Familieliv 2.0

s. 16
debat
Kommentarer
Mindeord :
Laurits Kjær Nielsen
af peter buhrmann, forstander
for højskolen østersøen
Det var med stor sorg, at vi på Højskolen
Østersøen modtog budskabet
om Laurits Kjær Nielsens tragiske død
ved en bilulykke fredag den 6. marts.
Laurits Kjær Nielsen blev født den 16.
maj 1935 i Vejerslev på Mors. Han blev
student i 1954 - samme år som han tog
på Askov Højskole, hvor han mødte sin
senere kone Marianne Westy Nielsen
(f. Stephensen). Efter at have uddannet
sig til lærer på Emdrupborg Seminarium
blev han og hans kone ansat
som lærere på Støvring Højskole. Her
arbejdede de indtil 1961. Fra 1961 til
1962 underviste Laurits og Marianne
april 2009
i Norge på Torshus Folkehøjskole,
hvorefter de begge blev ansat som lærere
på Snoghøj Højskole indtil 1966.
I 1966 kom parret til Skørbæk-Ejdrup
Friskole, hvor de var ansat indtil 1978.
Indtil 1977 var han formand for Dansk
Friskoleforening. I 1978 blev Laurits
leder af Bordings Friskole i København,
hvor han var indtil 1987. I 1987
blev Laurits og Marianne ansat som
forstanderpar på Rønshoved Højskole,
og her lagde de alle deres kræfter indtil
1996. Fra 1996 førte Laurits en aktiv
pensionisttilværelse fra Himmerland.
Han var formand for Kulturelt Samråd
i Nibe og modtog i 2006 Nibe kommunes
kulturpris. Han var involveret i
fri- og højskolelivet på alle niveauer, således
også som bestyrelsesformand for
Højskolen Østersøen. Laurits havde
besluttet sig for at træde tilbage som
formand og skulle have aflagt sin sidste
årsberetning for Højskolen Østersøens
skolekreds den 16. april 2009.
Fredag den 6. marts var Laurits
på vej i sin bil til et møde i højskoleforeningen
på Nørgaards Højskole
i Bjerringbro. Som vanligt var han
aktiv i skolelivet. Han blev dræbt
ved Brædstrup. Laurits var indtil det
sidste en stor og afgørende støtte for
Højskolen Østersøen. Hans viden
og erfaring fra skoleverdenen og det
brede kulturliv er uerstattelig. Laurits
havde en sjælden evne til at få andre
til at fremstå i et positivt lys. Selv
var han en mand af pligt og dannet
beskedenhed. Som bestyrelsesformand
for Højskolen Østersøen formåede
han altid at få tingene til at fungere,
også når bølgerne gik højt. Hans altid
åbne sind, hans dygtighed og forstand,
hans imødekommenhed, ja, hele hans
væsen vil blive savnet. Vores tanker
går til Marianne, Laurits’ 3 børn og 8
børnebørn.
Æret være hans minde!
Fra bloggen
www.hojskolebladet.dk
Højskole på trods
Af Erik Lindsøe
[…] Højskolerne har lige nu brug for en
håndfuld nye Jørgen Carlsner. Jørgen har
trukket et sort læs, men både ham og
medierne har slidt på hinanden... Sådan
går det, og sådan er grundvilkårene: En
kommentator har sin tid. Heldigvis og
godt at vide, når man dagligt skal se på
Qvortrup og Engel!
Højskolen er en holdningsskole - med
store ord og mange ord - og med
dygtige, akademiske, indsigtsfulde mennesker
med ånd i behold. Modsat journalister.
75% af journalister har en kort
uddannelse på 3 et halvt år bag sig uden
nogen samfundsmæssig og filosofisk
overbygning. De lider i den grad af mindreværd
overfor store emner. Journalister
er skide gode håndværkere, men deres
viden og indsigt er som opslagsværkets.
Derfor skal man hjælpe dem, tænde dem,
vække dem - folkeoplyse dem. […]
http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/
blog/2009/2/16/debat-er-krise-en-delaf-hoejskolernes-selvforstaaelse
Køng - fortsat
Af Jesper Kristensen
[…] Hvis bestyrelsen ønsker en god og
troværdig debat, så bliver den pinedød
nødt til at holde sig til det faktuelle
og ikke stadig fremstå med urigtige
oplysninger til offentligheden!!!!! Hvilket
igen vil få bestyrelsen til at femstå som
uprofessionel. […]
http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/blog/2009/3/13/debat-kan-enbestyrelse-lukke-en-hoejskole
For de lærde blot?
Af Ole Eriksen
Mange højskoler må til at sætte kursen
efter, at det bliver småt med de såkaldte
4. g’ere - og at der er en stor gruppe bemærkelsesværdige
unge, der skal geares
til en fremtid som aktive medborgere.
Og højskolen siger jo, at lyset ikke kun er
for de lærde... så det handler om at være
omstillingsparat... gå efter de elever, der
er parat til forandring.
http://www.hojskolebladet.dk/oversigt/
nyheder/2009/2/16/notits-gode-tal-framange-skoler/#comments
Pas godt på
jeres forstander
af søren børsting, forstander,
den rytmiske højskole
Kære bestyrelser,
Med fare for at blive kaldt ”tudefjæs”
skriver jeg alligevel dette indlæg, fordi
jeg har oplevet, at der bliver lagt stigende
pres på især, nye forstandere, på
mange skoler rundt i landet. Jeg læste
i sidste nr af højskolebladet, at der var
meget lille tilslutning til foreningens
kursus for bestyrelsesmedlemmer.
Det forstår jeg på mange måder godt.
Bestyrelsesmedlemmerne lægger et
stort arbejde og bruger deres fritid i
højskolens interesse. Det er alligevel
en skam, at der ikke kan skabes noget
mere netværk på tværs af bestyrelserne
rundt i landet.
Min bekymring går mere på, at
jeg oplever mange forstandere, der er
meget pressede og stressede i deres
arbejde. Vi skal tage det overordnede
ansvar for skolens daglige drift.
Det kan handle om alt fra samtaler
med personale, byggeplaner, vagter,
pr-strategi, undervisning, lønforhandlinger,
farven på væggene på elevværelserne,
ansættelser, samtaler med
elever, opfølgning med psykologer og
sagsbehandlere, overskideballeuddeler,
optagelse af mentorelever, arrangementer,
regler, love, cirkulærer osv. osv.
Nu ved jeg godt, at vi langt fra er
alene om alle disse opgaver. Heldigvis
er der generelt en høj entusiastisk arbejdsindstilling
blandt medarbejderne
på højskolerne. Men det er utrolig
vigtigt, at forstanderen har energi og
overskud til alle disse opgaver og frem
for alt til de mennesker, man har meget
tæt inde på livet. Det drejer sig om at
forstå alle de ansatte i de forskellige
faggrupper og sætte sig ind i deres
arbejdsforhold og den del af privatlivet,
som har noget med arbejdet at
gøre. Det drejer sig om at forstå og
”vejlede” eleverne i stort og småt. Det
drejer sig om at have god kontakt med
den omgivende verden og de mennesker,
der henvender sig på skolen med
mange forskellige ønsker og interesser.
Det drejer sig ikke mindst om at sikre
de økonomiske betingelser for at drive
højskole, og have god kontakt med bestyrelsen
som det overordnede organ.
Når jeg skriver alt dette, er det
ikke for at ”tude”, men blot for at give
et lille billede af, hvor mangesidet
forstanderens arbejde er. Det er et
fantastisk givende, men også krævende
arbejde (”livsstil”). Man er meget ”på”
og meget ”tæt på” de mennesker, der er
i berøring med højskolen.
Jeg har snakket med mange af mine
kollegaer, og det er engagerede og generelt
glade mennesker, der lægger et
kæmpe arbejde og meget engagement
og kærlighed i deres højskolevirksomhed.
Nogle har det klart nemmere
end andre, men jeg er ikke sikker på,
at man skal give sig til at tælle timer
og regne timeløn ud, hvis man vil
tiltrække kompetente nye forstandere.
Mit opråb går på ”pas godt på jeres
forstander”. Som jeg oplever det en del
steder i øjeblikket, glemmer bestyrelserne
at ”tage sig af forstanderen”, det
kan vel ikke være vores skoleform, der
skal køre politikken, at vi ”skamrider”
en dygtig forstander til han/hun segner,
eller blot kaster håndklædet i ringen
og finder andet arbejde, inden han/
hun brækker ned. Det er klart, at man
nemt kommer til at lave fejl, når man
er inde i så mange områder, generelt
har et stort arbejdspres og ofte skal
have skaffet mindst 20 elever og helst
til i går.
Det kan være svært at træffe rigtige
beslutninger og nå at være fuldstændig
orienteret i alle sager, når der er pres
på. Men det er ikke i skolens interesse
at skifte forstander ud ca. hvert andet
år. Det giver uro og utryghed blandt
personalet. Det giver ustabilitet for
eleverne. Det koster ressourcer både
pædagogisk og økonomisk, og det
giver dårlig kontinuitet. De, der er
nærmest til at tage sig af forstanderen,
er bestyrelsen. Held og lykke med det.
Donslund
de luxe
hede dikatordrømme
Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen
slog igennem. Derfor købte han
et bageri og satte sønnerne i bagerlære.
Min farfar fik kone, bageri og otte børn
og døde 42 år gammel. Min far blev
således bager, da han var 11. Han var
B-menneske og måtte have vækkeuret
til at stå flere meter fra sengen. Han
døde trekvart år efter, han havde lagt
dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og
de var nogle mænd, der bed tænderne
sammen og gjorde familiens vilje til deres
egen vilje. Den fælles vilje var individets
skæbne.
Jeg længes efter en
konge, en dronning, en
Mærsk, der ejer alle
højskoler og laver virksomhedsplan
og strategi.
Den fælles vilje i min generation har
været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke
underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab.
Højskolen er også på flugt. Der
er en vaklen i bevægelsen, som sætter
underlige længsler i gang. Jeg længes
efter en diktator. Jeg længes efter en
konge, en dronning, en Mærsk, der ejer
alle højskoler og laver virksomhedsplan
og strategi, så vi ikke kopierer hinanden,
men uddelegerer opgaverne til de steder,
hvor de bedst bliver løst. Jeg længes
efter en coach, der ligesom min gamle
volleytræner ser det hele udefra, samler
os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger:
“Du går derhen, og du går derhen.” Jeg
ved ikke, om min længsel er modnet
med umodne år, men den minder om
Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer
og pludselig død. Fordi det
er en længsel efter totalitet og skarpe
konturer. Måske har viljen to bevægelser.
Den ene samler os i en fælles vilje, vi
ikke selv kan styre, men som suger os
ind i fællesskabet, mens den anden ”frie
vilje” kæmper for at komme ud af det
konstant. Mine hede diktatordrømme
kan være et symptom på, at højskolerne
savner fælleskurs, omvendt kan de også
advare os om, at den frie verdens fællesvilje
er på vej mod totalitet.
Anne-Marie Donslund er forfatter
og lærer på Vallekilde Højskole
s. 17