Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse

More documents

Recommendations

Info

237f Ovenstående tankegang forklarer nu også, hvorfor Jesus har ret til at forkynde den etiske fordring. Hans forkyndelse af Guds sande tilgivelse forudsætter jo, at den etiske fordring er Guds fordring som en fordring, der er opfyldelig. Det betyder, at ligesom vi i Jesu forkyndelse af tilgivelsen møder Guds tilgivelse, så møder vi i Jesu forkyndelse af den etiske fordring Guds fordring til os. Og når det er Guds fordring, Jesus forkynder, så er han i sin gode ret at forkynde den som en opfyldelig fordring, selv om han er et menneske. Han taler jo ikke på egne, men på Guds vegne. 238 ’et nyt motiv’: Fordringens radikalitet består i, at den fordrer uselvisk kærlighed, intet mindre. Guds tilgivelse er tilgivelsen af vor ulydighed mod denne, radikale fordring. Bl.a. derfor forkynder Jesus fordringen som en radikal fordring. Det er det nye motiv. Enhver afsvækkelse af fordringens radikalitet fornægter vor radikale synd (så gør det jo ikke noget, at vi er lidt selviske), og dermed radikaliteten af Guds tilgivelse. 3. Stillingen til Jesus I det forrige afsnit (XII,2) har Løgstrup hævdet, at sandheden af Jesu forkyndelse af tilgivelsen afhænger af, om han taler på Guds vegne eller ej. Taler han blot på egne vegne, er hans forkyndelse af tilgivelsen usand. Taler han derimod på Guds vegne (eller, som Løgstrup udtrykker det: hvis Gud gør hans ord og gerninger til sine), er hans forkyndelse sand. Det betyder, at Jesu forkyndelse stiller os foran et valg: enten ser vi Jesus blot som et almindeligt menneske, og så er hans forkyndelse usand, eller vi ser ham som et menneske, der taler på Guds vegne, og så er hans forkyndelse sand. Vor stilling til indholdet af Jesu forkyndelse kan ikke adskilles fra vor stilling til hans sendelse. I dette afsnit påpeger Løgstrup, at sådan forholdt det sig også for hans samtidige, da de mødte Jesus. Problemet er imidlertid iflg. Løgstrup, at sådan forholder det sig ikke længere for os. For os afhænger sandheden af Jesu forkyndelse ikke af, om han taler på Guds vegne eller ej. Vi adskiller spørgsmålet om sandheden af hans forkyndelse fra spørgsmålet, om han taler på Guds vegne. Vi kan udmærket danne os en mening om sandheden af hans forkyndelse, uden at det indebærer en stillingtagen til, om han talte på Guds vegne. Det er iflg. Løgstrup et problem, fordi vi dermed ikke når frem til den ægte tro, som er troen på, at vi i Jesus møder Guds tilgivelse og Guds fordring. Baggrunden for disse betragtninger er Løgstrups opfattelse, at ægte tro er tro, vi selv må nå frem til ved at tage stilling til den historiske Jesus, på lige fod med hans samtidige – ikke en tro, vi blot overtager fra kirkens tale om Jesus Kristus. 240 ’paradoksaliteten’: forargelsens grund er den tilsyneladende modsigelse (paradoks), at man i et menneske (Jesus) møder Gud. ’den så at sige rent formale påstand’: nemlig påstanden om, at man i Jesus møder Gud, 4
under abstraktion fra hans forkyndelses indhold (derfor ’formal’, som modsætning til ’indholdsmæssig’). Forargedes de samtidige ved dette paradoksale, indebar det, at de også forkastede Jesu budskab. Derimod forarges vi i vor tid (iflg. Løgstrup) over selve paradoksaliteten, uden at det indebærer, at vi forkaster hans budskab. 4. Tillid og tolkning Ligesom Løgstrup i afsnit 2 belyste Guds tilgivelse ud fra en analyse af tilgivelse mellem mennesker, belyser han i dette sidste afsnit troen på Guds tilgivelse ud fra troen på en andens tilgivelse af én. Her har vi altså endnu et eksempel på, hvordan Løgstrup forsøger at gøre den kristne forkyndelse forståelig ud fra en human, fænomenologisk analyse af, hvad der foregår mellem mennesker. 242 ’Springet’ – Når man tolker en irettesættelse som udtryk for tilgivelse, foretager man et stort spring. En irettesættelse ser jo ud som det modsatte af en tilgivelse. Et sådant spring foreligger der ikke, når man tolker en tekst: fortolkningen ligger jo for det meste i forlængelse af det første indtryk, man får af teksten. ’anmasselse og sentimentalitet’: Iflg. Løgstrup er det en anmasselse, en frækhed, hvori man trænger sig på, at sige: ”Jeg tilgiver dig”. Det er også en form for sentimentalitet. Ved sentimentalitet forstår Løgstrup det at iagttage sig selv og nyder det, man ser. Se fx 152f om den sentimentale kærlighed. Løgstrup fordømmer sentimentalitet, fordi den er i strid med hans ideal om det umiddelbare liv, hvori man går op i det, man gør, uden at reflektere over sig selv. TIL DISKUSSION 1. Er du enig med Løgstrup i, at den etiske fordring på én gang er opfyldelig og uopfyldelig, og at denne modsigelse kun kan løses ved, at vi overtager uopfyldeligheden som vor skyld? 2. Har Løgstrup ret i, at Jesu forkyndelse af tilgivelsen og den etiske fordring som en opfyldelig fordring kun er troværdig, hvis han taler på Guds vegne? 3. Hvad synes du om Løgstrups påstand, at det er anmasselse og sentimentalitet at sige: ”Jeg tilgiver dig”? 5
Page 1 and 2: Læsevejledning til Den etiske ford
Page 3: fordringen (a) tjener forståelsen

Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?