1 1.søndag i fasten Læsning fra Det gamle Testamente: 1. Mos. 4,1 ...

1.søndag i fasten
Læsning fra Det gamle Testamente: 1. Mos. 4,1-12
Læsning fra Det nye Testamente: Jakob 1,9-16
Prædiketekst: Luk 22,24-32
Det er nogle alvorlige bibeltekster, vi hører i dag. Først om Kain, der slår sin bror, Abel, ihjel, og så hører vi Jakob
skrive om fristelser og synd, som fører til død, og nu her i evangelieteksten er der strid mellem disciplene om, hvem
af dem, der er den største. Det kan virke lidt tungt i dag. Hvor er evangeliet, de gode nyheder, henne? Sådan tænkte
jeg, da jeg læste teksterne igennem første gang, og så fandt jeg det, evangeliet, så vi skal nok komme frem til det,
bare vent.
Vi er i fastetiden, det er tiden for renselse og omvendelse, og vi må sige, at teksterne lægger op til det. Kain dræbte
sin bror Abel, så mon ikke han trængte til omvendelse? Men hvad med os? Vi har måske ikke ligefrem dræbt nogen,
men helt rene og skyldfri er vi vel ikke. Mon ikke vi alle har sagt sårende ord til en anden og taget glæden fra den
anden?
Og mon ikke vi alle kender til det, som Jakob skriver om i den læsning, vi hørte lige før, at vi bliver fristet af vores
eget begær, og vi synder. Måske ønsker vi at være den største lige som disciplene, og at tage os bedre ud i andres
øjne, end vi egentlig er.
Vi vil gerne have ros og anerkendelse af andre, så vi forsøger at fremhæve os selv og vores gode sider. Og hvis andre
ikke vil rose os, så roser vi måske os selv, mens andre hører det, for de må da kunne se, hvor god jeg er, og hvor godt
jeg gør det. Ja, vi er nok ikke anderledes end disciplene, som var så optagede af, hvem af dem, der var den største.
Samtalen mellem Jesus og disciplene udspiller sig den sidste aften, Jesus lever. De sidder omkring nadverbordet.
Jesus har netop brudt brødet, givet dem det og sagt til dem, at det er hans legeme, og han har givet dem vinen og
sagt til dem, at det er hans blod, som udgydes for dem til syndernes forladelse. Og så begynder de at strides om,
hvem af dem, der er den største. Der går ikke længe, fra de har modtaget nadveren, til de igen bliver optaget af dem
selv og deres eget.
Og kender vi ikke også det? Vi bliver så hurtigt optaget af os selv frem for af Jesus. Vi kan netop lige modtage
nadveren, før vi igen synder. Vi kan fornemme enheden med Jesus i nadveren, hvor det bliver levende for os, at han
gav sig selv for vores skyld, for så kort tid efter at vende os mod os selv igen, og glemme det, vi lige har modtaget. Vi
er ikke anderledes end disciplene.
Jorden er ikke himlen, vi lever efter syndefaldet udenfor Edens have, og vi bærer synden og oprøret mod Gud i os.
Det har vi gjort helt fra Kains og Abels dage. Vi elsker hverken Gud eller hinanden, som vi burde gøre. Sådan er det,
men hvor er så evangeliet, de gode nyheder henne?
Det kommer her: Jesus spørger disciplene, hvem der er størst, den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Og
svaret er indlysende, for på Jesu tid var det sådan, at den, der sad til bords, var den største. Og dengang var tjeneren
ikke, som tjenere er i dag, uddannede og ansat med løn efter overenskomst. Dengang var mange tjenere slaver, og
altså deres herres ejendom. Så det er klart for alle, at den, der sidder til bords er den største.
Og så siger Jesus, at det er disciplene - det er os, der sidder til bords, og det er ham, der tjener. Hvor mærkeligt!
Jesus er da vores Herre, og så siger han, at det er os, der sidder til bords og ham, der tjener os. Jesus tager en tjeners
1

olle på sig. Og nu er vi inde ved evangeliet, de gode nyheder, som jeg talte om, nok skulle komme i løbet af
prædikenen. Evangeliet er, at Jesus tjener os.
Jesus, som er Gud selv, han som har skabt himmel og jord - han, som er Herre over alle ting, han vælger at tjene os.
Han siger til disciplene, at han er iblandt dem, som den, der tjener. Og her den sidste aften i sit liv, har han netop vist
det for dem på to måder. Først har han taget den opgave på sig at vaske deres fødder - det arbejde, som tilhørte den
ringeste tjener, og dernæst giver han sig selv for dem i nadveren. Og han giver ikke bare sig selv for sine tolv disciple,
han giver sig selv for os.
Når vi modtager nadveren her i kirken, så modtager vi Jesus, som den, der tjener os. I nadveren modtager vi hans
offer for os, og vi får del i syndernes forladelse. Evangeliet er, at vores synd, vores oprør mod Gud og vores egoisme
og venden os væk fra Jesus ikke er det eneste, der er at sige om os.
Vi er ikke bare syndere, for Gud rækker os sin nåde og tilgivelse gennem Jesus. Jesus tog den ringeste tjenerrolle på
sig, han tog alt skidtet på sig - alt det skidt vi går og laver for os selv og andre. Han bar det med sig op på korset og
lod det hænge der. Jesus døde, fordi han var fyldt op med vores synd. Derfor kan han tilgive os, når vi ber’ ham om
det.
Han har båret vores synd. Han har sonet vores synd, så vore synd dømmer os ikke til at være adskilt fra Gud. Når vi
kommer til Jesus og indrømmer over for ham, at vi ikke er så gode, som vi gerne ville være – når vi indrømmer, at vi
synder, og at vi er optaget af at være størst som disciplene og tage os bedre ud over for hinanden, end vi egentlig er,
så rækker han os sin hånd og inviterer os til at sidde med ved hans bord. Det bord, hvor han giver os sit legeme og
blod, som et tegn på, at han elsker os og tilgiver os.
Når vi rejser os fra nadverbordet må vi vide, at vi er tilgivne. Og tilgivelsen bliver så konkret for os, fordi vi får lidt at
spise og lidt at drikke. Tilgivelsen, nåden smager af brød og saft. Er du i tvivl om, hvorvidt Jesus har tilgivet dig, så gå
til nadver, og husk hvordan brødet og saften smager.
Tilgivelsen og nåden kommer ind i os og spreder sig til hele vores krop, så vi bærer den med os. Den bliver en del af
os. Derfor kan jeg sige, at der er mere at sige om os, end at vi er syndere. Vi kan tilføje ordet ”tilgivne.” Vi er tilgivne
syndere. Synden dømmer os ikke, for Jesus tilgiver os.
Og hvad så, når vi som disciplene kort tid efter igen er optaget af os selv og har glemt det vigtigste – Jesus? Bliver Gud
så ikke træt af os? Kan vi ikke nå til et punkt, hvor Gud siger stop? Nu er han træt af at tilgive os igen og igen for de
samme ting? Bliver Gud ikke træt af os? Nej, det gør han ikke. Han inviterer os til at komme igen og igen for at spise
og drikke Jesu legeme og blod, og dermed at smage tilgivelsen.
Gud bliver ikke træt af os, for han elsker os. Det var derfor Jesus kom til verden, og det var derfor, Jesus gav sit liv på
korset. Fordi Gud elsker os og ønsker at have fællesskab med os. Han vil ikke, at vi hele vores liv skal gå med sænket
hoved, som Kain gjorde; men Gud vil, at vi skal løfte vores hoveder som de tilgivne syndere, vi er, og se op imod
ham. Vi skal leve i glæden og friheden, fordi vi har mødt Guds kærlighed.
Synden dømmer os ikke, synden er ikke det eneste, der er at sige om os, vi er også tilgivne syndere. Men det første -
det allerførste, der er at sige om os, er ikke at vi er syndere eller tilgivne syndere, men det allerførste, der er at sige
om os, er, at Gud elsker os. Det kommer først, og det er størst! Gud elsker os, som de syndere vi er. Han elsker ikke
vores synd, men han elsker os. Synden, fjerner han, og han tilgiver den, når vi ber’ ham om det. For vi er først og
fremmest elskede af Gud, og Jesus inviterer os i dagens evangelium til at sidde med ved hans bord - det bord, hvor
han giver sig selv for os i skikkelse af brødet og vinen.
2

Ved det bord må vi alle sidde, og her er ingen større end andre. Vi er alle lige store - eller lige små. Her behøver vi
ikke at give indtryk af, at vi er bedre, end vi er. Her behøver vi ikke at hævde os selv og forsøge at være bedre end
andre. Her ved Herrens bord kan vi være os selv. Her skal vi ikke tage en maske på, for Gud kender os helt ind i vores
inderste, og han elsker os alligevel og møder os hver gang med sin kærlighed og tilgivelse gennem brødet og saften,
som han giver os.
Gud bliver ikke træt af os, når vi igen og igen kommer til hans bord, fordi vi mærker, at vi har brug for ham. Jeg tror
tværtimod, at han glæder sig over, at vi hver søndag rejser os og går op til alteret for at modtage ham igen og igen.
Da jeg skrev denne prædiken blev det igen meget levende for mig, at Gud elsker os på trods af, at vi langt fra er
perfekte, og jeg synes, det er så stort, at han indbyder os søndag efter søndag til at modtage hans legeme og blod -
hans kærlighed og tilgivelse gennem nadveren. Gud bliver aldrig træt af os. Han elsker os! Lad os derfor løfte vores
hoveder og glæde os over, at vi er inviterede til at sidde med ved bordet hos Jesus. Lad os tage imod indbydelsen og
tage imod hans kærlighed. Amen
3