret sygdomsmønster, således at tidligere dominerende sundhedsproblemstillinger som
infektionssygdomme, ernæringsmæssige og sociale forhold i dag er afløst af kroniske
sygdomme, som ofte også betegnes livsstilssygdomme. Det anslås, at mere end 1,5 millioner
danskere er ramt af kronisk sygdom, der udover at have store menneskelige omkostninger
også repræsenterer en væsentlig belastning af det danske social- og sundhedsvæsen 1 . To af de
livsstilsfaktorer, der fremhæves som værende blandt de største risikofaktorer i forhold til for
tidlig sygdom og død af kroniske sygdomme, er rygning og fysisk inaktivitet. Resultater fra
national og international forskning har vist, at livsstilsændringer særligt i forhold til kost og
motion har en positiv effekt både i forebyggelse og behandling af mange af sygdommene
(Sundhedsstyrelsen 2002:9). Der ligger derfor en stor samfunds- og sundhedsmæssig opgave i
at få tilrettelagt og optimeret indsatsen i forhold til forebyggende og sundhedsfremmende
tiltag overfor patienter med kroniske sygdomme, da kendetegnet ved disse sygdomme netop
er, at de ikke kan helbredes men i stedet må håndteres.
I Regeringens Folkesundhedsprogram ”Sund hele livet” er 8 kroniske tilstande deriblandt
kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), diabetes, kræft og hjerte/karsygdomme udnævnt til
folkesygdomme. Et af de overordnede mål i sundhedsprogrammet er, at der udvikles strate-
gier for en indsats i forhold til disse sygdomme, som ikke kun skal rettes imod primær og
sekundær forebyggelse 2 . Den tertiære forebyggelse, som fokuserer på at undgå yderligere
funktionsnedsættelse og genskabe livskvalitet og livsmod hos de mange mennesker, der
allerede har erhvervet sig en kronisk sygdom, er af lige så afgørende betydning. Den moderne
velfærdsstat forsøger således via sin sundhedspolitik at styre borgerne til at foretage
handlinger, der er gavnlige for deres helbred og dermed for samfundet. Efterhånden som der
etableres viden om hvilke faktorer, der kan have indvirkning på livsstilssygdommene, er det
med til at sætte den politiske dagsorden og udpege særlige indsatsområder i forhold til den
1
Patienter med kroniske sygdomme lægger beslag på 70-80 % af de ressourcer, der anvendes i sundhedsvæsenet
(Sundhedsstyrelsen 2002).
2
Primær forebyggelse betegner indsatsen for, at sygdom overhovedet optræder, og sekundær forebyggelse rummer indsatsen
for at finde symptomer og sygdomme i tidlige stadier for derved at afkorte sygdomsforløb eller medvirke til bedre prognose.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 5
enkelte borgers sundhed. Man kan her tale om, at den videnskonstruktion, der sker i en række
af samfundets systemer og institutioner, er med til at skabe rammerne for politisk styring eller
magtudøvelse. Magtbegrebet skal i denne sammenhæng ikke forstås som noget, nogen har
eller ejer, men som noget diskursivt der er afgørende for, hvordan vores handlemuligheder
udfolder sig.
Den 1. januar 2007 trådte den nye strukturreform i kraft i Danmark, hvilket bl.a. indebar store
ændringer på sundhedsområdet. Hovedansvaret for al ikke-specialiseret genoptræning 3 ,
forebyggelse og sundhedsfremme blev ved årsskiftet 06/07 lagt i kommunernes varetægt.
Mange steder i landet er der, i kølvandet på kommunalreformens omlægninger i forhold til
ansvarsfordeling og økonomi 4 på sundhedsområdet, kommet øget kommunalpolitisk fokus på
at optimere rehabiliteringsindsatsen 5 overfor patienter med kroniske sygdomme. Udover at
disse patientgrupper som nævnt udgør en stor samfundsøkonomisk udskrivning 6 , så kan en
kronisk sygdom for det enkelte menneske være forbundet med fysisk funktionsnedsættelse,
psykisk belastning, økonomisk og social deroute, som sætter begrænsninger i forhold til at
leve det liv, vedkommende værdsætter. Dette har betydet, at flere kommuner nu opprioriterer
sundhedsfremmende indsatser, der kan understøtte den enkelte patients kompetence til at
håndtere eller mestre sin sygdom og foretage sundhedsfremmende livsstilsændringer bl.a. ved
at udføre mere fysisk aktivitet i hverdagen.
Indsatsen i forhold til folkesygdommene skal iflg. Regeringen foregå både på struktur- og
individniveau, og det fremhæves, at den enkeltes egenindsats er vigtig for at bevare og
forbedre sundheden, og at denne egenindsats bl.a. afhænger af individets viden og handle-
kompetence (Regeringen 2002:34). Ansvarsfordelingen i forhold til sundhedsopgaven lægges
som følge deraf ud på 3 niveauer: Den enkelte borger, fællesskaberne (de hverdags-
sammenhænge vi indgår i) samt det offentlige. Dette giver dog anledning til at stille
spørgsmål som: Er det overhovedet realistisk, at det enkelte individ kan leve op til den
politiske forventning og tage hånd om egen sundhed? Hvordan hænger forskellige individers
opfattelse af sundhed sammen med de forestillinger, der hersker i velfærdssamfundet? Og
3 Med specialiseret genoptræning menes der opgaver, som kræver et samtidigt eller tæt tværfagligt samarbejde på speciallæge
niveau, eller hvor der af hensyn til patientens sikkerhed er behov for bistand fra andet sundhedsfagligt personale, som kun
findes i sygehusregi (Sundhedsloven §2,stk 4).
4 Kommunerne skal nu betale regionerne for behandling af deres borgere, når de modtager ydelser på hospitalet.
5 Rehabilitering betyder iflg. Fremmedordbogen; æresoprejsning eller genindsættelse i tidligere stilling eller værdighed.
6 De offentlige udgifter til borgere med kroniske lidelser udgør godt 145 mia. kr. årligt, hvilket svarer til ca. 80 procent af de
samlede udgifter til sundhedsvæsnet iflg. www.kroniker.dk

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 6
hvordan skal sundhedsvæsenets institutioner bygges op, hvis den enkelte borger skal tillægges
større ansvar i deres sygdoms- og behandlingsforløb, end der har været tradition for i det
tidligere paternalistiske forhold mellem sundhedsprofessionel og patient? Et løsningsforslag
kan være etablering af utraditionelle sundhedscentre med ansvaret for en tværfaglig
sundhedsfremmende indsats overfor patienter med kroniske sygdomme. Dette er bl.a. ét af
initiativerne på sundhedsområdet i Københavns Kommune, hvor der i perioden fra 2006 til nu
er oprettet tre sundhedscentre for patienter med kroniske sygdomme 7 . En af udfordringerne er
imidlertid, at der ikke findes nogen færdig evidensbaseret opskrift på, hvordan disse
kommunale sundhedstilbud bør iværksættes og forløbe. Der ligger heller ikke en klar viden
om, hvordan rollefordelingen mellem patient og sundhedsprofessionel skal være, hvis mødet
mellem dem skal optimere vilkårene for den enkeltes evne til at mestre sin sygdom.
Et vigtigt strategisk mål både i Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2006-10 og i
Regeringens Folkesundhedsprogram er at arbejde henimod lighed i sundhed, da det er et
velkendt problem, at mennesker med begrænsede ressourcer ikke opnår samme udnyttelse af
sundhedsvæsenets tilbud som de ressourcestærke. Gennem mit faglige virke som fysio-
terapeut i et kommunalt sundhedscenter, der varetager rehabilitering af kræftpatienter i
København, oplever jeg, at en stor del af patienterne faktisk er interesseret i at gøre en indsats
for at forbedre deres egen sundhed på trods af et ofte langvarigt og krævende sygdoms- og
behandlingsforløb. Men jeg møder også patienter, som enten ikke er interesseret i eller ikke
besidder de nødvendige ressourcer til at kunne ændre deres livsstil, og endelig er der også
nogle, som slet ikke ønsker at møde op og modtage information omkring de eksisterende
tilbud. Der er måske tilmed mange i den sidstnævnte gruppe, som et rehabiliteringstilbud
indeholdende bl.a. samtaler med sundhedsprofessionelle, samvær og erfaringsudveksling med
andre patienter, kostvejledning, rygestoprådgivning og fysisk træning virkelig ville kunne
gavne.
Sundhedsfremmende tiltag kan let komme til at indebære en ekspertstyring af gruppernes
adfærd, hvilket dog vanskeliggøres af, at ”udsatte gruppers forestillinger om livskvalitet og et
godt liv kan udfordre gængse normer og værdier i samfundet” (Regeringen, 2002). Der ligger
derfor en stor opgave i at få etableret tilbud, der tiltrækker borgere med forskellige ressourcer,
og som kan være med til at fastholde den enkeltes motivation for at ændre sundhedsvaner,
7 De 3 centre er: Sundhedscenter for Kræftramte, der rehabiliterer patienter med bryst-, tarm- og lungekræft, Sundhedscenter
Østerbro og Sundhedscenter Nørrebro, der rehabiliterer patienter med KOL, diabetes og hjerte/karsygdomme.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 7
uden at vedkommende gøres afhængig af den sundhedsprofessionelles konstante tilstede-
værelse. Men hvordan kan kommunerne gøre det attraktivt for patienter med kroniske
sygdomme at møde op og deltage i de forskellige sundhedsfremmende indsatser, der er
etableret? Hvad kan sundhedsmedarbejderen heri gøre for at motivere de patientgrupper, der
ikke hidtil har reageret på oplysningskampagner, informationspjecer m.v. til at spise sundt og
dyrke motion? Og kan det overhovedet lade sig gøre at påvirke mennesker til at gennemføre
adfærdsændringer efter, de er blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom, der måske tilmed
er forårsaget eller forstærket af en uhensigtsmæssig livsstil?
En af kompleksiteterne ved sundhedsfremmeindsatser er, at der både skal tages højde for den
individuelle og den strukturelle dimension. Som sundhedsmedarbejder i offentlig regi er man
ofte placeret midt imellem de to, da man som repræsentant af systemet underlægges nogle
regler og retningslinier for interventionerne. Man skal således i mødet eller kontakten med
den enkelte patient/borger forsøge at få skabt et tilbud, der både er sundhedsøkonomisk og
sundhedsfagligt hensigtsmæssig i henhold til den eksisterende viden bl.a. omkring fysisk
aktivitets virkning, og som samtidig er i overensstemmelse med patientens egne ønsker. En
stor opgave er for mig at se at få skabt en bedre sammenhæng mellem sundhedssystemets
tilbud og de forskellige ønsker og behov, der ligger hos forskellige grupper af patienter. En
anden udfordring er at få etableret en relation, hvor den nødvendige viden og de nødvendige
redskaber til en øget egenindsats kan videregives fra den sundhedsprofessionelle, samtidig
med at patientens autonomi og selvansvarlighed fastholdes. Dette fører mig frem til flg.
problemformulering:
Hvordan kan mødet med sundhedssystemet være medvirkende til at styrke patientens
evne til at mestre en kronisk livsstilssygdom, så betingelserne for et vellykket
rehabiliteringsforløb optimeres?
1.1 Begrebsafklaring
Mødet med sundhedssystemet:
I denne opgave defineres mødet med sundhedssystemet, som de kontakter mennesker med
kroniske sygdomme har med forskellige institutioner og sundhedsprofessionelle indenfor
både primær og sekundær sektor i forbindelse med behandling og rehabilitering.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 8
Kronisk livsstilssygdom:
Begrebet sidestilles ofte med degenerative kroniske sygdomme som type II diabetes, hjerte-
karsygdomme, forhøjet blodtryk og KOL, men i denne opgave dækker begrebet over en
bredere vifte af sygdomme. Argumentationen herfor er, at flere sygdomme (bl.a. forskellige
kræftformer) medfører ensartede problemer for patienterne og ensartede udfordringer for
sundhedsvæsenet. Denne opgave støtter sig derfor op ad den måde, Sundhedsstyrelsen
definerer ”kronisk sygdom” på, nemlig som en tilstand hvor en eller flere af følgende kriterier
er opfyldt:
• Sygdommen er vedvarende
• Sygdommen har blivende følger
• Sygdommen skyldes irreversible forandringer
• Sygdommen kræver langvarig behandling eller pleje
• Sygdommen kræver en særlig rehabiliteringsindsats
(Sundhedsstyrelsen 2005:31)
Rehabiliteringsforløb:
Rehabiliteringsbegrebet defineres i opgaven således:
”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger,
pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige
begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og
meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og
består af et koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats” (MarselisCentret 2004).
Der lægges i denne definition op til, at rehabilitering er et individuelt tilpasset forløb, hvor
aktørerne udover borgeren og vedkommendes pårørende også inkluderer fagfolk fra
forskellige specialer. Indsatsområderne samles under rehabiliteringsforløb i et program, der
eksempelvis kan bestå af patientundervisning, fysik genoptræning, psykosocial omsorg og
støtte til adfærdsændringer.
Forebyggelse og sundhedsfremme:
Eftersom rehabilitering af kroniske patienter har det formål at forbedre prognosen ved at
frembringe en adfærdsændring i sundhedsfremmende retning, bliver det en del af den tertiære
forebyggelse. Den primære og sekundære forebyggelses indflydelse i forhold til kronisk
sygdom vil derfor ikke blive belyst, selv om det er et meget vigtigt område. Der vil i opgaven

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 9
ikke blive skelnet hårdt mellem begreberne forebyggelse og sundhedsfremme, selv om mange
teoretikere indenfor de senere år har fremhævet diametralt forskellige betydninger af de to
begreber. For ikke at skulle indgå i en dybere diskussion vedrørende en begrebsafklaring
tages der i denne opgave udgangspunkt i følgende definition:
”I sundhedsfremmearbejdet vendes opmærksomheden væk fra sygdom og over mod sundhed.
Der fokuseres på ressourcer, handlekompetencer og mestringsstrategier frem for på risici.
Sundhedsfremmearbejdet bygger på et salutogenetisk perspektiv mens forebyggelsesarbejdet
bygger på et patogenetisk” 8 . Samtidig står, at; ”forebyggelse og sundhedsfremme indeholder
gensidigt elementer af hinanden” (Sundhedsvæsenets begrebsbase: Folkesundhed 2005).
1.2 Undersøgelsens formål
I bestræbelserne på at komme frem til et svar på opgavens problemformulering, belyses
forskellige menneskers situation, når de rammes af en kronisk sygdom og som følge deraf i en
kortere eller længere periode får brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Jeg vil med
udgangspunkt i en teoretisk litteraturgennemgang suppleret med en kvalitativ undersøgelse
omhandlende patienters oplevelser og erfaringer fra kontakten med sundhedsvæsenet forsøge
at skabe en baggrund for at forstå de barrierer, der kan opstå, når sundhedsprofessionelle i
deres arbejde tilstræber at motivere en patient til adfærdsændringer. Dette skulle gerne give
mulighed for at komme med et bud på, hvordan sundhedssystemet under hensyntagen til både
struktur- og individniveau kan yde den mest optimale behandlings- og rehabiliteringsindsats
overfor forskellige patienter med kroniske livsstilssygdomme.
Opgavens teoretiske del består først og fremmest af en afklaring af den politiske styringsform
govenmentality, der har været med til at sætte fokus på borgernes egenindsats og selvansvar fx
i forbindelse med at håndtere livet med en kronisk sygdom. Denne form for styring eller
”magt”, som bl.a. udspiller sig i statens møde med borgeren, er gennem tiden blevet behandlet
af forskellige teoretikere bl.a. Bourdieu, Goffmann og Foucault. Sidstnævnte gør i sin tilgang
til begrebet magt subjektets frihed og omdannelsesevne gældende, idet han ser på magt-
relationer som et strategisk spil mellem frie individer, frem for egentlig magt forstået som
herredømmetilstande (Dean 1999). Eftersom governmentality netop beskriver en forståelse af
magt, hvor folks ”livsprocesser” og muligheden for at kontrollere og tillempe dem medregnes,
8 Den salutogenetiske idé bygger på læren om sundhedens opståen og udvikling (Saluto=sundhed; genese=opståen,
udvikling) i modsætning til den patogenetiske idé, som bygger på sygdommens opståen og udvikling.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 10
er denne tilgang valgt til at belyse, hvad der sker i det relationelle forhold, der opstår mellem
to individer, når en sundhedsmedarbejder skal forsøge at skabe en adfærdsændring hos en
patient.
Antropologen Erving Goffman har på et tidspunkt beskrevet hospitalet som et ”samfund i
samfundet” med egne regler, normer, roller, ansvars- og magtfordeling, der er en afspejling af
det omgivende samfund (Ramhøj 1991:206). For nogle patienter vil denne orden indenfor
sundhedssystemets institutioner formodentlig opleves som tryghedsskabende, mens den for
andre vil opleves som magtmisbrug og umyndiggørende. Det enkelte individs egenopfattelse
er altså ikke nødvendigvis i overensstemmelse med, hvad politikere og sundhedsmedarbejdere
oplever som en god strukturering og planlægning. Til en differentiering af det generelle
menneskebillede har etnolog Thomas Højrup beskrevet et livsformsbegreb, som er brugbar i
forhold til at få inddraget en kulturspecifik synsvinkel frem for de traditionelle anvendte
socialgruppeinddelinger og klasseopdelinger omhandlende erhverv og indtjening. Højrup
tager ikke kun højde for menneskets tilknytning til arbejdsmarkedet, han beskriver også det
mønster, folk organiserer deres tilværelse på og dermed de kulturelle værdier, normer og
ideologier, der knytter sig til de forskellige livsformer. Jeg har derfor valgt at inddrage de
socialantropologiske inspirerede individorienterede teorier, som Højrups livsformsanalyse
repræsenterer, i forventning om at få anskueliggjort nogle af de barrierer, der med al sand-
synlighed kan opstå i mødet mellem sundhedssystemet og patienten.
Livsformerne har sandsynligvis også betydning for, hvordan folk mestrer at få en kronisk
sygdom og som følge deraf et behov for ydelser fra sundhedsvæsenet. Mestringsbegrebet er et
temmelig generelt begreb, der efterhånden anvendes indenfor mange fagområder, og som
findes i mange forskellige udlægninger med forskellig videnskabsteoretisk forståelse.
Sociolog og socialmediciner Aaron Antonovsky (1923-1994) belyser mestringsbegrebet ud
fra den betragtning, at et individs eller en gruppes måde at aktivere sine ressourcer på er
kulturspecifik og dermed forbundet med den særlige kontekst, som individet eller gruppen
indgår i. Hensigten med at inddrage Antovnovskys tilgang til mestring i opgavens teoriafsnit
er at afdække nogle af de forudsætninger, der skal være til stede for at mennesker med kronisk
sygdom kan håndtere deres situation og eventuelle livsstilsændringer. Derudover kan begrebet
også anvendes til at belyse de specifikke ressourcer og mestringspotentialer, der bør inddrages
i forbindelse med at give den enkelte patient selvansvar under sit rehabiliteringsforløb.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 11
1.3 ”State of the art”
De sundhedsinitiativer fra kommunal side, der bl.a. fokuseres på i denne opgave, sigter på at
få folk til at ændre deres aktuelle adfærd i en projiceret fremtid. Dette er en forholdsvis ny
tankegang indenfor sundhedsfremme, som er medvirkende til at føre biomedicinen ud af de
traditionelle behandlingsformer og ind i det enkelte menneskes livsførelse. Mange nyere
folkesundhedsstudier har efterhånden også formået at få flyttet fokus fra forebyggelse af
sygdomme til fremme af sundhed. Det er dog et velkendt problem, at mange mennesker ikke
efterlever de anbefalinger, der gives i sundhedsvæsenet, og at det kan være vanskeligt at
etablere succesfulde programmer til at støtte folk til livsstilsændringer. Et eksempel herpå er
Kost og Motion på Recept, som i 2007 blev evalueret i en rapport (Roessler 2007). Heri
fremgår det, at der er barrierer både i forhold til at rekruttere folk og til efterfølgende at få
dem til at ”indløse” recepten. Der er ligeledes en del, som ikke gennemfører programmet, og
andre som ikke formår at fastholde de nye livsstilsvaner med fysisk aktivitet og sund kost, når
den strukturerede træning ophører efter 4 måneder (Ibid:134). En af forudsætningerne for at
sådanne tilbud bliver succesfulde er, at man i højere grad opnår forståelse for patienternes
motivationer for og barrierer mod tiltagene.
Tidligere kvalitative undersøgelser har generelt fokuseret på én enkelt sygdomsgruppe,
hvorfor ”Enheden for Brugerundersøgelser, Region Hovedstaden” i 2007 udarbejdede en
forskningsrapport, der belyser forskellige kroniske patienters oplevelser i mødet med
sundhedsvæsenet på tværs af institutioner i primær- og sekundærsektorer. I rapporten fremgår
det, at selv om der er tale om mennesker med forskellige kroniske sygdomsdiagnoser, så
oplever de at have en række ensartede behov i deres hverdag og i forbindelse med sygdom,
behandling og rehabilitering. Undersøgelsen viser også, at mange patienter med kroniske
sygdomme kan få stort udbytte af patientrettet forebyggelse og særligt af at være mere fysisk
aktive (Enheden for Brugerundersøgelser 2007:5). Dog fremhæves det, at patienterne har
vanskeligt ved at fastholde deres ændrede livsstilsvaner, når de forhåndenværende tilbud i
sundhedssystemet ophører. Tendensen er særlig udtalt hos personer, der på forhånd ikke er
ressourcestærke (Ibid:31), hvilket vidner om, at der er behov for at medtænke de forskellige
menneskers økonomiske, sociale og arbejdsmæssige forudsætninger, når nye sundheds-
fremmende tiltag udformes. Dette er af afgørende betydning, hvis mødet mellem patienten og
sundhedsvæsenet skal medføre en langsigtet forbedret sundhedsadfærd.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 12
Sundhedsstyrelsen har i 2005 9 og 2006 10 udarbejdet publikationer til regionerne og kommu-
nerne med inspiration og anbefalinger til, hvordan sundhedsinterventioner overfor kroniske
sygdomme kan gribes an i de forskellige institutioner. Huset Mandag Morgen og Trygfonden
har også i samme tidsperiode udgivet flere debatoplæg omkring sundhed 11 , fysisk aktivitet 12
og genoptræning 13 . I disse publikationer pointeres både de borgerorienterede helbreds- og
livskvalitetsgevinster og den samfundsmæssige økonomiske gevinst, der ligger i at styrke
rehabiliteringsområdet. Det er dog ikke lykkedes, at finde publicerede undersøgelser, der
konkret undersøger, hvordan mødet eller det relationelle forhold mellem den professionelle og
det enkelte individ kan være medvirkende til at optimere betingelserne for et vellykket
rehabiliteringsforløb hos patienter med kroniske livsstilssygdomme.
Sygeplejerske og etnolog Pia Ramhøj har i sin afhandling fra 1991 ”Livsform og alderdom”
afdækket ældre menneskers forskellige måder at mestre et midlertidig sygdoms- og
rehabiliteringsforløb på gennem en empirisk undersøgelse. Hun har heri vist, at Højrups
livsformsanalyse er egnet til at anskueliggøre nogle af de forskelle, som har rod i de
uensartede produktionsmæssige og samfundsmæssige livsbetingelser, forskellige grupper i
samfundet indgår i. Selvom Ramhøjs målgruppe udelukkende er ældre mennesker i et
midlertidigt sygdomsforløb, kan der drages flere paralleller, som også gør livsformsbegrebet
anvendeligt i forhold til belysning af denne opgaves fokusområde; kroniske patienter, der skal
rehabiliteres. Det kan således bruges som et helhedsperspektiv til at reflektere over forskellige
gruppers normer og ideologier, der kan have betydning for, hvordan sundhedsvæsenets
interventioner passer ind i den enkeltes livssituation.
Nyere folkesundhedsstudier har på baggrund af udviklingen af epidemiologien og
forklaringen på forekomsten af livsstilssygdomme beskæftiget sig med både individuel
adfærd og socioøkonomiske/sociokulturelle faktorer. I de politiske folkesundhedsprogrammer
anses den enkeltes vilje og evne til at ændre adfærd derfor som en af udløserne for bedre
sundhed. Efterhånden som der er kommet øget fokus på at medinddrage patienterne og give
dem selvansvar i forhold til deres eget liv og egen sundhed, har fænomener som egenomsorg,
empowerment, selfefficacy, og mestring i de senere år været i fokus i mange undersøgelser af
9 ”Kronisk sygdom. Patient, sundhedsvæsen og samfund. Forudsætninger for det gode forløb” 2005.
10 ”Patienten med kronisk sygdom. Selvmonitorering, egenbehandling og patientuddannelse. Et idé-katalog” 2006.
11 ”Er sundhed et personligt valg? – et debatoplæg om forebyggelse i Danmark” 2006.
12 ”Fremtidens puls – et debatoplæg om fysisk aktivitet” 2006
13 ”Genoptræning – fra problem til princip” 2004.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 13
sundhedsmæssige sammenhænge. Der er ligeledes kommet flere forskellige bud på forståel-
sesmodeller for det at kunne mestre eller håndtere livet med de udfordringer, livet nu engang
giver. Torben K. Jensen og Tommy J. Joensens har i deres bog ”Sundhedsfremme i teori og
praksis” belyst, hvad det indebærer at kunne mestre dagligdagens mange forskellige
situationer. Joensen og Jensen har bl.a. taget udgangspunkt i interviews med tværfagligt
praksispersonale og i Aaron Antonovskys teoretiske udlægning af begreberne sundhed og
sundhedsfremme samt hans teori omkring mestringsbegrebet.
2 Teori om magt og styring
De sundhedsfremmeinitiativer fra kommunal side, der er fokus på i opgaven, har til hensigt at
styre folk til at ændre adfærd i sundhedsfremmende retning. Begreberne ledelse, påvirkning
og styring anvendes synonymt med magtudøvelse i det kommende afsnit, hvor der vil blive
redegjort for en måde at betragte den magtudøvelse på, som er på spil i mødet mellem den
enkelte patient og sundhedsmedarbejderen. For at belyse betydningen af begrebet magt
inddrages sociologen Mitchell Deans begrebsbestemmelse af ”Governmentality” i hans bog
af samme navn fra 1999, hvori han trækker på franskmanden Michel Foucaults analyse af
magt og styring 14 . Governmentality beskrives som en styrings- og ledelsesrationalitet, der har
befolkningen som mål, og som centrerer sig om ”at styre den enkelte til at styre sig selv”
(Vallgarda 2003b:118). Herhjemme er der i de senere år bl.a. gennem forskningsprojektet
Magtudredningen 15 arbejdet dybtgående med magtbegrebet, hvilket har afstedkommet
udgivelsen af flere bøger omkring emnet. I forhold til udarbejdelsen af denne opgave har
Signild Vallgårdas gennemgang og belysning af Foucaults governmentalityteori haft særlig
interesse, da hun udover magtrelationer også har beskæftiget sig meget med folkesundhed og
derfor formår at koble de to ting sammen. Til at belyse magten i statens møde med borgeren
inddrages desuden Nanna Mik-Meyers og Kaspar Villadsens ”Magtens former” fra 2007.
2.1 Governmentality, en moderne form for magtudøvelse
Iværksættelse af sundhedsfremmende tiltag som fx rehabilitering med det formål at udvikle
handlekompetence hos mennesker med kronisk sygdom, kan ses som et udtryk for politi-
kernes og myndighedernes omsorg for borgernes helbred. Men netop når man i forbindelse
14 En magtopfattelse, som udvikledes i Foucaults tænkning i perioden ca. 1978-84
15 Magtudredningen er et forskningsprojekt, der blev sat i gang af folketinget i 1997, og som har analyseret magtbegrebet i
det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 14
med omsorg forsøger at påvirke eller forme borgerne ved at skabe nye egenskaber og ønsker
hos dem eller ved at forstærke dem, de allerede har, er der tale om at udøve en form for magt
over den enkelte. Magtudøvelse skal i denne henseende ikke forstås negativt som ”tvang”
eller ”overgreb” men mere som et reelt ønske om at hjælpe med at skabe et bedre livsgrundlag
for den sygdomsramte. Magtudøvelsen kan altså betragtes som en positiv magt, der tilsigter at
udvide det enkelte menneskes evner og handlemuligheder via sociale magtrelationer i stedet
for autonome processer. Individets egne ressourcer er dermed blevet omdrejningspunkt for
sundhedspraksis i de nyere velfærdsinstitutioner, der tilsigter en regulering af borgerne og
borgernes handlinger ved at de subjektiveres, dvs. skabes som bestemte subjekter. Denne
forbindelse mellem politisk administration og befolkningens liv er det potentiale, der erkendes
i den moderne politiske styringskunst ”governmentality”.
Mitchell Deans sociologiske tilgang er inspireret af Foucaults introduktion af begrebet
governmentality, som beskrives vha. dobbeltbetydningen af ordet conduct (at styre og at
opføre sig) som ”conduct of conduct”(Dean 1999:31). Styring kommer dermed til at betegne
”ethvert forsøg på (med et vist overlæg) at forme aspekter ved vores adfærd i overens-
stemmelse med bestemte normsæt og med bestemte mål for øjet” (Dean 1999:43).
Governmentality kan således betragtes som en moderne liberal styringsmentalitet, der (i
modsætning til fx suverænitet) principielt altid må foregå ved, at styringen rettes mod
individers selvstyring (Mik-Meyer, Villadsen 2007:36). Statens måde at forsøge at styre sine
borgeres adfærd på, sammenlignes hos Foucault med den individualiserende magtform
pastoralmagten, som kristendommen har afstedkommet (Dean 1999:135). Pastoralmagten
retter sin ledelsesform mod en forbedring af individets indre tanker og forestillinger og
selvbevidsthed gennem udøvelse af en ”blid normaliserende disciplinering af den enkelte
med henblik på mål, som synes at ære til den enkeltes bedste” (Järvinen 2002:14). Denne
ledelsesform har oplevet reaktualisering i det moderne velfærdssamfund, hvor man som
sundhedsmedarbejder eksempelvis anvender nye samtaleteknologier i bestræbelserne på at
kunne lede den enkelte til at forbedre sin tilstand.
Et eksempel på en sådan teknologi er ”Den motiverende samtale”, som er en særlig patient-
centreret form for rådgivning. Den motiverende samtale har det formål at fremme motiva-
tionen for adfærdsmæssige ændringer ved at stimulere patienten til at analysere sine følelser i
dilemmaet mellem faktisk adfærd og helbredsmæssige ønsker. For at kunne lede gennem
sådanne samtaleteknologier, må den sundhedsprofessionelle først selv lære at styre og

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 15
fastholde samtalens fokus omkring patienten ved at begrænse egen udbredelse af
informationer og i stedet være aktiv lyttende. Den sundhedsprofessionelle må altså i sådanne
sammenhænge ”underlægge sig et regimente af strategisk tavshed eller refleksiv lytten ofte
kombineret med en afståen fra traditionel faglighed og gammeldags styringstænkning” (Mik-
Meyer, Villadsen 2007:30).
Den moderne magtudøvelse kan dermed siges at dække over to sider af styring: Den man
søger at udøve over andre, og den man udøver over sig selv. Dette kan tydeliggøres med
dobbeltord som fx disciplinering – selvdisciplinering, kontrol – selvkontrol og beherskelse –
selvbeherskelse. ”Denne kontakt mellem teknologier for at dominere andre og selvteknologier
kalder Foucault for governmentality” (Vallgårda 2003a:14). Ved selvteknologier forstås
individets arbejde med sig selv på baggrund af gode råd fra fx de sundhedsprofessionelle. Hos
mennesker med en kronisk livsstilssygdom vil man i mange tilfælde opleve, at det tidligere
ikke er lykkedes med ”selv-arbejdet”, altså med at få folk til at tage ansvar for sin egen
sundhed. Man må derfor i planlægningen af nye sundhedsfremmende tiltag tage højde for, at
det ofte kan være nødvendig at sætte ind med en mere massiv professionel støtte for at
fremme motivationen hos det enkelte individ (Järvinen 2002:14).
2.2 Magt og viden
Iflg. Foucault er magten produktiv 16 , i det den virker ved at gøre individer til bestemte
subjekter, der er i stand til at handle på bestemte måder (Mik-Meyer, Villadsen 2007:17).
Denne produktivitet indbefatter de sandheder/den viden, som mennesket er medvirkende til at
etablere. Produktiviteten retter sig mod specifikke koblinger mellem viden og magt, dvs.
mellem det at foreskrive en bestemt adfærd og det at etablere viden om de handlende
individer (Dean 1999:15). Magt og viden står dermed ikke i et eksternt forhold til hinanden,
tværtimod implicerer og forudsætter de hinanden – ingen viden uden magt, og ingen magt
uden viden! Styring i forhold til påvirke andre menneskers sundhed bygger på viden, som
normalt hentes i videnskaberne. A bruger altså sin etablerede viden om B (eller dem der
præsenterer kategorien B) til at fremdisciplinere en særlig adfærd hos B. Men B oplever det
ikke som et overgreb på sin personlige frihed, da det opleves som en del af B´s identitet.
Efterhånden som der etableres nye interventioner såsom kommunal rehabilitering, etableres
der også et område for generering af ny viden, som efterfølgende bruges politisk.
16 i modsætning til en repressiv magt, hvor A ville bruge sin magt til at forhindre B i at gøre, som B ellers ville have gjort.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 16
Videnskonstruktion skaber altså rammer for magtudøvelsen, da ”skabelse af viden er med til
at sætte den politiske dagsorden, og er altså både en forudsætning for magtudøvelse og et led
i den” (Vallgårda 2003a:12).
2.3 Magt og frihed
Magtrelationer indebærer to faktorer, nemlig at den magten udøves på er anerkendt som
handlende subjekt, og at der i magtrelationen åbner sig et mulighedsfelt af reaktioner,
virkninger og indfald. Foucault undersøger derfor ikke magten og dens anvendelser ud fra en
teori om lydighed og legitimeringsformer men ud fra frihed og omdannelsesevne, som ethvert
magtspil indebærer. ”Denne form for styring kan kun udøves på frie individer med henblik på
at forme eller sikre deres handlingsudfoldelse” (Dean 1999:11). Hermed gøres det tydeligt, at
magt kun foregår, hvor der er frihed, dvs. hvor der er mulighed for at handle, som man selv
ønsker. Denne frihed kan eksemplificeres vha. det tidligere omtale projekt ”Kost og Motion
på Recept”, hvori patienter med livsstilssygdomme tilbydes en henvisning til bl.a. fysisk
træning hos en fysioterapeut. Friheden for den enkelte ligger i, hvorvidt vedkommende vælger
at benytte sig af tilbuddet eller ej. Såfremt patienten modsætter sig anbefalingen og fravælger
træningen, så ophører sundhedsvæsenets tilbud ikke. Patienten fratages altså ikke retten til at
fortsætte med fx medicinsk behandling eller til at modtage andre offentlige ydelser. Denne
frihed skal iflg. Foucault ikke forstås således, at individerne kan gøre hvad som helst, men at
der ikke findes magt uden modstand. Mellemmenneskelige relationer indbefatter altid et spil,
og der er dermed noget uforudsigeligt over magt. Et samspil mellem professionel og patient
indebærer derfor en form for strategi, hvor man forsøger at forudgribe, hvad den anden gør.
2.4 Magtudøvelse i relationen mellem sundhedsmedarbejder og patient
Governmentality indebærer som nævnt et forsøg på rationelt at forme menneskelig adfærd
(Dean 1999:310). Magtudøvelse går således ud på at få andre til at vælge at handle ander-
ledes, end de ellers ville have gjort ved at forme deres handlemuligheder. Foucault mener, at
den moderne velfærdsstats styringsmåde kan betragtes som udtryk for governmentality, idet
den påtager sig at sikre og udvikle hver enkelt borgers sikkerhed, velfærd og sundhed. Ved at
påtage sig denne opgave får velfærdsstaten mulighed for at intervenere i individernes liv,
samtidig med at dens legitimitet bekræftes. Governmentality i staten indebærer, at styringen
udøves af agenter, som befinder sig ude i samfundet og ikke kun i toppen af statsapparatet
(Dean 1999:14). Denne form for statslig styring er som et led i strukturreformen indenfor

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 17
sundhedsfremmeområdet lagt ud i kommunernes institutioner og dermed videre ud til den
enkelte medarbejder heri. Hermed betragtes magt ikke kun som et strukturelt fænomen men
som noget, der udøves i lokale og konkrete arkitektoniske forhold og i sociale situationer
mellem mennesker.
Det, der er interessant ved Foucaults tænkning, er ikke magtudøvelsen i sig selv, men hvordan
de involveredes roller har betydning for hvilke egenskaber og selvforståelser, magtudøvelse
kan afstedkomme hos de styrede. ”For at en given magtudøvelse skal lykkes, behøver de
styrede ikke nødvendigvis at dele de styrendes mål, men den pågældende adfærd skal gøres
meningsfuld for dem” (Vallgårda 2003:124). I forhold til eksemplet omkring ”Kost og Motion
på Recept” kunne man forestille sig en patient med type II diabetes, som måske ikke ønskede
at deltage i fysisk træning, hvis formålet hermed udelukkende var at opnå pænere blodværdier
og som følge deraf en sænkning af medicindosering. Kunne man derimod i samarbejde få
opstillet et mål, der gav mening for patienten, eksempelvis at han ved at træne kunne opnå
fysik til selv at gå ned i supermarkedet og handle, eller at han kunne opfylde sit barnebarns
ønske om at spille fodbold i parken, så ville forudsætningen for fastholdelse af motivationen
sandsynligvis være større. Og den sundhedsmæssige gevinst, som er den politiske og dermed
systemrepræsentantens overordnede målsætning, ville samtidig blive opfyldt.
Magten er iflg. Foucault altid relationel, men den behøver ikke nødvendigvis at være
asymmetrisk 17 . Dette betyder, at magt ikke kan betragtes som noget, der besiddes, men noget
der udøves i relationer. Det er altså en måde ”nogle handler på nogle andre” og dermed ikke
en simpel relation mellem grupper eller individer men noget allestedsnærværende og dyna-
misk. I rehabiliteringssammenhæng vil sundhedsmedarbejderen ofte forsøge at motivere
patienten til at gøre en indsats for egen sundhed bl.a. ved at udføre mere fysisk aktivitet,
hvorfor relationen kan siges at bære præg af et magtforhold. Magten kan dog i denne optik
ikke betragtes som en dominans, den professionelle udøver over patienten, men den er
derimod et udtryk for, hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. At studere magt er
altså at studere relationer mellem mennesker og ikke mindst, hvordan disse relationer
fungerer.
17 Der vil dog i mødet mellem en sundhedsarbejder og en patient ofte være en vis grad af asymmetri, da parterne udover at
repræsentere forskellige systemer også indgår i forskellige livsformer, hvilket uddybes længere fremme i teoriafsnittet.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 18
2.5 Sammenfatning omkring magt og styring
Foucault definerer styring bredt som ”conduct of conduct” – en handling der udøves af
”selvet på selvet”. Styring indebærer i den forstand et mere eller mindre rationelt forsøg på at
forme egne og andres handlinger med begrundelse i videnskabens kategorier om, hvad de
rigtige handlinger bør indbefatte. Viden og magt er dog ikke uadskillelige, da sundheds-
fremmende interventioner overfor borgerne også genererer ny viden, som efterfølgende er
med til at sammenvæve videnskabelige diskurser med politiske programmer. Velfærdsstatens
styring af sine borgere og borgernes handlinger forsøges udført gennem institutionernes brug
af diverse magtteknologier til at styre borgerne igennem bestemte selvteknologier. Relationen
mellem sundhedsprofessionel og patient bliver derfor ikke en magt, som den ene besidder
eller ejer, men i stedet et strategisk spil mellem frie individer (Dean 1999:309), i det der altid
indgår en frihed til modmagt hos de involverede parter.
For at anvende styring som ”conduct of conduct” er det en forudsætning, at de styrede
besidder en grundlæggende frihed i deres kapacitet til at tænke og handle. Som ansat i
sundhedsvæsenet er man ikke udelukkende systemrepræsentanten, der skal forsøge at styre
andre borgere/patienter til at styre sig selv. Man er også selv underkastet forskellige former
for magt (ofte som følge af politiske beslutninger og prioriteringer), der både har indvirkning
på, hvordan man leder andre og leder sig selv. Hos Foucault er det afgørende derfor ikke,
hvem der har magten, men snarere at belyse de effekter der frembringes af magtforholdene.
Det er altså de relationer, der etableres mellem parterne i en magtproces fx i form af samtale-
teknologier, og som har til hensigt at forsøge at påvirke individernes handlinger og formning
af deres mål, handlemønstre og egenskaber, der er betydningsfulde.
3 Teori om livsformer
Til at undersøge forskellige grupper i samfundet kan flere sociologiske modeller anvendes,
hvoraf de fleste analyserer folk efter eksempelvis lønindkomst eller længden af uddannelse.
Thomas Højrups livsformsanalyse, som første gang blev præsenteret i 1983 i bogen ”Det
glemte folk”, opererer i modsætning til andre sociologiske gruppeinddelinger med, at personer
med samme uddannelse eller indkomst skal analyseres med forskellige livsformer, såfremt
man ønsker at forstå deres liv og adfærd. Teorien omkring livsformer tager altså forbehold
for, at subjektive valg er præget af eller har sammenhæng med samfundsmæssige forhold.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 19
Denne tilgang vil derfor i denne opgave blive anvendt som differentieringsbegreb til at give
en forskelsforklaring på, hvad den enkelte patient oplever som et godt rehabiliteringstilbud.
Derudover bruges livsformerne til at anskueliggøre, hvorfor der kan opstå konflikter eller
sammenstød som følge af, at det offentlige sundhedssystem standardiserer deres tilbud
uafhængig af modtageren og de forskellige livsformer, der eksisterer i samfundet.
3.1 Samfundets produktionsmåder og livsformer
Livsformsanalysen udspringer af en strukturmarxistisk udlægning af forholdet mellem
produktionsmåde og samfundsstruktur. Højrup argumenterer for, at det kapitalistiske
samfunds produktionsmåder, og især relationen mellem ejerskab af produktionsmidlerne og
arbejdsprocessens organisering, kan være medvirkende til at skabe nogle overordnede
grupperinger i den måde, hvorpå individer er beskæftiget og forholder sig til deres arbejde og
omverden. Livsformerne præger den måde befolkningsgruppers livsmønstre er indrettet på, og
de indebærer også hver deres begrebsverden, som er afgørende for, hvad folk betragter som
”det gode liv” (Ottesen, Ibsen 1999:9). Eftersom civilsamfundet er sammensat af forskellige
livsformer, kan der optræde modsætningsforhold i den måde, hvorpå det offentliges
sundhedsydelser, organisering og fordelingssystem passer ind i de forskellige livsformers
kulturspecifikke ideologiunivers.
Højrup har som udgangspunkt karakteriseret tre overordnede livsformer: Lønarbejder-
livsformen, den karrierebundne livsform og den selverhvervende livsform, der i det følgende
vil blive beskrevet nærmere. Som supplement til de 3 oprindelige livsformer har Lone Rahbek
Christensen udviklet henholdsvis en husmoder- og en baglandskvindelivsform, som bl.a.
beskrives i bogen ”Livformer i Danmark” (Christensen 1988). De forskellige grupperinger
indbefatter ikke kun ligheder i fysiske arbejdsforhold men også ensartethed i forhold til
livsstil, normer og ideologier. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om
teoretiske størrelser, hvor alting kan siges at hænge logisk og modsætningsfrit sammen.
Virkelighedsbilledet ser dog anderledes ud, da individet ikke har et rent tilhørsforhold til én
bestemt livsform men kan bære træk fra én eller flere af livsformerne (Ottesen 1993:50).
3.1.1 Lønarbejderlivsformen
Den dominerende af de to produktionsmåder, der strukturerer de vestlige samfund, er den
kapitalistiske produktionsmåde, hvori de personer, der producerer varerne, er ansat på

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 20
virksomhederne men ikke ejere heraf. Den kapitalistiske produktionsmåde udgør vilkårene for
lønarbejderlivsformen og den karrierebundne livsform. Karakteristisk for bærere af
lønarbejderlivsformen er ifølge Højrup, at de hverken ejer produktionsmidlerne eller styrer
arbejdsprocessen. De er underordnet den kapitalistiske produktionsmådes typiske
kapital/lønarbejdsforhold og har ikke noget egentligt forhold til det producerede. Solidaritet
og sammenhold er derimod vigtige egenskaber i arbejdslivet. Arbejdet har for lønarbejderen
udelukkende den funktion at gøre fritidslivet muligt og meningsfuldt, og der skelnes derfor
skarpt mellem det produktive og det reproduktive. Man sælger altså sin arbejdstid og yder
noget til gengæld for at kunne opnå noget andet (og meningsgivende) i sin fritid. Familien
udgør det overordnede interessefelt for bærere af lønarbejderlivsformen, og det meningsfulde
liv realiseres i familiens skød i fritidssfæren, som bruges til at forbruge, tage på ferie, købe
tøj/mad mv., og herigennem reproduceres rammerne for det produktive arbejde. Man kan altså
sige, at arbejdet er middel og fritiden mål i lønarbejderlivsformen (Christensen 1988:38).
3.1.2 Den karrierebundne livsform
Arbejdet er i den karrierebundne livsform funderet i lønarbejde og indgår derfor også i den
kapitalistiske produktionsmåde. Men hvor lønarbejderlivsformen typisk er tilknyttet den
fysiske produktion, er den karrierebundne livsform oftest forankret i administrativt arbejde og
ledelsesfunktioner. Den karrierebundne livsform er, modsat lønarbejderlivsformen, baseret på
specialiserede kvalifikationer og opererer inden for et hierarki, hvor avancement er muligt.
Den karrierebundne sælger ikke alene sin arbejdstid men konkrete funktioner, som kræver
specialviden, effektivitet, lederevne og samarbejdsevne. Han/hun er engageret i sit arbejde og
tager ikke det med en fast arbejdstid højtideligt. Virksomhederne konkurrerer om at få de
bedste medarbejdere, og ansøgerne konkurrerer om at få de stillinger, der giver størst
udfordring, ansvar og dispositionsfrihed (Christensen 1988:42). I denne livsform er skellet
mellem produktive og reproduktive aktiviteter ikke særlig tydeligt, og arbejdet kan betragtes
som mål, mens aktiviteterne udenfor er middel hertil. Fritiden bliver ofte anvendt på at
forbedre kvalifikationer, som er gunstige for yderligere avancement i arbejdslivet. Derfor
stiller bærere af den karrierebundne livsform ofte store krav til sig selv, ligesom de betragter
arbejdet som en mulighed for selvrealisering. Det er således vigtigt for karrieremennesket at
have så megen tid som mulig til rådighed for sit engagement i arbejdet, og familien skal
derfor helst udgøre baglandet for vedkommende og derunder repræsentere og skabe det rette
image omkring karrieremennesket (Christensen 1988:43).

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 21
3.1.3 Den selverhvervende livsform
Bærere af den selverhvervende livsform er tilknyttet den produktionsmåde, der betegnes den
enkle vareproduktionsmåde, dvs. at en række produktionsenheder hver især producerer en
enkelt type vare. Dette betyder, at ”producenten” skal kunne gennemføre en længere arbejds-
proces selv, og at han/hun selv ejer, kontrollerer og disponerer over produktionsenhed og
arbejdsindsats (Christensen 1988:32). I den selverhvervende livsform kan der ofte være tale
om en enkeltmandsvirksomhed eller en virksomhed, hvor familien indgår i produktionen.
Kendetegnene for denne livsform er iflg. Højrup, at der ikke opereres med et skarpt skel
mellem produktion og reproduktion og dermed mellem arbejde og fritid. Arbejdet betragtes
ikke som en eksplicit pligt men som en del at dagligdagen, der skal sikre en vis kontinuitet.
Mål og middel er ikke adskilt i denne livsform, som det er tilfældet i de to ovenfor beskrevne
livsformer. Virksomheden er et middel til at forblive selvstændig erhvervsdrivende, og den er
derfor et middel, der har sit eget mål, fordi målet er at have egen virksomhed (Christensen
1988:33). De sociale og familiære relationer i forbindelse med arbejdet har en fremtrædende
rolle i den selverhvervende livsform, hvor man betegner sig selv som ”fri”, fordi man selv står
med ansvaret for produktionen og dermed besidder en personlig frihed.
3.2 Opfattelser af en anden livsform
Civilsamfundet er altså iflg. Højrups teori sammensat af minimum tre forskellige livsformer,
der er forskelligartede, når det gælder sammenhængen mellem produktionsmåde,
arbejdsforhold, holdning til arbejdets værdi og skel mellem arbejde og fritid. Når en person
fra én livsforms begrebsverden skal forstå, snakke med eller tolke nogen, der har en anden
livsform, sker det ikke altid som den, der har en anden livsform, selv oplever det. Den anden
livsforms udtryk indtolkes i modtagerens egen livsform, altså i modtagerens begrebsunivers
(Christensen 1988:50). Dette skyldes, at man i sit tilhørsforhold til en livsform i en vis grad er
etnocentrisk, hvilket vil sige, at man er ”kulturblind” i sit syn på de andre livsformer. Man er
således præget af de ideologier og normer, som karakteriserer hver af livsformerne, hvilket
gør os ude af stand til at forstå de andre livsformers meningsfulde rationale og holdninger til
”det gode liv” (Ottesen 1993:49). Den teoretiske begrundelse for livsformernes kulturblindhed
er de forskellige positioner i produktionsstrukturen, der udstyrer bærere af en livsformstype
med et bestemt syn på omverdenen. Dette betyder, at mennesker ikke opfatter og forstår
begreber som fx familieliv, arbejde, krop, sundhed og sygdom entydigt, og man kan derfor let
komme til at oparbejde fordomme overfor folk, der har en anden livsform end én selv.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 22
3.3 Livsformernes forventninger til det offentlige sundhedsvæsen
De forskellige ideologier og normer, som optræder i de forskellige livsformer, kan være
medvirkende til at forklare hvorfor, der er forskellige måder at mestre en kronisk sygdom og
et rehabiliteringsforløb på. Pia Ramhøj har i sin afhandling ”Livsform og alderdom” påvist, at
livsformerne har afgørende indflydelse på menneskers reaktionsmønstre, mestringsstrategier
og på deres sociale netværksrelationer i forbindelse med et sygdoms- og rehabiliteringsforløb
(Ramhøj 1991:206-326 ). I det følgende vil resultaterne af hendes undersøgelse af ældre
menneskers måde at mestre et institutionsophold på blive brugt til at fremhæve, hvilket
forhold livsformen har til det offentliges sundheds- og omsorgssystem.
I den selvstændige livsform er kendetegnet selvstændighed og autonomi, og denne gruppe
ønsker at undgå en afhængighedstilstand af det offentlige, selv om de skulle blive ramt af
sygdom. Bærere af denne livsform forsøger hurtigt at frigøre sig fra det offentliges ofte
standardiserede tilbud og i stedet for bruge deres netværk og familier, så de ikke føler at deres
fleksible og selvstændige livspraksis indskrænkes. De stiller dermed ikke de store krav eller
forventninger til det offentliges serviceydelser men accepterer og respekterer de
professionelles arbejdsrytmer i institutionerne. I lønarbejderlivsformen er man derimod
underlagt en arbejdsmæssig situation uden den store selvstændighed og autonomi. Til
gengæld er mange præget af en socialistisk inspireret ideologi og vil gerne nyde godt af det
velfærdssamfund, som de selv har været med til at bygge op. Lønarbejderne påskønner ofte
det offentliges tilbud og ser gerne udvidelser frem for nedskæringer i det offentlige system.
Dette indebærer dog også, at de i forbindelse med et sygdoms- eller rehabiliteringsforløb kan
have tendens til at blive afhængiggjorte af de offentlige tilbud. Lønarbejderne er gode til at
tilpasse sig institutionen og dens traditionelle hierarki med professionel/patientroller, men de
vil samtidig gerne indgå i et tæt samvær og udvise solidaritet med de personalegrupper, der
har samme livsopfattelse og værdinormer som dem selv. Husmødrene, hvis hovedinteresser
har ligget på de reproduktive sfærer i hjemmet, er ikke på samme måde som mændene vant til
at begå sig i store offentlige sammenhænge og stille krav. Hun kan derfor ofte have svært ved
at finde sin rolle som omsorgsmodtager, når hun altid har været den, der skulle yde omsorg
for andre.
Mennesker med tilhørsforhold i den karrierebundne livsform er karakteriseret ved at have
indflydelse på beslutninger og på opbygning af strukturer på arbejdsmarkedet. Derfor er de

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 23
ikke indstillede på at skulle være underlagt en form for hierarki i det offentlige system, men
vil gerne være med i beslutninger og tilrettelæggelse vedrørende deres eget sygdoms- og
behandlingsforløb. Karrieremenneskerne betragter i mange tilfælde det offentlige som en
serviceinstitution, de gennem deres arbejdsliv har betalt rigeligt til, hvorfor de stiller krav om,
at det offentliges ydelsestilbud skal være i overensstemmelse med deres behov og ønsker. De
efterhiger ikke at være afhængige af det offentlige system, i det de normalvis klarer sig på
private ressourcer, og de kan opleve det frustrerende, hvis de bliver indplaceret i samfundets
offentlige rubriceringer. Baglandskvinderne har ikke helt de samme vanskeligheder som
mændene ved at tilpasse sig institutionernes ydelser, men de vil dog gerne samarbejde på
deres egne betingelser, hvilket ofte lykkes. Disse kvinder er som regel i besiddelse af en vis
selvværdsfølelse og et personligt overskud, hvilket gør dem i stand til at udnytte de ressourcer
og potentialer, der ligger indenfor systemet frem for at lade sig kue af dets til tider autoritære
forhold.
Livsformsteorien kan således tilbyde et perspektiv til at reflektere over forhold i den
velfærdspraksis, som civilsamfundet møder eksempelvis i forbindelse med et sygdoms- og
rehabiliteringsforløb. Med baggrund i deres kulturspecifikke ideologier, normer og livs-
opfattelser kan de beskrevne kategorier af livsformer bruges til at forstå hvorfor og hvordan,
nogle mennesker er forskellige fra andre og derfor stiller forskellige krav til samfundets
institutioner og de offentlige ydelser. Eftersom sundhedsprofessionelle ligesom alle andre er
etnocentriske og dermed besidder en bestemt opfattelse af, hvad ”det gode liv” rummer, er
sundhedsvæsenets institutioner ikke altid indrettet med henblik på, at patienterne bør betragtes
som mennesker med en individuel kulturel baggrund. Herved opstår der risiko for, at den
enkeltes ressourcer og mestringsevner, der netop er et produkt af den enkeltes livsform, kan
blive overset eller misforstået.
4 Teori om mestring
Evnen til og måden hvorpå man klarer tilværelsen kaldes på engelsk coping. Udtrykket bruges
til at angive, hvordan man klarer store og små hændelser i hverdagen, og hvordan man klarer
sig ud af en kompliceret eller belastende affære. Coping oversættes på dansk til ordet
mestring, som med tiden er indoptaget i den videnskabelige terminologi. Sociologen og
socialmedicineren Aaron Antonovsky introducerer en tilgang til begrebet, der i høj grad er

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 24
kulturspecifik, og han anser den kulturspecifikke socialisering og strukturering af hverdagen
for at være bestemmende for den måde, hvorpå mennesker søger at fastholde eller genetablere
deres sundhed efter en sygdoms- eller behandlingsperiode. Det vil sige, at den måde, man
tackler eller mestrer en belastningssituation på, er rodfæstet i den måde, man igennem sin
opvækst har oplevet og erfaret ens nære relationers mønstre, og i den måde man selv konkret
har gennemlevet og mestret andre belastninger på i såvel arbejds-, familie- som fritidslivet.
Antonovsky mener, at et individs eller en gruppes måde at aktivere ressourcer på er kultur-
specifik og bundet til den særlige kontekst, som individet eller gruppen indgår i.
4.1 Følelsen af sammenhæng
Læger og andre faggrupper inden for sundhedssektoren har traditionelt stillet spørgsmål om,
hvorfor folk bliver syge. Antonovsky sætter fokus på sundhed i stedet for på sygdom og
spørger, hvorfor folk (for)bliver sunde. Hans salutogenetiske idé tager udgangspunkt i, at
sygdom, konflikter og kriser (de såkaldte stressorer) 18 er uundgåelige i livet. Langt de fleste
mennesker udsættes altså for situationer livet igennem, som skal håndteres, men nogle er
bedre til at tackle dem end andre. Sunde mennesker er ifølge Antonovsky karakteriseret ved at
besidde en ”stærk følelse af sammenhæng ”19 i tilværelsen. Det vil sige, at de opfatter verden
som begribelig og kan håndtere de problemer, livet stiller dem over for og føler en mening
med livet, som for dem er værd at engagere sig i. Antonovsky definerer følelsen af
sammenhæng på følgende måde (Antonovsky 2000:37):
”Følelsen af sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker, i hvilken udstrækning man
har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse af tillid til at:
1) de stimuli, der kommer fra ens indre og ydremiljø, er strukturerede, forudsigelige og
forståelige
2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav, disse stimuli
stiller
3) disse krav er udfordringer, som det er værd at investere og engagere sig i”
Antonovskys tese går ud på, at en stærk følelse af sammenhæng ikke blot øger livskvaliteten
hos den enkelte, men at den også påvirker den fysiske og psykiske sundhedstilstand i positiv
retning. ”En person med en stærk følelse af sammenhæng vælger den mestringsstrategi, der
18
En stressor kan iflg. Antonovsky betragtes som ”et krav som et individ ikke har nogen umiddelbart tilgængelige og
automatisk tilpassede svar på”.
19
”Følelse af sammenhæng” er oversat fra det engelske begreb; ”Sense of Coherence”.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 25
ser ud til at være mest velegnet til at håndtere den stressfaktor, vedkommende står over for”
(Antonovsky 2000:154).
Personer med stærk følelse af sammenhæng er altså bedre til at håndtere stressorer og de
følelsesmæssige problemer, som stressorerne fremkalder, uden at det i større grad går ud over
deres helbred. De er endvidere bedre til at finde løsninger på problemer og bedre til at reagere
på feedback end personer med svag følelse af sammenhæng (Joensen, Jensen 2000:91). Dette
betyder, at mennesker med en stærk følelse af sammenhæng iflg. Antonovsky vil have lettere
ved at forbedre deres livsstilsvaner, hvis de oplever, at deres helbred er ved at tage skade, og
de vil ofte tidligere i forløbet opsøge hjælp og støtte fra sundhedspersonale. Folks livsvilkår 20
bestemmer ikke automatisk folks helbredstilstand, det er, hvad folk gør ved disse livsvilkår,
der er afgørende for, om de udvikler stærk eller svag følelse af sammenhæng i tilværelsen.
Derfor handler sundhedsfremme om:
”At styrke folks robusthed overfor tilværelsens stressorer ved at øge deres livsmod, livsglæde
og mestringsevne gennem en voksende følelse af sammenhæng, dvs. begribelighed,
håndterbarhed og meningsfuldhed” (Joensen, Jensen 2000:105)
4.2 Fokus på ressourcer i sundhedsfremmearbejdet
En del af det sundhedsfremmende arbejde i et rehabiliteringsforløb bliver således at fokusere
på den sygdomsramtes ressourcer og mestringsstrategier og forsøge at styrke vedkommendes
følelse af ”begribelighed”, ”håndterbarhed” og ”meningsfuldhed”. Derudover handler det om
at mobilisere de evner, der gør den pågældende person robust over for stressorer. I følge
Antonovsky kommer følelsen af sammenhæng fra forskellige læreprocesser livet igennem.
Oplevelsen af forudsigelighed lægger grunden til begribelighed, derfor er det nødvendigt at
den enkelte i sin rehabilitering får oplevelsen af at den fysiske og sociale verden ikke ændrer
sig hele tiden, men at der er nogle mønstre og rutiner, årsager og konsekvenser, man kan
forholde sig til. Den rette belastningsbalance lægger grunden til håndterbarhed, hvorfor de
krav, man eksempelvis stiller til den enkeltes selvansvar ikke må overstige vedkommendes
ressourcer. Sidst men ikke mindst vigtigt vokser følelsen af meningsfuldhed iflg. Antonovsky
først og fremmest ud af, at man er inddraget og deltager. Det meningsfulde kan desuden
opstå, når man får lov at fortælle sin historie og derved dele sine oplevelser med andre (Thybo
2003:4). Det er derfor af stor betydning, at man tænker brugerinddragelse, involvering og tid
20 Eksempler på livsvilkår: ensomhed, fattigdom, sygdom.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 26
til samtale ind som sundhedspædagogisk grundlag i mødet mellem sundhedsprofessionelle og
kroniske patienter, der skal rehabiliteres.
Læreprocesser Følelsen af sammenhæng
Forudsigelighed Begribelighed
Belastningsbalance Håndterbarhed
Delagtighed/deltagelse Meningsfuldhed
Sammenhængen mellem karakteren af læreprocesser og følelsen af sammenhæng (Joensen, Jensen 2000:89).
4.3 Sammenfatning omkring livsformer og mestring
Ramhøj påviser i sin undersøgelse, hvordan livsformen påvirker gamle menneskers måde at
mestre et konkret sygdoms- og rehabiliteringsforløb på. Patienter med kroniske sygdomme,
som ikke kan helbredes men i stedet må leves med, indgår ligeledes i forskellige livsforms-
grupper og har dermed forskellige måder, hvorpå de konkret gennemlever og mestrer en
belastningssituation. Deres reaktioner kan være logiske og forståelige, hvis vi ser det i lyset af
deres kulturelle baggrund og livsform. Det betyder dog ikke, at reaktionerne altid er hensigts-
mæssige, når de befinder sig i en situation, hvor de er afhængige af andre. Sundhedsvæsenet
er sandsynligvis ikke konsekvent i at tænke i kulturelle baner eller betragte mennesket med en
individuel baggrund, hvorfor patienternes ressourcer og reaktionsmønster ikke altid inddrages
til at opnå et bedre behandlings- og rehabiliteringsforløb. Mange ansatte i sundhedsvæsenet,
og i særlig grad beslutningstagerne indenfor det offentlige, er karakteriseret ved at indeholde
træk fra den karrierebundne livsform. Herved deler de anskuelse med mange af de personer,
der har indflydelsesrige poster i samfundslivet, og som derigennem træffer beslutninger, der
har konsekvenser for mange. Man kan således antage, at der også indgår magtpositioner i
forhold til livsformerne. Hvis det skal lykkes at få patienter med kronisk sygdom til at følge
politiske mål, må planlæggerne af behandlings- og rehabiliteringstilbudene huske at tage de
øvrige livsformer og deres eksistensbetingelser alvorligt.
Der er naturligvis flere forhold, som har indflydelse på patientens ressourcer og mestrings-
evne, og livsformsbegrebet overflødiggør derfor ikke de psykologiske forhold, de sociale
forhold, de eksistentielle forklaringer eller de biologiske/patologiske forklaringer på det at

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 27
blive ramt af en sygdom. Men det er trods alt vigtigt, at man som sundhedsmedarbejder
vænner sig til, både når der samtales med patienterne, og når der trænes med dem, at have øje
for patienternes værdinormer, ressourcer og mestringsmønstre, som de har tillært sig livet
igennem. Derudover bør patienterne ses som bærere af en kultur, der har betydning for, hvad
de oplever, hvordan de reagerer, og hvordan de klarer sig gennem et sygdomsforløb. Disse
forhold bør inddrages, når der gøres overvejelser i forhold planlægning af interventioner i de
nye offentlige institutioner. Særlig vigtig er den pædagogiske indfaldsvinkel overfor
patienten, som i højere grad end tidligere skal medinddrages, hvis han eller hun skal opleve en
følelse af sammenhæng, dvs. en følelse af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.
Både teorien omkring livsforms- og mestringsbegrebet kan altså være med til at anskueliggøre
nogle af de barrierer, der kan have betydning for om et rehabiliteringsforløb i forbindelse med
kronisk sygdom bliver vellykket eller ej.
5 Metode
5.1 Litteraturudvælgelse
For at finde frem til relevant litteratur til belysning af problemformuleringen startede jeg med
at gennemgå litteratur omhandlende livsformer, sundhedsfremme, mestring og politiske
styreformer fra Master i Idræt og Velfærds første tre moduler samt supplerende litteratur
anbefalet af vejleder. Foucaults magtbegreb governmentality har kun været kort berørt i
undervisningen, hvorfor jeg søgte efter uddybende litteratur på Bibliotek.dk, i Artikelbasen og
på Institut for Idræts Bibliotek med søgeordene: magtudøvelse, styring, politiske styreformer,
velfærdssamfund og sundhedspolitik. Herefter blev Mitchell Deans bog ”Governmentality.
Magt og regler i det moderne samfund” (Dean 1999) valgt som primær litteratur sammen
med publikationerne ”På sporet af magten” og ”Folkesundhed som politik” fra
Magtudredningen (Vallgarda 2003a, 2003b). Signild Vallgårdas bidrag til disse publikationer
vakte særlig interesse, fordi hun i sit arbejde betragter magtbegrebet ud fra et folkesundheds-
perspektiv.
Derudover er der søgt tilsvarende steder på søgeordene livsformer, sundhedsfremme, kronisk
sygdom, rehabilitering, livsstilsændringer, mestring og selvansvar for at finde litteratur, der
understøtter problemfeltet. Ud fra de fremkomne resultater blev ”Sundhedsfremme i teori og

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 28
praksis” (Joensen/Jensen 2000) og ”Livsform og alderdom”(Ramhøj 1991) udvalgt, fordi de
udover en teoretisk gennemgang også indeholder en kvalitativ empirisk undersøgelse. Der er
også søgt på forskellige sundhedsfaglige hjemmesider 21 efter publikationer omhandlende
patienter med kroniske sygdomme. Disse søgninger resulterede i kendskab til sundheds-
styrelsens materialer vedrørende kronisk sygdom (Sundhedsstyrelsen 2005, 2006), Huset
Mandag Morgens udgivelser omkring sundhed, fysisk aktivitet og genoptræning (Huset
Mandag Morgen 2003, 2006a, 2006b) samt Enheden for Brugerundersøgelsers rapport
omkring kronisk syges oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet fra 2007. Alle udgivelserne
blev rekvireret eller downloaded fra Internettet og efterfølgende gennemlæst.
5.2 Fokusgruppeinterview som kvalitativ interviewform
For at imødekomme opgavens formål om at undersøge, hvordan mennesker med kroniske
sygdomme oplever deres møde med sundhedsvæsenet i forbindelse med et sygdoms- og
rehabiliteringsforløb, anvendes den kvalitative interviewform som dataindsamlingsmetode.
Ved at anvende kvalitative interviews produceres ny viden ud fra en socialkonstruktivistisk
tankegang om, at virkeligheden hverken er objektiv eller skabt af individuelle subjekter, men
at den derimod er en social konstruktion. Begrundelsen for valget af denne metode er, at det
er en privilegeret måde at få adgang til virkeligheden set fra interviewpersonernes syns-
punkter, udfolde meningen i deres oplevelser og erfaringer og afdække de rammer, der
betinger folks forståelser og handlinger (Launsøe og Rieper 2005:129). Udover at få skabt et
dybtgående indblik i mennesker med kroniske sygdommes konkrete oplevelser, så giver
metoden også mulighed for, at interviewpersonens centrale problem- og kerneområder kan
efterfølges og uddybes. På baggrund af min egen personlige og faglige forforståelse for de
udfordringer, der ligger i sundhedsfremmende arbejde samt den teoretiske referenceramme
omkring magt-, livsforms- og mestringsbegrebet blev følgende seks undersøgelsesspørgsmål
formuleret og styrende for indsamlingen af data:
• Hvordan oplever patienterne at få diagnosticeret en kronisk sygdom, og hvilken
indflydelse har det på deres livsførelse?
• Hvordan oplever patienterne, at sundhedsvæsenet og de ansatte heri støtter de fysiske,
psykiske og sociale konsekvenser, som sygdommen kan have?
21 Se opgavens litteraturliste for nærmere uddybelse.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 29
• Hvordan oplever patienter diagnosticeret med en kronisk sygdom, at mødet med
sundhedsvæsenet hjælper dem til at håndtere livsstilsændringer?
• Hvordan kan magtudøvelse i sundhedsvæsenet være med til at styre den enkelte
patient til selv at tage ansvar i forbindelse med sygdom og rehabilitering?
• Hvilken betydning har de kulturelle forhold for den kroniske patients måde at
mestre/håndtere en kronisk sygdom og et rehabiliteringsforløb på?
• Kan der opspores livsformsspecifikke træk i forhold til den måde, hvorpå forskellige
kroniske patienter møder sundhedssystemet og dets tilbud?
Datamaterialet består af et 1½ times fokusgruppeinterview med fem patienter gennemgående
et rehabiliteringsforløb i Sundhedscenter for Kræftramte. Baggrunden for valg af fokusgruppe
er udover det tidsmæssige hensyn en overvejelse om, at metoden giver mulighed for at en
masse refleksioner på kryds og tværs, når deltagerne kommenterer hinandens udlægninger og
forhandler om dem med hinanden (Halkier 2003:30). Derudover kan deltagernes interne
forskelligheder give mulighed for, at deltagerne får spurgt ind til hinandens svar ud fra en
kontekstuel forforståelse, som man som interviewer/forsker ikke er i besiddelse af (Ibid:17).
5.3 Udvælgelse af interviewpersoner
I udvælgelsen af personer til at deltage i fokusgruppen er der gjort overvejelser i forhold til
adgang. Via min arbejdsplads var det praktisk muligt at få kontakt til patienter, der er i gang
med et rehabiliteringsforløb i forbindelse med en kræftsygdom. Selv om opgaven overordnet
omhandler forskellige kroniske patienter, så opfylder kræftpatienter i høj grad de opstillede
kriterier i Sundhedsstyrelsens definition af kroniske sygdomme, og samtidig er de ofte i
kontakt med sundhedsvæsenet på tværs af sektorer. Endvidere er mange kræftpatienter i risiko
for at blive inaktive under og efter deres sygdomsforløb og som følge deraf i risikogruppe for
at udvikle andre livsstilssygdomme. Jeg bestræbte mig på at rekruttere patienter, der varierede
fra hinanden i forhold til kræfttype, diagnosetidspunkt, behandlingstype, hvor langt de var i
deres behandlingsforløb samt hvilke rehabiliteringstilbud, de havde modtaget. Formålet
hermed var at opnå et nuanceret billede af deres konkrete oplevelser og deres forslag i forhold
til at optimere de sundhedsfremmende tiltag. Desuden ville jeg gerne have, at begge køn
skulle være repræsenteret, og at der skulle være en spredning i alderssammensætning og
variationer i patienternes erhvervsmæssige og sociale baggrund for at få så forskellige udtryk
frem som muligt. På den måde er der i udvælgelsen indlagt en grad af teoristyret strategi i

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 30
forhold til deltagernes nuværende/tidligere arbejdssituation, så evt. forskelle med relation til
livsformsbegrebet kunne undersøges.
To mænd med tarmkræft og tre kvinder heraf to med brystkræft og én med tarmkræft 22 deltog
i interviewet. Aldersspredningen var mellem 48 år og 70 år. Deltagerne havde på daværende
tidspunkt været tilknyttet et rehabiliteringsforløb mellem 2 og 12 måneder. Det var meget
forskelligt, hvor længe det var siden, deltagerne havde fået stillet deres sygdomsdiagnose,
ligesom det var vidt forskellige behandlingstyper (operation, medicin, kemo- og stråleterapi),
de havde gennemgået. Tre var fortsat i aktiv behandling for deres sygdom, mens to var
færdigbehandlet i hospitalsregi. I forsøg på at undgå at mit forhåndskendskab til patienterne
skulle få afgørende indflydelse på interviewresultatet, valgte jeg primært at inddrage patienter,
som jeg ikke fungerer som kontaktperson for og derfor ikke har haft terapeutiske samtaler
med i deres forløb i Sundhedscenter for Kræftramte. Kun en enkelt af interviewpersonerne har
jeg haft et par individuelle samtaler med på et tidligere tidspunkt i vedkommendes rehabilite-
ringsforløb. Samtlige deltagere var dog bekendt med mig som fysioterapeutfaglig person, i det
jeg indimellem har varetaget træningsseancer, som de har deltaget i. Dette kan have været
positivt medvirkende til, at samtalen forløb lettere, fordi patienterne oplevede en vis tryghed.
Netop for at deltagerne skulle føle sig trygge, valgte jeg, at lade interviewet finde sted inden-
for sundhedscentrets fysiske rammer. Hermed var alle i velkendte omgivelser og kunne føle
sig ligestillede som brugere af stedet, selv om de ikke på forhånd havde dybtgående kendskab
til hinanden.
5.4 Interviewets udførelse
I litteraturen omkring fokusgrupper beskrives tre modeller for strukturering af interviewet: En
løs model med meget få og brede, åbne spørgsmål, en stram model med flere og mere
specifikke spørgsmål og evt. øvelser indlagt undervejs og endelig tragtmodellen, som er en
kombination, hvor man starter åbent og slutter mere struktureret (Halkier 2003:43). Eftersom
formålet med interviewet var at få fokus på deltagernes egne oplevelser og erfaringer i mødet
med sundhedsvæsenet, valgte jeg sidstnævnte model. På den måde var der både plads til
deltagernes egne perspektiver og interaktion med hinanden og til at efterfølge nogle af deres
svar for en uddybning. Deltagerne var meget interesserede i at fortælle deres historie, ligesom
der naturligt opstod en god interaktion og udveksling af erfaringer de involverede imellem.
22 Sammen med lungekræft udgør tarm- og brystkræft de hyppigst forekommende kræftdiagnoser herhjemme.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 31
Interviewet blev udført ud fra en på forhånd udarbejdet interviewguide (bilag 1), som
indeholdt en skitse over de emner, jeg gerne ville have afdækket og herunder forslag til
supplerende spørgsmål, såfremt der skulle blive behov herfor. Undervejs kunne der løbende
stilles fortolkende spørgsmål for at sikre, at vi havde den samme forståelseshorisont omkring
de emner/begreber, der blev taget op.
Interviewguiden til fokusgruppeinterviewet minder om guides til det semistrukturerede
individuelle interview (Kvale 2000:133). Det betyder, at der indledningsvis stilles et par åbne
spørgsmål formuleret ud fra en deskriptiv form, der inviterer folk til at fortælle ud fra deres
egne erfaringer og forhåbentlig medvirker til at skabe en god dynamik i gruppen. Længere
nede kommer de mere målrettede tematiske spørgsmål, som er formuleret med udgangspunkt
i det teoretiske grundlag. En af fordelene herved var, at samtalen undervejs kunne styres ind
på de områder, jeg gerne ville have undersøgt nærmere ud fra den teoretiske referenceramme.
En anden overvejelse var, at interviewguiden kunne modvirke, at interviewet skulle tage
retning mod en terapeutisk samtale, som jeg ellers dagligt udfører i mit fysioterapeutiske
arbejde. I forhold til spørgsmålene vedrørende mødet med sundhedsvæsenet har jeg ladet mig
inspirere af interviewguiden fra Enheden for Brugerundersøgelser, som har været afprøvet og
tilrettet i forhold til deres 15 individuelle interviews med kronisk syge. Jeg har dog valgt at
lægge en anelse mere fokus på styrings- og selvansvarsperspektivet. I forhold til at få spurgt
ind til livsformer og mestring har jeg kastet et blik på Pia Ramhøjs spørgeguide, for også her
at læne mig op ad nogle på forhånd afprøvede interviewspørgsmål.
Det første emne om oplevelsen af sygdoms- og behandlingsforløbet er hovedsageligt taget op
for at få deltagerne til at fortælle, hvad deres sygdom havde betydet for dem og deres
livsførelse. Men samtidig var det også et ønske om at oparbejde en fornemmelse af, hvilke
træk de forskellige deltagere er bærere af i relation til livsformsteorien, så jeg havde en bedre
forståelse af konteksten for de efterfølgende udsagn. Andet emne omhandlede selve mødet
med sundhedsvæsenet og de forskellige fagpersoner heri, og eftersom det er et af fokus-
områderne i opgavens problemformulering, var det patienternes erfaringer fra mødet, der blev
prioriteret at bruge mest tid på. Deltagerne formåede da også at komme med mange
forskellige perspektiver på de oplevelser, der betød mest for den enkelte, men der dukkede
også nye perspektiver og refleksioner op inspireret af de andres fortællinger og erfaringer.
Spørgsmålene under emne tre omkring selvansvar og emne fire omkring mestringsevner tog
mere udgangspunkt i de begreber, der trådte frem i teoriafsnittet bl.a. medinddragelse og

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 32
motivation for livsstilsændringer i forbindelse med deres sygdoms- og rehabiliteringsforløb.
Intentionen hermed var at få interviewpersonernes vurdering af, om de forhold, teorien
trækker frem som værende vigtige, også opleves sådan i virkeligheden. Femte og sidste emne
gav deltagerne mulighed for at komme med forslag til, hvordan et rehabiliteringsforløb kan
optimeres. Det kunne have været godt med lidt mere tid til denne del, da der kom interessante
emner på bordet. Men forståeligt nok var energiniveauet og koncentrationen faldende efter 1½
times intensiv fokusgruppeinterview, så vi holdt os indenfor den på forhånd aftalte tidsramme.
5.5 Etiske overvejelser
I forbindelse med indsamling af empiri til undersøgelsen er der gjort en række etiske
overvejelser. Først og fremmest er alle interviewpersonerne kontaktet telefonisk for at afklare,
om de var interesserede i at deltage. På nær én enkelt person, som havde en anden aftale, var
alle interesserede i at deltage i fokusgruppen. Jeg sendte dem efterfølgende et brev (bilag 2),
hvori jeg redegjorde for hensigten med interviewet og informerede omkring de nærmere
omstændigheder. I brevet fremgik det også, at de som interviewpersoner er sikret anonymitet,
og at det fremkomne materiale kun vil blive brugt i forbindelse med udarbejdelsen af dette
masterprojekt, hvorefter optagelserne slettes. Jeg valgte at vedlægge et kort spørgeskema
(bilag 3) vedrørende deres nuværende/tidligere erhvervssituation, fritidsaktiviteter, diagnose
og deres kontakter til sundhedsvæsenets institutioner i forbindelse med deres forløb.
Inden selve interviewets udførelse blev deltagerne endnu engang briefet om undersøgelsens
og interviewets formål (bilag 4), hvorefter de blev bedt om at udfylde en samtykkeerklæring
(bilag 5) i forhold til deres indvilligelse i at blive interviewet. Samtidig blev de også informe-
ret om, at samtalen blev optaget, og at de når som helst kunne trække deres deltagelse tilbage,
hvis de ønskede det. Deltagerne startede med kort at præsentere sig selv for hinanden, hvor-
under jeg gjorde meget ud af pointere, at det var helt op til den enkelte, hvor meget han/hun
havde lyst til at fortælle omkring sit sygdomsforløb. En kort præsentation af deltagerne er
vedlagt i bilag 6. En af interviewpersonerne var nødsaget til at gå ca. 30 min. før interviewets
afslutning, da hun havde en anden aftale. Hun foreslog selv, at jeg efterfølgende kunne ringe
til hende og indhente hendes overvejelser omkring de sidste emner. På trods af afvigelsen fra
den udvalgte metode, besluttede jeg mig for at ringe hende op for at få så varierende svar som
muligt, da jeg i forvejen havde valgt en meget lille fokusgruppe.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 33
5.6 Databearbejdning
Inden analysens påbegyndelse har jeg transkriberet hele interviewmaterialet (bilag 7). Jeg
valgte selv at udføre denne proces, da det giver mulighed for at lære materialet bedre at
kende, ligesom selve analysen og bearbejdningsprocessen kan begynde i samme ombæring.
Forud for transkriberingen lyttede jeg hele materialet igennem, fordi det bringer stemninger
og tonefald tilbage, og samtidig kan det kan gøre opmærksom på noget, der måske ikke var
overskud til at observere under selve fokusgruppeinterviewet (Halkier 2003: 77). Jeg har valgt
at udskrive al tale for at være sikker på, at jeg ikke gik glip af noget vigtigt i forhold til
analysen. Enkelte steder er der foretaget små ændringer for at gøre materialet mere læse-
venligt. Det betyder, at gentagelser eller uafsluttede ikke-meningsgivende udtryk ikke er
markeret, med mindre det havde direkte indflydelse på det indholdsmæssige. Jeg har forsøgt
at tilføje mine observationer omkring betoninger og kropssprog, som jeg noterede på papir
under seancen. Stemninger, følelsesudbrud eller andre udtryk fra deltagerne er nedskrevet i
parentes (gruppen griner), kortere pauser i talen er markeret med … og længere pauser
angives med (pause). I de tilfælde, hvor deltagerne har navnangivet personer, de har mødt i
forbindelse med deres sygdoms- eller rehabiliteringsforløb, er disse blevet erstattet med
pseudonymer for ikke at kunne vække genkendelse. Deltagerne har i udskriften fået
betegnelsen ”IP” med efterfølgende nummerering fra 1-5, intervieweren er angivet med ”I”.
6 Analyse
Fokusgruppeinterviewet med de 5 patienter med erfaringer fra et behandlings- og
rehabiliteringsforløb i forbindelse med kræftsygdom har givet indsigt i, hvordan livet med en
behandlingskrævende sygdom kan være, samt hvordan kontakten med sundhedsvæsenet i den
forbindelse opleves fra patientens side. Formålet med analysen har både været at få belyst
opgavens emne ud fra de temaer, teorien har fremtrukket, og lade det empiriske datamateriale
lede frem til nye beskrivelser eller forståelser omkring emnet. Jeg har derfor valgt, at de
samme undersøgelsesspørgsmål, som udgjorde baggrunden for interviewguiden, også skulle
forme strukturen i databearbejdningen. Efter at have foretaget en grundig gennemlæsning af
datamaterialet med henblik på at danne mig et helhedsindtryk, har jeg lavet en strukturering af
det transkriberede interviewmateriale ved at inddele teksten i følgende fem hovedtemaer:
• At leve med en alvorlig sygdom
• Sygdommens betydning i forhold til livsstilsændringer

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 34
• Mødet med sundhedssystemet
• Mestring af sygdoms- og rehabiliteringsforløbet
• Livsformernes betydning for oplevelsen af mødet med sundhedssystemet
Disse hovedtemaer har genereret forskellige begreber, som både stammer fra den teoretiske
litteratur og ud fra interviewpersonernes egen begrebsverden. Som det kan forventes, er der en
del individuelle forskelle mellem de oplevelser, patienterne har haft, men interviewet viser
alligevel, at der eksisterer en række fælles træk i deres møde med sundhedsvæsenet.
Under selve analysen har jeg benyttet mig af en fænomenologisk hermeneutisk tilgang, hvor
jeg bl.a. har lavet en dekontekstualisering ved at trække dele af materialet ud af sin helhed til
nærmere betragtning og efterfølgende indsætte det i en anden kontekst (rekontekstualisering)
(Dahlager og Fredslund 2007:172). Denne nye kontekst indeholder flere perspektiver fra
opgavens teoretiske forståelsesramme men også perspektiver, der er tilstedeværende i form af
min egen forforståelse for emnet. Disse forforståelser omfatter både personlige og fysiotera-
peutfaglige aspekter, men også den erfaringsbaserede viden jeg har med fra min daglige
placering i feltet med rehabilitering af kræftpatienter. Dette betyder, at jeg i forvejen har nogle
forestillinger om, hvad der generelt har betydning for mennesker, når de rammes af en så
alvorlig sygdom som kræft, ligesom jeg har et forhåndskendskab til nogle af de forskellige
mestringsstrategier, folk anvender i deres håndtering af et sygdoms- og rehabiliteringsforløb.
Trods denne erkendelse af min forforståelse har interviewet fået gjort mig opmærksom på
andre forhold, der kan spille en rolle i forhold til mødet mellem kræftpatient og sundheds-
væsen. De fem hovedtemaer, som er blevet identificeret gennem analysearbejdet, præsenteres
i det følgende afsnit. Her vil der også blive inddraget udtalelser fra deltagerne i form af
udvalgte citater, som både gengiver stemningerne fra interviewet og eksemplificerer det
materiale, jeg har anvendt som baggrund for analysen (Kvale 1997:257).
6.1 At leve med en alvorlig sygdom
6.1.1 Hverdagen
De fleste af interviewpersonerne giver udtryk for, at deres hverdagsliv har ændret sig
betydeligt i sammenhæng med, at de har fået stillet diagnosen kræft og efterfølgende skulle
gennemgå en længerevarende sygdomsbehandling. Samtidig er kræft ligesom de øvrige
kroniske sygdomme kendetegnet ved, at man ikke bliver helbredt fra den ene dag til den

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 35
næste, hvorfor man er nødt til at finde måder at få hverdagen til at fungere med sin sygdom.
Flere af interviewpersonerne fortæller, at hverdagslivet er forandret både set ud fra et socialt
og et arbejdsmæssigt perspektiv. To af deltagerne har især følt deres situation frustrerende,
fordi behandlingen medfører, at de er begrænset i forhold til at kontrollere og planlægge deres
hverdagsliv. Den ene af kvinderne beskriver det således:
”Det tog fuldstændigt min tilværelse fra mig. Fuldstændigt, fordi det jo slet ikke ligner det liv,
jeg ellers normalt har, det jeg har nu. Det var måske nok det sværeste. Og det var også svært,
at jeg slet ikke kunne bestemme over min kalender mere. Jeg er sådan én der arbejder meget
med at lave strukturer og organisere arbejdet for andre mennesker osv. Og det at man så slet
ikke kunne bestemme over sin egen kalender mere, det var godt nok svært…”(IP3 bilag7 s.1)
6.1.2 Arbejdslivet
I forhold til arbejdssituationen er der også store ændringer, da mange kræftpatienter ofte må
være fuldt eller delvis sygemeldt i den periode, hvor de er i aktiv behandling med enten kemo-
eller stråleterapi. Et par af interviewpersonerne har følt det som et svaghedstegn, at de ikke
kunne passe deres arbejde, og de har haft dårlig samvittighed over i en periode at skulle gå
derhjemme på trods af, at de har oplevet stor støtte og opbakning fra deres arbejdsplads. En af
mændene, som er selvstændig erhvervsdrivende, beskriver derimod, at det for ham har været
bekræftende at opleve den loyalitet, personalet har vist ham og forretningen. Den ene af
kvinderne med brystkræft har i sit sygdomsforløb taget den beslutning, at hendes fremtidige
arbejdsliv ikke skal se ud, som det har gjort hidtil, hvorfor hun i samarbejde med en social-
rådgiver er gået i gang med at søge om et fleksjob. Hun siger:
”Jeg har valgt nu ikke at komme tilbage på min gamle arbejdsplads, tror jeg. Jeg er på et
plejehjem, og det er for tungt, tror jeg, både fysisk og psykisk. Jeg har også leddegigt
samtidig, og jeg må ikke få noget af det nye medicin, som har gjort, at jeg har kunnet arbejde
før i tiden”(IP4 bilag7 s.6)
6.1.3 Det sociale netværk
Det er ikke kun i arbejdsmæssig sammenhæng, at interviewpersonerne har oplevet at måtte
træffe nogle valg. To af dem antyder også, at de har været nødt til at foretage prioriteringer
forhold til deres sociale netværk. I nogle tilfælde har de måtte sætte grænser for deres
omgivelsers omsorg og interesser, der til tider havde tendens til at blive for belastende. En af
brystkræftpatienterne udtaler:

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 36
”Jeg har også sorteret ud, men jeg har også oplevet et utrolig stort netværk, det har jeg. Men
måske også nogen, der sådan skal frasorteres, fordi de næsten har givet mere, end de selv
kunne holde til. Og det forventer de så at få en hel masse tilbage for, og giver én dårlig
samvittighed…”(IP1 bilag7 s.3)
To af de øvrige deltagere oplever derimod interessen fra deres venner og bekendte som
værende meget positiv og fortæller, at omsorgen herfra er medvirkende til, at de er kommet
godt igennem i deres sygdoms- og behandlingsforløb. Et eksempel herpå er:
”Jeg fik jo den store gave, at der var så mange, der interesserede sig for mig. Så bare det
engang imellem at kunne få lov til at fortælle, om dengang bivirkningerne var slemme eller
andet. Det hjalp mig rigtig meget, bare at kunne få lov til at sige det med, at de havde sagt, at
det her ville jeg dø af… Både til mine pårørende, venner og bekendte. Det at jeg kunne sige
det lige ud af posen, det hjalp altså rigtig meget”(IP3 bilag7 s.32)
6.2 Sygdommens betydning for livsstilsændringer
6.2.1 Motivation for selv at gøre en indsats
Sygdommens betydning for beslutninger i interviewpersonernes livsførelse gælder ikke kun i
forhold til sociale relationer og arbejdssammenhænge som beskrevet ovenfor. Flere af dem
har også gjort sig overvejelser om, hvordan de vil prioritere deres fremtidige måde at leve
livet på. Fælles for mange af livsstilssygdommene inklusiv forskellige kræftsygdomme er, at
hverdagslivet kan gøres mere overkommelig, livskvaliteten kan forbedres og risikoen for
udvikling af følgesygdomme kan mindskes, hvis patienterne ændrer på deres livsstilsvaner
omkring motion (Sundhedsstyrelsen 2003:181). Flere af interviewpersonerne har som følge af
deres kontakt med sundhedssystemet forsøgt at tillægge sig nye sundhedsvaner samtidig med,
at de gennemgik behandling. Én af dem beskriver, at hun i sygdomsforløbet har fået en
”øjenåbner” for vigtigheden af, at hun ændrer sin livsstil:
”Der er mere handling, mindre sjusk og ikke så mange overspringshandlinger, synes jeg. Så
jeg mener det, jeg startede med at sige, at jeg både fysisk og psykisk har fået en bedre
livskvalitet efter min sygdom”(IP1 bilag7 s.24)
Den dimension, at man kan mærke kropslige forbedringer ved selv at gøre en aktiv indsats
kombineret med, at der er noget håndgribeligt, man selv kan råde og bestemme over i
sygdoms- og behandlingsforløbet, kan medføre at patienterne selv tager større ansvar.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 37
Antonovsky beskriver i sin teori om mestring, at såfremt der er nogle udfordringer, som er
værd at investere og engagere sig i, kan dette være medvirkende til at patienter motiveres til
gøre en indsats fx ved at forbedre deres motions- og spisevaner. En vigtig forudsætning i
denne sammenhæng er, at der er vejledning og støtte at hente fra sundhedsvæsenets side:
”Der tror jeg nok, jeg er god til at gå hen til lægerne og spørge, hvis der er noget, jeg gerne
vil vide. Men det er ikke kommet, altså jeg kan da ikke huske, at der er nogen, der er kommet
til mig for at fortælle noget. Men jeg er da også glad for, altså det har da også hjulpet på min
vægt, at jeg er kommet her (i Sundhedscentret)”(IP1 bilag7 s.26)
6.2.2 Støtte fra sundhedsvæsenets side
Flere af patienterne giver udtryk for, at de selv har skullet være opsøgende i forhold til at få
viden/information og til at finde ud af hvilke muligheder, der er for hjælp indenfor systemet.
De har også i flere tilfælde selv undersøgt og fået styr på udbudet af rehabiliteringstilbud. En
henvisning til kommunens sundhedscenter eller andre rehabiliteringssteder er således ikke en
fast rutine på flere af de sygehusafdelinger, interviewpersonerne har været i kontakt med.
Dette kan skyldes flere faktorer, fx at der er stor travlhed på sygehusafdelingerne, eller at det
kommunale tilbud til kræftpatienter stadig er forholdsvis nyt. En anden forklaring kan dog
også være, at det i mange tilfælde er svært for sundhedspersonalet at tale om personlige emner
som fx livsstil med kræftpatienter.
Mange patienter med en eller anden kronisk sygdom har dog ikke selv de fornødne ressourcer
til at indhente den viden, der ligger på området, og det er i interviewpersonernes tilfælde
heller ikke noget, deres praktiserende læger fokuserer så meget på. Det er derfor vigtigt, at
man som sundhedsfaglig person på de forskellige institutioner gør sig overvejelser omkring
sin rolle i forhold til at motivere patienter til at tage medansvar for deres egen sundhed. Man
skal helst ikke have følelsen af, at man udøver en negativ form for magt, hvor man lægger
endnu en byrde ned over hovedet på patienterne. I stedet skal man som repræsentant af
sundhedssystemet betragte det som om, at man giver dem et tilbud om hjælp og støtte til, at
de selv får mulighed for at gøre en indsats. Det er netop det, teorien omkring governmentality
fremhæver, da magtens anvendelse heri er baseret på individets frihed og egne ønsker frem
for på lydighed. En af de kvindelige interviewpersoner giver i interviewet et eksempel på
vigtigheden af, at sundhedspersonalet netop taler med patienterne om personlige ting som
sundhedsadfærd:

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 38
”En af de beslutninger jeg tog med det samme, det var, at jeg jo ville være rask! Og så måtte
jeg samarbejde omkring det, der blev sagt, så godt som jeg nu kunne. Hvis der var nogen af
lægerne eller sygeplejerskerne, som synes, at man skulle gøre noget bestemt for at blive rask,
så måtte man jo gøre det!”(IP3 bilag7 s.31)
Noget, der har betydning i forhold til at fastholde patienterne i deres livsstilsændringer på
længere sigt, er, at man tager udgangspunkt i den enkeltes situation og på baggrund heraf
rammer deres niveau i fx tilrettelæggelsen af den fysiske træning. Det er ligeledes vigtigt for
fastholdelsen af nye livsstilsvaner, at der er mulighed for opfølgning eller vejledning, når den
fastlagte rehabiliteringsperiode med struktureret fysisk aktivitet ophører:
”Jeg vil egentlig gerne fortsætte med at dyrke noget motion. Men jeg vil ikke i et fitnesscenter,
for jeg synes, de er rædsomme. Jeg vil også gerne cykle, men det får jeg jo ikke gjort om
vinteren, så et eller andet skulle man jo gøre fremover, der minder om det, vi gør i
Sundhedscentret. Så noget passende noget, som jeg får gjort!”(IP3 bilag7 s.34)
En anden betydningsfuld faktor for patienterne er, at de ikke møder alt for modsatrettede
vejledninger i forhold til anbefalingerne om, hvordan de bør leve. Hvis der ikke optræder
faste mønstre og rutiner, som umiddelbart er genkendelig for patienten kan det iflg.
Antonovsky resultere i en svag følelse af sammenhæng og dermed manglende mestringsevne
hos det enkelte menneske. Det vidner en tarmkræftpatients udsagn om, da fokusgruppen taler
om støtte fra sundhedsvæsenet i forhold til livsstilsændringer:
”Ja, altså jeg har været lidt forvirret omkring diætvejledningerne, fordi jeg tabte 15kg, og det
gjorde mig ikke det fjerneste… Men så fik jeg at vide, at jeg skulle arbejde med at spise noget
mere fed kost, og så skulle jeg lade være med at spise nogle grøntsager, og så skulle jeg gøre
det ene og det andet, så der blev jeg snotforvirret til sidst”(IP2 bilag7 s.26)
6.3 Mødet med sundhedssystemet
6.3.1 Behandlingssystemet
Interviewpersonerne havde mange forskelligartede oplevelser med sig fra deres møde med
hospitalsvæsenet, men overordnet giver de udtryk for at være tilfredse med selve den
sygdomsbehandling, de har modtaget på hospitalet. Noget af det, der møder kritik fra én af
deltagerne, som ellers er ganske tilfreds med sit forløb, er, at arbejdsgangene ikke altid virker
helt forståeligt, når de betragtes udefra. Personalets travlhed har givet ham indtryk af, at de

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 39
løber forvirret frem og tilbage, og at der i det offentlige mangler nogle ledelseskompetencer,
der går ind ændrer på disse forhold:
”Det der generede mig var, og det er måske, fordi det har sådan lidt med mit tidligere job at
gøre, at jeg kan se, der ikke er styr på det. Og det kan godt irritere mig, netop når der er
ressourceknaphed, så burde man altså bruge de ressourcer på en anden måde”
(IP5 bilag7 s.13).
En anden ting, som opleves frustrerende hos nogle af patienterne, er, hvis kommunikationen
internt i sundhedssystemet har svigtet. Et eksempel herpå er uorden i journalpapirer, fx at de
ikke er kommet frem til den rette afdeling, eller at patientjournalen indeholder misvisende og
forkerte oplysninger. En af tarmkræftpatienterne havde været ude for, at han fik at vide af en
læge, at han (patienten!) havde stomi, selvom det ikke var tilfældet. Når dette fremkalder
frustration for patienten, kan det hænge sammen med et af de forhold, som flere af deltagerne
fremhæver som værende vigtigst i et godt møde med sundhedsvæsenet, nemlig at de bliver
taget personligt og fornemmer en form for sammenhæng i deres forløb. Netop ved at
patienterne subjektiveres, kan der ifølge Foucaults teori om governmentality skabes potentiale
for at regulere deres handlinger i hensigtsmæssig retning.
”Det jeg egentlig var mest imponeret af ved Rigshospitalet, fordi jeg tænkte, at det var et
kæmpe sted, og de vidste nok ikke, hvad man hed, man var nok bare et personnummer, men
sådan er det nu ikke! Sådan føler jeg ikke, det er. Selvfølgelig kender lægerne jo så ikke én,
fordi det hele tiden er nogle nye, det er sjældent, man får den samme igen. Men så er jeg
imponeret over, på nær én gang som var en rigtig ubehagelig oplevelse, at de har altså læst
min journal”( IP3 bilag7 s.13)
Det at være ramt af en kræftsygdom har i de flestes tilfælde udløst en god behandling fra
hospitalsvæsenets side, hvor man har formået at støtte patienterne til det, de har haft ønske
om. Helt samme oplevelse har patienterne ikke, hvis de tidligere eller samtidig med deres
kræftsygdom har fejlet noget andet, og de efterspørger derfor en mere helhedsorienteret
tilgang til patienterne fra lægernes side. I flere tilfælde har deltagerne oplevet, at de selv
skulle være ansvarlige tovholdere på et sygdoms- og behandlingsforløb, hvilket kan være
ganske uoverskueligt i en situation, hvor man har det dårligt og måske tilmed er indlagt. Men
der er tydeligvis en anden opbakning fra hospitalets side, når det gælder kræftsygdom:
”Jeg fik en rigtig rigtig dårlig behandling, indtil man fandt ud af, at jeg havde kræft, det var
helt tydeligt... Så tænkte jeg; ”Nå det bliver ikke nemt, nu har jeg fået kræft, nu skal jeg være

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 40
afhængig af dem”. Men så blev det jo helt anderledes… Det er altså helt tydeligt noget med,
at de er skolet helt anderledes til at tage sig af kræftpatienter, fordi dem er det åbenbart synd
for, eller hvad det er, der sidder i det. Dem skal man tage sig godt af, men hvis man fejler
noget andet, så får man også en anden behandling”(IP3 bilag7 side 14)
6.3.2 Den personlige kontakt
En af de faktorer, interviewpersonerne lægger mest vægt på i mødet med systemet, er den
personlige kontakt med de enkelte fagpersoner, de har mødt undervejs. Oplevelsen af at blive
genkendt og have et tilhørsforhold i en tid, der ellers på mange måder kan virke kaotisk for
den enkelte, er af afgørende betydning for patienterne. Fire ud af de fem interviewpersoner
roser både Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet for at have et system, hvor patienterne bliver
tilknyttet én eller to kontaktsygeplejersker (og i enkelte tilfælde også en kontaktlæge), der
optræder som gennemgående personer under deres forløb. En af de mandlige deltagere siger:
”Jeg vil også sige, at kontaktsygeplejerskesystemet, det er med til at højne kvaliteten, det er
virkelig vigtigt!”(IP2 bilag7 s.16)
Det tyder i interviewet på, at udover genkendeligheden så er omsorgen og følelsen af at være
et individ noget af det, der gør den personlige kontakt til en af grundstenene i et godt forløb.
Den sociale relation mellem den sundhedsprofessionelle og patienten kan være medvirkende
til at fremme patientens følelse af tryghed og tillid til systemet. Det er netop disse sociale
relationer, Foucault beskriver som en moderne positiv magtudøvelse i modsætning til auto-
nome processer. En af kvinderne beskriver sin oplevelse på Rigshospitalet således:
”Fra den dag, hvor jeg kom derover, der fik jeg tildelt en kontaktsygeplejerske eller rettere
sagt to, så når den ene ikke var der, så var den anden der altid. Og et par dage efter jeg
havde været til samtale og fået at vide, at jeg havde en cancer, så ringede hun til mig og
spurgte, hvordan jeg havde det, og hvordan jeg havde fået vendt og drejet det og sådan nogle
ting. Jeg synes simpelthen… Jeg var målløs! Jeg synes, det var en fantastisk omsorg at ringe
og spørge, hvordan jeg havde det med at få at vide, jeg havde en cancer. Og jeg har været til
den samme læge hver gang, jeg har været der, det var den samme kirurg, som opererede mig,
og hver gang har én af mine kontaktsygeplejersker været der… Det har betydet UTROLIG
meget, at det var nogen, der kendte mig, og de kunne se forskel fra dag til dag”
(IP4 bilag7 s.12)

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 41
6.3.3 Rehabiliteringsindsatsen som en del af et sammenhængende forløb
Den personlige kontakt, den individuelle hensyntagen, støtte og omsorg er også det, der
tegner sig positivt i patienternes oplevelser med den kommunale rehabilitering. Interview-
deltagerne fremhæver derudover, at personalets faglighed og rummelighed både overfor
patienten og overfor de pårørende er betydningsfuldt. Flere gange nævner de også, at
tværfagligheden i Sundhedscentret er medvirkende til, at tilbudene hele tiden tilpasses de
individuelle behov og ønsker, og at der straks er nogen, der træder til og tilbyder sin hjælp,
hvis man en dag ikke har det så godt. Et eksempel på tværfaglighed giver en af kvinderne i
interviewet, idet hun beskriver diætistens rolle i at få hende til at erkende, at hun havde behov
for at prioritere sine kræfter:
”Der var det jo, som jeg siger med Sundhedscentret, det hjalp mig! Nu var det tilfældigvis,
nej, det kan jeg ikke være bekendt at sige, for jeg synes, hun er rigtig dygtig diætisten, men
hun har faktisk hjulpet mig rigtig meget. Fordi hun har jo gennemskuet, hvor skør jeg er med
hensyn til at ville på arbejde og ikke ville høre efter og forstå, at jeg ikke har de samme
kræfter, som jeg plejer at have… Det var hun rigtig god til at snakke med mig om på en
ordentlig måde. Så hun hjalp mig begge gange, jeg skulle sygemeldes, for det kunne jeg jo
ikke finde ud af. Så jeg synes, hun har gjort rigtig meget for at støtte mig!”(IP3 bilag7 s.33)
Udover tværfaglighed viser ovenstående eksempel også, hvordan patienten, vha. det begreb
Foucault kalder styringsteknologier, kan ”styres til at styre sig selv” i forhold til at tage hånd
om sin egen sundhedsadfærd. En god kommunikation og en fornuftig pædagogisk tilgang kan
altså være med til at få patienterne til selv at tage ansvar for deres sundhed på trods af, at de er
ramt af sygdom. I interviewet pointerer deltagerne også, at det er vigtigt med et anderledes
arkitektonisk miljø end det, der forekommer på hospitalet. Fx understreger de, at det virker
mere hyggeligt at komme i Sundhedscentret, og at det giver en følelse af, at man er kommet et
skridt videre, fordi den hvide kittel er afløst af personalets almindelige påklædning. En anden
vigtig ting er, at der ikke nødvendigvis skal bestilles tid i forvejen, hvis man har behov for
vejledning:
”Og hvis man lige har glemt at spørge på hospitalet om et eller andet, så har de (det
sundhedsfaglige personalet i Sundhedscenteret) så godt de nu kan, næsten også altid lige et
svar på det, man kommer med. Og det er lige meget, hvem man kommer til”(IP4 bilag7 s.20)
Herudfra kan man gøre den betragtning, at det ikke udelukkende er tværfagligt samarbejde i
den enkelte institution, men også optimeret sammenhæng og koordinering mellem de

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 42
tværsektorielle indsatser, der kan være med til at optimere patienternes oplevelser af mødet
med sundhedssystemet i forbindelse med sygdom. I henhold til deltagernes udsagn vil en
sammenhængende indsats i forhold til behandling og rehabilitering være det ideelle billede på
nye sundhedsfremmende tiltag. Deltagerne foreslår enstemmigt, at det burde ligge i udskriv-
ningspapirerne fra hospitalet, at der automatisk skulle fremsendes en henvisning til den
kommunale rehabilitering. Herved kunne man eventuelt også få skabt en brobygning mellem
sektorerne, hvor det kunne lykkes at fange nogle af de mere ressourcesvage patienter, der ikke
selv er i stand til at tage hånd om deres sundhed, og som heller ikke på eget initiativ ville
opsøge den nødvendige viden til fx at ændre nogle uhensigtsmæssige livsstilsvaner.
6.4 Mestring af sygdoms- og rehabiliteringsforløbet
6.4.1 Emotionelle og praktiske mestringsstrategier
Under interviewene kom det frem, at mange af patienterne havde oplevet psykiske nedture og
andre følelsesmæssige reaktioner som uretfærdighed og forvirring i forbindelse med at få
diagnosticeret en kræftsygdom. En enkelt af patienterne, som tidligere havde gennemgået et
andet belastende sygdomsforløb, havde derimod oplevet lettelse, da han fik diagnosen:
”Jeg er nok i den der lidt specielle situation, at jeg var lettet da jeg fik stillet diagnosen
cancer, fordi jeg havde været igennem nogle sygdomsforløb… De gav mig den besked derude;
”Vi kan ikke erklære dig rask, for vi ved ikke, hvad du har fejlet” - og det er jo ikke så sjovt…
Så for mig var det lidt af en lettelse, at der nu var noget at tage fat på”(IP5 bilag7 s.3)
Bortset fra dette eksempel var den umiddelbare følelse hos patienterne hovedsageligt, at de
selv stod uden indflydelse på sygdommen. Efterhånden har videnskaben dog slået fast, at man
som patient netop selv kan få indflydelse på behandlingsforløbets udvikling og på livskvalite-
ten ved at forbedre sine sundhedsvaner. Det er da også de erfaringer patienterne i interviewet
selv trækker frem i beskrivelserne af den måde, de undervejs har lært at håndtere sygdoms-
forløbet på. De mestringsstrategier, som interviewpersonerne har anvendt, har været både
emotionelt og praktisk orienteret. I forhold til det emotionelle plan beskriver de først og
fremmest, at de har fået en øjenåbner til at se andre sider af tilværelsen og haft tid til at tænke
og gøre op med dem selv, hvad de vil prioritere fremover. Et eksempel herpå:
”Og jeg har fået tænkt nogle tanker, som jeg ikke har gjort før, og jeg har fået gjort op med
mig selv ligesom - hvad jeg gider mere! Altså hvis det her, det går godt, så gider jeg sgu ikke

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 43
og knokle mig selv røven ud af bukserne mere. Det gør jeg ikke, og der er ikke nogen, der
takker mig bagefter”(IP4 bilag7 s.6)
For at opnå selvbestemmelse i deres dagligdag har deltagerne på det mere praktiske niveau sat
sig nogle mål for den indsats, de selv var i stand til at gøre. Flere af dem forklarer, at de
gennem rehabiliteringsindsatsen fik øjnene op for, at de selv kunne bidrage til at få det bedre
under deres kemo- og strålebehandling. Denne medindflydelse var en vigtig motivationsfaktor
for selv at gøre en indsats:
”Ja, det at få indflydelse på ens eget liv igen, ikke. Nu er det ikke længere lægen, der siger;
”På onsdag skal du opereres, og på fredag begynder du på stråler og kemo” eller sådan et
eller andet. Der har man jo ikke kunnet sige; ”Det vil jeg ikke, det vil jeg hellere om
torsdagen”. Altså, man har ligesom mistet sin kalender, man har sgu bare måtte gå ind på
deres datoer. Der synes jeg, det her er noget andet. Man vælger selv at gå herind, og man
vælger at gå til gymnastik osv. Der har man selv ligesom bestemt og sagt, at det her vil jeg,
det her tror jeg er godt for mig eller sådan et eller andet”(IP4 bilag7 s.22)
6.4.2 Udnyttelse af egne ressourcer
For at kunne vende en sygdomssituation til noget positivt og få udnyttet sine egne ressourcer
hensigtsmæssigt bekræfter flere af patienterne Antonovskys teoretiske antagelse om, at man
bruger de livserfaringer, man har med sig fra tidligere. Et eksempel herpå er en af de mand-
lige patienter, der tidligere har dyrket meget idræt, og som nu modarbejder sin træthed og de
øvrige bivirkninger til kemobehandlingen ved, at han en gang om ugen deltager i den fysiske
træning i Sundhedscentret og to gange om ugen går til gymnastik andetsteds. Motivationen til
sin motionsstrategi fik han bl.a. gennem en radioudsendelse omhandlende en kvinde, der efter
en længerevarende behandling for lymfekræft havde besluttet sig for at bestige Mount
Everest:
”Så tænkte jeg; ”Når dét kan lade sig gøre, såh…”! Og det er helt tydeligt, at det er det, der
gør, at jeg har det meget bedre nu. Det er noget, jeg tror, men jeg føler det også. Så jeg har
lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kommer ned og træner i dag”(IP5 bilag7 s.25)
En anden fortæller også, at hun har gjort sig mange tanker i forhold til, hvordan hun ville
håndtere sygdommen overfor familien. Hun brugte i den forbindelse nogle ubehagelige
oplevelser og erfaringer fra sin fars sygdom og død tilbage i 2004:

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 44
”Så dengang jeg blev syg, der tog jeg, samtidig med det at ville samarbejde, også den
beslutning, at jeg ville forsøge at gøre det på en anden måde for mig selv og mine pårørende.
Så de frygtelig grimme erfaringer, jeg har med, dem synes jeg selv, jeg har fået vendt til noget
positivt, og det har hjulpet mig rigtig meget”(IP3 bilag7 s.31)
For at kunne udnytte tidligere erfaringer til noget handlingsorienteret og sundhedsfremmende
i forbindelse med en sygdom er det ud fra Antonovskys mestringsteori vigtigt, at sundheds-
personalet tænker brugerinddragelse og deltagelse ind. Derudover er det også af stor betyd-
ning, at der prioriteres tid til samtale, så patienterne kan fortælle om deres situation og på den
baggrund få den nødvendige støtte fra de professionelles side. Kvinden siger i forlængelse af
ovenstående:
”Jeg har jo ikke haft nogen, der sådan har fortalt mig, hvordan jeg skulle gøre det, som
udgangspunkt i hvert fald. Jeg har selv bestemt det, men der har da været nogle situationer,
hvor det var helt afgørende, at der var nogen, jeg kunne vende det med. Og selvfølgelig kunne
det her heller ikke… Altså, jeg synes selv, jeg har haft sådan et positivt forløb, og det er da
ikke noget, jeg helt selv har kunnet”(IP3 bilag7 s.32)
6.4.3 Følelsen af sammenhæng
Man kan opsamlende sige, at interviewdeltagerne ud fra Antonovskys begrebsdefinition har
oplevet en voksende ”følelse af sammenhæng”, hvilket har medvirket til, at de har mestret de
stressfaktorer, der kan opstå som følge af en kræftdiagnose. Følelsen af begribelighed,
håndterbarhed og meningsfuldhed er ud fra teorien afgørende for, at det bliver muligt at få
skabt en følelse af sammenhæng for det enkelte individ. Det er dog ikke umiddelbart de
følelser, der knytter sig til den situation at blive diagnosticeret med en kræftsygdom, men det
er tilsyneladende noget, der kan opbygges med tiden ved hjælp af sundhedsvæsenets indsats.
Begribelighed er i flere af deltagernes tilfælde skabt ved, at der har været nogle faste kontakt-
personer indenfor systemet og nogle faste holdepunkter, der har været forudsigelige i
sygdoms- og behandlingsforløbet. Håndterbarhed er opnået ved, at de selv har kunnet yde en
indsats for at få det bedre, og at der ikke er blevet stillet større krav til fx den enkeltes fysiske
formåen, end vedkommende har haft ressourcer til. Sidst men ikke mindst har patienterne
oplevet meningsfuldhed, når de selv har haft medindflydelse på beslutninger undervejs i deres
forløb.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 45
6.5 Livsformernes betydning for oplevelsen af mødet med
sundhedssystemet
Selv om interviewpersonerne overvejende nåede til enighed omkring mange af de emner, vi
var omkring i fokusgruppen, er der alligevel nogle forskelle i deres oplevelser, der kan
udspringe af de forskellige livsformstræk, som deltagerne kan analyseres ud fra. Det var især
tydeligt, at personerne med træk fra den karrierebundne livsform var vant til at have ind-
flydelse og struktur på beslutninger i deres dagligliv, hvilket også pointeres i Ramhøjs
undersøgelse omkring livsformer. Manglende selvbestemmelse i hverdagen blev af
patienterne oplevet som frustrerende, ligesom manglende medbestemmelse i forhold til
sygdomsbehandlingen gjorde. Ramhøj fastslår også, at karrieremenneskerne ofte tillægger
lægerne og særligt overlægerne stor autonomi.
En af interviewpersonerne nævner også et par gange, at han har rådført sig med sin svoger,
der er overlæge, og at det har haft stor betydning, hvilken læge han har mødt i systemet. Han
udviser derudover stort initiativ og er helt velinformeret omkring de muligheder, der er for at
få indflydelse på behandlingsforløbet:
”Jeg føler faktisk, jeg har haft mere indflydelse på hospitalets rytmer, fordi bl.a. fik jeg dem
til at lægge kemoen sådan, at jeg får taget blodprøver om tirsdagen og selve kemoen om
onsdagen, for så kan jeg deltage i gymnastikken her om tirsdagen. Så derfor sagde jeg til den
læge, jeg nu i øvrigt har set to gange; ”Jeg synes egentlig, at det her er ressourcespild for
Jer, og det er også træls for mig, at jeg kommer herud hver 14. dag og bliver sendt hjem igen.
Er det ikke bedre, at vi bare laver en aftale om, at jeg kom hver 3. uge i stedet for?” Og så
siger han, at det argument, kunne han da godt købe” (IP5 bilag7 s.22)
Den anden mandlige deltager, som er selvstændig erhvervsdrivende, er heller ikke vant til at
andre tager beslutninger for ham. Han har derfor under sit forløb selv taget initiativ til at få en
henvisning til et ophold på Rehabiliteringscenter Dallund. Derudover har han i sit møde med
systemet udvist stor forståelse for personalets travlhed, hvilket er tydeligt i denne dialog
(bilag 7 s.11) mellem de to mandlige interviewpersoner, som har forskellige opfattelser af
arbejdsgangene indenfor hospitalet:
IP5:” Men der må være noget manglende ledelseskompetence i det der, det kan ikke være
rigtigt, at man skal fare sådan rundt, men ja okay…”
IP2: ”Altså først og fremmest bliver man desværre nødt til at tage højde for som patient eller
have den viden, at de har 1200 ubesatte stillinger på Rigshospitalet…”

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 46
IP5: ”Men det bliver jo ikke bedre af, at de ligger og farer forvirret rundt mellem hinanden”.
IP2: ”Nej, men der er jo en årsag til, at de farer forvirret rundt, altså der mangles 1200!”
Udover at vise sin sympati med sundhedspersonalet, giver den selvstændige også sin mening
til kende omkring det politiske spils indblanding i måden, sundhedsvæsenet kører sin
”virksomhed” på. Dette kan analyseres ud fra den antagelse, at han er vant til at det politiske
system stiller krav, som kan gøre det vanskeligt at drive forretning/virksomhed.
”Jeg er gået ind i en meget aktiv politisk kritik af de politiske ønsker om at påvirke
sundhedssystemet, både at gøre det til en privatiseret forretning… Og generelt gør man sådan
set, hvad man kan for at nedgøre det offentlige sundhedssystem for at få en anden politisk
dagsorden indenfor området, det har jeg da opdaget. Og der er en del årsager til, at det
offentlige system nogle gange ikke fungerer, det skyldes simpelt hen de politiske krav om, at
det skal privatiseres. Og det er stærkt belastende, at man fra politisk hold spiller ping pong
med vores helbred på den bekostning”(IP2 bilag7 s.7)
Hos de to kvinder, der bærer træk fra lønarbejderlivsformen, har arbejdet haft noget mindre
betydning for deres livskvalitet, end tilfældet var hos den selvstændige og hos karriere-
menneskerne. Den ene kvinde var pga. en anden sygdomsdiagnose i forvejen tilkendt
førtidspension, mens den anden havde besluttet sig for ikke at vende tilbage til sit nuværende
job. Sidstnævnte har i øvrigt en særlig vinkel på mødet med sundhedsvæsenet, da hun selv er
ansat i systemet. Derfor står hun som patient pludselig på ”den anden side” og betragter dét,
hun selv er en del af med andre øjne:
”For mig har det også været en øjenåbner at være patient. Altså, det burde være indlagt i ens
uddannelse, når man har med mennesker at gøre af den ene eller anden art, at man fik en
(siger det med forsigtighed)”lille uskyldig” sygdom, så man blev lagt ned, og fandt ud af,
hvordan det var at ligge der og være afhængig” (IP4 bilag7 s.30)
En af de kvindelige lønarbejdere har været tilknyttet rehabilitering i Sundhedscentret i ca. 12
måneder, hvilket bekræfter Ramhøjs iagttagelse af, at bærere af denne livsform kan havde
tendens til at blive afhængiggjorte af det offentlige tilbud. I deres møde med sundhedsvæsenet
udviser de begge stor solidaritet med og respekt overfor det sundhedspersonale, som har
nogenlunde samme position i arbejdssammenhæng, som de selv har/havde. Udover disse
fagpersoner har deres nærmeste venner og familie har haft stor betydning for deres forløb:

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 47
”Altså, jeg vil sige, at jeg har været heldig, at jeg har en søster, der arbejder på
Rigshospitalet på onkologisk afdeling i forvejen, godt nok ikke på brystafdelingen. Men jeg
tror da også nok lidt, fordi at blive sat i en situation, når man er syg, så er det sådan lidt, jeg
syntes ikke rigtig, at mine tanker nåede ordentlig ned at bundfælde sig hele tiden. Og hvis jeg
ikke havde haft min søster til at tage mig lidt i nakken og sige; ”Kom det er den her vej, nu
gør vi sådan”, så havde jeg da også været sådan lidt lost” (IP4 bilag7 s.21)
Højrups livsformsteori med hensyntagen til menneskers forskellige ideologier og normer, kan
være med til at tydeliggøre, at der forekommer variationer i måden at mestre et sygdoms- og
behandlingsforløb på og i måden at opfatte ”det gode liv” på. Selv om der i store træk er
lighed i interviewpersonernes måde at møde systemet på, så er der nogle afvigelser, som kan
være med til at påpege vigtigheden af en institutionaliseret individualitet og fleksibilitet i
sundhedsvæsenets tilbud til patienter med kroniske sygdomme.
6.6 Sammenfatning af analysen
Interviewundersøgelsen giver indblik i mennesker med kræftsygdoms oplevelser i mødet med
sundhedssystemet. Den bygger på patienternes egne erfaringer og giver deres perspektiv på,
hvordan sundhedsvæsenet bedst kan støtte og hjælpe dem til en bedre hverdag med deres
sygdom. Overordnet giver undersøgelsen indtryk af, at interviewpersonerne generelt er
tilfredse med sundhedsvæsenet, men at der på nogle områder også er plads til forbedringer. Et
af de problemområder, der trækkes frem i undersøgelsen, er mangelfuld kommunikation og
koordinering mellem sektorerne, hvorfor patienterne oplever, at de selv må være tovholdere
på deres sygdomsforløb. Flere af interviewpersonerne har selv været opsøgende i forhold til at
få viden omkring deres sygdom, og de har også selv skulle holde styr på udbudet af rehabili-
teringsmuligheder. Sundhedspersonalet på hospitalet og de praktiserende læger har ikke
automatisk taget emner som hverdagsliv og livsstilsvaner op med patienterne, hvilket i nogle
tilfælde kan begrundes med travlhed i systemet.
En anden årsagsforklaring kan dog også være, at sundhedspersonale ofte føler, at når de
trækker personlige emner ind i en samtale, så kan det fortolkes som manglende tillid til folks
eget selvansvar. Opfordringer til livsstilsændringer kan derfor give den ansatte en negativ
følelse af magtudøvelse overfor patienten. Ved at få lavet en strukturering, hvor der bliver
skabt en bedre sammenhæng mellem den primære og den sekundære sektors indsatser, vil det

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 48
sandsynligvis forekomme mere naturligt at tale med patienterne om livsstilsvaner og støtte op
omkring forandringer heraf. En anden gevinst vil muligvis også være, at det kan være med til
at forbedre betingelserne for at fange nogle af de mindre ressourcestærke personer og hjælpe
dem på vej til en bedre sundhedsadfærd. Struktur, koordinering og personlig kontakt med
gennemgående fagpersoner er ud fra interviewpersonernes oplevelser i mødet med sundheds-
systemet noget af det vigtigste i forhold til at skabe tryghed og tillid til systemet, og samtidig
er det noget, som supplerede min egen forforståelse for emnet.
I interviewpersonernes tilfælde har omlægning af livsstilsvaner særligt i forhold til fysisk
aktivitet givet dem mere energi og livskvalitet, fordi der er nogle faktorer, de selv har haft
indflydelse på i forhold til deres sygdom. Derfor er det vigtigt, at patienterne opfordres,
vejledes, motiveres og støttes til livsstilsændringer fra sundhedsvæsenets side, også selv om
det drejer sig om mennesker diagnosticeret med en alvorlig sygdom. Såfremt de forskellige
sundhedsfremmende tiltag skal resultere i, at patienternes evne til at mestre deres sygdom
forbedres, er det nødvendigt med en vis fleksibilitet fra sundhedsvæsenets side. Hermed kan
tilbudene tilpasses den enkeltes behov/ønsker, så det bliver muligt at udnytte de individuelle
fysiske og psykosociale ressourcer. Det er derfor ikke formålstjenligt, at man indenfor sund-
hedssystemet udelukkende satser på at lave standardiserede evidensbaserede patientforløb,
hvori der ikke er plads til at tage højde for de livsformsbetingede værdier og normer, det
enkelte individ har med sig i sin bagage. De pårørendes deltagelse spiller også en stor rolle for
måden patienter kommer igennem et sygdomsforløb på, hvorfor det er nødvendigt at inddrage
pårørende og vejlede dem i forhold til, hvordan de bedst støtter op om den sygdomsramte.
På baggrund af den kvalitative interviewundersøgelse tyder det altså på, at mennesker med en
kronisk sygdom, som det ser ud på nuværende tidspunkt, har mulighed for at modtage hjælp
til at ændre livsstil og til at tage ansvar i forbindelse med deres sygdom. Det kan dog også
konstateres, at nogle patienter ikke får den nødvendige information, motivation og opbakning
fra sundhedssystemets side, der skal til for at kunne håndtere problemer opstået i forbindelse
med et sygdoms- og behandlingsforløb. Dette kræver ifølge interviewpersonernes udtalelser,
at patienterne selv besidder de fornødne ressourcer til at være opsøgende i forhold til at skaffe
sig viden og til at få styr på hvilke muligheder og tilbud, der findes i forhold til rehabilitering.
Undersøgelsen viser, at flere af interviewpersonerne på et tidspunkt i deres forløb har oplevet
fysiske og psykiske reaktioner som træthed, frustration, nedtrykthed, manglende overskud og
magtesløshed, hvilket har stor betydning i forhold til deres hverdag. Dette kan resultere i, at

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 49
mange patienter ikke selv magter at bede om hjælp, hvilket betyder, at de ikke får glæde af
sundhedsvæsenets eksisterende tilbud. Der er således perioder, hvor patienterne oplever
nedture i forbindelse med deres sygdom og derfor har behov for, at sundhedsvæsenet går ind
og tager et større ansvar for deres forløb. Såfremt den politiske målsætning om at styre folk til
selv at tage ansvar i forbindelse med en kronisk sygdom skal imødekommes, må der kigges
nærmere på organiseringen og strukturen i sundhedsvæsenet.
Hvordan det præcis skal implementeres i praksis, giver nærværende undersøgelse ikke
mulighed for at svare på. Der lægges dog fra interviewpersonernes side op til, at hvis man i
sundhedsvæsenet bliver bedre til at betragte mennesket ud fra en holistisk synsvinkel og får
oparbejdet en bedre integration af de tværsektorielle indsatser overfor patienter med kroniske
sygdomme, så vil man være et skridt på vejen mod et mere optimeret og sammenhængende
forløb. Her skal det dog tilføjes, at selv om det kan give nogle barrierer, at systemet fungerer
med specialeopdelinger, så nævner interviewpersonerne samtidig, at de sætter pris på det
kompetente sundhedspersonale, der findes i de specialiserede afdelinger. Det er på baggrund
af undersøgelsen heller ikke muligt at komme med en nøjagtig opskrift på rollefordelingen
mellem patient og sundhedsprofessionel, eftersom der er mange individuelle forhold at tage
hensyn til. Men såfremt den enkelte sundhedsprofessionelle besidder kompetencer som
omsorg og intuition og ikke mindst mod til at tale med patienterne omkring svære emner og
støtte op herom, kan det tilsyneladende være med til at skabe en tillidsfuld kontakt. Dette
betragter jeg som en oplagt mulighed for at styrke den enkeltes selvansvar og mestringsevne i
forbindelse med deres sygdoms- og behandlingsforløb, frem for de tidligere paternalistiske
læge/patient relationer.
7 Diskussion
Ud fra en metodisk betragtning har valget af en kvalitativ undersøgelse betydet, at mennesker
med en kræftsygdom har haft mulighed for at fortælle med egne ord, hvordan de har oplevet
hverdagen med en kronisk sygdom og mødet med sundhedsvæsenet. Styrken ved kvalitative
undersøgelser er generelt set, at der kan fremkomme nye indsigter i et emne, samtidig med at
eksisterende problemområder kan uddybes. Svagheden ved metoden er, at det ikke er muligt
at generalisere de udvalgte interviewpersoners udtalelser til større befolkningsgrupper. Der er

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 50
også nogle svagheder ved denne undersøgelse specifikt, som jeg i de følgende afsnit vil
forsøge at forholde mig kritisk til, inden opgavens problemformulering besvares.
7.1 Valg af teori
Formålet med teoriafsnittet i denne opgave har været at skabe en teoretisk referenceramme,
der dels skulle danne den nødvendige baggrundsviden og dels skulle skabe et afsæt for
analysen. Det har derfor ikke været hensigten at lave en kritik af de udvalgte teorier, men i
stedet bruge dem anvendelsesorienteret. Valget af teori har bestemt ikke været udtømmende,
idet andre relevante teoretikeres tilgang til emnet og bidrag til begreberne kunne være trukket
ind, hvilket ville have medført en anden vinkel til belysning af emnet. Jeg mener dog, at de tre
udvalgte teorier om magt, mestring og livsformer har givet god mulighed for at skabe et
samspil mellem teori og empiri, der kan bevirke nye forståelser i forhold til mødet mellem
patient og system. Inddragelsen af tre teoretiske tilgange har betydet, at det ikke har været
muligt at gå helt i dybden med dem hver især, men det mener jeg heller ikke har været
nødvendigt for at opfylde opgavens formål. Det har alligevel været muligt at belyse forskel-
lige menneskers situation, når de rammes af en kronisk sygdom og opnå forståelse for nogle
af de barrierer, der kan opstå, når sundhedsprofessionelle forsøger at motivere patienter til at
foretage livsstilsændringer.
7.2 Valg af fokusgruppeinterview som kvalitativ metode
Som empirisk grundlag valgte jeg at udføre et fokusgruppeinterview, som tog udgangspunkt i
en semistruktureret interviewguide udarbejdet på baggrund af den valgte teori. I stedet kunne
jeg have valgt et helt åbent interview med en ren fænomenologisk tilgang, hvor den afgørende
virkelighed fastsættes ud fra interviewpersonernes egne oplevelser og perspektiver på verden.
Hvis jeg derimod havde haft ønske om mere præcise svar i forhold til opgavens teoretiske
begreber kunne en mere lukket og faststruktureret spørgeform have været anvendt. Jeg mener
dog, at den halvåbne metode gjorde det muligt både at efterkomme ønsket om at få indsigt i
deltagernes oplevelser og erfaringer og få dem til at reflektere over nogle af de teoretiske
forståelser omkring opgavens emne.
Under interviewets udførelse viste det sig også, at det var forholdsvis let at få deltagerne til
frit at fortælle om deres erfaringer og refleksioner, som de blev bedt om under de første to
emner omhandlende deres oplevelser i forbindelse med sygdom, behandling og mødet med

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 51
sundhedsvæsenet. I forbindelse med emne tre (selvansvar) og emne fire (mestringssevne) blev
der stillet spørgsmål, som mere relaterede sig til nogle af de begreber, der er trådt frem i den
teoretiske del af opgaven. Dette skift i spørgsmålenes karakter medførte, at deltagernes svar
blev kortere og mindre udtømmende, og jeg måtte selv stille mere uddybende spørgsmål, end
jeg havde gjort ved de forudgående emner. Det lykkedes heller ikke helt at holde emne tre og
fire adskilt, som det ellers var tiltænkt, ligesom jeg efterfølgende kunne erfare, at jeg ikke
havde formået at få stillet alle de spørgsmål, som interviewguiden lagde op til. Dette vidner
om, at det er vanskeligt både at styre talerunden, være lyttende og interesseret, tage notater og
stille uddybende spørgsmål samtidig. Trods disse udfordringer kom der alligevel nogle gode
overvejelser frem, som både kan underbygge og supplere den teoretiske ramme.
Fordelen ved at vælge en fokusgruppe er, at interviewpersonerne i interaktion med hinanden
kan få så mange forskellige synspunkter frem som muligt, ved de inspirerer hinanden til at
fortælle og overveje diskussionstemaerne. En anden metode kunne have været at foretage
individuelle interviews, hvor der formentlig ville være kommet andre typer svar frem,
eftersom interviewpersonerne ikke sidder foran en hel gruppe. Det er i den situation også
lettere som interviewperson at forfølge og fortolke den enkeltes udtalelser undervejs. Havde
tidsperspektivet ikke haft indflydelse kunne en oplagt mulighed også være at kombinere de to
metoder, så perspektiverne fra analysen af fokusgruppeinterviewet kunne danne grundlag for
en ny interviewguide med mere præcise og afgrænsede spørgsmål til brug ved individuelle
interviews. Denne kombination ville sandsynligvis have afstedkommet en række andre
nuancer til besvarelse af problemformuleringen. Det er dog min vurdering, at jeg med den
valgte metode både har fået bekræftet og nuanceret dele af min opfattelse af, hvad der har
betydning, når mennesker rammes af en kronisk sygdom og derfor får behov for hjælp fra
sundhedssystemet.
7.3 Valg af respondenter
Valget af interviewpersoner blev gjort ud fra den overvejelse, at jeg gerne ville have en
spredning i forhold til køn, alder, erhvervsmæssig baggrund og socialt tilhørsforhold, der
stemmer nogenlunde overens med den fordeling, der er i Sundhedscentret. Et andet ønske var
at skabe mulighed for at efterspore forskelle i måden et sygdoms- og rehabiliteringsforløb
håndteres på, som kunne analyseres ud fra teorien om livsformer. Her kunne det have været
ønskeligt, at der havde været lidt flere deltagere, så der var et bredere grundlag at konkludere

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 52
ud fra. I forhold til undersøgelser omkring gruppers størrelse angives 8-12 deltagere at være
det normale (Launsøe og Rieper 2005:143), derfor kan fem personer siges at være få i forhold
til at få udtømmende svar på interviewspørgsmålene. På den anden side gav disse betingelser
øget mulighed for at komme så meget i dybden som muligt, ligesom alle deltagerne fik
mulighed for at komme til orde og få udtrykt deres oplevelser og meninger uden for lang
ventetid. Samtidig har jeg også fra mit daglige arbejde med patientgruppen erfaring med, at
kræftsygdom kan være et følsomt emne at berøre, hvorfor man skal være varsom med ikke at
danne alt for store grupper.
Ud fra betragtninger omkring gruppens størrelse og forholdsvise snævre diagnosegrundlag,
kan resultaterne fra fokusgruppen ikke generaliseres til populationen af kræftpatienter eller til
det store antal patienter med andre kroniske sygdomme. Der skal i vurdering af besvarelserne
også tages højde for, at de personer, der har deltaget i interviewet, kan betegnes som værende
ressourcestærke i og med, at de har besluttet sig for at deltage i et rehabiliteringstilbud og
derudover indvilliget i at indgå i en for dem ukendt fokusgruppe. Det kunne have bragt andre
nuancer ind i undersøgelsens resultater, hvis det havde været muligt at foretage interviews
med andre patientgrupper end kræftramte eller med patienter fra andre kommuner, hvor der
ikke er oprettet specifikke sundhedscentre. Alligevel er der nogle fundne mønstre i data-
materialet, som gør det muligt at udtale sig om hvilke faktorer, der kan have indflydelse på
mødet mellem en patient med kronisk sygdom og sundhedsvæsenet, hvor målsætningen er at
skabe grundlag for et godt rehabiliteringsforløb. Selv om der rundt omkring i landet ikke er de
samme sundhedsinstitutioner som i Region Hovedstaden, så er der alligevel det fællestræk
hos undersøgelsens deltagere og andre kronisk syge patienter, at de undervejs i deres forløb
både er i kontakt med praktiserende læger, ambulatorier, div. hospitalsafdelinger og evt.
forskellige genoptræningssteder.
7.4 Undersøgelsens kvalitet
For at komme frem til en besvarelse på opgavens problemformulering, har jeg i løbet af
undersøgelsen forsøgt at være stringent både i forhold til det teoretiske udgangspunkt,
metodiske overvejelser, udvælgelse af respondenter og databearbejdningen. Generelt har der
været god overensstemmelse mellem det teoretiske og empiriske begrebsplan, hvilket kan
begrundes med, at de samme spørgsmål har dannet baggrund for både udarbejdelsen af
interviewguiden og den efterfølgende analyse. Da kvalitative metoder lægger vægt på at

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 53
afdække kompleksiteten i menneskers liv, lod jeg under fokusgruppeinterviewet deltagerne
styre samtalen nogenlunde i den retning, som det faldt dem mest naturligt frem for at blande
for mange begreber ind fra min egen forståelseskontekst. Der var et par gange behov for at
bringe interviewpersonerne tilbage til på sporet, idet de kom for langt ud over undersøgelsens
emne, ligesom det indimellem var nødvendigt at stille fortolkningsspørgsmål for at sikre, at vi
talte ud fra samme forståelseshorisont. Jeg har derudover i opgaven illustreret den analytiske
proces ved at inddrage udvalgte citater fra deltagerne. En større sikring af undersøgelsens
validitet kunne være opnået ved at have ladet interviewpersonerne komme med feedback på
det transkriberede datamateriale, inden analysen blev påbegyndt, hvilket dog ikke var muligt
pga. tidsmæssige hensyn.
Jeg har gennem hele processen forsøgt at være opmærksom på, at deltagernes svar kunne
blive påvirket af min faglige placering som fysioterapeut i Sundhedscentret. Jeg gjorde derfor
meget ud af, at skabe en afslappet atmosfære rundt om bordet og forsøgte at gøre det klart for
deltagerne, at der ikke var nogen svar på spørgsmålene, som var mere korrekte end andre. Jeg
forsøgte bevidst heller ikke at kommentere hverken fagligt eller personligt på deres udtalelser
om fx træning eller fysisk aktivitet. Såfremt deltagerne har betragtet relationen mellem os som
et magtforhold med mig som ”systemrepræsentant”, kan svarene måske have tendens til at
være mere ”politisk” korrekte, end de ellers ville have været. Jeg vurderer dog ikke dette til at
være tilfældet, men at resultaterne derimod sagtens kan afspejle den udgave af virkeligheden,
som interviewpersonerne oplever.
De undersøgelseskonklusioner, jeg gennem udarbejdelse af denne opgave er kommet frem til,
vil bære præg af den teoretiske referenceramme og af den personlige og fysioterapeutfaglige
forforståelse, som jeg har med i min bagage. Desuden vil min daglige beskæftigelse med
sundhedsfremme og kræftpatienter i kommunalt regi have indflydelse på min tilgang til
emneområdet. For at højne undersøgelsens pålidelighed har jeg forsøgt at fremlægge en
håndværksmæssig systematik i måden, jeg er kommet frem til resultaterne på. Jeg har under-
vejs prøvet at redegøre for de valg, jeg har foretaget og derved gjort mine overvejelser så
eksplicitte og gennemskuelige for andre som muligt. Generelt set er undersøgeren selv en del
af den samlede forskningsproces indenfor kvalitative forskningsmetoder. I en interview-
situation betyder det, at der udspiller sig en interpersonel relation med en meningsforhandling
mellem interviewer og interviewpersoner, hvorfor en præcis gentagelse af en sådan
undersøgelse ikke vil kunne foretages.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 54
8 Konklusion
Udgangspunktet for denne opgave har været et ønske om at belyse problemformuleringen:
Hvordan kan mødet med sundhedssystemet være medvirkende til at styrke patientens evne
til at mestre en kronisk livsstilssygdom, så betingelserne for et vellykket rehabiliterings-
forløb optimeres?
I den metodiske fremgangsmåde er der taget udgangspunkt i tre teorier og suppleret med en
empirisk undersøgelse i form af et fokusgruppeinterview. Det første teoretiske afsæt er
Foucaults governmentalityteori, som beskriver, hvordan velfærdsstatens styring af sine
borgere og borgernes handlinger forsøges udført gennem institutioners brug af diverse
magtteknologier. Sundhedsfremmende tiltag er således et forsøg på, at påvirke individers
sundhedsadfærd gennem formning af deres mål, handlemønstre og egenskaber og derved
forme dem som subjekter. Derudover er Højrups og Antonovskys teorier om henholdsvis
livsforms- og mestringsbegrebet anvendt som teoretisk referenceramme. Begge disse tilgange
kan være medvirkende til at forklare nogle af de barrierer, der kan have betydning for, om et
rehabiliteringsforløb i forbindelse med kronisk sygdom bliver vellykket eller ej.
Konklusionen på problemformuleringen er, at såfremt den politiske målsætning om at styre
patienterne til selv at tage ansvar i forbindelse med en kronisk sygdom skal imødekommes,
må der kigges nærmere på organiseringen og strukturen i sundhedsvæsenet samt på den
enkelte sundhedsmedarbejders rolle. Ved at få lavet en struktur i kroniske patienters
behandlings- og rehabiliteringsforløb, hvor der bliver skabt en bedre sammenhæng mellem
den primære og den sekundære sektors indsatser, vil betingelserne for at vejlede det enkelte
individ og støtte op i forhold til en hensigtsmæssig sundhedsadfærd forbedres. En bedre
koordinering mellem sektorerne kan desuden være med til at forhindre, at nogle patienter ikke
får den nødvendige information, motivation og opbakning fra sundhedssystemets side, der
skal til for at kunne håndtere problemer opstået i forbindelse med et sygdoms- og
behandlingsforløb. En mere sammenhængende indsats vil evt. også kunne medføre, at nogle
af de mindre ressourcestærke patienter, som ikke selv tager initiativ til at opsøge sundheds-
fremmende tilbud, ville kunne hjælpes på vej til en bedre sundhedsadfærd.
Det har i undersøgelsen vist sig, at der er lighedstræk at spore mellem de forskellige
livsformers måde at møde sundhedsvæsenet på, og den måde patienterne mestrer et sygdoms-

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 55
og behandlingsforløb på. Hvis de forskellige sundhedsfremmende tiltag i institutionerne skal
resultere i, at kronisk syges evne til at håndtere deres sygdom forbedres, er det nødvendigt
med en vis fleksibilitet fra sundhedsvæsenets side. Herved kan den enkeltes patients fysiske
og psykosociale ressourcer samt tidligere anvendte mestringsstrategier udnyttes på en
hensigtsmæssig måde. Det er derfor ikke formålstjenligt, at man indenfor sundhedssystemet
udelukkende satser på at lave standardiserede evidensbaserede patientforløb.
Det er på baggrund af opgaven ikke muligt at komme med en præcis opskrift på rolle-
fordelingen mellem patient og sundhedsprofessionel, eftersom der er mange individuelle
forhold at tage hensyn til. En personlig kontakt med gennemgående fagpersoner og individuel
hensyntagen er dog ifølge interviewpersonernes oplevelser i mødet med sundhedssystemet
noget af det vigtigste i forhold til at få skabt det relationelle forhold, der kan være medvir-
kende til at styrke patientens selvansvar. Det er derfor vigtigt, at den enkelte sundheds-
professionelle besidder kompetencer som omsorg og intuition, og at han/hun kan være
refleksiv lyttende og har mod til at turde tale med patienterne omkring svære emner og støtte
op herom. Disse faktorer kan tilsyneladende være med til at skabe den tryghed og tillid til
systemet, der udgør betingelserne for et vellykket forløb.
Sundhedsmedarbejderen må desuden have øje for de værdinormer, ressourcer og mestrings-
strategier, den enkelte patient har tillært sig livet igennem. Det er derfor nødvendigt med en
sundhedspædagogisk indfaldsvinkel, der i høj grad medinddrager patienten, hvis han/hun skal
opleve en følelse af sammenhæng, dvs. en følelse af begribelighed, håndterbarhed og
meningsfuldhed. De pårørendes deltagelse spiller også en stor rolle for måden patienter
kommer igennem et sygdomsforløb på, hvorfor det er nødvendigt at inddrage pårørende og
vejlede dem i forhold til, hvordan de bedst støtter op om den sygdomsramte. Der er således
mange faktorer på både struktur- og individniveau, der spiller ind i mødet mellem sundheds-
systemet og patienten. Men hvis bare nogle af de ovenstående undersøgelsesresultater kunne
implementeres eller forbedres i de forskellige sektorers sundhedsfremmende tiltag, så ville vi
være et stort skridt på vejen mod et optimeret rehabiliteringsforløb for de mange mennesker,
som er ramt af en kronisk livsstilssygdom.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 56
9 Perspektivering
Udarbejdelsen af denne opgave har fået mig til at se sider af begrebet magt, som jeg ikke
tidligere har været opmærksom på. Det er interessant at betragte magten som noget, der
udspiller sig i alle mellemmenneskelige relationer, og hvordan de involveredes roller har
betydning for hvilke egenskaber og selvforståelser magtudøvelse kan afstedkomme. Det har
derfor været en proces, hvor der er skabt grundlag for refleksioner over min egen praksis. Selv
om jeg dagligt er med til at styre folk i retning mod en bedre varetagelse af deres egen
sundhed, kan jeg godt spørge mig selv, om det ikke er muligt at få folk til at tage mere ansvar
for deres sygdoms- og behandlingsforløb ved at være mere bevidst om sin rolle? Og er der
noget, vi som forskellige professioner indenfor sundhedsvæsenet bør være endnu mere
opmærksomme på i forhold til vores tilgang til patienter med en kronisk sygdom?
Et andet perspektiv, opgaven trækker frem, er behovet for en nærmere undersøgelse af,
hvordan de kommunale rehabiliteringstilbud til patienter med kroniske sygdomme kan
tilrettelægges, så de ikke kun tiltrækker ressourcestærke borgere. I Folkesundhedsprogrammet
”Sund hele Livet” er der netop fokus på at reducere den sociale ulighed i sundhed. Sundheds-
væsenet har således en opgave i at få skabt lige adgang til dets tilbud, og der må derfor tages
ekstra hånd om de udsatte grupper. Men er der i den måde sundhedsvæsenet er organiseret på
reelt plads til at tage højde for patienternes individuelle forskelle og tage udgangspunkt i den
enkeltes fysiske og psykosociale ressourcer? For mig at se kræver det, at man er villig til at
udvise fleksibilitet fra sundhedsvæsenets side og finde en tilpasningsform, hvor det er muligt
at få fanget de mindre ressourcestærke patienters interesse og få dem vejledt og motiveret i
forhold til at gøre en indsats for deres egen sundhed. For at opnå en forståelse for den
baggrund disse mennesker har med sig, og hvilken betydning det har for deres måde at møde
sundhedssystemet på, kunne det være relevant med baggrund i denne opgave at foretage en
supplerende undersøgelse fx i form af individuelle interviews.
Et fortsat stigende antal mennesker vil på baggrund af livsstilsfaktorer som fysisk inaktivitet,
rygning og forkerte kostvaner rammes af en kronisk sygdom. Forbedringen af behandlings-
tiltag i forhold til disse sygdomme handler ikke kun om at redde og forlænge liv, men også
om at hjælpe patienterne til at opnå et højere funktionsniveau og dermed en bedre livskvalitet.
Med kommunalreformen og den ændrede ansvarsfordeling mellem kommuner og regioner er
der sket store omstruktureringer inden for sundhedsvæsenet, ligesom nye institutionelle

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 57
konstruktioner er ved at opstå. Der ligger derfor en stor udfordring for kommunerne i at få
præciseret og dokumenteret de forebyggende og sundhedsfremmende indsatser, så der kan
akkumuleres ny viden, som kan bidrage til at skabe politiske diskurser. Både den
hermeneutiske og den fænomenologiske forskningsvej må efter min mening opprioriteres,
selv om det står i kontrast til den naturvidenskabelige evidensbaserede forskning. Såfremt den
kvalitative forskning ikke bliver implementeret, kan vi risikere at ende i en situation, hvor de
nye sundhedsinstitutioner bliver selvreferentielle systemer, der opretholder sig selv gennem
sin interne kommunikation om sine opgaver og opgaveløsninger. For at udvide
sundhedsvæsenets selvforståelse er det nødvendigt med refleksioner over egen praksis, så
forskellige patienters kulturbundne forståelser af det gode liv medinddrages. Det mener jeg, at
udarbejdelsen af denne opgave er med til at påpege.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 58
10 Litteraturliste
Antonovsky, Aaron (2000): ”Helbredets mysterium”. Hans Reitzels Forlag.
Brodtkorb, Elisabeth; Norvoll, Reidun og Rugkåsa, Marianne (2003): ”Sociologi og
socialantropologi - mellem mennesker og samfund”. Munksgaard Danmark.
Christensen, Lone Rahbek (1988): ”Livsformer i Danmark”. Samfundsfagnyt.
Dahlager, Lisa og Fredlund, Hanne(2007): ”Hermeneutisk analyse – forståelse og
forforståelse” i Vallgårda, Signild og Koch, Lene (red.): ”Forskningsmetoder i
folkesundhedsvidenskab”. Munksgaard Danmark.
Dean, Mitchell (1999): ”Governmentality - Magt og styring i det moderne samfund”. Forlaget
sociologi.
Enheden for Brugerundersøgelser (2007): ”Kroniske syges oplevelser i mødet med
sundhedsvæsenet”. Forsknings- og udviklingsrapport, Region Hovedstaden.
Halkier, Bente (2003): ”Fokusgrupper”. Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag.
Højrup, Thomas (1989): ”Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering”. Statens
byggeforskningsinstitut.
Huset Mandag Morgen (2006): ”Er sundhed et personligt valg? - et debatoplæg om fysisk
aktivitet”.
Huset Mandag Morgen (2006): ”Fremtidens puls. Et debatoplæg om fysisk aktivitet”.
Huset Mandag Morgen (2004): ”Genoptræning. Fra problem til princip”.
Jensen, Torben K. og Johnsen, Tommy J.(2000): ”Sundhedsfremme i teori og praksis”.
Philosophia.
Järvinen, Margaretha; Larsen, Jørgen Elm og Mortensen, Nils (2002): ”Det magtfulde møde
mellem system og klient”. Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 59
Kvale, Steinar (1999): ”Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview”.
Hans Reitzels Forlag.
Launsøe, Laila og Rieper, Olaf (2005): ”Forskning om og med mennesker”. Nyt nordisk
forlag Arnold Busck.
MarselisborgCentret (2004): ”Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om
rehabiliteringsbegrebet”.
Mik-Meyer, Nanna og Villadsen, Kaspar (2007): ”Magtens former”. Hans Reitzels Forlag,
København.
Ottesen, Laila og Ibsen, Bjarne (1999): ”Idræt, motion og hverdagsliv – i tal og tale”. Institut
for Idræt, Københavns Universitet.
Ottesen, Laila (1993): ”Idræt og livsformer”. Centring nr. 26 1993 s. 47-57.
Ramhøj, Pia (1991): ”Livsform og alderdom. Hvordan ældre mestrer et midlertidigt
sygdomsforløb”. Akademisk forlag.
Regeringen (2000): ”Sund hele livet – de nationale mål og strategier for folkesundheden
2002-10”. Regeringen, september 2002.
Rienecker, Lotte og Jørgensen, Peter Stray (2005): ”Den gode opgave”. Forlaget
Samfundslitteratur.
Roessler m.fl. (2007): ”Fysisk aktivitet som behandling. Motion og Kost på Recept i
Københavns Kommune”. Syddansk Universitetsforlag.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (2006): ”Sunde københavnere i alle aldre. Københavns
Kommunes Sundhedspolitik 2006-10”.
Sundhedsstyrelsen (2003): ”Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling”.
Ved Bente Klarlund Pedersen og Bengt Saltin.
Sundhedsstyrelsen (2005): ”Kronisk sygdom. Patient, sundhedsvæsen og samfund.
Forudsætninger for det gode forløb”.

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 60
Sundhedsstyrelsen (2006): ”Patienten med kronisk sygdom. Selvmonitorerig, egenbehandling
og patientuddannelse. Et idékatalog”.
Thybo, Peter (2003): ”Sygdom er hvordan man har det - Sundhed er hvordan man ta´r det”:
Offentliggjort i Kognition og Pædagogik, nr. 49 2003.
Vallgårda, Signild (2003a): ”Folkesundhed som politik. Danmark og Sverige fra 1930 til i
dag”. Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag.
Vallgårda, Signild og Koch, Lene (red.) (2006): ”Forskel og lighed i sundhed og sygdom”.
Munksgaard Danmark.
Vallgårda, Signild (2003b): ”Studier af magtudøvelse. Bidrag til en operationalisering af
Michel Foucaults begreb Governmentality” i Christiansen, Peter Munk og Togeby, Lise
(red.): ”På sporet af magten”. Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag.
Internetsider:
www.marseliscenter.dk
www.mm.dk
www.kroniker.dk
www.patientoplevelser.dk
www.sundhedsstyrelsen.dk