FRa SkRalD, SkiDT og SkaRN Til miNDeR, væRDi og magi

16 Omfang - 2012
SKOeN
Er det far, der har skoene i dag?
Sko var langt fra noget alle havde i
middelalderen. De var dyre at fremstille
og var derfor ikke allemandseje. I overklassen
havde alle et eller flere par sko,
mens andre familier kun havde råd til ét
par sko, som familiemedlemmerne delte.
Et stykke læder blev brugt til mindste
skindstrimmel. Sko var kostbare og gik
som en selvfølgelighed i arv. En sko blev
repareret, syet om og modificeret og
gik i arv til næste ejermand til den var
slidt op.
Den praksis fortsatte op i 1700-tallet
og gjaldt al beklædning. Fruen gav sin
kjole videre til fx tjenestepigen, som gik
med den, til den var slidt næsten op.
Resten blev måske syet til en barnekjole.
Når den kjole gav op, blev stoffet til
sidst skåret op og genbrugt til klude for
til sidst at ende tyndslidt i en skraldebunke
et sted.
I 1518 sørgede Christian II for, at det
ved lov blev forbudt at trampe affald
ned i gaden, som man ellers altid
havde gjort. Nu blev alle pålagt at ”feje
for egen dør” og samle deres skrald
i bunker, som blev fjernet af byens
vognmænd. Så i 1700-tallet var det
forbudt at smide skrald i gaderne, og
lossepladsen var opfundet, men det
var – dengang som i dag – svært at få
folk til at ændre adfærd, når man nu
gennem flere hundrede års praksis var
vant til at smide skrald i rendestenen.
Latrinkasserne i baggårdene fungerede
også som skraldespande. Takket være
blandingen af skrald, tis og lort kender
arkæologerne og historikerne ret meget
til 1700-tallets skrald i dag. Det skyldes,
at tis og lort har en konserverende
virkning, og at alt fra sko og parykker
til smadret service fra datidens skraldebunker
derfor i dag er velbevaret. Fx
fandt man i en udgravning ved Mærsks
nuværende hovedsæde bag Amalienborg
over tusind sko og skodele. På de
sko kan man se, at sko er blevet repareret
og omsyet og genbrugt, til læderet
er gået fra hinanden.
Helt op til 1950’erne var det helt normalt
kun at eje et enkelt par sko, som
blev repareret og fik forlænget levetiden
hos skomageren. Statistikker fra 1949
viser, at en familie i gennemsnit købte
to par sko om året. Alt i alt. Herfra
tog forbruget fat. I dag har mange et
tocifret antal sko, hvis levetid mere
bestemmes af moden end af antallet af
huller i sålerne. Vores brugte sko ender
ideelt set i genbrugscontaineren, men
reelt går tusindvis af sko op i røg i vores
forbrændingsanlæg. Men selve skoen
er faktisk kun et minimum af den affaldsmængde,
skoproduktion genererer.
Alene det at producere en gummisål og
syntetisk materiale til støvlefor skaber
kilovis af industrielt affald. Det er et
eksempel på, at vores forbrug er med til
at skabe en massiv affaldsmængde, som
er usynlig for de fleste.
Føj, hvor klamt!
Mennesker har altid taget afstand
skrald. Lige fra middelalderen kan vi
se, at man fortrinsvis lægger latriner
og kompostbunker helt ude i kanten
af matriklen – klos op af naboens
grund – og det samme gør naboen.
Når vi kategoriserer noget som affald,
så har vi samtidig skubbet det
fra os. Vi har svært ved at forholde
os til alt det, der ikke er på rette
sted. Altså; hår på hovedet er dejligt
– hår i maden er ulækkert.
Også de mennesker, der er tæt på
vores skrald, har til alle tider måttet
lægge ryg til tabuisering og afstandtagen.
Skraldebilen går vi i en bue
udenom, hvis vi kan komme til det.
Og natmanden, som tidligere tømte
lokumsspande og rensede gaderne
for affald, blev stigmatiseret. Han
var det laveste, man kunne være.
Mange talte ikke til ham, og hans
børn blev mobbet. Det siger noget
om folks forhold til affald, at den
person, der håndterer det, bliver
Kainsmærket på den måde.