De giver deres kroppe til dansen - Camilla Rønde

De giver
deres kroppe
til dansen
Ventetid i kulissen under
‘En Skærsommernats
drøm’ er en fast del af
korpsdansernes arbejdsdag.
Fantasifulde kostumer og benhård
træning går op i en højere enhed
for balletdanserne på Det
Kongelige teater.
For 21-årige Birgitta lawrence,
der danser i Det Kongelige
teaters Balletkorps, er kroppens
tilstand altafgørende.
Af Nanna Apergis (tekst) og Camilla Rønde (foto)
Det lyder en smule som heste, der traver, når balletdansernes
sko fejer hen over scenegulvet på Gamle Scene
på Det Kongelige Teater. Den skrabende lyd er det eneste,
der afslører den fysiske anstrengelse, som balletten kræver.
Men det er kun de indviede, der kan høre det, for
mellem publikum og balletdansere har orkesteret byggeten
mur af farverig musik i orkestergraven.
Sveden drypper på gulvet og glimter på huden bag scenen.
Det grønne lys får alting til at skinne. Birgitta
Lawrence skal på scenen én gang til, inden første akt
slutter.
Hun er, som alle andre korpsdansere, alf i et stramt
kostume, og det er rolle nummer to ud af tre, hun spiller i
En Skærsommernats Drøm.
Skyggerne danser forbi hendes ansigt, og hun venter.
På scenen snurrer kjolerne i hvide cirkler, og blomsterne
støver i luften.
Lamperne lyser gennem skørterne, så benenes silhuetter
træder frem i det prikkede stof. Og endelig er det Birgittas
tur, hun retter ryggen, foden træder frem, og hun
forsvinder ind på scenen, hvor hun opsluges af publikums
forventende øjne.
KropsKontrol
Hver dag kl. 10 er der morgentræning i øvesalene på Det
Kongelige Teater. Det er frivilligt, om man vil deltage,
men de fleste møder alligevel op. Birgitta møder ind en
halv time før, klæder om på sit værelse og finder øvesalen
sammen med piger med smalle hofter og mænd med
muskler, der næsten sprænger trikoten. Musikken strømmer
fra flygelet i hjørnet, og underviseren råber engelske
instrukser ud mellem tonerne. Halvdelen af danserne i
balletkompagniet er fra udlandet, så der kommunikeres

Dag efter dag slider
danserne deres fødder
op for balletten. “Jeg
elsker følelsen af at
have givet min krop til
publikum efter en
forestilling,” siger
Birgitta Lawrence.
Jeg har det, som om jeg er
født med tåspidssko på
‘‘‘‘
“Når vi lægger
make-up, skal vi
tænke drama-queen.
Hvis jeg ikke har
make-up på. kan
publikum ikke se mit
ansigt,” fortæller
Birgitta Lawrence.
Birgitta Lawrence dyrker
pilates i en maskine, der
kaldes for ‘Reformeren’.
Maskinen er bygget op af
en plade på skinner, der
er sat fast i trærammen
med fejdre. Øvelserne
varmer kroppen op før
forestillingen.

Morgentræningen er
hårdere dagen efter en
forestilling. “Jeg har altid
ondt. Hvis jeg ikke er
øm, er der noget galt.”
på blandede sprog. Selvom danserne hopper og springer og
bruger hver eneste muskel i kroppen, virker det hele så let
og elastisk.
Det er hænderne, der gør det. Et let svaj i håndleddet, og
fingrene bøjer, glidende bevægelser trækker underarmen
ud, og den strækker, så knogler og blodårer blottes under
den tynde hud. Armene bugter sig i lokalet, og kroppe og
musik smelter sammen i taktfaste bølger.
Svedpletter vokser frem på trikoterne, de fylder under armene,
på ryggen og på maven lige mellem ribbenene,
og ansigterne begynder at skinne. Men det er øjnene, der
skinner mest, som om de forundres over, hvad kroppen
egentlig kan, som om den gør det af sig selv, og øjnene er
tilskuere til det imponerende væld af smidige kropsdele.
De drejer rundt sammen, de mange kroppe, som ballerinaer
i et smykkeskrin, svævende og ranke. Kun den røde fugtighed
i ansigterne vidner om fysisk udmattelse.
Så strækker benene, hoften knækker, og hoved og fødder
mødes på gulvet, hvor hænderne flader ud og sætter svedige
aftryk, inden de atter løfter sig op i luften og fører kroppen
op i rank position.
Kostumerne triller forbi døren på rullende stativer.
Et Folkesagn, En Skærsommernats Drøm står der på bøjlernes
hvide sedler. Kostumerne passer til hver enkelt
balletdanser og er syet i lokalet længere nede af gangen,
hvor tylskørterne hænger i loftet som spraglede lamper af
hvid marengs. Der er sløjfer og målebånd, symaskiner og
røde corsager, sorte kapper i metervis.
silKesKo
Fem minutters pause skal udnyttes, og Birgitta løsner båndene
om sine ankler, så fødderne kan
trække vejret igen, da tåspidsskoene glider af. Det er de sko,
der ofte forbindes med vabler og hård hud.
”Jeg har det, som om jeg er født med tåspidssko på,”
siger Birgitta, der foretrækker at danse forestillinger
i dem frem for i flade sko, fordi de giver bedre støtte,
når tæerne skal bære hele kroppens vægt. Hun henter
skoene i et særligt rum på teateret, hvor hylderne bugner
af lyserød silke og gennemsigtig plastic, og lange glattesilkebånd
snor sig op ad væggene. Når skoene kommer i
indpakningen, er de uformelige og stive. Danseren må selv
gå dem til og finde ud af, hvilken en, der er højre, og hvilken
en, der er venstre.
noget aF Det mest umennesKelige
Det sker under træningen lige inden frokostpausen.
”Den satte sig fast, hendes fod satte sig fast...!” Beskeden
lyder som et ekko mellem rækken af piger, da en danserinde
falder ned på knæ. Hun gnider foden, ”Ice!” bliver der råbt,
”Get her some ice!”, og pigen kravler over til døren. Hendes
ansigt er rødt og læberne sammenpressede.
Hun er skadet, kan ikke danse til forestillingen i aften,
tårerne venter lige bag de lukkede øjenlåg. Fysioterapeuten
ankommer, han rører ved foden, og nu græder hun.
Hun er færdig for i dag. Hos instruktørerne går

planlægningen i gang: De skal finde en reserve, castinglisten
skal ændres, chefen skal have besked. Birgitta ser til
på afstand.
”Når en anden bliver skadet, bliver jeg ked af det på hendes
vegne, og jeg tænker selvfølgelig: Heldigvis er det
ikke mig”
Hun slår tre gange ud i luften med knyttet hånd og mimer
‘7-9-13’.
”Det er psykisk hårdt at blive skadet. Man vil jo være med,
man vil danse! Det er frygteligt.”
Birgitta har endnu ikke haft nogen afgørende skade. Hun
kalder det heldigt og understreger, at hun laver rigtig
mange øvelser for at holde styrken ved lige.
”Det bliver jeg nødt til, for at danse ballet er noget af det
mest umenneskelige, man kan gøre.”
Kroppen er Det vigtigste i verDen
Spejlene går igen på Det Kongelige Teater. De er overalt:
I øvesalene, på gangene og bag scenen. De minder balletdanserne
om at rette ryggen og strække tæerne. Og om
at se godt ud.
”Vi er jo nok lidt selvoptagede herinde,” griner Birgitta,
der ser sin egen krop mange gange dagligt.
”Jeg har det fint med mine kvindeformer, men nogle
gange ville jeg ønske, at jeg var lidt mindre, for det er
sådan, det er, i denne her verden.”
Det ene ben hæver sig op i luften, strakt, tæerne krummer,
og musklerne spænder. Kragebenet træder frem, som
om huden skal til at briste, da hun bøjer sig forover, og hele
kroppen vibrerer. Men hendes ansigt viser intet tegn på
udmattelse, kun mild fornøjelse og lysende koncentration.
Øjnene følger hånden, der peger væk, ind i spejlet mod et
punkt, der er usynligt for alle andre end Birgitta.
”Jeg elsker det,” siger hun, da benene atter er samlet
på jorden. ”Min hobby er mit arbejde, og det må aldrig
stoppe, så jeg skal altså lytte til min krop. Den er det
vigtigste, vi har i den her verden.”
“Min store drøm er at
få min egen balletskole
i Paris,” fortæller
Birgitta Lawrence om
sine fremtidsplaner. Til
sommer starter
hun på HF-enkeltfag
i fransk.
‘‘
Jeg skal lytte til min krop.
Den er det eneste, vi har i
den her verden
‘‘
Til hver opsætning på
teateret hører nye kostumer,
der skal prøves og
rettes til. Kostumeprøverne
foregår i systuen,
hvor de i øjeblikket gør
klar til ‘Et folkesagn’.