En perspektivering af Friedrich Nietzsches ... - videotronica

inderliggørelse 2 , der er direkte destruktiv for den menneskelige natur, er det
eneste det kan få det frem i mennesket der kaldes sjæl.
Nietzsches Gift
Længslen efter den mystiske forening mellem gud og menneske, unio mystica
(MO: 34), er ifølge Nietzsche blot en meningsløs søgen efter intetheden. Det
egentligt destruktive element opstår først når forkynderne af gudedyrkelsen,
præsterne, gør menneskets tilværelse farligt: ”Det er kirken og ikke dens gift vi
væmmes ved” (MO: 38). Præsterne prædiker fornuften og alvoren i herredømmet
over drifterne, og netop dét at have en trosartikel i sjælen muliggør det ”sublime
selvbedrageri, det er at udlægge selve svagheden som frihed og dens ene eller
anden tilstand som fortjeneste.” (MO: 49). Enhver lykke skabt af mennesket selv
– den umiddelbare affekt, der udtrykker sig i skønhed og glæde, i sanserne såvel
som i kroppen, rettes præsternes blik misundeligt og ondsindet mod – i stedet
søges lykken ved ønsket om at blive spaltet i to – selvofringen. Hermed bliver
længslen efter det hinsides ikke blot en venten i opsøgt lidelse, men tillige mere
”selvsikker og triumferende i samme omfang som den fysiologiske levedygtighed,
som er dens egen forudsætning, aftager.” (MO: 128). Jo mere syg og fordrejet
man er fra sig selv, i jo højere grad jubler præsterne altså, og Nietzsches
endelige dødsstød til ’de hellige’ er således at ”det asketiske ideal udspringer af et
beskyttelses- og helbredelses-instinkt i et degenereret liv” (MO: 131).
De stærke
Nietzsches syn på kroppen som syg sættes direkte overfor sjælens fordærv.
Forrådnelse og kroppen i forfald bliver ikke blot brugt metaforisk, men ligeledes
som en fysiologisk effekt der er fremkaldt af degeneration 3 .
2 Der kan sidestilles med det senere så centrale psykologiske begreb introversion.
Side 5