De giver deres kroppe til dansen - Camilla Rønde

More documents

Recommendations

Info

Dag efter dag slider danserne deres fødder op for balletten. “Jeg elsker følelsen af at have givet min krop til publikum efter en forestilling,” siger Birgitta Lawrence. Jeg har det, som om jeg er født med tåspidssko på ‘‘‘‘ “Når vi lægger make-up, skal vi tænke drama-queen. Hvis jeg ikke har make-up på. kan publikum ikke se mit ansigt,” fortæller Birgitta Lawrence. Birgitta Lawrence dyrker pilates i en maskine, der kaldes for ‘Reformeren’. Maskinen er bygget op af en plade på skinner, der er sat fast i trærammen med fejdre. Øvelserne varmer kroppen op før forestillingen.
Morgentræningen er hårdere dagen efter en forestilling. “Jeg har altid ondt. Hvis jeg ikke er øm, er der noget galt.” på blandede sprog. Selvom danserne hopper og springer og bruger hver eneste muskel i kroppen, virker det hele så let og elastisk. Det er hænderne, der gør det. Et let svaj i håndleddet, og fingrene bøjer, glidende bevægelser trækker underarmen ud, og den strækker, så knogler og blodårer blottes under den tynde hud. Armene bugter sig i lokalet, og kroppe og musik smelter sammen i taktfaste bølger. Svedpletter vokser frem på trikoterne, de fylder under armene, på ryggen og på maven lige mellem ribbenene, og ansigterne begynder at skinne. Men det er øjnene, der skinner mest, som om de forundres over, hvad kroppen egentlig kan, som om den gør det af sig selv, og øjnene er tilskuere til det imponerende væld af smidige kropsdele. De drejer rundt sammen, de mange kroppe, som ballerinaer i et smykkeskrin, svævende og ranke. Kun den røde fugtighed i ansigterne vidner om fysisk udmattelse. Så strækker benene, hoften knækker, og hoved og fødder mødes på gulvet, hvor hænderne flader ud og sætter svedige aftryk, inden de atter løfter sig op i luften og fører kroppen op i rank position. Kostumerne triller forbi døren på rullende stativer. Et Folkesagn, En Skærsommernats Drøm står der på bøjlernes hvide sedler. Kostumerne passer til hver enkelt balletdanser og er syet i lokalet længere nede af gangen, hvor tylskørterne hænger i loftet som spraglede lamper af hvid marengs. Der er sløjfer og målebånd, symaskiner og røde corsager, sorte kapper i metervis. silKesKo Fem minutters pause skal udnyttes, og Birgitta løsner båndene om sine ankler, så fødderne kan trække vejret igen, da tåspidsskoene glider af. Det er de sko, der ofte forbindes med vabler og hård hud. ”Jeg har det, som om jeg er født med tåspidssko på,” siger Birgitta, der foretrækker at danse forestillinger i dem frem for i flade sko, fordi de giver bedre støtte, når tæerne skal bære hele kroppens vægt. Hun henter skoene i et særligt rum på teateret, hvor hylderne bugner af lyserød silke og gennemsigtig plastic, og lange glattesilkebånd snor sig op ad væggene. Når skoene kommer i indpakningen, er de uformelige og stive. Danseren må selv gå dem til og finde ud af, hvilken en, der er højre, og hvilken en, der er venstre. noget aF Det mest umennesKelige Det sker under træningen lige inden frokostpausen. ”Den satte sig fast, hendes fod satte sig fast...!” Beskeden lyder som et ekko mellem rækken af piger, da en danserinde falder ned på knæ. Hun gnider foden, ”Ice!” bliver der råbt, ”Get her some ice!”, og pigen kravler over til døren. Hendes ansigt er rødt og læberne sammenpressede. Hun er skadet, kan ikke danse til forestillingen i aften, tårerne venter lige bag de lukkede øjenlåg. Fysioterapeuten ankommer, han rører ved foden, og nu græder hun. Hun er færdig for i dag. Hos instruktørerne går
Page 1: De giver deres kroppe til dansen Ve

De giver deres kroppe til dansen - Camilla Rønde

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?