Familieliv 2.0

s. 28
debat
2 sider af samme sag
En dansker er en dansker
er en dansker
En dårlig indvandrer
er en indvandrer, og
en god indvandrer er
en dansker. X-factor og
den såkaldte bandekrig
i København har gjort
det tydeligt, hvordan
vi omtaler ”personer af
anden etnisk herkomst”.
Men er det et problem?
Søren Espersen og Manu
Sareen giver deres besyv
med
af charlotte kjærholm pedersen
»
Jeg ved ikke, om man
kan tale om racisme,
men det er som om, at
der er blevet opbygget
nogle forskellige arketyper
i Danmark i forhold
til kriminelle.
- manu sareen
april 2009
manu sareen:
de gode og de onde kriminelle
Det er på inden måde rimeligt, at når
der er tale om, at nogen har begået
en kriminel handling, så skal den kulturelle
baggrund italesættes. Når det
bliver nævnt i medierne, er der ofte
slet ingen grund til det. Men der er
visse medier, som er blevet rigtig gode
til det. Det påvirker mig og sikkert
også andre, og det er blevet sådan, at
det pirrer min nysgerrighed, hvilket
irriterer mig. Hvis TV2 Lorry rapporterer
om et overfald, får jeg lyst til at
vide, hvem det er, men egentlig har det
ikke nogen relevans. Det mener jeg virkelig
ikke. Det har kun relevans, hvis
den handling, der er sket, er kulturelt
betinget. Ellers er det langt ude, når
man skriver eller taler om det.
Jeg ved ikke, om man kan tale om
racisme, men det er som om, at der
er blevet opbygget nogle forskellige
arketyper i Danmark i forhold
til kriminelle. Der er opstået et skel
mellem to typer: de gode kriminelle og
de onde kriminelle. En undersøgelse,
der blev foretaget for nylig viste, at
70 % af danskerne mente, at det var
indvandrernes skyld, at denne konflikt
var opstået. Men når Jønke så sidder i
Aftenshowet og udtaler sig om det ene
og det andet, så er det lige som om, at
rockerne er gode kriminelle og banderne
er de onde kriminelle, som ikke
bliver hørt.
I forbindelse med ligoptoget på
Nørrebro skete der også noget i medierne.
Straks var de ude og mistænkeliggøre,
hvad det var. Men man glemmer,
at det ikke kun er en mellemøstlig,
men også en dansk tradition. Derudover
var der tale om en familie, som
er i dyb sorg. De havde mistet deres
barn. Men alligevel forsøger man at
mistænkeliggøre dem ud fra forskellige
og meget underlige betingelser. Der
var fx nogle, som talte om usømmelig
omgang med lig. Helt ærlig, hvad er
det for noget? Medierne er simpelthen
gået fuldstændig over stregen.
en følelse af samhørighed
Det er en juridisk afgørelse, som
bestemmer, hvornår man er dansk
statsborger. Men at være dansker er en
følelse, som kommer fra hjertet. Det
er følelse af at høre til. Det har ikke
noget med det jura at gøre. Det er en
subjektiv oplevelse, som opleves forskelligt
fra person til person, men som
grundlæggende handler om at høre til,
men derudover er det forskelligt, hvad
der gør, at man føler sig dansk.
Det er vigtig at sige, at der ikke er
nogen, som ved, hvad danskhed er, og
hvad det står for. Der er en tendens til,
at nogle mennesker bliver ved med at
snakke om, at det er enormt vigtigt,
at man bliver dansker. Men der findes
ingen tjekliste, som man kan krydse
af. Det ville jo gøre tingene lidt lettere.
Det er bare lidt latterligt, at man
har denne ide om danskhed uden at
kunne forklare og definere den. Man
taler meget om den, men hvad det lige
præcist er, er ikke til at forklare. Man
ønsker, at andre skal blive noget, som
man ikke selv kan definere.
Det, som gør, at folk føler sig som
en del af det her samfund og derved
også som dansker, er, at man som menneske,
har en oplevelse af samhørighed
med det samfund, man lever i. At man
har en følelse og oplevelse af ejerskab
og føler sig accepteret. Det er det, som
får dem til at slå rødder og føle, at de
er en del af det danske samfund og
derved får følelsen af at være dansker.
Men samtidig er det også vigtigt at
sige, at jeg fx ikke kun opfatter mig
som dansker. Jeg opfatter mig også
som københavner, som europæer, som
inder, men det er ikke uforenelige ting,
og man behøver ikke at kun være en
ting, for sådan hænger verden ikke
sammen i dag.
søren espersen:
medierne skal videregive oplysninger,
ikke skjule dem
Det er yderst rimelig at nævne folks
kulturelle baggrund, når de optræder
i medierne, for det giver nogle
fornemmelser af, hvad det er for nogle
specielle grupper, som begår kriminalitet.
Det er ikke uvæsentlig, hvis man
skal forebygge den gruppe af personer,
fx 2. generationsindvandrer af palæstinensisk
eller pakistansk herkomst,
som topper i alle kriminalstatistikker.
Hvorfor er det, at de er de eneste, som
figurerer på den måde? Men egentlig er
det den enkelte avis og journalist, som
skal vurdere, om det skal nævnes. Fx
så vi under gangsterkrigen to israelere,
som blev skudt i Odense. Der er det
vigtigt at få at vide, at det er arabere,
som har skudt dem. Det er jo fuldstændig
grotesk, hvis man ikke nævner
deres etniske tilhørsforhold.
Jeg kan overhovedet ikke se, at
der kan være tale om nogen form for
racisme i den måde, man taler om
indvandrere på. Man kan se, at det i fx
Sverige, hvor aviserne aldrig nævner
etnicitet i forhold til kriminalitet,
ikke ændrer spor ved det faktum, at
de har lige så store problemer med
pakistanske 2. generationsindvandrere,
som vi har i Danmark. Man forholder
offentligheden en vigtig oplysning ved
ikke at nævne det, og det har ingen
betydning, for kriminalstatistikkerne
er lige så høje i Sverige, som de er i
Danmark. De danske medier puster
ikke til noget eller italesætter noget,
fordi de betegner personer som 2.
generationsindvandrer.
livet for fædrelandet
Jeg tror på, at man er nødt til at vælge,
om man vil være dansker eller ej, men
det kommer jo an på, hvem man er.
Man kan forlange en vis loyalitet i forhold
til det frie land, som man er kommet
til. Man skal ikke bilde sig ind, at
man kan splitte sig op og være både
det ene og det andet. Man er nødt til at
foretage et valg.
Det er svært at sige lige præcist,
hvad det er. Fx er Frank Aaen lige så
meget dansker, som jeg er, selv om
vi har vidt forskellige værdier. Lad
mig sige det på den måde, at inden
indvandringen startede i 60’erne og
70’erne, var der aldrig nogen, som talte
om danskhed, for hvorfor skulle man
det? Det var der ingen særlig grund til.
Man begyndte først at tale om det, da
danskheden blev presset. I Sydslesvig
har man altid snakket om danskhed,
fordi det er i Tyskland. Min pointe
er, at man aldrig vil beskæftige sig
med dette emne, hvis det ikke var et
problem. Og der har jeg forståelse for,
at man i dag begynder at snakke om,
hvad danskhed er for noget. Man er
jo, som man definerer sig selv. Og jeg
kan ikke stille regler op for, hvornår
man kan kalde sig dansker. Det, man
kan sige, er, at danskheden leves inden
for Danmarks sikre grænser, men man
kan ikke definere det på anden måde.
Sagen er jo, at mange udefra definerer
sig på en anden måde. De er måske
muslimer, før de er danskere. De er
måske mere pakistanske end danske,
de har måske et ben i hver lejr.
Hvis man uden tøven er klar til at
blive slået ihjel for Danmark, så er man
dansker. At opgive sit liv for sit folk og
fædreland - det er den eneste definition,
som er god. Jeg vil egentlig hellere
sige, at vi har nogle nordiske frihedsværdier,
som går langt tilbage fra før
kristendommens indførelse. Vi har en
fantastisk frihed til at være os selv og
til at sige, hvad vi vil. Det er en meget
nordisk måde at se det på. Derudover
kommer vores religion i anden række.
»
Man kan se, at det i fx
Sverige, hvor aviserne
aldrig nævner etnicitet i
forhold til kriminalitet,
ikke ændrer spor ved det
faktum, at de har lige
så store problemer med
pakistanske 2. generationsindvandrere,
som
vi har i Danmark.
- søren espersen
Manu Sareen er født i Indien i
1967 og kom til Danmark, da
han var fire år gammel. Han
er uddannet socialpædagog
og konfliktmægler og har
siden 2002 siddet i Borgerrepræsentationen
i København
for Det Radikale Venstre. Hans
mærkesager er integration,
ligestilling og social ulighed.
Søren Espersen er født i
1953 i Svenstrup på Himmerland.
Han er oprindelig uddannet
journalist og har bl.a.
arbejdet på BT, Billedbladet
og som pressechef for Dansk
Folkeparti 1997-2005. Espersens
politiske karriere startede
i Fremskridtpartiet, og han har
været folketingsmedlem for
Dansk Folkeparti siden 2005.
s. 29