Familieliv 2.0

s. 22
tendens
Interview
april 2009
Skønhedsdronning
med studenterhue
Pia Fris Laneth er en
ægte mønsterbryder.
Som datter af en syerske
og en tjener var det
bestemt ingen selvfølge,
at den unge fotomodel
først skulle komme i
gymnasiet, senere på
universitetet og ende
som prisbelønnet forfatter
af johanne mygind
foto: klaus holsting
pia fris laneth var lige
startet i 1. g, da det bankede
på døren til klasseværelset.
Nogle studerende havde lavet en politisk
aktion og delte spørgeskemaer ud,
hvor alle eleverne skulle svare på, om
de kom fra overklassen, middelklassen
eller underklassen. Egentlig ville Pia
sætte krydset ved middelklassen, men
da hun hørte, at klassens sagførersønner
og tandlægedøtre også mente, at
de tilhørte middelklassen, sneg en ny
forståelse sig ind på hende.
- „Så vidste jeg bare, hvor jeg hørte
til. Jeg tilhørte underklassen. Jeg kan
huske min beslutsomhed, da jeg satte
mit kryds på spørgeskemaet. Pludselig
forstod jeg, at det ikke var særlig
almindeligt, at en datter af en syerske
og en tjener gik i gymnasiet, at langt de
fleste af mine klassekammeraters forældre
havde en boglig uddannelse. Det
var simpelthen der, hvor det gik op for
mig, at jeg var på vej et andet sted hen,
men også, at jeg fremover ville høre til
de sjældne.“
Pia Fris Laneths øjne lyser, når
hun fortæller historien. Trodsen fra
den varme dag i klasseværelset kan
stadig fremkaldes sammen med alle
de andre erindringer fra et liv i social
opdrift. Nogle af dem kender jeg, for
som læser af Pia Fris Laneths bestseller
Lillys Danmarkshistorie har jeg et intimt
kendskab til hendes familie. På 640
sider har hun spundet slægtens historie
sammen med den store danmarkshistorie
og dokumenteret fremskridt,
kvindekampe og nye livsformer med
billederne fra sit eget familiealbum, for
Lillys Danmarkshistorie er også Pia Fris
Laneths egen historie om de sociale
og politiske forandringer, som gjorde
det muligt for arbejderbarnet at ende
som cand.scient.adm. og journalist på
Information.
- ”Det er ikke kun dejligt at tage de
trin op ad den sociale rangstige, for
det betød, at jeg fjernede mig fra min
familie, og det var de kede af. Og det
var jeg også! Det er meget almindeligt
at omtale Danmark som et homogent
samfund med fælles værdier, men folk
har stadig sociale kontakter inden
for ret begrænsede sociale lag. Så jo
mere jeg uddannede mig, jo længere
blev der mellem mine forældre og
mig. Det handlede ikke om mangel på
kærlighed. Det handlede bare om, at
vores fælles erfaringer blev meget få.
Jeg tror, at mange, som er kommet fra
arbejderklassen ind i den akademiske
verden, har haft den oplevelse af ikke
at høre til på universitetet, samtidig
med at familien syntes, man var blevet
fin på den. Og det skal man ikke i arbejderklassen,
man skal fandeme ikke
være fin på den,“ siger Pia Fris Laneth,
som måske for at illustrere sin pointe
har bestemt, at vi skal spise frokost i
Bjælkehytten ved Søndermarken.
Her har jeg aldrig før mødtes med
en kollega fra medieverdenen, men
Pia Fris Laneth håndterer hjemmevant
smørrebrødsseddel og fadøl.
[…]
arbejderpigen som model
Ville dine forældre så bare have, at du fik
en hvilken som helst uddannelse?
- ”Min far gav mig det råd, at jeg
skulle tage en matematisk studentereksamen,
for den kunne jeg bruge til
mest. Det er fuldstændig forkert, men
han vidste jo ingenting. Han gjorde
det i den bedste mening. Jeg kan heller
ikke huske, at mine forældre nogen
sinde har hjulpet mig med lektierne
eller læst en bog højt for mig. Til
gengæld husker jeg næsten i detaljer,
hvordan jeg har diskuteret Hjemmet og
Familie Journalens romanføljetoner indgående
med min mor og spionhistorier
fra Reader’s Digest med min far. Det var
først, da jeg startede i gymnasiet, at jeg
mødte de borgerlige dannelsesidealer,
og der følte jeg mig helt ved siden af
uden at have sprog for, hvad det var,
der var i vejen.“
Pia Fris Laneth hører til de få
heldige, som både er slående smukke
og imponerende begavede, og hun
står med stolthed ved begge dele. I
Lillys Danmarkshistorie kan man både
se billeder af hendes kåring som Miss
Young International i 1973 og billeder
af en splitternøgen og purung Pia, som
optræder i Ugens Rapport. Den smukke
krop og det hurtige hoved repræsenterede
hver sin vej ud af arbejderklassen.
- ”Jeg er opdraget som en traditionel
arbejderpige, hvilket betyder, at jeg
blev tidligt seksualiseret. Det har altid
været sådan, at arbejderpiger indgår
tidligere seksuelle relationer og bliver
tidligere gift end piger fra middelklassen,
så kønsspillet og dets rekvisitter
kom meget tidligt ind i mit liv. Da jeg
var 14 år, pressede min mor mig meget
stærkt til at blive ‘Dagens pige’ i B.T.,
så der sad jeg i B.T. med langt lyst hår
og en lårkort kjole i stoftryk. Da der
var modeopvisning i Havemanns Magasiner
på Vesterbrogade, opfordrede
min mor mig også til at spørge, om jeg
ikke kunne bruges som mannequin.
Det er typisk for hendes foretagsomhed.
Hun mente, at man selv skulle
gøre noget for at komme frem, men
det viser også, at hun totalt manglede
fornemmelsen for, hvad den verden gik
ud på. Det var selvfølgelig et modelbureau,
som arrangerede modeopvisningen.“
Men hvorfor ville din mor have, at du
skulle være fotomodel?
- ”Hun ville gerne have sine piger
frem i verden. Hun havde selv haft en
drøm om at komme til Amerika og
blive operasanger, så hun havde kunstneriske
ambitioner, og måske var min
mors ambitioner på sine døtres vegne
krydret med drømmen om arbejderpigen,
der klatrer op ad den sociale
rangstige ved at gifte sig med en mand,
som kommer fra en højere socialgrup-
» Pludselig forstod jeg,
at det ikke var særlig
almindeligt, at en datter
af en syerske og en
tjener gik i gymnasiet,
at langt de fleste af
mine klassekammeraters
forældre havde en boglig
uddannelse.
pe end hun selv. Det lå min mor fjernt
at tænke i et langt, sejt træk: først i
folkeskolen, så på gymnasiet, så på
universitet. Det lå alt for langt væk fra
hende. Man kunne lige så godt række
ud efter en stjerne. Men det nemme
spring til stjernerne var enten at blive
fotomodel, mannequin eller skuespillerinde.
‘Tænk bare på Vivi Bak,’ som
hun sagde. Det er det samme, som at
arbejderklassens drenge havde en bro
til stjernerne ved at være cykelrytter
eller bokser eller fodboldspiller.“
Pia Fris Laneth startede alligevel
på Frederiksberg Gymnasium, for i
sommerferierne havde hun arbejdet
som opvasker på den restaurant, hvor
hendes far serverede, og de lange dage
i et lille køkken fyldt med damp havde
jaget hende en skræk i livet: Hvis hun
ville undgå ufaglært, kedeligt og beskidt
arbejde, skulle hun i gymnasiet.
- ”Mine forældre støttede mig i, at
jeg skulle tage en studentereksamen,
men jeg havde svært ved det. Og ikke
kun på grund af min baggrund. Jeg
pjækkede også meget, og jeg røg virkelig
meget hash. Jeg mødte engang min
far midt på Vesterbrogade under en
pjækkedag. Han gav mig mit livs overhaling,
og jeg plejede ellers aldrig at få
s. 23