Familieliv 2.0

s. 24
skældud. Hvad jeg lavede der, hvorfor
jeg ikke var i skole? Han råbte og skreg
og sagde, at hvis jeg ikke passede min
skole, så kunne jeg tage et arbejde. Det
skulle jeg ikke byde ham. Hvis han
betalte for mig, selv om jeg var 15 år og
godt kunne tjene mine egne penge, så
skulle han også have noget ud af det.
Efter det begyndte jeg at tænke på,
om jeg ikke kunne tjene penge på en
nemmere måde end ved at gå uendelig
mange år i skole, og så blev jeg fotograferet
til Ugens Rapport. Det tjente jeg
1.500 kroner på. Det var altså virkelig
fristende. Mit fritidsjob i en bagerbutik
gav kun 15 kroner i timen. Jeg havde
selvfølgelig fået lov af mine forældre.
De syntes også, at 1.500 kroner var
mange penge.“
Pia Fris Laneths mor var en aktiv
medspiller, da det kom til at forvalte
sin datters nye karriere som fotomodel.
Accepten af nøgenbillederne
blev til rendyrket stolthed, da Pia
Fris vandt en skønhedskonkurrence i
Køge og senere blev sendt af sted som
nationens repræsentant til en international
skønhedskonkurrence. Her
troppede Pia op med kufferten fuld af
nyt, hjemmesyet tøj og i skarp træning
hjemmefra med at plukke øjenbryn
og kunsten at sætte sig, sidde og rejse
sig igen med samlede ben. Til gengæld
kom morens omsorg til kort, da den
nykårede Miss Young International
efter sin studentereksamen besluttede
sig for at indskrive sig på sit drømmestudium:
samfundsfag på Københavns
Universitet.
- ”Mine forældre havde ikke noget
at sige til mit studievalg. De tog for
givet, at jeg skulle have et arbejde,
for det havde kvinderne i min familie
altid haft, men de kendte intet til
den akademiske verden. I dag sidder
min mand og jeg jo med hans døtre
og diskuterer deres uddannelsesmuligheder.
Vi hjælper dem med at
finde oplysninger, fordi vi kender det
akademiske landskab og mulighederne
bagefter. Det var der ikke nogen, som
gjorde i min familie. De ville ikke ane
forskellen på statskundskab i Århus
og sambas på RUC eller økonomi i
København.“
begrænsede forventninger
Hvilke drømme havde de så på dine vegne?
- ”Uddannelse, mand, hus og børn.“
Og ikke for meget arbejde?
- ”Præcis. Mine forældre havde ikke
forestillet sig, at mit akademiske ar-
april 2009
bejde ville sluge mig. At det sjældent er
noget, som man holder inden for 40 timer.
Det var en kilde til stadig undren.
Hvorfor fanden jeg skulle arbejde så
meget? Mine forældre undrede sig også
over, hvordan mit studium pludselig
kunne tage ti år, når det var normeret
til syv, og de forstod det heller ikke, da
jeg senere begyndte at arbejde gratis
for venstreorienterede aviser.“
En gennemsigtig indisk bluse uden
bh, en cowboynederdel til knæene og
plateausandaler med korksåler. Pia
Fris Laneth kan stadig huske i detaljer,
hvordan hun så ud, da hun for første
gang gik op ad trapperne til Institut
for Samfundsfag. Højtideligheden blev
afbødet lidt af, at det væltede ind
» Da jeg var 14 år,
pressede min mor mig
meget stærkt til at blive
‘Dagens pige’ i B.T., så
der sad jeg i B.T. med
langt lyst hår og en lårkort
kjole i stoftryk.
med andre nye studerende. Årgang 75
var så stor, at den var ved at sprænge
lokalerne i den røde murstensbygning
i Rosenborggade, men mellem alle de
nye studerende var der ikke andre, som
lod sig fotografere til mandeblade og
reklamer for fjernsyn.
- ”Jeg tror, jeg gik mere udfordrende
klædt end de andre. Jeg kan
ikke huske, at der var andre, der kom
i plateausandaler eller gennemsigtige
bluser. Det var sgu højeste mode på det
tidspunkt, men det gjorde de andre piger
ikke. Jeg var den der seksualiserede
arbejderpige med mine høje hæle. Det
kan du også se i dag, hvis du tager ud
til et traditionelt arbejderklassekvarter.
Pigerne er meget mere seksuelt
udfordrende klædt på.“
[…]
samfundsfag og læbestift
I 1970’erne stod der et år en papfigur
med et billede af Pia Fris Laneth ved
hver en isbod i sommerlandet. Jobbet
for Frisko-is var et af modelkarrierens
mere indbringende job, men da firmaet
ringede igen året efter, sagde hun nej.
Det kunne forældrene slet ikke forstå.
- ”Min mor og far pressede mig
nærmest til at sige ja. Det var faktisk
en af de få gange, hvor vi var lige ved
at komme op at skændes. Jeg blev så
vred over, at de ikke respekterede mit
valg. Det er igen de meget forskellige
holdninger til, hvad man skal bruge
sin krop til. Mine forældre havde jo
arbejdererfaringen med, at kroppen
og arbejdet hang sammen. I deres
verden bestod kvindearbejde i at være
rengøringskone, syerske, servitrice,
ekspeditrice. Alt sammen arbejde,
som giver ødelagte hænder, fødder og
ben. Kroppen er simpelthen på spil for
penge! Og i den verden er fotomodellen
øverst i hierarkiet over attraktive
kvindeerhverv.
Mine problemer med at være
model forstod de simpelthen ikke.
At sætte sin bare mås og sine flotte
bryster på spil, så man kunne undgå
at få studiegæld. De syntes, at det var
absurd ikke at gøre det. Min mor følte
sig også stødt over, at jeg samtidig
skiftede tøjstil. Hun kunne ikke for sin
død begribe, hvordan det kunne være
et problem at læse samfundsfag og
have læbestift på. ‘Ens hjerne holder
vel ikke op med at fungere, fordi man
bruger læbestift,’ som hun sagde, og
det havde hun jo sådan set ret i.“
Hvad var problemet ved at læse samfundsfag
og gå med læbestift?
- ”Jamen, jeg havde været den
eneste på hele studiet, som gik med
læbestift. Vi var midt i rødstrømpebevægelsen.
Det var fuldstændigt yt.
Man kan sige, at jeg trak i arbejdstøjet.
Hvis jeg ikke havde gjort det, så havde
jeg aldrig fået en uddannelse. Det er
jeg ganske overbevist om. Jeg kunne
ikke både kæmpe med de akademiske
koder og så med, hvorvidt jeg skulle gå
med læbestift eller ej.“
Det var ikke bare læbestiften,
som blev lagt på hylden i de første år
som universitetsstuderende. Pia Fris
Laneth flyttede i kollektiv og meldte
sig ind i VS. Livet handlede om nye
erkendelser og lange diskussioner af
den rigtige akademiske slags, men da
hendes far en aften havde kørt hende
hjem fra en familiefrokost, slukkede
han pludselig motoren og blev siddende
i bilen. Han havde noget, som
han gerne ville sige.
- ”Så sagde han: ‘Mor og jeg er bange
Blå bog
Pia Fris Laneth (F. 1956)
1975 Matematisk student,
Frederiksberg Gymnasium.
1985 Cand.scient.adm., Københavns
Universitet. Pia Fris
Laneth startede sin karriere
som skribent for VS’ månedsavis
Solidaritet og tidsskriftet
Politisk revy og blev herefter
ansat i Danmarks Radios
montagegruppe. Fra 1994 til
2009 arbejdede hun på Dagbladet
Information. Derud over
er hun forfatter til bøgerne
“Arbejdsmiljø i søgelyset”
(1993), “Et udviklende arbejde
(1994) og Lillys Danmarkshistorie”
(2006). Pia Fris modtog
i 2007 Kraka-prisen og LO’s
kulturpris for “Lillys
Danmarkshistorie”.
for at miste dig. Vi synes, at du forkaster
alt det, vi står for … Vi er glade for,
at du er kommet på universitetet, men
vi er bange for, at du ikke længere vil
være os bekendt.’ Han har garanteret
sagt det, fordi jeg var arrogant i den
periode.
Det kan jeg ikke huske, men jeg kan
huske, hvordan jeg svor, at jeg altid
ville kendes ved dem, og at de altid
måtte komme hos mig. Min far har
taget sig sammen til at tage den snak.
Det var meget modigt af ham og klart
set. Ufattelig klart set! Han vidste lige,
hvad det handlede om, og jeg gjorde
mig meget umage, for at det ikke
skulle ende sådan.“
Endte det sådan alligevel?
- ”Det gjorde det jo i en vis forstand,
fordi min erfaringsverden var
så anderledes, og fordi jeg valgte et liv,
som de havde svært ved at se, at der
skulle være meget lykke i: at arbejde
hele tiden og ikke have mand og børn.
‘Hallo, skulle det nu være noget?’ Jeg
gav dem jo heller ikke muligheden for
at få børnebørn. I dag hører man, at
bedsteforældrene har alt for travlt til
at passe deres børnebørn, men mine
forældre gik og ventede på at få børnebørn,
som de kunne passe. Og så fik
de ikke nogen. Hverken min lillesøster
eller jeg fik børn, og min storesøster fik
en dreng, som voksede op i Stockholm.
Det var mine forældre kede af. Jeg tror
også, at vores forhold havde været
anderledes, hvis jeg havde fået børn,
for så havde jeg haft brug for dem.“
Når dine forældre synes, at familien er
vigtigere end arbejdet, så bliver børnebørn
vel også så meget vigtigere?
- ”Ja, og den prioritering synes jeg
er smuk og vidunderlig. Mit eget selvværd
er måske bygget på, at jeg vidste,
at mine søstre og jeg var det vigtigste i
mine forældres liv. Jeg kunne ikke have
forestillet mig, at deres arbejde skulle
være vigtigere for dem end mine søstre
og mig. Og den tanke er der måske
nogle børn, som får i dag.“
I stedet for børn fik Pia Fris Laneth
rum til et arbejdsliv, hvor den politiske
journalistik har været omdrejningspunktet.
Hendes karriere startede
med gratis arbejde på venstrefløjens
blade og er foreløbig endt med 15 år
som politisk-okonomisk journalist og
udenrigsredaktør på Dagbladet Infor-
mation. Det var hendes forældre stolte
af, selv om de aldrig læste avisen.
- ”Jeg opdagede først, at det gik mig
på, at de ikke interesserede sig for mit
arbejde, da min far skulle dø. Da lavede
jeg sådan en panikhandling, hvor jeg
tog tilbage til Information og samlede
alle mine bedste artikler sammen og
sendte dem ud på hospitalet med et
grønt bud sammen med et kærligt brev
om, at de artikler kunne han jo ligge
og læse. Det var bindegalt. Manden var
virkelig syg, og jeg råbte: ‘Far, skynd dig
lige at se mig! Se mig, se mig!’ Er det
ikke utroligt?“
Pia Fris Laneth kikker på mig, som
om hun stadig er forundret over sig
selv.
- „I dag kan jeg godt se, at det var
en virkelig barnlig, fortvivlet reaktion
på, at mine forældre ikke vidste, hvad
jeg lavede. Jeg troede ikke, at det gik
mig på, men i den afgørende situation,
hvor jeg skulle miste min far, betød det
noget.“
[…]
Artiklen er en forkortet udgave af et interview
fra bogen “Opdrift. 11 mønsterbrydere
fortæller” af Johanne Mygind, der for nylig
udkom på Gyldendal.
s. 25