Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen)
og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse)
I kap. X,1 hævder Løgstrup, at vor tilværelse rummer en grundlæggende modsigelse, nemlig
mellem den etiske fordrings uopfyldelighed og dens opfyldelighed. Dette afsnit er noget af det
vanskeligste i Den etiske fordring, og måske burde jeg ikke have taget det med. Grunden til, at jeg
alligevel har gjort det, er dels, at Løgstrup her diskuterer fordringens uopfyldelighed (som er et af
de fire centrale træk ved fordringen, ved siden af tavshed, radikalitet og ensidighed, se s. 14), dels,
at det er en væsentlig forudsætning for forståelsen af kap. XII, som jo handler om fordringens
uopfyldelighed og Jesu forkyndelse. Derfor kan man ikke rigtigt undvære dette afsnit. I timen
begrænser jeg mig til det centrale: (1) Hvad Løgstrup mener med fordringens uopfyldelighed og
dens opfyldelighed; (2) Hvordan han ’løser’ modsigelsen.
187 ’at vi kun på bekostning af vor natur kan ”leve op til den” [fordringen]’ – Det er ikke så
klart, hvad Løgstrup her forstår ved ’natur’. Men ud fra sammenhængen synes han at tænke
på grundlæggende træk ved det at være menneske. Jf. s. 190, hvor han nævner
selvhævdelsen og ekspansionsviljen som sådanne træk. Tanken er, så vidt jeg kan se: vi kan
kun forsøge at leve op til fordringen ved at holde vor natur, eller i hvert fald væsentlige træk
af den, udenfor; dvs. uden at vi involverer os helt og holdent. Det kommer der ikke noget
godt ud af. Vi handler fx i fejhed, fortvivlet bekymring og en lidenskabsløs
tilskuerholdning. Især det sidste er oplysende. Når man handler lidenskabsløst, er man ikke
rigtig involveret. Og fordringen fordrer netop, at man er fuldstændig involveret i at tjene
den anden, nemlig i kærlighed.
’forsøget på at opfylde fordringen’ – når vi forsøger at opfylde fordringen i en bevidst
lydighed mod den, vil vi iflg. Løgstrup altid handle af selviske motiver, fx frygt eller
selvretfærdighed. Men fordringen fordrer netop uselvisk kærlighed. Da vi ikke har en sådan
kærlighed, er fordringen uopfyldelig. Jf. sidste gang om akkorderingen med fordringen.
188 Må fordringen så ’anses for unaturlig’? Ud fra det foregående kunne man mene, at
fordringen er ’unaturlig’ i den forstand, at den ikke svarer til den menneskelige natur. Men
imod denne opfattelse peger Løgstrup på, at fordringens forudsætninger, nemlig
udleveretheden og forståelsen af livets skænkethed, er noget af det mest naturlige, som
findes. Tanken er: i lyset af disse ting er fordringen ikke noget virkelighedsfjernt; den
grunder netop i nogle fundamentale træk ved virkeligheden. Derfor er den ’ikke til at
komme udenom’. Og det indebærer så, at fordringen konfronterer os med en grundsættende
modsigelse. På den ene side er den uopfyldelig. På den anden side er den så selvfølgelig, at
den må være opfyldelig.
1

’på antropomorf vis’ – når vi konfronteres med fordringen, er det, som om vi hører et
menneske sige, at den er opfyldelig. Det er der teologisk set ikke noget mærkeligt ved, fordi
det er Gud, der taler til os gennem fordringen. Se afsnittes slutning på s. 191. Gud er med
andre ord ’instansen i fordringen’. Derfra afsnittets overskrift.
189 ’velsignelsen ved vort liv’. Tanken er nok: at vi ikke er overladt til os selv, men lever vort
liv sammen med andre mennesker, er så stor en rigdom, at det giver os alle muligheder for
at opfylde fordringen – af lutter taknemmelighed. Jf. Løgstrups tanker om livet som en gave
i kap VI og denne tankes baggrund i Luthers udlægning af den første trosartikel i Det Store
Katekismus. Dér skriver Luther bl.a., at når vi gør os klart, hvad Gud i sin kærlighed
skænker os, så varmes vort hjerte ”til at være taknemligt og til at anvende alle disse goder til
Guds ære og pris”.
’ingenting tilbage af os’ hentyder igen til, at vi kun kan forsøge at opfylde fordringen, uden
at ’få vor natur med’, dvs. uden at involvere os helt og holdent. I sådanne forsøg er der,
overdrevent sagt, ingenting af os tilbage. Derfor er de kun en ’skin-opfyldelse’. Den sande
opfyldelse i kærlighed indebærer jo netop et engagement, der involverer hele mennesket.
’den opfyldelighed som vi overtager som vor skyld’: Dette er Løgstrups ’løsning’ af
modsigelsen mellem fordringens opfyldelighed og uopfyldelighed. Teoretisk kan de ikke
forenes. Men det kan de på en måde praktisk ved, at vi overtager uopfyldeligheden som vor
skyld, dvs. erkender, at vi selv er skyld i fordringens uopfyldelighed. Denne erkendelse
bekræfter på den ene side fordringens opfyldelighed (man pådrager sig jo ikke skyld ved, at
man ikke opfylder en uopfyldelig fordring), samtidig med, at den bekræfter dens
uopfyldelighed – nemlig som en uopfyldelighed, som vi selv er skyld i.
190 ’Vi er ingen i skyldløsheden’: overtager vi ikke vor selvhævdelse og ekspansionsvilje som
vor egen natur, dvs. vor natur, som vi selv er skyld i, er vi ingen. Så er vi nemlig ikke
længere menneskelige personer, der er ansvarlige for, hvordan de er.
’et skinliv’ – Tror vi, at vi godt kan opfylde fordringen, lever vi i et selvbedrag, der
fortrænger, at selvhævdelsen og ekspansionsviljen er en del af vor natur. Det kan føre til et
liv, hvori vi indbilder os, at vi er uselviske, medens vi ikke er det, fordi vi ikke kan løbe fra
vor selviske natur.
Kap. X,1 endte med, at Løgstrup på grundlag af en ’human’ (almenmenneskelig’) redegørelse for
den etiske fordring konstaterede, at vi ikke kommer udenom at erkende, at vi er skyldige i, at vi
ikke opfylder fordringen. Denne konstatering bliver nu i det afsluttende kapitel XII udgangspunkt
for en teologisk redegørelse for Jesu forkyndelse. Dermed indløser Løgstrup, hvad han skrev i
indledningen om Den etiske fordrings teologiske formål, nemlig, at en human redegørelse for
2

fordringen (a) tjener forståelsen af den kristne forkyndelse, og (b) skærper blikket for det særegne af
forkyndelsen, dvs. det, som går ud over det humane.
1. Jesu myndighed
233 ’hans eget liv var alt, hvad det andet menneske behøvede til at opfylde fordringen’. Jeg tror,
Løgstrup tænker på det at elske et andet menneske så meget, at han eller hun af lutter
taknemlighed ville elske sine medmennesker.
’pervertere forholdet religiøst’: hvis man tror, at man er alt for et andet menneske,
forvrænger man dette forhold til et religiøst forhold, dvs. et forhold, der udgør hele
meningen med hendes liv.
234 ’Med hvilken ret gjorde han det’: Tanken er naturligvis, at når intet menneske har ret til at
stille fordringen til et andet menneske, hvordan kunne Jesus så have ret til det?
2. Jesu ret
’Filosofisk’ – Her gør Løgstrup det klart, at det han har gjort hidtil, er at give en filosofisk
(human) redegørelse for bjergprædikenens indhold. Bjergprædikenen konfronterer os jo
også med den radikale fordring. En filosofisk redegørelse for fordringen er dog ikke en
forkyndelse. Og at forkynde fordringen, dvs. at opfordre én til at elske næsten, det er netop
det, Jesus gør.
235 ’inkongruensen mellem kravet og menneskets natur og kræfter’: det at kravet ikke stemmer
overens med, dvs. overstiger, menneskets evner.
236 ’en historisk akt’ – med ’historisk’ mener Løgstrup her ’fri’ og derfor uforudsigelig,
ligesom historien er et produkt af menneskers frie, uforudsigelige handlen (i modsætning til
naturens årsagsbestemte nødvendighed).
236f Den overordnede tankegang er: Sæt, det forholdt sig modsat med Guds tilgivelse, så den
ikke var fri og derfor ikke til at forudse, men en nødvendig konsekvens af hans kærlighed.
Det ville betyde, at synden også var nødvendig, i betydningen: uundgåelig, fordi fordringen
er uopfyldelig. Når fordringen er uopfyldelig, har en kærlig Gud jo intet valg, så må han
nødvendigvis tilgive synden. Men i så fald ville Jesu forkyndelse af fordringen, skyld og
tilgivelsen være usande. For rigtig tilgivelse er en fri (ikke-nødvendig) genoprettelse af et
brud, der anden virkelig er skyld i, fordi hun overtrådte en fordring (om kærlighed), der er
til at opfylde. Det betyder, at hvis vi tager Jesu ord om Guds tilgivelse alvorligt, så må det
vedrøre Guds frie, uforudsete, tilgivelse. Og så møder vi Guds sande tilgivelse i Jesu ord og
gerning – vel at mærke, hvis vi tror på ham.
3

237f Ovenstående tankegang forklarer nu også, hvorfor Jesus har ret til at forkynde den etiske
fordring. Hans forkyndelse af Guds sande tilgivelse forudsætter jo, at den etiske fordring er
Guds fordring som en fordring, der er opfyldelig. Det betyder, at ligesom vi i Jesu
forkyndelse af tilgivelsen møder Guds tilgivelse, så møder vi i Jesu forkyndelse af den
etiske fordring Guds fordring til os. Og når det er Guds fordring, Jesus forkynder, så er han i
sin gode ret at forkynde den som en opfyldelig fordring, selv om han er et menneske. Han
taler jo ikke på egne, men på Guds vegne.
238 ’et nyt motiv’: Fordringens radikalitet består i, at den fordrer uselvisk kærlighed, intet
mindre. Guds tilgivelse er tilgivelsen af vor ulydighed mod denne, radikale fordring. Bl.a.
derfor forkynder Jesus fordringen som en radikal fordring. Det er det nye motiv. Enhver
afsvækkelse af fordringens radikalitet fornægter vor radikale synd (så gør det jo ikke noget,
at vi er lidt selviske), og dermed radikaliteten af Guds tilgivelse.
3. Stillingen til Jesus
I det forrige afsnit (XII,2) har Løgstrup hævdet, at sandheden af Jesu forkyndelse af tilgivelsen
afhænger af, om han taler på Guds vegne eller ej. Taler han blot på egne vegne, er hans forkyndelse
af tilgivelsen usand. Taler han derimod på Guds vegne (eller, som Løgstrup udtrykker det: hvis Gud
gør hans ord og gerninger til sine), er hans forkyndelse sand. Det betyder, at Jesu forkyndelse stiller
os foran et valg: enten ser vi Jesus blot som et almindeligt menneske, og så er hans forkyndelse
usand, eller vi ser ham som et menneske, der taler på Guds vegne, og så er hans forkyndelse sand.
Vor stilling til indholdet af Jesu forkyndelse kan ikke adskilles fra vor stilling til hans sendelse.
I dette afsnit påpeger Løgstrup, at sådan forholdt det sig også for hans samtidige, da de mødte Jesus.
Problemet er imidlertid iflg. Løgstrup, at sådan forholder det sig ikke længere for os. For os
afhænger sandheden af Jesu forkyndelse ikke af, om han taler på Guds vegne eller ej. Vi adskiller
spørgsmålet om sandheden af hans forkyndelse fra spørgsmålet, om han taler på Guds vegne. Vi
kan udmærket danne os en mening om sandheden af hans forkyndelse, uden at det indebærer en
stillingtagen til, om han talte på Guds vegne. Det er iflg. Løgstrup et problem, fordi vi dermed ikke
når frem til den ægte tro, som er troen på, at vi i Jesus møder Guds tilgivelse og Guds fordring.
Baggrunden for disse betragtninger er Løgstrups opfattelse, at ægte tro er tro, vi selv må nå frem til
ved at tage stilling til den historiske Jesus, på lige fod med hans samtidige – ikke en tro, vi blot
overtager fra kirkens tale om Jesus Kristus.
240 ’paradoksaliteten’: forargelsens grund er den tilsyneladende modsigelse (paradoks), at man i
et menneske (Jesus) møder Gud.
’den så at sige rent formale påstand’: nemlig påstanden om, at man i Jesus møder Gud,
4

under abstraktion fra hans forkyndelses indhold (derfor ’formal’, som modsætning til
’indholdsmæssig’). Forargedes de samtidige ved dette paradoksale, indebar det, at de også
forkastede Jesu budskab. Derimod forarges vi i vor tid (iflg. Løgstrup) over selve
paradoksaliteten, uden at det indebærer, at vi forkaster hans budskab.
4. Tillid og tolkning
Ligesom Løgstrup i afsnit 2 belyste Guds tilgivelse ud fra en analyse af tilgivelse mellem
mennesker, belyser han i dette sidste afsnit troen på Guds tilgivelse ud fra troen på en andens
tilgivelse af én. Her har vi altså endnu et eksempel på, hvordan Løgstrup forsøger at gøre den
kristne forkyndelse forståelig ud fra en human, fænomenologisk analyse af, hvad der foregår
mellem mennesker.
242 ’Springet’ – Når man tolker en irettesættelse som udtryk for tilgivelse, foretager man et stort
spring. En irettesættelse ser jo ud som det modsatte af en tilgivelse. Et sådant spring
foreligger der ikke, når man tolker en tekst: fortolkningen ligger jo for det meste i
forlængelse af det første indtryk, man får af teksten.
’anmasselse og sentimentalitet’: Iflg. Løgstrup er det en anmasselse, en frækhed, hvori man
trænger sig på, at sige: ”Jeg tilgiver dig”. Det er også en form for sentimentalitet. Ved
sentimentalitet forstår Løgstrup det at iagttage sig selv og nyder det, man ser. Se fx 152f om
den sentimentale kærlighed. Løgstrup fordømmer sentimentalitet, fordi den er i strid med
hans ideal om det umiddelbare liv, hvori man går op i det, man gør, uden at reflektere over
sig selv.
TIL DISKUSSION
1. Er du enig med Løgstrup i, at den etiske fordring på én gang er opfyldelig og uopfyldelig, og at
denne modsigelse kun kan løses ved, at vi overtager uopfyldeligheden som vor skyld?
2. Har Løgstrup ret i, at Jesu forkyndelse af tilgivelsen og den etiske fordring som en opfyldelig
fordring kun er troværdig, hvis han taler på Guds vegne?
3. Hvad synes du om Løgstrups påstand, at det er anmasselse og sentimentalitet at sige: ”Jeg tilgiver
dig”?
5