18. oktober 2012 - Fountain House

PROFIL AF TO 

MARKANTE SKIKKELSER 

Asger og Bent stopper efter 

henholdsvis 16 og 18 år. Vi har 

interviewet dem om deres tid 

i Fountain House. 

BIPOLAR 

KRONBORG 

4 9 22 

Læs sidste del af Anne Birgittes 

personlige beretning. 

INTERVIEW FØLJETON 

UDFLUGT 

Årgang 25 | nr. 3 | Oktober 2012 

Fountain House har været på 

tur til Kronborg.

2 | Årgang 25 | Oktober 2012 

Leder 

”Skal man bringe et menneske fra 

en udgrænset og marginaliseret 

position til at være et integreret 

menneske med værdighed og 

selvtillid kræver det, at der tages 

hånd om hele personen, og at der 

gives tid, og tid nok vel at mærke”. 

Forleden faldt jeg over dette citat, 

og det udtrykker efter min mening på mange måder en essens, 

som også er en gældende præmis i Fountain House. 

Vores medlemmer kæmper for manges vedkommende 

med alvorlige psykiske vanskeligheder, som hæmmer, ja 

nogle gange invaliderer deres evne til at opfatte sig selv med 

værdighed og selvtillid. Systemet derimod møder dem med 

ikke-sammenhængende hjælpeforanstaltninger, kronet med 

tit helt uforstandige krav til korte aktiveringsforløb som en 

forudsætning for at kunne opretholde en forsørgelse. 

Der er megen værdighed knyttet til at kunne forsørge sig 

selv. Derfor må opgaven være at skabe et rum, hvor der er 

positive incitamenter og tid nok til at få opbygget de nødvendige 

kompetencer til at kunne bestride et arbejde, og der må 

skabes nogle arbejdspositioner, hvor der kan tages hensyn 

til de særlige vilkår, der gælder for mennesker med psykiske 

vanskeligheder. 

I Fountain House er der indlejret megen viden om disse ting, 

og vi har da også gang på gang erfaret, hvor langt vores medlemmer 

er nået ud på den anden side af deres vanskeligheder 

og med kursen sat for et indholdsrigt og meningsfuldt liv 

med arbejde og familie. 

Det er dette fantastiske miljø, jeg nu skal forlade efter 16 år 

i cockpittet. Det har været én lang dannelsesrejse med ny 

læring hele tiden, og det har fuldstændig forandret min opfattelse 

af, hvad der er klog socialpolitik på vores område. 

Det er uklogt at fortælle folk, hvad der er bedst for dem. Det 

er klogt at skabe rammerne for, at folk træff er egne valg. 

Det er uklogt at forsøge at løse folks problemer. Det er klogt 

at skabe rammerne for, at folk løser deres egne problemer. 

Det er uklogt at tvinge folk med psykiske vanskeligheder 

i tilfældig aktivering. Det er klogt at give folk positive 

arbejds-mæssige udfordringer i et ligeværdigt arbejds- 

Forside 

Forstander Asger Søndergaard 

FOTO: Rachel, Bogstøtten 

Deadline til næste blad: 

15. dec 2012 

Oplag 500 eksemplarer 

fællesskab, der kan bekræfte og udvikle de evner og de 

færdigheder, som de har. 

Jeg kan bevidne, at der her er tale om en gensidig proces mellem 

medlemmer og medarbejdere. Jeg har lært utrolig meget 

af medlemmer, og de allerbedste stunder jeg kan mindes har 

været dem, hvor inspirationen har gnistret i alles samarbejde 

i forhold til det ”fælles tredje”, altså det vi producerer til os 

selv og vores omverden. 

Mogens Seider skal efterfølge mig, og det er jeg meget tryg 

ved. Med Mogens får Fountain House en leder, der rager op i 

mere en én forstand. 

Han er meget respekteret i faglige kredse og har taget initiativ 

til at danne et selskab, der hedder Dansk Selskab for 

Psykosocial Rehabilitering, for som han siger: ”Psykiaterne 

har dannet faglige selskaber som ”Dansk Psykiatrisk Selskab” 

og ”Dansk Distriktspsykiatrisk Selskab”, så vi var nogle stykker, 

der mente, at der manglede et fagligt selskab for al den 

rehabilitering, der foregår uden for den medicinske verden”. 

Med den tilgang får Mogens let ved at gribe og udvikle 

klubhusmodellen, og jeg tror, at hele huset kan se frem til, at 

Mogens træder i karakter i sit nye job. 

Tilbage er for mig blot at sige tak. 

Tak til alle de medlemmer, som lyser hverdagen op herinde. 

Tak til medarbejderne, som hver dag arbejder med stort 

engagement og stor dygtighed og med stor loyalitet over for 

husets værdigrundlag. 

Tak til bestyrelsen, som har været en meget stor støtte for 

mig gennem alle årene. 

Og en speciel stor tak til formanden, Jens Erik Lund, der har 

været min utrættelige sparringspartner, og af hvem jeg har 

lært utrolig meget. 

Og endelig tak til Støtteforeningen, der med sin blotte 

eksistens har været et værn om huset og hjulpet økonomisk 

til at gennemføre en lang række aktiviteter for medlemmerne. 

Jeg ønsker alle jer en rigtig god fremtid. 

Asger Søndergaard, 

Forstander for Fountain House. 

Indlevering 

Materiale til redaktionen kan sendes til ps@fountain-house.dk 

eller leveres pr. post. 

Tak til alle, der har bidraget til produktionen af bladet

INDHOLD 

4 

9 

Afslutning på indlæggelser 

Sidste del af Anne Birgittes personlige 

følgeton om sit liv med bipolar lidelse. 

14 

Bent, Bent, Bent 

Et afskedsinterview med Bent fra Klub 

Fontana. 

18 

Opskrift 

Hvid fi sk i gul karrysauce. 

Opskrift fra ‘fi skens dag’ i køkkenet. 

20 

Korte indlæg 

Ny forstander, mennesker i fokus, 

omstruktureringer, fotos i Fontana. 

Kommende aktiviteter 

Kalender, oktober-december. 

24 

Portræt af en forstander 

Interview med Asger Søndergaard, der 

har valgt at gå på pension. 

Oktober 2012 | Årgang 25 | 3 

Fo Foun un unta ta tain i Hou ou o se 

Te T gl glvæ værksgad ad ade 22 2 

21 2 00 Kbh bh. Ø 

Tl Tlf: f: 39 16 09 10 

fh fh@f @f @fou ou ount nt ntai ai ainn ho h us use. e. e dk 

fo foun un unta ta tain in in-h -h -hou ou ouse se se.d .d .dk 

2 

Leder 

V/ Asger Søndergaard. 

Indhold 

3 

Indholdsfortegnelse. 

Vil du vide mere 

Kontakt os gerne vedrørende medlemskab, besøg og andre spørgsmål. 

Fountain House 

Teglværksgade 22 

2100 København Ø. 

39 16 09 10 

info@fountain-house.dk 

fountain-house.dk 

En drøm, et valg 

En novelle fra sommerens 

skriveværksted. 6 

Naiv Art by Klein 

Sofi e har snakket med kunstneren 

Jan Klein. 12 

Anne Birgittes hjemtur 

Artikel fra Anne Birgittes mor om at 

være pårørende. 16 

Fiskens dag 

Køkkenet har haft besøg af Københavns 

Madhus. 19 

Tur til Kronborg 

22 

Den årlige udfl ugt gik denne gang til 

Kronborg, sponsoreret af Støtteforeningen. 

Åbningstider i Fountain House 

Dagligt 8.30 - 16.00 

Fredag 8.30 - 15.00 

Klub Fontana 39 16 09 16 

Dagligt 8.30 - 16.00 

Fredag 8.30 - 15.00 

Bogstøtten 39 16 09 70 

Man. - tors. 8.30 - 16.00 

Onsdag 8.30 - 18.00 

Fredag 8.30 - 15.00


Portræt af en 

FORSTANDER 

Vi siger farvel til Asger ved en afskedsreception 

mandag d. 29. oktober kl. 14.00 i kantinen i Fountain House. 

Alle er velkomne!

Af Sofi e Bozorg 

Kære læser, 

Her får du et interview med Asger 

Søndergaard. Jeg oplever ham som 

en nærværende, livserfaren og venlig 

person. Han inviterede mig ind på 

sit kontor, hvor vi fi k en snak om 

Fountain House. 

Hvad var det for et hus, du startede i 

for 16 år siden? 

”Det var et lille hus, som Fountain 

House havde lånt af Københavns 

Kommune, og da jeg blev ansat havde 

man lige startet Klub Fontana og 

Bogstøtten. Bogstøtten holdt til i to 

kontorcontainere, og Klub Fontana 

boede i en erhverslejlighed i Odensegade. 

På det tidspunkt havde man 

allerede været ude at kigge på ejendomme. 

Københavns Kommune 

skulle bruge ejendommen, så man 

Asger med sin røde blazer i 1999. 

skulle fl ytte. Det var det, jeg 

startede med og blev rodet ind 

i. Vi fl yttede her til Teglværksgade 

i sommeren 1997, og fordi 

vores medlemmer er psykisk 

meget skrøbelige, så medførte 

det selvfølgelig, at det blev en 

for stor omvæltning for nogle. 

Så på en måde skulle man ikke 

blot starte forfra, men starte på 

en ny måde.” 

Hvad er det for et hus, du forlader? 

”Det hus, jeg forlader, er et hus, som 

i forbindelse med et lovforslag skal 

få skabt et tilbud, som kan matche 

det nye ressourceforløb efter nytår. 

Foreløbig er lovforslaget slet ikke 

fremlagt, men jeg har fået tilsendt 

et udkast til, hvordan den lov skal se 

ud. Planen er, at den skal vedtages i 

december. Vi ser bl.a. derfor frem til 

den nye pensionsreform, fordi den jo 

åbner for nogle såkaldte ressourceforløb 

for borgere under 40 år, som 

har andre problemer end ledighed, 

og som gør, at man får længere tid 

ude. Og tid er jo noget af det vigtigste 

i den måde, vi arbejder på her. At 

medlemmet får den tid, der skal til 

for at komme sig i sit eget tempo og 

få genskabt troen på sig selv og på, at 

man kan noget.” 

Hvad er den store forskel på dengang 

og nu? 

”Den store forskel er, at der bliver 

stillet betydeligt højere professionelle 

krav til medarbejderne.” 


Billede af Asger fra omkring sin start i huset i 1996. 

Hvad vil du gerne have, at Mogens 

fører videre? 

”Jeg vil gerne have, at Mogens fører den 

stemning videre, som er i huset, samt 

den konsekvente linie omkring relationer, 

der er imellem medarbejdere og 

medlemmer. Jeg håber, at han bevarer 

det klima, der er i de forskellige enheder. 

Og så har han humor, og det er noget, 

han med stor fordel kan føre videre.” 

Vil du beskrive Fountain House-ånden 

med tre ord? 

”Ja, nu skal jeg jo tænke mig om. Tiltro, 

håb og fællesskab.” 

Fakta oplysninger 

Navn: Asger Søndergaard 

Alder: 65 år 

Baggrund: Skolelærer, 

viceforstander i Klub 47. 

Fritidsinteresser: Bøger, natur, 

historie. 

Modsatte side: Asger, som han ser ud i dag foran huset. Venstre: Sammen med Mette i 1998. Højre: Asger holder en tale i 1999.


INDLÆG 

En drøm, et valg 

En lille gruppe af entusiastiske forfatterspirer gennemførte i sommerferien et 

skriveværksted. Målet var at få redskaber og inspiration til den gode historie eller 

novelle. Fie fra Klub Fontana udkom med denne tankevækkende novelle. 

Af Fie, Klub Fontana 

Raseriet vældede op i hende, og hun 

knyttede næverne. I to lange skridt 

var hun henne ved døren, som hun 

fl åede op, og sekundet efter spurtede 

hun hen ad gangen med det lange, 

lyse hår fl agrende om sig. Hun tordnede 

ned af trappen og glemte helt 

at tælle de 13 trappetrin, som hun 

plejede. 

Og som en anden ond lille tordensky 

smældede hun i luften: ”Hvad 

fanden har du gang i? Du kan sgu da 

ikke bare gå ind på mit værelse, når 

jeg ikke er hjemme!” Hun hev efter 

vejret. Hun var rasende. Og der stod 

hun. Den nyeste af pædagogerne, 

den allerældste af dem alle. Med de 

grimme briller og rynkede kinder, 

den store ofte smilende mund. Hun 

smilede ikke nu. Hun så forbavset op 

fra bordet, hvor hun var i færd med 

noget sysleri af en art. ”Du kan sgu da 

ikke bare vade ind på mit værelse og 

tage min lim”, skældte tordenskyen. 

Den ældre kvinde forsøgte at mildne 

tordenskyen, men uden held. Hun blev 

mere og mere hidsig, og hendes ellers 

temmeligt blege kinder mindede mest 

af alt om et par alt for modne tomater. 

Hun kunne mærke, hvor vred hun 

var, og hun gik med ubeslutsomme 

skridt mod foden af trappen igen. Det 

havde chokeret hende, hvordan hun 

var sekunder fra at slå ud efter den 

ældre pædagog. 

Men en bemærkning, en lille dum 

og uinteressant bemærkning gjorde 

udslaget. Hun vendte om på hælen 

ved det første trin og tog kun et skridt 

tilbage. Nu stod hun lige foran den 

rynkede pædagog, og hendes arrede 

hånd fl øj op og knaldede med et 

smæld de gamle kinder. Brillerne sad 

skævt efter første slag. Samme hånd 

ramte samme kind, og nu fl øj brillerne 

tværs gennem det lange køkken 

og landede på det hårde stengulv. 

Alle holdt vejret, alle som én. Alle 

var overraskede og chokerede. Hun 

selv var i chok. Aldrig havde hun slået 

nogen, ikke andre end lillesøsteren, 

som var større og stærkere end hende 

selv, og som oftest selv startede slåskampene. 

Og det var efterhånden en 

årrække siden nu. 

”Aldrig ville Klara 

have slået et andet 

menneske, men vreden 

havde bestemt 

for hende.” 

Men der stod hun, med en hånd, 

der sved, og en pædagog med tårer i 

øjnene. De var to på vagt den aften. 

Den unge mandlige pædagog tog fat 

om armene på hende, da hun mærkede 

hånden fl yve for tredje gang. 

EEEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTTTTTT VVVVVVVVVVVVVVVVVVVAAAAAAAAAAAAAAAAAALLLLLLLLLLLLLLLLLLGGGGGGGGGGGGGGGG FFFFFFFFFFFFFFFFOOOOOOOOOOOOOOOOOOOORRRRRRRRRRRRRRRRRRR LLLLLLLLLLLLLLIIIIIIIIIIIVVVVVVVVVVVVVEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTT 

Hans øjne lyste sort, og han var vred. 

”Hvad fanden laver du”, råbte han og 

gennede hende op ad de 13 trin og 

hen ad gangen til det store og lækre 

værelse. Han gik igen og knaldede 

døren i efter sig. 

Panikken greb hende. Det havde jo 

været en god dag. De havde hygget 

sig på stranden, hende og Lotte. 

Lotte med det korte røde hår og det 

bælgøjede blik. Hun var selvsikker 

og kunne synge, hun havde en sød 

kæreste og var så smuk. Hun var sød 

og rar, og ældre end hende selv. Det 

kunne hun godt lide. Hun ville gerne 

selv være rødhåret, selvsikker, kunne 

synge, hun ville selv være lige så 

smuk og have en kæreste. Hun ville 

være præcis, som Lotte var, det ville 

hun virkelig, for sig selv kunne hun 

ikke holde ud. 

Det gik ikke op for hende før senere 

hen, at limen slet ikke betød noget. 

At det var noget andet, noget større. 

For selvfølgelig måtte den rynkede 

pædagog da gerne låne hendes lim, 

selvfølgelig. 

Det var Lottes vrede, hun havde 

overtaget, ligesom med alt det andet. 

Lottes meninger, Lottes holdninger 

og handlinger og Lottes dit og dat. 

Hun kunne ikke holde tanken ud om 

at skulle være alene, og der var intet 

mellem det gode og onde. Det var alt 

eller intet. Hun ville være Lotte. Som 

dengang hun ville være Bette og før

da Anne, og endnu tidligere ville hun 

være Katja, og før Katja kom Tanja, 

og før hende var det…. Ja, det havde 

egentlig altid været sådan. Hun ville 

altid være en anden end sig selv. Og 

lige nu ville hun altså være Lotte, for 

det var for smertefuldt at skulle være 

Klara. Hende den selvnedværdigende 

og åndssvage tøs, hende uden fremtid. 

Men nu havde hele situationen taget 

en drejning. Aldrig ville Klara have 

slået et andet menneske, men vreden 

havde bestemt for hende. Hun ringede 

hulkende til sin far, som forgæves 

prøvede at berolige hende. Forstanderparret 

kom over med vrede miner, for 

det var ikke okay at slå. Nej selvfølgelig 

var det ikke det, selvfølgelig ikke. Det 

vidste hun jo godt. Hun fi k sig en tænkepause 

hjemme på lorteøen Amager. 

Parret kørte hende forbi alle markerne 

med de brægende får og de gamle malkekøer, 

de store gule enge og gennem 

landevejene ud på motorvejen. 

Hjemme på Amager stod hendes 

forældre og tog imod. Opgaven fra 

forstanderparret var klar: Find ud af 

om du stadig vil bo hos os. Om du vil 

kæmpe for at forandre tingene, som 

de er nu. Om du vil tage hånd om dit 

liv og tage ansvar for dig selv. Om 

fem dage ville psykologen snakke med 

hende, og hun ville tage tilbage på 

landet med et svar. 

Det hele var forvirrende og smertefuldt. 

Hun ville sit eget liv, men hun 

milde øjne og de rynkede kinder. Det 

var Lotte, der altid var utilfreds med 

Lindas ideer og hendes eksistens. 

Men det var Lotte, der sov i sin egen 

seng den nat, og ikke Klara. Det var 

Klara, der stod med lorten og var 

nødt til at sluge den hele. Hvorfor 

kunne hun aldrig gøre det rigtige? 

Alle følelserne var i opkog. De rasede. 

Alt var kaos. Himmel og hav stod i ét. 

Hun befandt sig nederst på havbunden 

og kæmpede for at komme op til 

overfl aden. Hun kæmpede det bedste, 

hun havde lært. 

Det var en brav kamp, og med ét skød 

hun hovedet over vandoverfl aden og 

tog en dyb indånding. Og pludselig 

fl øj hun til vejrs, hun fl øj direkte ind i 

den tordenfulde himmel. Øjeblikket 

efter stilnede tordenen af, og himmelen 

var blå med hvide puff ede skyer. 

Hun begyndte at falde igennem luften 

og landede på en gynge. Havet under 

hende forvandlede sig til fl is, lavet 

af mørkt træ, som det man ser på 

legepladser. Og folk stilnede rundt 

om gyngen og klappede og hujede 

af hende. Hun selv sad stadig på den 

vildtsvingende gynge og var ved at 

falde af. Hun greb om snorene og 

holdt dem i et fast greb. 

Midt i menneskemængden fi k hun 

pludselig øje på en høj bælgøjet pige 

med kort rødt hår. Lotte rakte armene 

frem mod hende for at fortælle 

”Hun vågnede ved daggry den efterfølgende 

morgen og vidste præcis, hvad hun skulle gøre 

fremover. Hun skulle kæmpe den kamp, som 

var så uundgåelig for hende.” 

vidste ikke, hvad det indebar, og derfor 

var hun bange. Aldrig havde hun 

haft det godt med sig selv, aldrig havde 

hun holdt af sig selv eller forstået 

det, når nogen sagde, at hun var god 

nok, som hun var. Derfor hellere være 

en anden, for alt andet end hende selv 

måtte være bedre. Men nu var hun 

smeltet så meget sammen med Lotte, 

at det hele var kammet over. 

Det var jo Lotte, der afskyede Linda. 

Lotte, der ikke kunne fordrage de 

hende, at hun skulle hoppe af gyngen, 

ind i hendes favn og smelte sammen 

med hende. Det føltes som det rigtige, 

som det hun havde brug for, det hun 

havde lært sig selv altid, det føltes 

som hendes redning fra den vilde 

gynge. 

Men en ung pige fra fortiden spurtede 

ind under gyngen og råbte: ”Bliv på 

gyngen, bliv på gyngen!” Og hun blev. 

Gyngen svingede vildt og faretruende, 

men hun blev. Hun kæmpede for 


at gøre det rigtige, for ikke at smelte 

sammen med et andet menneske, hun 

kæmpede for sig selv. Gyngen stilnede 

mere og mere af, og den blev stødt 

roligere. 

Til sidst sad hun med benene ud over 

kanten af trægyngen, som var helt 

stille, og hun vrikkede i hoften for 

at springe ned fra den. Hun landede 

blødt på fl isen, vendte ryggen til Lotte 

og gik med sur og tvær mine gennem 

menneskemylderet og ud på sin egen 

vej. 

Hun vågnede ved daggry den efterfølgende 

morgen og vidste præcis, 

hvad hun skulle gøre fremover. Hun 

skulle kæmpe den kamp, som var så 

uundgåelig for hende. Hun ville ikke 

længere følge i andres fodspor, hun 

ville foran. Den andenklasses udgave, 

hun altid havde været af et andet 

menneske, skulle nu blive en løgn. 

”Hans øjne lyste sort 

og han var vred. 

”Hvad fanden laver 

du”, råbte han.” 

Hun ville gå efter at være en førsteklassesudgave 

af sig selv. 

Det blev hårdt. Mange strategier 

måtte ændres, og sår blev til ar. Vrede 

og indestængte følelser eskalerede i 

gråd og sammenstød. Nætterne så 

sorte blev lange, og smerten kunne 

ikke dulmes. 

For før var smerten nemt væk ved 

ikke at være sig selv, men en anden. 

Eller ved at lade barberbladet fl å 

huden fra hinanden. Men nu var 

strategien en anden, og verden var 

anderledes. Valgene var mange og 

eventyrlige. 

Verden var i alle regnbuens farver og 

i endnu fl ere nuancer. Hun rummede 

mere, end hun før havde gjort, og 

størst af alt rummede hun sig selv. 

Men når det hele sortnede for hendes 

øjne, og alt føles tabt, kunne man 

høre en sagte hvisken komme over 

hendes læber: ”Bliv på gyngen, bliv på 

gyngen!”


Indbyder til 

Åbent Hus 

Fredag d. 12. oktober kl. 13.30-16.00 

Vi giver Jer en enestående mulighed for som de første 

at se vores nye fl otte skole. Der vil være mulighed 

for at møde elever og undervisere, få information og en 

rundvisning i vores nyindrettede lokaler. 

STU - Særligt tilrettelagt 

ungdomsuddannelse 

for unge med alvorlige 

psykiske problemer. 

Fontana Skolen STU Hammershus gade 17 2100 KØBENHAVN Ø. 

TLF. 3916 0910 | FAX 3916 0929 | POSTGIRO 4 99 50 90 

e-mail: info@fontanaskolen.dk | www.fontanaskolen.dk 

Vi byder på et lille glas 

og en bid brød. 

Vi glæder os til at se Jer.

TEMA 


Afslutning på en lang række indlæggelser 

Denne artikel er sidste del af Anne Birgittes personlige beretning. Den omhandler 

hendes sidste to indlæggelser på psykiatriske afdelinger, som fandt sted på hen- 

holdsvis Rønne Sygehus i 2006 og på Rigshospitalet i 2007. 

Af Anne Birgitte Arnsfeld 

i 2006 var jeg kommet hjem efter 5 år i 

Paris, hvor jeg egentligt havde til hensigt 

at blive. Men af særlige personlige 

årsager måtte jeg lægge byernes by bag 

mig og vende tilbage til Danmark. Jeg 

var knust over at forlade Paris, men jeg 

havde ikke midler til at blive boende. 

Jeg var bundulykkelig over, for mit 

forhold til Paris og dens kultur går helt 

tilbage til 1979; året for mit ønske om 

at bosætte mig i Paris. 

FARVEL TIL FRANKRIG 

I starten af 2006 kom min mor til Paris 

for at hjælpe mig med at pakke og 

støtte mig i den sorg, det var at skulle 

forlade det franske. Vi var færdige med 

at pakke efter et par dage, og så rejste 

vi og Quimper (min røde tigerstribede 

hankat) fra huset i Rueil Malmaison. 

Jeg forlod min kæreste, som var i 

Rusland på tredje uge, hvor han arbejdede 

på et ingeniørprojekt for et tysk 

fi rma. Jeg vil ikke komme nærmere 

ind på detaljerne i mit forhold til ham. 

Han udgjorde dog en stor betydning 

i min beslutning om at tage tilbage 

til Danmark. I bund og grund var jeg 

ulykkelig og ensom dybt ind i min 

sjæl. Pga. økonomiske besparelser var 

jeg blevet sagt op som oversætter i en 

fransk virksomhed efter fi re år. Efter 

en lang periode med jobsøgning og 

aleneliv, tog jeg beslutningen om at 

vende tilbage til mit hjemland. 

FREMTIDSPLANER 

Da jeg havde været på Bornholm et 

par uger, satte min mor og jeg os ned 

og talte om mine fremtidsplaner. 

Jeg overvejede at blive på Bornholm 

og søge ind på lærerseminariet. Jeg 

aftalte med min mor, at jeg kunne bo 

hos hende. Jeg begyndte samtidig at 

ride, hvilket hjalp mig meget i sorgen 

over at have forladt Paris. Jeg kom ind 

på seminariet, men havde ikke fl ere 

SU-klip, så jeg måtte arbejde ved siden 

af studierne. Jeg fi k hurtigt job på 

forskellige restauranter og blev også 

underviser i dansk for udlændinge. 

ANORMALE TILSTANDE KOM IGEN 

Det kostede energi at studere og arbejde 

samtidigt. Det stod på et stykke 

tid, og i følge min mor begyndte jeg 

at tabe mig. Jeg blev let irritabel og 

fi k uhyrlige følelsesudsving. Jeg selv 

oplevede det ikke sådan. Det gik altid 

ud over min mor. Al den aktivitet jeg 

havde, bed stumper af min søvn. Det 

ene af jobbene måtte jeg opgive, fordi 

det var for stressende. Men jeg blev 

alligevel mere og mere stresset, så jeg 

fi k tankemylder om natten, hvilket forhindrede 

mig i at sove. Nætterne blev 

kortere og kortere, og mit forhold til 

min mor blev samtidig mere og mere 

anspændt. Ifølge hende skete der det 

en lørdag, da vi var på indkøb i Netto, 

at jeg begik butikstyveri. Politiet blev 

tilkaldt, og jeg fi k en bøde på 1000 kr. 

Før denne hændelse fortalte hun mig, 

at jeg fi k øjeblikkelige følelsesudsving 

(opstemthed og irritabilitet), som 

begyndte at blive vedvarende. Modsat 

den vredladne irritabilitet skete der 

også det modsatte, nemlig at jeg indimellem 

blev opstemt med uforholdsmæssig 

stor glæde eller lykkefølelse. 

Der var ved at tegne sig et sygdomsbillede; 

en mani var under opsejling. 

Sindslidelsen angreb min hjerne, og 

intet var realistisk mere. 

MIT OPHOLD PÅ RØNNE SYGEHUS 

Min mor forsøgte at overtale mig til at 

gå med til lægen. Det lykkedes hende 

også langt om længe at få mig overtalt. 

Der var ingen tvivl ifølge lægen. Jeg 

skulle under behandling. Jeg havde 

stærkt nedsat evne til at bedømme det 

selv, for jeg troede ikke på, at jeg var 

syg. Jeg havde det jo godt nok og var 

til tider ovenud lykkelig. Men alligevel 

mistede min mor tålmodigheden 

og kørte mig på den lukkede afdeling 

på Rønne Sygehus. Min mor kendte 

symptomerne fra tidligere indlæggelser. 

Imidlertid husker jeg kun ganske få 

ting af episoden fra Rønne Sygehus. 

F.eks. memorerede jeg et meget smukt 

maleri med markblomster i de smukkeste 

gullige pastelfarver. Det fyldte en 

hel lang væg. Ansigterne på plejeper


sonalet forekommer mig udviskede. 

Min tilstand var ikke manisk, men jeg 

var højrøstet, meget urolig og havde en 

ejendommelig adfærd. Jeg havde ingen 

sygdomserkendelse og led af søvnløshed 

og svigtende selvkontrol. Jeg var ustyrlig 

og til tider aggressiv overfor andre 

indlagte. 

BÆLTEFIKSERING 

Min mor besøgte mig dagligt, hvilket 

jeg ikke erindrer. Jeg var meget 

fortørnet over at hun ikke ville vide af 

mig; men det var blot en tvangstanke. 

Senere fortalte hun mig ligeledes, at 

jeg fi k tre elektrochokbehandlinger 

under indlæggelsen i Rønne. Derudover 

havde jeg været så utæmmelig, 

at personalet måtte bæltefi ksere mig. 

Men intet af dette husker jeg. Heller 

ikke at jeg blev overført til Rigshospitalet 

i marts 2007, da lægerne og det 

øvrige personale i Rønne ikke vidste, 

hvad de skulle stille op med mig efter 

syv måneders behandling. 

MIT OPHOLD PÅ RIGET 

Mit ophold på Rigshospitalets Psykiatriske 

Afdeling strakte sig over ni måneder. 

Kort efter at jeg blev overfl yttet 

til Rigshospitalet, dykkede jeg ned i en 

dyb, dyb, sort depression. Jeg følte mig 

uværdig til at leve. Jeg havde også en 

sygelig skyldsfølelse og følte overdrevne 

selvbebrejdelser og selvanklager. 

Disse følelser førte til selvmordstanker. 

Så jeg lagde mig til at dø i overført 

betydning. Jeg ville ikke spise, drikke, 

tage bad eller gå på toilettet. Jeg forlod 

ganske simpelt ikke sengen. Den var 

mit skjulested. Jeg lå under dynen i 

måneder. Og når nogen henvendte sig 

til mig, svarede jeg ikke. 

ELEKTROCHOK UDEN EFFEKT 

Jeg fi k 36 elektrochokbehandlinger 

over sommeren, som skulle få mig 

ud af den depressive tilstand. Min 

far, som var hjemme fra Spanien, 

besøgte mig, hvilket jeg heller ikke 

husker. Han så i hvor dårlig tilstand, 

jeg var. Han blev meget chokeret og 

opsøgte overlægen og bad ham om 

straks at indstille disse behandlinger. 

Heller ikke dette husker jeg noget af. 

Det er kun beretninger fra familien. 

Elektrochokbehandlinger bliver givet 

mod depression og skulle være en 

udmærket behandlingsmetode, men 

den havde ingen eff ekt på mig. Og jeg 

spørger mig selv i dag, om det kunne 

have været et forsøg, man gjorde. Det 

er mange behandlinger uden resultat. 

Det er meget og ganske grotesk, da det 

ingen virkning havde. Når man runder 

de 36 behandlinger, burde man tænke, 

at de ingen virkning havde og gå andre 

veje. Mange af mine venner spørger tit: 

”Kan du huske, da …” ”Nej, det kan jeg 

ikke.” Hver dag i dag er en terapi. Jeg 

træner min hukommelse ved at lave 

håndarbejde og via litteraturlæsning, 

yoga, løb og undervisning i fransk. 

FRA CHOK TIL MEDICIN 

I den tid lå jeg til stadighed dybt under 

dynen i al stilhed. Metoden blev medicinering. 

Jeg skulle bl.a. have Marplan, 

som er et ældre præparat mod depression. 

Og litium var en selvfølge, fordi 

det gives til bipolare sindslidende. Andre 

”bolsjer” kom til, og uden at vide, 

hvor lang tid der var gået, begyndte jeg 

at kravle ud af sengen og gå ud på gangen. 

Ellers var min seng til stadighed 

en stor magnet. Om aftenen lettede 

mit humør en smule, og jeg begyndte 

at cykle på motionscyklen, der stod i 

et tilstødende, dunkelt lokale. 

Jeg var kommet til et afgørende punkt, 

hvor jeg nu kunne fatte, at jeg var 

alvorlig syg og led af hukommelsestab. 

Derudover blev jeg bevidst om, at jeg 

befandt mig i en alvorlig, depressiv 

tilstand. Den var imidlertid lettet en 

smule, da Marplanen begyndte at have 

sin virkning. Min mor ringede til mig 

hver dag, og det endte altid med, at 

jeg begyndte at hulke dybt. Jeg havde 

ellers ikke kunne græde i min dybe 

depression. 

MARPLANENS TRYLLEKUNSTER 

Denne tilstand stod på et stykke tid. 

Efterhånden begyndte jeg at tage 

brusebad og vaske mig og deltage ved 

morgenbordet. Efter et stykke tid var 

jeg blevet moden til at kunne samle 

mig om ugentlige lægesamtaler med 

overlægen. 

Mit humør og mit helbred blev bedre 

og bedre, mens jeg skubbede på, så 

meget jeg orkede. Det skulle der styrke 

og ressourcer til, og disse kom automatisk 

til mig i ryk. Motionscyklen 

blev brugt dagligt. Jeg blev mere åben 

og fi k kammerater på hospitalsgangen. 

Os, der røg, stod tit udenfor. Der blev 

røget masser af cigaretter. 

Hvor kommandoen kom fra, ved jeg 

ikke, men jeg blev sendt over til fysio- 

og ergoterapeuterne til en samtale. Fysioterapeuterne 

fremlagde muligheden 

for at motionere to gange om ugen og 

en time med leg med bolde og redskaber. 

I ergoterapien var der mulighed 

for at male, sy på maskine og beskæftige 

sig med andet kreativt arbejde. 

Alle tre discipliner ville jeg gerne 

deltage i, men i starten var det meget 

hårdt, for jeg var stadigvæk tungsindig 

og indimellem depressiv. Men jeg blev 

revet med i disse beskæftigelser. Lidt 

efter lidt blev min krop igen muskuløs, 

og jeg fi k det endnu bedre. Jeg kunne 

også komme ud af sengen hver morgen. 

Så en dag fi k jeg lyst til at melde 

mig til aktiviteterne i ergoterapien, og 

senere til løb i Fælledparken. 

KLAR TIL PSYKOLOGSAMTALER 

Samtalerne med overlægen var af både 

medicinsk og terapeutisk karakter. 

Han igangsatte desuden, at jeg kom 

til en psykolog en gang om ugen. Der 

blev taget hånd om mig, og socialrådgiveren 

sørgede for de praktiske ting, 

bl.a. min økonomi. Mit humør var ved 

at stabilisere sig, og jeg fi k overskud 

til at sy på maskine i ergoterapien. Jeg 

spadserede til Stof 2000 og købte stof 

til en jakke. Der var nu hver dag en 

aktivitet, og jeg blev gladere, tog på i 

vægt og begyndte at strikke igen og se 

tv sammen med de andre i opholdsstuen 

om aftenen. 

PATIENTHOTELLET 

Under en samtale med socialrådgiveren 

blev jeg pludselig overrasket over, 

at hun sagde, at jeg havde fået førtidspension 

og skulle fl ytte til patienthotellet. 

Tilsyneladende blev jeg ikke påvirket 

af at skulle have førtidspension. 

Jeg fi k et lille hjørneværelse med seng, 

garderobe og badeniche. I stedet for at 

indtage måltider på hospitalet, spiste 

jeg på hotellet. Om formiddagen ved 

titiden indfandt jeg mig på hospitalet 

til morgenforsamling, hvor vi sang 

og planlagde dagens aktiviteter. I to 

måneder boede jeg på patienthotellet, 

og så faldt hammeren ellers! Et chok 

ramte mig som et lyn! 

TRUSLEN OM AT BLIVE HJEMLØS 

Under et møde med socialrådgiveren, 

meddelte hun mig, at jeg ikke længere 

kunne blive på patienthotellet. ”Er jeg 

så hjemløs?” spurgte jeg hende. Uden 

at fortrække en mine nikkede hun. ”Jamen, 

det kan I da ikke bare gøre! Først 

helbreder I mig og bruger tusinder af 

kroner på det, og herefter smider I mig 

på gaden!” råbte jeg meget ophidset.

Jeg kunne stadigvæk bo dér i to uger 

endnu, og socialrådgiveren indrømmede, 

at hun ikke kunne hjælpe mig 

med at fi nde en bolig, men henviste 

mig til herbergerne. Jeg kunne mærke, 

at blodet forsvandt fra mit ansigt, og 

adrenalinen pumpede i mine årer. 

Jeg blev SÅ BANGE! Angsten invaderede 

mig. Jeg så mig selv som tigger på 

gaden med alle mine ejendele i slidte 

plastikposer … 

TINGENE FLASKER SIG 

Jeg måtte handle og dét i en fart, 

tænkte jeg. I mellemtiden introducerede 

socialrådgiveren mig for Fountain 

House. Jeg syntes, at det lød rigtig interessant, 

så vi kørte derover. Jeg blev 

ellevild over alle de smukke malerier, 

der hang i receptionen. Jeg husker i 

dag ikke så meget af rundvisningen, 

men summa summarum: Jeg blev 

optaget som medlem i kontorenheden, 

for jeg blev meget begejstret! Nu skulle 

jeg blot have fundet en bolig. Og jeg 

var helt alene om det … Jeg vidste, at 

det ville blive som at lede efter en nål 

i en høstak. Og bange var jeg virkelig 

også. 

Jeg afl agde hospitalsbiblioteket et 

besøg hver dag og kiggede i aviserne 

efter ledige lejligheder og værelser. 

En dag fi k jeg fat i Den Blå Avis og 

pløjede den igennem. I et lille hjørne af 

avisen for neden stod der en annonce 

vedrørende værelsesudlejning. Og jeg 

ringede straks. Samme aften skulle jeg 

møde ejeren. Der dukkede også andre 

unge mennesker op, som skulle bese 

værelserne. 

To af dem var franskmænd, og vi 

kom i snak med hinanden lige med 

det samme. Vi knevrede, som havde 

vi kendt hinanden hele livet. Det 

viste sig, at det drejede sig om en stor 

lejlighed med fi re værelser. Værelsesudlejeren 

syntes umiddelbart om 

den gode atmosfære, der var mellem 

franskmændene og mig, og før vi tog 

derfra, havde vi alle tre skrevet under 

på en kontrakt. Således fi k jeg noget at 

bo i. Og jeg boede der i fi re måneder, 

indtil der en dag kom en kuvert ind ad 

min postkasse. Et boligselskab tilbød 

mig en lejlighed på Østerbro. 

NAVLESTRENGENE 

Jeg fl yttede ind i min nye bolig, købte 


møbler og kom i Fountain House hver 

dag. I mellemtiden havde jeg skiftet 

fra kontoret til Bogstøttens arbejdsgruppe. 

Jeg har nu været rask i næsten 

fi re år og følger overlægens råd om at 

tage min medicin hver dag på faste 

tidspunkter og undgå situationer, der 

giver mig stress og angst. 

To gange har jeg haft stress i et tidsrum 

på fi re år, og det har fremkaldt 

angst. Hæsligt! Det har været i perioder, 

hvor jeg ikke har været opmærksom 

på mine handlinger. Der fi ndes 

ingen konklusion som sådan, hvad 

angår min diagnose, men jeg kan kun 

sige, at jeg skal leve et harmonisk liv 

og netop ikke udsætte mig for stress af 

længere varighed. 

Hvad Frankrig angår, vil det i fremtiden 

være et af mine ferielande, for 

Danmark er mit hjemland. Fremover 

skal jeg se både min psykolog og min 

psykiater. Disse faktorer, gør at jeg er 

tryg. 

Fountain House spiller også her en stor 

rolle. Der kan jeg godt lide at arbejde og 

være sammen med andre mennesker.


KUNST 

Naiv Art by Klein 

Af Sofi e Bozorg 

Jan Klein laver en række abstrakte 

punk/rock collage-malerier. Man 

kan se, at Klein er en del af en bølge 

af kolorister, som maler i et naivt 

formsprog med knald på farverne. 

Han skaber nogle interessante fi gurer 

- uden at tegne dem, men ved at male 

fl ygtige, simple grundelementer med 

en sikker hånd. 

Malerierne er dynamiske og levende. 

Og så er der farverne! Hans palet er 

skrigende farvemættet med gul og violet 

som en slags signaturfarver. Kleins 

malerier er et mylder af highlightede 

ord og udklippede billeder. Hans arbejde 

bærer præg af et tilsyneladende 

fravær af systemer. 

Jan Klein er født i 1951 og opvokset 

på Vesterbro. Siden 2006 har han haft 

mulighed for at arbejde med sine billeder. 

Det seneste år har været et forrygende 

år, hvor han har deltaget i fl ere 

events. Han har blandt andet malet en 

postbil, som blev eksponeret i DR. Han 

har udstillet på fl ere kunstmesser og 

på adskillige gallerier i Danmark. 

Desuden har han etableret et misbrugshjem, 

”KLIPPEN,” i Slagelse for mennesker 

med dobbeltdiagnoser, dvs. 

sindslidelser og misbrug. Han har et 

stærkt ønske om at hjælpe folk i denne 

situation, fordi han som 17-årig fulgte 

den hippiebølge, som var moderne og 

dermed også de stoff er, som gjorde 

miljøet spændende. Desværre eskalerede 

misbruget, og Klein har efterfølgende 

været i kontakt med kirkeligt hjælpearbejde 

og har siden 1972 været 

stoff ri. 

”I AM THE GREATEST 

YES I AM THE GREATEST 

LOOK AT MY ART AND YOU SEE ME 

REMEMBER I AM THE GREATEST” 

Jan Klein 

Men hans univers bærer stadig præg 

af den tid, og det er blandt andet 

derfor, hans kunst er så nutidig og 

samtidig så old school. På mange af 

hans collager er der inspiration fra 

60’erne og 70’ernes musiklegender og 

fremtrædende personer. 

Klein beskriver selv sin kunst som en 

blanding af street og pop art. 

”Inspirationen kommer fra, at alting 

er meget pænt, og når folk får en sofa, 

så skal de fi nde et billede, som passer 

til sofaen. På en måde kan man sige, 

at mine billeder skiller sig ud, fordi de 

er lavet ud fra et koncept, som hedder 

”det grimme er smukt”. Man kan se, 

at der er revet en masse billeder itu, 

eller at malingen løber. Samtidig kan


man sige, at 

mange af mine 

billeder lige så 

godt kunne hænge 

udenfor på en mur, 

og at man så har taget 

et stykke af muren ind 

og hængt det op”. 

Klein betragter hele sit liv 

som ét langt højdepunkt. ”Min 

tilværelse er en del af en beslutning. 

I stedet for at blive en ganske 

almindelig, gammel mand har jeg 

valgt at udleve min drøm, som er at 

blive kunstner. Derfra har jeg faktisk 

bare oplevet, at det er gået fremad, og 

at det er blevet en succes, uden at jeg 

har gjort så meget ved det”. 

”Jeg kan huske, at jeg tænkt: ”Hvad 

gør jeg, når jeg bliver 65 år gammel? 

Skal jeg bare sætte mig ned og fundere 

over, hvad jeg så skal gøre…?” Det 

duer jeg sgu ikke til. Så nu er jeg blevet 

kunstner, og når jeg dør, så er jeg 

kunstner”. 

Klein fortæller, om grunden til, at 

han har vist interesse for Fountain 

House-bladet: ”Jamen, jeghar altid 

haft en forestilling om, at misbrug og 

psykisk sygdom ligger meget tæt op ad 

hinanden”. 

”Mange af dem, som jeg har arbejdet 

med bl.a. på KLIPPEN, har også 

haft, det jeg kalder for ’underliggende 

musik’. Man kan kalde det, hvad man 

vil, men der har været en underliggende 

melodi i misbruget, og det har 

ikke bare været nok at have fokus på 

misbruget, men også hvilken underliggende 

musik, der er. Det har altid 

været vigtigt for mig. Den form for 

selvmedicinering, der bl.a. ligger i 

misbrug, har bånd i et eller andet i 

psyken, tror jeg”.


INTERVIEW 

Bent, Bent, Bent 

Hele huset kender vist denne artikels hovedperson. Hans altid gode humør, store 

smil og smittende karisma er svær at overse. Der er naturligvis tale om Bent 

Frederiksen fra Klub Fontana. Men hvem er Bent egentlig? 

Af Janni Rasch og Pernille Tøttrup 

Bents tid i Fountain House begyndte 

for knap 19 år siden i december 1993, 

da det havde placering ved Sortedams 

Dosseringen. Bent var blevet indkaldt 

til et personalemøde og blev med det 

samme fanget af huset og sagde straks 

ja, da han kort tid efter blev tilbudt 

en stilling. Bent var dengang ansat i 

forskningsenheden og hans arbejde 

bestod i at registrere, hvordan huset 

blev brugt og føre statistik over medlemmerne. 

Et par år efter at Bent blev ansat, blev 

Klub Fontana stiftet i en 3½ værelses 

lejlighed på Østerbro. Bent var en del 

af ansættelsesudvalget og fulgte nøje 

opstarten af Klub Fontana igennem 

processen med ansættelser, og jo mere 

han solgte Klub Fontana til kommende 

medarbejdere, des mere blev 

han selv fanget af konceptet. Han så 

noget spændende og meningsfyldt i at 

arbejde med unge mennesker og var 

også meget fanget af ideen om at være 

med til at bygge det op fra bunden. I 

begyndelsen fungerede Klub Fontana 

primært som ”fritidshjem” til unge 

psykisk sårbare mellem 18 og 25 år. 

Det var stadig et helt nyt koncept, og 

der blev afprøvet nogle forskellige ting 

for at føle sig frem til, hvilken funktion 

Klub Fontana ønskede at have for de 

unge. De fandt hurtigt ud af, at der 

manglede en målsætning, og at de 

gerne ville have mere fokus på uddannelse 

og arbejde og hjælpe de unge med 

at fi nde deres videre vej frem i livet, 

og det har været med denne vision, at 

Klub Fontana har eksisteret siden. 

LIDT OM BENT 

Bent er født og opvokset i Roskilde, 

Foto af Bent fra 2000. 

hvor han har været bosat hele sit liv. 

Han er stor fan af musik og har været 

deltager på Roskilde Festivalen stort 

set hvert år, siden det startede i 1971. 

Festivalen er en så stor del af ham, at 

han ikke engang kan holde ud at være 

i byen under festivals-ugen, hvis han 

ikke kan være med. Bent har også fl ere

gange arbejdet på festivalen, hvor han 

blandt andet har solgt pølser og kaff e. 

Selv spiller Bent guitar og har sågar 

haft æren af at spille koncerter på Roskilde 

Festivalen og et enkelt år været 

med til at åbne festivalen på Orange 

Scene. 

Bent er en Livsnyder med stort L, og 

han er fast besluttet på ikke at lade sig 

stresse over ting og møder verden og 

dens udfordringer med en enorm ro 

og afslappethed. På den måde kan han 

nyde livet, som det er, og tage det stille 

og roligt. 

For tre år siden fl yttede Bent og hans 

kone Anne i bofællesskab. Her er der 

26 huse samt ét stort fælleshus med 

kæmpe køkken, som de alle kan spise 

sammen i. Derudover er der bl.a. 

værksted, kondirum og musikrum og 

altså nok til at holde legebarnet Bent 

i gang. Bent holder også af at cykle og 

tager gerne ud på mountainbike, når 

muligheden byder sig. Han er og bliver 

en glad dreng med krudt i røven. 

HUSET OM BENT 

Der er dyb enighed omkring Bent, når 

man går på jagt i huset efter sladder. 

Han driller og laver sjov med alle, 

men på den gode og behagelige måde. 

Han har altid et glimt i øjet og spreder 

glæde med sit smil og sin charme. Han 

har nemt ved at få folk til at grine med 

alt fra underlige fuglelyde til møder og 

sjove bemærkninger i al almindelighed. 

Bent er typen, som kan fi nde på at 

smide sine kollegers sko i skraldespanden 

eller tegne overskæg og briller på 

deres hundebilleder. Han kan slippe af 

sted med ufattelig mange ting, fordi 

han er, som han er. Han er Bent, og 

han er sig selv fra start til slut. Folk 

kommer også uden tvivl til at savne 

hans rolige sind og hans fantastiske 

måde at se livet på. 

Selvom Bent synes, at det er en vanvittig 

god idé at skulle på efterløn, så 

har fl ere af os skumle planer om at 

kidnappe ham tilbage, når han mindst 

venter det. Det er selvfølgelig bare en 

joke. Eller er det!? 

Kære Bent, når nu vi er lidt ’grove’ i 

det og udleverer dine tossestreger, er 

det jo egentlig bare, fordi vi holder 

rigtig meget af dig og kommer til at 

savne dig. Du kan altid få en i bedre 

humør og uddeler gerne kram, når det 


Bent på scenen i Fountain House 1995. 

hele er lidt svært. Du forstår at være 

seriøs, når det kræves, er altid god til 

at hanke op i en og få sat gang i alle de 

ting, som vi ikke selv er gode til at få 

gjort. 

FREMTIDEN 

Fremtiden for Bent står stadig hen i 

det uvisse. Bent har ikke været i tvivl 

om, at det at gå på efterløn er det rette 

for ham. Når man spørger ham, om 

han kommer til at savne sit arbejde, 

er svaret et meget afklaret nej. Han 

tilføjer, at han uden tvivl vil komme til 

at tænke meget på Klub Fontana og på 

de mange oplevelser, som han har fået 

i løbet af sine 19 år i huset. Særligt har 

det været meget givende for ham at 

få lov at følge psykisk sårbare unge på 

deres videre vej i livet. 

Bent er heller ikke bange for at komme 

til at kede sig. Tværtimod ser han 

frem til at kunne mærke, hvordan det 

er ikke at skulle op og på arbejde og 

bruge en time på transport hver vej, og 

med tre børn og seks børnebørn er der 

da også nok at se til. Hans kone Anne 

går på efterløn samtidig med ham selv 

og til marts tager de 2 uger til Indien 

på yoga/meditationskursus, som han 

ser meget frem til. 

Til sidst vil vi bare ønske Bent alt muligt 

held og lykke i fremtiden. 

Bent anno 2012.


TEMA 

Anne Birgittes endelige hjemtur 

fra Paris 

Historien om Anne Birgitte set gennem øjnene af hendes mor. Her fortæller hun 

om sine oplevelser som pårørende. 

Af Kirsten Arnsfelt 

Anne Birgitte har boet i Paris i mange 

år og var som regel kun hjemme i julen. 

Hun var besat af Paris, og hendes 

hensigt var at blive boende dernede. 

Hun taler sproget så godt som en 

indfødt. Den franske kultur og sproget 

udgør en stor del af hendes personlighed. 

Men hendes liv i Paris var ikke 

altid nemt. Arbejdsløshed og ensomhed 

udgjorde en del af hendes sidste tid 

dernede. Anne Birgitte har haft tre 

indlæggelser i Paris, og hendes situation 

dernede blev efterhånden sværere 

og sværere. Hun manglede sin familie 

til at støtte op omkring sig. Det var 

også meget belastende for mig som 

pårørende at være så langt fra hende, 

for hele tiden lurede bekymringen i 

baghovedet om, hvordan hun havde 

det. Jeg kunne jo ikke ringe til Paris 

hver dag. En telefonopringning en 

gang om ugen løb allerede op i store 

summer for mig. De to sidste indlæggelser 

var i Rueil Malmaison og varede 

gennemsnitligt tre måneder. Så min 

datter blev dog rask igen. Gud ske lov. 

BESLUTNINGEN OM DK 

Efter indlæggelserne ændrede min 

datter indstilling til Paris. Hun åbnede 

en tanke for mig: ”Måske hører jeg 

alligevel hjemme i Danmark.” I julen 

2005 blev vi enige om, at hun skulle 

fl ytte tilbage til Danmark. Hun skulle 

så bo hos mig, og hendes ejendele 

skulle opmagasineres indtil videre. 

Hun havde ønske om at søge ind på 

lærerseminariet i Rønne og ville så bo 

hos mig, indtil hun var færdig med sin 

uddannelse. Hun havde også planer 

om at begynde at ride igen, da det 

altid har været hendes store lidenskab. 

Når Anne Birgitte er rask, er hun et 

livstykke. 

Jeg rejste til Paris i februar 2006, hvor 

jeg mere eller mindre tilbragte en uge 

sammen med hende. Tiden gik med at 

pakke og smide ud, hvad der ikke skulle 

med til Danmark. Anne Birgitte var 

mere end normalt i højt humør – hvad 

jeg studsede lidt over, men tænkte så 

ikke mere på det, da jeg syntes, det var 

rart, at hun var glad for at vende hjem 

til Danmark. 

NY FREMTID 

Dagen for afrejsen kom. Vi tog en taxa 

til lufthavnen medbringende Anne 

Birgittes kat, halvbedøvet i en transportkasse. 

Ca. ti timer efter ankom 

vi til Rønne Lufthavn, godt trætte og 

med en meget meget bange kat. 

Vi kørte hjem til mig, fi k noget at 

spise, og Anne Birgitte gik ud som 

et lys. De næste mange dage var hun 

ked af det og havde problemer med at 

komme ud af sengen. Hun var tung 

i krop og sjæl pga. omvæltningen og 

sørgede trods alt over at have forladt 

sin yndlingskultur. Det varede dog 

ikke ved. Så da sørgmodigheden begyndte 

at tage af, kunne vi begynde at 

lægge planer for min datters fremtid. 

Anne Birgitte fi k et par jobs på et par 

restauranter i marts måned. Turistsæsonen 

stod allerede for døren, men 

efter et stykke tid kunne hun ikke 

klare den stress, som karakteriserer 

den slags arbejdspladser, og måtte 

holde op. Hun fi k vikararbejde på den 

skole, hvor jeg havde arbejdet, og der 

var de meget glade for hende. Selv 

blomstrede hun op, for hun har altid 

holdt meget af at undervise, og det er 

en af hendes store styrker. 

FRITID OG UDDANNELSE 

Anne Birgitte har redet hele sin barndom 

og ungdom, og ridningen ville 

hun gerne dyrke i sin fritid igen. Vi 

fandt et sted, hvor hun kunne ride, og 

hun fi k også halvpart i en hest. Det var 

efterhånden blevet sommer. Og den 

sommer var det meget varmt, og hun 

nød solen både ved stranden og i min 

have. Hun fi k en privatelev, som hun 

underviste i fransk, og alt var dejligt. 

Dog var der mange gange noget ved 

hendes adfærd, som jeg undrede mig 

over. Hun var næsten altid meget glad 

– næsten for glad – og kunne godt 

fi nde på at gå rundt i en lille lårkort 

natkjole, når hun gik tur ude på gaden. 

Anne Birgitte blev optaget på seminariet, 

og alt syntes at skulle lykkes. Hun

var stadig meget glad, fandt hurtigt 

nogle venner i forbindelse med sin 

ridning. 

Anne Birgitte startede på seminariet 

sidst i august, og hun nød igen at kunne 

studere og så en ny karriere foran 

sig. Men så begyndte der at ske noget. 

Hun blev pludselig mere og mere aktiv, 

blev ind imellem lidt mindre hensynsfuld, 

og der opstod scener imellem os, 

hvor hun ofte kunne blive meget vred 

og ubehagelig. 

MANIEN BRØD UD 

Pludselig kunne jeg se manien komme 

i udbrud. Hun sov næsten ikke, måtte 

sygemeldes fra seminariet, og til sidst 

tog vi til lægen, hvor hun fi k noget 

medicin med en dæmpende virkning. 

Men det hjalp ikke. Hun blev meget 

snøvlet, stadig manisk, men hun ville 

ikke indlægges, for hun mente ikke, at 

hun var syg. 

Vi fi k en ny tid hos lægen, som heldigvis 

havde psykiatri som speciale, og vi 

skulle komme igen nogle dage senere, 

da det var op til en weekend. Lægen 

kunne godt se, at den var helt gal. Hun 

lovede mig, at hun nok skulle få Anne 

Birgitte overtalt til at blive indlagt. 

I weekenden blev det rigtig slemt. 

Vi kørte ud på psykiatrisk afdeling i 

Rønne for at se, om de ville tage imod 

Anne Birgitte akut, da jeg ikke mere 

var tryg ved at være alene med hende. 

Det var uudholdeligt, og jeg var meget 

belastet. 

I Rønne blev vi modtaget af en meget 

ubehagelig person, som netop havde 

vagt. Jeg ved ikke, hvem han var, men 

han ville overhovedet ikke lytte til 

mig. Han henviste mig derimod til 

lægevagten. Men den læge, som havde 

vagt, er fra det samme lægehus, som 

vi bruger i Allinge. Hun kendte vores 

situation. Men på trods af, at hun 

kunne se, hvor slemt Anne Birgitte 

havde det, ville hun ikke indlægge 

hende. Vi måtte vente til mandag, 

hvor vi havde en tid hos den anden 

læge i lægehuset. Denne havde til 

hensigt at overtale Anne Birgitte til at 

blive indlagt. Mens denne procedure 

stod på, kunne jeg nervemæssigt dårligt 

holde min egen datter ud. Jeg var 

meget nedtrykt, udkørt og hjælpeløs. 

Og tænkte konstant på, hvad hun 

igen skulle igennem. Og hvad var jeg 

selv ved at gå igennem? 

INDLÆGGELSE 

Vi kom igennem weekenden og tog til 

lægehuset, hvor Anne Birgitte lod sig 

overtale til at blive indlagt. Det var 

den 11. september. Jeg kørte hende på 

hospitalet og kunne efter et par timer 

med adskillige samtaler med læger og 

psykiatere tage hjem og få lidt styr på 

mig selv. 

Næste dag kørte jeg igen til Rønne 

for at besøge min datter, men jeg blev 

tilbageholdt af en sygeplejerske, der 

sagde, at de havde været nødt til at 

bæltefi ksere Anne Birgitte. Hun var 

blevet så aggressiv, at hun var til fare 

for både personalet og de andre indlagte. 

Bl.a. havde hun smadret et sofabord. 

Derudover var hun var kommet 

på den lukkede afdeling. Jeg kunne 

næsten ikke bære at se hende i den 

situation – fi kseret både på hænder 

og fødder og med et bælte om maven. 

Men hun var glad for og lettet over at 

se mig og var helt rolig. På et tidspunkt 

fortalte hun mig, at hun havde 

været alene på stuen i den fi kserede 

tilstand. Hun havde råbt og skreget, at 

hun skulle på toilettet og var tørstig, 

men der havde ingen reaktion været 

fra personalets side, så hun forrettede 

sin nødtørft i sengen og måtte ligge 

med det indtil vagtskiftet kl. 23. En 

sygeplejerske tog sig af hende, hjalp 

hende og fi k hende rengjort. 

Jeg var rystet over den behandling, 

Anne Birgitte fi k. Jeg var målløs, 

og gråden tryggede i halsen på mig. 

Jeg var chokeret over at personalet 

simpelthen nægtede at indrømme, at 

tingene var foregået sådan. 

Anne Birgitte klagede med min hjælp 

til patientklagenævnet, men det fi k 

hun selvfølgelig ikke noget ud af. Man 

troede kun på hospitalspersonalet. Det 

var virkelig krænkende og ydmygende. 

TIDEN DEREFTER 

Tiden derefter stod det hele lidt uklart 

for mig, fordi jeg var dybt belastet. Jeg 

skulle nemlig selv på hospitalet. Jeg 

skulle igennem en stor rygoperation 

sidst i september. Jeg besøgte dog 

Anne Birgitte helt op til den dag, hvor 

jeg skulle indlægges i København. Hun 

skulle vide, at jeg var der for hende. 

Hun blev godt medicineret, men var 

stadig i mani, men dog i mindre omfang. 

Da jeg kom hjem efter operationen, 

kunne jeg naturligvis ikke besøge 


Anne Birgitte, da jeg ikke måtte køre 

bil de første tre måneder og ej heller 

være passager i en bil pga. rystelser, 

der kunne skade min ryg. Vi snakkede 

så i telefon hver dag, og hun forstod 

godt, at jeg ikke kunne besøge hende. 

Endelig blev hun udskrevet, og jeg 

mener i højeste grad, at hun selv 

ønskede det. Hun havde nemlig fået 

det bedre. Hun havde en god ven, som 

hun opholdt sig meget hos, men når 

hun var hjemme, gik bølgerne højt 

imellem os. Hun var helt kold omkring 

den operation, jeg havde fået, og hvor 

svag jeg var. Hun tog simpelthen ikke 

hensyn til mig. 

På et tidspunkt blev Anne Birgitte og 

jeg så meget uvenner, at hendes ven 

kom og hentede hende, for nu ville 

hun fl ytte hjem til ham. Jeg kunne så 

ånde lettet op, for nu havde jeg kun 

mig selv at tænke på. En egoistisk 

tanke, jo da, men Anne Birgitte fi k 

bægret til at fl yde over. Jeg havde jo 

selv så mange smerter og dermed intet 

overskud, men hun er jo mit barn … 

EN TUR TIL PARIS 

Pludselig en dag fandt Anne Birgitte 

ud af, at hun ville til Paris. Hun kendte 

en, hun kunne bo hos, så der var jo 

ingen problemer med indkvartering. 

Men der gik ikke ret lang tid, så 

ringede hun hjem og sagde, at hun var 

blevet smidt ud. Hun måtte så indlogere 

sig på et hotel, indtil den dag hendes 

returbillet kunne anvendes. 

Hun kom tilbage til Danmark og fl yttede 

hjem til mig igen. Hun blev ganske 

langsomt mere og mere depressiv, 

men dog ikke i et omfang, så jeg blev 

urolig. 

Julen nærmede sig, jeg fi k det bedre, 

og jeg måtte atter køre bil, så vi besluttede 

at holde jul på Sydfyn hos min 

anden datter. Alt var arrangeret mht. 

færgebilletter, gaver og pension til 

vores katte. 

ELEKTROCHOK 

Men få dage før jul ville Anne Birgitte 

gerne have en samtale med en psykiater 

på hospitalet, fordi hun følte, 

at depressionen pludselig var på vej 

tilbage. Jeg kørte hende til Rønne og 

efter samtalen blev det besluttet, at 

hun skulle indlægges med det samme. 

Så vi måtte afl yse vores juleferie og 

blive på Bornholm.


Juleaftensdag kom hun hjem og skulle 

allerede juledag tilbage til hospitalet. 

Det samme gentog sig nytårsaftensdag, 

så det blev en trist juleferie. 

Depressionen forværredes, og Anne 

Birgitte var tilbage igen i sit helvede. 

Hun besluttede selv, at hun ville have 

elektrochok, så det begyndte man på. 

Det stod på gennem ca. to måneder. 

Så blev hun manisk igen. Hun blev 

overført til Rigshospitalet, da de ikke 

vidste, hvad man skulle stille op med 

hende på Bornholm. På Rigshospitalet 

fortsatte elektrochokbehandlingerne 

et langt stykke tid. Jeg kunne dog 

kun følge hende via telefonsamtaler. 

Men hendes far besøgte hende i løbet 

af sommeren og fi k behandlingerne 

stoppet. 

VELETABLERET I KØBENHAVN 

I skrivende stund har Anne Birgitte 

fået styr på sit liv, men det har også 

været en lang rejse at nå dertil. Efter 

udskrivelsen kom hun meget tit til 

Bornholm og har gjort det i et par år. 

Nu går der lidt længere imellem besøgene, 

men vi snakker i telefon fl ere 

gange om ugen. Anne Birgitte er nu 

veletableret i København og arbejder i 

Fountain House. Dette er hun ovenud 

glad for. 

I alle de år, Anne Birgitte har været 

syg, har jeg altid været bange for, hvornår 

hun ville blive syg igen. Det fylder 

meget i mit liv, og jeg lytter aut omatisk 

til hendes stemmeføring, og hvad hun 

mener med det, hun siger, når hun 

udtaler sig. Men jeg har lært at abstrahere 

fra hendes sygdom i det daglige, 

ellers kan jeg ikke fungere optimalt 

på mit arbejde og slappe af, når jeg 

kommer hjem. Men jeg kan mærke, at 

angsten er meget tæt på hele tiden. 

Når hun i telefonen fortæller mig, at 

hun har det dårligt og er meget langt 

nede, så kan jeg faktisk godt have 

svært ved at håndtere det. Jeg tror, 

det er en automatisk reaktion, fordi 

jeg følelsesmæssigt nok er blevet lidt 

tyndslidt. 

EN MORS MARERIDT 

Jeg er glad for, at jeg er færdig med at 

skrive mine erindringer ned. Jo mere 

jeg skriver, jo dårligere får jeg det, for 

det ripper op i alle de forfærdelige 

minder om Anne Birgittes ulykkelige 

skæbne. Men jeg ved, at hun på trods 

af sin alvorlige sygdom er en utrolig 

stærk pige, som har forstået at kæmpe 

sig igennem alle sit livs mareridt. 

En anden ting, som gør forfærdelig 

ondt, er, at opleve hvor meget de utallige 

elektrochokbehandlinger, hun 

har gennemgået, har ødelagt hendes 

hukommelse. Jeg håber, at man engang 

må få stoppet disse forfærdelige behandlinger 

og fi nde en anden måde at 

håndtere depressioner på. På Rigshospitalet 

fandt Anne Birgittes psykiater 

frem til et præparat, som hjalp hende 

til at blive rask igen. Men sårbar vil 

hun altid være til trods for hendes 

styrke, udholdenhed og gå-på-mod. 

I værste tilfælde vinder sårbarheden 

og risikerer at nedlægge hende som et 

bytte… 

Hvid fi sk i gul karrysauce (4-6 personer) 

600 g hvid fi sk 

Karrypasta: 

2 rødløg (65 g) 

2 rød peberfrugt (120 g) 

1 stk. citrongræs 

2 cm. ingefær 

2 røde chili uden kerner 

2 fed hvidløg 

Frisk koriander (6 g) 

1 dl olivenolie 

1 dl vand 

Alle ingredienser ordnes og køres på en foodprocesser til det har en ensartet masse. 

Karrysauce: 

2 spsk. olivenolie 

250 g karrypasta hjemmelavet 

1 tsk. rød karrypasta 

425 g kokosmælk 

Skal og saft af 1-2 lime 

1 tsk. fi shsauce 

2 stk. limeblade 

1 stk. stødt gurkemeje eller en frisk rod 

Salt 

1. Olien hældes i en gryde og de to karrypastaer tilsætt es og sauteres i olien et par minutt er uden at tage 

farve. 

2. Kokosmælk, limeblade, gurkemeje tilsætt es, og dett e koges ind til en cremet konsistens, der smages til 

med limesaft og -skal og salt. 

3. Den portionsskårede fi sk saltes let og kommes i ildfaste fade. Karrysauce hældes over, og fadet sætt es i 

ovnen ca. 12 minutt er ved 175 grader. 

4. Serves med kogte jasminris og en sprød kålsalat. Velbekomme! 

Opskrift fra Københavns Madhus (www.kbhmadhus.dk)

Pia og Peter laver salat af majs, som blev serveret sammen 

med torsk bagt på 100 grader. 

Her går vi i gang med torsken. De fl este est af os prøvede at fi lettere en torsk. 

Heidi Heiddi 

instruerer. inst truerer. 


FISKENS DAG 

Torsk bagt i gul karrysauce. Retten blev efterfølgende 

meget populær. Den blev serveret med ris og en salat 

med bagte kokosstykker i. Opskrift modsatte side. 

Onsdag d. 5. september 2012 

havde vi i køkkenet besøg af 

Heidi fra Københavns madhus, 

som underviste os i udskæring og 

tilberedning af torsk. 

Jesper og Troels er gået i gang med én af retterne, nemlig 

Ceviche som er en ret med rå lime-marinerede 

torskestykker, avocado, tomat og frisk koriander. 

Inia fi letterer makrel efter at have modtaget instruktion 

fra vores lærer Heidi fra Københavns Madhus.


En leder træder fra, en ny kommer til 

Af Mette Lunhart 

Asger Søndergaard ophører som 

forstander i Fountain House med 

udgangen af oktober 2012. Han har nu 

været leder siden juli 1996, hvor han 

startede i det lille Fountain House ved 

Søerne. Et år efter fl yttede Fountain 

House, Bogstøtten og Klub Fontana 

ud i Teglværksgade 22. Asgers afl øser 

begynder 1. oktober 2012, så i en 

måneds tid vil I både dagligt kunne 

møde Asger og hans afl øser. 

Den ny leder hedder Mogens Seider 

og kommer fra en stilling som socialpsykiatrileder 

i Høje Taastrup 

Kommune. Han har arbejdet inden for 

det område i en årrække. Oprindeligt 

Mennesket i fokus i Fountain House 

Af Pia Horn 

Jeg vil gerne bringe en hyldest til alle 

ansatte i Fountain House i Teglværksgade. 

Jeg har gennem min tid i 

Fountain House oplevet, hvordan de 

ansatte sætter mennesket i fokus og 

tager udgangspunkt i ressourcer hos 

Fountain House får ny profi l 

Af Anne Birgitte Arnsfeld 

Der er omstrukturering i Fountain 

House. Her brummer af forandring 

siden Jørgen Knudsen trådte af i foråret 

2012. Kontoret har nu ikke kun to 

medarbejdere, men tre; Katrine, Ole 

fra Job og endelig Jørgen fra service. 

Altså en sammenlægning af de tre 

enheder. Storenheden og første sal er 

blevet sammenlagt til et stort kontor 

og hedder nu Kontor/Service. 

STU’en er fl yttet til den røde bygning 

på Hammershusvej. Man kan lige 

kigge derover. Det er lige ovre på den 

anden side. Vi håber på, at den fortsat 

vil hænge tæt sammen med Fountain 

House. Men det er der ingen tvivl om, 

for STU’en er også en del af huset, og 

er Mogens uddannet socialpædagog 

og har i årenes løb taget en række 

ledelseskurser på forskellige uddannelsesinstitutioner, 

men har også 

blandet sig i fagpolitiske anliggender, 

idet han været næstformand i Socialpædagogernes 

Landsforbund i ca. 

10 år. 

Mogens er meget engageret i, at der 

kommer fokus på vilkårene for mennesker 

med psykisk sårbarhed og 

har til det formål været medstifter af 

Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering 

– og det arbejde vil han 

fortsætte med, hvilket vi kun kan være 

godt tjent med. I oktober måned vil 

Mogens komme på introduktion rundt 

i huset og arbejde med i enhederne. 

den enkelte. Der hersker en stemning 

af ligeværd og anerkendelse, og det er 

helt tydeligt, at personalet har interesse 

i dig. 

Jeg er meget glad for, at der eksisterer 

et hus som Fountain House, og for 

mig har det betydet, at jeg har fået 

Den nye forstander, Mogens Seider 

Tag godt imod ham. Han vil være glad 

for, at I forsøger at involvere ham i alt 

muligt. Så må han ligesom os andre 

lære at sige fra på den hårde måde! 

I næste blad vil I kunne læse mere om 

Mogens. 

mere struktur på mit liv og mere selvtillid. 

Det at blive mødt med interesse 

og ligeværd betyder rigtigt meget for 

det selvbillede, man har. Jeg oplever, 

at de ansatte har et godt menneskesyn, 

som bygger på, at vi hver især 

er noget værd og kan bidrage med 

noget. 

vi herovre skal nok holde ”øje” med 

dem og stramme rebene. 

Som i en bikube summer her af 

kursustilbud. Yoga, Word 2010, Excel 

og InDesign bliver tilbudt i efteråret. 

Holdene er små, og vi satser på at 

alle bliver realiseret. Undervisningen 

foregår på tredje sal der fremover vil 

fungere som undervisningslokaler. 

Den 1. oktober får huset ny leder, 

da Asger træder tilbage, og vi er 

alle spændt på, hvordan det bliver. 

Imidlertid er der ingen tvivl om, at 

Fountain House får ny profi l og i fart 

kan følge med udviklingen i det ydre 

rum. 

STU’ere foran deres nye lokaler.

Fotoprojekt i Klub Fontana 

Af Pernille Tøttrup 

Nogle har måske bemærket, at der 

er sket en udskiftning i udstillingen 

i cafeen. Det drejer sig om de gamle 

billeder i guldrammer, der lige nu 

pryder væggen til højre for vinduet i 

cafeen. Billederne er et projekt, som 

vi har haft i Klub Fontana henover 

fi re uger, og de, der har studeret billederne 

lidt nærmere, vil have opdaget, 

at det er Klub Fontanas medlemmer 

og medarbejdere, som fi ndes på billederne. 

Ideen opstod, da vi i Klub Fontana sad 

med nogle gamle guldrammer, som vi 

skulle fi nde ud af, hvad vi skulle gøre 

med. Da der var en gennemløbende 

enighed om, at det var synd at male på 

de nydelige rammer, opstod ideen om 

et fotoprojekt. I rammerne sad der i 

forvejen billeder fra gamle dage, som vi 

vurderede til at være fra 1930-40’erne, 

og målet med projektet var at tage billeder, 

som skulle forestille denne tid. 

Ideerne var mange, men det var begrænsningerne 

desværre også. Derfor 

måtte vi gå på kompromis med både 

rekvisitter, tøj og hår. Vi gik på jagt 

i kælder og på loft efter mulig udklædning 

og ledte huset igennem for 

rekvisitter og såkaldte ’locations’. 

Vi byggede et mindre fotostudie i 

stueetagen i den røde bygning og fi k 

taget billederne løbende, som ideerne 

opstod. Billederne blev naturligvis 

taget med et nymoderne kamera, og 

derfor var billedredigering også en 

Simon poserer foran kamaraet. 


Tannie i ægte 30’er style 

stor del af projektet for at få billederne 

til at se gamle ud. Her fi k vi en stor 

hjælp af Kaj fra Kontor/Service, som 

har brugt en masse tid på at redigere 

og klippe i billederne for at få den ønskede 

eff ekt. Det færdige resultat kan 

som nævnt ses i cafeen. 

Bogstøtten og Jobstøtten inviterer til fyraftensmøde for alle interesserede 

d. 14. november kl. 16.30 - 18.00 

i Fountain House på 2. sal. 

Mødet handler om, hvordan det er at være i 

arbejde, når man har eller har haft psykiske 

vanskeligheder. 

Derfor har vi inviteret en række tidligere Bogstøttemedlemmer, 

som nu er iarbejde, til at 

fortælle om deres erfaringer med arbejdslivet! 

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og 

komme med kommentarer. 

Vel mødt! 

På de foregående fyraftensmøder har temaerne bl.a. været: 

Skal jeg fortælle om mine psykiske vanskeligheder på forhånd? 

Hvordan håndterer jeg stress? 

Hvor meget skal arbejdsgiveren vide om mig?


UDFLUGT 

Tur til Kronborg med Støtteforeningen 

Årets tur med Støtteforeningen foregik onsdag d. 15. august og gik til Kronborg 

i strålende sol. Kirsten fra Støtteforeningen var med og havde arrangeret turen 

sammen med Jørgen fra Kontor/Service. 

Af Marie S. og Ida B. fra bogstøtten 

Vi blevet hentet kl. 10 af en sød, social 

og hyggelig buschauff ør, og da vi havde 

god tid, kørte han os en fi n tur ad 

Strandvejen. Denne smukke tur, med 

fantastisk udsigt udover Øresund, 

blev akkompagneret af vores chauff ørs 

anekdoter om bl.a. Michael Laudrups 

millionvilla, dets tilhørende legehus, 

og den deraf lange nabostrid han har 

været involveret i. Huset har Laudrup 

nu solgt. 

Vi kørte videre fra Strandvejen ned 

mod vandet til Gammel Strandvej 

forbi Humlebæk havn og andre små 

byer helt ude langs vandet. Herfra så 

vi krydstogtskibet Queen Mary II, der 

lå for anker ud for Helsingør. Dette 

skib er så stort, at det ikke kan ligge til 

havn i hverken Helsingør eller København, 

og dets passagerer bliver derfor 

sejlet i land i små chalupper. 

Efter denne lille ekstra udfl ugt langs 

vandet ankom vi til Kronborg, hvor 

vi fi k en fi n rundvisning af to engagerede 

guider, der bl.a. fortalte, at der 

i katakomberne for nogle hundrede 

år siden har boet en frygtelig masse 

soldater under kummerlige forhold. 

Nede i katakomberne fi k vi også hilst 

på Holger Danske. Oppe på slottet så 

vi de kongelige gemakker, fi k genopfrisket 

historierne om Øresundstolden 

og vores konfl ikter med svenskerne, 

der angiveligt stjal al inventaret fra 

Kronborg på et tidspunkt, hvor de 

havde besat slottet. 

Rundvisningen endte i Kronborgs 

kirke, der stadig bliver brugt til 

gudstjeneste en gang om måneden. 

Efter rundvisningen spiste vi frokost, 

som bestod af meget lækre rugbrødssandwich 

og lækker banankage med 

chokolade bagt af Katrine fra kontoret. 

Frokosten blev indtaget i skønne omgivelser 

på volden med fantastisk udsigt 

ud over Øresund eller alternativt med 

en fl ot udsigt mod slottet, over volden 

og voldgraven. Efter frokost var der 

en times tid, hvor vi kunne nyde det 

gode vejr, slå mave, spille spil, gå en 

tur på volden, se mere på Kronborg 

Arne fra Bogstøtten slapper af foran Kronborg. 

eller noget helt sjette, hvis man havde 

lyst til det. Kl.14.45 var der afgang 

mod huset, denne gang bare ad motorvejen. 

På vejen blev der sagt tillykke 

og råbt hurra for Tannie fra Fontana, 

der havde 13 års jubilæum som ansat i 

huset. Udover denne fejring var det en 

rolig og hurtig tur tilbage, og der var 

fl ere, der fi k sig en lille lur på vejen. 

Alt i alt var dette års tur med Støtteforeningen 

fantastisk – vejret var 

skønt, buschauff øren var sød, turen 

derop meget smuk, Kronborg spændende, 

vores guider engagerede, frokosten 

lækker og selskabet uovertruff ent. 

Så tusind tak til Jørgen, Kirsten og 

Støtteforeningen for en dejlig dag.

KLIP HÉR ✁ 

Fyraftensmøder 

18. oktober 2012 

Kl. 15-16.30 

Seksualititet og psykisk sårbarhed 

v/ Charlotte Egelund 

Seksualitet har en stor betydning for os mennesker, og 

som psykisk sårbar kan der være nogle særlige udfordringer, 

bl.a. bivirkninger fra medicin. Sexolog Charlotte 

Englund fortæller om, hvordan man kan håndtere disse 

udfordringer. 

Begge møder er gratis, og vil indeholde både oplæg samt efterfølgende debat. 

Tilmelding i receptionen nødvendig. 

8. november 2012 

Kl. 15-16.30 


Særligt sensitive og arbejdsmarkedet 

v/ Athina Delskov 

Mange sensitive har det svært på arbejdsmarkedet. Fordi 

sensitive tager fl ere sanseindtryk ind og bearbejder dem 

dybere, er der større risiko for overstimulering og stress. 

Når vi har travlt med at ’overleve’, så er det sværere at få 

de fi ne kvaliteter på banen - og få dem anerkendt. 

Jeg ønsker at støtte arbejdet i Fountain House i København, Bogstøtten og Klub Fontana 

ved et medlemskab i Støtteforeningen. 

Navn: ......................................................................................................... 

Adresse: ..................................................................................................... 

Postnummer og by: ...................................................................................... 

E-mail: ....................................................................................................... 

Kuponen sendes/afleveres til: 

Støtteforeningen for Fountain House i København, 

Teglværksgade 22, 2100 København Ø. 

Hvis du bruger netbank: vælg +01< på kodelinjen. Støtteforeningens girokonto er: 7551312 

□ Send venligst et giroindbetalingskort, da jeg ikke bruger netbank. 

Indmeldelse i Støtteforeningen for Fountain House i København koster pr. person kr. 100,- og for institutioner kr. 1200,- årligt. 

KLIP HÉR ✁ 

KLIP HÉR ✁


Fremtidige aktiviteter 

Oktober 1. Første arbejdsdag for den nye forstander, Mogens Seider 

3. Besøg af Københavns beskæftigelsesborgmester 

12. Reception STU kl. 13:30-16:00 

18. Fyraftensmøde: Seksualitet og psykisk sårbarhed kl. 15:00-16:30 

25. Bogstøttemiddag kl. 18:00-20:00 

29. Afskedsreception for Asger Søndergaard kl. 14:00 

November 8. Fyraftensmøde om sensitive mennekser og arbejdsmarkedet kl. 15:00-16:30 

14. Gæstedag 

14. Fyaftensmøde m. gamle bogstøtter kl. 16:30-18:00 


December 6. Julefrokost kl. 13:00-16:00 

14 Fødselsdagsfest 26 år 


24. Juleaften i Fountain House (tilmelding nødvendig) 

31. Nytårsaften i Fountain House (tilmelding nødvendig) 

Klubaftener i efteråret og vinteren 

Alle er velkomne fra kl. 16:00 til ca. 21:00. Der er altid fællesspisning. 

11. oktober | 15. november 

Tilmelding i receptionen kræves, hvis du vil spise med.

18. oktober 2012 - Fountain House

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?