Familieliv 2.0

s. 20
tendens
Nedslag
Essay:
De nordiske lande er
ikke længere homogene
samfund. Alligevel
trives forestillingen om
racerenhed. Den
amerikansk-norske
forfatter Siri Hustvedt
om at vokse op med flere
identiteter
af siri hustvedt
(F. 1955) Forfatter, digter,
essayist. Født og opvokset i
Minnesota, USA med en norsk
mor og en norsk-amerikansk
far. Især hendes roman “Det
jeg Elskede” høstede ros fra
kritikerne. Gift med den
amerikanske forfatter Paul
Auster.
Foto: Gorm Valentin
april 2009
Skandinavien
jeg er ikke sikker på, at jeg
som barn overhovedet vidste, hvad
Skandinavien betød. Det var hyllet i
en kulturel tåge, som på en eller anden
måde drev hen over mig og mine, men
hvorfor eller hvordan stod mig slet
ikke klart. Jeg var allerede en splittet
person. Som pige, bosat i Amerika med
en norsk mor og en norsk-amerikansk
far, talte jeg norsk, før jeg talte engelsk.
Men det landlige Minnesota var min
daglige verden; Norge var en anden
verden. Som fireårig havde jeg i 1959
tilbragt fem måneder i Bergen sammen
med min mor og min søster. Indtil jeg
i 1967 vendte tilbage i et år sammen
med min familie, levede Norge i mit
indre som et virvar af ufuldstændige
brudstykker - isolerede erindringer
(mine hænder i en stikkelsbærbusk, en
appelsin liggende i sneen, min ældre
fætters gråd ved middagsbordet), ting
i hjemmet (kommoder og porcelæn,
fotografier og malerier på væggen),
mad (især risengrød, blotkake og nogle
små chokolader, der hed Twist), mine
forældres historier og enkelte betydningsfulde
ord. I de syv år mellem
mine besøg i barndommen glemte jeg
stort set norsk.
Fordelen ved ikke at bo et sted er,
at det bliver ren forestilling. Påvirket
af en mor, som led af hjemve, og en far,
hvis identifikation med det immigrantsamfund,
han voksede op i, fik ham
til at blive professor i norsk sprog og
litteratur, faldt jeg for en illusion om et
ideelt andet sted, et fortryllet kongerige
af trolde og nisser og fiskeboller, af
Ibsen, Hamsun og Munch, et fantastisk
derovre, hvor børnene var gladere
og sundere, gulvene renere og folk
venligere og retfærdigere. Mine forældre
var ikke ukritiske over for Norge,
men nærede begge tilbøjelighed for en
form for nationalisme, som florerer i
meget små kulturer, formet af et fremmed
herredømmes ydmygelser. Det
ville i Norges tilfælde sige Danmark og
dernæst Sverige. På et tidspunkt opdagede
jeg, at disse tre lande tilsammen
udgjorde Skandinavien. Til trods for
det fædrelandshysteri, der hvert år den
17. maj udfoldede sig for at udbasunere
vores selvstændighed fra Sverige, viste
det sig, at vi på en eller anden måde var
i familie med dem, og ikke kun dem,
også danskerne. Det tog nogen tid at
få rede på dette begreb, men til sidst
trængte det ind i mit unge hoved, og
jeg kom efterhånden til at acceptere
det.
Det sammenholdende princip i
Skandinavien er ikke geografi, men
sprog. Hvis man kan et af de tre sprog,
er de to andre nemme at klare med en
smule anstrengelse - på skrift i hvert
fald. Dansk, som jeg så udmærket forstår
på tryk, kan i en indfødts mund og
hals hurtigt blive til en række lyde, der
ikke er til at skelne fra hinanden, og
svensk kan, skønt det er nemmere at
forstå, også glide ud i behagelig musik,
når jeg ikke hører godt efter. Og dog er
der så mange ord, der tilhører alle tre
sprog, og mere end noget andet er det
sprog, som former vores opfattelse af
verden, som trækker de streger og skaber
de grænser, der gør det derude læseligt.
Det er en arv fra min barndom,
at jeg er en norsk amerikaner, som ikke
føler sig helt amerikansk, men heller
ikke helt norsk. Hvis jeg ikke talte
norsk, ville jeg ganske afgjort føle mig
fremmed over for det lands kultur på
en langt mere dybtgående måde. Det
er sproget, der forlokker mig til at føle
forbindelsen til en fortid, som strækker
sig bagud til en tid længe før, jeg
blev født. Det norske sprogs ordforråd
og tonefald lever stadig i mig, og de
hjemsøger tilmed mit engelsk. Min
prosa er afgjort protestantisk, og selv
om Skandinavien ikke længere udelukkende
er protestantisk, blev dets sæder
og skikke, dets kultur dybt påvirket
af denne billedstormende, nøgne og
ensomme udgave af kristendommen.
det skandinaviske lys
Til forskel fra engelsk er de skandinaviske
sprog ordfattige. Med Vilhelm
Erobreren i 1066 og tilførslen af det
latinske fransk til angelsaksisk opstod
det, vi nu kender som engelsk. Og dog
er det netop det fattige ordforråd, der
giver skandinaviske forfattere muligheder,
engelske forfattere ikke har. Et
ord som lys på norsk - der betyder både
light og candle - tillader gentagelser,
tvetydigheder og dybder, der ikke er
mulige på engelsk. Lys er ladet med viden
om mørke, om sommer og vinter,
om dyrebare lange dage med lys i modsætning
til lange dage med mørke og
skyer. I Bergen, hvor jeg gik i gymnasiet
i et år, regnede det så meget, at når
solen skinnede, gav myndighederne os
fri fra skole. Selv efter at have boet i
Minnesota i mange år vendte min mor
gerne ansigtet mod solen og lukkede
øjnene, som om de varme stråler hvert
øjeblik kunne forsvinde. Måske ligger
mørket også bag de allestedsnærværende
stearinlys i skandinaviske hjem,
hvor de tændes selv om dagen og skinner
i stuer om aftenen. Den nordiske
oplevelse af mørke og lys er uoversættelig.
Modsætningen mellem dem skal
leves korporligt. Jeg har tit undret mig
over, hvad immigranter til Skandinavien
må føle, når de ankommer fra
steder, hvor sommer og vinter ikke er
så radikalt defineret af lys og mørke,
hvor mærkeligt det må være at købe
ind i eftermiddagens skumle lys eller
se sommersolen sent om aftenen. Jeg
har spekuleret på, hvordan det ændrer
rytmen i deres liv og betydningen af
ordene lys og mørke i deres modersmål.
Min farmor og farfar og min far, ingen
af dem født i Norge, talte alle engelsk
med norsk accent. Deres norsk lignede
imidlertid ikke det sprog, der tales på
den anden side af Atlanten. Deres tale
var spækket med vendinger fra det 19.
århundrede og isprængt blandformer
- navneord lånt fra engelsk og givet et
køn - ord for ting uden norsk modstykke.
et forvandlet skandinavien
Så meget står fast: Ligesom resten af
Europa er Skandinavien ikke længere
homogent. Det stereotype billede
af den høje, bleghudede, lyshårede
lutheraner (de eneste stående træk,
jeg legemliggør i et og alt) er blevet en
anakronisme og afløses gradvis af en
række forskellige kropstyper, ansigter
og religioner. Jeg for min del hilser
et forandret billede af Skandinavien
velkommen, fordi migrationer af mennesker
fra derovre altid giver nyt liv til
kulturen her. Menneskers bevægelse
skaber nye ord, nye tanker, og inspirerer
til ny kunst. Jeg er et produkt af en
immigrantkultur i Midtvesten og bor
nu i New York City, hvor fyrre procent
af mine medbeboere er født i et andet
land. Under en af mine sidste rejser til
Oslo satte jeg mig ind i en taxi, opgav
en adresse og indledte en samtale med
chaufføren. Hans far var født i Pakistan,
men han selv i Norge. Det havde
han ikke behøvet at fortælle mig; hans
Oslo-dialekt var umiskendelig.
Mens det er sandt, at immigranter
altid genopliver det land, de kommer
til, skaber deres tilstedeværelse også
konflikt. I De Forenede Stater, hvor
vi alle, med undtagelse af de indfødte
amerikanere, er kommet et andet sted
fra, blev overlegenhed målt i generationer.
Jo længere ens familie havde boet i
Amerika, desto bedre. Da jeg i 1972-73
boede i Bergen, var der ingen immigranter
i byen; alligevel blev jeg med
en regelmæssighed, som hver eneste
gang overraskede mig, angrebet for mit
lands racisme, skønt jeg lidenskabeligt
gik ind for borgerrettigheder. Efter
bølgen af pakistansk immigration til
Norge, vendte jeg tilbage og konstaterede,
at folk ganske selvfølgeligt
kom med racistiske bemærkninger og
var ofre for nedsættende stereotyper.
Kort sagt, de sagde ting, som ville have
været bandlyst i De Forenede Stater.
I lighed med meningsfæller verden
over gør højreorienterede politikere i
Skandinavien sig skyldige i at tænke i
modsætningen os og dem, i at udnytte
uvidenhed og frygt for at opretholde
en fiktion om ”nationen”, ikke som
en fælles geografi eller et fælles sprog,
men nationen som blod eller baggrund.
Det er altid farligt, og det lugter
uvægerligt af den hæsligste af alle
forestillinger: racerenhed. I De Forenede
Stater er et af de besynderligste
resultater af vores racistiske kultur, at
mennesker med meget bleg hud, men
en vis afrikansk afstamning, som Lena
Horne eller Colin Powell, uvægerligt
kaldes ”sorte” snarere end ”hvide”.
Nazisternes racelove skabte det mest
latterlige hårkløveri om procenter af
jødiskhed i befolkningen, en fuldkommen
absurd forestilling i et land, hvor
jøder havde levet i hundreder af år og
lige så længe giftet sig med ikkejøder. I
den ganske lille verden af immigranter
og deres børn og børnebørn, hvor min
far tilbragte sine drengeår, blev svenskerne
og danskerne i nabosamfund
ikke betragtet som sproglige slægtninge
med vigtige historiske og kulturelle
forbindelser til nordmænd. De
var fremmede. Og dog, ingen historie
uden forandring. Den verden, min far
kendte, er for altid borte. På universitetet
kendte jeg en person med en baggrund,
han beskrev som ”delvis svensk,
delvis tysk og delvis sioux-indiansk.”
Min datter omtaler sig selv som ”halvt
norsk” og ”halvt jødisk”. Skandinavien
er et ord, hvis betydninger er under
forvandling. Dets utallige henvisninger
og betydninger er i færd med at blive
bestemt, og vi kan kun håbe, at det vil
stå som et tegn på indlemmelse, ikke
udelukkelse.
Oversat fra engelsk af Karsten Sand
Iversen.
»
Jeg har tit undret mig
over, hvad immigranter
til Skandinavien må
føle, når de ankommer
fra steder, hvor sommer
og vinter ikke er
så radikalt defineret
af lys og mørke, hvor
mærkeligt det må være
at købe ind i eftermiddagens
skumle lys eller
se sommersolen sent om
aftenen.
s. 21