Familieliv 2.0

Familieliv 2.0 

Lykkepiller, skilsmisser og arbejde: 

Familien kan klare det hele 

Skønhedsdronning med studenterhue 

Pia Fris Laneth blev mønsterbryder 

siden 1876 

s. 1 

april 2009

FOTO: SØREN HARTVIG 

FOREDRAG MED 

PIA FRIS 

LANETH 

s. 2 

forfatter til Lillys Danmarkshistorie 

PIA FRIS LANETH FORTÆLLER 150 ÅRS DANMARKSHISTORIE SOM EN MEDRIVENDE FAMILIEKRØNIKE 

VARIGHED 2-3 TIMER // FOREDRAGET KAN HOLDES OVERALT I LANDET 

Nu trykt i 28.000 eksemplarer 

Anmelderne skrev: 

»Det er ’Krøniken’ uden vaseline på linsen« 

- Maria Tetzlaff, Politiken 

YPPERLIG FORTÆLLER 

Foredragssalen var fyldt til bristepunktet med 

højskoleelever og folk fra lokalsamfundet. Aldersspredningen 

gik fra 18 til cirka 90, og alle sad helt 

fremme på stolen og lyttede til et stykke levende 

og vedkommende danmarkshistorie, der på 

mesterlig vis blandede et slægtshistorisk spor med 

den store historiske udvikling de sidste 150 år. 

Pia Fris Laneth er ganske enkelt en ypperlig 

fortæller, der med sit nærvær og store sprogtalent 

formår at tryllebinde sine tilhørere – ung som 

gammel. Folk kunne ganske enkelt ikke få nok. 

Det var en sjældent opløftende og stemningsfuld 

højskoleaften. 

Jørgen Carlsen, 

forstander for Testrup Højskole 

»Mesterstykke af en bog .... Befriende usentimentalt, befriende nøgternt og helt uden det mandehad, 

der så ofte har forhindret kvindehistorien i at blive læst af netop de mænd, der havde brug for det.« 

- Arne Mariager, Jyske Vestkysten 

»Modig fortælling .... Pia Fris Laneths store familiekrønike om kvinderne i fire generationer er en storslået, 

subjektivt erindret, historisk belæst og medrivende forvandlingskugle, hvori hverdag, fødsler og død, drømme 

og bristede illusioner, tro og skiftende moral udspiller sig.« 

- Birgitte Possing, Information 

Kontakt: Pia Fris Laneth • Mail: piafrislaneth@gmail.dk • Telefon: 22464339 • Post: Magnoliavej 16, 2000 F 

Læs uddrag fra Lillys Danmarkshistorie på www.piafrislaneth.dk 

april 2009 Se flere af Pia Fris Laneths foredrag: www.sogneaften.dk og foredragslisten på www.kristeligt-dagblad.dk 

s. 8 

tendens 

Familie 2.0 

Lykkepiller, skilsmisser og arbejde: Vi kan klare det hele 

s. 4 

debat 

leder 

s. 5 

debat 

8 skarpe til 

familiecoach 

Anne Rosenvold 

Er familielivet et projekt? 

s. 6 

højskole 

Hvad sker der lige nu 

på højskolearenaen? 

s. 14 

højskole 

Hot & not 

Af Anne-Marie Donslund 

april 2009 

Indhold 

april 2009 

s. 15 

debat 

Mildt sagt 

Højlund / Thorhauge / 

Jensen 

s. 17 

debat 

Kommentarer 

Fra bloggen 

Donslund de Luxe 

s. 18 

debat 

Bogkritik 

Troen og biologen 

s. 20 

tendens 

Nedslag 

Skandinavien: Essay af 

Siri Hustvedt 

s. 26 

højskole 

Portræt 

Et verdensuniversitet 

i Thy 

s. 28 

debat 

2 sider af samme sag 

En dansker er en dansker 

er dansker 

s. 30 

højskole 

Navne 

s. 22 

tendens 

Skønhedsdronning 

med studenterhue 

Pia Fris Laneth blev mønsterbryder 

s. 3

s. 4 

debat 

Leder 

Folkelighed som 

blandingsmisbrug 

april 2009 

Andreas Harbsmeier 

Redaktør 

danmarks nye statsminister lars løkke rasmussen omtales som mere 

”folkelig” end sin forgænger. Det begrundes som oftest med, at han påviseligt 

er glad for at spise, ryge smøger og drikke fadøl. Det vil sige at såkaldte 

”almindelige” mennesker kan spejle sig i ham. Han er en af vores, fordi vi - i 

hvert fald i teorien - kunne støde ind ham på den lokale bodega. Altså at han har 

menneskelige svagheder, som er til at forstå. Og i virkeligheden er det jo så også 

forståeligt nok, at han også lader staten betale for løjerne. Hvem ville ikke gøre 

det? Det fleste ”almindelige” mennesker ville i hvert fald. 

De danske højskoler har for længst omdømt sig selv fra ”folkehøjskoler” til 

højskoler. Givetvis fordi ”folke-” lugtede lidt gammeldags, og fordi forestillingen 

om det folkelige Danmark hvilede på billedet af en national enhedskultur, drevet 

af den politiske højrefløjs patent på begrebet. Nu er ”det folkelige” så rykket ind 

i statsministerkontoret - men som samlebetegnelse for et fællesskab baseret på 

form for moderat blandingsmisbrug. Vi byder det folkelige Danmark velkommen. 

kolofon 

udgiver 

Folkehøjskolernes 

Forening i Danmark (FFD) 

Formand: 

Helga Kolby Kristiansen 

Nytorv 7 - 1450 København K 

www.ffd.dk 

redaktion 

Andreas Harbsmeier (ansv.) 

Tlf.: 3336 4047 

Mob.: 2991 1522 

Charlotte Kjærholm Pedersen 

Tlf.: 3336 4267 

@: redaktion@hojskolebladet.dk 

www.hojskolebladet.dk 

redaktionsgruppe 

Ida Ebbensgaard 

Ane Kollerup 

Karsten Wind Meyhoff 

Jes Fabricius Møller 

Søren Schultz Jørgensen 

Uffe Strandby 

Redaktionen modtager gerne 

uopfordrede indlæg ud fra devisen: 

Vi læser det hele og trykker 

det bedste. 

skribenter 

Karina Søby Madsen 

Charlotte Kjærholm Pedersen 

Jan Flemming Scheel 

Johanne Mygind 

abonnement 

Højskolernes Hus 

Line Hemmingsen 

Tlf. 3336 4040 

@: post@hojskolebladet.dk 


annoncesalg 

Højskolebladet 

Tlf: 3336 4047 

post@hojskolebladet.dk 

design 

Esben Niklasson 

layout 

Katrine Dahlerup, FFD 

forsiden 

Ulrik Jantzen / DASK Gallery 

tryk 

Dystan Grafisk Service 

www.dystan.com 

Næste nummer udkommer den 

7. maj. Deadline den 28. april. 

Medlem af Dansk Fagpresse. 

ISSN: 0018-3334 

debat 

8 skarpe 

Familiecoaching er blevet 

en del af det danske 

ordforråd de seneste år. 

Har familien fået flere 

problemer end tidligere, 

eller er forventningerne 

er større? 

af charlotte kjærholm pedersen 

01 

Hvad er det typiske problem, du som 

familiecoach skal løse? 

Det er typisk kommunikationsproblemer. 

At folk er stoppet med at lytte til hinanden 

– de hører og ser hinanden, men med en 

farvet opfattelse, så de kun ser det, de 

har lyst til at se. Det kan ende med, at 

man sidder med en følelse af, at ingen 

forstår én, fordi man ikke føler, at resten af 

familien lytter. 

02 

Har alle familier brug for coaching? 

Det tror jeg ikke. Der findes rigtig mange 

familier, som har ressourcerne til at løse de 

problemer, som opstår. Alle familier kommer 

ind i svære perioder og har forskellige 

ressourcer til at arbejde med det. De, der 

kommer til os, har et ønske om, at der 

er noget, som skal fungere anderledes, 

men har svært ved at se, hvordan de skal 

ændre det. 

03 

Kan det ikke nogen gange blive lidt 

mekanisk – lidt som et projekt, som skal 

løses? 

Det kan der være en fare for, og det er 

også noget, vi er bevidste om. Vi skal 

ikke være med til at hype ideen om den 

perfekte familie. Når vi holder foredrag, 

gør vi meget ud af at pointere, at for at 

gå til en familiecoach, skal man have et 

konkret “problem”. For at gøre familien 

til et forkromede projekt – det er vi ikke 

interesserede i. 

04 

Men hænger coaching ikke sammen med 

den projektorienterede form for familie? 

Slet ikke. Mennesker, som anskuer familien 

på den måde, køber bøger og går på 

kurser. Hvis man går til familiecoaching 

eller familieterapeut, er det pga. et konkret 

problem, hvor man ikke længere selv kan 

overskue det og mener, man har behov 

for hjælp. I almindelig coaching handler 

det om at finde sig selv og sit potentiale 

8 skarpe til 

familiecoach 


og ressourcer, hvilket er fint, men det er 

ikke sådan, at det fungerer ved en familiecoach. 

Nogle gange skal der lidt problemløsning 

og kommunikation til først, før 

familien selv kan finde sine ressourcer. Vi 

oplever sjældent de visionære forældre, 

som ønsker optimere deres familie – og 

dem som kommer, anbefaler vi at se en 

“performance-coach”. 

05 

Vi går og bilder os ind, at alle andre 

familier end vores egen fungerer perfekt, 

og så bliver det lige pludseligt et stort 

problem at toiletbrættet ikke bliver sat 

ned? 

Hvis hverdagen er stresset, er det tit 

meget meget vigtig for folk at have styr 

på tingene – og familien – med krav om 

”mine børn skal klare sig godt i skolen, 

de må ikke være kede af det osv.” Vi er 

nødt til at trække i den anden retning og 

fortælle dem, at selvfølgelig må deres 

børn være kede af det. Det er forældrene, 

som skal lære at håndtere, at deres børn 

bliver kede af det. Det er en vigtig del af 

livet at lære det. Så vi forsøger at rådgive 

forældrene i, hvordan de skal reagere i 

situationen – ikke bare hvordan man slipper 

af med følelsen – men at turde være 

i den. 

06 

Kan du som coach give en opskrift på det 

gode liv? 

Nej, det ved dem, vi coacher, selv hvad 

er. Det er meget forskellige mennesker, 

som har forskellige værdier og måder at 

leve på. Det, jeg gør, er, at stille relevante 

spørgsmål, som kan skubbe én i den 

rigtige retning. 


er medindehaver af firmaet 

Hverdagens Helte, som er 

en coachingvirksomhed. 

Hun har speciale i teenagere 

og forholdet mellem forældre 

og teenagere. 

07 

Kan man ikke nogle gange forveksle 

problemer i familien med sundhedstegn? 

Den oprørske teenager er vel helt normalt 

og ikke et problem? 

Det ville være usundt, hvis teenagere ikke 

gjorde oprør. Men forældrene elsker deres 

børn og føler sig forbundet med dem. Når 

man kan mærke på sine børn, at kærligheden 

er gengældt, er det dejligt, men 

når de pludseligt kigger på én, som om 

man er fuldstændig sindssyg – reagerer 

forældre på det ved at hive i tøjlerne og 

sige ”kom lige tilbage til mig - det er mig 

som bestemmer”. I sådan en situation 

hjælper vi til, at forældrene skal slippe 

kontrollen, og forsøge at finde ud af, hvorfor 

de har så svært ved at slippe den. 

08 

Er der kommet flere problemer i familien, 

eller er det forventninger til familien, som 

er steget? 

Jeg tror egentlig ikke, at der er kommet 

flere problemer i familien. Det handler om, 

at folk har en forstilling om, at familien 

skal være problemfri. Familien er blevet 

et projekt i den forstand, at mange ikke 

accepterer, at der er problemer. Derudover 

bliver der også stillet enormt høje krav til 

unge i dag. Både fra forældre, samfundet 

og dem selv. De er på 24 timer i døgnet, 

og det bliver tidligere og tidligere, at de 

unge skal tage stilling til, hvilken uddannelse 

de vil tage – og for dem som ikke 

ved det, kan det være rigtig hårdt. 

s. 5

s. 6 

højskole 

Notitser 

Haarder uddeler 

millioner 

Den såkaldte mentorordning, som 

har kørt siden 2007 - og været en stor 

succes - fortsætter endnu et år. Undervisningsminister 

Bertel Haarder har 

bevilliget 2 millioner kr., så man regner 

med at kunne holde omkring 120 elever 

i gang dette år. Ifølge en rapport fra 

Danmarks Pædagogiske Universitet 

har det da også vist sig meget nyttigt, 

da der er opnået gode resultater 

med den forrige mentorordning. Kort 

fortalt har man med mentorordningen 

forsøgt at skabe plads til unge mellem 

17 og 25, som ellers har haft svært ved 

at komme i gang med en uddannelse. 

Alle højskoler kan etablere sig med 

mentorordningen. De eneste krav 

er, at man har kurser af 12 til 24 ugers 

varighed, og at én eller flere højskolelærere 

kan leve op til kravene som 

mentor. 

/cp 

april 2009 

Universitetsstuderende 

på 

rekreationsferie 

i 

højskoleregi 

Flere højskoler blander sig nu i kampen 

om at få universitetsstuderende 

til at blive på deres uddannelse. I samarbejde 

med Syddansk Universitetet 

har Løgumkloster Højskole oprettet 

et kursus - Pitstop, som er af fire 

ugers varighed, ligesom Nordjyllands 

Idrætshøjskole også har åbnet op for at 

kunne tage studerende ind. Tidligere 

har der været flere vellykkede forsøg 

på det samme på adskillige århusianske 

højskoler. 

Kurserne er for unge, der er kørt 

træt i studierne - og er i tvivl om de vil 

fortsætte, samt hvad de vil i fremtiden. 

Meningen er, at kurserne skal hjælpe 

de unge videre og forhåbentlig gøre 

dem i stand til at træffe de valg, som er 

nødvendige. 

Det har været problemer med 

stort frafald på nogle studier, hvilket 

skolerne mener at kunne rette op på 

ved at hive dem væk fra deres vante 

omgivelser og give dem tid til at tænke 

- uden at afslutte med en eksamen. 

/cp 

Mulighed 

for højskoleekspansion 

I Friskolelovgivningen står der, at 

”skoler skal udgøre en geografisk og 

bygningsmæssig enhed”, men alt tyder 

på, at det bliver ændret snarest. I hvert 

fald har politikerne vist sig villige til 

at ændre eller opgive den lovgivning, 

efter at Berlingske Tidende har påvist 

et stort problem i, at engelsksprogede 

elever ikke kan komme i engelsktalende 

skoler, da der simpelthen ikke er 

pladser til dem. Copenhagen International 

School fortæller, at de kender 

til flere ansøgninger om udbygning af 

skoler, som er blevet afvist med henvisning 

til lovgivningen om geografisk 

og bygningsmæssig enhed, hvilket de 

ikke har kunnet leve op til. Men for 

en gangs skyld synes politikerne enige, 

da de alle er for en ophævelse af loven. 

Eneste stridspunkt er mellem Bertel 

Haarder, som ikke kender til nogen 

ansøgninger, der er blevet afvist, og 

skolerne, som har søgt om udbygning. 

/cp 

LHE lever 

Foreningen med det ordrette navn 

Landssammenslutningen af Højskolernes 

Elevforeninger (LHE) lever 

fortsat. Men der er behov for opbakning, 

hvis den nuværende bestyrelse på 

3 mennesker skal fortsætte arbejdet. 

Om der støder flere til, vil vise sig, når 

foreningen holder generalforsamling 

den 3. maj. i København. 

/ah 

Filmfestival 

for unge 

håbefulde 

instruktører 

Hvor mange kortfilm bliver der gennemsnitlig 

produceret på højskolerne 

om året? Sikkert temmelig mange 

flere, end man regner med. Desværre 

bliver de for det meste gemt væk efter 

fremvisning til de andre højskolelever 

og et par venner. Men måske Oregon 

Festival kan lave om det. Festivalen 

er for unge filminstruktører under 20 

år, som gerne vil vise kortfilm for et 

større publikum. Foruden visning for 

et større publikum bliver filmene også 

vurderet af en professionel jury. 

Festivalen bliver afholdt flere forskellige 

steder i landet, så der er ingen god 

undskyldning for ikke at sende højskoleproducerede 

kortfilm af sted eller 

møde op og se, hvad de andre skoler 

har produceret. 

/cp 

Kaos på Køng 

I sidste måned bragte Højskolebladet 

historien om, at Køng Højskole de 

facto var blevet lukket uden om generalforsamlingen. 

Bestyrelsen havde i 

stedet besluttet, at Køng Friskole, som 

ligger i sammenhæng med højskolen, 

skulle udvides, og har sidenhen mødt 

en del kritik. I mellemtiden har Køng 

holdt endnu en generalforsamling, 

hvor man bl.a. skulle tage stilling til, 

hvorvidt skolens vedtægter skulle 

ændres. 

Så vidt kom de dog aldrig, da det 

først skulle afklares, hvem der er en del 

af skolekredsen. To uenige parter, hvor 

friskoleforældre på den en side mente, 

at de som forældre på skolen var en del 

af skolekredsen og på den anden side 

højskolefolk, som mente, at skolekredsen 

består af dem, som har meldt 

sig ind og betaler kontingent - dvs. 

højskolefolk. Diskussionen endte efter 

lang tid med, at bestyrelsen opfattede 

hele debatten som et mistillidsvotum 

og derfor valgte at trække sig. En ny 

bestyrelse er nu nedsat, men ingen 

punkter på dagsordnen blev vedtaget 

denne aften, ligesom den tidligere 

bestyrelse ikke nåede at fremlægge sin 

beretning. 

Hvordan skolen udformes i fremtiden 

er endnu uvist, men med den 

dramatiske udvikling får højskolen 

muligvis en ny chance. 

/cp 

Presseklip 

”Brug højskolerne rundt om i landet 

og konvertér dem til institutioner for 

reorganisering af bandemedlemmer 

- sammen med de normale højskolebrugere” 

Mogens Holm, indehaver af virksomheden 

Development House. 

Karen Juul, kommunikationsrådgiver 

i Development House, om 

hvordan integrationsproblemerne i 

Danmark kan forebygges. I Information 

den 17. marts 

”Vi mærker ikke noget til den krise, 

der har ramt en række af landets øvrige 

højskoler” 

Forstander på Nordfyns Folkehøjskole 

Mogens Godballe om højskolens 

overskud fra 2008 på over en 

mio. kr. i Fyens Stiftstidende den 

29. marts. 

”Når man læser danske idépolitiske essays 

fra midten af det tyvende århundrede 

af eksempevis Hal Koch eller 

Julius Bomholt, slår det én, at dengang 

kunne folk have høje idealer uden at 

blive selvtilfredse og farisæiske” 

Nils Gunder Hansen i Kristeligt 

Dagblad den 19. marts. 

/cp 

s. 7

s. 8 

tendens 

Familieliv 

Danmark har Europarekord 

i skilsmisser, som 

i så meget andet - unges 

alkoholforbrug, lykke, 

stigning i indtag af 

lykkepiller, antallet af 

borgere på Facebook og 

flest antal arbejdstimer 

per familie. Men drømmen 

om familien lever 

i bedste velgående, selv 

om den er blevet et af 

flere ”projekter” i selvrealiseringen 

af karina søby madsen 

fotokunst 

Ulrik Jantzen. 

Dansk fotograf og 

grundlæggerne af 

Das Büro. Billederne 

er leveret af Dask Gallery 

www.daskgallery.com 

april 2009 

Familieliv 2.0 

”det er min nuværende 

kæreste”, sagde en af mine 

venner for nylig, da han skulle 

introducere mig til sin kæreste. Min 

nuværende kæreste... Det var ærlig 

talt noget af en overraskelse for mig, at 

han kunne sige det så åbenlyst - at han 

kunne sætte ord på den midlertidighed, 

der er trængt ind i parforholdene 

og betyder, at et brud forekommer at 

være en konstant lurende og oplagt 

mulighed. 

Det burde måske ikke komme som 

en overraskelse. I mange år har en 

gentagende mediehistorie været, at 

Danmark har Europarekord i skilsmisser, 

som i så meget andet - unges 

alkoholforbrug, lykke, stigning i indtag 

af lykkepiller, antallet af borgere på 

Facebook og flest antal arbejdstimer 

per familie, bare for at hive et par 

blandede bolcher op af posen. Andre 

undersøgelser viser, at der er en stigende 

tendens til, at folk bevarer deres 

profil på datingsites, selvom de har en 

partner, for hvad-nu-hvis der skulle 

dukke noget andet og bedre op. 

Cand.mag. i historie og dansk, Palle 

Ove Christiansen, siger: ”Mange er bevidste 

om at beskytte deres frihed som 

single, tøjforbruger, bilejer, pc-freak, 

etc., og det gør det også vanskeligere at 

finde den rette partner, hvis det nu en 

dag skal være. Er man stadig tøvende 

over for at binde sig for meget, kan 

man altid præsentere sig som ‘single 

med kæreste’.” 

Filosof Anders Fogh Jensen diagnosticerer 

årsagen således: ”midlertidigheden 

- projektvilkåret - har nu sneget 

sig ind i parforholdet: Man bør ind i 

mellem overveje at afslutte forholdet 

og hele tiden være beredt på, at ens 

partner gør det samme. Når jeg siger, 

at vi lever i projektsamfundet, så mener 

jeg ikke bare, at vi lever i midlertidige 

forhold, men at midlertidigheden 

har sat sig som et klima i forholdene.” 

Det betyder ifølge Anders Fogh 

Jensen, at det moderne menneske i højere 

grad forestiller sig lykken igennem 

variationen end gennem gentagelsen. 

Dermed bliver ens partner snarere et 

springbræt end et fundament. Nøjagtig 

som det er med arbejdet; at det 

projekt, man netop er i gang med, 

helst skal målrette en til noget mere og 

større i den nærmeste fremtid. 

At ens partner formentlig ikke 

sætter stor pris på følelsen af midlertidighed, 

er en anden sag, og det siger 

noget om de dilemmaer, det moderne 

forhold støder på. At på den ene side 

er vi ikke villige til at give køb på vores 

individuelle friheder, og på den anden 

side dyrkes familien som ideal som aldrig 

før. Eller som Palle Ove Christiansen 

siger, så bliver familielivet nærmest 

gjort til meningen med tilværelsen, 

og det er måske det, der afspejler sig 

i de seneste vielsesstatistikker, hvor 

antallet af bryllupper er stigende og i 

de senere år har sørget for endnu en 

Europarekord til Danmark. 

2.0-familiens barndom 

Den moderne familie har haft en 

turbulent opvækst. Den har fået moderens 

indtræden på arbejdsmarkedet 

ind med modermælken og p-pillen 

ligeledes, og desuden har diverse politiske 

reformer ændret fundamentet 

for familierne. Beskatningen er blevet 

individualiseret, begge forældre har 

fået ret til og ansvar for børnene efter 

skilsmisse, revselsesretten er afskaffet, 

ikke-viede par er blevet juridisk 

sidestillet med gifte par osv. 

Det betyder, at familielivet har 

ændret sig fra et hierarkisk opbygget 

produktionsfællesskab over et forbrugsfællesskab 

og til et følelsesmæssigt 

fællesskab, der især handler om 

fælles oplevelser og udvekslinger; alt 

sammen i løbet af små to generationer. 

I dag er autoriteten i familien 

udvisket. Den patriarkalske faderfigur 

er forsvundet, og familiemedlemmerne 

bidrager på stadig mere lige 

fod. Det betyder samtidig, at parterne 

i stigende grad er blevet uafhængige af 

hinanden både økonomisk og praktisk. 

Hver enkelt kan klare sig selv, og kan 

man ikke, er det nærmere staten og 

kommunen, man læner sig op ad, end 

ens partner. 

» Bør vi tage lykkepiller, 

så vores partner kan 

holde os ud, så vi ikke 

er så utilfredse, sure og 

tvære hele tiden. Bør 

mænd tage Viagra og 

kvinder bruge sexplastret 

Intrinsa, så vi kan 

dyrke hed sex hver dag, 

eller i hvert fald hver 

anden, og så vi ikke 

kommer til at føle os 

seksuelt dysfunktionelle? 

Resultatet er, at den moderne familie i 

vid udstrækning består af individer, der 

er vokset op med en grundforestilling 

om, at de hver især er herrer over deres 

eget liv. Dermed er perfektionismen 

kommet i højsædet, for er man sin 

egen lykkes smed, så er det da bare om 

at smede, mens jernet er varmt. 

tidens idealer 

Det er nok de færreste af os, der kan 

sige os fri for at efterstræbe tidens 

idealer om på én gang at være åndrige, 

smukke, gode forældre og succesfulde 

karrieremennesker. Idealer som gør, at 

vi fyrer godt op under kedlen for at nå 

det alt sammen. 

Som Kristen, der arbejder som 

konsulent i et norsk IT-firma, siger: ”Jo 

mere travlt, du har på arbejdet, jo mere 

aktiv er du på hjemmefronten, både i 

forhold til rengøring, madlavning og 

aktiviteter med børn. Når først du er 

s. 9

s. 10 

tendens 


i gang, så kommer du i stødet. Du får 

simpelthen mere energi.” 

Udsagnet vidner om et stort engagement, 

men også om et liv, hvor mantraer 

som effektivitet og perfektion er 

nøgleordene. Kristen er da også rundet 

af en tid, hvor man både skal have karriere, 

engagere sig i sit barns skolebestyrelse 

og træne fodboldholdet - eller 

som minimum sin egen krop. 

Når den fremtrædende kommentator, 

filosof og nu chef for marketing 

og kundeoplevelser i Vestas, Morten 

Albæk, beskriver sin hverdag, lyder 

det således: ”Jeg står op klokken 

5.45 og gør mig klar. Så vækker jeg 

børnene, gør dem klar, kører Asger 

i vuggestue og er inde på kontoret 

omkring klokken 8. Der er dage med 

foredrag og andre ting, men normalt 

arbejder jeg til klokken 19, går ned og 

træner til klokken 21, køber noget take 

away-mad, går tilbage til kontoret og 

arbejder til klokken 1. Det gør jeg hver 

anden arbejdsdag. De andre dage kommer 

jeg hjem mellem klokken 18 og 20 

for enten at være med til at spise eller 

putte børnene. I weekenderne laver jeg 

intet andet end at være sammen med 

mine børn og elske med min kone. I de 

sidste fem år har jeg ikke haft en uge 

uden arbejdsdage på den anden side af 

klokken 1.” 

Kristen og Morten Albæk inkarnerer 

2.0-familien ved, at de lægger vægt 

på, at de har gang i karrieren, men at 

der sørme også er plads til familien. I 

og med at begge forældre er kommet 

på arbejdsmarkedet, har både familien 

og arbejdet fået særlig status som 

identitetsskabere. 

Det moderne menneske er vokset 

op med et ideal om, at vi kan blive 

‘rigtige’, hvis bare vi får nok indsigt i, 

hvem vi er, og hvem vi vil være. Vi går 

til coach for at finde ud af, hvordan vi 

bruger os rigtigt, eller vi tager på en 

art psykologisk opdagelsesrejse i os 

selv og forholder os til den smerte, vi 

er gået igennem, og som vi ofte finder 

lejret i barndommen. Det betyder, at vi 

næsten handlingslammer os i forhold 

til vores egne børn, for i iveren efter 

ikke at udsætte dem for en tilsvarende 

april 2009 

smerte, bliver vi så opsatte på at være 

perfekte forældre, at det bliver en 

næsten umulig opgave. 

perfektionens bagside 

Kuriøst er det, at selvom Kristen i 

bund og grund er tilfreds med sit liv, så 

er det stadig husmoderen og karrieremanden, 

der er alternativet, hver gang 

hun reflekterer over, hvorvidt hendes 

liv er godt nok. Måske det er fordi, 

dette liv fuld af stræben også har en 

bagside. For Kristen er bagsiden, at 

hun ofte bliver syg, og på et tidspunkt 

gik hun decideret ned med stress. 

I det hele taget er der en tendens 

til, at vi ikke bare har travlt med at 

leve op til tidens krav, men at stressen 

også sniger sig ind som en insisterende 

faktor. I SFI’s undersøgelse “Børnefamiliernes 

balance mellem familie- 

og arbejdsliv” fra 2006 svarer cirka 

halvdelen af alle kvinder og mænd, 

at de finder arbejdslivet stressende. 

Cirka hver fjerde finder familielivet 

stressende, mens cirka 40% finder det 

stressende at få hverdagen til at hænge 

sammen. Ligeledes understreger de 

seneste sundheds- og sygelighedsundersøgelser 

af danskerne, at det er 

svært at få hverdagen til at hænge sammen. 

De viser, at stadig flere i de yngre 

generationer klager over, at de føler sig 

energiforladte, skrantende, nedtrykte 

og stressede. Denne oplevelse af forringet 

livskvalitet afspejles i en stigning 

i sygefravær, og det vurderes, at 35.000 

danskere hver dag er sygemeldte på 

grund af stress, mens WHO erklærer, 

at stressrelaterede sygdomme vil være 

den største sundhedsudgift i 2020. 

Ligeledes afspejles den forringede 

livskvalitet i et øget medicinforbrug. 

Landets praktiserende læger melder 

om en stigende efterspørgsel efter medikamenter, 

der kan forbedre potensen, 

humøret og koncentrationsevnen. 

partner på piller 

Man kan spørge, om forbruget af 

personlighedsregulerende medicin 

såsom lykkepiller er et udtryk for, at 

vi er nødt til eller i hvert fald villige 

til at optimere os selv for at leve op til 

» Cirka hver fjerde finder 

familielivet stressende, 

mens cirka 40% finder 

det stressende at få hverdagen 

til at hænge sammen. 

kravene om stadig succes. Bør vi medicinere 

os til at have fuld fart på og være 

omstillingsparate, når nu midlerne er 

der? Bør vi tage lykkepiller, så vores 

partner kan holde os ud, og så vi ikke 

er så utilfredse, sure og tvære hele tiden? 

Bør mænd tage Viagra og kvinder 

bruge sexplastret Intrinsa, så vi kan 

dyrke hed sex hver dag, eller i hvert 

fald hver anden, så vi ikke kommer til 

at føle os seksuelt dysfunktionelle? 

I hvert fald har danskerne taget 

livsstilsmedicinen til sig. I rapporten 

“Danskernes holdning til og accept af 

livsstilsmedicin” fra 2003 erklærer 31,4 

% sig enig eller meget enig i, at det er 

ok at raske personer anvender lægemidler, 

der kan forbedre livskvaliteten. 

28,5 % erklærer sig neutrale, mens 35,5 

% er imod. Accepten afspejler sig ligeledes 

i forbruget. Fra 2002 til 2006 er 

antallet af 0-19-årige, som behandles 

med lykkepiller, næsten fordoblet viser 

statistik fra lægemiddelstyrelsen. 

Ifølge professor i medicinsk 

antropologi ved KU, Susan Whyte, 

er en væsentlig årsag til det øgede 

medicinforbrug, at medicinen lover 

os en håndgribelighed og kontrol i en 

uhåndgribelig verden fuld af krav og 

forventninger, ikke mindst fra os selv. 

Anders Fogh Jensen mener, at 

man kan se en sammenhæng mellem 

medicinforbruget og den midlertidighed, 

der præger nutidens klima. Det 

ætser nemlig individerne op ikke at 

vide, hvad de selv vil, og hvad deres 

partner vil. Han siger: ”Vi har fået en 

s. 11

s. 12 

tendens 


udviklet psykofarmakaindustri, der 

har kunnet rette sin markedsføring 

ind i den nervøsitet, som dette mangel 

på fundament har affødt, således at 

den helt normale følelse af at være 

uden fundament - i evig fremleje så at 

sige - har føltes som noget, der måtte 

medicineres imod. Hermed ikke sagt, 

at medicinen ikke virker eller ikke er 

effektiv som præstationsfremmende 

middel, blot at jeg tror, det bliver mere 

normalt, og at der er kommercielle 

interesser, der kobler sig på.” 

fremtidens familieliv 

Men ser det helt sort ud for den 

moderne familie? Ifølge journalist, 

coach og forfatter Gitte Jørgensen 

er billedet ikke entydigt. Hun siger: 

”Det der med depressioner, og at vi 

må spise lykkepiller for at klare os, det 

er ét billede. Et andet billede er, at vi 

har fået både flere valgmuligheder og 

flere udviklingsmuligheder. Vi går til 

coaching, tager kurser. Vi betragter os 

selv som modellerbare, det gjorde man 

ikke tidligere.” 

april 2009 

Ifølge Gitte Jørgensen er det moderne 

familiemenneskes største udfordring, 

at det har lært, at det at have det godt 

er, når tingene ser godt ud udefra. Hun 

siger: ”Men det er vigtigt at have det 

godt inde i sjælen. Jeg mener, at der 

er en opvågning i gang presset frem af 

finanskrisen og klimakrisen, og også 

af et indre oplevet pres som resultat af 

for meget stress, for dybe depressioner 

og for meget angst. Der er en større 

parathed til at lægge den perfekte 

facade og se sig om efter nye måder 

at leve på.” Og denne parathed er 

vigtig, mener Gitte Jørgensen, for den 

moderne familie skal turde indrømme, 

hvordan den har det og turde lægge 

væggene. Som web 2.0 inkarnerer 

åbenhed og inklusion, og den amerikanske 

præsident Barack Obama 

ligeledes, siger Gitte Jørgensen: ”Hvor 

den gamle tid handlede om at bide 

tænderne sammen og feje ting ind 

under gulvtæppet, så indser flere og 

flere, at vi kun kan løse vores fremtid, 

hvis vi tør indgå i ægte relationer med 

hinanden.” 

» Der er en opvågning i 

gang - presset frem af finanskrisen 

og klimakrisen, 

og også af et indre 

oplevet pres som resultat 

af for meget stress, for 

dybe depressioner og 

for meget angst. Der er 

en større parathed til 

at lægge den perfekte 

facade og se sig om efter 

nye måder at leve på. 

- coach gitte jørgensen 

Fonden for 

landboungdoms højskoleophold 

Fonden giver økonomisk støtte, 4-6 

portioner, til højskoleophold (ikke 

landbrugsskoleophold), for unge kvinder 

og mænd, der uddanner sig inden for 

landbrug. 

Støtte kan også ydes til børn fra 

landbohjem. Udlændinge, der opfylder 

kriterierne, kan komme i betragtning. 

Der kan søges om støtte til højskoleophold, 

der endnu ikke er påbegyndt. Der 

kan kun søges til kurser á mindst 12 ugers 

varighed. 

Ansøgningsfristen er 1. maj 2009. 

Ansøgningsskema og nærmere oplysning 

kan rekvireres hos: 

FOLKEHØJSKOLERNES FORENING 

I DANMARK 

Nytorv 7 

1450 København K. 

Tlf. 3336 4036 

Fonden modtager gerne yderligere midler. 

Højskolelærere 

i musik og friluftsliv 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

s. 13

s. 14 

højskole 

Tidsånden kort 

Hot & not 

anne-marie donslund 

forfatter 

» 

Bliv underholdt, forbløffet 

og befamlet på 

bloggen thehumanstain 

- og hvis du har nogle 

lærer-elev fantasier, der 

egner sig til fællesonani, 

må du endelig kaste dig 

ind i debatten. De vil 

også gerne have billeder 

april 2009 

HOT 

nypuritaner 

Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. 

kan den fortælle, at nypuritan betyder 

den nye renhed og ikke nødvendigvis, 

at det er forbudt at have det sjovt. Jeg 

er den nye renhed. I eftermiddag går 

jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, 

bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne 

spindelvæv og få noget Feng Shui på 

den dumme. Så slår jeg også to fluer 

med et smæk. 

af 

Elever, der knokler løs, fordi de drømmer 

om at skabe værker, små værker, 

store værker, værker der går over i historien 

eller bliver glemt igen, værker, 

der er et vidnesbyrd om sandheden, 

om at de var til, at de ER til, værker 

hvor der står ”Af mig (elevs navn - og 

de er ikke anonyme, for de tør stå ved, 

hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk 

gjorde det. 

værste 

Godt nok har han hugget ideen fra 

Charles Bukowski, og den er måske 

heller ikke helt aktuel mere, men 

Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og 

det værste” er den bedste digtsamling, 

jeg har læst. Med den fatter vi endelig, 

at det bedste har brug for det værste - i 

ækvivalerende vekselvirkning - for ellers 

kunne det hele være lige meget. 

skuffe 

At skuffe nogen er det offer, der kan 

være nødvendigt, hvis du skal leve dit 

eget liv og ikke det, de andre vil have 

dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver 

evig dag, Susanne,” sagde Højholts 

Gitte. Også selvom Preben bliver 

skuffet og nægter at gå ud af hans bil. 

Så er det godt, han har perforerede 

rallyhandsker på. 

NOT 

nypuritaner 

Anonyme, nøgne og humoristiske 

mennesker kaldte mig en nypuritaner 

af værste skuffe, da jeg sidste gang 

skrev Hot & Not. Bliv underholdt, 

forbløffet og befamlet på bloggen 

thehumanstain - og hvis du har nogle 

lærer-elev fantasier, der egner sig til 

fællesonani, må du endelig kaste dig 

ind i debatten. De vil også gerne have 

billeder. 

af 

Du har fået aftenens bordherre, den 

store forfatter, som har meget at øse 

af. Det gør han. Og han bliver ved, 

og ved, og ved. Du smiler anstrengt, 

gaber, kigger på uret, og endelig siger 

han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig 

op, klar til at komme på banen med 

det eksistentielle digt, du har tænkt på 

at skrive, hvorefter han fortsætter… 

”Hvad synes du så om min nye bog?” 

værste 

Engang blev jeg vækket kl. fire om 

natten af en elev, der skreg i telefonen, 

at han havde skåret sig på glasskår, og 

at falck ikke gad komme, selvom han 

havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet 

så jeg 15 elever ligge nøgne 

i en børnepool med varmt vand nede 

foran keramiklokalet. Øjeblikket efter 

kørte en politibil og en ambulance ind 

på gårdspladsen med fuld udrykning. 

Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde 

piger løb rundt med små håndklæder 

om sig og hjalp den forblødende fyr. 

Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig 

omkring og spurgte: ”Hvad er det her 

egentlig for et sted?” 

skuffe 

Du kan se deres forventninger, men 

lige netop i dag kan du mærke, at den 

ikke er der, at du ikke rigtigt selv er 

derinde. I deres forventninger. Du kan 

op mod 300 andre gange om året, men 

i dag, hvor forventningerne er størst, 

går alting galt, og du skuffer dem alle 

sammen. Det er sgu noget lort! Gad 

vide om Gud også har det sådan? 

debat 

Mildt sagt 

Mildt sagt - 

Minister I 

Det er derfor en fornøjelse at følge 

den indsats, som Claus Hjort Frederiksen 

gør for syge arbejdsløse. Gennem 

tilskyndelsen fra en potentielt 

indkomstfri dagligdag kan nu selv 

terminale patienter deltage i mangfoldige 

aktiveringstilbud. 

Arbejde er en vigtig integrationsfaktor 

i samfundet og måske den 

væsentligste identitetsmarkør for den 

enkelte. Vi identificerer os selv og hinanden 

på beskæftigelsen, og har svært 

ved at forestille os et liv uden. 

Særligt bør Ministeren roses for 

ikke at lade legalistiske benspænd stå i 

vejen for idealismen. Systemdanmarks 

repræsentanter har flere gange forsøgt 

at forpurre forsøget, men dygtige 

jurister har hver gang fundet frem til 

en lysning i lovjunglen. 

Eneste malurt i bægeret er, at eksperimentet 

kræver en kontrolgruppe, 

hvis man skal kunne vurdere, i hvilken 

grad en indkomstfri dagligdag virker 

motiverende for indsatsen. Man må 

derfor håbe på snarlige resultater, så 

også kontrolgruppen får mulighed for 

at bidrage til samfundets sammenhængskraft. 

Svend Thorhauge 

Radio Absolute P2 

det er vigtigt at tænke positivt 

Kulturministeren siger, at P2 ikke 

nødvendigvis skal produceres af 

DR. Heldigvis! For det er mildt sagt 

horribelt konkurrenceforvridende at 

sende Morgenandagt, Kulturnyt og 

det klassiske ønskeprogram Amadeus 

for licensmidler. Jeg gyser ved at tænke 

på alle de unge håbefulde entreprenører 

som fratages chancen for at lave 

en god forretning på at overtage den 

sendetilladelse. Ildsjæle holdes ude i 

kollektivismens navn! 

Et rygte siger videre, at håbefulde 

ynglinge fra firmaet Talpa Radio (som 

enhver public-service-feinschmecher 

kender fra den dybsindige, rolige og 

gennemarbejdede Radio 100 FM) er 

blandt de udstødte. Men ak, vi må 

trækkes med en kanal som, siden 

medieforliget i 2002 ødelægger radiomarkedet 

med monopol på en stille 

morgenstund, aktuelle kulturindslag 

and all that jazz. Eneste ros til P2 skal 

være, at klassisk musik serveres af værter 

som lykkeligvis har erkendt, at lytterne 

kun vil høre med, hvis værkerne 

akkompagneres af onkelhumor og 

Gruk-paraphraser omkring livet, der jo 

forstås baglæns og derfor også bør målrettes 

65+ segmentet. Medieforliget 

fra 2002 er desværre blevet forlænget 

til juni. Men så går det endelig løs på 

Christiansborg. Hvilke muligheder! 

Thomas Emil Jensen 

Minister II 

Jeg kommer nu alligevel til at savne 

ham. Anders F. Især i de døende 

minutter på statsministerposten har 

han været kilde til stor underholdning 

- hvis man vel at bemærke er typen, 

der lader sig underholde af at blive behandlet 

som et mentalt underbemidlet 

barn. Og det er jeg. Jeg er pjattet med 

det. Så begejstringen har siddet udenpå 

tøjet, alle de gange Anders har sagt, at 

han ikke bejlede til nogen i NATO, når 

nu alle vidste, at han ikke lavede andet 

end at synge serenader i måneskinnet 

under NATOs balkon. 

Han har trådt en kompliceret og 

fascinerende parringsdans under fuld 

bevågenhed, men med et pokerfjæs, 

der burde gøre Gus Hansen misundelig. 

Jeg har været godt underholdt, men 

blev selvfølgelig lidt skuffet, da han så 

alligevel annoncerede den store hemmelighed 

a.k.a kandidaturet to minutter 

i kontraktunderskrivning. Absurdteatret 

ville have været fuldkomment, 

hvis han blev ved med at benægte - selv 

efter udnævnelsen - at han skulle være 

udnævnt til noget som helst. Så ville 

grænsen mellem idioti og kunst have 

været overskredet på ny. 

Gertrud Thisted Højlund 

s. 15

s. 16 

debat 

Kommentarer 

Mindeord : 

Laurits Kjær Nielsen 

af peter buhrmann, forstander 

for højskolen østersøen 

Det var med stor sorg, at vi på Højskolen 

Østersøen modtog budskabet 

om Laurits Kjær Nielsens tragiske død 

ved en bilulykke fredag den 6. marts. 

Laurits Kjær Nielsen blev født den 16. 

maj 1935 i Vejerslev på Mors. Han blev 

student i 1954 - samme år som han tog 

på Askov Højskole, hvor han mødte sin 

senere kone Marianne Westy Nielsen 

(f. Stephensen). Efter at have uddannet 

sig til lærer på Emdrupborg Seminarium 

blev han og hans kone ansat 

som lærere på Støvring Højskole. Her 

arbejdede de indtil 1961. Fra 1961 til 

1962 underviste Laurits og Marianne 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

april 2009 

i Norge på Torshus Folkehøjskole, 

hvorefter de begge blev ansat som lærere 

på Snoghøj Højskole indtil 1966. 

I 1966 kom parret til Skørbæk-Ejdrup 

Friskole, hvor de var ansat indtil 1978. 

Indtil 1977 var han formand for Dansk 

Friskoleforening. I 1978 blev Laurits 

leder af Bordings Friskole i København, 

hvor han var indtil 1987. I 1987 

blev Laurits og Marianne ansat som 

forstanderpar på Rønshoved Højskole, 

og her lagde de alle deres kræfter indtil 

1996. Fra 1996 førte Laurits en aktiv 

pensionisttilværelse fra Himmerland. 

Han var formand for Kulturelt Samråd 

i Nibe og modtog i 2006 Nibe kommunes 

kulturpris. Han var involveret i 

fri- og højskolelivet på alle niveauer, således 

også som bestyrelsesformand for 

Højskolen Østersøen. Laurits havde 

besluttet sig for at træde tilbage som 

formand og skulle have aflagt sin sidste 

årsberetning for Højskolen Østersøens 

skolekreds den 16. april 2009. 

Fredag den 6. marts var Laurits 

på vej i sin bil til et møde i højskoleforeningen 

på Nørgaards Højskole 

i Bjerringbro. Som vanligt var han 

aktiv i skolelivet. Han blev dræbt 

ved Brædstrup. Laurits var indtil det 

sidste en stor og afgørende støtte for 

Højskolen Østersøen. Hans viden 

og erfaring fra skoleverdenen og det 

brede kulturliv er uerstattelig. Laurits 

havde en sjælden evne til at få andre 

til at fremstå i et positivt lys. Selv 

var han en mand af pligt og dannet 

beskedenhed. Som bestyrelsesformand 

for Højskolen Østersøen formåede 

han altid at få tingene til at fungere, 

også når bølgerne gik højt. Hans altid 

åbne sind, hans dygtighed og forstand, 

hans imødekommenhed, ja, hele hans 

væsen vil blive savnet. Vores tanker 

går til Marianne, Laurits’ 3 børn og 8 

børnebørn. 

Æret være hans minde! 

Fra bloggen 


Højskole på trods 

Af Erik Lindsøe 

[…] Højskolerne har lige nu brug for en 

håndfuld nye Jørgen Carlsner. Jørgen har 

trukket et sort læs, men både ham og 

medierne har slidt på hinanden... Sådan 

går det, og sådan er grundvilkårene: En 

kommentator har sin tid. Heldigvis og 

godt at vide, når man dagligt skal se på 

Qvortrup og Engel! 

Højskolen er en holdningsskole - med 

store ord og mange ord - og med 

dygtige, akademiske, indsigtsfulde mennesker 

med ånd i behold. Modsat journalister. 

75% af journalister har en kort 

uddannelse på 3 et halvt år bag sig uden 

nogen samfundsmæssig og filosofisk 

overbygning. De lider i den grad af mindreværd 

overfor store emner. Journalister 

er skide gode håndværkere, men deres 

viden og indsigt er som opslagsværkets. 

Derfor skal man hjælpe dem, tænde dem, 

vække dem - folkeoplyse dem. […] 

http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ 

blog/2009/2/16/debat-er-krise-en-delaf-hoejskolernes-selvforstaaelse 

Køng - fortsat 

Af Jesper Kristensen 

[…] Hvis bestyrelsen ønsker en god og 

troværdig debat, så bliver den pinedød 

nødt til at holde sig til det faktuelle 

og ikke stadig fremstå med urigtige 

oplysninger til offentligheden!!!!! Hvilket 

igen vil få bestyrelsen til at femstå som 

uprofessionel. […] 

http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/blog/2009/3/13/debat-kan-enbestyrelse-lukke-en-hoejskole 

For de lærde blot? 

Af Ole Eriksen 

Mange højskoler må til at sætte kursen 

efter, at det bliver småt med de såkaldte 

4. g’ere - og at der er en stor gruppe bemærkelsesværdige 

unge, der skal geares 

til en fremtid som aktive medborgere. 

Og højskolen siger jo, at lyset ikke kun er 

for de lærde... så det handler om at være 

omstillingsparat... gå efter de elever, der 

er parat til forandring. 

http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/ 

nyheder/2009/2/16/notits-gode-tal-framange-skoler/#comments 

Pas godt på 

jeres forstander 

af søren børsting, forstander, 

den rytmiske højskole 

Kære bestyrelser, 

Med fare for at blive kaldt ”tudefjæs” 

skriver jeg alligevel dette indlæg, fordi 

jeg har oplevet, at der bliver lagt stigende 

pres på især, nye forstandere, på 

mange skoler rundt i landet. Jeg læste 

i sidste nr af højskolebladet, at der var 

meget lille tilslutning til foreningens 

kursus for bestyrelsesmedlemmer. 

Det forstår jeg på mange måder godt. 

Bestyrelsesmedlemmerne lægger et 

stort arbejde og bruger deres fritid i 

højskolens interesse. Det er alligevel 

en skam, at der ikke kan skabes noget 

mere netværk på tværs af bestyrelserne 

rundt i landet. 

Min bekymring går mere på, at 

jeg oplever mange forstandere, der er 

meget pressede og stressede i deres 

arbejde. Vi skal tage det overordnede 

ansvar for skolens daglige drift. 

Det kan handle om alt fra samtaler 

med personale, byggeplaner, vagter, 

pr-strategi, undervisning, lønforhandlinger, 

farven på væggene på elevværelserne, 

ansættelser, samtaler med 

elever, opfølgning med psykologer og 

sagsbehandlere, overskideballeuddeler, 

optagelse af mentorelever, arrangementer, 

regler, love, cirkulærer osv. osv. 

Nu ved jeg godt, at vi langt fra er 

alene om alle disse opgaver. Heldigvis 

er der generelt en høj entusiastisk arbejdsindstilling 

blandt medarbejderne 

på højskolerne. Men det er utrolig 

vigtigt, at forstanderen har energi og 

overskud til alle disse opgaver og frem 

for alt til de mennesker, man har meget 

tæt inde på livet. Det drejer sig om at 

forstå alle de ansatte i de forskellige 

faggrupper og sætte sig ind i deres 

arbejdsforhold og den del af privatlivet, 

som har noget med arbejdet at 

gøre. Det drejer sig om at forstå og 

”vejlede” eleverne i stort og småt. Det 

drejer sig om at have god kontakt med 

den omgivende verden og de mennesker, 

der henvender sig på skolen med 

mange forskellige ønsker og interesser. 

Det drejer sig ikke mindst om at sikre 

de økonomiske betingelser for at drive 

højskole, og have god kontakt med bestyrelsen 

som det overordnede organ. 

Når jeg skriver alt dette, er det 

ikke for at ”tude”, men blot for at give 

et lille billede af, hvor mangesidet 

forstanderens arbejde er. Det er et 

fantastisk givende, men også krævende 

arbejde (”livsstil”). Man er meget ”på” 

og meget ”tæt på” de mennesker, der er 

i berøring med højskolen. 

Jeg har snakket med mange af mine 

kollegaer, og det er engagerede og generelt 

glade mennesker, der lægger et 

kæmpe arbejde og meget engagement 

og kærlighed i deres højskolevirksomhed. 

Nogle har det klart nemmere 

end andre, men jeg er ikke sikker på, 

at man skal give sig til at tælle timer 

og regne timeløn ud, hvis man vil 

tiltrække kompetente nye forstandere. 

Mit opråb går på ”pas godt på jeres 

forstander”. Som jeg oplever det en del 

steder i øjeblikket, glemmer bestyrelserne 

at ”tage sig af forstanderen”, det 

kan vel ikke være vores skoleform, der 

skal køre politikken, at vi ”skamrider” 

en dygtig forstander til han/hun segner, 

eller blot kaster håndklædet i ringen 

og finder andet arbejde, inden han/ 

hun brækker ned. Det er klart, at man 

nemt kommer til at lave fejl, når man 

er inde i så mange områder, generelt 

har et stort arbejdspres og ofte skal 

have skaffet mindst 20 elever og helst 

til i går. 

Det kan være svært at træffe rigtige 

beslutninger og nå at være fuldstændig 

orienteret i alle sager, når der er pres 

på. Men det er ikke i skolens interesse 

at skifte forstander ud ca. hvert andet 

år. Det giver uro og utryghed blandt 

personalet. Det giver ustabilitet for 

eleverne. Det koster ressourcer både 

pædagogisk og økonomisk, og det 

giver dårlig kontinuitet. De, der er 

nærmest til at tage sig af forstanderen, 

er bestyrelsen. Held og lykke med det. 

Donslund 

de luxe 

hede dikatordrømme 

Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen 

slog igennem. Derfor købte han 

et bageri og satte sønnerne i bagerlære. 

Min farfar fik kone, bageri og otte børn 

og døde 42 år gammel. Min far blev 

således bager, da han var 11. Han var 

B-menneske og måtte have vækkeuret 

til at stå flere meter fra sengen. Han 

døde trekvart år efter, han havde lagt 

dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og 

de var nogle mænd, der bed tænderne 

sammen og gjorde familiens vilje til deres 

egen vilje. Den fælles vilje var individets 

skæbne. 

Jeg længes efter en 

konge, en dronning, en 

Mærsk, der ejer alle 

højskoler og laver virksomhedsplan 

og strategi. 

Den fælles vilje i min generation har 

været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke 

underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. 

Højskolen er også på flugt. Der 

er en vaklen i bevægelsen, som sætter 

underlige længsler i gang. Jeg længes 

efter en diktator. Jeg længes efter en 

konge, en dronning, en Mærsk, der ejer 

alle højskoler og laver virksomhedsplan 

og strategi, så vi ikke kopierer hinanden, 

men uddelegerer opgaverne til de steder, 

hvor de bedst bliver løst. Jeg længes 

efter en coach, der ligesom min gamle 

volleytræner ser det hele udefra, samler 

os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: 

“Du går derhen, og du går derhen.” Jeg 

ved ikke, om min længsel er modnet 

med umodne år, men den minder om 

Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer 

og pludselig død. Fordi det 

er en længsel efter totalitet og skarpe 

konturer. Måske har viljen to bevægelser. 

Den ene samler os i en fælles vilje, vi 

ikke selv kan styre, men som suger os 

ind i fællesskabet, mens den anden ”frie 

vilje” kæmper for at komme ud af det 

konstant. Mine hede diktatordrømme 

kan være et symptom på, at højskolerne 

savner fælleskurs, omvendt kan de også 

advare os om, at den frie verdens fællesvilje 

er på vej mod totalitet. 

Anne-Marie Donslund er forfatter 

og lærer på Vallekilde Højskole 

s. 17

s. 18 

debat 

Bogkritik 

Troen og biologen 

Anmeldelse: 

Videnskaben bør være 

forpligtet på at tage 

fat på de vanskelige 

spørgsmål om tro og 

eksistens, mener biologen 

Jesper Hoffmeyer i en 

glimrende debatbog 

af egon clausen, forfatter 

Mennesket er helt sikkert det eneste 

dyr, der kan tvivle. Det skriver Jesper 

Hoffmeyer i sin seneste bog Tro på 

Tvivl. Enhver, der interesserer sig for 

vor tids diskussioner om tro, viden, 

darwinisme og religiøs fundamentalisme, 

kan blive godt oplyst ved 

læsningen af denne velskrevne og tankerige 

bog. Jesper Hoffmeyer mener at 

megen videnskab mangler ånd, og han 

har stor sympati for det perspektiv, 

der findes i de store religioner, nemlig 

at livet er helligt, og at vi derfor skal 

værne om det, men han kan ikke bruge 

de forklaringer, religionerne kommer 

med. Han er også meget kritisk 

over for den fremherskende retning i 

den biologiske videnskab, der har en 

nærmest mekanistisk opfattelse af 

naturens love, og som derfor er ude af 

stand til at besvare spørgsmål væsentlige 

spørgsmål om etik og livets mening. 

Såvel videnskab som religion kritiseres 

for at stræbe efter konsensus. 

Det har de store statsdannende religioner 

altid gjort, men siden oplysningstiden 

har videnskaben som en forudsætning 

haft et krav om systematisk tvivl. 

Jesper Hoffmeyer mener, at der i dag 

april 2009 

slækkes på dette krav. Men ”at blive i 

sin tvivl, at tåle den, er den egentlige 

opgave. Det er det, der gør os til ansvarlige 

mennesker”. Han ser imidlertid 

stærke tendenser til at ubekvemme 

spørgsmål skubbes til side. Som et 

eksempel nævner han klimadebatten, 

hvor den videnskabelige konsensus er, 

at klodens klima er i overhængende 

fare for at bryde sammen, og politikerne 

bør reagere på udfordringen. 

Der findes imidlertid forskere, der 

mener noget andet, men de har svært 

ved at blive hørt. Det bliver i det hele 

taget svært for outsiderne at overleve i 

systemet, endsige gøre karriere, skriver 

han, og denne beskrivelse gælder på en 

måde også for Jesper Hoffmeyer selv. 

Hele hans karriere har været præget 

af en opposition til den fremherskende 

mening, og hans teoretiske udgangspunkt 

er biosemiotikken, der har et 

natursyn, der gør det muligt at drøfte 

spørgsmål om sjælens beskaffenhed 

og livets mening på en måde, der både 

er videnskabelig velfunderet og som 

samtidig accepterer eksistensen af de 

mere åndelige sider af vores tilværelse, 

og den slags er der meget brug for i 

vore dage. 

sjæl uden krop 

Mange mennesker mener for eksempel, 

at de har en sjæl, der eksisterer 

uafhængigt af deres krop. Denne tro 

holder imidlertid ikke for en videnskabelig 

undersøgelse, men flertallet af 

befolkningen holder ikke desto mindre 

fast i troen på en sådan sjæl. Jesper 

Hoffmeyer mener, at videnskaben bør 

være forpligtet på at finde ordentlige 

svar på denne udfordring, men det 

sker ikke. Når en biolog skal sige det, 

er religiøse oplevelser noget, der er 

fremkaldt af elektro-kemiske processer 

i hjernen. Det vil sige, at de er rene 

illusioner, så ”tro er med andre ord 

bare noget, vi tror, vi har”, men en sådan 

forklaring er ikke fyldestgørende, 

Tro på tvivl 

Kritik af religiøs og 

videnskabelig ufornuft. 

Jesper Hoffmeyer 

Forlaget Ries, 2009 

263 sider 

siger Jesper Hoffmeyer. Det er et svigt, 

der får mange tænkende mennesker 

til at vende sig til de religiøse forklaringer, 

og det finder Jesper Hoffmeyer 

beskæmmende. Han mener, at det 

ikke kan være rigtigt, at vi skal vælge 

mellem en religiøs forklaring, som i 

den sidste ende blot forklarer noget 

uforståeligt med noget andet uforståeligt, 

og en videnskabelig forklaring, 

der stort set benægter eksistensen af 

det, der skulle forklares. 

Jesper Hoffmeyer har ifølge sagens 

natur beskæftiget sig meget med 

teologi og kirkehistorie. Han mestrer 

de lange perspektiver, og beskrivelsen 

af den problemstilling der førte til, at 

de italienske naturfilosof Giordano 

Bruno blev brændt som kætter, er 

» De andre mente 

Når en biolog skal sige 

det, er religiøse oplevelser 

noget, der er fremkaldt 

af elektro-kemiske 

processer i hjernen. Det 

vil sige, at de er rene 

illusioner, så ”tro er med 

andre ord bare noget, 

vi tror, vi har”, men en 

sådan forklaring er ikke 

fyldestgørende, siger 

Jesper Hoffmeyer. 

helt aktuel. Konflikten stod mellem 

to forskellige opfattelser af universet. 

Kirken mente, at Gud havde skabt alt, 

en gang for alle. Selv var han ikke del af 

skabelsesprocessen. Giordano Bruno 

mente omvendt, at Gud selv var en 

del af skaberværket, og han opfattede 

derfor stof og ånd som to sider af én og 

samme sag. Jesper Hoffmeyer skriver, 

at Bruno har givet ”et af de smukkeste 

og mest imponerende forsøg på at 

skildre verden som et sted, hvor vi kan 

høre til med både sjæl og legeme uden 

at nære nogen uro for, at disse to sider 

af det menneske lige liv skulle kunne 

skilles ad.” Hvad der blev brændt på 

bålet i år 1600 var ikke blot et menneske, 

men også den forestilling, at naturen 

i sig selv var skabende. Derefter 

Denne bog [er] en sjælden 

inspiration til at tale fornuftens 

sag uden at blæse 

anderledes-tænkende op til 

dæmoner og tågesnakkere. 

Rune Lykkeberg 

i Information 

Det er da mærkeligt, at en 

bog, der hylder tvivlen som 

sin bærende værdi, ikke 

kan drømme om at give 

sin modstander noget, der 

blot har en flig af tvivlens 

nådegave. 

Niels Gunder Hansen 

i Kristeligt Dagblad 

Hoffmeyer kommer i 

vanskeligheder, når han 

selv skal til at formulere sit 

konstruktive alternativ. Her 

svinger han nemlig mellem 

at være henholdsvis forudsigelig 

og uklar. 

Lars Sandbeck i Politiken 

har naturvidenskaben og kirken været 

fælles om den opfattelse, at naturen er 

passiv, men Jesper Hoffmeyer mener, 

det er på tide, at vi anerkender naturen 

som kreativ. ”Ved at opgive ideen om 

naturlovenes uindskrænkede regimente 

i en ellers viljeløs og passiv natur kan 

vi slippe af med den håbløse forestilling 

om en individuel sjæl, der skulle 

følge vores liv som en usynlig hånd.” 

Bogen er skrevet i et godt og klart 

sprog. Den egner sig fortræffeligt som 

grundlag for en undervisning, der vil 

drøfte de store eksistentielle spørgsmål. 

Den bør derfor være uomgængelig 

for enhver højskolelærer, men man kan 

naturligvis også læse den for sin egen 

oplysnings skyld. Det fortjener den. 

Bogkort 

ved andreas harbsmeier 

National værnepligt 

Søren Krarup 

Gyldendal 

Man leder forgæves efter nye tanker i 

dette opsamlingsheat af en essaysamling, 

der præsenterer Krarups velskrivende 

prosa og udtalte vilje til at gentage sine 

pointer nærmest i det uendelige. Om man 

så er enig med manden, er en anden sag. 

Med skarphed i tanken og pennen følger 

tydeligvis ikke altid fornemmelse for tiden. 

Vi kommer igennem hele bagkataloget 

med essays som ”Nej, ikke integration, 

assimilation” og ”Idealisme er tyranniets 

begyndelse”. 

At være araber 

Samir Kassir 

Informations Forlag 

Man er ikke vant til at blive præsenteret 

for arabiske skribenter på dansk. Det er 

ikke desto mindre tilfældet med denne 

skarpe analyse af arabisk selvopfattelse 

fra den libanesiske journalist Samir Kassir. 

Hvordan forklarer man den arabiske 

ulykke? spørger manden, der blev dræbt 

af en bilbombe i 2005. 

s. 19

s. 20 

tendens 

Nedslag 

Essay: 

De nordiske lande er 

ikke længere homogene 

samfund. Alligevel 

trives forestillingen om 

racerenhed. Den 

amerikansk-norske 

forfatter Siri Hustvedt 

om at vokse op med flere 

identiteter 

af siri hustvedt 

(F. 1955) Forfatter, digter, 

essayist. Født og opvokset i 

Minnesota, USA med en norsk 

mor og en norsk-amerikansk 

far. Især hendes roman “Det 

jeg Elskede” høstede ros fra 

kritikerne. Gift med den 

amerikanske forfatter Paul 

Auster. 

Foto: Gorm Valentin 

april 2009 

Skandinavien 

jeg er ikke sikker på, at jeg 

som barn overhovedet vidste, hvad 

Skandinavien betød. Det var hyllet i 

en kulturel tåge, som på en eller anden 

måde drev hen over mig og mine, men 

hvorfor eller hvordan stod mig slet 

ikke klart. Jeg var allerede en splittet 

person. Som pige, bosat i Amerika med 

en norsk mor og en norsk-amerikansk 

far, talte jeg norsk, før jeg talte engelsk. 

Men det landlige Minnesota var min 

daglige verden; Norge var en anden 

verden. Som fireårig havde jeg i 1959 

tilbragt fem måneder i Bergen sammen 

med min mor og min søster. Indtil jeg 

i 1967 vendte tilbage i et år sammen 

med min familie, levede Norge i mit 

indre som et virvar af ufuldstændige 

brudstykker - isolerede erindringer 

(mine hænder i en stikkelsbærbusk, en 

appelsin liggende i sneen, min ældre 

fætters gråd ved middagsbordet), ting 

i hjemmet (kommoder og porcelæn, 

fotografier og malerier på væggen), 

mad (især risengrød, blotkake og nogle 

små chokolader, der hed Twist), mine 

forældres historier og enkelte betydningsfulde 

ord. I de syv år mellem 

mine besøg i barndommen glemte jeg 

stort set norsk. 

Fordelen ved ikke at bo et sted er, 

at det bliver ren forestilling. Påvirket 

af en mor, som led af hjemve, og en far, 

hvis identifikation med det immigrantsamfund, 

han voksede op i, fik ham 

til at blive professor i norsk sprog og 

litteratur, faldt jeg for en illusion om et 

ideelt andet sted, et fortryllet kongerige 

af trolde og nisser og fiskeboller, af 

Ibsen, Hamsun og Munch, et fantastisk 

derovre, hvor børnene var gladere 

og sundere, gulvene renere og folk 

venligere og retfærdigere. Mine forældre 

var ikke ukritiske over for Norge, 

men nærede begge tilbøjelighed for en 

form for nationalisme, som florerer i 

meget små kulturer, formet af et fremmed 

herredømmes ydmygelser. Det 

ville i Norges tilfælde sige Danmark og 

dernæst Sverige. På et tidspunkt opdagede 

jeg, at disse tre lande tilsammen 

udgjorde Skandinavien. Til trods for 

det fædrelandshysteri, der hvert år den 

17. maj udfoldede sig for at udbasunere 

vores selvstændighed fra Sverige, viste 

det sig, at vi på en eller anden måde var 

i familie med dem, og ikke kun dem, 

også danskerne. Det tog nogen tid at 

få rede på dette begreb, men til sidst 

trængte det ind i mit unge hoved, og 

jeg kom efterhånden til at acceptere 

det. 

Det sammenholdende princip i 

Skandinavien er ikke geografi, men 

sprog. Hvis man kan et af de tre sprog, 

er de to andre nemme at klare med en 

smule anstrengelse - på skrift i hvert 

fald. Dansk, som jeg så udmærket forstår 

på tryk, kan i en indfødts mund og 

hals hurtigt blive til en række lyde, der 

ikke er til at skelne fra hinanden, og 

svensk kan, skønt det er nemmere at 

forstå, også glide ud i behagelig musik, 

når jeg ikke hører godt efter. Og dog er 

der så mange ord, der tilhører alle tre 

sprog, og mere end noget andet er det 

sprog, som former vores opfattelse af 

verden, som trækker de streger og skaber 

de grænser, der gør det derude læseligt. 

Det er en arv fra min barndom, 

at jeg er en norsk amerikaner, som ikke 

føler sig helt amerikansk, men heller 

ikke helt norsk. Hvis jeg ikke talte 

norsk, ville jeg ganske afgjort føle mig 

fremmed over for det lands kultur på 

en langt mere dybtgående måde. Det 

er sproget, der forlokker mig til at føle 

forbindelsen til en fortid, som strækker 

sig bagud til en tid længe før, jeg 

blev født. Det norske sprogs ordforråd 

og tonefald lever stadig i mig, og de 

hjemsøger tilmed mit engelsk. Min 

prosa er afgjort protestantisk, og selv 

om Skandinavien ikke længere udelukkende 

er protestantisk, blev dets sæder 

og skikke, dets kultur dybt påvirket 

af denne billedstormende, nøgne og 

ensomme udgave af kristendommen. 

det skandinaviske lys 

Til forskel fra engelsk er de skandinaviske 

sprog ordfattige. Med Vilhelm 

Erobreren i 1066 og tilførslen af det 

latinske fransk til angelsaksisk opstod 

det, vi nu kender som engelsk. Og dog 

er det netop det fattige ordforråd, der 

giver skandinaviske forfattere muligheder, 

engelske forfattere ikke har. Et 

ord som lys på norsk - der betyder både 

light og candle - tillader gentagelser, 

tvetydigheder og dybder, der ikke er 

mulige på engelsk. Lys er ladet med viden 

om mørke, om sommer og vinter, 

om dyrebare lange dage med lys i modsætning 

til lange dage med mørke og 

skyer. I Bergen, hvor jeg gik i gymnasiet 

i et år, regnede det så meget, at når 

solen skinnede, gav myndighederne os 

fri fra skole. Selv efter at have boet i 

Minnesota i mange år vendte min mor 

gerne ansigtet mod solen og lukkede 

øjnene, som om de varme stråler hvert 

øjeblik kunne forsvinde. Måske ligger 

mørket også bag de allestedsnærværende 

stearinlys i skandinaviske hjem, 

hvor de tændes selv om dagen og skinner 

i stuer om aftenen. Den nordiske 

oplevelse af mørke og lys er uoversættelig. 

Modsætningen mellem dem skal 

leves korporligt. Jeg har tit undret mig 

over, hvad immigranter til Skandinavien 

må føle, når de ankommer fra 

steder, hvor sommer og vinter ikke er 

så radikalt defineret af lys og mørke, 

hvor mærkeligt det må være at købe 

ind i eftermiddagens skumle lys eller 

se sommersolen sent om aftenen. Jeg 

har spekuleret på, hvordan det ændrer 

rytmen i deres liv og betydningen af 

ordene lys og mørke i deres modersmål. 

Min farmor og farfar og min far, ingen 

af dem født i Norge, talte alle engelsk 

med norsk accent. Deres norsk lignede 

imidlertid ikke det sprog, der tales på 

den anden side af Atlanten. Deres tale 

var spækket med vendinger fra det 19. 

århundrede og isprængt blandformer 

- navneord lånt fra engelsk og givet et 

køn - ord for ting uden norsk modstykke. 

et forvandlet skandinavien 

Så meget står fast: Ligesom resten af 

Europa er Skandinavien ikke længere 

homogent. Det stereotype billede 

af den høje, bleghudede, lyshårede 

lutheraner (de eneste stående træk, 

jeg legemliggør i et og alt) er blevet en 

anakronisme og afløses gradvis af en 

række forskellige kropstyper, ansigter 

og religioner. Jeg for min del hilser 

et forandret billede af Skandinavien 

velkommen, fordi migrationer af mennesker 

fra derovre altid giver nyt liv til 

kulturen her. Menneskers bevægelse 

skaber nye ord, nye tanker, og inspirerer 

til ny kunst. Jeg er et produkt af en 

immigrantkultur i Midtvesten og bor 

nu i New York City, hvor fyrre procent 

af mine medbeboere er født i et andet 

land. Under en af mine sidste rejser til 

Oslo satte jeg mig ind i en taxi, opgav 

en adresse og indledte en samtale med 

chaufføren. Hans far var født i Pakistan, 

men han selv i Norge. Det havde 

han ikke behøvet at fortælle mig; hans 

Oslo-dialekt var umiskendelig. 

Mens det er sandt, at immigranter 

altid genopliver det land, de kommer 

til, skaber deres tilstedeværelse også 

konflikt. I De Forenede Stater, hvor 

vi alle, med undtagelse af de indfødte 

amerikanere, er kommet et andet sted 

fra, blev overlegenhed målt i generationer. 

Jo længere ens familie havde boet i 

Amerika, desto bedre. Da jeg i 1972-73 

boede i Bergen, var der ingen immigranter 

i byen; alligevel blev jeg med 

en regelmæssighed, som hver eneste 

gang overraskede mig, angrebet for mit 

lands racisme, skønt jeg lidenskabeligt 

gik ind for borgerrettigheder. Efter 

bølgen af pakistansk immigration til 

Norge, vendte jeg tilbage og konstaterede, 

at folk ganske selvfølgeligt 

kom med racistiske bemærkninger og 

var ofre for nedsættende stereotyper. 

Kort sagt, de sagde ting, som ville have 

været bandlyst i De Forenede Stater. 

I lighed med meningsfæller verden 

over gør højreorienterede politikere i 

Skandinavien sig skyldige i at tænke i 

modsætningen os og dem, i at udnytte 

uvidenhed og frygt for at opretholde 

en fiktion om ”nationen”, ikke som 

en fælles geografi eller et fælles sprog, 

men nationen som blod eller baggrund. 

Det er altid farligt, og det lugter 

uvægerligt af den hæsligste af alle 

forestillinger: racerenhed. I De Forenede 

Stater er et af de besynderligste 

resultater af vores racistiske kultur, at 

mennesker med meget bleg hud, men 

en vis afrikansk afstamning, som Lena 

Horne eller Colin Powell, uvægerligt 

kaldes ”sorte” snarere end ”hvide”. 

Nazisternes racelove skabte det mest 

latterlige hårkløveri om procenter af 

jødiskhed i befolkningen, en fuldkommen 

absurd forestilling i et land, hvor 

jøder havde levet i hundreder af år og 

lige så længe giftet sig med ikkejøder. I 

den ganske lille verden af immigranter 

og deres børn og børnebørn, hvor min 

far tilbragte sine drengeår, blev svenskerne 

og danskerne i nabosamfund 

ikke betragtet som sproglige slægtninge 

med vigtige historiske og kulturelle 

forbindelser til nordmænd. De 

var fremmede. Og dog, ingen historie 

uden forandring. Den verden, min far 

kendte, er for altid borte. På universitetet 

kendte jeg en person med en baggrund, 

han beskrev som ”delvis svensk, 

delvis tysk og delvis sioux-indiansk.” 

Min datter omtaler sig selv som ”halvt 

norsk” og ”halvt jødisk”. Skandinavien 

er et ord, hvis betydninger er under 

forvandling. Dets utallige henvisninger 

og betydninger er i færd med at blive 

bestemt, og vi kan kun håbe, at det vil 

stå som et tegn på indlemmelse, ikke 

udelukkelse. 

Oversat fra engelsk af Karsten Sand 

Iversen. 

» 

Jeg har tit undret mig 

over, hvad immigranter 

til Skandinavien må 

føle, når de ankommer 

fra steder, hvor sommer 

og vinter ikke er 

så radikalt defineret 

af lys og mørke, hvor 

mærkeligt det må være 

at købe ind i eftermiddagens 

skumle lys eller 

se sommersolen sent om 

aftenen. 

s. 21

s. 22 

tendens 

Interview 

april 2009 

Skønhedsdronning 

med studenterhue 

Pia Fris Laneth er en 

ægte mønsterbryder. 

Som datter af en syerske 

og en tjener var det 

bestemt ingen selvfølge, 

at den unge fotomodel 

først skulle komme i 

gymnasiet, senere på 

universitetet og ende 

som prisbelønnet forfatter 

af johanne mygind 

foto: klaus holsting 

pia fris laneth var lige 

startet i 1. g, da det bankede 

på døren til klasseværelset. 

Nogle studerende havde lavet en politisk 

aktion og delte spørgeskemaer ud, 

hvor alle eleverne skulle svare på, om 

de kom fra overklassen, middelklassen 

eller underklassen. Egentlig ville Pia 

sætte krydset ved middelklassen, men 

da hun hørte, at klassens sagførersønner 

og tandlægedøtre også mente, at 

de tilhørte middelklassen, sneg en ny 

forståelse sig ind på hende. 

- „Så vidste jeg bare, hvor jeg hørte 

til. Jeg tilhørte underklassen. Jeg kan 

huske min beslutsomhed, da jeg satte 

mit kryds på spørgeskemaet. Pludselig 

forstod jeg, at det ikke var særlig 

almindeligt, at en datter af en syerske 

og en tjener gik i gymnasiet, at langt de 

fleste af mine klassekammeraters forældre 

havde en boglig uddannelse. Det 

var simpelthen der, hvor det gik op for 

mig, at jeg var på vej et andet sted hen, 

men også, at jeg fremover ville høre til 

de sjældne.“ 

Pia Fris Laneths øjne lyser, når 

hun fortæller historien. Trodsen fra 

den varme dag i klasseværelset kan 

stadig fremkaldes sammen med alle 

de andre erindringer fra et liv i social 

opdrift. Nogle af dem kender jeg, for 

som læser af Pia Fris Laneths bestseller 

Lillys Danmarkshistorie har jeg et intimt 

kendskab til hendes familie. På 640 

sider har hun spundet slægtens historie 

sammen med den store danmarkshistorie 

og dokumenteret fremskridt, 

kvindekampe og nye livsformer med 

billederne fra sit eget familiealbum, for 

Lillys Danmarkshistorie er også Pia Fris 

Laneths egen historie om de sociale 

og politiske forandringer, som gjorde 

det muligt for arbejderbarnet at ende 

som cand.scient.adm. og journalist på 

Information. 

- ”Det er ikke kun dejligt at tage de 

trin op ad den sociale rangstige, for 

det betød, at jeg fjernede mig fra min 

familie, og det var de kede af. Og det 

var jeg også! Det er meget almindeligt 

at omtale Danmark som et homogent 

samfund med fælles værdier, men folk 

har stadig sociale kontakter inden 

for ret begrænsede sociale lag. Så jo 

mere jeg uddannede mig, jo længere 

blev der mellem mine forældre og 

mig. Det handlede ikke om mangel på 

kærlighed. Det handlede bare om, at 

vores fælles erfaringer blev meget få. 

Jeg tror, at mange, som er kommet fra 

arbejderklassen ind i den akademiske 

verden, har haft den oplevelse af ikke 

at høre til på universitetet, samtidig 

med at familien syntes, man var blevet 

fin på den. Og det skal man ikke i arbejderklassen, 

man skal fandeme ikke 

være fin på den,“ siger Pia Fris Laneth, 

som måske for at illustrere sin pointe 

har bestemt, at vi skal spise frokost i 

Bjælkehytten ved Søndermarken. 

Her har jeg aldrig før mødtes med 

en kollega fra medieverdenen, men 

Pia Fris Laneth håndterer hjemmevant 

smørrebrødsseddel og fadøl. 

[…] 

arbejderpigen som model 

Ville dine forældre så bare have, at du fik 

en hvilken som helst uddannelse? 

- ”Min far gav mig det råd, at jeg 

skulle tage en matematisk studentereksamen, 

for den kunne jeg bruge til 

mest. Det er fuldstændig forkert, men 

han vidste jo ingenting. Han gjorde 

det i den bedste mening. Jeg kan heller 

ikke huske, at mine forældre nogen 

sinde har hjulpet mig med lektierne 

eller læst en bog højt for mig. Til 

gengæld husker jeg næsten i detaljer, 

hvordan jeg har diskuteret Hjemmet og 

Familie Journalens romanføljetoner indgående 

med min mor og spionhistorier 

fra Reader’s Digest med min far. Det var 

først, da jeg startede i gymnasiet, at jeg 

mødte de borgerlige dannelsesidealer, 

og der følte jeg mig helt ved siden af 

uden at have sprog for, hvad det var, 

der var i vejen.“ 

Pia Fris Laneth hører til de få 

heldige, som både er slående smukke 

og imponerende begavede, og hun 

står med stolthed ved begge dele. I 

Lillys Danmarkshistorie kan man både 

se billeder af hendes kåring som Miss 

Young International i 1973 og billeder 

af en splitternøgen og purung Pia, som 

optræder i Ugens Rapport. Den smukke 

krop og det hurtige hoved repræsenterede 

hver sin vej ud af arbejderklassen. 

- ”Jeg er opdraget som en traditionel 

arbejderpige, hvilket betyder, at jeg 

blev tidligt seksualiseret. Det har altid 

været sådan, at arbejderpiger indgår 

tidligere seksuelle relationer og bliver 

tidligere gift end piger fra middelklassen, 

så kønsspillet og dets rekvisitter 

kom meget tidligt ind i mit liv. Da jeg 

var 14 år, pressede min mor mig meget 

stærkt til at blive ‘Dagens pige’ i B.T., 

så der sad jeg i B.T. med langt lyst hår 

og en lårkort kjole i stoftryk. Da der 

var modeopvisning i Havemanns Magasiner 

på Vesterbrogade, opfordrede 

min mor mig også til at spørge, om jeg 

ikke kunne bruges som mannequin. 

Det er typisk for hendes foretagsomhed. 

Hun mente, at man selv skulle 

gøre noget for at komme frem, men 

det viser også, at hun totalt manglede 

fornemmelsen for, hvad den verden gik 

ud på. Det var selvfølgelig et modelbureau, 

som arrangerede modeopvisningen.“ 

Men hvorfor ville din mor have, at du 

skulle være fotomodel? 

- ”Hun ville gerne have sine piger 

frem i verden. Hun havde selv haft en 

drøm om at komme til Amerika og 

blive operasanger, så hun havde kunstneriske 

ambitioner, og måske var min 

mors ambitioner på sine døtres vegne 

krydret med drømmen om arbejderpigen, 

der klatrer op ad den sociale 

rangstige ved at gifte sig med en mand, 

som kommer fra en højere socialgrup- 

» Pludselig forstod jeg, 

at det ikke var særlig 

almindeligt, at en datter 

af en syerske og en 

tjener gik i gymnasiet, 

at langt de fleste af 

mine klassekammeraters 

forældre havde en boglig 

uddannelse. 

pe end hun selv. Det lå min mor fjernt 

at tænke i et langt, sejt træk: først i 

folkeskolen, så på gymnasiet, så på 

universitet. Det lå alt for langt væk fra 

hende. Man kunne lige så godt række 

ud efter en stjerne. Men det nemme 

spring til stjernerne var enten at blive 

fotomodel, mannequin eller skuespillerinde. 

‘Tænk bare på Vivi Bak,’ som 

hun sagde. Det er det samme, som at 

arbejderklassens drenge havde en bro 

til stjernerne ved at være cykelrytter 

eller bokser eller fodboldspiller.“ 

Pia Fris Laneth startede alligevel 

på Frederiksberg Gymnasium, for i 

sommerferierne havde hun arbejdet 

som opvasker på den restaurant, hvor 

hendes far serverede, og de lange dage 

i et lille køkken fyldt med damp havde 

jaget hende en skræk i livet: Hvis hun 

ville undgå ufaglært, kedeligt og beskidt 

arbejde, skulle hun i gymnasiet. 

- ”Mine forældre støttede mig i, at 

jeg skulle tage en studentereksamen, 

men jeg havde svært ved det. Og ikke 

kun på grund af min baggrund. Jeg 

pjækkede også meget, og jeg røg virkelig 

meget hash. Jeg mødte engang min 

far midt på Vesterbrogade under en 

pjækkedag. Han gav mig mit livs overhaling, 

og jeg plejede ellers aldrig at få 

s. 23

s. 24 

skældud. Hvad jeg lavede der, hvorfor 

jeg ikke var i skole? Han råbte og skreg 

og sagde, at hvis jeg ikke passede min 

skole, så kunne jeg tage et arbejde. Det 

skulle jeg ikke byde ham. Hvis han 

betalte for mig, selv om jeg var 15 år og 

godt kunne tjene mine egne penge, så 

skulle han også have noget ud af det. 

Efter det begyndte jeg at tænke på, 

om jeg ikke kunne tjene penge på en 

nemmere måde end ved at gå uendelig 

mange år i skole, og så blev jeg fotograferet 

til Ugens Rapport. Det tjente jeg 

1.500 kroner på. Det var altså virkelig 

fristende. Mit fritidsjob i en bagerbutik 

gav kun 15 kroner i timen. Jeg havde 

selvfølgelig fået lov af mine forældre. 

De syntes også, at 1.500 kroner var 

mange penge.“ 

Pia Fris Laneths mor var en aktiv 

medspiller, da det kom til at forvalte 

sin datters nye karriere som fotomodel. 

Accepten af nøgenbillederne 

blev til rendyrket stolthed, da Pia 

Fris vandt en skønhedskonkurrence i 

Køge og senere blev sendt af sted som 

nationens repræsentant til en international 

skønhedskonkurrence. Her 

troppede Pia op med kufferten fuld af 

nyt, hjemmesyet tøj og i skarp træning 

hjemmefra med at plukke øjenbryn 

og kunsten at sætte sig, sidde og rejse 

sig igen med samlede ben. Til gengæld 

kom morens omsorg til kort, da den 

nykårede Miss Young International 

efter sin studentereksamen besluttede 

sig for at indskrive sig på sit drømmestudium: 

samfundsfag på Københavns 

Universitet. 

- ”Mine forældre havde ikke noget 

at sige til mit studievalg. De tog for 

givet, at jeg skulle have et arbejde, 

for det havde kvinderne i min familie 

altid haft, men de kendte intet til 

den akademiske verden. I dag sidder 

min mand og jeg jo med hans døtre 

og diskuterer deres uddannelsesmuligheder. 

Vi hjælper dem med at 

finde oplysninger, fordi vi kender det 

akademiske landskab og mulighederne 

bagefter. Det var der ikke nogen, som 

gjorde i min familie. De ville ikke ane 

forskellen på statskundskab i Århus 

og sambas på RUC eller økonomi i 

København.“ 

begrænsede forventninger 

Hvilke drømme havde de så på dine vegne? 

- ”Uddannelse, mand, hus og børn.“ 

Og ikke for meget arbejde? 

- ”Præcis. Mine forældre havde ikke 

forestillet sig, at mit akademiske ar- 

april 2009 

bejde ville sluge mig. At det sjældent er 

noget, som man holder inden for 40 timer. 

Det var en kilde til stadig undren. 

Hvorfor fanden jeg skulle arbejde så 

meget? Mine forældre undrede sig også 

over, hvordan mit studium pludselig 

kunne tage ti år, når det var normeret 

til syv, og de forstod det heller ikke, da 

jeg senere begyndte at arbejde gratis 

for venstreorienterede aviser.“ 

En gennemsigtig indisk bluse uden 

bh, en cowboynederdel til knæene og 

plateausandaler med korksåler. Pia 

Fris Laneth kan stadig huske i detaljer, 

hvordan hun så ud, da hun for første 

gang gik op ad trapperne til Institut 

for Samfundsfag. Højtideligheden blev 

afbødet lidt af, at det væltede ind 

» Da jeg var 14 år, 

pressede min mor mig 

meget stærkt til at blive 

‘Dagens pige’ i B.T., så 

der sad jeg i B.T. med 

langt lyst hår og en lårkort 

kjole i stoftryk. 

med andre nye studerende. Årgang 75 

var så stor, at den var ved at sprænge 

lokalerne i den røde murstensbygning 

i Rosenborggade, men mellem alle de 

nye studerende var der ikke andre, som 

lod sig fotografere til mandeblade og 

reklamer for fjernsyn. 

- ”Jeg tror, jeg gik mere udfordrende 

klædt end de andre. Jeg kan 

ikke huske, at der var andre, der kom 

i plateausandaler eller gennemsigtige 

bluser. Det var sgu højeste mode på det 

tidspunkt, men det gjorde de andre piger 

ikke. Jeg var den der seksualiserede 

arbejderpige med mine høje hæle. Det 

kan du også se i dag, hvis du tager ud 

til et traditionelt arbejderklassekvarter. 

Pigerne er meget mere seksuelt 

udfordrende klædt på.“ 

[…] 

samfundsfag og læbestift 

I 1970’erne stod der et år en papfigur 

med et billede af Pia Fris Laneth ved 

hver en isbod i sommerlandet. Jobbet 

for Frisko-is var et af modelkarrierens 

mere indbringende job, men da firmaet 

ringede igen året efter, sagde hun nej. 

Det kunne forældrene slet ikke forstå. 

- ”Min mor og far pressede mig 

nærmest til at sige ja. Det var faktisk 

en af de få gange, hvor vi var lige ved 

at komme op at skændes. Jeg blev så 

vred over, at de ikke respekterede mit 

valg. Det er igen de meget forskellige 

holdninger til, hvad man skal bruge 

sin krop til. Mine forældre havde jo 

arbejdererfaringen med, at kroppen 

og arbejdet hang sammen. I deres 

verden bestod kvindearbejde i at være 

rengøringskone, syerske, servitrice, 

ekspeditrice. Alt sammen arbejde, 

som giver ødelagte hænder, fødder og 

ben. Kroppen er simpelthen på spil for 

penge! Og i den verden er fotomodellen 

øverst i hierarkiet over attraktive 

kvindeerhverv. 

Mine problemer med at være 

model forstod de simpelthen ikke. 

At sætte sin bare mås og sine flotte 

bryster på spil, så man kunne undgå 

at få studiegæld. De syntes, at det var 

absurd ikke at gøre det. Min mor følte 

sig også stødt over, at jeg samtidig 

skiftede tøjstil. Hun kunne ikke for sin 

død begribe, hvordan det kunne være 

et problem at læse samfundsfag og 

have læbestift på. ‘Ens hjerne holder 

vel ikke op med at fungere, fordi man 

bruger læbestift,’ som hun sagde, og 

det havde hun jo sådan set ret i.“ 

Hvad var problemet ved at læse samfundsfag 

og gå med læbestift? 

- ”Jamen, jeg havde været den 

eneste på hele studiet, som gik med 

læbestift. Vi var midt i rødstrømpebevægelsen. 

Det var fuldstændigt yt. 

Man kan sige, at jeg trak i arbejdstøjet. 

Hvis jeg ikke havde gjort det, så havde 

jeg aldrig fået en uddannelse. Det er 

jeg ganske overbevist om. Jeg kunne 

ikke både kæmpe med de akademiske 

koder og så med, hvorvidt jeg skulle gå 

med læbestift eller ej.“ 

Det var ikke bare læbestiften, 

som blev lagt på hylden i de første år 

som universitetsstuderende. Pia Fris 

Laneth flyttede i kollektiv og meldte 

sig ind i VS. Livet handlede om nye 

erkendelser og lange diskussioner af 

den rigtige akademiske slags, men da 

hendes far en aften havde kørt hende 

hjem fra en familiefrokost, slukkede 

han pludselig motoren og blev siddende 

i bilen. Han havde noget, som 

han gerne ville sige. 

- ”Så sagde han: ‘Mor og jeg er bange 

Blå bog 

Pia Fris Laneth (F. 1956) 

1975 Matematisk student, 

Frederiksberg Gymnasium. 

1985 Cand.scient.adm., Københavns 

Universitet. Pia Fris 

Laneth startede sin karriere 

som skribent for VS’ månedsavis 

Solidaritet og tidsskriftet 

Politisk revy og blev herefter 

ansat i Danmarks Radios 

montagegruppe. Fra 1994 til 

2009 arbejdede hun på Dagbladet 

Information. Derud over 

er hun forfatter til bøgerne 

“Arbejdsmiljø i søgelyset” 

(1993), “Et udviklende arbejde 

(1994) og Lillys Danmarkshistorie” 

(2006). Pia Fris modtog 

i 2007 Kraka-prisen og LO’s 

kulturpris for “Lillys 

Danmarkshistorie”. 

for at miste dig. Vi synes, at du forkaster 

alt det, vi står for … Vi er glade for, 

at du er kommet på universitetet, men 

vi er bange for, at du ikke længere vil 

være os bekendt.’ Han har garanteret 

sagt det, fordi jeg var arrogant i den 

periode. 

Det kan jeg ikke huske, men jeg kan 

huske, hvordan jeg svor, at jeg altid 

ville kendes ved dem, og at de altid 

måtte komme hos mig. Min far har 

taget sig sammen til at tage den snak. 

Det var meget modigt af ham og klart 

set. Ufattelig klart set! Han vidste lige, 

hvad det handlede om, og jeg gjorde 

mig meget umage, for at det ikke 

skulle ende sådan.“ 

Endte det sådan alligevel? 

- ”Det gjorde det jo i en vis forstand, 

fordi min erfaringsverden var 

så anderledes, og fordi jeg valgte et liv, 

som de havde svært ved at se, at der 

skulle være meget lykke i: at arbejde 

hele tiden og ikke have mand og børn. 

‘Hallo, skulle det nu være noget?’ Jeg 

gav dem jo heller ikke muligheden for 

at få børnebørn. I dag hører man, at 

bedsteforældrene har alt for travlt til 

at passe deres børnebørn, men mine 

forældre gik og ventede på at få børnebørn, 

som de kunne passe. Og så fik 

de ikke nogen. Hverken min lillesøster 

eller jeg fik børn, og min storesøster fik 

en dreng, som voksede op i Stockholm. 

Det var mine forældre kede af. Jeg tror 

også, at vores forhold havde været 

anderledes, hvis jeg havde fået børn, 

for så havde jeg haft brug for dem.“ 

Når dine forældre synes, at familien er 

vigtigere end arbejdet, så bliver børnebørn 

vel også så meget vigtigere? 

- ”Ja, og den prioritering synes jeg 

er smuk og vidunderlig. Mit eget selvværd 

er måske bygget på, at jeg vidste, 

at mine søstre og jeg var det vigtigste i 

mine forældres liv. Jeg kunne ikke have 

forestillet mig, at deres arbejde skulle 

være vigtigere for dem end mine søstre 

og mig. Og den tanke er der måske 

nogle børn, som får i dag.“ 

I stedet for børn fik Pia Fris Laneth 

rum til et arbejdsliv, hvor den politiske 

journalistik har været omdrejningspunktet. 

Hendes karriere startede 

med gratis arbejde på venstrefløjens 

blade og er foreløbig endt med 15 år 

som politisk-okonomisk journalist og 

udenrigsredaktør på Dagbladet Infor- 

mation. Det var hendes forældre stolte 

af, selv om de aldrig læste avisen. 

- ”Jeg opdagede først, at det gik mig 

på, at de ikke interesserede sig for mit 

arbejde, da min far skulle dø. Da lavede 

jeg sådan en panikhandling, hvor jeg 

tog tilbage til Information og samlede 

alle mine bedste artikler sammen og 

sendte dem ud på hospitalet med et 

grønt bud sammen med et kærligt brev 

om, at de artikler kunne han jo ligge 

og læse. Det var bindegalt. Manden var 

virkelig syg, og jeg råbte: ‘Far, skynd dig 

lige at se mig! Se mig, se mig!’ Er det 

ikke utroligt?“ 

Pia Fris Laneth kikker på mig, som 

om hun stadig er forundret over sig 

selv. 

- „I dag kan jeg godt se, at det var 

en virkelig barnlig, fortvivlet reaktion 

på, at mine forældre ikke vidste, hvad 

jeg lavede. Jeg troede ikke, at det gik 

mig på, men i den afgørende situation, 

hvor jeg skulle miste min far, betød det 

noget.“ 

[…] 

Artiklen er en forkortet udgave af et interview 

fra bogen “Opdrift. 11 mønsterbrydere 

fortæller” af Johanne Mygind, der for nylig 

udkom på Gyldendal. 

s. 25

s. 26 

højskole 

Portræt 

Æ Wærdensuniversitet 

Aage Rosendal Nielsen 

var iværksætter på en 

helt ny måde i tiden, 

inden begrebet rigtig 

blev opfundet, kørte i 

prangende sportsvogne 

i 60’erne og 70’erne, var 

et stort navn blandt 

NGO’er i FN-bygningen 

på Manhatten, husede 

i Thy anno 1970 John 

Lennon og Yoko Ono, gik 

ind for løsrivelse af Thy 

fra Det Danske Rige 

af jan flemming scheel 

forfatter og tidligere 

forstander på samsø højskole 

april 2009 

thy har mange herligheder. 

I forbindelse med vores planer om 

huskøb i Thy, var min kone og jeg en 

tur inde i et pengeinstitut i Hurup for 

at undersøge finansieringsmuligheder. 

Mens damerne snakkede økonomi og 

ditto forordninger, var jeg en tur ude 

i det åbne kontorlandskab og kiggede 

på biler. På skrivebordene rundt 

omkring stod de fineste, små minibiler 

i prægtige farver. På spørgsmålet om 

det var sparebøsser, fik jeg såmænd 

den besked, at det var reklame for billige 

billån. Da mine øjne havde fanget 

en særlig veludstyret model, fik jeg at 

vide, at de ikke var til salg. Jeg rakte ud 

efter det seneste nummer af Pengenyt ; 

det var ganske gratis. Jeg tog det med 

mig i den tro, at noget, der kommer 

fra en bank og oven i købet er gratis, 

måtte være et nøjere studium værd. 

Vel hjemkommen kiggede jeg i bladet, 

selvom pengesager normalt ikke har 

min store, årvågne interesse. Og så 

alligevel. For den første artikel, jeg 

gav mig i lag med var en artikel om et 

maskinværksted med iværksættere på 

en ny måde. 

Under læsningen kom jeg i tanke 

om en gammel, god, men desværre nu 

afdød ven. Vi havde en hel del tilfælles: 

vores forhold til det smukke køn, 

samtaler med ånd, altid med træsko på 

fødderne på grund af den lave højde 

fra naturens hånd og et besynderligt 

forhold til penge, som vi begge to anså 

for at være forbundet med komplicerede 

opgaver. Han boede de sidste år af 

sit liv i Ringkøbing, og når han skulle 

til arrangementer eller familiefester i 

Thy, var jeg hans chauffør i hans gamle 

skoda. Når vi så sydfra kom til Draget, 

åndede vi lettet op og følte, vi var kommet 

hjem. Luften, lyset og gravhøjene 

på det barmbølgende landskab gav 

vores samtaler et løft, som om der var 

lidt højere til loftet nord for Limfjorden. 

På trods af de individuelle forskelle 

imellem os; han var bondesøn og bar- 

nefødt i Thy, og jeg er fra Vesterbro i 

Dronningens København, tror jeg godt 

jeg kan sige, at vi havde en fælles fascination 

for Thyland. Han var iværksætter 

på en helt ny måde i tiden, inden 

begrebet rigtig blev opfundet, kørte 

i prangende sportsvogne i 60’erne 

og 70’erne, var et stort navn blandt 

NGO’er i FN-bygningen på Manhatten, 

husede i Thy anno 1970 John Lennon 

og Yoko Ono, gik ind for løsrivelse 

af Thy fra Det Danske Rige og skabte 

i Skyum ved Thisted et fænomen, han 

kaldte Æ Wærdensuniversitet. I juli 

2001 fyldte han 80 år, og det fejrede vi 

på behørig vis på Nordvestjysk Folkecenter 

for Vedvarende Energi i Ydby, 

hvor Preben Maegaard og Jane Kruse 

var værter ved en middag for over hundrede 

mennesker i det nye, smukke 

konferencecenter Skibsstedfjord. Her 

findes en mindestue og et arkiv for 

verdensuniversitetets stifter. 

at komme hjem 

Aage er nu endelig kommet hjem, som 

han kaldte dette at dø, og han betroede 

mig et par år før sin død en drøm, 

han havde haft: på en skyfri himmel 

stod i en bue bogstaverne: Velkommen 

hjem. Det havde han engang hørt 

af en mælkekusk, der boede tæt på 

Draget. En dag, da han som stor dreng 

kom hjem på ferie fra sit eksil på Sorø 

Akademi, tilsmilede mælkekusken 

ham med ordene ”velkommen hjem” 

og tilføjede ”Æ ska’ osse snår hjæm, 

men det blywer til himlen”. Og ganske 

rigtigt: det kom han den selv samme 

sommer. 

Nu er Aage også borte, men aldeles 

ikke glemt. Han kom fra en landbrugsejendom 

i Stagstrup i Thy og valgte, 

trods alle traditioner, som den ældste 

søn af en børneflok på fem, at gå fra 

landbruget og ind i skoleverdenen. På 

denne måde delte han skæbne med 

nogle af sine samtidige og rigtig gode 

venner, brødrene Damgaard (tæpper 

og skjorter, restauranter), Lysgaard 

(benzin og senere rederi) og Sørensen 

(JBS-undertøj) fra Herning-kanten. 

Landbruget i 30’erne bød ikke på den 

store fremtid rent økonomisk; krisen 

kradsede, og der opstod ung mandeflugt 

fra Danmarks hovederhverv og til 

byerne med muligheder for indtjening 

på fabrikation og import. Imidlertid 

tog Aage, efter Mellemskoleeksamen 

fra Hurup Realskole (”Hvad hjælper 

det, at vinde alverden, når man tager 

skade på sjælen”) til Sorø Akademi, 

godt hjulpet af førstelæreren, som i 

Aage så en vordende akademiker. Her 

udmærkede han sig ved at dumpe til 

optagelsesprøven til 3.g. Men samme 

dag mødte han graveren, som lod ham 

forstå, at en eksamen ikke var nødvendig, 

når man som simpel graver kunne 

have så mange folk under sig. 

Med et års stipendium fra Danmark-Amerikafonden 

tog han i 1947 

til Grand New College i USA for bl.a. 

at læse teologi. Med i komiteen for 

fonden sad Rektor West fra Sorø, som 

selv havde været med til at lade Aage 

dumpe på Sorø Akademi. Foretagsom 

som han var, begyndte han imidlertid 

også at rejse staterne rundt for at udbrede 

kendskabet til Grundtvig. Han 

var medstifter af SSC, som bragte unge 

amerikanere til Danmark og Norden, 

hvor de fyldte rygsækken op med ånd. 

I 1999 havde det 50 års jubilæum, og 

det indbragte ham et jernrelief med 

hans kontrafej bragt til ham på en 

sækkevogn af Folketingets tidligere 

formand, Erling Olsen. Han var ikke 

begejstret for gaven, og mente, at de 

hellere skulle have givet ham en ny 

bil. Men Aage var ked af ikke at kunne 

deltage i jubilæets festligheder i New 

York. 

verdensuniversiteterne 

Han begyndte i 1959 at arbejde i 

Skyum med New Experimental College, 

som ad åre blev til Verdensuniversitetet. 

Da det bredte sig på verdensplan 

oprettede han i 1969 Association 

for World Education (AWE), som på 

græsrodsplan i FN havde til opgave at 

udbrede ideen om verdensuniversiteterne, 

ikke mindst i den tredje verden. 

Samtidig slog han et slag for, at alle i 

verden skulle have en minimumsløn, 

og at alle skulle have mulighed for 

social og sundhedsmæssig velfærd. Bag 

ideerne om verdensuniversiteterne lå 

Grundtvigs tanke om et anderledes, 

nordisk universitet, hvor den sorte 

skole skulle være en saga blot. Men der 

var mere i det. Stik imod socialdemokratismens 

velfærdsstat og misforståede 

formynderi skulle hver enkelt 

studerende have det fulde ansvar for 

sine studier. Det var lærerne og ikke de 

studerende, der skulle betale for opholdet. 

Der blev indkøbt gårde rundt 

om i Thy med hver deres speciale: filosofi, 

meditation, teater, film osv.; hovedsædet 

for Verdensuniversitet blev 

placeret på gården Fjordvang i Skyum, 

med tennisbane, fælles køkken, stor 

gruppesal, og på udearealerne vandrestier 

som ”Filosofgangen” og ”Tankegangen”. 

Man kunne kalde til tingmøder, 

når man ønskede det, og alle deltog i 

de såkaldte ”celebrationsdineer”, hvor 

ånden fulgte med til bords. 

De sidste år af sit liv holdt han stadig 

fast i de gamle tanker og dannede 

en gruppe i Ringkøbing, der skulle 

arbejde for, at ældre i hele verden 

skulle have en god, åndfuld alderdom 

og en værdig død. Mens John Lennon 

og Yoko Ono var på besøg, påbegyndte 

han bogen Violent Education (Voldelig 

uddannelse!) på baggrund af Lennons 

fredsteorier (Give peace a chance). Da 

jeg sammen med Aage i slutningen af 

1990’erne gik i gang med at redigere 

nogle af de gamle manuskripter, havde 

vi kontakt med Yoko Ono i New York 

med henblik på en donation til vores 

udgivelsesplaner. På hendes foranledning 

skiftede vi den gamle titel ud med 

Peacefull Education. Da han fyldte 80 

år, forærede jeg ham en brochure med 

dele af mit engelske forord, indholdsfortegnelse 

og subskriptionstalon. 

Desværre er det endnu ikke lykkedes 

at rejse den fornødne kapital til 

udgivelsen, og Aages helbred begyndte 

at svigte, men jeg lovede ham på hans 

dødleje at realisere de to udgivelser, 

så de skal nok komme ud på den ene 

eller den anden måde! Heldigvis fik 

han, mens han levede, udgivet et par 

bøger: Kære naboer og venner, tanker 

om et verdensuniversitet norden for lov og 

ret og et engelsksproget ”testamente” 

over sit virke i Lust for learning (lysten 

til lærdom). Han var også medforfatter 

til bogen Counter Culture (modkultur) 

sammen med psykiateren Ronald D. 

Laing. 

penge og samvittighed 

Aage ville aldrig rigtig snakke om 

penge i vores arbejde; penge det var 

noget, de andre havde, og de kom så 

» 

Han var bondesøn og 

barnefødt i Thy, og jeg 

er fra Vesterbro i Dronningens 

København. 

bare, når man mindst ventede det. Det 

kunne så være, når helligånden var over 

én, eller når der var tilpas lavvande i 

kassen. Et eksempel på det sidste var, 

da han, efter lukningen af verdensuniversitetet, 

havde henligget i en lang 

coma på Herning Sygehus og pludselig 

slog øjnene op og fik øje på en af 

Damgaard-brødrene fra Herning, som 

stod og viftede med nøglen til en bil, 

der var købt og betalt og skulle betjene 

Aage i hans otium. Penge kan være en 

hård opdrager, for det er altid ånden 

i vores handlinger (især med hensyn 

til kapital), der er afgørende. Der er 

næppe andre forhold i vores tilværelse, 

der kan give så megen angst og kalde 

så mange dæmoner frem, som når det 

drejer sig om pengesager, indbyrdes 

mellem folk. Vi har en udbredt tilbøjelighed 

til, i den vestlige verden, at betragte 

penge som den rene verdslighed 

til forskel fra det åndelige, som intet 

har med penge at gøre: den indstilling 

er aldeles forkert. Det er formentlig en 

fejlagtig opfattelse, som er påført os af 

Martin Luther’s inddeling i et verdsligt 

regimente og et åndeligt regimente. 

Hans opgør med de katolske pavers og 

kardinalers griskhed med hensyn til 

afladspenge var ellers i 1600-tallet på 

sin plads, men det er desværre senere 

vedblevet med at være protestantismens 

adelsmærke, og det er en fejl. 

En søndag var Aage til frokost hos 

mig og så meget betuttet ud. Vi snakkede 

om det hele, som han plejede at 

sige, men lidt efter lidt begyndte han 

at udtrykke sin dårlige samvittighed 

over alle de penge, han også på andres 

bekostning havde mistet mellem år og 

dag. Da maden var indtaget, og han 

havde sagt farvel, blev jeg siddende i 

mine egne tanker, som så mange gange 

før, når han var gået. Selv syntes jeg 

ikke, Aage skyldte andre noget med 

dette lange liv i fornyelsens og forandringens 

tegn, sine af og til vilde ideer 

og den inspiration, han har afstedkommet 

hos ganske mange mennesker. 

s. 27

s. 28 

debat 

2 sider af samme sag 

En dansker er en dansker 

er en dansker 

En dårlig indvandrer 

er en indvandrer, og 

en god indvandrer er 

en dansker. X-factor og 

den såkaldte bandekrig 

i København har gjort 

det tydeligt, hvordan 

vi omtaler ”personer af 

anden etnisk herkomst”. 

Men er det et problem? 

Søren Espersen og Manu 

Sareen giver deres besyv 

med 

af charlotte kjærholm pedersen 

» 

Jeg ved ikke, om man 

kan tale om racisme, 

men det er som om, at 

der er blevet opbygget 

nogle forskellige arketyper 

i Danmark i forhold 

til kriminelle. 

- manu sareen 

april 2009 

manu sareen: 

de gode og de onde kriminelle 

Det er på inden måde rimeligt, at når 

der er tale om, at nogen har begået 

en kriminel handling, så skal den kulturelle 

baggrund italesættes. Når det 

bliver nævnt i medierne, er der ofte 

slet ingen grund til det. Men der er 

visse medier, som er blevet rigtig gode 

til det. Det påvirker mig og sikkert 

også andre, og det er blevet sådan, at 

det pirrer min nysgerrighed, hvilket 

irriterer mig. Hvis TV2 Lorry rapporterer 

om et overfald, får jeg lyst til at 

vide, hvem det er, men egentlig har det 

ikke nogen relevans. Det mener jeg virkelig 

ikke. Det har kun relevans, hvis 

den handling, der er sket, er kulturelt 

betinget. Ellers er det langt ude, når 

man skriver eller taler om det. 

Jeg ved ikke, om man kan tale om 

racisme, men det er som om, at der 

er blevet opbygget nogle forskellige 

arketyper i Danmark i forhold 

til kriminelle. Der er opstået et skel 

mellem to typer: de gode kriminelle og 

de onde kriminelle. En undersøgelse, 

der blev foretaget for nylig viste, at 

70 % af danskerne mente, at det var 

indvandrernes skyld, at denne konflikt 

var opstået. Men når Jønke så sidder i 

Aftenshowet og udtaler sig om det ene 

og det andet, så er det lige som om, at 

rockerne er gode kriminelle og banderne 

er de onde kriminelle, som ikke 

bliver hørt. 

I forbindelse med ligoptoget på 

Nørrebro skete der også noget i medierne. 

Straks var de ude og mistænkeliggøre, 

hvad det var. Men man glemmer, 

at det ikke kun er en mellemøstlig, 

men også en dansk tradition. Derudover 

var der tale om en familie, som 

er i dyb sorg. De havde mistet deres 

barn. Men alligevel forsøger man at 

mistænkeliggøre dem ud fra forskellige 

og meget underlige betingelser. Der 

var fx nogle, som talte om usømmelig 

omgang med lig. Helt ærlig, hvad er 

det for noget? Medierne er simpelthen 

gået fuldstændig over stregen. 

en følelse af samhørighed 

Det er en juridisk afgørelse, som 

bestemmer, hvornår man er dansk 

statsborger. Men at være dansker er en 

følelse, som kommer fra hjertet. Det 

er følelse af at høre til. Det har ikke 

noget med det jura at gøre. Det er en 

subjektiv oplevelse, som opleves forskelligt 

fra person til person, men som 

grundlæggende handler om at høre til, 

men derudover er det forskelligt, hvad 

der gør, at man føler sig dansk. 

Det er vigtig at sige, at der ikke er 

nogen, som ved, hvad danskhed er, og 

hvad det står for. Der er en tendens til, 

at nogle mennesker bliver ved med at 

snakke om, at det er enormt vigtigt, 

at man bliver dansker. Men der findes 

ingen tjekliste, som man kan krydse 

af. Det ville jo gøre tingene lidt lettere. 

Det er bare lidt latterligt, at man 

har denne ide om danskhed uden at 

kunne forklare og definere den. Man 

taler meget om den, men hvad det lige 

præcist er, er ikke til at forklare. Man 

ønsker, at andre skal blive noget, som 

man ikke selv kan definere. 

Det, som gør, at folk føler sig som 

en del af det her samfund og derved 

også som dansker, er, at man som menneske, 

har en oplevelse af samhørighed 

med det samfund, man lever i. At man 

har en følelse og oplevelse af ejerskab 

og føler sig accepteret. Det er det, som 

får dem til at slå rødder og føle, at de 

er en del af det danske samfund og 

derved får følelsen af at være dansker. 

Men samtidig er det også vigtigt at 

sige, at jeg fx ikke kun opfatter mig 

som dansker. Jeg opfatter mig også 

som københavner, som europæer, som 

inder, men det er ikke uforenelige ting, 

og man behøver ikke at kun være en 

ting, for sådan hænger verden ikke 

sammen i dag. 

søren espersen: 

medierne skal videregive oplysninger, 

ikke skjule dem 

Det er yderst rimelig at nævne folks 

kulturelle baggrund, når de optræder 

i medierne, for det giver nogle 

fornemmelser af, hvad det er for nogle 

specielle grupper, som begår kriminalitet. 

Det er ikke uvæsentlig, hvis man 

skal forebygge den gruppe af personer, 

fx 2. generationsindvandrer af palæstinensisk 

eller pakistansk herkomst, 

som topper i alle kriminalstatistikker. 

Hvorfor er det, at de er de eneste, som 

figurerer på den måde? Men egentlig er 

det den enkelte avis og journalist, som 

skal vurdere, om det skal nævnes. Fx 

så vi under gangsterkrigen to israelere, 

som blev skudt i Odense. Der er det 

vigtigt at få at vide, at det er arabere, 

som har skudt dem. Det er jo fuldstændig 

grotesk, hvis man ikke nævner 

deres etniske tilhørsforhold. 

Jeg kan overhovedet ikke se, at 

der kan være tale om nogen form for 

racisme i den måde, man taler om 

indvandrere på. Man kan se, at det i fx 

Sverige, hvor aviserne aldrig nævner 

etnicitet i forhold til kriminalitet, 

ikke ændrer spor ved det faktum, at 

de har lige så store problemer med 

pakistanske 2. generationsindvandrere, 

som vi har i Danmark. Man forholder 

offentligheden en vigtig oplysning ved 

ikke at nævne det, og det har ingen 

betydning, for kriminalstatistikkerne 

er lige så høje i Sverige, som de er i 

Danmark. De danske medier puster 

ikke til noget eller italesætter noget, 

fordi de betegner personer som 2. 

generationsindvandrer. 

livet for fædrelandet 

Jeg tror på, at man er nødt til at vælge, 

om man vil være dansker eller ej, men 

det kommer jo an på, hvem man er. 

Man kan forlange en vis loyalitet i forhold 

til det frie land, som man er kommet 

til. Man skal ikke bilde sig ind, at 

man kan splitte sig op og være både 

det ene og det andet. Man er nødt til at 

foretage et valg. 

Det er svært at sige lige præcist, 

hvad det er. Fx er Frank Aaen lige så 

meget dansker, som jeg er, selv om 

vi har vidt forskellige værdier. Lad 

mig sige det på den måde, at inden 

indvandringen startede i 60’erne og 

70’erne, var der aldrig nogen, som talte 

om danskhed, for hvorfor skulle man 

det? Det var der ingen særlig grund til. 

Man begyndte først at tale om det, da 

danskheden blev presset. I Sydslesvig 

har man altid snakket om danskhed, 

fordi det er i Tyskland. Min pointe 

er, at man aldrig vil beskæftige sig 

med dette emne, hvis det ikke var et 

problem. Og der har jeg forståelse for, 

at man i dag begynder at snakke om, 

hvad danskhed er for noget. Man er 

jo, som man definerer sig selv. Og jeg 

kan ikke stille regler op for, hvornår 

man kan kalde sig dansker. Det, man 

kan sige, er, at danskheden leves inden 

for Danmarks sikre grænser, men man 

kan ikke definere det på anden måde. 

Sagen er jo, at mange udefra definerer 

sig på en anden måde. De er måske 

muslimer, før de er danskere. De er 

måske mere pakistanske end danske, 

de har måske et ben i hver lejr. 

Hvis man uden tøven er klar til at 

blive slået ihjel for Danmark, så er man 

dansker. At opgive sit liv for sit folk og 

fædreland - det er den eneste definition, 

som er god. Jeg vil egentlig hellere 

sige, at vi har nogle nordiske frihedsværdier, 

som går langt tilbage fra før 

kristendommens indførelse. Vi har en 

fantastisk frihed til at være os selv og 

til at sige, hvad vi vil. Det er en meget 

nordisk måde at se det på. Derudover 

kommer vores religion i anden række. 

» 

Man kan se, at det i fx 

Sverige, hvor aviserne 

aldrig nævner etnicitet i 

forhold til kriminalitet, 

ikke ændrer spor ved det 

faktum, at de har lige 

så store problemer med 

pakistanske 2. generationsindvandrere, 

som 

vi har i Danmark. 

- søren espersen 

Manu Sareen er født i Indien i 

1967 og kom til Danmark, da 

han var fire år gammel. Han 

er uddannet socialpædagog 

og konfliktmægler og har 

siden 2002 siddet i Borgerrepræsentationen 

i København 

for Det Radikale Venstre. Hans 

mærkesager er integration, 

ligestilling og social ulighed. 

Søren Espersen er født i 

1953 i Svenstrup på Himmerland. 

Han er oprindelig uddannet 

journalist og har bl.a. 

arbejdet på BT, Billedbladet 

og som pressechef for Dansk 

Folkeparti 1997-2005. Espersens 

politiske karriere startede 

i Fremskridtpartiet, og han har 

været folketingsmedlem for 

Dansk Folkeparti siden 2005. 

s. 29

s. 30 

højskole 

Navne 

Højskolelærer på Europahøjskole 

på Kalø Jens- 

Kristian Lütken, er valgt til 

landsformand for SILBA, 

som er et støtteinitiativ for 

frihed og demokrati. 

Og så er der gang i 

forstanderkarrusellen. 

Almind Haubjerg Spelling- 

Sørensen hedder den nye 

forstander på Familiehøjskolen 

Skærgården. Der var 

dog ikke så langt: Han har 

fungeret som blandt andet 

lærer og souchef samme 

sted i 21 år. 

Også Aalborg Højskole 

har fået ny kvinde ved 

roret – nemlig nuværende 

konstitueret forstander ved 

Samsø Højskole, Betina 

Møgeltoft. 

Aktiv for folkestyret 

Mindeord over tidligere kulturminister 

Ebbe Lundgaard 

Ebbe Lundgaard er død, og der står 

flotte milepæle tilbage fra hans omfattende 

indsats for folkehøjskolen, folkestyret 

og brugsforeningsbevægelsen. 

Efter en tur rundt om den kongelige 

livgarde blev Ebbe Lundgaard cand. 

mag.. En solid faglig baggrund suppleret 

med et stærkt engagement i 

folkeoplysning førte ham til Grundtvigs 

Højskole, den Frie Lærerskole i 

Ollerup og senere til forstanderposterne 

på Skælskør Folkehøjskole 

og Brandbjerg højskole. Han havde 

også både tillidsposter og arbejde i 

foreningen for Folkehøjskoler, hvor 

han var en markant person fra 1981 til 

1992. Ebbe kunne være kantet, men 

han havde altid en solid dagsorden og 

april 2009 

Ny Timbaland 

på Ry Højskole sidig respekt - både mellem eleverne - 

I dette forår bliver musikstudiet brugt 

flittigt på Ry Højskole af 19-årige 

Azagew Negash. Planen er nemlig, at 

han inden opholdet slutter til sommer, 

skal have indspillet 3 albums, og 

indtil videre går det som planlagt med 

3 sange om ugen. 

At Azagew er på højskole er lidt af 

et tilfælde. Efter at have færdiggjort 

handelsskolen kom han i lære i en 

tøjbutik, men blev fyret pga. finanskrisen, 

men med hjælp fra Jobcentret i 

Silkeborg blev et højskoleophold sat 

i stand. Om valget af Ry Højskole 

fortæller han ” Jeg valgte Ry Højskole, 

fordi man kunne lave musik. Samtidig 

er det også tæt på Silkeborg, men 

indtil videre har jeg faktisk kun været 

hjemme en gang.” Han nyder opholdet 

i Ry, hvor han mener, at der er en gen- 

et krav om, at der skulle være orden og 

perspektiv i sagerne. Han tænkte både 

strategisk og praktisk, og hans indsats 

som folketingsmedlem først i 90´erne 

skabte yderligere respekt om hans person. 

Ikke underligt, at han derfor blev 

kulturminister i 1996. Et embede, som 

han flittigt og stærkt engageret gav en 

masse energi. Han kunne selvfølgelig 

ikke sidde stille, da han stoppede som 

kulturminister, så for vennerne var det 

ikke underligt, at han stillede op til 

posten som formand for FDB og vandt 

klart. Her kom hans organisationstalent 

og store engagement igen til sin 

ret. Og det vigtige hverv som formand 

for Coop Norden fulgte naturligt med. 

Undervejs har Ebbe tilmed haft tid 

til at være medlem både af Skælskør 

byråd og Vejle Amtsråd sideløbende 

med forstanderposterne. Han forlod 

men også mellem lærerne og eleverne, 

men har også store planer om, hvad 

han skal bagefter ”Først vil jeg gerne 

uddanne mig til songwriter og bagefter 

blive producerer. Jeg er god til at lave 

musik, men også dygtig til at sælge og 

det tror jeg, at man kan kombinere på 

den måde, lidt ligesom Timbaland.” 

Azagew vil til enhver tid anbefale 

højskole som sted, man kan tage hen 

som ung, hvis man gerne vil ud af det 

miljø, man kommer fra. Han forklarer 

”Mange af dem, som laver ballade, gør 

det fordi, de ikke ved, hvad de ellers 

skal lave. Det er et råb om hjælp. Og 

jeg tror, at et højskoleophold kan være 

billetten ud af det miljø, for her er der 

plads til alle.” 

/cp 

Det Radikale Venstre, da Ny Alliance 

blev stiftet, men da dette parti viste 

sin flygtighed, droppede Ebbe hurtigt 

medlemskabet og vendte tilbage til 

sit gamle parti. Vi forlod aldrig Ebbe, 

fordi han trods sine markante holdninger 

altid var en givende mod- og 

medspiller. Vi glædede os over hans 

genindmeldelse, og vi står i dag med et 

stort tab, fordi Ebbe Lundgaard havde 

så ufatteligt meget at bidrage med. 

Man kunne støde sig på Ebbes kanter, 

men man måtte altid tage ham alvorligt, 

fordi han kunne meget og ville så 

meget i sager, som rakte ud over ham 

selv og hans egne personlige interesser. 

Af Det Radikale Venstres landsformand, 

Søren Bald, og Det Radikale 

Venstres gruppeformand, Margrethe 

Vestager. 

Nyt fra FFD 

Foreningens 

kalender 

22-23. april 

Informationsseminar 2009 

DGI-byen, København 

27-29. april 

Nordisk Højskolekonference/ 

Vårkonferencen 

Nordiska Folkhögskolan i 

Kungälv 

6. maj 

Netværksmøde for 

Europanetværket 

Silkeborg Højskole 

27. maj 


Kombinationsprojektet 

Århus Idrætshøjskole 

11-12. juni 

FFD’s Årmøde og 

generalforsamling 

Grundtvigs Højskole 

9. september 

Mentorkursus 

17. september 


Europanetværket, efterår 

23-25. september 

Kursus for pedeller, oldfruer 

og rengøringspersonale 

Gymnastikhøjskolen i Ollerup 

23-24. september 

Next practice 

Dalum Landbrugsskole 

23-25. oktober 

Det Europæiske 

Kulturmødetræf 

5-7. november 

Frie Skolers Fællesmøde 

Pt. ukendt, 5.-7. november 

2009 

11-13. november 

Kursus for sekretærer og 

forretningsførere 

Haslev udvidede Højskole 

Mere på www.ffd.dk 

Mentorprojekt 2009 - bevilling 

Undervisningsministeren har i slutningen af marts bevilget midler til, 

at højskolernes mentorprojekt kan fortsætte året ud. Med bevillingen 

kan op til 120 unge komme på højskole med mentorstøtte. 

Se mere på http://www.ffd.dk/indsatsomraader/mentorprojekt-2009 

Årsmøde 2009 

Husk at FFD’s årsmøde løber af stabelen d. 11-12. juni på Grundtvigs 

Højskole. Skoler og personlige medlemmer vil modtage program og 

materiale i anden uge af maj. 

Udover generalforsamlingen vil der være 5 forskellige workshops. 

Om fredagen kommer journalist Rune Lykkeberg og undervisningsminister 

Bertel Haarder. 

Klimaprojektet COme 2gether er i gang 

Civilsamfundets Klimasekretariat, People’s Climate Action, har 

indstillet FFD’s klimaprojekt, COme 2gether - climate action across 

borders til endnu kr. 1,2 millioner ud over de 1,5 millioner som projektet 

allerede har modtaget. Derfor er projektet nu for alvor på skinner. 

11højskoler er aktivt deltagende i projektet og er i uge 33, 2009, vært 

for hver deres klima-camp, som stiller skarpt på klimaudfordringerne 

på en positiv, engagerende og aktiverende måde. Deltagerne skal 

komme fra forskellige sektorer og ca. halvdelen af dem fra udlandet. 

Resultaterne vil bl.a. være formuleret i 7 løfter for fremtiden - som 

bruges som afsæt for lokale Åbent Hus begivenheder i uge 33, en 

stor samlende hovedbegivenhed i København d. 15. august, levende 

oplysning på Borups Højskole under klimatopmødet i december og 

fortsat virtuel videndeling, netværk og debat via bl.a. projektets hjemmeside: 

www.come2gether.com. Her kan alle interesserede samtidig 

finde viden, idéer og kontaktpersoner samt deltage i debat og netværk 

om bæredygtigt klima. 

Rapport om selvejende institutioner 

Undervisningsministeriet har offentliggjort en rapport om de selvejende 

institutioner under overskriften ’Selvejende institutioner - 

styring, regulering og effektivitet’. med udgangspunkt heri er de frie 

skolers foreninger inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe, der gennemgribende 

skal se på muligheder for forenkling - herunder evt. flere 

fælleslove. Arbejdet forventes afsluttet i indeværende kalenderår. 

Denne side redigeres af FFD 

s. 31

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K 

s. 32 

AU 

DET TEOLOGISKE FAKULTET 

AARHUS UNIVERSITET 

NYT OM TEOLOGI OG RELIGION 

Velkommen til et godt miljø på Aarhus Universitet. Vi lægger vægt på at være et levende 

 

NYT 

Ny hjemmeside for skoler og gymnasier: 

Besøg os med dit hold, læs om 

 

din undervisning. 

Se mere på www.teo.au.dk/skoler 

Det Teologiske Fakultet 

...nu med studenterblogs 

ARRANGEMENTER 

16. april 

 

Gæsteforedrag v/Volker Leppin. 

april 2009 

 

 

Ph.d.-forsvar v/ Mette Ebbesen. 

 

Det senmoderne menneske mellem 

magt og afmagt - NLP og bearbejdningen 

af det ubevidste menneske i 

 

Ph.d.-forsvar v/Iben Krogsdal. 

 

Om evolution, religion og kognition. 

Foredrag v/Armin Geertz. 

 

Religion som normsætter. 

 

afslutning af fokusområdet. 

5. maj 

Tro, bøn og hjerneaktivitet. 

 

 

Det etiske subjekt i Luthers teologi. 

Foredrag v/ Svend Andersen. 

Det Teologiske Fakultet i Århus er Danmarks største fagmiljø inden for teologi, religionsvidenskab 

samt arabisk- og islamstudier. Se mere om vores uddannelser, forskning og aktuelle arrangementer 

på www.teo.au.dk 

B

Familieliv 2.0

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?