Spot på Danmarks skjulte teaterskat I
1. forspil Verdens bedst bevarede hemmelighed 1 "How c-o-o-o-l," udbryder en lille 5-6-års dreng fra New York og læner sig medrevet fremover. Ikke fordi han stirrer ind på sin computerskærm, hvor helten lige har smadret skurken i en drabelig actionscene, eller fordi han ser kulørte figurer i en Disneyfilm suse hen over lærredet. Men fordi han på Danish Festival på Broadwayteatret New Victory Theater i maj 2007 bliver grebet af det samvær og det møde, som han er en del af i den lille stjernebesatte teltscenografi, hvor han sammen med en lille kreds af kun fyrre publikummer oplever professionel dansk scenekunst for børn og unge. I Songs from Above (Himmelsange), som er blevet til i samarbejde med Teater My og Teater Refleksion, sidder skuespilleren Mette Rosleff ganske få meter fra publikum og fortæller med ord – men lige så meget med små dukker og objekter, og med lys, lyde, melodier og farver – om det at være et lille menneske i en helt forunderlig verden. Drengens jævnaldrende medpublikummer nyder tilsvarende forestillingen. Ligesom de ledsagende voksne, som er dybt fascineret af, at forestillingen på en og samme tid kan være så klar og kompleks og samtidig så forbløffende enkel og troskyldig. At scenekunst for børn – og endda forestillinger helt ned til 2-årige – også kan være noget for dem, kom helt bag på dem. Spørgelystne 12-14-årige skolebørn fra Queens i New York drøner på samme Danish Festival rundt om Gruppe 38's H.C. Andersens fødselsdagsbord i Hans Christian, You Must Be An Angel (Du må være en engel, Hans Christian). Ikke fordi de er urolige. Men fordi de er blevet sultne efter at få alle de andre virkelige versioner af den danske digters eventyr. I forestillingen – som mere er at betegne som en dristig og tryllerifyldt levende teaterinstallation, hvor ingen publikummer sidder ned, men vandrer rundt om et stort bord dækket med en buket af digterens eventyr – har de lige set og hørt, at Disney har sukkerglaseret eventyret om Den lille Havfrue. At det i virkeligheden fra forfatterens side er helt anderledes alvorligt. Og det har givet dem lyst til at smage på alvoren. Nu vil de vide besked. Lugte til livet gennem kunsten. Holbæk Teaters I'll Tell (Det bliver sagt), som bygger på Kristian Ditlev Jensens bog om pædofili, spillede også i New York i maj 2007 i Danish Festival-regi. Ikke som del af det officielle program. Forestillingen ville være for kontroversiel kost for det amerikanske publikum og tage for meget af pressens fokus, vurderede de to festivalarrangører, New Victory Theater og Scenekunstcentret i Danmark. Men som et eksempel på, at professionel dansk scenekunst for børn og unge kan tage så vanskelige og tabuerede emner som fx pædofili op uden at give køb på de kunstneriske kvaliteter, åbnede I'll Tell det lukkede faglige symposium, som med overskriften Æstetik og etik i dansk børneteater var en central del af Danish Festival. En festival, som ud over promotion af professionel dansk scenekunst for børn og unge også havde netværksorienteret kulturudveksling som et af sine vigtige mål. I januar 2003 på en gade i Teheran reagerer det iranske publikum overraskende og anderledes følelsesmæssigt stærkt på Dansk Rakkerpaks Two is Company, Three is a Crowd (Lus i Skindpelsen). Lus i Skindpelsen er inspireret af et tegneseriehæfte med Asterix, som hedder Lus i Skindpelsen. Af Leif Panduros film Naboerne fra 1966. Og væsentligt her: krigen på Balkan, hvor den ene af teatrets ledere og stykkets tekstforfatter, Niels Grønne, havde funderet over, hvorfor folk, der har levet i fred og sameksistens i årtier, pludselig myrder løs på hinanden. Hvor forestillingen i Danmark mest bliver oplevet som underholdende grovkornet tegneseriekomik, kom publikum i Iran op til spillerne efter forestillingen og gav udtryk for, hvor stærkt forestillingen havde påvirket dem. Og da teatret kom hjem, modtog de breve fra mødre, som havde fået deres døtre til at takke teatret, fordi de med Lus i Skindpelsen havde været med til at mindes deres sønner, som døde under krigen mod Irak. Det iranske publikum blev ramt af en ganske anden alvor ved mødet med forestillingen, fordi de havde oplevet helt andre barske ting end gennemsnitsdanskeren. At teater kan være med til at lindre og hele de sår, der har sat sig på sjælen af mennesker, som har oplevet terrorangreb og medfølgende dødsfald, sandede Corona La Balance, Dansk Statsensemble for Børneteater i januar 2007, da de i forbindelse med projektet Theatre for the Children of Beslan spillede Historien om den lille farbror for børn og voksne i Kaukasus. Publikum var, efter psykologers anvisning, sammensat af både nogle, som havde oplevet Spot på Danmarks skjulte teaterskat / [1] Udtalelsen "Verdens bedst bevarede hemmelighed" er taget fra indledningen til "Danish Children's Theatre – the world's best kept secret" i den lille film, som Joakim Eggert lavede til visning på Danish Festival i maj 2007, se filmen på hans hjemmeside www.joakimeggert.<strong>dk</strong>.