18. oktober 2012 - Fountain House

fountain.house.dk

18. oktober 2012 - Fountain House

PROFIL AF TO

MARKANTE SKIKKELSER

Asger og Bent stopper efter

henholdsvis 16 og 18 år. Vi har

interviewet dem om deres tid

i Fountain House.

BIPOLAR

KRONBORG

4 9 22

Læs sidste del af Anne Birgittes

personlige beretning.

INTERVIEW FØLJETON

UDFLUGT

Årgang 25 | nr. 3 | Oktober 2012

Fountain House har været på

tur til Kronborg.


2 | Årgang 25 | Oktober 2012

Leder

”Skal man bringe et menneske fra

en udgrænset og marginaliseret

position til at være et integreret

menneske med værdighed og

selvtillid kræver det, at der tages

hånd om hele personen, og at der

gives tid, og tid nok vel at mærke”.

Forleden faldt jeg over dette citat,

og det udtrykker efter min mening på mange måder en essens,

som også er en gældende præmis i Fountain House.

Vores medlemmer kæmper for manges vedkommende

med alvorlige psykiske vanskeligheder, som hæmmer, ja

nogle gange invaliderer deres evne til at opfatte sig selv med

værdighed og selvtillid. Systemet derimod møder dem med

ikke-sammenhængende hjælpeforanstaltninger, kronet med

tit helt uforstandige krav til korte aktiveringsforløb som en

forudsætning for at kunne opretholde en forsørgelse.

Der er megen værdighed knyttet til at kunne forsørge sig

selv. Derfor må opgaven være at skabe et rum, hvor der er

positive incitamenter og tid nok til at få opbygget de nødvendige

kompetencer til at kunne bestride et arbejde, og der må

skabes nogle arbejdspositioner, hvor der kan tages hensyn

til de særlige vilkår, der gælder for mennesker med psykiske

vanskeligheder.

I Fountain House er der indlejret megen viden om disse ting,

og vi har da også gang på gang erfaret, hvor langt vores medlemmer

er nået ud på den anden side af deres vanskeligheder

og med kursen sat for et indholdsrigt og meningsfuldt liv

med arbejde og familie.

Det er dette fantastiske miljø, jeg nu skal forlade efter 16 år

i cockpittet. Det har været én lang dannelsesrejse med ny

læring hele tiden, og det har fuldstændig forandret min opfattelse

af, hvad der er klog socialpolitik på vores område.

Det er uklogt at fortælle folk, hvad der er bedst for dem. Det

er klogt at skabe rammerne for, at folk træff er egne valg.

Det er uklogt at forsøge at løse folks problemer. Det er klogt

at skabe rammerne for, at folk løser deres egne problemer.

Det er uklogt at tvinge folk med psykiske vanskeligheder

i tilfældig aktivering. Det er klogt at give folk positive

arbejds-mæssige udfordringer i et ligeværdigt arbejds-

Forside

Forstander Asger Søndergaard

FOTO: Rachel, Bogstøtten

Deadline til næste blad:

15. dec 2012

Oplag 500 eksemplarer

fællesskab, der kan bekræfte og udvikle de evner og de

færdigheder, som de har.

Jeg kan bevidne, at der her er tale om en gensidig proces mellem

medlemmer og medarbejdere. Jeg har lært utrolig meget

af medlemmer, og de allerbedste stunder jeg kan mindes har

været dem, hvor inspirationen har gnistret i alles samarbejde

i forhold til det ”fælles tredje”, altså det vi producerer til os

selv og vores omverden.

Mogens Seider skal efterfølge mig, og det er jeg meget tryg

ved. Med Mogens får Fountain House en leder, der rager op i

mere en én forstand.

Han er meget respekteret i faglige kredse og har taget initiativ

til at danne et selskab, der hedder Dansk Selskab for

Psykosocial Rehabilitering, for som han siger: ”Psykiaterne

har dannet faglige selskaber som ”Dansk Psykiatrisk Selskab”

og ”Dansk Distriktspsykiatrisk Selskab”, så vi var nogle stykker,

der mente, at der manglede et fagligt selskab for al den

rehabilitering, der foregår uden for den medicinske verden”.

Med den tilgang får Mogens let ved at gribe og udvikle

klubhusmodellen, og jeg tror, at hele huset kan se frem til, at

Mogens træder i karakter i sit nye job.

Tilbage er for mig blot at sige tak.

Tak til alle de medlemmer, som lyser hverdagen op herinde.

Tak til medarbejderne, som hver dag arbejder med stort

engagement og stor dygtighed og med stor loyalitet over for

husets værdigrundlag.

Tak til bestyrelsen, som har været en meget stor støtte for

mig gennem alle årene.

Og en speciel stor tak til formanden, Jens Erik Lund, der har

været min utrættelige sparringspartner, og af hvem jeg har

lært utrolig meget.

Og endelig tak til Støtteforeningen, der med sin blotte

eksistens har været et værn om huset og hjulpet økonomisk

til at gennemføre en lang række aktiviteter for medlemmerne.

Jeg ønsker alle jer en rigtig god fremtid.

Asger Søndergaard,

Forstander for Fountain House.

Indlevering

Materiale til redaktionen kan sendes til ps@fountain-house.dk

eller leveres pr. post.

Tak til alle, der har bidraget til produktionen af bladet


INDHOLD

4

9

Afslutning på indlæggelser

Sidste del af Anne Birgittes personlige

følgeton om sit liv med bipolar lidelse.

14

Bent, Bent, Bent

Et afskedsinterview med Bent fra Klub

Fontana.

18

Opskrift

Hvid fi sk i gul karrysauce.

Opskrift fra ‘fi skens dag’ i køkkenet.

20

Korte indlæg

Ny forstander, mennesker i fokus,

omstruktureringer, fotos i Fontana.

Kommende aktiviteter

Kalender, oktober-december.

24

Portræt af en forstander

Interview med Asger Søndergaard, der

har valgt at gå på pension.

Oktober 2012 | Årgang 25 | 3

Fo Foun un unta ta tain i Hou ou o se

Te T gl glvæ værksgad ad ade 22 2

21 2 00 Kbh bh. Ø

Tl Tlf: f: 39 16 09 10

fh fh@f @f @fou ou ount nt ntai ai ainn ho h us use. e. e dk

fo foun un unta ta tain in in-h -h -hou ou ouse se se.d .d .dk

2

Leder

V/ Asger Søndergaard.

Indhold

3

Indholdsfortegnelse.

Vil du vide mere

Kontakt os gerne vedrørende medlemskab, besøg og andre spørgsmål.

Fountain House

Teglværksgade 22

2100 København Ø.

39 16 09 10

info@fountain-house.dk

fountain-house.dk

En drøm, et valg

En novelle fra sommerens

skriveværksted. 6

Naiv Art by Klein

Sofi e har snakket med kunstneren

Jan Klein. 12

Anne Birgittes hjemtur

Artikel fra Anne Birgittes mor om at

være pårørende. 16

Fiskens dag

Køkkenet har haft besøg af Københavns

Madhus. 19

Tur til Kronborg

22

Den årlige udfl ugt gik denne gang til

Kronborg, sponsoreret af Støtteforeningen.

Åbningstider i Fountain House

Dagligt 8.30 - 16.00

Fredag 8.30 - 15.00

Klub Fontana 39 16 09 16

Dagligt 8.30 - 16.00

Fredag 8.30 - 15.00

Bogstøtten 39 16 09 70

Man. - tors. 8.30 - 16.00

Onsdag 8.30 - 18.00

Fredag 8.30 - 15.00


4 | Årgang 25 | Oktober 2012

Portræt af en

FORSTANDER

Vi siger farvel til Asger ved en afskedsreception

mandag d. 29. oktober kl. 14.00 i kantinen i Fountain House.

Alle er velkomne!


Af Sofi e Bozorg

Kære læser,

Her får du et interview med Asger

Søndergaard. Jeg oplever ham som

en nærværende, livserfaren og venlig

person. Han inviterede mig ind på

sit kontor, hvor vi fi k en snak om

Fountain House.

Hvad var det for et hus, du startede i

for 16 år siden?

”Det var et lille hus, som Fountain

House havde lånt af Københavns

Kommune, og da jeg blev ansat havde

man lige startet Klub Fontana og

Bogstøtten. Bogstøtten holdt til i to

kontorcontainere, og Klub Fontana

boede i en erhverslejlighed i Odensegade.

På det tidspunkt havde man

allerede været ude at kigge på ejendomme.

Københavns Kommune

skulle bruge ejendommen, så man

Asger med sin røde blazer i 1999.

skulle fl ytte. Det var det, jeg

startede med og blev rodet ind

i. Vi fl yttede her til Teglværksgade

i sommeren 1997, og fordi

vores medlemmer er psykisk

meget skrøbelige, så medførte

det selvfølgelig, at det blev en

for stor omvæltning for nogle.

Så på en måde skulle man ikke

blot starte forfra, men starte på

en ny måde.”

Hvad er det for et hus, du forlader?

”Det hus, jeg forlader, er et hus, som

i forbindelse med et lovforslag skal

få skabt et tilbud, som kan matche

det nye ressourceforløb efter nytår.

Foreløbig er lovforslaget slet ikke

fremlagt, men jeg har fået tilsendt

et udkast til, hvordan den lov skal se

ud. Planen er, at den skal vedtages i

december. Vi ser bl.a. derfor frem til

den nye pensionsreform, fordi den jo

åbner for nogle såkaldte ressourceforløb

for borgere under 40 år, som

har andre problemer end ledighed,

og som gør, at man får længere tid

ude. Og tid er jo noget af det vigtigste

i den måde, vi arbejder på her. At

medlemmet får den tid, der skal til

for at komme sig i sit eget tempo og

få genskabt troen på sig selv og på, at

man kan noget.”

Hvad er den store forskel på dengang

og nu?

”Den store forskel er, at der bliver

stillet betydeligt højere professionelle

krav til medarbejderne.”

Oktober 2012 | Årgang 25 | 5

Billede af Asger fra omkring sin start i huset i 1996.

Hvad vil du gerne have, at Mogens

fører videre?

”Jeg vil gerne have, at Mogens fører den

stemning videre, som er i huset, samt

den konsekvente linie omkring relationer,

der er imellem medarbejdere og

medlemmer. Jeg håber, at han bevarer

det klima, der er i de forskellige enheder.

Og så har han humor, og det er noget,

han med stor fordel kan føre videre.”

Vil du beskrive Fountain House-ånden

med tre ord?

”Ja, nu skal jeg jo tænke mig om. Tiltro,

håb og fællesskab.”

Fakta oplysninger

Navn: Asger Søndergaard

Alder: 65 år

Baggrund: Skolelærer,

viceforstander i Klub 47.

Fritidsinteresser: Bøger, natur,

historie.

Modsatte side: Asger, som han ser ud i dag foran huset. Venstre: Sammen med Mette i 1998. Højre: Asger holder en tale i 1999.


6 | Årgang 25 | Oktober 2012

INDLÆG

En drøm, et valg

En lille gruppe af entusiastiske forfatterspirer gennemførte i sommerferien et

skriveværksted. Målet var at få redskaber og inspiration til den gode historie eller

novelle. Fie fra Klub Fontana udkom med denne tankevækkende novelle.

Af Fie, Klub Fontana

Raseriet vældede op i hende, og hun

knyttede næverne. I to lange skridt

var hun henne ved døren, som hun

fl åede op, og sekundet efter spurtede

hun hen ad gangen med det lange,

lyse hår fl agrende om sig. Hun tordnede

ned af trappen og glemte helt

at tælle de 13 trappetrin, som hun

plejede.

Og som en anden ond lille tordensky

smældede hun i luften: ”Hvad

fanden har du gang i? Du kan sgu da

ikke bare gå ind på mit værelse, når

jeg ikke er hjemme!” Hun hev efter

vejret. Hun var rasende. Og der stod

hun. Den nyeste af pædagogerne,

den allerældste af dem alle. Med de

grimme briller og rynkede kinder,

den store ofte smilende mund. Hun

smilede ikke nu. Hun så forbavset op

fra bordet, hvor hun var i færd med

noget sysleri af en art. ”Du kan sgu da

ikke bare vade ind på mit værelse og

tage min lim”, skældte tordenskyen.

Den ældre kvinde forsøgte at mildne

tordenskyen, men uden held. Hun blev

mere og mere hidsig, og hendes ellers

temmeligt blege kinder mindede mest

af alt om et par alt for modne tomater.

Hun kunne mærke, hvor vred hun

var, og hun gik med ubeslutsomme

skridt mod foden af trappen igen. Det

havde chokeret hende, hvordan hun

var sekunder fra at slå ud efter den

ældre pædagog.

Men en bemærkning, en lille dum

og uinteressant bemærkning gjorde

udslaget. Hun vendte om på hælen

ved det første trin og tog kun et skridt

tilbage. Nu stod hun lige foran den

rynkede pædagog, og hendes arrede

hånd fl øj op og knaldede med et

smæld de gamle kinder. Brillerne sad

skævt efter første slag. Samme hånd

ramte samme kind, og nu fl øj brillerne

tværs gennem det lange køkken

og landede på det hårde stengulv.

Alle holdt vejret, alle som én. Alle

var overraskede og chokerede. Hun

selv var i chok. Aldrig havde hun slået

nogen, ikke andre end lillesøsteren,

som var større og stærkere end hende

selv, og som oftest selv startede slåskampene.

Og det var efterhånden en

årrække siden nu.

”Aldrig ville Klara

have slået et andet

menneske, men vreden

havde bestemt

for hende.”

Men der stod hun, med en hånd,

der sved, og en pædagog med tårer i

øjnene. De var to på vagt den aften.

Den unge mandlige pædagog tog fat

om armene på hende, da hun mærkede

hånden fl yve for tredje gang.

EEEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTTTTTT VVVVVVVVVVVVVVVVVVVAAAAAAAAAAAAAAAAAALLLLLLLLLLLLLLLLLLGGGGGGGGGGGGGGGG FFFFFFFFFFFFFFFFOOOOOOOOOOOOOOOOOOOORRRRRRRRRRRRRRRRRRR LLLLLLLLLLLLLLIIIIIIIIIIIVVVVVVVVVVVVVEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTT

Hans øjne lyste sort, og han var vred.

”Hvad fanden laver du”, råbte han og

gennede hende op ad de 13 trin og

hen ad gangen til det store og lækre

værelse. Han gik igen og knaldede

døren i efter sig.

Panikken greb hende. Det havde jo

været en god dag. De havde hygget

sig på stranden, hende og Lotte.

Lotte med det korte røde hår og det

bælgøjede blik. Hun var selvsikker

og kunne synge, hun havde en sød

kæreste og var så smuk. Hun var sød

og rar, og ældre end hende selv. Det

kunne hun godt lide. Hun ville gerne

selv være rødhåret, selvsikker, kunne

synge, hun ville selv være lige så

smuk og have en kæreste. Hun ville

være præcis, som Lotte var, det ville

hun virkelig, for sig selv kunne hun

ikke holde ud.

Det gik ikke op for hende før senere

hen, at limen slet ikke betød noget.

At det var noget andet, noget større.

For selvfølgelig måtte den rynkede

pædagog da gerne låne hendes lim,

selvfølgelig.

Det var Lottes vrede, hun havde

overtaget, ligesom med alt det andet.

Lottes meninger, Lottes holdninger

og handlinger og Lottes dit og dat.

Hun kunne ikke holde tanken ud om

at skulle være alene, og der var intet

mellem det gode og onde. Det var alt

eller intet. Hun ville være Lotte. Som

dengang hun ville være Bette og før


da Anne, og endnu tidligere ville hun

være Katja, og før Katja kom Tanja,

og før hende var det…. Ja, det havde

egentlig altid været sådan. Hun ville

altid være en anden end sig selv. Og

lige nu ville hun altså være Lotte, for

det var for smertefuldt at skulle være

Klara. Hende den selvnedværdigende

og åndssvage tøs, hende uden fremtid.

Men nu havde hele situationen taget

en drejning. Aldrig ville Klara have

slået et andet menneske, men vreden

havde bestemt for hende. Hun ringede

hulkende til sin far, som forgæves

prøvede at berolige hende. Forstanderparret

kom over med vrede miner, for

det var ikke okay at slå. Nej selvfølgelig

var det ikke det, selvfølgelig ikke. Det

vidste hun jo godt. Hun fi k sig en tænkepause

hjemme på lorteøen Amager.

Parret kørte hende forbi alle markerne

med de brægende får og de gamle malkekøer,

de store gule enge og gennem

landevejene ud på motorvejen.

Hjemme på Amager stod hendes

forældre og tog imod. Opgaven fra

forstanderparret var klar: Find ud af

om du stadig vil bo hos os. Om du vil

kæmpe for at forandre tingene, som

de er nu. Om du vil tage hånd om dit

liv og tage ansvar for dig selv. Om

fem dage ville psykologen snakke med

hende, og hun ville tage tilbage på

landet med et svar.

Det hele var forvirrende og smertefuldt.

Hun ville sit eget liv, men hun

milde øjne og de rynkede kinder. Det

var Lotte, der altid var utilfreds med

Lindas ideer og hendes eksistens.

Men det var Lotte, der sov i sin egen

seng den nat, og ikke Klara. Det var

Klara, der stod med lorten og var

nødt til at sluge den hele. Hvorfor

kunne hun aldrig gøre det rigtige?

Alle følelserne var i opkog. De rasede.

Alt var kaos. Himmel og hav stod i ét.

Hun befandt sig nederst på havbunden

og kæmpede for at komme op til

overfl aden. Hun kæmpede det bedste,

hun havde lært.

Det var en brav kamp, og med ét skød

hun hovedet over vandoverfl aden og

tog en dyb indånding. Og pludselig

fl øj hun til vejrs, hun fl øj direkte ind i

den tordenfulde himmel. Øjeblikket

efter stilnede tordenen af, og himmelen

var blå med hvide puff ede skyer.

Hun begyndte at falde igennem luften

og landede på en gynge. Havet under

hende forvandlede sig til fl is, lavet

af mørkt træ, som det man ser på

legepladser. Og folk stilnede rundt

om gyngen og klappede og hujede

af hende. Hun selv sad stadig på den

vildtsvingende gynge og var ved at

falde af. Hun greb om snorene og

holdt dem i et fast greb.

Midt i menneskemængden fi k hun

pludselig øje på en høj bælgøjet pige

med kort rødt hår. Lotte rakte armene

frem mod hende for at fortælle

”Hun vågnede ved daggry den efterfølgende

morgen og vidste præcis, hvad hun skulle gøre

fremover. Hun skulle kæmpe den kamp, som

var så uundgåelig for hende.”

vidste ikke, hvad det indebar, og derfor

var hun bange. Aldrig havde hun

haft det godt med sig selv, aldrig havde

hun holdt af sig selv eller forstået

det, når nogen sagde, at hun var god

nok, som hun var. Derfor hellere være

en anden, for alt andet end hende selv

måtte være bedre. Men nu var hun

smeltet så meget sammen med Lotte,

at det hele var kammet over.

Det var jo Lotte, der afskyede Linda.

Lotte, der ikke kunne fordrage de

hende, at hun skulle hoppe af gyngen,

ind i hendes favn og smelte sammen

med hende. Det føltes som det rigtige,

som det hun havde brug for, det hun

havde lært sig selv altid, det føltes

som hendes redning fra den vilde

gynge.

Men en ung pige fra fortiden spurtede

ind under gyngen og råbte: ”Bliv på

gyngen, bliv på gyngen!” Og hun blev.

Gyngen svingede vildt og faretruende,

men hun blev. Hun kæmpede for

Oktober 2012 | Årgang 25 | 7

at gøre det rigtige, for ikke at smelte

sammen med et andet menneske, hun

kæmpede for sig selv. Gyngen stilnede

mere og mere af, og den blev stødt

roligere.

Til sidst sad hun med benene ud over

kanten af trægyngen, som var helt

stille, og hun vrikkede i hoften for

at springe ned fra den. Hun landede

blødt på fl isen, vendte ryggen til Lotte

og gik med sur og tvær mine gennem

menneskemylderet og ud på sin egen

vej.

Hun vågnede ved daggry den efterfølgende

morgen og vidste præcis,

hvad hun skulle gøre fremover. Hun

skulle kæmpe den kamp, som var så

uundgåelig for hende. Hun ville ikke

længere følge i andres fodspor, hun

ville foran. Den andenklasses udgave,

hun altid havde været af et andet

menneske, skulle nu blive en løgn.

”Hans øjne lyste sort

og han var vred.

”Hvad fanden laver

du”, råbte han.”

Hun ville gå efter at være en førsteklassesudgave

af sig selv.

Det blev hårdt. Mange strategier

måtte ændres, og sår blev til ar. Vrede

og indestængte følelser eskalerede i

gråd og sammenstød. Nætterne så

sorte blev lange, og smerten kunne

ikke dulmes.

For før var smerten nemt væk ved

ikke at være sig selv, men en anden.

Eller ved at lade barberbladet fl å

huden fra hinanden. Men nu var

strategien en anden, og verden var

anderledes. Valgene var mange og

eventyrlige.

Verden var i alle regnbuens farver og

i endnu fl ere nuancer. Hun rummede

mere, end hun før havde gjort, og

størst af alt rummede hun sig selv.

Men når det hele sortnede for hendes

øjne, og alt føles tabt, kunne man

høre en sagte hvisken komme over

hendes læber: ”Bliv på gyngen, bliv på

gyngen!”


8 | Årgang 25 | Oktober 2012

Indbyder til

Åbent Hus

Fredag d. 12. oktober kl. 13.30-16.00

Vi giver Jer en enestående mulighed for som de første

at se vores nye fl otte skole. Der vil være mulighed

for at møde elever og undervisere, få information og en

rundvisning i vores nyindrettede lokaler.

STU - Særligt tilrettelagt

ungdomsuddannelse

for unge med alvorlige

psykiske problemer.

Fontana Skolen STU Hammershus gade 17 2100 KØBENHAVN Ø.

TLF. 3916 0910 | FAX 3916 0929 | POSTGIRO 4 99 50 90

e-mail: info@fontanaskolen.dk | www.fontanaskolen.dk

Vi byder på et lille glas

og en bid brød.

Vi glæder os til at se Jer.


TEMA

Oktober 2012 | Årgang 25 | 9

Afslutning på en lang række indlæggelser

Denne artikel er sidste del af Anne Birgittes personlige beretning. Den omhandler

hendes sidste to indlæggelser på psykiatriske afdelinger, som fandt sted på hen-

holdsvis Rønne Sygehus i 2006 og på Rigshospitalet i 2007.

Af Anne Birgitte Arnsfeld

i 2006 var jeg kommet hjem efter 5 år i

Paris, hvor jeg egentligt havde til hensigt

at blive. Men af særlige personlige

årsager måtte jeg lægge byernes by bag

mig og vende tilbage til Danmark. Jeg

var knust over at forlade Paris, men jeg

havde ikke midler til at blive boende.

Jeg var bundulykkelig over, for mit

forhold til Paris og dens kultur går helt

tilbage til 1979; året for mit ønske om

at bosætte mig i Paris.

FARVEL TIL FRANKRIG

I starten af 2006 kom min mor til Paris

for at hjælpe mig med at pakke og

støtte mig i den sorg, det var at skulle

forlade det franske. Vi var færdige med

at pakke efter et par dage, og så rejste

vi og Quimper (min røde tigerstribede

hankat) fra huset i Rueil Malmaison.

Jeg forlod min kæreste, som var i

Rusland på tredje uge, hvor han arbejdede

på et ingeniørprojekt for et tysk

fi rma. Jeg vil ikke komme nærmere

ind på detaljerne i mit forhold til ham.

Han udgjorde dog en stor betydning

i min beslutning om at tage tilbage

til Danmark. I bund og grund var jeg

ulykkelig og ensom dybt ind i min

sjæl. Pga. økonomiske besparelser var

jeg blevet sagt op som oversætter i en

fransk virksomhed efter fi re år. Efter

en lang periode med jobsøgning og

aleneliv, tog jeg beslutningen om at

vende tilbage til mit hjemland.

FREMTIDSPLANER

Da jeg havde været på Bornholm et

par uger, satte min mor og jeg os ned

og talte om mine fremtidsplaner.

Jeg overvejede at blive på Bornholm

og søge ind på lærerseminariet. Jeg

aftalte med min mor, at jeg kunne bo

hos hende. Jeg begyndte samtidig at

ride, hvilket hjalp mig meget i sorgen

over at have forladt Paris. Jeg kom ind

på seminariet, men havde ikke fl ere

SU-klip, så jeg måtte arbejde ved siden

af studierne. Jeg fi k hurtigt job på

forskellige restauranter og blev også

underviser i dansk for udlændinge.

ANORMALE TILSTANDE KOM IGEN

Det kostede energi at studere og arbejde

samtidigt. Det stod på et stykke

tid, og i følge min mor begyndte jeg

at tabe mig. Jeg blev let irritabel og

fi k uhyrlige følelsesudsving. Jeg selv

oplevede det ikke sådan. Det gik altid

ud over min mor. Al den aktivitet jeg

havde, bed stumper af min søvn. Det

ene af jobbene måtte jeg opgive, fordi

det var for stressende. Men jeg blev

alligevel mere og mere stresset, så jeg

fi k tankemylder om natten, hvilket forhindrede

mig i at sove. Nætterne blev

kortere og kortere, og mit forhold til

min mor blev samtidig mere og mere

anspændt. Ifølge hende skete der det

en lørdag, da vi var på indkøb i Netto,

at jeg begik butikstyveri. Politiet blev

tilkaldt, og jeg fi k en bøde på 1000 kr.

Før denne hændelse fortalte hun mig,

at jeg fi k øjeblikkelige følelsesudsving

(opstemthed og irritabilitet), som

begyndte at blive vedvarende. Modsat

den vredladne irritabilitet skete der

også det modsatte, nemlig at jeg indimellem

blev opstemt med uforholdsmæssig

stor glæde eller lykkefølelse.

Der var ved at tegne sig et sygdomsbillede;

en mani var under opsejling.

Sindslidelsen angreb min hjerne, og

intet var realistisk mere.

MIT OPHOLD PÅ RØNNE SYGEHUS

Min mor forsøgte at overtale mig til at

gå med til lægen. Det lykkedes hende

også langt om længe at få mig overtalt.

Der var ingen tvivl ifølge lægen. Jeg

skulle under behandling. Jeg havde

stærkt nedsat evne til at bedømme det

selv, for jeg troede ikke på, at jeg var

syg. Jeg havde det jo godt nok og var

til tider ovenud lykkelig. Men alligevel

mistede min mor tålmodigheden

og kørte mig på den lukkede afdeling

på Rønne Sygehus. Min mor kendte

symptomerne fra tidligere indlæggelser.

Imidlertid husker jeg kun ganske få

ting af episoden fra Rønne Sygehus.

F.eks. memorerede jeg et meget smukt

maleri med markblomster i de smukkeste

gullige pastelfarver. Det fyldte en

hel lang væg. Ansigterne på plejeper


10 | Årgang 25 | Oktober 2012

sonalet forekommer mig udviskede.

Min tilstand var ikke manisk, men jeg

var højrøstet, meget urolig og havde en

ejendommelig adfærd. Jeg havde ingen

sygdomserkendelse og led af søvnløshed

og svigtende selvkontrol. Jeg var ustyrlig

og til tider aggressiv overfor andre

indlagte.

BÆLTEFIKSERING

Min mor besøgte mig dagligt, hvilket

jeg ikke erindrer. Jeg var meget

fortørnet over at hun ikke ville vide af

mig; men det var blot en tvangstanke.

Senere fortalte hun mig ligeledes, at

jeg fi k tre elektrochokbehandlinger

under indlæggelsen i Rønne. Derudover

havde jeg været så utæmmelig,

at personalet måtte bæltefi ksere mig.

Men intet af dette husker jeg. Heller

ikke at jeg blev overført til Rigshospitalet

i marts 2007, da lægerne og det

øvrige personale i Rønne ikke vidste,

hvad de skulle stille op med mig efter

syv måneders behandling.

MIT OPHOLD PÅ RIGET

Mit ophold på Rigshospitalets Psykiatriske

Afdeling strakte sig over ni måneder.

Kort efter at jeg blev overfl yttet

til Rigshospitalet, dykkede jeg ned i en

dyb, dyb, sort depression. Jeg følte mig

uværdig til at leve. Jeg havde også en

sygelig skyldsfølelse og følte overdrevne

selvbebrejdelser og selvanklager.

Disse følelser førte til selvmordstanker.

Så jeg lagde mig til at dø i overført

betydning. Jeg ville ikke spise, drikke,

tage bad eller gå på toilettet. Jeg forlod

ganske simpelt ikke sengen. Den var

mit skjulested. Jeg lå under dynen i

måneder. Og når nogen henvendte sig

til mig, svarede jeg ikke.

ELEKTROCHOK UDEN EFFEKT

Jeg fi k 36 elektrochokbehandlinger

over sommeren, som skulle få mig

ud af den depressive tilstand. Min

far, som var hjemme fra Spanien,

besøgte mig, hvilket jeg heller ikke

husker. Han så i hvor dårlig tilstand,

jeg var. Han blev meget chokeret og

opsøgte overlægen og bad ham om

straks at indstille disse behandlinger.

Heller ikke dette husker jeg noget af.

Det er kun beretninger fra familien.

Elektrochokbehandlinger bliver givet

mod depression og skulle være en

udmærket behandlingsmetode, men

den havde ingen eff ekt på mig. Og jeg

spørger mig selv i dag, om det kunne

have været et forsøg, man gjorde. Det

er mange behandlinger uden resultat.

Det er meget og ganske grotesk, da det

ingen virkning havde. Når man runder

de 36 behandlinger, burde man tænke,

at de ingen virkning havde og gå andre

veje. Mange af mine venner spørger tit:

”Kan du huske, da …” ”Nej, det kan jeg

ikke.” Hver dag i dag er en terapi. Jeg

træner min hukommelse ved at lave

håndarbejde og via litteraturlæsning,

yoga, løb og undervisning i fransk.

FRA CHOK TIL MEDICIN

I den tid lå jeg til stadighed dybt under

dynen i al stilhed. Metoden blev medicinering.

Jeg skulle bl.a. have Marplan,

som er et ældre præparat mod depression.

Og litium var en selvfølge, fordi

det gives til bipolare sindslidende. Andre

”bolsjer” kom til, og uden at vide,

hvor lang tid der var gået, begyndte jeg

at kravle ud af sengen og gå ud på gangen.

Ellers var min seng til stadighed

en stor magnet. Om aftenen lettede

mit humør en smule, og jeg begyndte

at cykle på motionscyklen, der stod i

et tilstødende, dunkelt lokale.

Jeg var kommet til et afgørende punkt,

hvor jeg nu kunne fatte, at jeg var

alvorlig syg og led af hukommelsestab.

Derudover blev jeg bevidst om, at jeg

befandt mig i en alvorlig, depressiv

tilstand. Den var imidlertid lettet en

smule, da Marplanen begyndte at have

sin virkning. Min mor ringede til mig

hver dag, og det endte altid med, at

jeg begyndte at hulke dybt. Jeg havde

ellers ikke kunne græde i min dybe

depression.

MARPLANENS TRYLLEKUNSTER

Denne tilstand stod på et stykke tid.

Efterhånden begyndte jeg at tage

brusebad og vaske mig og deltage ved

morgenbordet. Efter et stykke tid var

jeg blevet moden til at kunne samle

mig om ugentlige lægesamtaler med

overlægen.

Mit humør og mit helbred blev bedre

og bedre, mens jeg skubbede på, så

meget jeg orkede. Det skulle der styrke

og ressourcer til, og disse kom automatisk

til mig i ryk. Motionscyklen

blev brugt dagligt. Jeg blev mere åben

og fi k kammerater på hospitalsgangen.

Os, der røg, stod tit udenfor. Der blev

røget masser af cigaretter.

Hvor kommandoen kom fra, ved jeg

ikke, men jeg blev sendt over til fysio-

og ergoterapeuterne til en samtale. Fysioterapeuterne

fremlagde muligheden

for at motionere to gange om ugen og

en time med leg med bolde og redskaber.

I ergoterapien var der mulighed

for at male, sy på maskine og beskæftige

sig med andet kreativt arbejde.

Alle tre discipliner ville jeg gerne

deltage i, men i starten var det meget

hårdt, for jeg var stadigvæk tungsindig

og indimellem depressiv. Men jeg blev

revet med i disse beskæftigelser. Lidt

efter lidt blev min krop igen muskuløs,

og jeg fi k det endnu bedre. Jeg kunne

også komme ud af sengen hver morgen.

Så en dag fi k jeg lyst til at melde

mig til aktiviteterne i ergoterapien, og

senere til løb i Fælledparken.

KLAR TIL PSYKOLOGSAMTALER

Samtalerne med overlægen var af både

medicinsk og terapeutisk karakter.

Han igangsatte desuden, at jeg kom

til en psykolog en gang om ugen. Der

blev taget hånd om mig, og socialrådgiveren

sørgede for de praktiske ting,

bl.a. min økonomi. Mit humør var ved

at stabilisere sig, og jeg fi k overskud

til at sy på maskine i ergoterapien. Jeg

spadserede til Stof 2000 og købte stof

til en jakke. Der var nu hver dag en

aktivitet, og jeg blev gladere, tog på i

vægt og begyndte at strikke igen og se

tv sammen med de andre i opholdsstuen

om aftenen.

PATIENTHOTELLET

Under en samtale med socialrådgiveren

blev jeg pludselig overrasket over,

at hun sagde, at jeg havde fået førtidspension

og skulle fl ytte til patienthotellet.

Tilsyneladende blev jeg ikke påvirket

af at skulle have førtidspension.

Jeg fi k et lille hjørneværelse med seng,

garderobe og badeniche. I stedet for at

indtage måltider på hospitalet, spiste

jeg på hotellet. Om formiddagen ved

titiden indfandt jeg mig på hospitalet

til morgenforsamling, hvor vi sang

og planlagde dagens aktiviteter. I to

måneder boede jeg på patienthotellet,

og så faldt hammeren ellers! Et chok

ramte mig som et lyn!

TRUSLEN OM AT BLIVE HJEMLØS

Under et møde med socialrådgiveren,

meddelte hun mig, at jeg ikke længere

kunne blive på patienthotellet. ”Er jeg

så hjemløs?” spurgte jeg hende. Uden

at fortrække en mine nikkede hun. ”Jamen,

det kan I da ikke bare gøre! Først

helbreder I mig og bruger tusinder af

kroner på det, og herefter smider I mig

på gaden!” råbte jeg meget ophidset.


Jeg kunne stadigvæk bo dér i to uger

endnu, og socialrådgiveren indrømmede,

at hun ikke kunne hjælpe mig

med at fi nde en bolig, men henviste

mig til herbergerne. Jeg kunne mærke,

at blodet forsvandt fra mit ansigt, og

adrenalinen pumpede i mine årer.

Jeg blev SÅ BANGE! Angsten invaderede

mig. Jeg så mig selv som tigger på

gaden med alle mine ejendele i slidte

plastikposer …

TINGENE FLASKER SIG

Jeg måtte handle og dét i en fart,

tænkte jeg. I mellemtiden introducerede

socialrådgiveren mig for Fountain

House. Jeg syntes, at det lød rigtig interessant,

så vi kørte derover. Jeg blev

ellevild over alle de smukke malerier,

der hang i receptionen. Jeg husker i

dag ikke så meget af rundvisningen,

men summa summarum: Jeg blev

optaget som medlem i kontorenheden,

for jeg blev meget begejstret! Nu skulle

jeg blot have fundet en bolig. Og jeg

var helt alene om det … Jeg vidste, at

det ville blive som at lede efter en nål

i en høstak. Og bange var jeg virkelig

også.

Jeg afl agde hospitalsbiblioteket et

besøg hver dag og kiggede i aviserne

efter ledige lejligheder og værelser.

En dag fi k jeg fat i Den Blå Avis og

pløjede den igennem. I et lille hjørne af

avisen for neden stod der en annonce

vedrørende værelsesudlejning. Og jeg

ringede straks. Samme aften skulle jeg

møde ejeren. Der dukkede også andre

unge mennesker op, som skulle bese

værelserne.

To af dem var franskmænd, og vi

kom i snak med hinanden lige med

det samme. Vi knevrede, som havde

vi kendt hinanden hele livet. Det

viste sig, at det drejede sig om en stor

lejlighed med fi re værelser. Værelsesudlejeren

syntes umiddelbart om

den gode atmosfære, der var mellem

franskmændene og mig, og før vi tog

derfra, havde vi alle tre skrevet under

på en kontrakt. Således fi k jeg noget at

bo i. Og jeg boede der i fi re måneder,

indtil der en dag kom en kuvert ind ad

min postkasse. Et boligselskab tilbød

mig en lejlighed på Østerbro.

NAVLESTRENGENE

Jeg fl yttede ind i min nye bolig, købte

Oktober 2012 | Årgang 25 | 11

møbler og kom i Fountain House hver

dag. I mellemtiden havde jeg skiftet

fra kontoret til Bogstøttens arbejdsgruppe.

Jeg har nu været rask i næsten

fi re år og følger overlægens råd om at

tage min medicin hver dag på faste

tidspunkter og undgå situationer, der

giver mig stress og angst.

To gange har jeg haft stress i et tidsrum

på fi re år, og det har fremkaldt

angst. Hæsligt! Det har været i perioder,

hvor jeg ikke har været opmærksom

på mine handlinger. Der fi ndes

ingen konklusion som sådan, hvad

angår min diagnose, men jeg kan kun

sige, at jeg skal leve et harmonisk liv

og netop ikke udsætte mig for stress af

længere varighed.

Hvad Frankrig angår, vil det i fremtiden

være et af mine ferielande, for

Danmark er mit hjemland. Fremover

skal jeg se både min psykolog og min

psykiater. Disse faktorer, gør at jeg er

tryg.

Fountain House spiller også her en stor

rolle. Der kan jeg godt lide at arbejde og

være sammen med andre mennesker.


12 | Årgang 25 | Oktober 2012

KUNST

Naiv Art by Klein

Af Sofi e Bozorg

Jan Klein laver en række abstrakte

punk/rock collage-malerier. Man

kan se, at Klein er en del af en bølge

af kolorister, som maler i et naivt

formsprog med knald på farverne.

Han skaber nogle interessante fi gurer

- uden at tegne dem, men ved at male

fl ygtige, simple grundelementer med

en sikker hånd.

Malerierne er dynamiske og levende.

Og så er der farverne! Hans palet er

skrigende farvemættet med gul og violet

som en slags signaturfarver. Kleins

malerier er et mylder af highlightede

ord og udklippede billeder. Hans arbejde

bærer præg af et tilsyneladende

fravær af systemer.

Jan Klein er født i 1951 og opvokset

på Vesterbro. Siden 2006 har han haft

mulighed for at arbejde med sine billeder.

Det seneste år har været et forrygende

år, hvor han har deltaget i fl ere

events. Han har blandt andet malet en

postbil, som blev eksponeret i DR. Han

har udstillet på fl ere kunstmesser og

på adskillige gallerier i Danmark.

Desuden har han etableret et misbrugshjem,

”KLIPPEN,” i Slagelse for mennesker

med dobbeltdiagnoser, dvs.

sindslidelser og misbrug. Han har et

stærkt ønske om at hjælpe folk i denne

situation, fordi han som 17-årig fulgte

den hippiebølge, som var moderne og

dermed også de stoff er, som gjorde

miljøet spændende. Desværre eskalerede

misbruget, og Klein har efterfølgende

været i kontakt med kirkeligt hjælpearbejde

og har siden 1972 været

stoff ri.

”I AM THE GREATEST

YES I AM THE GREATEST

LOOK AT MY ART AND YOU SEE ME

REMEMBER I AM THE GREATEST”

Jan Klein

Men hans univers bærer stadig præg

af den tid, og det er blandt andet

derfor, hans kunst er så nutidig og

samtidig så old school. På mange af

hans collager er der inspiration fra

60’erne og 70’ernes musiklegender og

fremtrædende personer.

Klein beskriver selv sin kunst som en

blanding af street og pop art.

”Inspirationen kommer fra, at alting

er meget pænt, og når folk får en sofa,

så skal de fi nde et billede, som passer

til sofaen. På en måde kan man sige,

at mine billeder skiller sig ud, fordi de

er lavet ud fra et koncept, som hedder

”det grimme er smukt”. Man kan se,

at der er revet en masse billeder itu,

eller at malingen løber. Samtidig kan


Oktober 2012 | Årgang 25 | 13

man sige, at

mange af mine

billeder lige så

godt kunne hænge

udenfor på en mur,

og at man så har taget

et stykke af muren ind

og hængt det op”.

Klein betragter hele sit liv

som ét langt højdepunkt. ”Min

tilværelse er en del af en beslutning.

I stedet for at blive en ganske

almindelig, gammel mand har jeg

valgt at udleve min drøm, som er at

blive kunstner. Derfra har jeg faktisk

bare oplevet, at det er gået fremad, og

at det er blevet en succes, uden at jeg

har gjort så meget ved det”.

”Jeg kan huske, at jeg tænkt: ”Hvad

gør jeg, når jeg bliver 65 år gammel?

Skal jeg bare sætte mig ned og fundere

over, hvad jeg så skal gøre…?” Det

duer jeg sgu ikke til. Så nu er jeg blevet

kunstner, og når jeg dør, så er jeg

kunstner”.

Klein fortæller, om grunden til, at

han har vist interesse for Fountain

House-bladet: ”Jamen, jeghar altid

haft en forestilling om, at misbrug og

psykisk sygdom ligger meget tæt op ad

hinanden”.

”Mange af dem, som jeg har arbejdet

med bl.a. på KLIPPEN, har også

haft, det jeg kalder for ’underliggende

musik’. Man kan kalde det, hvad man

vil, men der har været en underliggende

melodi i misbruget, og det har

ikke bare været nok at have fokus på

misbruget, men også hvilken underliggende

musik, der er. Det har altid

været vigtigt for mig. Den form for

selvmedicinering, der bl.a. ligger i

misbrug, har bånd i et eller andet i

psyken, tror jeg”.


14 | Årgang 25 | Oktober 2012

INTERVIEW

Bent, Bent, Bent

Hele huset kender vist denne artikels hovedperson. Hans altid gode humør, store

smil og smittende karisma er svær at overse. Der er naturligvis tale om Bent

Frederiksen fra Klub Fontana. Men hvem er Bent egentlig?

Af Janni Rasch og Pernille Tøttrup

Bents tid i Fountain House begyndte

for knap 19 år siden i december 1993,

da det havde placering ved Sortedams

Dosseringen. Bent var blevet indkaldt

til et personalemøde og blev med det

samme fanget af huset og sagde straks

ja, da han kort tid efter blev tilbudt

en stilling. Bent var dengang ansat i

forskningsenheden og hans arbejde

bestod i at registrere, hvordan huset

blev brugt og føre statistik over medlemmerne.

Et par år efter at Bent blev ansat, blev

Klub Fontana stiftet i en 3½ værelses

lejlighed på Østerbro. Bent var en del

af ansættelsesudvalget og fulgte nøje

opstarten af Klub Fontana igennem

processen med ansættelser, og jo mere

han solgte Klub Fontana til kommende

medarbejdere, des mere blev

han selv fanget af konceptet. Han så

noget spændende og meningsfyldt i at

arbejde med unge mennesker og var

også meget fanget af ideen om at være

med til at bygge det op fra bunden. I

begyndelsen fungerede Klub Fontana

primært som ”fritidshjem” til unge

psykisk sårbare mellem 18 og 25 år.

Det var stadig et helt nyt koncept, og

der blev afprøvet nogle forskellige ting

for at føle sig frem til, hvilken funktion

Klub Fontana ønskede at have for de

unge. De fandt hurtigt ud af, at der

manglede en målsætning, og at de

gerne ville have mere fokus på uddannelse

og arbejde og hjælpe de unge med

at fi nde deres videre vej frem i livet,

og det har været med denne vision, at

Klub Fontana har eksisteret siden.

LIDT OM BENT

Bent er født og opvokset i Roskilde,

Foto af Bent fra 2000.

hvor han har været bosat hele sit liv.

Han er stor fan af musik og har været

deltager på Roskilde Festivalen stort

set hvert år, siden det startede i 1971.

Festivalen er en så stor del af ham, at

han ikke engang kan holde ud at være

i byen under festivals-ugen, hvis han

ikke kan være med. Bent har også fl ere


gange arbejdet på festivalen, hvor han

blandt andet har solgt pølser og kaff e.

Selv spiller Bent guitar og har sågar

haft æren af at spille koncerter på Roskilde

Festivalen og et enkelt år været

med til at åbne festivalen på Orange

Scene.

Bent er en Livsnyder med stort L, og

han er fast besluttet på ikke at lade sig

stresse over ting og møder verden og

dens udfordringer med en enorm ro

og afslappethed. På den måde kan han

nyde livet, som det er, og tage det stille

og roligt.

For tre år siden fl yttede Bent og hans

kone Anne i bofællesskab. Her er der

26 huse samt ét stort fælleshus med

kæmpe køkken, som de alle kan spise

sammen i. Derudover er der bl.a.

værksted, kondirum og musikrum og

altså nok til at holde legebarnet Bent

i gang. Bent holder også af at cykle og

tager gerne ud på mountainbike, når

muligheden byder sig. Han er og bliver

en glad dreng med krudt i røven.

HUSET OM BENT

Der er dyb enighed omkring Bent, når

man går på jagt i huset efter sladder.

Han driller og laver sjov med alle,

men på den gode og behagelige måde.

Han har altid et glimt i øjet og spreder

glæde med sit smil og sin charme. Han

har nemt ved at få folk til at grine med

alt fra underlige fuglelyde til møder og

sjove bemærkninger i al almindelighed.

Bent er typen, som kan fi nde på at

smide sine kollegers sko i skraldespanden

eller tegne overskæg og briller på

deres hundebilleder. Han kan slippe af

sted med ufattelig mange ting, fordi

han er, som han er. Han er Bent, og

han er sig selv fra start til slut. Folk

kommer også uden tvivl til at savne

hans rolige sind og hans fantastiske

måde at se livet på.

Selvom Bent synes, at det er en vanvittig

god idé at skulle på efterløn, så

har fl ere af os skumle planer om at

kidnappe ham tilbage, når han mindst

venter det. Det er selvfølgelig bare en

joke. Eller er det!?

Kære Bent, når nu vi er lidt ’grove’ i

det og udleverer dine tossestreger, er

det jo egentlig bare, fordi vi holder

rigtig meget af dig og kommer til at

savne dig. Du kan altid få en i bedre

humør og uddeler gerne kram, når det

Oktober 2012 | Årgang 25 | 15

Bent på scenen i Fountain House 1995.

hele er lidt svært. Du forstår at være

seriøs, når det kræves, er altid god til

at hanke op i en og få sat gang i alle de

ting, som vi ikke selv er gode til at få

gjort.

FREMTIDEN

Fremtiden for Bent står stadig hen i

det uvisse. Bent har ikke været i tvivl

om, at det at gå på efterløn er det rette

for ham. Når man spørger ham, om

han kommer til at savne sit arbejde,

er svaret et meget afklaret nej. Han

tilføjer, at han uden tvivl vil komme til

at tænke meget på Klub Fontana og på

de mange oplevelser, som han har fået

i løbet af sine 19 år i huset. Særligt har

det været meget givende for ham at

få lov at følge psykisk sårbare unge på

deres videre vej i livet.

Bent er heller ikke bange for at komme

til at kede sig. Tværtimod ser han

frem til at kunne mærke, hvordan det

er ikke at skulle op og på arbejde og

bruge en time på transport hver vej, og

med tre børn og seks børnebørn er der

da også nok at se til. Hans kone Anne

går på efterløn samtidig med ham selv

og til marts tager de 2 uger til Indien

på yoga/meditationskursus, som han

ser meget frem til.

Til sidst vil vi bare ønske Bent alt muligt

held og lykke i fremtiden.

Bent anno 2012.


16 | Årgang 25 | Oktober 2012

TEMA

Anne Birgittes endelige hjemtur

fra Paris

Historien om Anne Birgitte set gennem øjnene af hendes mor. Her fortæller hun

om sine oplevelser som pårørende.

Af Kirsten Arnsfelt

Anne Birgitte har boet i Paris i mange

år og var som regel kun hjemme i julen.

Hun var besat af Paris, og hendes

hensigt var at blive boende dernede.

Hun taler sproget så godt som en

indfødt. Den franske kultur og sproget

udgør en stor del af hendes personlighed.

Men hendes liv i Paris var ikke

altid nemt. Arbejdsløshed og ensomhed

udgjorde en del af hendes sidste tid

dernede. Anne Birgitte har haft tre

indlæggelser i Paris, og hendes situation

dernede blev efterhånden sværere

og sværere. Hun manglede sin familie

til at støtte op omkring sig. Det var

også meget belastende for mig som

pårørende at være så langt fra hende,

for hele tiden lurede bekymringen i

baghovedet om, hvordan hun havde

det. Jeg kunne jo ikke ringe til Paris

hver dag. En telefonopringning en

gang om ugen løb allerede op i store

summer for mig. De to sidste indlæggelser

var i Rueil Malmaison og varede

gennemsnitligt tre måneder. Så min

datter blev dog rask igen. Gud ske lov.

BESLUTNINGEN OM DK

Efter indlæggelserne ændrede min

datter indstilling til Paris. Hun åbnede

en tanke for mig: ”Måske hører jeg

alligevel hjemme i Danmark.” I julen

2005 blev vi enige om, at hun skulle

fl ytte tilbage til Danmark. Hun skulle

så bo hos mig, og hendes ejendele

skulle opmagasineres indtil videre.

Hun havde ønske om at søge ind på

lærerseminariet i Rønne og ville så bo

hos mig, indtil hun var færdig med sin

uddannelse. Hun havde også planer

om at begynde at ride igen, da det

altid har været hendes store lidenskab.

Når Anne Birgitte er rask, er hun et

livstykke.

Jeg rejste til Paris i februar 2006, hvor

jeg mere eller mindre tilbragte en uge

sammen med hende. Tiden gik med at

pakke og smide ud, hvad der ikke skulle

med til Danmark. Anne Birgitte var

mere end normalt i højt humør – hvad

jeg studsede lidt over, men tænkte så

ikke mere på det, da jeg syntes, det var

rart, at hun var glad for at vende hjem

til Danmark.

NY FREMTID

Dagen for afrejsen kom. Vi tog en taxa

til lufthavnen medbringende Anne

Birgittes kat, halvbedøvet i en transportkasse.

Ca. ti timer efter ankom

vi til Rønne Lufthavn, godt trætte og

med en meget meget bange kat.

Vi kørte hjem til mig, fi k noget at

spise, og Anne Birgitte gik ud som

et lys. De næste mange dage var hun

ked af det og havde problemer med at

komme ud af sengen. Hun var tung

i krop og sjæl pga. omvæltningen og

sørgede trods alt over at have forladt

sin yndlingskultur. Det varede dog

ikke ved. Så da sørgmodigheden begyndte

at tage af, kunne vi begynde at

lægge planer for min datters fremtid.

Anne Birgitte fi k et par jobs på et par

restauranter i marts måned. Turistsæsonen

stod allerede for døren, men

efter et stykke tid kunne hun ikke

klare den stress, som karakteriserer

den slags arbejdspladser, og måtte

holde op. Hun fi k vikararbejde på den

skole, hvor jeg havde arbejdet, og der

var de meget glade for hende. Selv

blomstrede hun op, for hun har altid

holdt meget af at undervise, og det er

en af hendes store styrker.

FRITID OG UDDANNELSE

Anne Birgitte har redet hele sin barndom

og ungdom, og ridningen ville

hun gerne dyrke i sin fritid igen. Vi

fandt et sted, hvor hun kunne ride, og

hun fi k også halvpart i en hest. Det var

efterhånden blevet sommer. Og den

sommer var det meget varmt, og hun

nød solen både ved stranden og i min

have. Hun fi k en privatelev, som hun

underviste i fransk, og alt var dejligt.

Dog var der mange gange noget ved

hendes adfærd, som jeg undrede mig

over. Hun var næsten altid meget glad

– næsten for glad – og kunne godt

fi nde på at gå rundt i en lille lårkort

natkjole, når hun gik tur ude på gaden.

Anne Birgitte blev optaget på seminariet,

og alt syntes at skulle lykkes. Hun


var stadig meget glad, fandt hurtigt

nogle venner i forbindelse med sin

ridning.

Anne Birgitte startede på seminariet

sidst i august, og hun nød igen at kunne

studere og så en ny karriere foran

sig. Men så begyndte der at ske noget.

Hun blev pludselig mere og mere aktiv,

blev ind imellem lidt mindre hensynsfuld,

og der opstod scener imellem os,

hvor hun ofte kunne blive meget vred

og ubehagelig.

MANIEN BRØD UD

Pludselig kunne jeg se manien komme

i udbrud. Hun sov næsten ikke, måtte

sygemeldes fra seminariet, og til sidst

tog vi til lægen, hvor hun fi k noget

medicin med en dæmpende virkning.

Men det hjalp ikke. Hun blev meget

snøvlet, stadig manisk, men hun ville

ikke indlægges, for hun mente ikke, at

hun var syg.

Vi fi k en ny tid hos lægen, som heldigvis

havde psykiatri som speciale, og vi

skulle komme igen nogle dage senere,

da det var op til en weekend. Lægen

kunne godt se, at den var helt gal. Hun

lovede mig, at hun nok skulle få Anne

Birgitte overtalt til at blive indlagt.

I weekenden blev det rigtig slemt.

Vi kørte ud på psykiatrisk afdeling i

Rønne for at se, om de ville tage imod

Anne Birgitte akut, da jeg ikke mere

var tryg ved at være alene med hende.

Det var uudholdeligt, og jeg var meget

belastet.

I Rønne blev vi modtaget af en meget

ubehagelig person, som netop havde

vagt. Jeg ved ikke, hvem han var, men

han ville overhovedet ikke lytte til

mig. Han henviste mig derimod til

lægevagten. Men den læge, som havde

vagt, er fra det samme lægehus, som

vi bruger i Allinge. Hun kendte vores

situation. Men på trods af, at hun

kunne se, hvor slemt Anne Birgitte

havde det, ville hun ikke indlægge

hende. Vi måtte vente til mandag,

hvor vi havde en tid hos den anden

læge i lægehuset. Denne havde til

hensigt at overtale Anne Birgitte til at

blive indlagt. Mens denne procedure

stod på, kunne jeg nervemæssigt dårligt

holde min egen datter ud. Jeg var

meget nedtrykt, udkørt og hjælpeløs.

Og tænkte konstant på, hvad hun

igen skulle igennem. Og hvad var jeg

selv ved at gå igennem?

INDLÆGGELSE

Vi kom igennem weekenden og tog til

lægehuset, hvor Anne Birgitte lod sig

overtale til at blive indlagt. Det var

den 11. september. Jeg kørte hende på

hospitalet og kunne efter et par timer

med adskillige samtaler med læger og

psykiatere tage hjem og få lidt styr på

mig selv.

Næste dag kørte jeg igen til Rønne

for at besøge min datter, men jeg blev

tilbageholdt af en sygeplejerske, der

sagde, at de havde været nødt til at

bæltefi ksere Anne Birgitte. Hun var

blevet så aggressiv, at hun var til fare

for både personalet og de andre indlagte.

Bl.a. havde hun smadret et sofabord.

Derudover var hun var kommet

på den lukkede afdeling. Jeg kunne

næsten ikke bære at se hende i den

situation – fi kseret både på hænder

og fødder og med et bælte om maven.

Men hun var glad for og lettet over at

se mig og var helt rolig. På et tidspunkt

fortalte hun mig, at hun havde

været alene på stuen i den fi kserede

tilstand. Hun havde råbt og skreget, at

hun skulle på toilettet og var tørstig,

men der havde ingen reaktion været

fra personalets side, så hun forrettede

sin nødtørft i sengen og måtte ligge

med det indtil vagtskiftet kl. 23. En

sygeplejerske tog sig af hende, hjalp

hende og fi k hende rengjort.

Jeg var rystet over den behandling,

Anne Birgitte fi k. Jeg var målløs,

og gråden tryggede i halsen på mig.

Jeg var chokeret over at personalet

simpelthen nægtede at indrømme, at

tingene var foregået sådan.

Anne Birgitte klagede med min hjælp

til patientklagenævnet, men det fi k

hun selvfølgelig ikke noget ud af. Man

troede kun på hospitalspersonalet. Det

var virkelig krænkende og ydmygende.

TIDEN DEREFTER

Tiden derefter stod det hele lidt uklart

for mig, fordi jeg var dybt belastet. Jeg

skulle nemlig selv på hospitalet. Jeg

skulle igennem en stor rygoperation

sidst i september. Jeg besøgte dog

Anne Birgitte helt op til den dag, hvor

jeg skulle indlægges i København. Hun

skulle vide, at jeg var der for hende.

Hun blev godt medicineret, men var

stadig i mani, men dog i mindre omfang.

Da jeg kom hjem efter operationen,

kunne jeg naturligvis ikke besøge

Oktober 2012 | Årgang 25 | 17

Anne Birgitte, da jeg ikke måtte køre

bil de første tre måneder og ej heller

være passager i en bil pga. rystelser,

der kunne skade min ryg. Vi snakkede

så i telefon hver dag, og hun forstod

godt, at jeg ikke kunne besøge hende.

Endelig blev hun udskrevet, og jeg

mener i højeste grad, at hun selv

ønskede det. Hun havde nemlig fået

det bedre. Hun havde en god ven, som

hun opholdt sig meget hos, men når

hun var hjemme, gik bølgerne højt

imellem os. Hun var helt kold omkring

den operation, jeg havde fået, og hvor

svag jeg var. Hun tog simpelthen ikke

hensyn til mig.

På et tidspunkt blev Anne Birgitte og

jeg så meget uvenner, at hendes ven

kom og hentede hende, for nu ville

hun fl ytte hjem til ham. Jeg kunne så

ånde lettet op, for nu havde jeg kun

mig selv at tænke på. En egoistisk

tanke, jo da, men Anne Birgitte fi k

bægret til at fl yde over. Jeg havde jo

selv så mange smerter og dermed intet

overskud, men hun er jo mit barn …

EN TUR TIL PARIS

Pludselig en dag fandt Anne Birgitte

ud af, at hun ville til Paris. Hun kendte

en, hun kunne bo hos, så der var jo

ingen problemer med indkvartering.

Men der gik ikke ret lang tid, så

ringede hun hjem og sagde, at hun var

blevet smidt ud. Hun måtte så indlogere

sig på et hotel, indtil den dag hendes

returbillet kunne anvendes.

Hun kom tilbage til Danmark og fl yttede

hjem til mig igen. Hun blev ganske

langsomt mere og mere depressiv,

men dog ikke i et omfang, så jeg blev

urolig.

Julen nærmede sig, jeg fi k det bedre,

og jeg måtte atter køre bil, så vi besluttede

at holde jul på Sydfyn hos min

anden datter. Alt var arrangeret mht.

færgebilletter, gaver og pension til

vores katte.

ELEKTROCHOK

Men få dage før jul ville Anne Birgitte

gerne have en samtale med en psykiater

på hospitalet, fordi hun følte,

at depressionen pludselig var på vej

tilbage. Jeg kørte hende til Rønne og

efter samtalen blev det besluttet, at

hun skulle indlægges med det samme.

Så vi måtte afl yse vores juleferie og

blive på Bornholm.


18 | Årgang 25 | Oktober 2012

Juleaftensdag kom hun hjem og skulle

allerede juledag tilbage til hospitalet.

Det samme gentog sig nytårsaftensdag,

så det blev en trist juleferie.

Depressionen forværredes, og Anne

Birgitte var tilbage igen i sit helvede.

Hun besluttede selv, at hun ville have

elektrochok, så det begyndte man på.

Det stod på gennem ca. to måneder.

Så blev hun manisk igen. Hun blev

overført til Rigshospitalet, da de ikke

vidste, hvad man skulle stille op med

hende på Bornholm. På Rigshospitalet

fortsatte elektrochokbehandlingerne

et langt stykke tid. Jeg kunne dog

kun følge hende via telefonsamtaler.

Men hendes far besøgte hende i løbet

af sommeren og fi k behandlingerne

stoppet.

VELETABLERET I KØBENHAVN

I skrivende stund har Anne Birgitte

fået styr på sit liv, men det har også

været en lang rejse at nå dertil. Efter

udskrivelsen kom hun meget tit til

Bornholm og har gjort det i et par år.

Nu går der lidt længere imellem besøgene,

men vi snakker i telefon fl ere

gange om ugen. Anne Birgitte er nu

veletableret i København og arbejder i

Fountain House. Dette er hun ovenud

glad for.

I alle de år, Anne Birgitte har været

syg, har jeg altid været bange for, hvornår

hun ville blive syg igen. Det fylder

meget i mit liv, og jeg lytter aut omatisk

til hendes stemmeføring, og hvad hun

mener med det, hun siger, når hun

udtaler sig. Men jeg har lært at abstrahere

fra hendes sygdom i det daglige,

ellers kan jeg ikke fungere optimalt

på mit arbejde og slappe af, når jeg

kommer hjem. Men jeg kan mærke, at

angsten er meget tæt på hele tiden.

Når hun i telefonen fortæller mig, at

hun har det dårligt og er meget langt

nede, så kan jeg faktisk godt have

svært ved at håndtere det. Jeg tror,

det er en automatisk reaktion, fordi

jeg følelsesmæssigt nok er blevet lidt

tyndslidt.

EN MORS MARERIDT

Jeg er glad for, at jeg er færdig med at

skrive mine erindringer ned. Jo mere

jeg skriver, jo dårligere får jeg det, for

det ripper op i alle de forfærdelige

minder om Anne Birgittes ulykkelige

skæbne. Men jeg ved, at hun på trods

af sin alvorlige sygdom er en utrolig

stærk pige, som har forstået at kæmpe

sig igennem alle sit livs mareridt.

En anden ting, som gør forfærdelig

ondt, er, at opleve hvor meget de utallige

elektrochokbehandlinger, hun

har gennemgået, har ødelagt hendes

hukommelse. Jeg håber, at man engang

må få stoppet disse forfærdelige behandlinger

og fi nde en anden måde at

håndtere depressioner på. På Rigshospitalet

fandt Anne Birgittes psykiater

frem til et præparat, som hjalp hende

til at blive rask igen. Men sårbar vil

hun altid være til trods for hendes

styrke, udholdenhed og gå-på-mod.

I værste tilfælde vinder sårbarheden

og risikerer at nedlægge hende som et

bytte…

Hvid fi sk i gul karrysauce (4-6 personer)

600 g hvid fi sk

Karrypasta:

2 rødløg (65 g)

2 rød peberfrugt (120 g)

1 stk. citrongræs

2 cm. ingefær

2 røde chili uden kerner

2 fed hvidløg

Frisk koriander (6 g)

1 dl olivenolie

1 dl vand

Alle ingredienser ordnes og køres på en foodprocesser til det har en ensartet masse.

Karrysauce:

2 spsk. olivenolie

250 g karrypasta hjemmelavet

1 tsk. rød karrypasta

425 g kokosmælk

Skal og saft af 1-2 lime

1 tsk. fi shsauce

2 stk. limeblade

1 stk. stødt gurkemeje eller en frisk rod

Salt

1. Olien hældes i en gryde og de to karrypastaer tilsætt es og sauteres i olien et par minutt er uden at tage

farve.

2. Kokosmælk, limeblade, gurkemeje tilsætt es, og dett e koges ind til en cremet konsistens, der smages til

med limesaft og -skal og salt.

3. Den portionsskårede fi sk saltes let og kommes i ildfaste fade. Karrysauce hældes over, og fadet sætt es i

ovnen ca. 12 minutt er ved 175 grader.

4. Serves med kogte jasminris og en sprød kålsalat. Velbekomme!

Opskrift fra Københavns Madhus (www.kbhmadhus.dk)


Pia og Peter laver salat af majs, som blev serveret sammen

med torsk bagt på 100 grader.

Her går vi i gang med torsken. De fl este est af os prøvede at fi lettere en torsk.

Heidi Heiddi

instruerer. inst truerer.

Oktober 2012 | Årgang 25 | 19

FISKENS DAG

Torsk bagt i gul karrysauce. Retten blev efterfølgende

meget populær. Den blev serveret med ris og en salat

med bagte kokosstykker i. Opskrift modsatte side.

Onsdag d. 5. september 2012

havde vi i køkkenet besøg af

Heidi fra Københavns madhus,

som underviste os i udskæring og

tilberedning af torsk.

Jesper og Troels er gået i gang med én af retterne, nemlig

Ceviche som er en ret med rå lime-marinerede

torskestykker, avocado, tomat og frisk koriander.

Inia fi letterer makrel efter at have modtaget instruktion

fra vores lærer Heidi fra Københavns Madhus.


20 | Årgang 25 | Oktober 2012

En leder træder fra, en ny kommer til

Af Mette Lunhart

Asger Søndergaard ophører som

forstander i Fountain House med

udgangen af oktober 2012. Han har nu

været leder siden juli 1996, hvor han

startede i det lille Fountain House ved

Søerne. Et år efter fl yttede Fountain

House, Bogstøtten og Klub Fontana

ud i Teglværksgade 22. Asgers afl øser

begynder 1. oktober 2012, så i en

måneds tid vil I både dagligt kunne

møde Asger og hans afl øser.

Den ny leder hedder Mogens Seider

og kommer fra en stilling som socialpsykiatrileder

i Høje Taastrup

Kommune. Han har arbejdet inden for

det område i en årrække. Oprindeligt

Mennesket i fokus i Fountain House

Af Pia Horn

Jeg vil gerne bringe en hyldest til alle

ansatte i Fountain House i Teglværksgade.

Jeg har gennem min tid i

Fountain House oplevet, hvordan de

ansatte sætter mennesket i fokus og

tager udgangspunkt i ressourcer hos

Fountain House får ny profi l

Af Anne Birgitte Arnsfeld

Der er omstrukturering i Fountain

House. Her brummer af forandring

siden Jørgen Knudsen trådte af i foråret

2012. Kontoret har nu ikke kun to

medarbejdere, men tre; Katrine, Ole

fra Job og endelig Jørgen fra service.

Altså en sammenlægning af de tre

enheder. Storenheden og første sal er

blevet sammenlagt til et stort kontor

og hedder nu Kontor/Service.

STU’en er fl yttet til den røde bygning

på Hammershusvej. Man kan lige

kigge derover. Det er lige ovre på den

anden side. Vi håber på, at den fortsat

vil hænge tæt sammen med Fountain

House. Men det er der ingen tvivl om,

for STU’en er også en del af huset, og

er Mogens uddannet socialpædagog

og har i årenes løb taget en række

ledelseskurser på forskellige uddannelsesinstitutioner,

men har også

blandet sig i fagpolitiske anliggender,

idet han været næstformand i Socialpædagogernes

Landsforbund i ca.

10 år.

Mogens er meget engageret i, at der

kommer fokus på vilkårene for mennesker

med psykisk sårbarhed og

har til det formål været medstifter af

Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering

– og det arbejde vil han

fortsætte med, hvilket vi kun kan være

godt tjent med. I oktober måned vil

Mogens komme på introduktion rundt

i huset og arbejde med i enhederne.

den enkelte. Der hersker en stemning

af ligeværd og anerkendelse, og det er

helt tydeligt, at personalet har interesse

i dig.

Jeg er meget glad for, at der eksisterer

et hus som Fountain House, og for

mig har det betydet, at jeg har fået

Den nye forstander, Mogens Seider

Tag godt imod ham. Han vil være glad

for, at I forsøger at involvere ham i alt

muligt. Så må han ligesom os andre

lære at sige fra på den hårde måde!

I næste blad vil I kunne læse mere om

Mogens.

mere struktur på mit liv og mere selvtillid.

Det at blive mødt med interesse

og ligeværd betyder rigtigt meget for

det selvbillede, man har. Jeg oplever,

at de ansatte har et godt menneskesyn,

som bygger på, at vi hver især

er noget værd og kan bidrage med

noget.

vi herovre skal nok holde ”øje” med

dem og stramme rebene.

Som i en bikube summer her af

kursustilbud. Yoga, Word 2010, Excel

og InDesign bliver tilbudt i efteråret.

Holdene er små, og vi satser på at

alle bliver realiseret. Undervisningen

foregår på tredje sal der fremover vil

fungere som undervisningslokaler.

Den 1. oktober får huset ny leder,

da Asger træder tilbage, og vi er

alle spændt på, hvordan det bliver.

Imidlertid er der ingen tvivl om, at

Fountain House får ny profi l og i fart

kan følge med udviklingen i det ydre

rum.

STU’ere foran deres nye lokaler.


Fotoprojekt i Klub Fontana

Af Pernille Tøttrup

Nogle har måske bemærket, at der

er sket en udskiftning i udstillingen

i cafeen. Det drejer sig om de gamle

billeder i guldrammer, der lige nu

pryder væggen til højre for vinduet i

cafeen. Billederne er et projekt, som

vi har haft i Klub Fontana henover

fi re uger, og de, der har studeret billederne

lidt nærmere, vil have opdaget,

at det er Klub Fontanas medlemmer

og medarbejdere, som fi ndes på billederne.

Ideen opstod, da vi i Klub Fontana sad

med nogle gamle guldrammer, som vi

skulle fi nde ud af, hvad vi skulle gøre

med. Da der var en gennemløbende

enighed om, at det var synd at male på

de nydelige rammer, opstod ideen om

et fotoprojekt. I rammerne sad der i

forvejen billeder fra gamle dage, som vi

vurderede til at være fra 1930-40’erne,

og målet med projektet var at tage billeder,

som skulle forestille denne tid.

Ideerne var mange, men det var begrænsningerne

desværre også. Derfor

måtte vi gå på kompromis med både

rekvisitter, tøj og hår. Vi gik på jagt

i kælder og på loft efter mulig udklædning

og ledte huset igennem for

rekvisitter og såkaldte ’locations’.

Vi byggede et mindre fotostudie i

stueetagen i den røde bygning og fi k

taget billederne løbende, som ideerne

opstod. Billederne blev naturligvis

taget med et nymoderne kamera, og

derfor var billedredigering også en

Simon poserer foran kamaraet.

Oktober 2012 | Årgang 25 | 21

Tannie i ægte 30’er style

stor del af projektet for at få billederne

til at se gamle ud. Her fi k vi en stor

hjælp af Kaj fra Kontor/Service, som

har brugt en masse tid på at redigere

og klippe i billederne for at få den ønskede

eff ekt. Det færdige resultat kan

som nævnt ses i cafeen.

Bogstøtten og Jobstøtten inviterer til fyraftensmøde for alle interesserede

d. 14. november kl. 16.30 - 18.00

i Fountain House på 2. sal.

Mødet handler om, hvordan det er at være i

arbejde, når man har eller har haft psykiske

vanskeligheder.

Derfor har vi inviteret en række tidligere Bogstøttemedlemmer,

som nu er iarbejde, til at

fortælle om deres erfaringer med arbejdslivet!

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og

komme med kommentarer.

Vel mødt!

På de foregående fyraftensmøder har temaerne bl.a. været:

Skal jeg fortælle om mine psykiske vanskeligheder på forhånd?

Hvordan håndterer jeg stress?

Hvor meget skal arbejdsgiveren vide om mig?


22 | Årgang 25 | Oktober 2012

UDFLUGT

Tur til Kronborg med Støtteforeningen

Årets tur med Støtteforeningen foregik onsdag d. 15. august og gik til Kronborg

i strålende sol. Kirsten fra Støtteforeningen var med og havde arrangeret turen

sammen med Jørgen fra Kontor/Service.

Af Marie S. og Ida B. fra bogstøtten

Vi blevet hentet kl. 10 af en sød, social

og hyggelig buschauff ør, og da vi havde

god tid, kørte han os en fi n tur ad

Strandvejen. Denne smukke tur, med

fantastisk udsigt udover Øresund,

blev akkompagneret af vores chauff ørs

anekdoter om bl.a. Michael Laudrups

millionvilla, dets tilhørende legehus,

og den deraf lange nabostrid han har

været involveret i. Huset har Laudrup

nu solgt.

Vi kørte videre fra Strandvejen ned

mod vandet til Gammel Strandvej

forbi Humlebæk havn og andre små

byer helt ude langs vandet. Herfra så

vi krydstogtskibet Queen Mary II, der

lå for anker ud for Helsingør. Dette

skib er så stort, at det ikke kan ligge til

havn i hverken Helsingør eller København,

og dets passagerer bliver derfor

sejlet i land i små chalupper.

Efter denne lille ekstra udfl ugt langs

vandet ankom vi til Kronborg, hvor

vi fi k en fi n rundvisning af to engagerede

guider, der bl.a. fortalte, at der

i katakomberne for nogle hundrede

år siden har boet en frygtelig masse

soldater under kummerlige forhold.

Nede i katakomberne fi k vi også hilst

på Holger Danske. Oppe på slottet så

vi de kongelige gemakker, fi k genopfrisket

historierne om Øresundstolden

og vores konfl ikter med svenskerne,

der angiveligt stjal al inventaret fra

Kronborg på et tidspunkt, hvor de

havde besat slottet.

Rundvisningen endte i Kronborgs

kirke, der stadig bliver brugt til

gudstjeneste en gang om måneden.

Efter rundvisningen spiste vi frokost,

som bestod af meget lækre rugbrødssandwich

og lækker banankage med

chokolade bagt af Katrine fra kontoret.

Frokosten blev indtaget i skønne omgivelser

på volden med fantastisk udsigt

ud over Øresund eller alternativt med

en fl ot udsigt mod slottet, over volden

og voldgraven. Efter frokost var der

en times tid, hvor vi kunne nyde det

gode vejr, slå mave, spille spil, gå en

tur på volden, se mere på Kronborg

Arne fra Bogstøtten slapper af foran Kronborg.

eller noget helt sjette, hvis man havde

lyst til det. Kl.14.45 var der afgang

mod huset, denne gang bare ad motorvejen.

På vejen blev der sagt tillykke

og råbt hurra for Tannie fra Fontana,

der havde 13 års jubilæum som ansat i

huset. Udover denne fejring var det en

rolig og hurtig tur tilbage, og der var

fl ere, der fi k sig en lille lur på vejen.

Alt i alt var dette års tur med Støtteforeningen

fantastisk – vejret var

skønt, buschauff øren var sød, turen

derop meget smuk, Kronborg spændende,

vores guider engagerede, frokosten

lækker og selskabet uovertruff ent.

Så tusind tak til Jørgen, Kirsten og

Støtteforeningen for en dejlig dag.


KLIP HÉR ✁

Fyraftensmøder

18. oktober 2012

Kl. 15-16.30

Seksualititet og psykisk sårbarhed

v/ Charlotte Egelund

Seksualitet har en stor betydning for os mennesker, og

som psykisk sårbar kan der være nogle særlige udfordringer,

bl.a. bivirkninger fra medicin. Sexolog Charlotte

Englund fortæller om, hvordan man kan håndtere disse

udfordringer.

Begge møder er gratis, og vil indeholde både oplæg samt efterfølgende debat.

Tilmelding i receptionen nødvendig.

8. november 2012

Kl. 15-16.30

Oktober 2012 | Årgang 25 | 23

Særligt sensitive og arbejdsmarkedet

v/ Athina Delskov

Mange sensitive har det svært på arbejdsmarkedet. Fordi

sensitive tager fl ere sanseindtryk ind og bearbejder dem

dybere, er der større risiko for overstimulering og stress.

Når vi har travlt med at ’overleve’, så er det sværere at få

de fi ne kvaliteter på banen - og få dem anerkendt.

Jeg ønsker at støtte arbejdet i Fountain House i København, Bogstøtten og Klub Fontana

ved et medlemskab i Støtteforeningen.

Navn: .........................................................................................................

Adresse: .....................................................................................................

Postnummer og by: ......................................................................................

E-mail: .......................................................................................................

Kuponen sendes/afleveres til:

Støtteforeningen for Fountain House i København,

Teglværksgade 22, 2100 København Ø.

Hvis du bruger netbank: vælg +01< på kodelinjen. Støtteforeningens girokonto er: 7551312

□ Send venligst et giroindbetalingskort, da jeg ikke bruger netbank.

Indmeldelse i Støtteforeningen for Fountain House i København koster pr. person kr. 100,- og for institutioner kr. 1200,- årligt.

KLIP HÉR ✁

KLIP HÉR ✁


24 | Årgang 25 | Oktober 2012

Fremtidige aktiviteter

Oktober 1. Første arbejdsdag for den nye forstander, Mogens Seider

3. Besøg af Københavns beskæftigelsesborgmester

12. Reception STU kl. 13:30-16:00

18. Fyraftensmøde: Seksualitet og psykisk sårbarhed kl. 15:00-16:30

25. Bogstøttemiddag kl. 18:00-20:00

29. Afskedsreception for Asger Søndergaard kl. 14:00

November 8. Fyraftensmøde om sensitive mennekser og arbejdsmarkedet kl. 15:00-16:30

14. Gæstedag

14. Fyaftensmøde m. gamle bogstøtter kl. 16:30-18:00

22. Bogstøttemiddag kl. 18:00-20:00

December 6. Julefrokost kl. 13:00-16:00

14 Fødselsdagsfest 26 år

20. Bogstøttemiddag kl. 18:00-20:00

24. Juleaften i Fountain House (tilmelding nødvendig)

31. Nytårsaften i Fountain House (tilmelding nødvendig)

Klubaftener i efteråret og vinteren

Alle er velkomne fra kl. 16:00 til ca. 21:00. Der er altid fællesspisning.

11. oktober | 15. november

Tilmelding i receptionen kræves, hvis du vil spise med.

More magazines by this user
Similar magazines